One Silent Moment

[Lionell Marvalo]

Lionell kunne ende hendes liv, så let, som havde det været ingenting, dog selvom det slet ikke var noget, som han var ude på. Lige nu om ikke andet. Hans mørke øjne faldt derfor til hendes skikkelse. Hans fascination af kvinder, havde forfulgt ham i rigtig mange år. Han havde altid været glad for dem, og dette var ikke noget undtag. Særligt efter, at hans egen hustru synes at have mistet interessen for ham? "Så byd lidt til med åbne arme, så kan det jo være, at jeg ville være mere hjemme?" foreslog han denne gang. Var det så svært? Det kunne da heller ikke være rigtigt, at han nærmest skulle spørge om lov til det!
"Jeg dræbte min lyst? Glem ikke hvor nemt og hurtigt, jeg også kan ende det for dig," kommenterede han denne gang med en mere kortfattet stemme. Ikke just en trussel som sådan, men mere en påmindelse. Hun af alle, vidste ligeledes, hvordan tingene stod i deres ægteskabskontrakt.

Uanset hvad, så føles det ikke rigtigt. Dette var noget, som mindst lige så hurtigt, kunne ende Lionells lyst til sin egen hustru, og gud og ve, om han rent faktisk forsøgte det! Han himlede denne gang med øjnene. "Jeg ved jo ikke, hvad du laver.. Men dog er jeg nysgerrig." Hans blik faldt til hendes, som han langsomt fik brudt deres kys. Det føles ikke rigtigt. Hun.. Kyssede ham jo bare, uden at lægge noget i det, hvor det fra hans side, var med en tydelig passion. Han lagde sig denne gang mere til rette i sengen. Det føles forkert, og han hadede det virkelig! Hun måtte virkelig hade ham. "Fortæl mig, hvad du laver, når jeg ikke er omkring," opfordrede han denne gang. Han var sjældent omkring. Han vidste faktisk ikke særlig meget om hans kære hustru.

[Irina Lucille Marvalo]

Interessen var dalet for mange år siden, ikke kun for ham men for mænd generelt. Somme tider følte hun trangen til at blive rørt og tilfredsstillet som hendes mand ikke formåede det, men der var ingen værdige kandidater til netop det formål, hvor Lionell tilsyneladende ikke var helt så kræsen som hende. Irina fnøs. "Tomme løfter har altid været dit speciale kære. Uanset hvad jeg gjorde ville du aldrig finde din vej hjem til mig permanent, og jeg er bange for at jeg er nået til et punkt hvor jeg er ligeglad," sagde hun ærligt. Det var nok mere bogstaveligt end han regnede med. Hendes liggyldighed var ikke alene skabt på baggrund af de mange svigt, men også på magisk vis, så hun var i stand til at tone sig frem med selvtillid og arrogance. Hun så op på ham med et hårdt blik. "Ligger du og truer mig i min egen seng? Og du undre dig over hvorfor jeg ikke nærer andet end and afsky for dig?" spurgte hun hæst. Var det ikke åbenlyst? De vidste begge at han kunne ende hendes liv, og at dagen en dag ville komme, hvor han blev fascineret af en anden kvinde.. en ny Elanya eksempelvis, men frem til da måtte hun forberede sig.

Læberne fjernede hun fra hans, og stirrede ind i hans blik. Fra hans side var der passion, fra hendes side var det bare en tom handling. Sådan havde det været i mange år nu, men hellere det end konstant ydmygelse og en følelse af at være en kæmpe fiasko. Hun lagde hovedet tilbage på hans bryst og lyttede til hvordan hans hjerte slog. Somme tider drømte hun inderligt om den dag det ville stoppe med at slå og hun ville være fri til at gøre hvad end hun lystede. "Meget af min tid bliver brugt på vores handler rundt omkring, lige nu i særlig grad på Marvalo Bordel. Resten af tiden.." hun tænkte sig om et kort øjeblik. ".. bruger jeg på at sikre mig at din søn, lever op til familiens forventninger," fortalte hun med en vis bitterhed. Hun hadede ham inderligt for at have sat hende i den situation selvom hun havde groet en vis følelse særligt overfor Kimeya om hun havde opdraget om var han hendes. Ej nævnte hun noget om sine mere.. personlige fortagender.

[Lionell Marvalo]

Den manglende interesse, var og blev et af deres største problemer. Det var vel heller ikke underligt, når hun slog den lyst ihjel, så snart, at han kom hjem? Han havde været sammen med mange, og han ville bestemt heller ikke kalde sig for en kræsen en af slagsen, for han ville nok aldrig blive det.. Eller komme i nærheden af det, for den sags skyld. Og hun var ligeglad? "Med årene, må jeg sige, at du er blevet en frygtelig tør fisk, at komme hjem til," sagde han blot. Hvad andet havde hun regnet med? Han blev denne gang bare liggende sammen med hende. Ja! Han truede hende i hendes egen seng! Som faktisk også var hans seng. "Glem ikke, at det her også er min seng, Irina," sagde han kort for hovedet. Han var ikke bange for hende, og havde der for heller ikke nogen kvaler ved at true hende. Måske var det efterhånden også på tide, at hun lærte, hvor skabet skulle stå? Hun havde tydeligvis glemt det.

Lidenskaben havde stort set aldrig været mellem dem, men det havde nu aldrig stoppet Lionell i at prøve. Når det så ikke gik, søgte han til en anden. I hans øjne, gav det jo også ganske god mening. Han stirrede i hendes øjne, som hun trak sig igen. Hun tog sig af forretningerne i familien, hvilket han var storslået tilfreds med, men at det skulle være hans søn, var slet ikke en tanke som han bifaldt. Begge havde de taget sig af den opgave, som et forældrepar.. Eller.. noget som mindede om det i hvert fald. "Med andre ord, fungerer det hele jo fint.. Det eneste som nu genstår, er lidenskaben på soveværelset." Hånden strøg hendes kind kælent. Han selv kommenterede ikke yderligere. Hun havde taget Kimeya til sig. Det havde været yderst dumt, dersom hun ikke havde gjort det dengang.

[Irina Lucille Marvalo]

Igennem deres årelange sammenliv havde Irina forsøgt at være alt det en mand kunne drømme om. Intelligent, dygtig, respektfuld og beskyttende. Hun havde gjort sin pligt, opfostret hans sønner og deres fælles datter, hun havde aldrig lagt bånd på ham, ikke efter det var gået op for hende at det ikke kunne lade sig gøre vel og mærke, og uanset hvad hun gjorde så lod det aldrig til at være godt nok for ham. Hun blinkede upåvirket og sendte ham et køligt blik. Det var ikke nyt for hende at skulle lægge ører til hvor elendig hun var, men det sårede hende ikke. Det var netop grunden til at hun havde fundet magisk hjælp. "Og alligevel har du ikke skilt dig af med mig," bemærkede hun tørt. Han havde brug for hende.. hun ville gå så langt som at sige at han var afhængig, derfor havde han ikke skilt sig af med hende, og så lang tid han var det, var hendes liv ikke i farerzonen. Stædigt fjernede hun hans arm og satte sig op. "Vi tilbragte vores første nat heri, og du vover at ligge og true mig på livet? Vi ved begge du ikke har kuglerne til det Lionell, for du har brug for mig.. hvor end du hader det så har du brug for mig!" vrissede hun og rejste sig. Nej det ville hun ikke finde sig i!

Lidenskaben havde de følt de første uger af deres ægteskab, men så havde han druknet hendes lyst og til sidst havde hun sikret sig at hun ikke ville føle lidenskab i det hele taget, derfor nærede hun også sjældent behov for en mand. Hånden strøg hun gennem sit lange, løse hår og fangede sit rødvinsglas igen for at tage en stor tår. "Jeg er bange for at begge må leve med at den er druknet. Heldigvis lader det til at vi hver især kan finde den hos andre," svarede hun spidst. Jovist havde hun gjort det en gang eller to for mange år siden, nu ikke mere, men det behøvede han ikke at vide. Hvad angik Kimeya og Lestat, så havde hun ikke haft andet valg end at tage dem begge til sig, den samme dag havde hun mistet den sidste rest af følelse særligt overfor sin kære ægtemand.

[Lionell Marvalo]

Lionell havde brug for hende, hvilket han udmærket godt vidste, men hvad pokker kunne han gøre ved det nu? Det var hende, som tog sig af hans mange forretninger, mens han selv tog sig af.. hans lyster vel? Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse, hvor han denne gang lod hovedet søge en kende på sned. "Det har jeg ikke nej," sagde han denne gang. Hans mørke øjne hvilede på hende, selvom han jo godt kunne se, at hun var ved at være godt vred efterhånden. Ikke at det var noget, som gjorde nogen forskel. Han var træt af det.. Der var ingen lidenskab, og ikke nogen lyst eller noget tydeligt ønske for, at han skulle blive hjemme. Var han så overhovedet fristet? "Så lad være med at spille højere end hvad du er, Irina! Du ved hvor nemt, jeg vil kunne ende det for dig!" Som hun rejste sig op, satte han sig denne gang op i sengen. Han stirrede på hende, med en meget advarende mine.

De første uger af deres ægteskab, havde været fantastisk, men den var hurtigt druknet, og det at hun jo så var så ligeglad. Et sted, var det jo også et slag for selv ham, uden at han jo kunne gøre meget ved det. Denne gang rejste han sig op. Hans blik faldt til hende. Han ville gerne hjem.. Men med denne intense spænding.. Helt ærligt, hvorfor skulle han så bruge sin tid på det? "Jeg finder lidenskaben hos andre kvinder, når end ikke min hustru har tænkt sig, at skænke mig den," begyndte han denne gang. Hovedet lod han søge på sned. "Du er nu så sød, når du bliver hidsig," tilføjede han denne gang. Når hun var vred.. Ja, se det var jo lidenskab!

[Irina Lucille Marvalo]

Det eneste i dette foretagende Lionell sørgede for, var at holde sig selv tilfreds, hvilket var ganske glimrende i Irinas hoved, for så slap hun for at det skulle være endnu en af hendes byrder. Hun havde været klog i alt dette og gjort ham dybt afhængig af hende, så han ikke ville være i stand til blot at tage hendes liv, det var fuldt ud bevidst. "Præcis," svarede hun kort for hovedet med en snert af arrogance. Ej ville hun finde sig i at han lå der og truede hende på livet, for de vidste begge at han kunne gøre hendes til et sandt helvede. Hun lagde armene hen over sit bryst og så på ham med ulmende mørke øjne. "Spille højere end hvad jeg er?!" gentog hun faretruende. "Vores ægteskab har aldrig været bygget på hverken kærlighed eller lidenskab, Lionell, så det er ikke det der holder dig i ægteskabet. Den eneste grund til at vi endnu er bundet af vor pagt og jeg endnu er i live, er fordi du ikke kan undvære mig, så jeg spiller bestemt ikke højere end jeg er, jeg er uundværlig for denne familie, og hvis du mener modsat, så føl dig endelig fri til at age mit liv," indbød hun modigt, velvidende om at han ikke ville gøre det.

Irina fulgte ham med blikket og holdt hovedet højt, for han skulle ikke have lov til at ramme hende.. han kunne ikke ramme hende - heldigvis. Hun himlede med øjnene. "Jeg beklager at jeg er ude af stand til at finde min lyst med dig, men lad mig blot minde dig om hvis skyld det er. Kom endelig ikke og bebrejd mig for at du ikke kan holde dit sølle lem i bukserne," hun sendte ham et nedladende blik og vendte hovedet bort. At han så kommenterede hendes vrede, gjorde hende kun langt mere ilter! "Vel er jeg ej," vrissede hun og mærkede pulsen i hele kroppen. Hun havde brug for at lægge afstand til det hele.

[Lionell Marvalo]

Lionell havde brug for Irina og hendes skarpe hjerne og sind, men for pokker.. Han manglede jo selv noget, når han endelig var hjemme, hvor han ikke just brød sig om, at blive betragtet med væmmelse eller afsky! Han selv ville mene, at han fortjente bedre!
Denne gang stod selv han op overfor hende. Hun spillede på heste, som hun slet ikke burde, og dette skulle han nok markere på den måde, som han nu fandt det nødvendigt. Han havde brug for en reaktion og bare et tegn på, at han var en del af hende, og rent faktisk havde bare det mindste form af betydning. Han fortsatte for pokker med at komme hjem til hende, og faktisk forsøge. Han kneb øjnene let sammen, inden han denne gang, hurtigt var henne ved hende. Hans næve greb fast omkring hendes hage, hvor han tvang hendes blik op mod sig. "Du leger med ilden, og du ved hvor nemt det vil være for mig, bare at ende dit liv, Irina. Glem ikke, at det er min familie og MIT navn, der har gjort dig til den, du er i dag," hviskede han denne gang med en fast tone. Han slap hende dog ikke, men fortsatte derimod at stirre hende i øjnene.

Hun var kær, når hun blev sur. For pokker, det var jo lige før, at det tændte ham mere, end at se hende i ingenting! "Vær glad for, at du endnu har et bankende hjerte, min kære. Igen.. Jeg kan ende det, hvis jeg har lyst.. Så hold op med at frist mig.." Han stirrede igen på hende, idet han valgte at give slip, men uden at trække sig. Kær var hun, når hun blev sur! Det var jo den form for lidenskab han havde brug for at se! Den og mere til ganske vidst. "Jeg kan lide det," sagde han denne gang. Det var da den største reaktion, han havde set fra hende, i lang tid.

[Irina Lucille Marvalo]

Hvad hendes kære mand trængte til at opdage, var at man lå som man havde redt, og han kunne ikke forvente at en stærk kvinde som hende ville finde sig i at blive fiasko dømt og undermineret på den måde som han konstant gjorde det! Nej selv en kvinde som hende fortjente bedre.. faktisk fortjente hun langt bedre end en fordrukken trækkerdreng! Hun holdt vejret som hans faste hånd greb om hendes kæbe og efterlod bege mærker efter hvor han placerede sine fingre, dog fik det hende ikke til at vende blikket væk, tværtimod stirrede hun ham direkte i øjnene for ikke at sætte sig selv under ham. Hendes blege kinder antog en lidt rødlig kulør, af den varme hun følte over sit eget raseri. "Det er meget muligt at det var DIT navn og DIN familie der gav mig mulighederne for at blive det jeg er i dag, men uden MIN] kunnen og MIT sind havde Marvalo familien, bestået af en fordrukken trækkergang og hans to svæklinge til sønner der havde giftet sig med urent blod og bragt skam over dig og din forpulede familie, så kom ikke her og tag ansvar for hvad Marvalo har opnået, det eneste du har opnået er at opdage alle verdens hores skød!" hendes tone var mørk og advarende men dog ikke hævet, hvilket kun lod dem virke mere farertruende.

Kæben trak hun til sig også selvom hans fingre havde efterladt mærker på hendes ellers fine hud. "Vor herre bevares, du er stor i kæften, vi ved begge at du ikke vil. Jeg byder dig gerne, jeg er næsten fristet til at sige, at jeg ville nyde at se dig falde i det hensides frem for at holde enden op på dig her," svarede hun fast. Ej burde hun blive vred, men det gjorde hun.. mere og mere hvilket fik hendes alarmklokker til at ringe, for det betød jo at hun til dels følte.

[Lionell Marvalo]

Irina var blevet for rapkæftet, til at Lionell ville følge med, eller acceptere det, og dette ønskede han at markere for hende. Han søgte meget rundt ude, og det var muligt, at hun fortjente bedre, men det gjorde han altså også! Hertil ønskede han ikke, bare at acceptere, at blive behandlet anderledes og med en større respekt, end hvad hun gav ham! Hans øjne begyndte denne gang at lyne. Fristet til at ende hendes liv, og særligt fordi at hun fortsatte. Hun var dygtig. Hun var virkelig dygtig, og den ville han gerne give hende.. Men hun skulle tilsyneladende mindes om hvilken plads hun egentlig havde her i livet! "Glem ikke, at det er mit familienavn, du bærer, Irina. Jeg har tilsyneladende ikke været nok hjemme, til at minde dig om hvor din plads er, for det har du tydeligvis glemt." Han blev stående og uden at trække sig det mindste væk fra hende. Hun gjorde ham virkelig kun vred nu!

Lionell slap hendes kæbe, men fjernede sig ikke. Hun ville hellere se ham død? Næven lukkede han kraftigt omkring hendes hals, for denne gang, at trykke hende tæt op af væggen. Han ville kunne slå hende, om det var, hvad han ville.Hans blik lynede. "Jeg kan stoppe dit hjerte, som var det ingenting." Den anden hånd lagde han direkte mod hendes bryst, hvor han denne gang lod magien flyde.. Hun ville føle et tryk om hjertet.. Et stort tryk. "Og frist mig ikke til at gøre det," tilføjede han denne gang. Hun legede med ilden.. og blev han først tricket, så var det slemt.

[Irina Lucille Marvalo]

Somme tider gjorde hun den fejl at undervurdere ham. Des længere tid der gik og jo mere succes hun fik med de forretninger som blev kontrolleret af hendes hånd og sind, des mere modig blev hun også, velvidende om at han ikke kunne undvære hende. Desværre var Lionell ligeglad med den slags, han fandt sig ikke i at hun underminerede ham, hvilket somme tider gik i glemslen. Hans ord blev gengældt med et mørkt blik. Nok var det hans familienavn og hun var endnu underlagt hans magt, navnets magt, men han skulle ikke tale sådan til hende! "Er vi ikke snart forbi den tid hvor du skal demonstrere din magt overfor mig, Lionell?" spurgte hun hårdt, dog fik hun ikke meget mere mulighed for at sige ham imod, før hans hårde hånd, lukkede sig om hendes slanke hals og pressede hende op af den kolde væk, hun kunne mærke et sted bag silken. Hans greb var hårdt, ikke så det føltes direkte kvælende, men i stedet blokerede let for hendes luftveje, hvilket fik hende til at gispe lidt.

"M-em det g-gør du i-ikke," fremstammede hun hæst. Hendes mørke øjne så direkte ind i hans, hun nægtede at udvise frygt skønt hun kunne mærke en lille uro brede sig i det indre. Sandheden var at hun ikke helt vidste om han kunne finde på det og den tanke var angstprovokerende. Hendes hårde hjerteslag blev forvandlet til en stikkende smerte i brystet. Det var som om der sad noget tungt på hendes brystkasse, selvom der kun var hans blide berøring med hånden. Hun kneb øjnene sammen og forsøgte at tage sig til brystet. Smerten fik hendes ben til at kollapse en smule under hendes vægt, således at hun kun blev holdt af hans faste greb, hvilket også øgede følelsen af at blive kvalt. En eller anden dag ville hun slå ham ihjel! Det var ydmygende!

[Lionell Marvalo]

Det var på tide, at Irina atter makkede ret! Hun havde tydeligvis haft alt for mange frie tøjler igennem den seneste tid, hvilket nu også skulle stoppes. Hans hånd lukkede han denne gang omkring hendes hals. Ikke i et direkte stramt og fast greb, men derimod mere demonstrativt, for at vise hende, at hun nu havde passeret en grænse, som bare ikke skulle krydses. "Jeg tror aldrig, at vi bliver færdig med den her vals, min kære," sagde han denne gang, hvor han kun måtte gengælde hendes hårde blik. Han var nemlig ikke bange for hende, og det ville han bestemt heller aldrig blive.

Presset lagde Lionell magisk på hendes bryst, for at understrege, at han altså mente alvor, for det gjorde han! Hun kunne forsøge at fjerne det så meget som hun havde lyst til. Det ville ikke stoppe, før han ville give hende lov til det. Han kneb øjnene fast sammen. Han var utilfreds, og dette skulle så sandelig også have lov til at blive mærkbart for hende! "Det gør ondt.. gør det ikke?" Han klemte denne gang mere fast, end hvad han havde gjort hidtil. Nej, han var ikke ude på at tage hendes liv, men at fortsætte længe nok til at hun ville få følelsen af det. Han skulle tilsyneladende til at holde hende mere under kontrol, end hvad han havde gjort hidtil? Han knælede langsomt med hende, hvor han næsten... pænt lagde hende ned på gulvet. "Glem ikke hvem der bestemmer, Irina," hviskede han nær hendes øre denne gang.

[Irina Lucille Marvalo]

Det virkede urimeligt på mange måder at bliver undertrykt af en mand, der ikke værdsatte alt hun gjorde for hans navn alene. Det var bestemt ikke hende som vandt noget på det store arbejde, nej, hun var blot en genstand som tilhørte sin mand, og hvor hun dog hadede at han mindede hende om det. Hele hendes krop gjorde ondt, hun kunne mørke hvordan de magiske bånd klemte om hendes hjerte og nedsatte dets slag betydeligt. Hendes pupiller var udviddt selvom det knaå kunne ses fordi hendes øjne altid var helt mørke. Langsomt gled hun i knæ, uden af stand til overhovedet at svare ham. "S-st-stop!" fik hun fremstammet stakåndet. Det var som om at alt luft blev mast ud af hende og frarev hende alt kontrol. Det var først da hun mørkede gulvet under sig, det at det gik op for hende hvor langt hun var dalet. Hendes hoved hvilede på det hårde gulv, mens hun lå der svøbt i silke og krummede sig desperat efter at få smerten væk.

Endelig ophørte den! Hun trak vejret desperat ind og mærkede hendes hjerte hamre hurtigt, så meget at det næsten gjorde hende svimmel. Selvom smerten var væk, lå hun på gulvet og følte intet overskud til at rejse sig, desuden vidste hun at Lionell endnu sad ved hendes side. Det utaknemmelige svin! "D-du har kryd-krydset grænsen L-Lionell!" vrissede hun og slog blikket op på ham, dystert.. køligt også selvom hun lå der ydmyg i gulvet. "T-tro mig, d-du vil br-brænde for de-dette! J-jeg er ikke b-bange for dig," hun hævede sig langsomt på armene og satte sig op. Hvis blikke kunne dræbe havde han ligget foran hende, uden et bankende hjerte! Nu var hun færdig med at lege hans pæne hustru, nej hun ville sørge for at han kom til at lide!

[Lionell Marvalo]

Lionell var en hård mand, og dette var uden undtag. Irina havde levet det søde og gode liv lidt for længe, og havde tilsyneladende glemt, hvor hendes plads var! Og derfor måtte han jo endnu en gang vise hende det! Han var nemlig ikke bange for hende, og det ville han aldrig komme til at blive! Han kneb øjnene fast og kraftigt sammen denne gang, da han endnu en gang, så i retningen af hendes skikkelse. Her lå hun i smerter, og nærmest kæmpede for sit liv. Det var jo lige før det klædte hende, at blive det mere vild, end hvad hun havde været til nu. Han kunne så nemt ende hendes liv, hvis det var det som han ville, og erstatte hende med en, som ville makke ret, og gøre, som han sagde! "Opfør dig, Irina, og det hele vil stoppe igen," endte han denne gang tæt ved hendes øre.. Inden han denne gang slap det magiske tag i hende.

Denne gang rejste Lionell sig igen, hvor han lod hende ligge på jorden under ham i stedet for. Et sted hvor hun vel havde sin plads? Under ham? Hans blik faldt til hende. Hun ville love, at livet ville blive ham et helvede nu? Hans mørke øjne faldt direkte til hendes skikkelse igen. Hun gjorde klogt i at blive liggende. "Prøv Irina, og jeg vil ende dit liv," vrissede han denne gang med en fast tone, inden han i stedet, vendte sig mod sengen. Han ville jo gerne hjem igen.. Men hun gjorde det bestemt heller ikke fristende for ham, sådan som hun opførte sig! Her lagde han sig ned i sengen i stedet for og strakte sig. Han sukkede næsten lettet. Den duftede jo også af hende.

[Irina Lucille Marvalo]

Igennem måneder havde de levet et adskilt liv, hvor han havde hygget sig som altid og hun selv havde taget sig af stort set alt familiens forretninger, hun havde fået deres søn på rette spor, og hun var i fuld gang med at bringe ære til familiens navn igen, og nu dukkede han op, blandede sig og ville have del i det? Hun fortjente ikke den måde han behandlede hende på, desværre var hun en klog kvinde og vidste at han kunne ende hendes liv hvis han ville og ingen ville blinke. Lige nu havde hun lyst til at tigge og bede ham om at stoppe smerten, den blev siddende i hendes krop, selv efter han var stoppet. Trods hendes længsel kom ikke et ord forbi hendes læber, hun satte sig bare op og forsøgte at lægge låg på det. Og så undrede han sig over at hun ikke fandt ham tiltalende? Hendes mørke øjne faldt på hans skikkelse, malet med ondskab og bitterhed. "Jeg fortjener ikke din sølle behandling af mig," vrissede hun.

Med hænderne i gulvet, fik hun kæmpet sig op på benene selvom de skælvede og truede med at knække under hende. Hun stod rank i ryggen, med hovedet hævet, det var jo ikke ligefrem første gang hun måtte gennemgå sådan noget. "Jeg bliver træt af din trussel Lionell, vi ved begge at du ikke vil gøre det," vrissede hun. Et sted var det nok for at overbevise sig selv om det, for der var jo en grund til at tanken konstant plagede hende og vakte frygt. Uden at se på ham, gik hun hen til sengen og lagde sig ned bevidst med ryggen til. "Jeg sværger Lionell. Hvis miraklet nogensinde skulle ske og mulighed skulle byde sig for at jeg kunne slippe for at se på dit grimme fjæs for resten af mine dage, så tog jeg den," hårde ord måske, og kun delvis sande, men han kunne virkelig gøre hende rasende!

[Lionell Marvalo]

Det var ikke første gang, Lionell var hård ved hende.. Han elskede at være hård ved hende, og han vidste, at hun kunne holde til det, hvilket næsten var det bedste af det hele. Han vendte blikket fast i retningen af hende, som hun atter havde formået at kæmpe sig op på benene. Skulle det genere ham? At hun selv var træt af, at kigge på ham, var overhovedet ikke noget som kom bag på ham, men for pokker.. Hun gjorde det bestemt heller ikke attraktivt for ham, at komme hjem igen! Han himlede kort med øjnene. "Du kan sværge alt hvad du vil.. Den dag kommer ikke, før jeg ender dit liv, Irina," sagde han denne gang.
Skulle Lionell give slip på hende? Hånden på hjertet, så lystede han det ikke. Ikke fordi at han holdt af hende som sådan.. Men fordi at hun ikke skulle have den glæde! Den ville han simpelthen ikke give hende! Og ingen anden, skulle få lov til at komme hende nær, så lang tid, at han kunne hindre det.

Blikket fulgte hende hen til sengen. Normalt ville han have været fristet til at lægge sig ved siden af. Det var bare ikke lige det, som prægede ham i øjeblikket. Øjnene kneb han denne gang mere sammen, end hvad han havde gjort tidligere. Det var jo ikke noget, som man bare gjorde, kunne man sige. Han rystede denne gang på hovedet af sig selv. Det her var virkelig latterligt. "Du frister mig kun mere og mere, Irina.. Du vil være så nem og hurtig at erstatte med en anden, og ingen vil mangle dig." pointerede han denne gang. I demonstration af sin magt, gik han denne gang tættere på hende, hvor han satte sig på sengekanten. Ordene slog hårdt, selvom det ikke var til at se. Hun ville elske at ryste ham af sig.. "Så er det godt, at det ikke er så nemt gjort," endte han denne gang med en fast og intens stemme, tæt ved hendes øre, da han havde lænet sig mod hende.