Will you be mine..?

[Eilíannel Kalî Deâris]

Somme tider drev modsætninge mod hinanden som det var sket i deres tilfælde. Som børn havde de rendt rundt og leget uden overhovedet at kende til de mange fordomme, og nu var de blevet et symbol på at lige netop det kunne forenes og sammen styrkes. Når han kaldte hende for en mørkelver, vidste hun at det ikke var med formål at genere hende eller tale nedladende, han så hvad hun var og hvem hun var, og for det elskede hun ham. "Mhmm, jeg kan jo ikke løbe fra min egen natur, det ville være forkert," undskyldte hun sig med et halv uskyldigt smil. Somme tider kunne Thranduíl være virkelig arrogant og forbandet stædig, det krævede sin kvinde at være tæt på ham, og hun var den kvinde.. ville være den kvinde.

Hun trykkede ham mod skovbunden og lagde sig hen over hans krop med et et blik der for første gang nogensinde udstrålede oprigtig lykke, selv i deres mørke. "Ja! Ja, ja, ja," udbrød hun leende. Det kunne slet ikke falde hende ind at sige nej til en sådanne tilbud, hun ville elske at være ved hans side for resten af deres liv og vide sig sikker på at hun ikke skulle se ham med en anden, nogensinde. "Der er intet i denne her verden jeg vil mere end at blive din hustru," svarede hun endeligt. Det betød at det var slut med at liste rundt og bo i hver deres hjem. De kunne være sammen ligeså meget de ville uden nogen kunne sige noget til det. Roligt trak hun sig tilbage så hun sad på knæ mellem hans ben og rakte ham sin hånd så han kunne sætte ringen på hende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

De var nærmest vokset op med hinanden. I den forbindelse, kunne man vel sige, at de altid havde haft hinanden, og havde lært at leve med de fordomme, som de tydeligvis ikke delte med nogen af deres artsfælder. Thranduil lod sig ikke påvirke af det, selvom hans fader virkelig forsøgte at pådutte ham det. Han ville bare ikke. Han ønskede det ikke! "Du er mig en forfærdelig kvinde," pointerede han drillende, hvor han overhovedet ikke var ude på at gøre noget, for at nedgøre eller genere hende. Han vidste, at hun var anderledes, og det var noget af det, som han i udgangspunktet, var faldet for. Det varme smil hvilede på hans læber. Han kunne være stædig, som han kunne være det modsatte.. Og derfor var hun også den kvinde, som han ønskede at være sammen med.

Hænderne greb hurtigt om Eilíannels liv, hvor han heller ikke kunne være andet end glad for hendes svar! Smilet bredte sig denne gang på hans læber. Det var virkelig det, som han havde håbet på, at høre hende sige! Han lænede sig denne gang frem, hvor han mødte hendes læber. Han vidste, at dette ikke ville blive velset, men hvad fanden.. Han ville det her! "Som jeg glæder mig til at tage dig til mig, som min hustru." Han tvang sig denne gang mere op at sidde, hvor han tog fat om ringen igen, og hendes hånd. Her lod han ringen glide på hendes finger. "Den passer jo perfekt," sagde han denne gang. At se hende stråle sådan. Hvor stor forskel var der egentlig på skovelvere og mørkelvere? Hun var jo lige så glad, som så mange andre ville være i hendes sted!

[Eilíannel Kalî Deâris]

Hans fader var bestemt ikke glad for hans bånd til hende, det var meget åbenlyst. Eilíannel forsøgte ikke at lade sig gå på af det, faktisk betød det ikke noget for hende hvad hans far tænkte, det bekymrede hende mere om Thranduíl før eller siden ville bukke under for hans stærke holdninger og lade hende gå. Dette tydede dog på det modsatte, hvilket var virkelig lettende. "Det mener du ikke," konstaterede hun med et svagt grin. Han måtte elske hende, ellers ville han næppe have brugt så meget tid og energi på at være omkring. Nu kunne hele verden endelig vide at hun var hans og han var hendes, hvilket hun havde drømt om i mange år, ikke at skulle skjule sin kærlighed til ham. Hendes hænder gled omkring hans nakke og gengældte det kys som han skænkede hende, før hun atter trak sig lidt tilbage.

"Din far kommer til at hade os," pointerede hun næsten lidt triumferende. Faktisk var hun så ligeglad med hvad han synes, deres kærlighed var symbolsk, hvorfor ikke samle elverne under ét og gøre det til at stærkere folk? Hun strakte hånden frem og så til mens han satte ringen på hendes finger. Den var ingen byrde, tværtimod kunne hun næsten mærke lykken vælde over hende. "Det er virkelig smuk," hun smilede drømmende for sig selv og knyttede hånden, bare for at mærke den stramme lidt omkring sin finger. Hendes mørke øjne faldt hans igen, og på sine knæ kravlede hun helt ind til ham og fangede hans læber blidt. Dette var virkelig langt bedre end at sidde alene i sin trætop.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Hans fader ville hade dette, men mere ligeglad, kunne Thranduil ikke være. Det vigtigste for ham, var nemlig at være sammen med Eilíannel. Det var hende, som gav ham det modspil, og det var hende, som gav ham den følelse, og den lyst til at fortsætte sit liv. "Hvad han tænker, er jeg fuldkommen ligeglad med," sagde Thranduil denne gang, som han lod de grønne øjne falde til hendes smukke skikkelse. Den mand ville i forvejen gøre alt, hvad der stod i hans magt, for at modarbejde, hvad der foregik her, og han ville ikke efterkomme det. Han ville ikke efterkomme den mand, og de ønsker, som han nu måtte sidde med.

At se hende stråle på den måde, glædede Thranduil frygtelig meget! Her strålede hun jo, som havde hun været en skovelver, og hvorfor ikke forsøge at forene de to racer, og rent faktisk vise, at de godt kunne? Selv gå frem som et eller andet meget godt eksempel? Det ville jo heller ikke være så skidt, at det ikke var godt for noget andet. Uanset hvor meget hans fader ville det eller ikke. "Stod det til ham, fandt jeg en eller anden kvindelig og lys skovelver, som slet ikke giver mig, hvad du giver mig," sagde han denne gang. At se hende sidde der med ringen, og vide at hun var hans.. Hvad var bedre end det? "Skoven i blik, og skov om din finger. Den klæder dig, men falmer i din skønhed," sagde han denne gang. Han tog omkring hendes hånd, hvor han førte den til sine læber. Et kys tildelte han nu den smukke ring.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Procias var for hende, ikke et rart sted at være. Overalt blev hun mødt af skeptiske blikke og mistillid, det eneste der der gjorde det tåleligt, var Thranduíl. Han alene var grunden til at hun ikke drog af sted og fandt sine egne eventyr, for hun ville slet ikke kunne undvære ham, han havde været en del af hendes liv altid, fået hende til at smile, lært hende kunsten ved bueskydning, han havde givet hende så meget. "Det samme er jeg. Så lang tid du ser på mig som du gør, så er jeg ligeglad med hvilken modvind vi skal gå igennem," indrømmede hun ærligt. Solen spejlede sig i den smukke sten i hendes ring. Smuk var den, elvisk.. ikke lys eller mørk, hvorfor også opfinde de begreber? De kunne alle stå sammen og skabe et stærkt samfund.

Roligt lænede hun sig frem og lod sin pande møde hans. Hendes mørke øjne studerede hans skovgrønne, hver lille detalje i dem som hun havde gjort mange gange før. Han var noget af det smukkeste hun nogensinde havde set. "Ingen kvinde skal nogensinde kunne give dig hvad jeg gør. Du skal aldrig være fristet af en anden, aldrig misunde en anden for hvad han har, ikke så lang tid du har mig," hviskede hun dæmpet og lagde sin håndflade mod hans, før hun lod sine fingre flettes ind mellem hans. "Vi vil få smukke børn," konstaterede hun med et lille smil. En arving skulle der til, og han eller hun ville blive smuk, det vidste hun.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var en hård omgang Eilíannel dagligt skulle igennem, og selv denne, var noget som gjorde selv Thranduil frustreret og vred, og det kunne mærkes. Derfor ville han jo gerne have, at hun kom vel igennem det, for det var uden tvivl noget, som hun også havde fortjent. "Så lang tid, at jeg gør din tilstedeværelse her omkring, tåleligt, så er det godt nok for mig," sagde han denne gang. Den skeptisme, som hun blev mødt af, havde hun på ingen måder fortjent, for hun havde jo intet gjort mod de skovelvere, som var her, og det gjorde ham vred. Der ville uden tvivl komme andre boller på suppen, når han engang ville blive konge, selvom det endnu måtte have sine lange udsigter.

Den stædighed, og den vilje, som lå gemt i en mørkelver, var hvad Thranduil fandt fascinerende. Han kunne godt lide det, og han kunne lide, at det var en del af hende, som det nu også ville blive en del af ham. Jo mere hun sagde, jo mere måtte smilet alligevel brede sig på hans læber. "Så lang tid jeg har dig, har jeg alt hvad jeg vil have," endte han denne gang. Han lod panden møde hendes. Dagen skulle bare nydes, inden han ville blive kaldt tilbage til de pligter, som han for nu, havde skibbet.. Og han vidste jo, at han havde gjort det. "Hver ting til sin tid.. Men jeg vil elske, at kalde mig for far, af vores," sagde han denne gang. Han lænede sig frem, hvor han denne gang, skænkede hende et kys.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Hvor trist det end var, så vænnede man sig til at blive mistænkt i alle henseender. Når der skete noget i byen, vendte alle automatisk blikket mod hende, og somme tider var det frustrerende, men så lang tid han ikke så på hende med samme øjne, og så lang tid han ikke mistede tillid til hende, så var det stadig det hele værd, bare for at kunne være omkring ham. De mørke øjne studerede detaljerne i hans skovgrønne. "Med dig her, så kunne jeg ikke ønske mig at være noget andet sted," sagde hun oprigtigt. Panden lod hun hvile mod hans, og førte sine hænder om mod hans baghoved for at holde ham tæt ind mod sig, endnu siddende på sine knæ, ligeglad med hvordan den rug skovbund, pressede ubehageligt mod dem. Den slags var endnu en af de ting man hurtigt vænnede sig til når man levede i naturen.

"Du vil altid have mig kæreste. Altid vil jeg stå ved din side," lovede hun dæmpet og lod blikket glide i bare for en kort øjeblik. Det her var et af de øjeblikke de rikke måtte ødelægges for noget i verden. Det var stadig svært for hende at fatte at han faktisk var gledet på knæ og havde gjort hende til hendes, det overgik selv de vildeste drømme. "Jeg siger ikke at det skal være i morgen. Jeg siger bare at jeg vil se frem til at bærer din kommende arving.. smuk og stærk som sin far," hun smilede lidt drømmende for sig selv. En dag skulle de have en familie. Hendes læber mødte hans og hun gengældte mere end glædeligt hans kys.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil vidste at Eilíannel, skulle stå model til skræmmende mange ting, som overhovedet ikke var retfærdige, for hun gjorde ikke de ting, som hun blev mistænkt for at gøre. Derfor stod han også mere fast på, at det her, var det rette valg for ham, som det måtte være for hende. Han så uden tvivl også frem til, at tilbringe sit liv sammen med hende. "Selvom jeg ved, at de er hårde ved dig, så varmer de ord mig. Jeg vil i hvert fald gøre, hvad jeg kan, for at fjerne de mange fordomme, som er imod dig," sagde han denne gang. Han elskede hende, og han ville være sammen med hende, og det var i hans øjne, det eneste, som betød noget.

At hun skulle være den kommende moder til hans børn, var selv en tanke, som virkelig glædede ham. Det ville blive nogen stærke sønner og døtre, som kun ville gøre procianerne og elverne til et endnu mere stolt folkefærd, end hvad de allerede var. "Det er store ord, at skænke, men ord, som jeg vil tage til mig. Uanset hvad.. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at beskytte dig," sagde han denne gang. Han lænede sig denne gang frem, og plantede et kys mod hendes læber. Hun var en fantastisk kvinde, og han kunne ikke undgå at nyde det. Måske en kende for meget.. Men hvad.. Hun var hans, og det var sådan, at han ville have, at det skulle være. Kysset holdt han.. Hun var virkelig bare det bedste, som nogensinde var sket for ham! "Dagen vil komme, hvor vi kan bringe vores folk, den fantastiske nyhed," sagde han glad. Han var lykkelig! Langsomt lagde han sig ned i græsset, hvor han trak hende med sig. Han havde uden tvivl tænkt sig, at nyde denne tid sammen med hende.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Uretfærdighed var der rigeligt af i disse tider, men med ham ved sin side, så påvirkede det hende ikke i så høj grad. Hans far ville komme ti gange mere efter hende nu, men det var okay, for han kunne ikke bestemme hvem hans søn skulle gifte sig med. Hun så op i hans blik og følte en varme der ikke var fra solen, brede sig helt ud i hendes følsomme fingerspidser. "Det gør du allerede. Forhåbentligt vil de en dag se, at jeg vil gøre hvad som helst for at beskytte dette sted og dig," sukkede hun med lidt håbefuldt. Aldrig ville hun tilgive sig selv hvis der skete noget med ham eller nogen anden fra byen hvis hun kunne have stoppet det. Alle så hende som mørk, men i virkeligheden var hun ligesom dem, bare med blålig hud og symboler hun ikke anede hvad betød.

"Det er store ord, men ikke større end når jeg siger at jeg elsker dig, og dem mener jeg mindst ligeså meget," sagde hun og trak lidt på smilebåndet før hans læber lagde sig over hendes igen. Hun kyssede ham med længsel og ømhed. De læber ville for altid være hendes at kysse for hver gang de mødte hinanden på den måde, døde alt lyst til nogensinde at give slip på ham. "En dag.." gentog hun og lagde sig stille ned over ham i takt med at han lod sig glide ned på jorden. "Jeg gør dig helt beskidt," mumlede hun med et lille grin. Hun var svedig og beskidt efter dagen i skoven, men han var klædt i de smukke silkeklæder. Hun sukkede og så ned på ham, så smuk som han var. Hun støttede på den ene hånd og lod den anden glide ned over hans kind med et kærligt strøg.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Eilíannel, var en misforstået kvinde, og Thranduil vidste det jo. Denne gang, så han bare muligheden for at gøre noget ved det, hvor han så samtidig også kunne se muligheden for det. De kunne forene mørket og skoven i deres race, for det var jo ikke nogen hemmelighed, at de måtte komme af den samme støbning et eller andet sted. Så dertil, var han ligeglad med, hvad hans fader måtte sige. "Hvilket jeg ved.. Det skal nok en dag, også gå op for dem." Han hævede hånden, og lagde denne mod hendes kind, hvor han kun sendte hende et stille smil. For ham, gjorde det nemlig en verden til forskel, at have hende ved sig, og særligt nu. Hun gav ham det krydder, som han vidste, at han ikke vil kunne finde ved en skovelver. De vil derimod bare give ham, hvad han ville have, hvor hun derimod gav ham modsand, og det kunne han godt lide.

Et tilfredst smil passerede hans læber denne gang. "Ord som disse, vil jeg aldrig blive træt af at høre," sagde han denne gang. Han var glad. Dette var hvad han ville kalde for ren og skær lykke. Der var ikke ord, som kunne beskrive det bedre!
For nu, handlede det bare om at nyde det. Han grinte let. "Siden hvornår har jeg haft noget imod, at blive lidt beskidt?" spurgte han denne gang med et smil på læben. De havde tumlet rundt, siden de ikke havde været særlig gamle. Strøget over hans kind, fik ham til at slappe af. Det var virkelig rart. "Husker du da vi var små? Sprang rundt i skoven, rodede rundt på jorden og kravlede rundt i træerne?" spurgte han med et kækt glimt i øjnene.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Ikke nok med at et ægteskab ville gøre hendes lykke og forhåbentlig også hans, så ville det var slutningen på en krig, et symbol på at fred kunne herske. Verden var langt mere end bare god og ond, og før eller siden ville det vel gå op for procianerne at hun forsøgte sit absolut bedste. Hun så ned på hans kønne ansigt og nikkede. Der var ingen grund til at miste modet, slet ikke nu hvor han endelig havde givet hende lidt tilbage. "Det vil komme.. en dag, om det så må vente til jeg er blevet deres dronning," konstaterede hun. Nu var tålmodighed ikke altid hendes stærke side, men mon ikke at han kunne forsyne hende lidt? Hendes bløde hånd, strøg ned over hans kind, med gentagende blide strøg uden at hun tog blikket fra ham. Man kunne ikke bebrejde ham, hans smil kunne smelte hjerter overalt, heldigvis var det bare hendes han havde valgt.

Hun smilede. "Det håber jeg ikke, for jeg vil fortælle dig dem hver eneste morgen og hver eneste aften, når vi bliver gift og har mulighed for at tilbringe disse sammen," sagde hun og bukkede sig ned for at fange hans læber i et flygtigt kys. Lige nu så de desværre ikke hinanden hver dag, og de sov.. aldrig sammen, for det ville hans far opdage og stoppe, men det betød ikke at hun ikke ønskede det. Hun lagde hovedet på skrå og studerede ham lidt. "Du har ret, jord under neglene har aldrig skræmt dig," medgav hun og lo lidt. Det føltes sjovt, hun kunne mærke hans overkrop hæves når han grinte. "Jeg husker det da. Og med det alle de gange jeg væltede dig ned, eller spærrede ben for dig ved bækken," pointerede hun drillende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

En dag, skulle det nok gå op for dem alle sammen, at Eilíannel var en fantastisk og enestående kvinde. En kvinde, som Thranduil havde valgt, og som han ønskede, skulle indtage pladsen som landets og særligt skovens dronning, ved hans side. Ikke ønskede han nogen anden. Han smilede let. "Du har nu aldrig været kendt for din tålmodighed," sagde han denne gang. Han hævede hånden, hvor han denne gang tog omkring hendes. Det havde selv været et utraditionelt frieri, men det var et af slagsen, som han havde valgt, for at gøre det mere personligt dem imellem. Nu hvor han vidste, at samfundet, ville være imod, så måtte han jo gøre det til en glæde af den grund, og det havde han tænkt sig.

Kysset besvarede Thranduil mere end glædeligt. Ordene ville han aldrig blive trætte af, som han heller ikke ville blive træt af, at have hende liggende ved siden af sig. Det ville han nok om andet, nyde mere end noget andet. "Den dag, vil komme på et tidspunkt. Når det er rede tid for mig til at tage over, for min fader," sagde han denne gang. Han lod hovedet søge en kende på sned, som han blev liggende og betragtede hende. At hun så absolut skulle bringe alle de ting på banen, fik ham kort til at himle med øjnene. Kun fordi at hun brugte beskidte tricks! "Kun fordi at du spiller undfair overfor en gentleman!" sagde han denne gang. Han låste hænderne mod hendes hofter, inden han vendte dem, så hun denne gang lå under ham. "Og det kommer ikke til at gentage sig. hviskede han mod hendes øre, inden han kyssede hendes kind og mundvig.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Forskellene på det lyse og det mørke, viste sig somme tider, men hos ham var Eilíannel ikke bange for at lade det komme til udtryk også selvom hun somme tider måtte undertrykke visse instinkter i offentligheden. For den man elskede, ændrede man sig gerne, hun gjorde i hvert fald. Hun fnøs. "Du får det til at lyde som om det er en skidt ting," pointerede hun og lod næsespidsen stryge kort hen over hans, ligesom dyrene i skoven oftest gjorde når de udtrykte deres velvilje overfor et andet dyr.
Thranduíl havde virkelig ingen idé om hvor meget hun holdt af ham og så op til ham, som mand og som konge. Måske han var både arrogant og reserveret, men det elskede hun mindst ligeså meget. Blidt slap hun hans læber også selvom hun kun trak sig millimeter tilbage for bedre at kunne se på ham. Det var det perfekte frieri, selvom mange nok ville være uenig.

Eilíannel nikkede. "Du vil blive en fremragende konge, Thranduíl. Stolt og stædig men fantastisk," understregede hun og lod et par af de lidt beskidte fingre, glide igennem hans lange, lyse hår. Det var smukt og skiltes som vand for hendes fingres færd, helt modsat hendes der ofte var rugt og lidt ureagerligt. "Vel gør jeg ej! Jeg er en retskaffen kvinde!" modargumenterede hun med lidt fornærmet blik, skønt det alt sammen var ment i drilleri. Ja hun havde nok gjort brug af lidt beskidte tricks, man hvad gjorde man ikke for at fange den ønskede fisk i farevandet? Hun gispede da han pludselig vendte dem, så hun lå på jorden og kiggede direkte op på ham med et svagt glimt i øjet. Hun lagde begge hænder på hans ryg og trykkede ham ned mod sig. "Bare vent.." hviskede hun tilbage før hun atter lod sine læber fanges af hans.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

De mørke gener, som var en del af Eilíannel, var en del af det, som Thranduil havde lært at elske. Mange andre havde svært ved det, men ikke ham. Tvært imod, så elskede han det nye og det ukendte, som han selv havde ønsket at udforske sammen med hende. Det blev i hvert fald ikke bedre. "Det er noget af det, som jeg kan lide med dig.. Du lader dig ikke vente," endte han denne gang med en rolig stemme. Hvordan kunne man andet end at holde af den kvinde, som i øjeblikket, var overfor ham?
Hånden strøg han over hendes kind. Blid og varm.. Der var jo ikke nogen forskel fra skovelver og mørkelver på det punkt, og derfor ønskede han jo heller ikke at rende rundt og gøre nogen forskel. Næsen gned over hans, hvor smilet heller ikke kunne skjules. Hun gjorde ham glad.

En dag ville han blive konge, og han ville elske, at kunne tage hendes som sin dronning. Det var det, som han så mest frem til! "Jeg ser frem til den dag.. Tænk alt det, som vi kan gøre for folket," sagde han denne gang. Han ville have, at det skulle være et fællesprojekt, for deres fremtid, og det var det, som han stod mest fast på.
Han vendte dem denne gang. Han selv kunne være meget istemmende, når det var. Han smilede let for sig selv, inden han lænede sig ned, og plantede et kys mod hendes hals. Hun vækkede det forbudte i ham. Normalt var han aldrig sådan her. "Du har aldrig været retskaffen," hviskede han denne gang tæt ved hendes øre, inden han mødte hende i kysset. Forbudt, som det overhovedet kunne være, så elskede han det alligevel. Øjnene gled i. Han gav sig helt hen til hende.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Thranduíl var den første der nogensinde havde været i stand til at elske hende som hun var, lige fra de havde været små, hvor han havde spurgt om hun ville klatre i træet med ham, hvor alle andre havde taget afstand. Han var en mand for sig, og han ville blive en stor konge en dag, det betvivlede hun slet ikke. Folket ville aldrig kunne ønske sig bedre. "Du har ret, det gør jeg ikke. Hvorfor spilde tiden og vente på det man gerne vil have, frem for at kunne nyde godt af det i længere tid?" spurgte hun selvsikkert. Han var så lys i forhold til hende, de var virkelig som dag og nat, og når de lå på denne måde og solen oplyste deres hud, var forskellene tydelige, men det samme var lighederne. Hans blege hånd smeltede sammen med hendes mørke kind, og resultatet var en varm følelse der fik hendes hjerte til at slå hurtigere, dog uden at gøre hende nervøs, nej hun var helt tryg i hans arme.

Hendes mørke øjne lyste en smule op. "For folket og for skoven. Jeg kunne undervise de kære små," hun smilede for sig selv. Hun havde altid haft et godt tag på børnene. De fleste voksne hadede det, men når aftenen begyndte at falde på, var det blevet en tradition at hun fortalte historie ved bålet og det opslugte dem. Børn var fordomsfrie, de var enkle. Hans varme læber på hendes hals, satte en lille sitren i hende som fik hende til at slippe et stille suk af nydelse. "Nej.. jeg nyder at lokke dig i fordærv," hviskede hun og lod sine læber møde hans. Hendes øjenlåg gled i, som hun gav sig hen til ham. De burde virkelig ikke men der var jo så meget man ikke burde. Hendes hænder strøg op over hans skuldre, hvorefter hun med kærlige fingerspidser lod dem stryge ned over hans overarme og fulgte dem til jorden hvor han støttede sin vægt. Hun elskede ham og det var alt der betød noget.