Will you be mine..?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Eilíannel Kalî Deâris

---

Træerne stod i fuld flor, på denne smukke sommerdag. For mange, var det en dag som alle andre, hvor skoven skulle bevogtes og beskyttes, men for Thranduil, var det en ganske særlig dag. Eilíannel havde han efterhånden kendt i rigtig mange år, og denne dag, skulle vise sig, at blive noget ganske særligt.. Forhåbentlig for dem begge to.
I dag havde han bedt hende om at møde ham ude i skoven, ved den lysning, som de havde fundet, dengang de ikke havde været særlig store, og havde stormet rundt og leget. En af de gange, han havde vendt sig bort fra hans faders ønske. Og det gjorde han også her. Dette var jo overhovedet ikke noget, hans fader ønskede af ham. Eller Eilíannel for den sags skyld. Selv i anledningen, var han forholdsvis fint klædt i brune og grønne farver. Man var jo heller ikke prins for ingenting.

Det lange lyse hår, hvilede over hans ryg. Det gik ham næsten til lænden efterhånden. Han havde ringen hvilende i sin hånd. Han var vis om, at det var her han ville, og for en gangs skyld, havde han taget en beslutning for sig selv, mere end hvad han havde gjort det for elverfolket. Selv som en søn af en konge, så var det hårdt.
Omkring ham, kunne han høre fuglene. Det var skyfrit, og det var grønt. Præcist, som de begge kunne lide det. Han rystede på hovedet. Det var latterligt, af ham, at tænke sådan om tingene! Det lignede ham jo trods alt heller ikke. Mon hun snart ville komme? Han lagde denne gang ringen ned i lommen. Særligt elvisk fremstillet. Som prins havde han jo alligevel sit at sige, og han var krævende. Eilíannel, havde lært ham at åbne op for den mørke side af det elviske folk, som jo var mørkelverne. I hans øjne, kunne de to slags forenes. Så genstod bare en ting: Han spurgte, og hun svarede.. Og det var hendes svar, som formåede at gøre ham temmelig urolig. Ville hun mon sige ja?

[Eilíannel Kalî Deâris]

Det var en umådelig smuk sommerdag, den slags som gjorde alle skovens væsner i fortrineligt humør. Eilíannel var ikke en af dem. Det var endnu en af de dage hvor hun havde været tvunget til at sidde vagt i den bagende sol, hvilket ikke ligefrem var god for hendes blålige hud. Thranduíls far hadede hende, og kun endnu mere efter han havde opdaget hvor tæt de var på hinanden, og siden havde hun været tvunget til at sidde i den samme forbandede trætop og kede sig dagen lang.
Egentlig burde hun stadig sidde der, men når prinsen bad hende om at komme, så måtte hun dukke op.. undskyldte hun sig med. Lidt dvask gik hun gennem skoven med buen hen over ryggen. Mellem træerne fik hun øje på Thranduíl der stod i sine smukke klæder spundet af silke. "Jeg føler mig ikke klædt på til lejligheden," indrømmede hun med et lidt tungt suk som hun bevægede sig yndefuldt ind mellem træerne til den lysning, hvor de ofte havde tilbragt tid sammen.

Hendes lange, mørke hår var bundet i en lang fletning der dansede hen over hendes ryg. Hvor han var klædt i silke, var hun klædt i brunt læder, der kun dækkede de intime områder, hvilket hun var nødt til for at udholde varmen. På kinden havde hun mørke spor efter jord og sveddråber havde samlet sig på hendes krop og fik den til at glimte i solens lys. Han ville kende vel nok til at vide at hendes humør ikke var det bedste, "Hvis din far spørger.. så sad jeg i nordtræet hele dagen," pointerede hun og lagde hovedet lidt på skrå. Hvor han var lys og smuk under solen, var hun mørk og besat af oldgamlre elviske symboler, som en af de sidste tilbage med det oprindelige mørkelvergen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Ikke havde Thranduil snakket med sin far om det her. For en gangs skyld, forsøgte han at tage en beslutning, som for ham, var det rette. Et sted misbrug af den elviske kongemagt, men hvad? Hvordan skulle han ellers få lov til at se hende, siden hun var blevet udstationeret langt mod nord? Og så langt væk fra landsbyen, som det var hans fader overhovedet muligt. Han hadede det, men det var heller ikke meget, som han kunne gøre ved det lige nu.
Stemmen fik ham til at hæve blikket. Hun var endelig kommet. Han smilede. Hun alene, var den, som rent faktisk fik ham til at smile. Hun var den, som fik ham til at smile! Han drejede hovedet mod hende. Den blålige hud generede ham ikke. Det var med til at gøre hende unik, og det kunne han godt lide. "Tvært imod. En smuk og elegant elver, har du nu altid været for mig," sagde han denne gang. Selv på trods af, at han var en prins og en ung mand, var han jo også yderst veltalende. Det havde han alle dage været.

Thranduil vendte sig roligt mod hendes skikkelse denne gang. Et smil passerede hans læber. Han kunne jo heller ikke lade være, nu hvor han var sammen med hende. Hans fader vidste ikke, at de nu var her. Desuden var det heller ikke traditionelt for en elver, at gøre det her i det skjulte, men det var den måde, hvorpå at han kunne gøre det. "Han behøver slet ikke vide, at du er her. Jeg har ikke tænkt mig, at fortælle ham det." Han blinkede let til hende. Han kunne i hvert fald ikke lade være. Han gjorde tegn til hende, ved at række hende sin hånd. "Jeg sidder heller ikke hjemme med de gamle elviske skrifter, som han har pointeret for mig, at jeg skal lave," sagde han denne gang. Han smilede og var glad.. Men det var kun, når hun var omkring.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Thranduíls far evigt dikterede sin søns liv, somme tider.. nej ofte blev hun vred over at se det ske. Hun var endnu et forbud der var blevet givet fordi hun ikke var set som værdig til at stå ved en skovelverprins' side. Solen ramte direkte i lysningen og faldt på Eilíannels mørke, blå hud. De var som modsætninger, dag og nat også selvom de rent personligt havde mange ting tilfælles hvilket havde bragt dem sammen. "I dine øjne alene, men hvad mere har jeg brug for?" spurgte hun og trådte op foran ham med et bredt smil på hendes lillabetonede læber. Én ting ville hun give hans far - hun fortjente ham ikke, men han så på hende som ingen andre her omkring gjorde og han havde aldrig tænkt hende af lavere værdi, aldrig frygtet hende, så hvordan skulle hun ikke kunne forelske sig i ham?

Hvad intentionen var bag dette møde, var endnu ikke gået op for hende. De pjækkede ofte fra deres pligter for at være sammen, for de kunne ikke være det i byen, hvor hans fars øjne vågede over dem som en høg. "Det ville jeg værdsætte, jeg har stået skoleret overfor ham alt for mange gange," sagde hun og himlede med øjnene. Det påvirkede hende ikke synderligt, hvilket hendes smil afslørede. Endelig trådte hun helt op til ham, og slyngede de tynde arme omkring hans nakke. "Det lader til at jeg har dårlig indflydelse på dig," sagde hun lidt drillende og strakte sig let på tå for at fange hans læber i et kort kys. Samvittighed plagede hende ikke ligefrem, man kunne jo ikke styrer hvem hjertet bankede for.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Før Eilíannel, havde Thranduil ikke været typen der pjækkede og løb fra sine pligter, men derimod gjorde, hvad han kunne, for at imødekomme dem til hans faders tilfredsstillelse. For nu, var det jo hende, som havde hans opmærksomhed, og det var ikke her, han havde tænkt sig, at lade sin far komme i vejen. Overhovedet faktisk! Han sendte hende et smil. "Intet mere.. Jeg får jo også dig til at løbe fra pligterne i det høje nord," sagde han denne gang. Det kunne være, at hun var placeret deroppe, for at holde hende væk fra ham, men når prinsen kaldte, så skulle man komme. Så det var jo heller ikke noget, som umiddelbart havde nogen effekt i den forbindelse.

Armene søgte denne gang tæt omkring hendes krop, hvor han trykkede hende ind mod sig. Hun var for ham, en virkelig smuk kvinde, og det alene, kunne han jo heller ikke se bort fra. Han smilede glad. Det var en effekt, som hun havde på ham. "Derfor burde han være tilfreds med din indsats. Det er jeg i hvert fald," sagde han oprigtigt. De pligter som hun udførte, var jo fantastiske, og hun gjorde det jo bravur! Han trak sig denne gang, så hans skovgrønne øjne, atter kunne fange hendes blik i stedet for. "Du har virkelig en dårlig indflydelse på mig.. Kom," opfordrede han denne gang, hvorefter han tog omkring hendes hånd. Han var spændt, men glædede sig også. Han førte hende med hen hvor lyset var varmest, da det kom igennem loftet af grene og blade over dem. "Vores hemmelige sted.. Bare dig og mig," tilføjede han denne gang. Strålende tilfreds!

[Eilíannel Kalî Deâris]

Aldrig havde Eilíannel bedt ham om at pjække fra de royale pligter, hun vidste at han var en prins som en dag ville blive konge, og det var bestemt en fordel hvis han vidste hvordan man ledte et folk. Forhåbentlig ville han blive mindre fordomsfuld end sin fader, der for længe siden havde kastet vrede blikke mod det forhold som de havde henlagt i det skjule. "Hvis valget står mellem ensomhed i den store trætop eller et øjeblik med min prins, så ved jeg bestemt hvad jeg foretrækker," sagde hun ærligt. I elverbyen var de tvunget til at holde sig fra hinanden, det betød ikke at blikke ikke blev sendt, men det var frustrerende.

Hendes krop mødte hans, på de bare områder kunne hun mærke det glatte, broderede stof mod sin egen brændvarme hud. Solen havde ikke stor gavn på hende, tværtimod så tog den mørke hud ikke vel imod da den jo egentlig var skabt til at færdes i et evigt mørke, hvilke var en tanke der gav hende kuldegysninger. Ud over hendes temperament og mangel på tålmodighed, så var hun ikke anderledes end de øvrige elvere, den mørke side hvilede den, men den kom sjældent frem og særligt efter hun havde forelsket sig i Thranduíl. "I så fald, nære jeg ingen samvittighedkvaler," bestemte hun og lod sin hånd vandre ned over hans arm til hun slap ham halvt, og i stedet lod hånden hvile i hans. "Skyldig," annoncerede hun og lod sig trække ud i solstrålen der slap igennem trækronen. Det var en lille lysning hvor de havde havde leget som børn, et sted som ingen kendte. Hun fjernede sin bue og piletaske og lagde dem på jorden. "Perfekt," hun vendte sig mod ham stadig med sin hånd i hans.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det havde været Thranduils eget valg, at smutte fra sine pligter. Han havde brug for at være sammen med hende, i stedet for at kigge i de oldgamle skrifter, som han blev tvunget til flere timer om dagen i forvejen. Det irriterede ham virkelig! Så derfor var han jo langt mere fristet til at være sammen med hende, end hvad han var, af at stille sin fader tilfreds. "Det samme ved jeg.. Om jeg så selv skulle drage mod nord til din ensomme lille trætop," sagde Thranduil oprigtigt. Til tider havde han jo også brug for bare at føle sig levende.. Og det var jo heller ikke noget, som kom af sig selv! Det var en fornemmelse, som hun rent faktisk efterlod ham med.

At mærke Eilíannel så tæt på, var en tanke, som glædede ham.. Det varmede ham uden tvivl. Hun nærede ingen kvaler. Nej, selvfølgelig gjorde hun ikke det. Han hævede kort hånden, som han denne gang strøg mod hendes kind. "Det ville forundre mig dybt, hvis du gjorde," sagde han denne gang. Han forsøgte at vende sig bort fra det faktum, at han havde bedt hende om at møde ham her, da det var af en ganske særlig grund. Han førte hende til hvor solen stod stærkest, og deraf også varmede mest. Det var også den perfekte plads. Selv i hans øjne. Hans blik faldt mod hende igen. "Tag plads," sagde han denne gang, inden han denne gang selv satte sig ned. Han gjorde tegn til, at hun kunne sætte sig ved ham. Prins eller ej.. Her var han bare Thranduil. Her bar han ikke noget tegn på hans status. Han kunne bare være sig selv, hvilket han synes var meget rart.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Der skete aldrig noget i skoven, ikke noget som krævede et falkeblik hele døgnet rundt vel og mærke, derfor var hun heller ikke bange for at efterlade sit ansvar for en stund, desuden nød hun enhver mulighed for at trodse kongen, ikke at det gjorde de øvrige elveres syn på hende bedre, tværtimod. Hun lagde hovedet på skrå og smilede til ham. "Du er altid velkommen min kære, der er mere end nok plads på min trætop til en mere," sagde hun lidt drillende. Plads skulle de i hvert fald nok finde og ellers måtte de jo bare sidde lidt tæt, hvilket heller ikke ligefrem plagede hende. Måske hun aldrig var accepteret blandt de øvrige eller af hans fader selv, men hun fik lov til at leve og ånde og færdes som det passede hende.

"Hvad mener du med det?" spurgte hun med et lidt kækt glimt i øjet. Hun slap hans hånd og på opfordring, satte sig ned midt i lysningen foran ham så han selv kunne komme på plads, før hun skubbede sig lidt tilbage og tvang sig ind at sidde mellem hans ben, med ryggen mod hans bryst. "Jeg har savnet dig," indrømmede hun blidt og hævede hovedet lidt for at se op på ham. Hans blonde hår, kildede hende i nakken, og når lyset faldt rigtigt og reflekterede i det, var det næsten skarpt nok til at blænde. Hendes næsetip lod hun stille stryge hen over hans kind, indåndede hans velkendte duft. Det følte som evigheder siden hun sidst havde haft den mulighed, alt for lang tid.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det handlede om at nyde tiderne, når de endelig dukkede op. Det gjorde den her, og særligt fordi at selv han, havde ting, som han ønskede at opnå sammen med hende. Et kort smil passerede denne gang hans læber. Han havde jo selv savnet hende, og derfor betød det ekstra meget for ham, at kunne få lov til at nyde de små stunder, når de nu endelig dukkede op. "Det er jo lige før, det er fristende.. Det er da bedre, end at sidde med næsen begravet i pergamentruller min tipoldefar skrev i sin tid," fortalte han denne gang. Han sendte hende et smil. Omkring hende, var det bare så naturligt for ham, at smile og være glad. Hun var også den eneste, som egentlig fik det frem i ham.

Thranduil satte sig ned, hvor han lod hende tage pladsen mellem hans ben. Krævende og tydelig, som hun plejede at være, så var det overhovedet ikke nyt for ham, at hun var så insisterende. Han lod armene søge omkring hendes slanke mave, hvor han foldede dem foran hende i stedet for. "At du kan lokke selv de fleste i fordærv.. Deriblandt elvernes egen prins," kommenterede han denne gang med et smil på læben. Han plantede et stille kys mod hendes kind, som han lagde hovedet mere ind mod hendes. Hun havde savnet ham? Han havde jo også savnet hende! "Jeg har også savnet dig.." Han forsøgte at læne sig frem, så han denne gang, kunne fange hendes læber. Han savnede det.. Og han havde tænkt sig, at udnytte det, nu hvor han endelig havde muligheden for det!

[Eilíannel Kalî Deâris]

Deres øjeblikke sammen var frygtelig begrænset i de her tider hvor de nærmest blev overvåget, hun særligt. Det var tilsyneladende ikke ment til at være nemt at være sammen med en prins. Somme tider frygtede hun inderligt at hans far ville finde ham en passende hustru og hun ville blive tvunget til at se ham med en anden. Lige nu var han ikke med en anden, lige nu var han med hende og det var hvad der betød noget. Hun kluklo. "Min trætop er din trætop. Hvis du vil kan du endda medbringe pergamenterne, men jeg lover dig ikke at du får ro til faktisk at læse dem," hun elskede når hun fik et smil frem for det arrogante blik han ofte benyttede sig af i royal regi.

"Du var nem at lokke," pointerede hun stillet og og lukkede øjnene. Varmen fra hans krop og sollyset sikrede sig at hendes krop ikke blev helt kold, skønt hun var meget let påklædt, hvilket hendes arbejde krævede. Armene lagde hun over hans og trykkede sig ind mod ham. "Mhmm.. jeg håber på vi en dag slipper for at snige os rundt på listetå," hun sukkede dæmpet og mærkede hans varme ånde blande sig mod hendes, hvilket fik hende til at slå øjnene lidt mere op. Hendes læber skiltes i et lille smil, der hurtigt falmede så det var nemmere for ham at kysse hende. Hun gengældte det uden tøven og vendte sig en smule, så hun kunne lade en hånd falde til hans nakke for at trække ham tættere på sig. Han var langt mere end hun nogensinde havde turdet drømme om.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det handlede om at nyde de stunder som dukkede op - når de gjorde det om ikke andet. Det var desværre ikke så ofte, at det forekom, og derfor måtte de bare.. tage chancen, når den endelig bød sig. I dag, var hans far på slottet i Apterta uanset, så der var ikke nogen, til at holde øje med ham. Han grinte. "Og hvorfor lyder det endnu mere fristende? Jeg ved, at jeg får en over nakken i aften for ulydighed.. Lad mig ikke fortryde det," sagde han denne gang. De grønne øjne skinnede af en glæde og lykke. Hvor var han dog glad for, at gav ham den spænding og den glæde. Igen, var det jo kun hende, som havde formået at gøre det og give ham det.

"Hvem vil da kunne modstå?" spurgte han denne gang, og med et smil på læben. Han trykkede hende tæt ind mod sig. For nu, måtte det hele foregå på listetå, men det ville meget snart vende, som han havde planer om at gøre hende til skovens prinsesse. Ligeglad med hvad resten ville sige, for det var ham, som stod som en kommende konge.. Det var ikke dem! Han smilede let for sig selv. Kysset holdt han i et kort øjeblik, kun fordi at han havde brug for at nævne det for hende hvad han havde tænkt sig at gøre. "Lad mig fjerne grunden til at gå på listetå," sagde han denne gang. Han lod hånden stryge over hendes mave. At hun var anderledes, var han ligeglad med. Det var det, som selv var smukt i hans øjne. At hun turde være anderledes. Han smilede let, som han tog den ene arm til sig, kun for at lade den falde i hans lomme. Han tog den dog ikke frem. Ikke endnu.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Thranduíl gav hende en følelse som hun aldrig havde troet skulle blive hendes at føle. Så ofte i barndommen var hun blevet kigget skævt til her, hun havde ikke følt sig som en del af fællesskabet, for hun vidste at hun var anderledes, men han gjorde ikke forskel, han elskede hende alligevel. Hans latter fik hende til at smile. Det var umuligt at lade være, fordi det var en side af ham som de færreste så, det fik hende til at føle sig speciel. "Tro mig.. jeg vil sikre mig at det vil blive hvert eneste slag værd," lovede hun og fugtede sine læber med tungespidsen før hun stjal et lille kys fra hans læber. De havde været omkring hinanden siden de var børn nu, og hun havde altid holdt af ham.. ville altid holde af ham, uanset hvad hans far end ikke forsøge for at skille dem ad.

"Sandt. Heldigvis for dig, er jeg kun interesseret i at du skal gå i fælden," sagde hun og trak sig lidt tilbage så hendes mørke øjne igen kunne falde på han, nøddebrune ligesom træernes rug bark. Hun nød følelsen af hans varme læber mod sine for det øjeblik det varede inden han selv trak sig helt tilbage. "Jeg tvivler meget på at din far ville lade dig gøre det, selvom jeg ville ønske det. Jeg frygter stadig den dag han finder dig en hustru der er mere passende end jeg," indrømmede hun med et næsten sørgmodigt glimt i blikket. Ej lagde hun skjul på hvor meget han betød for hende, og at hun havde lyst til at stå ved ham som symbol på at mørke og lys kunne forenes og slet ikke var så forskellige igen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Her sad de som to unge individer, og det var fuldstændig umuligt for Thranduil at fortryde det. Han havde lukket hende tæt ind i sit liv, selvom han var blevet frarådt det for lang tid siden, og han kunne ikke da ikke være mere ligeglad, end hvad han var! Hun gjorde ham glad, og det var det vigtigste. Hun var den eneste som kunne vække det i ham. "Det gør du allerede. Jeg ved, at han ville gå amok, hvis han så os her," sagde han denne gang. Det var dog ikke noget, som stoppede ham af den grund, for ærligt..? Hvorfor skulle det? Det var jo overhovedet ikke noget, som han havde tænkt sig!

Smilet bredte sig igen. "Så må jeg jo prise mig lykkelig for, at jeg er den mand, som du anså som den, der skulle gå i fælden.. Så kan jeg jo kun ærge mig over, at jeg gik i med begge ben," kommenterede han denne gang. Nej, det var muligt, at hans fader ville hade dem, for at gøre det her, men han kunne ikke være mere ligeglad med hans fars mening. For nu om ikke andet. Han vidste, at hans far ville gå fuldstændig amok over det her.
Den frie hånd lagde han mod hendes kind, som han strøg let. "Og lige præcis derfor, har jeg tænkt mig at komme ham i forkøbt," sagde han denne gang en kende mere bestemt. "Jeg ved godt, at det ikke er nemt at være dig her i skoven, Eilíannel.. Men du gør mig glad.. Du får mig til at smile, og anser mig som andet end min faders søn, og for det, er jeg dig taknemmelig. Det er et eventyr sammen med dig, og jeg vil se frem til de mange kommende. Og derfor spørger jeg dig: Vil du gifte dig med mig?" Med disse ord, fiskede han ringen op af lommen. Elvisk inspireret med grønne sten og ellers graveringer, buer og i guld. Han var prins. Kun det bedste var godt nok.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Mange tog fejl af hende udelukkende på grund af hendes mørke udseende. Hun var stadig yndefuld og elegant, men uhyggelig at se på, synes hun selv. Når hun betragtede sit eget spejlbillede var det med afsky, men når Thranduíl lagde øjne på hende, var det med lykke, og alt andet betød intet. Af alle dem der så skævt til hende, var der kun én hvis holdning hun brød sig om. "Hvorfor synes jeg kun at den tanke gør det her langt bedre?" spurgte hun med lusket glimt. En lille del af hende elskede nok at trodse en mand som hans far som altid skulle holde hende nede i nakken, det var jo ikke fordi hun udgjorde nogen trussel. Nej hun var bare blevet forelsket i den "forkerte" mand i den forstand.

En blålig pegefinger hævede hun og lod den løbe hen over de små smilehuller han dannede. "Lige hvor jeg vil have dig som altid," hviskede hun og slog kærligt fingeren mod hans kind, tre gange før hun sænkede den igen og trak sig lidt nysgerrigt tilbage. Han var kommet sin far i forkøbet? Det ville hun sige før hun troede det! Næsten lidt overbærende gled hendes hoved på sned selvom hun ikke kunne lade være med at smile over hans ord, men ingen hun nåede at åbne munden og pointere at det ikke var noget særligt, fiskede han ringen frem, smuk som den var, og slog pusten ud af hende. Hun så på den i lange sekunder, før hun så op på ham med et halvt smil og chok. "... om jeg vil..?" hun blinkede overrasket. Hun sagde ikke noget, men vendte sig helt om mod ham og skubbede ham ned på skovbunden for at ligge sig hen over og fange hans læber i et langt kys, der i sig selv burde besvare spørgsmålet. "Om jeg vil!" udbrød hun både overrasket og glad.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Eilíannel var måske anderledes, men igen, så var det noget af det, som Thranduil virkelig godt kunne lide ved hende. Ikke at der skulle have lov til at herskes nogen tvivl om det. Det elegante, smukke og perfekte.. det lyse og det rene.. Hvor var det dog kedeligt i længden, når man var blevet introduceret for det modsatte. Svagt himlede han denne gang med øjnene. Igen rystede han denne gang på hovedet. "Den mørkelver dukker alligevel op i dig, fra tid til anden," pointerede han han denne gang. Ikke fordi at det var noget, som han anså som nogen skidt ting. Den modstand, som hun gav ham, var virkelig rar. Det var lige det, som han havde brug for.

Han holdt forbandet meget af hende. Han elskede hende, og nu ville han vise hende, at det skulle blive officielt! Det var slut med at gå stille med dørene! Hovedet lod han søge mod hendes hånd, hvor han lukkede øjnene for et ganske kort øjeblik. "Det er jo mit problem," endte han denne gang tæt ved hendes øre, inden han denne gang fiskede ringen op af lommen, som han lod hvile mellem dem. For nu, mærkede han sig af, hvordan hans hjerte hamrede ustyrligt mod hans bryst. Han havde jo ikke just tænkt over at hun kunne finde på at sige nej! Hans blik faldt til hendes skikkelse. Om hun vil? Ville hun? Hun måtte jo komme med et klart svar!
Her stivnede han, da han nærmest blev presset ned i græsset bag sig, og med hende over sig. Hans grønne øjne faldt til hendes skikkelse, hvor han tog imod hendes kys. Han smilede glad. Virkelig glad! "Betyder det, at du siger ja?" spurgte han let drillende. Han kunne heller ikke lade være!