It hurts..

[Valandil Romain Ancalimë]

Chantalle "Chance" Firenza

---

Valandil kæmpede sig frem på haltende ben. En ting, var at den kvindelige mørkelver, havde taget bevægeligheden i det ene ben, men at smadre hans knæ til uigenkendelighed, anså han på ingen måder, som nødvendigt! Efter hans liv, som en fri mørkelver, var han en mand, som gjorde sig tanker, og endda også rigtig mange af dem, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det.
Han havde denne gang kæmpet sig ud af det lille hjem, som han var blevet huset i. Daelis ville han slå ihjel, om han nogensinde faldt over hende igen! Langsomt hævede han blikket mod den store himmel. Sengeliggende havde han været i et stykke tid nu, men hvad kunne han da gøre ved det? Han kneb øjnene svagt sammen denne gang, hvorefter han rystede på hovedet. Han skulle kæmpe sig frem og nu også med en vandrestav i sin hånd. Han ville nemlig ikke komme særlig langt uden.

Valandil var en hård mand, som vidste, hvad han ville, og hvad han ikke ville, og selv han måtte jo kun glæde sig til, at komme væk herfra. Han søgte ned af den lille sti, og deraf også væk fra det hus, som havde været hans fængsel igennem den sidste tid. Hvert et skridt, var med en smerte uden lige, da han vidste, at han slet ikke burde være ude og bevæge sig.. Og særligt ikke hans knæ, som stadig skulle have hvile, men han var stædig.. Og han ville ud nu! Han blev sindssyg af at bare ligge der!

[Chantalle "Chance" Firenza]

Let og elegant kunne man godt sige at Chantalle var når hun sådan luntede igennem skoven som den snehvide leopard. Naturligt var det dog ikke for sådan et dyr at rende rundt på disse egne med det skete nu denne gang. Hendes pels var skinnende og blank, meget fin endda. En hver jæger ville nok prøve at fange hende og skinne hende selvom dette ikke ligefrem var noget som hun ville lade ske. De blå øjne spejdede fremad igennem skoven. Migra var for en gangs skyld blevet hjemme og hun var nu fri til at gøre hvad det passede hende. Som tvillinger rendte de ellers altid rundt sammen men dog så nød Chantalle nu også at være alene en gang i mellem.

Som hun stille og næsten lydløs kom igennem skoven begyndte hun at opfange duften af noget velkendt. En der var såret, måske ikke fornyelig men dog såret. Næseborene udvidede sig som hendes jagt indstinkter slog til og hun hurtigt søgte mod lugten. Da var himmelsk for hende! Migra havde aldrig rigtigt været en som havde et forhold til blod. Ingen af dem havde brug for at drikke det over at overleve med Chantalle så alligevel fordelen ved at indtage denne søde cocktail af jern som alle levende væsner bestod af. Dette gjorde også at Migra som regel lod hende drikke af hans men lige nu var der noget fremmed som duftede godt!
Der gik ikke længe før hun kom nærmere duften. Hun tittede svagt frem fra en busk der stod ved siden af en sti. De blå øjne faldt på en mand der tydeligt var svagt gående og i stærke smerter. Hovedet søgte let på sned som hun blot blev stående. Hvad mon der var hændt denne fremmede og gad vide hvad han lavede her?

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil havde virkelig ondt. Hans ben kunne ikke bruges, og hans værdighed som en elegant elver, var uden tvivl taget fra ham. Han var skuffet.. Han skammede sig virkelig over den mand som han var endt med at blive, kun fordi at han havde taget et valg for sig selv. Han bed tænderne fast sammen. Hvert et skridt, jog en smerte igennem hans krop, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det.
Han gik og bandede for sig selv. Hans gang var virkelig langsom. Han måtte finde noget ordentlig, som han kunne støtte sig op af i stedet for det andet. Han lukkede øjnene let, idet han tog en pause. At hoppe frem, som havde han været handicappet, var slet ikke en tanke, som han kunne have med at gøre. Særligt ikke, som det stod lige i øjeblikket.

Valandil stillede sig denne gang op af et træ i stedet for. Hans blik gled ned mod hans ben. Han kunne slet ikke bevæge sit knæ, og bare at forsøge, gjorde virkelig ondt. Han prustede svagt, og slog hovedet tilbage. Han bed tænderne kraftigt sammen. Hvor pokker var værdigheden i det her liv? Han skubbede sig væk fra træet, og fortsatte frem i stedet for. Det var meget humpende, og det var tydeligt, at det måtte gøre ondt på ham, men han fortsatte. Han var ikke typen som gav op bare sådan uden videre. Nu skulle han jo bare finde ud af, hvad han egentlig skulle gøre af sig selv.

[Chantalle "Chance" Firenza]

Det store kattedyr bragtede den fremmede fra sit skjul. De blå øjne hvilede på manden som hun tydeligt kunne se var en elver. Ikke nok med at ørene var en klar afsløring så var der stadig en form for ynde over bevægelserne selvom han var nødsaget til at hoppe sådan frem. Hun pustede en gang og forsvandt så ind i buksen igen. Dette var ikke et værdigt bytte at jage for hende. Det var for let. Hun måtte i stedet søge noget andet og dog så kunne hun alligevel ikke få sig selv til at søge for langt væk. Hun fulgte stien, om end en smule på afstand af den. Dog kunne hun stadig høre manden som måtte halte på den. Hun vidste ikke hvorfor men hun blev i nærheden.

Efter lidt tid tog hun sig alligevel i at søge tættere på. Endnu en gang gemte hun sig i buskadset og betragede den fremmede der fandt noget støtte op af et træ. Hendes blik gled op og ned af elveren. Den var tydeligvis galt med han knæ. Hun rystede sig en gang sådan så busken bevægede sig før hun forsvandt på ny. Manden forlod endnu en gang træet og søgte videre ned af stien. Han havde smerter og om det var englen i hende eller hvad det var vidste hun ikke men en ønske om at hjælpe staklen dukkede op i hende. Hun sukkede af sig selv og tog et par lange skridt frem sådan så hun nåede et stykke foran ham og så luntede hun ellers ud og satte sig midt på stien med blikket rettet mod den fremmede som kom hende haltende i møde.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil havde virkelig ondt, og han kunne ikke have det. Det var svært for ham i det hele taget, at bevæge sig frem, men han gjorde det. Han var nemlig for stædig til bare at sætte sig ned og lave ingenting. Det duede hun slet ikke til.
Igen måtte han denne gang holde en pause. Hans ben sydede virkelig, og det føles, som det brændte. Han slog virkelig Daelis ihjel. Han svor, at han ville ende den kvindes liv! Han lukkede øjnene let. Hvis han bare havde et eller andet han kunne støtte sig til. Han stolede jo ikke på nogen. Det var heller ikke noget, som lå til ham som person, eller til hans væsen for den sags skyld, så han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det, kunne man sige.

Det store kattedyr, som satte sig på stien ikke langt fra ham, fik ham hurtigt til at dreje blikket. Det fangede hans opmærksomhed i øjenkrogen, og den tanke alene, var nok til at irritere ham. Han kneb øjnene sammen. Typisk! Han havde jo ikke ligefrem noget at forsvare sig med! Han skubbede sig denne gang mere ud på stien i stedet for. Han undgik såvidt muligt at støtte på benet. Hans knæ var knust, så han kunne jo ikke løbe eller noget lignende. "Typisk.." endte han denne gang med en mere fast tone end tidligere. Han knyttede næven. Det eneste, som han havde, var en lille kniv.. Næppe brugbart overfor et væsen, som denne han nu stod overfor. Ikke rørte han sig.

[Chantalle "Chance" Firenza]

Den store kat luntede op på stien og satte sig uden det store besvær. Chantalle var ikke bange, heller ikke selvom manden havde været ved sine fulde fem havde hun frygtet ham. Ikke nok med at katten var en stor jæger i sig selv så var hun det også i sin menneskelige skikkelse. Hun strakte sig kort og gabte en gang uden at fjerne blikket fra manden der tydeligt ikke så ud til at kunne lide hendes fremtræden. Hovedet gled let på sned. Selv var manden holdt op med at bevæge sig efter hans lille udbrud. Havde hun været et vildt dyr uden klar tankegang så var hun nok bare hoppet på ham men nu var der mere bag det. Den lysehud og det blonde hår fascinerede hende. Var han mon en skovelver som var gået forkert? Det pirrede hendes nysgerrighed.
Dog så ønskede hun ham egentlig ikke ondt. Hun endte med at dumpe ned og ligge på siden for derefter at trille om på ryggen. Den var et tegn på at hun ikke var farlig og intet ondt vilde. Hun gabte en gang mere og rystede sig kort før de blå øjne endnu en gang gled til den fremmede elver. Nu var det hans tur. Ville han angive når nu hun havde underkastet sig eller ville han gøre noget li det samme sådan så hun kunne komme tættere på. Hun vidste det ikke og det var, i sig selv så fandens spændende!

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil stod ansigt til ansigt med et væsen, som han ikke umiddelbart kunne forsvare sig imod. Hvorfor var det så typisk, at den her slags, skulle ske for ham nu? Han bed tænderne kraftigt sammen, inden han denne gang rystede på hovedet. Hvor var den slags jo bare typisk ham! Hans blik faldt derfor hurtigt til den pelsede skikkelse. Han havde ondt, og skulle nu også til at håndtere det her oveni? Det synes han bestemt ikke var retfærdigt.
Kniven stod han med i hånden i tilfælde af, at dyret nu tog den beslutning, at springe på ham. At det derimod så ud til at have en helt anden intention, måtte han jo erkende, kom bag på ham. Da den lagde sig ned på siden, og pludselig om på ryggen, blev han denne gang stående. Var det et tydeligt tegn på underkastelse? Når han stod der handicappet og knapt kunne gå, var det overhovedet ikke noget, som gav nogen former for mening for ham.
Valandil rynkede denne gang en smule i panden. Hvad var det, som gik af dette væsen? Det var i hvert fald omstændigheder, som overhovedet ikke gav mening, hvis man tænkte på, hvad der var typisk og naturligt for et dyr at gøre! Det fik ham dog til at undres. Kniven sænkede han. "Du er ikke et naturligt dyr," konkluderede han denne gang. Skulle han være påpasselig? Eller var det en, som reelt set, ikke ønskede at gøre ham noget ondt?

[Chantalle "Chance" Firenza]

Chantalle var på ingen måde et normalt kattedyr. Hun var et menneske som kunne forvandle sig til denne her store skikkelse. Det var sjovt og hun nød at rende rundt sådan her. Der var altid noget helt igennem dejligt ved bare at kunne rende rundt som et dyr og lave unoder. Hun nød det rigtig meget. De blå øjne hvilede nu på elveren som så ud til at tænke en hel del igennem. Ej ønskede hun ham noget ondt så længe han ikke gjorde hende noget og det var også derfor hun underkastede sig på den måde som hun havde gjort det. Hun var let og elegant trillet om på ryggen og lå nu med poterne i vejret og bare kiggede på ham.
Hans konstatering fik hende til at smile indvendigt. Han var ikke helst dum af en elver at være. Hun trillede om på maven men blev dog liggende hvor hun var. Hun ville ikke virke truende eller noget som helst. Et sted havde hun ondt af ham. Smerten kunne tydeligt læses på hans ansigt. #Du er ikke helt dum# lød hendes blide stemme i hans hoved. Han vidste jo allerede at hun ikke var et rigtigt dyr så hvorfor blive ved med at spille skuespil. Lige nu var hun blot et menneske som var forvandlet. Ikke mere og ikke mindre end det. Hovedet søgte let på sned som hun studerede ham en smule mere. Måske hun var i stand til at gøre noget ved hans knæ hvis hun altså kunne komme tæt nok på til at kigge på det.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil var ikke nogen dum mand, og han ønskede heller ikke at blive fremstillet på den måde. For nu, handlede det om, at han skulle videre, og dette væsen lå i vejen. Men den måde, som dyret opførte sig på, var på ingen måder normalt for en kat eller noget rovdyr, når de stod overfor et skadet væsen, som i det her tilfælde, uden tvivl var et meget potentielt byttedyr. Derfor glædede det ham vel også et sted, at det forholdt sig unaturligt? Særligt lige her. Han sænkede hovedet en anelse. Han var en mand præget af vrede.. Der var bestemt ikke noget at smile af for hans del. Det havde der ikke været i rigtig mange år nu.
Stemmen i hans hoved, indikerede jo kun, at han havde haft ret. Et kort, men næsten triumferende smil passerede hans ene mundvig, selvom det falmede lige så hurtigt, som det var kommet igen. "Det anede mig. Der er intet naturligt i den opførsel." Igen stilede han sig op af et træ, bare for at give benet hvile igen. Hvor var det frustrerende, at han skulle rende rundt og have det på denne her måde. Øjnene lukkede han derfor igen, hvor han bed tænderne tydeligt sammen. Han lagde hånden mod sit knæ igen. Hvor gjorde det ondt! Og søge hjælp? Nej.. Han skulle bestemt ikke vise sig som noget svagt individ, så det var overhovedet ikke noget, som nogensinde ville komme på tale for hans vedkommende! "Du ligger i min vej," sagde han denne gang, da han atter så mod hendes skikkelse.

[Chantalle "Chance" Firenza]

Chantalle antydede kun at han var en smule dum. Hvor mange sneleoparder rendte der normalt rundt på disse kanter? Alle måtte da vide at dette ikke var et naturligt dyr og dog var hun blevet antaget som et. Det var en smule dumt hvis hun selv skulle sige det. Hovedet søgte let på sned som hun kom op og ligge igen. Blikket hvilede stadig på manden som var foran hende. Han så stadig ikke synderlig tilfreds ud og dog så virkede han en smule mere tryg nu hvor han vidste at det ikke længere var et vildt dyr der lå foran ham.
Det triumferende smil opfangede hun godt som han søgte over for at støtte sig op af den nærmeste træ. Hovedet søgte let på sned som de blå øjne hvilede på hans skikkelse. Var han virkelig så usikker at han var nød til at finde sådan en lille barne information som en triumf? Hun havde næsten ondt af ham. Tænk at man kunne være så lille i samfundet at man havde det sådan. Hun rystede på hovedet. Hans konstatering reagerede hun ikke på men da han påpegede at hun lå i vejen rejste hun sig op. Dog søgte hun ikke af stien men gik dog nogle skridt tættere på hvorefter hun satte sig igen. De blå øjne gled fra hans skikkelse til hans knæ. #Du er såret# pointerede hun blot. Han lignede virkelig ikke en der så ud til at have det alt for godt. Hans knæ så ikke godt ud og det var tydeligt at han havde smerter. Hun vidste virkelig ikke hvorfor hun følte et behov for at se om hun kunne gøre noget for ham men det gjorde hun nu en gang. Det var underligt men dog var det bare sådan det var en gang imellem. Hun kunne ikke altid til sidde sætte englen i hendes indre som ønskede at hjælpe alt og alle på sin vej.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil havde aldrig haft en betydning for nogen, udover sig selv, og derfor måtte han jo bare finde de små glæder der var, for der var godt nok ikke særlig mange af dem. Det gjorde ondt, og tanken var faktisk utrolig forvirrende for ham. Han lukkede øjnene, kun for et ganske kort øjeblik, da han atter stod op af træet. At hun havde taget det valg, at komme tættere på ham, sagde han ikke noget til. Hvad skulle han da kunne gøre ved det? Han var såret. Det kunne han jo heller ikke ligefrem lægge skjul på.
"Godt observeret," pointerede han denne gang, hvor han let rystede på hovedet af det hele. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være med det. Tanken gjorde ondt, men hvad pokker kunne han gøre? Der var ikke nogen, som han kunne stole på, og derfor regnede han heller ikke med at gøre det. Igen vendte han de mørkegrønne øjne mod hendes skikkelse. Ikke kunne han smile. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde smilet optimalt, for det havde der heller ikke været nogen grund til at skulle gøre her, hvilket han gerne stod ved, nu hvor han havde muligheden for det. Han rystede på hovedet. "Jeg kan knapt gå, hvis du absolut skal vide det." sagde han denne gang. Han trak vejret dybt. Han forsøgte såvidt muligt ikke at støtte på det, men det var fandens svært, når han var så afhængig af det. Han kunne slet ikke have det!

[Chantalle "Chance" Firenza]

Chantalle betragede elveren foran sig. Han virkede hærget på en måde som om han var en mand der var meget alene i verdenen. Hovedet på den store kat tiltede let på sned mens hun blot betragede ham. Han var virkelig bare helt alene i denne verden. Det var da næsten umuligt. Der var da ingen i denne verden som var helt alene, var der?
Hun kom ham tættere på men dog ikke alt for tæt. Hun vidste ikke hvor hun havde ham endnu og derfra var hun nød til at være vågen og vaks. Hun satte sig igen ikke så langt fra ham og vendte blikket mod hans knæ nu hvor hun bedre kunne se det. Det så virkelig ikke godt ud, det kunne hun ikke benægte. Hun pustede en gang og vendte så blikket op mod manden som forsøgte ihærdigt ikke at læne sig på det. Måske hun kunne gøre noget? Ønsker om at hjælpe den fremmede vældede op i hende igen. Hun hadet når hun fik det sådan her for så kunne hun slet ikke lade være. For hans blik lod hun sig forvandle fra den store kat til en yndige pige som hun ellers normalt var. Det lange blonde hår var flettet i en fransk fletning og lå hen over hendes ene skulder. De store på øjne hvilede stadig på hans skikkelse og hun lod hovedet falde lidt på sned lige som katten havde gjort det. "Jeg mig kigge på dine sår" sagde hun roligt men gik dog ikke tættere på før han havde svaret. Han havde trods alt stadig en kniv som hun skulle være vaks på ikke kom hendes krop for nær.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil var alene. Det havde han været i mange år, hvilket også gjorde, at det var svært for ham, i det hele taget at finde ud af, hvordan han skulle agere socialt i nogen sammenhænge. Han kunne i hvert fald godt mærke det nu. Tænderne bed han derfor sammen, idet han lænede sig en smule tilbage ind mod træet. Han kunne knapt gå, og hvert et skridt, var som elektrisk stød, som skød igennem hans krop. Det gjorde faktisk ekstremt ondt, uden at han kunne gøre noget synderligt ved det.
Valandil vendte denne gang blikket bort, i et forsøg på at samle sig. At hun så havde valgt at forvandle sig i samme stund, fik ham hurtigt til at vende blikket mod hende igen. Den ellers.. smukke kvinde, som hun pludselig skulle vise sig at være, kom et sted også bag på ham i øjeblikket. Han blinkede let med øjnene. Hun var jo en smuk kvinde.. En skam hun ikke var elvisk af afstamning, selvom det nu heller ikke var noget, som han sagde særlig højt. "Og hvordan helt præcist, har du tænkt dig, at gøre det?" spurgte han denne gang tvært, idet at han så på hende. Nej.. Han stolede ikke på hende, for det havde han ikke nogen grund til. Han derimod ville langt hellere, at se hvad hun kunne bringe et andet sted.. hvor hun så samtidig heller ikke kunne genere ham, som han følte, at hun gjorde lige nu.

[Chantalle "Chance" Firenza]

Manden for hendes blik bar tydeligt præg af at være en enespænder. Tydeligt var det at han ikke var vant til at være omgivet af et andet meneske. Hun sukkede stille og sendte ham et næsten opgivende smil. Hun kunne se at han havde smerter og at han ikke havde det for godt. Det var nok englen i hende som spillede ind over og tog hårdt fat i hende lige nu men hun ønskede virkelig bare at hjælpe ham. Det var en gang i mellem forfærdeligt at have det sådan her. Hun var ikke en specielt retskaffen person men hun fik alligevel disse lyster i ny og næ.
Det lange blonde hår faldt blidt ned over hendes ryg og skulder, de blå øjne skinnede let i lyset og smilet hvilede på hendes rosa læber. Hun var en køn pige og hun vidste det. Det var en ting som hun spillede på i sit erhverv når hendes mål var mænd. Det hjalp hende uden tvivl og gjorde arbejdet lettere en gang i mellem. Dette var dog ikke arbejde. Dette var bare hende som havde mødt en såret elver på hendes vej. Hans sure spørgsmål fik hende til at himle kort med øjnene og rystede på hovedet. "Jeg har først og fremmest tænk mig at kigge nærmere på dit sår. Derefter har jeg tænkt mig at bade det i den hellige engle magi og håbe at det kan hjælpe dig? Har du andre spørgsmål?" spurgte hun måske en smule drillende og lod hovedet søge let på sned. Manden foran hende virkede sur og tvær men han var nu alligevel en som hun ønskede at hjælpe. Det var egentlig underligt men en gang skulle jo være den første, ikke?

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil var slet ikke vant til at være omringet af folk på nogen måde, og slet ikke den slags eller type, som ønskede ham noget godt. Tvært imod, så havde han kun været vant til det modsatte, hvilket også var grunden til at han var så skeptisk som han var. Det var slet ikke fordi, at det var noget, som han var med vilje faktisk. Han blev stående denne gang. Hans ben gjorde alt for ondt, og bare tanken om at støtte på det, jog en smerte halvvejs op af ryggen. Daelis havde i sandhed formået at ødelægge så meget for ham, ved dette.'
Valandil vendte blikket den anden vej denne gang. Det her, var med til at gøre ham direkte vred.. Han kunne slet ikke have med den tanke at gøre, og særligt, når det var på denne her måde. Han rystede kort på hovedet af sig selv. Ja.. det havde måske været et latterligt spørgsmål, men for ham, havde det faktisk været et yderst relevant et af slagsen. "... Vil det gøre ondt?" spurgte han denne gang. Kunne det stikke den smerte, som han i øjeblikket følte, at han havde i krop og sind? For det var uden tvivl forbandet ubehageligt, og det var heller ikke fordi at han kunne gøre meget ved det. Han slog hovedet tilbage mod træet denne gang. Hvor var det dog.. tragisk, at det skulle være på den her måde, og han kunne bare ikke gøre en skid ved det, hvilket jo næsten var det værste af det hele! [