Lets make an alliance..!

[Kieran Pamariaz Acheron]

Visenya Elessä Aíredhiel

---

Det havde været en lang tur fra Dvasias, hvor Kieran havde fået en halv gris med sig hjem. I og med, at han kun havde sin lejr at tænke på, og havde haft det, siden han ikke havde været særlig gammel, så var det også hans familie. Det var den, som han ville vedkendes om ikke andet. Racehadet havde taget hans moders liv, og nu stod han jo så her. Hesten som han var på, var tætpakket med det fineste svinekød, som ville være med til at brødføde, selv de fleste i lejren. Om han så skulle gå sulten i seng, var han klar til at gøre det. Det her var noget, som ville bringe glæde til dem alle sammen, og det gjorde også turen det hele værd for ham. 
Hesten var også den eneste i lejren,  i og med, at det var et stort dyr, som i forvejen også krævede sit. Det var forår, varmen var på vej, og inden længe, kunne de begynde at ordne deres egne grøntsager igen. Hver dag, var en kamp for overlevelsen, for at sige det mildt. Det var og blev bare en del af Kierans liv.

Hesten kastede en smule med hovedet, i takt med at de endelig nåede Metyral. De var hjemme inden længe, og det vidste den. "Du har klaret det flot," roste Kieran den, hvor han klappede den på siden af halsen. Her hoppet han ned af den, for at tage tøjlerne i stedet for.  Han begyndte at trække den med i stedet for. For nu, handlede det om at komme hjem, og få maden tilberedt, så de kunne gå mætte i seng for en gangs skyld. Det ville gavne dem alle sammen.  Langt herfra, var der ikke til Ruinerne, hvori, han dybt inde og under jorden, havde gemt et helt samfund, som kæmpede for den selv samme sag som han gjorde. "Og vi er snart hjemme," fortsatte han. Han var nemlig ikke bange af sig, og tog gerne turen selv. For nu ville det bare blive rart, at komme hjem, for en gangs skyld. 

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Hvis man stirrede op imod solen, ville man kunne ane en rødlig membran til de mægtige vinger, der slog sig igennem luften. Frygtindgydende var vingeomfanget, men stadig fløj dragen med elegange og selvsikkerhed. Det var en tilstedeværelse der fik fuglene på himlen til at forsvinde, og fuglene på jorden til at gemme sig. Visenya sad lænet ind over Vhagars hals, som hun sad oven over hans vinger, og holdt støttende fast i en af hans halspigge. #Hjem.. Det er så tæt på..# Visenya kunne se det herfra. Hovedstaden Ityrial. Hun kunne se spirerne fra det hvide slot. De tusindvis af bygningerne der lå omkring. De finere huse der lå tættest på slottet, og slummen der lå længst derfra. Den slum, som hun selv var kommet fra. #Snart vil du se det igen,# lød Vhagars betryggende stemme i hendes hoved.
Vhagars mægtige hoved gled ned til jorden under sig. Et frit grønt areal ganske tæt på nogle falde murblokker. Metyral. Nedstigningen påbegyndte han, hvilket fik Visenyas sølvlignende hår og blå skørt til at blæse opad. En der var klædt til vejret, lignede hun på ingen måde. Hun bar en blå kjole med bare arme, og et gabende hul i ryggen. Frøs gjorde hun dog ikke. Ej heller skønt, at hun var oppe i den kølige luft. Aldrig havde hun frosset. For at gøre tøjet mere ryttervant, var der to åbne sliser for og bag på kjolen, så den kunne gå til siderne, når hun sad, hvor hun indenunder bar et par tætsiddende bukser og støvler. Øjnene kneb Visenya en anelse sammen, som vinden som altid rev i hendes øjne, som de nærmede sig jorden. Stødet mærkede hun i sin krop, som Vhagars store ben landede på jorden og fik den til at skælve under sig.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Ikke var der så meget som et dyr eller levende væsen, at se omkring dem. Ikke at det var noget som gjorde Kieran noget, som det derimod gjorde ham rolig. Dog alligevel med en vis form for uro. Var der noget derude? Han hævede blikket en smule. Solen var på vej ned, og det var ved at blive mørkt. Endnu med en kulde i vejret, selvom det nu heller ikke var noget, som han kunne tage sig af. Herre over vind og vejr, var han jo desværre ikke, som han derimod hellere ville bruge sin energi på at opnå de mål, som han havde for øje, og samtidig brødføde de folk, som han havde taget til sig. Det alene, var jo et kæmpe arbejde, og mange af dem gik sultne. Økonomisk stod de på ingen måder særlig stærkt, og det påvirkede dem selvfølgelig alle sammen.
Kieran lod hånden stryge over den varme mule, som han førte den af sted. Det var her, at den begyndte at blive urolig.. rejse hovedet, og begynde at bakke baglæns i stedet for. Hvad i..? Kieran vendte blikket mod den, hvor han selv strammede tøjlerne, for at holde den fast. Ikke havde han set, at den gjorde det før. "Sch.." forsøgte han. Den skulle ikke have lov til at rende med den halve gris, som han havde fået med sig hjem fra Dvasias! Den kunne jo brødføde så mange, og derfor var det vigtigt, at han havde denne med sig! Hesten forsøgte at stejle og kaste med hovedet. Var der noget omkring dem? Han kneb øjnene sammen, hvor han selv søgte i samme retning som hesten, for at gøre den mere rolig. Der var noget omkring dem. Nu kunne han da selv fornemme det.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Jorden rungede helt idet Vhagar ramte jorden, men nu var der såmænd også tale om en drage på et par tons. Det mægtige hoved sænkede han ned mod jorden, så de mægtige kæber kunne hvile imod græsset. Alt imens lod han den mægtige krop lægge sig ned, alt imens de store vinger blev trukket ind til kroppen. På den måde kunne Visenya komme ned igen uden antydningen af besvær, men vant til dette var de også. De var en duo. De var ét med hinanden.
Visenya svang let benet hen over den store krop, inden hun kravlede ned af Vhagar. At sidde til hest, havde hun aldrig gjort sig i, men at sidde på en drages ryg elskede hun. Hvor mange havde også den mulighed, som hun havde? Vhagar løftede pludselig interesseret hovedet. Her var mad. Kløerne gravede han let ned i jorden, som han langsomt løftede sit store hoved. De store næsebor vibrerede let, som et tegn på, at han havde opfanget dunsten af noget. Den kæmpemæssige krop behøvede han end ikke at flytte, som han blot strakte sin piggede hals, inden han drejede hovedet om ved en af ruinerne. Advarende prustede han ud med næseborene, men fremfor at der kom røg ud, kom der en hvid isnende tåge. Præcis, som når man åndede om vinteren. #Et lille mellemmåltid ville heller ikke gøre mig noget..# Han snerrede. Et udtryk der fik ham til at blotte de mange tænder.
Med hastige skridt bevægede Visenya sig rundt om den liggende drage, så hun kunne se, hvad Vhagar talte om. Hun stoppede til sidst, som hun stod direkte ved hans hoved og med blikket på en yderst skrækslagen hest og en opmærksom ung mand. Hånden løftede hun. En bevægelse der fik Vhagars hoved til at lægge sig mod jorden igen. Dog med blikket fokuseret på kreaturet. ”Hvem er I?” spurgte hun med en klar og lys stemme.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Hesten var uden tvivl urolig ved dennnes tilstedeværelse, selvom det først var, da den landede, at det gik op for ham, vad de egentlig stod overfor. En drage? Selv vidste Kieran, at der havde været mange af dem før, men at de havde været så godt som udryddet igennem de sidste mange år. Der havde i hvert fald ikke rigtigt været noget, som havde indikeret, at de i det hele taget skulle være til stede. Hesten kastede voldsomt med hovedet, og stejlede igen under kraftige skrig ved synet af den store drage, at den brutalt formåede at rive sig fri af hans greb og løb. Forhåbentlig løb den hjem! Den havde jo en halv gris med sig!
Kieran så kort efter den, inden han denne gang vendte sig mod dragen og kvinden, som havde taget pladsen på dem. Han selv brød sig ikke meget om tilstedeværelsen af det store væsen, som i sig selv, kunne sluge ham i en mundfuld, om den ville det! Han trak vejret dybt. Frygt reagerede han på ingen måde med, da der slet ikke var nogen grund til at gøre dette. Ikke i det hele taget. Han vendte blikket mod dem begge. "Blot en simpel mand, som søger hjem," svarede han oprigtigt. Hvis denne kvinde i sandhed havde formået at koste ham et godt måltid - ikke bare til ham, men også til de mange andre, som han måtte huse her i ruinerne, så vidste han slet ikke hvad han skulle gøre! Han sænkede hovedet en anelse. "Og hvem er De?" spurgte han denne gang. Foruden dragerytteren og kvinden, som muligvis havde kostet ham et godt måltid for rigtig mange, vel og mærke.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Et nervøst dyr var heste. Intet ved siden af Vhagar der intet havde at frygte fra andre væsner. Sultent måtte han også hæve det kæmpemæssige hoved, som hesten blev grebet af panik, tvang tøjlerne ud af sin rytters hånd og stak af. Halen piskede han med, så jorden under dem endnu engang rungede, som han gjorde mine til at springe i luften igen. Han var en jager, og det et bytte. Blikket fokuserede Visenya mod den løbske hest, hvor hun hævede hånden i dets retning. Ud af det der måtte synes som ingenting, skød en isblokke op af jorden! Først dukkede de op foran hesten, så den ikke ville kunne fortsætte fremad. Inden den kunne nå at vende, skød andre isblokke op, så det til sidst udgjorde en hel indhegning om den. På højde med hesten selv var ismuren, så den ikke ville kunne springe over. ”En simpel mand der ikke kan vende hjem uden sit ridedyr,” pointerede hun roligt. Selv kendte hun til området her. Der var intet her. Ingen huse. Kun gamle ruiner. Derfor skulle han utvivlsomt et pænt stykke endnu, før han ville være hjemme. Hånden sænkede hun igen, idet hun vendte blikket mod manden igen. Grønne var de. ”Jeg er hende, som De skylder et tak,” endte hun med at sige. Han havde ikke givet hende sit navn, og det var en leg, som hun og Vhagar sagtens kunne lege med på. Utilfredst brummede Vhagar, idet byttedyret ikke skulle vise sig at være hans mellemmåltid. Hovedet lod han dale igen. Et hoved med et så stort gab, at han ville kunne tage ridedyr og rytter i en mundfuld. Hvis han da fik muligheden for det..

[Kieran Pamariaz Acheron]

Panisk måtte hesten være, som den pludselig synes, ikke at være i stand til at komme nogen vegne i denne stund. Den stejlede endnu en gang, hvor den febrilsk, forsøgte at sparke ud, for at komme ud af den pludselige indhegning, som var kommet omkring den. Kieran selv, vendte blikket mod kvinden og mod hesten.. Han bakkede roligt mod den. Ikke fordi at han var bange af sig. Langt fra.
Ruinerne her, skjulte mere, end hvad øjet, var i stand til at opfatte, og det vidste han. Der holdt nemlig langt flere til i ruinerne, end hvad folk lige gik og troede. Kieran var nemlig tættere på hjem, end hvad denne kvinde nok egentlg gik og troede. "Jeg vil naturligvis være i stand til at komme hjem, uden denne, men den bringer en vare med, som jeg ikke vil kunne undvære," forklarede han oprigtigt. Blikket vendte han derfor mod kvinden og dragen igen. Var det underligt, at det store væsen, gjorde ham tildels urolig? Han burde takke hende. Hun havde nemlig sikret sig, at hans hest, ikke flygtet over vilde vinde med den mad, som han ønskede at skænke til folket, når han endelig vendte hjem. Han sænkede hovedet en smule. "I så fald, så takker jeg Dem," endte han denne gang. Intimiderende var dette, hvor synet af det store væsen, bestemt heller ikke just var noget, som faldt i hans helt gode smag, kunne man sige. Han kneb øjnene en smule sammen, hvor han denne gang blev stående. En drage.. tænk engang, at han også skulle have lov til at stå ansigt til ansigt med sådan et stort, stolt og prægtigt væsen. Ikke var det noget, som han i sin vildeste fantasi, havde drømt om, at skulle få lov til at opleve i sin levetid. Han betragtede dem. Han havde virkelig ikke regnet med, at det alligevel skulle være så stort et væsen.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Opmærksomt fulgte Visenya den fremmede med blikket, som han bevægede sig hen mod isindhegningen, som hun havde lavet til hans løbske hest. Sikkert stod den derinde, men næppe hjalp det med dens frygt. Vhagar lå nemlig ved ruinerne, majestætisk som han var, og skræmte alle omkringværende dyr. Ikke at Visenya tænkte over det. Det var blot sådan, at det var. ”Måske.. men De ville skulle gå en del kilometer for det,” kommenterede hun. Den nærmeste store by var Ityrial. Små huse fandtes der dog dertil, og selvfølgelig kunne det være det, at han boede.
Vhagar vendte de intense mørke øjne mod manden. Intet mildt og velkomment var der ved dem. Tænderne der svagt viste sig fra hans kæber var dog heller ingen hjælp til det. #Den tobenede er bange..,# kommenterede Vhagar selvtilfredst, inden han åndede mod manden. En ånde der stank af død, og var så kølig som isen selv. Så kølig, at et tyndt lag frost lagde sig på mandens hårspidser og klæder. Visenya hævede brynene og sendte sin anden halvdel et bestemt blik. #Vhagar!# Intet havde den fremmede gjort.. endnu i hvert fald. Det grønne blik vendte hun mod den fremmede igen. Morsomt måtte det dog se ud.. et sted. Frosten stod desuden klart til hans isblå øjne. ”Jeg beklager hans dårlige opførsel,” undskyldte hun høfligt, skønt hun kunne føler Vhagars selvtilfreds over, at han kunne fornemme den morskab, som hun følte i sig. Et var de nemlig på mange måder. Derfor kunne de hver især fornemme, hvad den anden følte. Derfor vidste hun også, at Vhagar ikke blot var et dyr. En drage var derimod et intelligent væsen. Et væsen der desværre var jaget. Noget der desuden også måtte påvirke hende. Særligt til ønsket om at finde dem et sted, hvor de kunne være.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran var tættere på hjem, end hvad man nok lige gik og troede. Man skulle ikke tro, at dette sted husede et forholdsvist stort samfund af folk, som ønskede det bedre for sit liv, og det var også det, som han havde tænkt sig, at give dem, også selvom han vidste, at det krævede vanvittig meget fra hans side af. Han trak kort på smilebåndet. Så langt hjemmefra var han trods alt heller ikke. "Så mange kilometer har jeg ikke behov for at gå." Han stillede sig lige ved isen stedet. Han kunne høre den på den anden side. Han kunne ikke lide det. Var det nødvendigt, at gøre det så voldsomt?
Dragen fangede hurtigt Kierans blik. Tænderne.. Det store gab.. Han kunne slet ikke have det! Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Det væsen, kunne jo tage hans liv, i en mundfuld, hvis det var det som han ville! Han rettede sig en anelse op, hvor han tydeligt knyttede næverne det ekstra. "Har du sikret dig, at han har fyldt maven?" spurgte han denne gang. Var det overhovedet muligt, at mætte så stort et væsen?
Kieran var ikke direkte bange. Nej, han var bare yderst påpasselig, også mest for sin egen skyld. Med det arbejde og ansvar, som han havde pådraget sig, så var det vel heller ikke helt underligt, var det? "Undskyldning, er godtaget. Ikke er jeg ude på noget. Jeg ønsker blot min hest fri ,og muligheden for at søge videre," sagde han denne gang. Hvem end hun var, vidste han ikke.. Men den drage ved hendes side, gjorde ham uden tvivl meget urolig.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Hvor denne mand måtte bo, kunne Visenya ikke umiddelbart gætte. Igen var der nemlig ingen umiddelbare huse i nærområdet her. Det synes også at være noget, som selv Vhagar havde tænkt over. #Manden er hjemløs.. Se, hvordan han ser ud. Vi fløj desuden ikke over nogen huse,# lød hans stemme i hendes sind. Ord, som de ikke behøvede at diskutere. Vhagar havde nemlig ret. #Du har ret.#” Fra himlen kunne man se langt og meget, og hvis det passede, at han ikke skulle gå flere kilometer for at komme hjem, så var det fordi, at han ikke boede i noget hus. Boede han mon her? I ruinerne? Mulighed for læ var der her, så utænkeligt var det bestemt ikke.
Vhagar blottede de glubske tænder en anelse, som manden kommenterede hans mæthed. #Fortæl ham, at en drages mave aldrig er for fyldt til en lille snack, og at han har den perfekte størrelse,# kommenterede Vhagar med en ophøjet kækhed. Ikke en mine viste der sig på Visenyas ansigt. Indvendigt måtte hun dog himle med øjnene. Hendes hoved søgte en kende på sned. ”Er det Deres første møde med en drage?” spurgte hun i stedet på trods af, at Vhagar beklagede sig over hendes ordvalg. Blikket vendte hun til isindhegningen, som manden sagde, at han blot ønskede at komme videre. Hvis det var, hvad han ønskede, ville hun selvfølgelig ikke stoppe ham. Det følte hun nu heller ikke, at hun havde gjort.. Hun havde derimod hjulpet ham, som hun havde sikret, at hans hest ikke fuldstændigt forsvandt for ham. Noget han dog også havde takket hende for. Hun lavede et mellemrum i isen. Bredt nok til, at han ville kunne trække sin hest ud. ”Rid videre, hvis De vil.. Der er ingen bånd der stopper Dem,” endte hun stilfærdigt med at sige.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran var nemlig tættere på hjem, end hvad man nok umiddelbart ville gå og tro, og han var glad for det. Det var måske ikke det optimale, men det var de muligheder, som han havde lige nu, og særligt sådan, som hans liv nu havde lagt sig. Han blev stående her, og bevidst med en tydelig afstand til dragen. Det var hans første møde med sådan en, og han måtte jo erkende, at de virkelig var store! Rigtig store endda. Et svagt smil passerede hans læber. "Er det så tydeligt?" spurgte han denne gang. De spidse tænder, ville han ikke i nærheden af, hvis han kunne undgå det, og han havde desduen en halv gris, som han skulle hjem med, og gerne inden denne drage, ville få færten af det.
De blå øjne faldt til hendes skikkelse. Hvem hun end var, vidste han ikke. Han mødte mange rundt forbi, når han var på vandring. Det var han faktisk mesteparten af tiden. Som det stod nu, var det meget lidt hans oprørsgruppe kunne gøre ved disse ting. Igen lod han blikket falde til dragen igen, inden han vendte sig mod hesten, da mellemrummet i isen måtte komme. Her tog han om tøjlerne igen. Hesten stod fuldstændig stille, ved synet af dragen. Den havde heller ikke lyst til at blive stående her. "Og hvem har jeg muligheden for at takke, for at sikre, at min hest, ikke havde taget turen tilbage mod Dvasias," endte han denne gang. Han skulle forbi dragen og kvinden her.. Og selv han var nok lidt ekstra påpasselig med at komme for tæt på, hvis han kunne blive fri.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Hans blik udtrykte på alle måder, hvad han følte, og derfor var det ikke svært at gætte, at han ikke var kendt med drager. Underligt var det ikke, da der ikke var mange tilbage. Dog burde manjanerne være blevet mere vant til dem, end hvad de førhen havde været. Alment kendt var det nemlig, at dronningen havde en drage ved sin side. Det var også noget, der fik Visenya til at tænke. Ityrial var hendes hjem, men ikke kunne der leve en drage som Vhagar i de smalle gader og stræder. Neutranium derimod.. Neutranium havde et grønt areal omkring sig, samt det allerede var bevist, at der kunne være en drage der. Vhagar ville kunne være der.. ”Det lyser ud af dine øjne og kropsholdning,” forklarede hun med et sigende lille smil. Ikke ondt. Hånden lagde hun let imod Vhagars skællede kæbe. En berøring der måtte mildne de sorte øjne. Selv var hun den eneste der kunne komme helt tæt på Vhagar. Efter hendes broder havde han været færdig med at lade andre end Visenya selv komme tæt på sig. Derfor ville han ej heller tøve med at bide en anden midt over, hvis grunden skulle melde sig. Roligt hvilede Visenyas grønne blik frem for sig, som han forsøgte at trække hesten ud af mellemrummet. Synd var det dog at sige, at hesten flyttede sig. Man skulle nærmest tro, at det var den, som hun havde frosset, og ikke en indhegning. ”Visenya Elessä Aíredhiel,” præsenterede hun sig selv endeligt. ”Og navnet på den løbske gangers ejer?” Han havde hendes navn. Det ville kun være passende, at hun også havde hans så. Høfligt var det i hvert fald. Nu havde de også brugt mere end to minutter på at tale med hinanden.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Ikke var det nogen hemmelighed, at end ikke Kieran vidste hvordan han skulle håndtere en drage. Man kunne ikke ligefrem sige, at en drage, var hvad han husede blandt sine medvæsner her i ruinerne. Han rystede kort på hovedet. Han gik meget op i at være åben.. Det var sådan, at han kom godt fra det med resten, for han lyttede og han handlede på baggrund af det. "Drager har igennem mange år, været kendt for værende uddøde.. Nu hører man det modsatte. Det er min første drage," sagde han denne gang, hvor han endnu en gang måtte lade blikket falde mod dragen. Hesten synes slet ikke villig til at flytte sig ud af stedet, så de kunne lige så godt blive stående her. Han lignede vel også en idiot i forvejen? Selvom det ikke umiddelbart var noget som han kunne gøre noget ved nu.
Kieran hævede hånden, og lod denne stryge over hestens mule, i håbet om, at det ville få den til at falde en smule mere til ro. Det synes dog ikke ligefrem at have den ønskede effekt. Visenya.. Det var selv i hans øjne, et ganske speciel og unikt navn, og det var noget, som han godt kunne lide. "I så fald, så takker jeg Dem, Visenya." sagde han denne gang. Han nikkede anerkendende i hendes retning. "Mit navn er Kieran Pamariaz Acheron," præsenterede han sig denne gang. Et kendt navn for mange. Hans efternavne om ikke andet, men han tog det ikke tungere end som så. Han fortsatte de rolige strøg over hestens mule i håbet om at det ville gøre den bare en smule rolig.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Snakken om drager kom og gik, men Visenya og Vhagar var dog ikke et ny udklækket par. Visenya havde levet i omkring hundred år nu, og Vhagar havde været ved hendes side halvfems af årene. Der var dog en god grund til, at snakken ikke florerede tykt om dem og det var fordi, at de levede i byerne. Det kunne de nemlig ikke. Ude på landet var der husdyr, og derfor frygtede bønderne i landsbyerne, at en drage som Vhagar ville snuppe deres får og køer. I de større byer kunne en drage ganske enkelt ikke være, som der ikke var plads til, at en drage kunne ligge og gå omkring i baggårdene. ”Byer og drager går sjældent godt hånd i hånd.. Derfor er vi ikke altid til at spotte,” forklarede hun ham ærligt, skønt det var med sorg i hjertet. Som trøst strøg Vhagar let sit skællede hoved imod Visenyas hånd. Ondt gjorde det, da hun på sin vis følte sig udstødt fra sit eget hjem. At finde hjem igen, agtede hun dog at gøre! Som manden præsenterede sig som Kieran, nåede hun knap nok at tænke yderligere over det, inden Vhagar beskyttende trådte et skridt frem. Hurtigt syntes det at gå, som Vhagar pustede sig op, skønt han allerede var langt større og mere frygtindgydende end nogen mand. Vingerne foldede han ud, hvor de helt fik mindre ruinsten til at trille hen over jorden. Halen slog han ildevarslende med, imens han førte sit hoved faretruende tæt på Kierans. #Pamariaz den sindssyge warlock, og Acheron sjæletagerne,# hvislede han advarende til Visenya, som han i hvert fald mindedes navnene. Uden nogen advarsel brølede han direkte ind i Kierans hoved. En ubarmhjertig lyd der fik det til at hyle i ørerne, og en kraft der fik håret til af blæse, og savl til at forlade hans gab.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Med så stort et væsen i sin besiddelse, var det heller ikke underligt, at det var krævende og begrænset, hvad de havde af steder at søge til, men det ændrede ikke på, at der havde været så få på himlen, at folk havde betegnet dem som uddøde. Det var jo et smukt væsen. Ikke nogen tvivl om det, men det var da alligevel ganske forunderligt, at de havde formået at holde sig skjulte, for det var jo ikke et nemt væsen at skjule. "Historierne fremhæver jer som værende uddød. Hvordan har I formået at skjule så stort et væsen?" spurgte han denne gang med en fortsat rolig stemme. Ikke var han typen, som gjorde nogen ondt medmindre, at han virkelig havde en grund til det. Ganske vidst, var han urolig med denne drage omkring, og særligt fordi, at den jo bare kunne æde ham, hvis det var det den ville, og meget lidt, ville han kunne gøre ved det.
Dragens reaktion på hans navn, gjorde ham næsten forskrækket, hvor han hurtigt trak sig flere skridt bagud. Det skabte også en panik i hesten, som igen forsøgte at rive sig fri, da dragen åbnede gabet. Hvad pokker havde han sagt, for at fremprovokere så voldsom en reaktion, forstod han da overhovedet ikke! Kraftig ånde.. og det skar i ørene. Igen forsøgte hesten at komme fra stedet, ved at rive i tøjlerne, stejle og kaste med hovedet. Var det klogt at løbe? Næppe.. Man løb aldrig fra et rovdyr, og derfor tvivlede han på, at det var, hvad han skulle gøre her. Han kneb øjnene sammen. Nej.. Han havde ikke tænkt sig at løbe! "Hvad går der af ham?" spurgte han denne gang. Mest for at finde ud af om han faktisk bare skulle tage derfra, inden han ville ende med at blive spist!