Post by Irina Lucille Marvalo on Feb 4, 2016 15:02:40 GMT 1
Det sidste man kunne kalde hende var sart. Hun havde været udsat for den form for behandling gennem hele livet, og der var nok på et tidspunkt hvor hun var begyndt delvist at nyde den, men nu var bestemt ikke ét af de tidspunkter. Dette var kun ydmygende, hvilket var typisk Lionell, evigt bange for at blive banket i jorden af sin egen hustru. Det var jo næsten pinligt for ham. "I så fald beder jeg næsten til at der sker," svarede hun en kende spydigt. Nej hun ønskede ikke at dø, det var endnu ikke hendes tid, men der var tidspunkter hvor tanken strejfede hende, hvor hun satte spørgsmål ved sit levegrundlag, hvilket primært var når Lionell var omkring hende. Det burde ganske vidst ikke være den følelse en ægtemand efterlod sin hustru med, men de havde aldrig været kendt for deres store lykke. Hun lå med ryggen til ham og stirrede ind i væggen. Hendes lange mørke lokker, hvilede hen over hendes skulder og hals. Nok var hun den perfekte kvinde, desværre havde hun en mand der ikke formåede at værdsætte det.
Det gjorde hende intet at han ikke var fristet til at lægge ved hende, for hun var bestemt heller ikke fristet til at han skulle være omkring hende. Sandheden var jo nok at alt det had var opstået på baggrund af følelser der aldrig var blevet imødekommet eller anerkendt eller gengældt for den sags skyld. Hendes mørke øjne stirrede tomt mod væggen, der var ingen spor af følelse ligesom der heller ikke var i hendes indre. Det var netop ord som dem, der havde drevet hende til at lukke dem inde så hun ikke længere skulle føle dem. "Nej ikke ud over dig når dit guld slipper op og du ikke længere kan forsyne den desperate unge kvinde der må blive min erstatning, med smukke kjoler og smykker i dyre domme," pointerede hun ligegyldigt. Der var noget dybt inde som rørte på sig, men hun tvang det væk med en dyb indånding. Hun skubbede hans hoved væk fra hendes ører og rejste sig. "Jeg har bedre at tage mig til end dette," hun skubbede ham hårdt fra sig og rejste sig hvorefter hun søgte direkte mod døren og til stuen i stedet for.
//Out
Det gjorde hende intet at han ikke var fristet til at lægge ved hende, for hun var bestemt heller ikke fristet til at han skulle være omkring hende. Sandheden var jo nok at alt det had var opstået på baggrund af følelser der aldrig var blevet imødekommet eller anerkendt eller gengældt for den sags skyld. Hendes mørke øjne stirrede tomt mod væggen, der var ingen spor af følelse ligesom der heller ikke var i hendes indre. Det var netop ord som dem, der havde drevet hende til at lukke dem inde så hun ikke længere skulle føle dem. "Nej ikke ud over dig når dit guld slipper op og du ikke længere kan forsyne den desperate unge kvinde der må blive min erstatning, med smukke kjoler og smykker i dyre domme," pointerede hun ligegyldigt. Der var noget dybt inde som rørte på sig, men hun tvang det væk med en dyb indånding. Hun skubbede hans hoved væk fra hendes ører og rejste sig. "Jeg har bedre at tage mig til end dette," hun skubbede ham hårdt fra sig og rejste sig hvorefter hun søgte direkte mod døren og til stuen i stedet for.
//Out
