It hurts..

[Chantalle "Chance" Firenza]

Chantalle fornemmede at han virkelig ikke var vant til at være i nærheden af andre mennesker. Det var i sandhed en skam. Han var jo en flot mand. I hendes samfund ville han jo blive elsket og forgudet. Flotte mænd havde altid været ønsket hos skovelverne men hun fornemmede også at han ikke tilhørte den race. Det efterlod ham som mørkelver hvilket han på ingen måder lignede. Det var en sjov tanke og dog så ville hun ikke klandre ham for det. Han skulle ikke straffes bare fordi han var den race som han nu var.
Hans spørgsmål kom ikke bag på hende. Selv var der ikke mange væsner der vidste at healing kunne gøre ondt men mange spurgte om det kom til det. Hun ville ikke lyve. "Det kan godt komme til det. Dog skal det siges at ligegyldigt hvad kan det ikke gøre det værre, kun bedre. Det er smerten værd vil jeg påstå" lød det blidt fra hende. Hun kunne virkelig se at han havde ondt og hun kunne ikke lide det. Med rolige bevægelser valgte hun alligevel at komme ham tættere på sådan så hun stod helt henne ved ham. Hun gled let ned i hug og kiggede på hans ben. Der var virkelig en der havde haft fat i ham. Hvem pokker kunne dog finde på at gøre sådan noget? Selvom hendes fag var nådesløst så var der altså grænser, selv for hende. Hun rystede på hovedet. "Jeg ved ikke hvilken satan der har haft fat i dig men vedkommende burde have gjort det samme ved dem" pointerede hun sigende.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil havde sine grunde til at handle som han gjorde. Han stolede ikke på nogen, og efter det sammenstød med Daelis, stolede han da slet ikke på nogen. Ganske vidst havde han været klar over, at en mørkelvisk mand, ikke kunne eller måtte sige nej til en kvinde af samme race, hvilket han jo havde gjort alligevel. Og nu stod han så her. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at han var stolt af det.
Han vendte blikket bort denne gang. Jo tætterer på ham hun kom, jo mere anspændt blev han. Ikke var dette en tanke, som han egentlig brød sig synderlig meget om, og han vidste det jo et sted også godt, men hvad kunne han da gøre ved det nu? Han bed tænderne svagt sammen. "Jeg vidste det.." var alt han valgte at sige denne gang. Igen så han mod hende, da hun knælede ved hans side, og tog hans ben i blik. Han vidste jo godt, at det ikke så godt ud. Hans knæ var blevet smadret med en sten for pokker! Han vidste jo ikke engang, om han ville komme til at gå igen, hvilket i sig selv, gjorde ham.. irriteret, som aldrig nogensinde før! "Det kommer ikke til at ske.. Hun er beskyttet af skovens love.." Han stirrede denne gang på kvinden. Han støttede ikke på benet. Han kunne jo for pokker ikke engang bøje det. Ville det overhovedet kunne lade sig gøre, at gøre noget som helst ved det ben?

[Chantalle "Chance" Firenza]

Chantalle var ikke i tvivl om at han havde grunde til at ergere som han nu en gang gjorde det. Hun bebrejede ham ikke. De levede vel alle med de lodder som var dem givet? Hun forholdt sig dog rolig som hun kom ham nærmere. Hun kunne da godt mærke at han blev anspændt og måske ikke helt brød sig som det. Hans krop fortalte hende at han nok ikke havde det bedste forhold til kvinder. Hendes tanke om at han var Mørkelver blev kun mere og mere bekræftet.
Hun satte sig på hug og kiggede på det. Hun kunne ikke lide denne her skade. Den ville blive hård at heale og hun vidste slet ikke om hun ville være i stand til det. Dog kunne det ikke skade at prøve? Hun sukkede stille og rystede på hovedet før hun endte med at rejse sig op. Blikket gled roligt op af hans skikkelse som om hun studerede ham nøje hvilket hun egentlig også gjorde. At det var en kvinde der havde gjort dette mod ham og en der var beskyttet af love var bare en bekræftigelse for hende. "Det er problemet med elversamfundet. Der er altid nogen der er hævet over loven. Derfor gider jeg heller ikke være en del af det" pointerede hun bare kort. Selvom man ikke kunne se det så løb der elverblod i hendes krop selvom det på ingen måder var rent. Hun trådte et skridt tilbage fra ham sådan så han fik lidt mere plads. "Du skal ned og sidde eller ligge hvis jeg skal kunne hjælpe dig. Har du brug for hjælp for at komme ned uden at støtte på det?" spurgte hun en smule bekymret og rakte ham en hånd hvis han nu skulle bruge den.

[Valandil Romain Ancalimë]

Med den erfaring som Valandil havde gjort sig omkring livet, så var det bestemt ikke fordi at det var noget, som kunne betegnes som videre positivt. Det ville det nok heller aldrig komme til at blive, og han hadede lidt sig selv for det. Han havde aldrig bedt om det liv, som han havde fået, og derfor stolede han nu også kun på sig selv. Han havde jo ikke rigtigt nogen andre, kunne man sige. Han bed tænderne svagt sammen denne gang, inden han vendte blikket bort igen. Det ville komme til at gøre ondt. Han vidste det.
Igen rystede han kort på hovedet. "Sådan er omstændighederne nu," sagde han blot. Hvad andet skulle han da kunne sige til det? Igen så han mod hende. Hun ville have ham ned at sidde? Han vidste ikke, om det var en god eller om det var en dårlig ide, men hvad.. "Jeg kan udmærket godt gøre det selv," sagde han denne gang. Han prustede svagt. Det her var faktisk vildt ubehageligt. Han tog omkring træet, inden han forsigtigt kæmpede sig ned at sidde. Det var tydeligt, at det var noget, som gjorde forbandet ondt på ham, for det gjorde det da godt nok! Elegant som en elver havde været normalt, var slet ikke noget, som han var i øjeblikket. Da han endelig kom helt ned, prustede han igen. Nøj hvor det gjorde ondt! Han lagde hovedet mod træet bag ham. "Jeg kommer ikke op igen," kommenterede han denne gang. Han stirrede direkte mod hende.

[Chantalle "Chance" Firenza]

Elvernes stolthed var en forbandelse i hendes øjnene. Selv havde hun aldrig villet det samfund. Hendes mor havde været del skovelver men aldrig været velkommen hjem på grund af det racehad som racen besad. Det var kun de fuldblods der var noget værd. Chantalle og hendes mor havde været udstøt fra alle racer og havde kun haft hinanden og Migra der lige nu lå og sov i en hule et sted i området.
Hun sukkede og rullede let med øjnene ved hans stædighed. Hun kunne have hjulpet ham ned på jorden sådan så det ikke gjorde ondt men han måtte vel nyde smerten et sted. Hun så på som han endelig kom ned og sidde. Det gjorde næsten ondt på hende at høre ham være i så store smerter. Hun rystede stille på hovedet og lod sig dumpe ned ved hans side med det skadet knæ. "Du stolthed kommer til at påføre dig meget smerte, Mørkelver. En gang i mellem skader det ikek at tage imod hjælp fra en venlig sjæl" påpegede hun roligt og lagde forsigtigt hånden mod hans skindeben. Hans knæ havde det virkelig skidt. Hun rystede på hovedet. Den kvinde der havde haft fat i ham havde virkelig gjort et nummer på ham. Det var da helt sikkert. Hans kommentar fik hende til at vende blikket mod hans ansigt igen. Hun sendte ham et beroligende smil. "Jeg skal nok hjælpe dig op igen når jeg er færdig. Forhåbentlig kan jeg gøre noget ved det. Jeg er dog ikke fuldblods engel så jeg ved ikke hvor meget jeg kan gøre" forklarede hun blidt og vendte blikket tilbage mod hans ben.

[Valandil Romain Ancalimë]

Mørkelverne var et samfund, som selv Valandil måtte foragte mere end hvad han gjorde med noget andet. Han bed tænderne svagt sammen, og lagde hovedet mod træet. Nu var han langt om længe kommet ned at sidde, og det at komme op igen, vidste han allerede nu, ville blive en kæmpe problematik. Det måtte han jo bare gøre til den tid. Det var heller ikke fordi, at han kunne gøre noget ved det. Øjnene lukkede han svagt i denne gang. "Se dog hvad folk har gjort ved mig.." Hans ben alene, burde være et tegn og svar nok i sig selv, og det irriterede ham af helvede til, at han nu skulle udsættes for det her! Han bed tænderne svagt sammen denne gang, hvorefter han vendte blikket bort. Det gjorde ondt på ham, at det hele skulle fungere på denne her måde, for det var jo slet ikke meningen.
Hånden mod hans skinneben, fik ham til at stivne svagt. Han kunne i hvert fald godt mærke det. Det gik nærmest op og satte sig i knæet. Nu fik hun lov til at prøve.. Så var det jo lidt knald eller fald, kunne man sige. "Kan du ikke bare gøre et forsøg, og så se?" Nu hvor hun havde insisteret på, at hun ville hjælpe ham, og så måtte de jo tage den derfra. Dog kunne han ikke rigtigt undgå at håbe og ønske at det rent faktisk ville virke.. og han kunne genvinde bare lidt bevægelsesfrihed igen.

[Chantalle "Chance" Firenza]

Mørkelverne var virkelig ikke et folk som man skulle lægge sig særligt meget ud med. Selv holdt Chantalle sig normalt på afstand af dem. Selvom hun ikke var rent skovelver så var hun alligevel en torn i øjet på dem. Der var det naturlige racehad og selvom det langt fra var alle der kunne mærke hendes elver gener så hvis de vidste det så var den også gal. Hun kiggede stille på ham. Var det underligt at hun havde ondt af ham? Hun løftede den ene hånd og lod den kort stryge hen over hans hage. Hun kunne ikke lade være. "Mørkelverne er et underligt folk. Mænd er ikke mindre værd end kvinder, ligemeget hvor meget kvinderne påstår det. Når alt kommet til alt så har vi bruge for stærke mænd såvel som stærke kvinder i denne verden" pointerede hun roligt før hun vendte opmærksomheden tilbage på hans ben.
Hånden lod hun forsigtigt hvile mod hans ben men tydeligt var det at han allerede havde smerter der. Hun bed sig stille i læben og studerede situationen en smule. Det ville virkelig komme til at gøre ondt på ham. Det var der ingen tvivl om. "Jeg skal nok forsøge men det kommer til at gøre forbandet ondt. Dit knæ er deformt og det skal rettes ind. Er du klar?" spurgte hun roligt og lod den anden hånd falde til lige over hans knæs sådan så hun havde en hånd på hver side af det skadet område. Hun håbede ikke at han var typen som ville ende med at lange ud efter hende når smerten meldte sig.

[Valandil Romain Ancalimë]

Svagt himlede Valandil med øjnene. Hvorfor skulle hun absolut være så... irriterende? Han bed tænderne svagt sammen, hvor han vendte blikket bort, da hun forsøgte at stryge over hans kind. Det var ikke fordi at det ikke var behageligt. "Stærke mænd og kvinder..." Han fnøs denne gang og rystede på hovedet. Han vidste faktisk ikke rigtigt hvordan han ellers skulle håndtere dette, for han hadede det, og det var vel også tydeligt? Og forståeligt ikke mindst med det, som han havde været igennem. Daelis havde ikke engang været en stærk kvinde, men derimod bare været en kvinde som enhver anden.. med en sten i hånden, som hun var gået helt amok med, og det var det, som pissede ham af, for at sige det mildt.
Valandil var allerede nu, indstillet på, at det her ville komme til at gøre ondt, men hvad kunne han da gøre ved det nu? Det var næsten det, som irriterede ham mest, og det var han nu heller ikke bange for at indrømme. Han trak vejret dybt, da hans næver lukkede sig om rødderne lige ved ham. Han knugede kraftigt omkring dem denne gang. Øjnene lukkede han. "Bare gør, hvad der er nødvendigt... Okay?" endte han denne gang, som han atter vendte blikket mod hende. Hans krop spændtes allerede, og det gjorde ondt. Det gjorde virkelig, virkelig ondt!