rejse er altid hårdt

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus havde kun fundet det fornuftige i at trække hånden til sig. Han var en gift mand, og derfor burde han også være påpasselig, og helst gerne inden, at rygterne, var begyndt at gå om dem. Det ønskede han jo trods alt heller ikke. Et kort smil passerede hans læber. "Jeg har aldrig lært at slappe af, Elena. Jeg er en overtænker.. Jeg tænker på, hvordan man hele tiden kan gøre det bedre," fortalte han denne gang. Det var en belastning uden lige, men hvad pokker kunne han gøre ved det?
At hun pludselig ønskede at pakke, efterlod ham med følelsen af, at have gjort noget forkert. Han sænkede hovedet igen. Han vidste jo godt, at hun gjorde sig tanker og følelser, som hun slet ikke burde, og han måtte jo bare sande, at de også var ved at smitte af på ham. Ikke at det var noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han nikkede blot. "Fornuftigt, Elena," sagde han denne gang. Hvad andet skulle han sige? Han vidste, at han havde gjort hende ked af det, og det var jo tydeligt, at han havde gjort hende ked af det. Hans blik faldt til hende igen. "Har jeg gjort dig fortræd?" spurgte han denne gang.

[Elena Marina Elton]

Elena så på ham da han spurte om han havde gjort hende fortræd. alle følesene væltede op i hende og det var virkelig en kamp for hende ikke at bryde samme. " vi ha vist begge gjort hinanden fortræd men det slut lige om lidt, når skibet sejler i havn er alt dette glemt og aldrig sket, som de også selv ønsker " sagde hun det var virklig hårdt hendes krop rystede inde i, og nrystets maven følest at kunne ekskludere. Den inder smerter var næmet uudholdelig.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Elena var ked af det, hvilket aldrig havde været Demarcus' mening. Overhovedet faktisk. Han rystede denne gang let på hovedet, hvor han vendte blikket ud mod vandet igen. Landet kunne man ane i horisonten, dog selvom det endnu måtte være frygtelig langt væk. Han bed tænderne svagt sammen. Det var jo ikke fordi at han ønskede, at det skule være sådan.. Det var bare svært, ikke at gøre det. "Jeg er en gift mand, Elena," sagde han denne gang. Ganske vidst ikke med en lykke, som han burde have, men han var gift, og det var også en omstændighed, som han ønskede, skulle respekteres.
Demarcus vendte sig denne gang mod hendes skikkelse i stedet for. Her stod han fronten mod hendes. "Men glemt.. Det er ønsker, som jeg ikke kan imødekomme," sagde han denne gang. Det som de allerede havde delt på denne tur, var ikke bare ting, som man glemte. Og hende særligt.. Det var overhovedet ikke noget, som kom til at ske.

[Elena Marina Elton]

Elena ser på ham trist og en masse andre følser hun kommer til at sige det hun enlige tænkte og ja det var nok forkert og alvil også rigtig selvom hun viste det kom hård ud " ja det bliver du ved med at sige at du er en gift mand , men gør du dig enlig glad værsætter hun dig overhovedet som person? Hved hun vem du er eller taler i kun overflask samme? Elsker du hende eller prøver du bare over bevise dig selv om du skal elske hende for det det rigtigt at gøre nu når i belv gift på den måde? Føler du over hovedet noget for hende som du har gjort her på skibet for mig? Nogen gang må en mand finde ud af Hved han vil godt eller ugift leve et liv på are eller et liv på lykke med en man ved man kan dele ens behov med " sagde hun og vente sig om og gik mod kahytten. Hun havde taget et valg og fortæle ham om hendes følser for ham og om andre ting. Nej hun havde ikke for trudt det hun ville bage ønske han kom til fornyft og finde yd af vad han enlig ville isteden for vad der rigtig pg forkert og vad alle andre tænkte

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Det var en lang smøre, men selv Demarcus vidste, at hun havde ret. Yelena var en virkelig god kvinde, og det ville han ikke tage fra hende, men om hun oprigtigt var det sande for ham? Det vidste han ikke, og det var svært for ham i det hele taget at sige. Et kort øjeblik tog han sig selv i at kigge på hende. Tænksomt. Hvad skulle han egentlig sige til det? "Det ændrer ikke på, at jeg er en gift mand, Elena," begyndte han denne gang. Nej.. Han var ikke en lykkelig mand, og om han overhovedet ville blive det, var nu heller ikke ligefrem til at sige. Han sukkede svagt, som han atter vendte blikket mod det åbne hav, som de netop havde krydset. Ikke at han havde noget imod at snakke om det. Han var bare ikke vant til, at nogen viste den form for interesse for ham, og det stod han også gerne ved, når det endelig skulle være. "Lykke er ikke noget, som alle er lige heldige, at modtage, eller få lov til at tage del i," sagde han denne gang. Han havde aldrig rigtigt oplevet det. Det havde været en hård opvækst, allerede fra han ikke havde været særlig gammel, og nu stod han så her. Hvad kunne han da gøre ved det nu? Han bed tænderne kraftigt sammen denne gang.
At hun så bare søgte direkte ned mod sin kahyt i stedet for, lod ham blive stående der. Han var for.. oprevet et eller andet sted, til at finde roen alligevel. Hans blik faldt til ringen, som han af ren og skær symbolik måtte bære. Nej, han elskede ikke Yelena, men han tolerede hende, og accepterede hende.. Ville han nogensinde være i stand til at føle den slags ting?

[Elena Marina Elton]

Elena er ikke noget helt ned endnu. Hun stoppe ced trappe til ned gangen til kahyterne og sukker dybt stille tråer løber ned af hendes kinder i skjul. " Demarcus du er en dejlig mand med et godt hjerte, og en god mand, de er en stor leder af øen selvom du ikke se det. Men du har en fejl og det er du spænder ben for dig selv, du gør ting af pligt og are, men hvornår har du gjort noget af fri vilige noget du inderst inde ved du gerne vil? Du bunde dig selv for meget i pligter og are at du glemmer vem du er hvem du vil være du prøver at være den mand som folk har brug for som folk ønsker du er, fordi de selv er bange for at stille op selv. " hun holder en kort pause hun ved det en af hendes lange smøre" du jeg er ikke helt så forskellige jeg ved ikke helt vem jeg er men du ved helle ikke helt vem du er , for du giver dig ikke selv lov til at finde ud af det du lader andre bestem for dig istedet for at fonde dig selv" hun sukker " nogen gangen er det ok at være egoistiske og selviske for at vise hvem man er , at man er mere ind en der bare de ting folk forventer af dem."

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Pligt og ære.. Det var to ting, som Demarcus virkelig værdsatte frygtelig, frygtelig højt, og det var vel også tydeligt? Om det var en fejl, ville han nu ikke sige, at det var. Det var bare en del af ham, og det var en del af ham, som man måtte leve med. "Vil du kalde det for en fejl, at sætte et helt samfund over min egen lykke?" spurgte han denne gang. Langsomt vendte han sig mod hende. Det var jo faktisk en meget alvorlig anklage, og et sted også fordi, at den var med til at gøre ham.. trist og ked af det, et eller andet sted. Og det kunne han ikke ligefrem lide. Som han heller ikke kunne lide, at se hende på denne her måde. Han rystede kort på hovedet.
Langsomt søgte Demarcus hende i møde. "Som en leder, må man gøre sig ofre.. Dette er mit." Han klandrede hende ikke for at ville tage et andet valg, men dette var hans. Måske hun havde ret.. Måske havde hun det ikke. Han vidste det ikke rigtigt, og han kunne ikke rigtigt finde ud af det lige nu. "Vi er meget lige, og dog så forskellige. Jeg er ikke kendt med begrebet 'egoisme'," fortalte han oprigtigt. Det havde han jo faktisk aldrig været. Altid havde han gjort, hvad der var bedst for så mange andre, og ikke ham selv.

[Elena Marina Elton]

Elena tøre tåren væk vender sig mod ham. Og bevæger mig hen forand ham, hun ligge en hånd på hans bryst, hun kan mærke han hjerte slår dette få hende til at smælte inde i dette er ret at mærke. Ufrivilligt begynder der stille trå at løbe ned af hendes kinder " ja jeg kalde det en fejl, for en snand leder mærker også efter hvad der rigtig og forkert her inde" hun tryk plit ind på bryste vor hjerte side " for det med til at gøre en mand til en god leder, en leder der ved vad han vil, og ikke kun ved vad andre forventer af ham" hun ser hammi øjne selvom tåren triller ned af hendes kinder " det andt vil slide dig op, ogbdu vil hade dig selv for meget vis ting gå galt, du vil bebejde dig og føle du har svigte alle, fordi du er så på sagt på at, leve deres liv frem for dit eget, Demarcus du nød til at finde ud af vem du er og ikke vad andre gør dig til, du vil alle det besdte, men vis du misdte håb, og hade dig selv vis ting gå galt, gør du ikke det besdte for folket eller dig selv, du nød til at lukke op for dit hjerte og luk dig selv ind, de folk du har kært føl dem find dem i dig selv, mærk efter vad du føler og vær åben" sagde hun. Hun ville ikke misdte ham og nu fortod hun også vad det var der gjore hende meste utryk trist og bange ved at deres veje skildtes af, det var at skulle misdte ham, hvis der skullen ske noget dårligt og høre ham forfalde. I værte til fælde at dette skullen tag hans liv. Og med alt dette selvom det var hurtigt viste hun nu at hun fatisk elskede ham, hun ville ham, det besdte, hun ville beskytte ham, tag en pil for ham enda. Hun sagde ikke alt dette med ord men isteden lagde hun. Den hånd der lå på hans bryst op til hans kind og sagde det hel i et kys. Hun slap kysset " vi er der snart jeg månheler gøre mig klar" sagde hun med tunkt hjerte men samtidig lette over at finde ud af vad det var hun følte.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Et sted kom det virkelig bag på Demarcus hvor dybdegående Elena var, for det havde han slet ikke forestillet sig, at hun ville være. Han blev stående, selv da hun kom tilbage mod ham. Græd hun? Det var slet ikke en tanke, som han brød sig om. Oprigtigt, så var det jo slet ikke meningen, at hun skulle stå der og græde overfor ham. Han bed derfor tænderne sammen i stedet for. Hans blik faldt ned mod hånden, som hun lagde mod hans brystkasse. Selvfølgelig vidste han da hvem han var! Han var ikke nogen ung mand, så det var jo heller ikke ting, som bare kom af sig selv trods alt. Hans blik faldt til hendes igen. "Jeg forstår ikke, at du vælger at tage de problematikker op med mig," sagde han denne gang. Han valgte at blive stående, uden at røre sig meget andet. Han gjorde et offer for sin ø og for sit hjem. Det kunne han ikke se noget galt i. Han sukkede let. Hvor var det her dog mega frustrerende, og han kunne bare intet stille op med det lige nu. "Jeg gør, hvad der er nødvendigt - fordi at jeg kender mig selv. Jeg er ikke et ukendt væsen for min egen person. Jeg gør de ofringer, fordi at det er nødvendigt," forsøgte han denne gang.
De var i land inden længe. Dette var også en debat, som de kunne fortsætte i hundrede år, uden at blive enig. Det var i hvert fald ved at blive temmelig tydeligt, også for ham selv. Han nikkede denne gang. "Det er okay.. Jeg venter på dig her.:" Han tav denne gang, som hun kyssede ham igen. Hans øjne gled denne gang i. Han lukkede øjnene nydende, bare lige for et øjeblik, velvidende om, at det her var for forbandet dumt. Han gengældte det, selvom det kun var for en stund. Han hævede hånden for at tørre hendes tårer væk, selvom hun var væk længe inden. Hvad pokker var det han lavede? Han vidste, at det her var så.. dumt! Han vendte blikket mod havet igen.

[Elena Marina Elton]

Elena havde pakket og gik op på dækket igen så på ham menngik ikke helt hen til ham " hvem er du så ja dit navn er Demarcus , men hvem er han ingen i luk øjen og se dig selv inde fra, forstil dig at der ikke er nogen pras på dine skylder at der igen der. Forventer noget af dig, hvem er du vilken person er du? Når du kan fortælle dette så ved du hvem du er og ikke vad andre vil havde du er " sagde hun skarbt oprindeligt. Men ment kærligt. " det den måde jeg prøver at finde ud af vem jeg er , de dage her med dig har givet mig flere små tilbage blik keg ligger sammen" sagde hun og så på ham

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus vidste ikke hvad hun mente, eller forstod sig på, hvad hun forventede, at kunne få ud af det. Hans blik faldt derfor mod hendes skikkelse igen. Han vidste godt hvem han var.. Han var jo ikke ligefrem nogen ung mand mere, men derimod en ældre kaliber. "Jeg glæder mig over, at jeg har givet dig noget, at tænke over. Men jeg kan trygt garantere for dig, at jeg ved hvem jeg er," fortalte han denne gang.
Demarcus vendte sig denne gang helt mod hendes skikkelse igen. Han ville hende jo gerne det bedste, men han tvivlede på, at han ville være den, som kunne give hende helt præcist det, som hun gerne ville have. Desværre. Det var jo heller ikke just ting, som kom af sig selv. Det var en lang færd og en meget farlig opgave Elena ville have foran sig. "Er der noget jeg kan gøre, før jeg slipper dig af på jorden?" spurgte han denne gang. For nu, var de heller ikke langt fra havn. De kunne se den mere og mere tydeligt nu.

[Elena Marina Elton]

Elena sukkede dybt det gjor ondt inde i hun ville ønske at tingen ikke var så kompliceret, hun så på ham " du kunne jobtakte mig af og til på en eller anden måde, så jeg ville kunne høre fra dig" sagde hun så. Hun savnede ham allede detes vej skildes snart og de ville se henaden igen viste hun ikke, men hun håbede på det. Hun så på ham . lod sig nyde synet af ham. Han betyd meget det gjore han, hun viste ikke rigtig vad hun skulle sige eller gøre, hun følte der var faldet en grå mørk trist sky ned over hende.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

For Demarcus lød det her næsten, som var det en.. adskillelse og et farvel? Det var jo slet ikke sådan, at han regnede med, at det skulle forholde sig! "Har jeg gjort dig så ondt, at du ikke ønsker at se mig mere?" spurgte han denne gang. Det var ikke ligefrem sådan, at han ønskede at det skulle være.
Elena var ked af det, hvilket også var tydeligt for Demarcus. Det var noget som efterlod ham med en knude i brystet, for det var jo overhovedet ikke meningen, at det skulle være på den måde. Han sænkede hovedet bare en anelse. Han forsøgte virkelig. Det var bare ikke nemt, når han ønskede så meget andet, og samtidig skulle huske sig selv på, at han var en gift mand, og derfor heller ikke kunne tillade sig at gøre det. Uanset hvor meget han end ønskede at kunne gøre det. "Vi er i land lige om lidt." Han vendte blikket den anden vej. Hvorfor var det, at det var en tanke, som rent faktisk gjorde ondt på ham?

[Elena Marina Elton]

Ser på ham nogen tåre løber ned af hendes kender hun svare ham ikke på om han har gjort hende ondt. For nej og ja på en måde men ikke med vilige han kan jo ikke gøre for at han er den han er og at hun er faldet for ham. Han havde jo ikke lagt op til noget før hun begynde på hendes følses plader, og de vege viste jo det var forkert og nok. Aldig ville gå. "Ja vi er der snart" hun sukkede dybt. " du må hilse din kone jeg håber i få hyggede ja efter den tid jeg har stjolet dig ude på havet" siger hun i et forsøg på at være sjov.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus trak denne gang kort på smilebåndet. Nej, det ville måske ikke være til gavn på nogen måde, men hvad pokker kunne han da gøre ved det? Han sænkede derfor hovedet en smule, hvor han denne gang bed tænderne en smule sammen. Det ville vel ikke gå? Selvom han havde en hustru derhjemme, som han vidste, at han ikke umiddelbart kunne elske.. Måske det ville komme en dag? Han vidste det ikke, og det var det, som gjorde ham en smule usikker. Han kunne i hvert fald ikke undgå det. "Det har været min hurtigste tur hidtil," sagde han denne gang.
Hun forsøgte at være sjov.. Ja, det var godt nok et tamt forsøg, men det var der, og det var vel også det, som talte lige nu? "Er du sikker på, at du vil klare det?" spurgte han denne gang. Ikke fordi at han ikke havde troen på at hun kunne, men fordi at det var en voldsom ting, at skulle stå ansigt til ansigt med alene. Særligt, hvis hun ikke var kendt med det.