Will you be mine..?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde været opdraget til at være åben for de væsner som holdt til i skoven, og det gjorde hun jo trods alt også. De havde leget i træerne, stormet igennem skoven. De havde leget i vandafløb og i mudderpøle, og de var kommet møgbeskidte hjem. Det var sket efter han havde lært hende at kende, for det var ikke sket ellers. Og nu lå de her.. Han lå med nok den mest utålmodige kvinde, som han nogensinde havde været i nærheden af, men han elskede det. Hun gav ham den modstand, som han ikke fandt nogen andre steder. "Du har aldrig været en kvinde, som kunne lide at spilde tiden, Eilíannel.. Det er det, som jeg godt kan lide ved dig," sagde han denne gang. Et stille smil passerede denne gang hans læber. Han mente det jo, når han sagde, at han elskede det. Som han også elskede hende.

Thranduil lagde sig godt til rette over ham, og med hånden mod hendes kind. Hun var ham en fantastisk kvinde. Og en, som han glædede sig til at tage til sig, som sin egen, ægte og sande. "Der er ikke nogen, som fortæller historier som dig, min egen. Børnene er allerede opslugte.. Selv jeg," sagde han denne gang. Han kunne jo lige forestille sig det hele, når hun for alvor gik igang.
Kysset gav han sig for alvor hen til, hvor han lagde sig nedover hende. Hånden strøg roligt og næsten langsomt henover hendes side. Så smuk og fin, som hun var. Han elskede det jo! Han lod hovedet søge på sned. Skræmt var han ikke over hendes mere voldsomme attitude, som selv stod i strid med hvad en skovelver normalt var. Han elskede hende for værende den, som hun var. "Elsk med mig," hviskede han denne gang tæt ved hendes øre, efter han havde brudt kysset.

[Eilíannel Kalî Deâris]

I alle de år havde det været ham alene som havde gjort hendes ophold tåleligt. De havde lavet meget sammen, de var blevet beskidte og de havde grinet og grædt når en af dem havde slået sig og den anden havde forsøgt at fjerne smerten efter det. Hun var ikke ond selvom hendes hud var mørk, ligesom alle andre ønskede hun kun det bedste for dem omkring sig. "Nogle skal jo trække dig lidt i land somme tider," pointerede hun lidt drillende. Han kunne bruge evigheder på at spekulerer, hvilket kunne have sin charme, men somme tider var der desværre lidt for langt fra tanke til handling. Hans smil smittede af på hende og lod også et bredes på hendes lilla læber.

Blidt lod hun hovedet falde til den ene side, hvor den hvilede mod hans hånd, og opsøgte det kærtegn der blev lagt an til. Uanset hvor kold og arrogant han kunne være, var hans hånd altid varm og blid, og hun elskede det. Hans kærtegn ville hun aldrig få nok af. "Et sted bag dette smukke ydre, er du også stadig et barn kære," svarede hun med et lidt flabet smil på læben. Han var blevet en voksen mand såvel som hun en voksen kvinde, men der boede et barn i alle, desuden elskede hun at fortælle historier, det var et af de få tidspunkter, hvor hun følte at alle lyttede til hende og bare lod sig opsluge af det samme. Hans hånds vandren over hendes side, tog alle tanker fra hende og lod hende i stedet fyldes med følelser.. varme følelser, spændte følelser, som hun ellers ikke håndterede særlig godt under andre omstændighederne. Hun slog øjnene op og mærkede hele hendes krop vækkes til live ved hans hvisken i øret. Hendes blik hvilede på en tilfældig trætop. Ord sad fast i hendes strube, og forlod den ikke, så i stedet for at svare vendte hun blikket mod hans og slap hans ene arm, for i stedet at lade sine fingerspidser stryge langs hans kæbe, mens hun i hans blik sikrede sig at der ikke var tvivl. Hendes fingre stoppede ved hans hage, hvorefter hun strakte sig lidt og besvarede hans ord ved at fange hans læber i et lidt krævende kys.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde været mere åben og modtagelig for hende, end hvad så mange andre kunne have været, og selvfølgelig var han glad for det. Det havde efterladt ham uden konkurrence om hende og hendes gunst, og hvilken mand ville ikke elske det? Han havde et sted brug for hende.. Både for at holde ham i nakken, men også til at hjælpe ham med at bryde hans egne grænser, for det havde hun et skræmmende talent for. Han kunne ikke andet end at nyde det, når det foregik på den måde. "Så slem, er jeg da heller ikke," pointerede han denne gang. De grønne øjne betragtede sig af hendes mørke. Kunne han andet end at falde pladask for en kvinde som hende? En skovelvisk kvinde, kedede ham. Der var ingen sjov og spænding i hende, som der var i Eilíannel. Og nu lå han så der. Sammen med en kvinde, som havde vist ham den verden. En verden, som han ønskede at blive en del af.

Thranduil grinte let. Der var nok et barn gemt i ham, selvom det kun var hende, som alligevel formåede at få det frem. "Det må være vores lille hemmelighed," endte han denne gang, inden han lod læberne møde hendes. Han ønskede hende, og han ønskede at mærke hende tæt på. Denne gang, var det nemlig hende, som han ønskede at mærke.
Ikke var der ord, behov for at blive sagt. Det var kropen og handling derimod som vejede tungest i dette øjeblik. Så lang tid, at det ikke var en afvisning. Han mødte hende i hendes krævende kys, mere end glædeligt! Her lod han armen snige sig omkring hendes slanke liv, kun for at trykke hende mere op mod sig. Han sukkede svagt. Hun var og blev ham en fantastisk kvinde!

[Eilíannel Kalî Deâris]

Ingen mand her i lejren havde udvist nogen form for interesse i hende, ikke ud over Thranduíl vel og mærke. Der var ingen kamp.. for ham, for hende derimod var det en kamp hver dag. Hun vidste at hans far ønskede ham sammen med enhver anden kvinde end hende, og de fleste elverkvinder her drømte om en dag at bliver elverdronning ved hans side, han var jo en flot og god mand, så hun forstod dem godt. Ringen på hendes finger fjernede nu alt konkurrence, og det passede hende glimrende! "Forfærdelig," svarede hun drillende og og lod kort næsetippen stryge mod hans, før hun lagde hovedet tilbage mod den ru skovbund. Solen varmede den, og hun var beskidt alligevel så det generede hende ikke det mindste.

"Mhmm," mumlede hun og lod sit smil drukne mod hans læber. Hendes hjerte slog hurtigt i hendes bryst, hypnotiserede hende. Hun havde ikke givet sig hen til ham før, eller til nogen anden for den sags skyld, men ikke for et øjeblik ville hun tøve. Hun var hans af både krop og sjæl. Eilíannel hævede overkroppen trykkede den mod hans og slap hans læber for i stedet at tage adgang til hans hals og den fløjslbløde, blege hud der føltes som silke mod hendes læber som kærtegnede ham. Det var nyt for hende, om det var for ham, vidste hun ikke, men hvis nogen skulle tage hendes krop som sin, så var det hendes kommende ægtemand.. hendes kommende konge.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil vidste udmærket godt, at dette var et træk, som ikke ville falde i god jord ved nogen. En tanke, som han var fuldkommen ligeglad med. Det vigtigste for ham lige nu, var at det var et valg, som selv han kunne leve med, og det var vel egentlig også det vigtigste, var det ikke? Kampen om hans gunst havde været overstået for lang tid siden. Det havde altid været Eilíannel, som han havde haft øjnene for, og nu valgte han så også at gøre noget ved det, og det havde han heller ikke tænkt sig, at gøre om på, uanset hvad hans gamle far ville sige til det. Han vidste, at den mand, ville blive vred. Han kunne bare ikke være mere ligeglad. En ting, som han helt klart havde lært fra hende. "Jeg tror vidst, det er lang tid siden, du sidst har set dit eget spejlbillede i den smukke å, min kære," sagde han denne gang. Smilet var dog heller ikke at tage fejl af.

Thranduil havde ikke været tæt på nogen. Med et løfte om, at det først skulle gøres til ægteskabsnatten, så var han yderst traditionel hvad det angik.. Ganske vidst frem til nu. Det var en brændende lyst, som steg i hans krop og sind. Han havde virkelig brug for at mærke hende efterhånden.
Halsen blottede Thranduil for hendes kys, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile. Han lagde sig mere til rette over hende, hvor han lod hånden søge ned langs hendes side. Her førte han op i hendes kjole, så han kunne komme i kontakt med hendes ben. Selv her var han forsigtig. Det var selv hans første, og han ønskede jo, at det skulle være godt. Han ønskede, at det skulle være en særlig ting, som kun de sammen måtte dele. Et tungt suk brød hans læber. Hun vækkede jo alt det gode, som alt det forbudte i ham.