rejse er altid hårdt

[Elena Marina Elton]

Elena stå og ser ned i gulvet hun prøver at gå mod døren med hendes ben vil ikke rigtig rykke sig. Hvad var det hun flygtede fra hvorfor var hun bange for sine følser han viste det jo nu. Havd var der at skjulde. Ja han var gift men han syndes jo også om hende. Hvad ville der ske vis hun gjore noget det værste vil være at han ville drabe hende hvilket hun ikke kunne tro om ham. Han kunne også slå hende banke hende, men det var hun heler ikke bange for. Han kunne smide hende ud og afslut deres venskab. * op i røven med det hele jeg har fået nok* hun lænde sig frem og kysse ham på muden " sov godt"

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

De burde måske bare trække sig hvert til sit, i stedet for det andet her? Det var i hvert fald ikke noget, som umiddelbart ville komme nogen af dem til gavn, kunne man sige. Han blev stående, og med blikket vendt mod hende. At hun så pludselig bare.. kyssede ham, havde han på ingen måder regnet med!
Automatisk begyndte hans hjerte at hamre mod hans bryst. Havde hun lige..? Og så ville hun bare gå? Det kunne hun da ikke bare! Det var slet ikke noget som ville komme på tale! "Du.." Han tav igen. Hun havde formået at tage ordene fra ham, hvilket heller ikke var normat på nogen måde faktisk. Ikke i det hele tage,t men det var som om, at det bare skete med ham alligevel. "Du kan da ikke bare gå," sagde han denne gang, som han så mod hende. Dette var noget, som forvirrede ham for alvor. Han kunne slet ikke huske, hvornår han havde oplevet ting, som bare mindede om det her!

[Elena Marina Elton]

Elena ser spøgne på ham da. Han siger hun ikke bare kan gå, hvad havde han tænk sig og havde de ikke sagt godnat? . " kæ"jeg troede de sagde godnat" sagde hun hvad skulle hun elles sige men så kom det spørgsmål hun tænkte ud af hendes. Mund bare ikke som et Sprøgsmål " hvis de vil give mig et møg flad så gør det nu" sade hun forberat på det værete. Hun gjore sig mentalt klar til at fånfysisk ognognpykiskø pykisk slag

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus stirrede denne gang på hende, som han slet ikke vidste, hvordan han skulle håndtere alt dette. Han betragtede hende denne gang med en mere fast og alvorlig mine. Hun havde kysset ham. Kysset ham! Det var ikke noget, som man bare gjorde, og det vidste han jo godt! Han rystede denne gang på hovedet. Han kunne ikke give hende ballade eller skældud for dette, når han et sted vel selv havde bedt om det. Han var normalt bare så rolig og fattet, at det jo ikke var ting, som kom af sig selv.. Han var vel bare typen, som havde brug for det spark bagi, og det kom jo desværre heller ikke ud af ingenting, desværre.
"Jeg.. Han tav igen. Okay.. det var vel også her, at han skulle lægge sit arbejde bare lidt fra sig? Han trådte mod hende. "Det er slet ikke, hvad jeg vil," sagde han denne gang. Okay.. Det lød virkelig dumt, og han hadede det virkelig. Han stirrede i hendes øjne. Hun tog chancen.. Det var han ikke god til, og det havde han heller aldrig nogensinde været. Han sænkede blikket igen. "... Gør det igen," bad han pludseligt. Han ville jo gerne. Det føles jo godt.. Og denne gang, ville han være forberedt.

[Elena Marina Elton]

Elena stod og kiggede på ham stod han lige og bedte om et kys til? Det var slet ikke vad Elena havde forventet selvfølig havde hun ikke håbet på noget af de slemme ting, men at han lige frem ville havde et kys til !? Det kom virklig bag på hende ikke at det gjore hende noget overhovedet ikke, og hun ville gerne kysse ham igen
Hun stod og kiggede lidt. På hamnet par sekunder finde at finde ud af om han virklig mente at han ville havde et til. Et smil gled over hendes læber. Denne gang nærmede hun sig gam helt tæt hun lage hendes arme rundt om hanns nakke . og kyssede ham denne gang, med mere følse i og hun gav sig lov til at nyde det rigtig denne gang. Hun sluttede kysset " var det et bedre godnat kys?" spurte hun og så ham i øjnene.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus vidste, at han slet ikke burde, men nu kunne han heller ikke lade være, og han hadede det virkelig. Han var en gift mand, selvom han aldrig havde delt så særlige ting og sager med hende, så var det vel også efterhånden et behov, som var dukket op for ham? Og som han heller ikke bare kunne se sig ud af, når det nu var på denne her måde. Han rystede denne gang let på hovedet.
At hun kom tilbage til ham, og denne gang lagde armene omkring hans nakke, var det med en tydelig sitren i kroppen, som han slet ikke kunne se bort fra. Et behag uden lige, som skylede ind over ham. Han gengældte kysset denne gang, for nu havde han da været klar til at tage imod det, i stedet for det andet! Et kort smil passerede denne gang hans læber. Han vidste godt, at han slet ikke burde nyde det, men han tillod sig nu at gøre det alligevel. "Det der, var meget bedre," sagde han denne gang oprigtigt, inden han roligt hævede hånden, som han strøg mod hendes kind. "Se om du kan få sovet lidt.. Vi er i havn i morgen," sagde han denne gang. Han skulle jo trods alt heller ikke friste skæbnen alt for meget, hvis han kunne blive fri for det.

[Elena Marina Elton]

Elena kan næsten ikke fat det dette alt gor godt til at være sandt nød han det virklig betyd hun så meget for ham aligevel. " jeg er i tvilv drømmer jeg eller er jeg vågen?" siger hun og ser på ham. Dette kunne jo kun være en drøm, faktisk gjore det ikke hende ikke noget at hun viste haan var gift mærkeligt nok. Der var noget spændende dragende over det selvom dette var forket . hun kunne ikke ladr vær med at smile. Jo hun havde skyld følse på Hans vejne. Kan ikke lade vær kysser ham igen. Hun ved de har et bånd de forbunet et eller andet sted, det havde hun gølt føste dag de møtde hende i rådet. Men at det skulle udvikle sig til dette var ikke det hin troede. " hvor er noget der så forket kan føls rigtig" siger hun og ser ham i ham i øjne. Hun syndes stadigvæk han kunne minde om hendes tidliger konge hans kamp vilige hans mod på at beskyte de svæge . nok var han ikke den type der viste sine følser tydligt vilket dragende hende endnu mere. Hun måtte kunne lide godhjælet stærke myatiske mænd og det var han.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus var udmærket godt klar over, at det her var så forkert, som noget overhovedet kunne være, men han selv, kunne jo heller ikke ligefrem lade være, når det endelig foregik på denne her måde. Det måtte forblive deres hemmelighed, for ikke ønskede han, at dette var noget, som skulle komme frem! Overhovedet ikke! Han rystede denne gang let på hovedet. "Du er vågen, kære Elena," lovede han hende denne gang. En skam vel..? Det som de gjorde, var nemlig så forbudt, som noget overhovedet kunne være.
Varmen spredte sig i Demarcus' krop. End ikke den følelse, kunne man sige, at han var vant til, da han under normale omstændigheder, virkelig var en meget privat mand om den her slags. Det var jo heller ikke noget, som han ønskede at dele med gud og hvermand, men her stod han nu sammen med hende. Det var i sig selv, en ganske fantastisk følelse, som han nærmest måtte kalde for direkte ubeskrivelig. Han hævede hånden, som han denne gang strøg mod hendes kind. "Snak ikke om det," bad han denne gang. Ikke ønskede han at blive mindet om hvor forkert det var, og særligt med tanken på, at han jo havde en hustru derhjemme, som blot ventede på, at de ville komme tilbage igen. Han plantede endnu et kys mod hendes læber. Selv smagen af en levende døds læber, var så levende.. Det fandt han utrolig ubeskriveligt.

[Elena Marina Elton]

Elena tager hans hånd at mærke han nyder det. Gør henden glad også selvom han ikke selv ved vordan han skal udtryk det . hun tager hans hånd i hendes " kom min dejlige Demarcus. Jeg tro ikke vi få sovet gå med mig op på dækket og kig på stjerner med mig" siger hun og ser i hans øjne . hun er glad næmeste lykkelig hun kan ikke gøre for det. Det bare den virkning han har på hende. Det ulykkelige er at alt godt har sin ende men det ville hun helst ikke tænke på. Nu har hun canksen for at nyde ham havde ham helt for sig selv. Og lige nu kunne ingen stoppe dem. Hun lage den frie hånd på hans kind og ser ham kærliget ind i øjne " kommer du med mig min kære ?" hun smiler varmt til ham . men hun har en tung følse inde i. De vil være i havn om få timmer og så ville alt dette forsvinde , og muligvis aldrig komme igen . år vor ville hun ønske hun kunne smide de. Følse væk og bare nyde det lige nu og her men så ænkel var det desvære ikke .

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus tvivlede selv på, at han nogensinde ville kunne falde i søvn nu, selvom det vel bare handlede om, at gøre det ud af det, som man nu kunne? Han burde sove, og han burde uden tvivl også hvile, selvom det var nemmere sagt end gjort, og særligt lige nu. Dejlige Demarcus? Det var han bestemt heller ikke blevet kaldt før, det var da helt sikkert! "Hvad kaldte du mig?" spurgte han denne gang, som han endnu en gang, måtte vende blikket mod hendes skikkelse igen. Hvor var det, hun ville have ham med hen? Han bed denne gang tænderne svagt sammen. Han vidste jo udmærket godt, at det her, overhovedet ikke var noget, som han burde, og at det uden tvivl ville komme til at skade langt mere, end hvad det ville gøre gavn, men hvad kunne han da gøre ved det nu?
"Hvor er det du vil have mig med hen?" spurgte han denne gang med en rolig stemme. Ikke fordi, at han ikke ville tage med hende, men derimod fordi at selv han, kunne blive præget af en tydelig nysgerrighed, og den alene, skulle man nu heller ikke tage fejl af. Han valgte dog alligevel at søge efter. De mange tilnavne, som hun nu havde valgt at give ham, bed han i sig for nu om ikke andet. Ikke ville det gavne ham, at lægge for meget i det.. Og ærligt, så burde han jo heller ikke. Hans hustru sad jo trods alt og ventede på ham derhjemme.

[Elena Marina Elton]

Elena smillede kærligt til og med et lille grin på læber sagde " op og se på Stjerne" sagde hun. Hun kyssede hans kind slippede hans hånd . gik hen til døren og åbnede den så til bage på ham " kommer du med søde Demarcus?" spurte hun om. Hun gik ud. At værlset og begynde at gå op mod dækket. Da hun kommer op på dækket gå hun. Og ser ud over vandet, hvor hun der efter sætter sig ned længer sig til bage så hun ligger ned og ser op i natte himlen

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Kysset til hans kind tog Demarcus vel imod, inden han denne gang nikkede og tog med hende. Op at se på stjerner? Det havde han ikke gjort igennem det, som efterhånden måtte være temmelig mange år, kunne man sige. "Det er lange tider siden, at jeg har betragtet mig af dem," sagde han denne gang, inden han denne gang søgte op for at komme til dækket igen.
Luften var virkelig kold, da de endelig kom op. Han lagde armene denne gang om sig. Han frøs i hvert fald. Det var jo heller ikke fordi at det var varmt. Tøjet blafrede i takt med vinden, selvom han nu intet sagde til det. Hans blik faldt til hendes skikkelse, hvor et stille smil passerede hans læber. "Her er koldt," sagde han denne gang med en rolig stemme.
Demarcus gik roligt hen til rælligen, hvor han placerede sig denne gang. Hænderne lukkede han om kanten og så ud over vandet. Det var roligt nu, men selv han vidste, at det meget hurtigt kunne ændre sig. Særligt med det hav, som lå mellem øen og fastlandet.

[Elena Marina Elton]

Elena så på ham og rejste sig op gi hen og lave armen rund om ham bag fra og hovedet på hans skylder " de må de da ha savnet jeg mener det utrolig smukt se også vordans stjerne spejler sig i havet sammen med månen hun gav slip på ham igen og stillede sig nu ved side af ham og lave hend egen hånd oven på hans " tænk at leve et liv på havet at seljle rund uden noget mål at ligge til hvor der mulighed gå op land opdagelse vor det muligt det må være et enomt frit og spænede liv tro de ikke ?"

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus blev stående fuldkommen stille, da Elena lagde armene omkring ham bagfra. Et sted også fordi at det føles utrolig rart. Han lukkede øjnene let. Her stod de, som var de et par, hvilket på ingen måder var tilfældet, og selvfølgelig kunne det også godt mærkes lige nu. Han trak kort på smilebåndet. "Jeg er blot en travl optaget mand, Elena. Jeg har ikke tid til at sætte mig ned og nyde de småting," fortalte han denne gang med en rolig stemme. Hovedet sænkede han derfor en anelse. Han vidste, at han slet ikke burde. At hun stillede sig ved siden af ham, og lagde hånden over hans, sagde han ikke noget til lige nu i hvert fald. "Jeg ved det ikke.. Jeg kan lide at have mine ben plantet på landjorden," sagde han denne gang, inden han roligt trak sin hånd til sig igen. Et sted vidste han jo godt, at han var nødt til at forsøge om ikke andet. Hans hustru sad jo trods alt og ventede derhjemme på ham. "Det er et alvorligt og seriøst arbejde, vi udfører, Elena," sagde han denne gang. At tage sig tid til at nyde og den slags.. Det havde han aldrig rigtigt fået lov til.

[Elena Marina Elton]

Elena tæk sig væk fra ham da pludslige vikede til at havde endet adfærd med at tække hånden til sig * hvorfor var han nu så alvorlig havde han alligevel fortrudt alt det der skete inde for ?* hun prøvede at slå tanken væk " tja de må nogen gang slappe af og gør ting for. Sjov vis alt skal være alvorligt kan de blive Alvorlig syg af det" sagde hun til ham. Hun kunne mærkede hendes krop næmest sukkede dybt inde i de var snart i land. Snart ville dette eventyr være forbi men hun tvivlede på hendes følser. Ville forsvinde . " når jeg må hele få pakket " hun havede ikke sælig meget at af pakke men hun havde nu enlig også brug for at være allene det gjore ondt at tænke på at omlidt var alt slult og lade som omnalt dette. På skibet aldig var hent