One Silent Moment

[Irina Lucille Marvalo]

Lionell Marvalo

__________________________________

Mørket var faldet på igen og lå som en tung dyne over Marvalo Mansion. Efter Blair var kommet tilbage, var der bestemt kommet mere stil over stedet og Irina havde desuden tilladt sig at indrettet sit eget værelse, for familiens penge naturligvis, for hun slog sig ikke til tåls med det halve. 
Mange timer havde hun tilbragt på bordellet de sidste par dage, det var den første aften hun endelig havde besluttet sig for at hvile. Kimeya og Blair var på deres værelse et par værelser derfra, i aften forstyrrede hun ikke dem og de ikke hende. På hendes sengebord stod et temmelig stort glas i krystal, halv fyldt med en god flaske rødvin hvoraf resten var i flasken som stod ved siden af. Lionell havde ikke vist sig i flere dage eller nætter, men han sov nok hos en eller anden trunte som han havde samlet op på vejen, hvilket betød at hun kunne slappe helt og holdent af. 
Hendes ravnsorte lokker var lukket fri af den stramme frisurer hun ellers altid bar. Kun hendes familie havde set hende med løst hår, skønt hun forsøgte at undgå det. Sengen var pænt redt, hun lå ikke under dynen men oven på, klædt i en mørk underkjole i silke og tilhørende lang silkekåbe i samme farve. Roligt rakte hun ud efter glasset og holdt det mellem to fingre hvorved hun førte det til sine rosa læber og nippede til den søde vin. Hendes blik var tomt og stirrede uengageret frem for sig, hvilket var måden hvorpå hun slappede af. Det tillod hende at tænke tanker der senere hen kunne blive nyttige, langt mere end hun ville få ud af at læse en bog eller den slags. Hun kvalte et suk med endnu en tår, før hun satte glasset fra sig igen. Hvilken vidunderlig fred, ingen høje støn eller falske skrig, det ville nok komme inde fra Kimeya før eller siden, men en mand tilfreds i sengen var en generel tilfreds mand så hun kunne se væk fra det.

[Lionell Marvalo]

I dage, havde Lionell holdt øje på afstand med, hvad der foregik. Marvalo var endnu en gang, ved at rejse sig var de gamle asker, og blive til noget stort, som det engang havde været. Hvorvidt om det skulle være med Kimeya i fronten, var så hvad de endnu måtte finde ud af. For nu, havde han valgt, ikke at opsøge sin egen søn, da han vidste, at han havde fokus helt andre steder, og steder hvor det fokus netop burde være!
Den kraftige sorte dis, viste sig i indgangshallen, belagt med det sorte marmor, idet at Lionell trådte frem. Det var hans første besøg hjemme i frygtelig mange år. Og det var vel efterhånden bare på sin plads? Dette havde været hans hjem, som det havde været hans søns hjem, og nu var det på tide, at familien atter kunne samle sig om bordet til de store og fine måltider.

De mørke øjne gled over hans omgivelser. Ak ja.. Tingene var jo, som de plejede at være. Her var der ingen ændringer. Det måtte være Blair og Irinas bord. Altid havde det været dem, som havde stået med indretningen, fremfor drengene. Et tilfredst smil passerede hans læber, hvor han denne gang fiskede ens møg op af lommen, som han straks fik antændt. Var der ingen tjener her? Ingen smuk kvinde, som han kunne beglo som tidligere? Ingen hustru, som kom ham stormende i møde? Det kække smil gled over hans læber, som han hævede blikket. De var på deres værelser. Alle sammen, var de på deres værelser. "Jeg er hjemme!" annoncerede han denne gang med en høj, men dyb stemme.

[Irina Lucille Marvalo]

Irina lukkede sine øjne og nød hvordan smagen kælede for hendes tunge. Hun havde i forvejen drukket et glad der havde fået hendes kinder til at gløde en smule og samtidig havde alkoholen gjort hende en kende døsig, hvilket lidt var idéen. Hun skulle gerne falde til ro inden Kimeya og Blair gik for godt i gang. Stilheden var altopslugende, fantastisk på så mange måder og dog så kortvarig...

Døren nedenunder hørte hun ikke gå op, til gengæld så var Lionells stemme ikke til at tage fejl af. Hun slog øjnene op og stirrede nærmest med rædsel frem for sig. Det havde været et spørgsmål om tid inden han vendte hjem, men hvorfor lige i aften? FRustreret slog hun hånden ned i madrassen. Manden havde altid formået at gøre en entré. Det var næsten fristende at blive liggende og lade som om at hun ikke var hjemme, men han ville vide det. Derfor fik hun kæmpet sig op af sengen og bandt silkekåben omkring sit liv, hvorefter hun forlod værelset og passerede Kimeyas soveværelse. Derfra blev han tydeligvis ignoreret. "Du skal absolut komme bragende på denne her tid og forstyrre alle?" vrissede hun på vej ned af trappen. Det mørke lokker dansede lystigt somkring hendes skulder og faldt ned over hendes ryg igen. "Og sikke dog en stank du bringer med," kommenterede hun da hun nåede enden og blev mødt direkte af røgskyen som havde bredt sig. Hun viftede med hånden for at få den væk. Hvor var det bare typisk ham at dukke op som ejede han hele verden! Selvom han jo delvist ejede dette.

[Lionell Marvalo]

Lionell var i forvejen kendt for at gøre en kæmpe entré, og dette var bestemt ikke noget undtag! Derfor var det vel næsten skamfuldt, at han ikke blev mødt af noget større og bedre, end hvad han egentlig var? Han blev stående med smøgen i sin hånd, frem til han kunne høre en dør på den øvre etage, og efterfølgende også faste skridt. Der kom velkomstkomitéen jo!
Tilfredst trak Lionell på smilebåndet, inden han atter inhalerede af smøgen, som han havde hvilende mellem sine fingre. "Jeg er skuffet, Irina," sagde han denne gang. Hun kunne sige hvad hun ville. Denne gang, var han kommet hjem, for at blive, og han havde ikke tænkt sig, at tage nogen steder igen. Familien var samlet. For nu vel og mærke, inden de ville tage til Imandra. Brevet havde han selv modtaget af den kære Islanzadí, så han vidste, at Kimeya havde sat mange af tingene igang. Bedre end det, blev det jo heller ikke. Hovedet lod han søge på sned. "Jeg ved ikke hvad du snakker om." pointerede han derefter, inden han direkte provokerende, pustede røgen direkte i hovedet på hende. Han var endelig hjemme, og hvilken dejlig fornemmelse!
"Jeg går ud fra, at soveværelset stadig står?" spurgte han denne gang, som han bestemt heller ikke var kendt for at være en mand, som gik udenom, men derimod direkte til sagerne. Selv her i foråret, var det endnu koldt om natten. Det ville være godt, at have hendes varme skød at varme sig i. Han ville derimod elske det.

[Irina Lucille Marvalo]

Lionell havde alt for høje tanker om sig selv, hvis han forventede at velkomsten ville være ligesom bordellet hvor der kom 10 skønne kvinder og bød ham velkommen, så tog han ganske meget fejl. Der var kun Irina og kun fordi hun ikke havde noget andet valg. "Og du tror jeg faktisk bekymre mig om det?" spurgte hun retorisk og sendte ham et meget sigende blik. Ærligt var hun bedøvende ligeglad med om han var skuffet eller vej, hele verden drejede sig ikke om ham, chokerende nok.
Hun lagde armene hen over sit bryst og lukkede øjnene som han pustede røgen direkte i hovedet på hende. Hendes læber spidsede utilfredst til, og på et kort øjeblik havde hun knipset med fingrene, så hans smøg ville falde fra hinanden i støvpartikler. "Meget bedre," hun sendte ham et dybt sarkastisk smil. Kimeya og Blair havde ikke tænkt dem at stå op. Der havde været meget planlægning i de her dage, så hun undede dem et øjebliks fred, om det så betød at hun skulle tage sig af Lionell på egen hånd. "Naturligvis. Har du rent faktisk tænkt dig at spendere natten der?" spurgte hun med en undertone af bitterhed. Kåben strammede hun lidt om sin krop, efterhånden kendte hun ham vel nok til at vide, at søvn ikke var på skemaet.. endnu vel og mærke. "Jeg kan byde på et glas rødvin om du vil. Du formåede trods alt at forstyrre freden," bemærkede hun lidt køligt. Uden videre vendte hun sig igen mod trappen og lod et par fingerspidser glide op over gelænderet mens hun gik op af trappen med svingende hofter for at søge mod soveværelset. Hellere det end at han stod og skabte sig.

[Lionell Marvalo]

Selvfølgelig havde Lionell ikke forventet en hel eskorte af piger, som skulle tage imod ham, men en lille hilsen, ville da aldrig have gjort ham noget, hvis han selv skulle sige det. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse igen. "Du er vel så ligeglad, som du altid har været," sagde han endegyldigt. Det burde genere ham, men det gjorde det ikke. Så fyrig hun havde været, siden første dag. Det var jo lige før, at det gjorde ham tændt, bare at tænke på det!

Smøgen som gik op i røg, for at sige det mildt, reagerede han knapt på. Det eneste, som han gjorde, var at sænke hånden igen. Han stirrede denne gang p hende. Selvfølgelig havde han tænkt sig, at sove i soveværelset! Havde hun regnet med, at han ville sove på sofaen? Så var hun da virkelig.. dum! "Hvor pokker, skulle jeg ellers placere mig?" spurgte han denne gang, som havde det været det dummeste spørgsmål i verden! Det grænsede da også til det.
Lionell trådte et skridt tættere på, hvor han samtidig også mindskede sin afstand til hende. Han smilede let for sig selv. "Det lyder som du alligevel har gjort klar til mig i aften. Perfekt," sagde han denne gang. Han endte denne gang helt oppe foran hende. Armen gled omkring hendes slanke skikkelse, hvor han lod hånden søge direkte til hendes bagparti, som fik et godt klem. Han sendte hende en fast mine. "Vis vej, kæreste," opfordrede han denne gang.

[Irina Lucille Marvalo]

Den stakkels mand havde desværre et forvrænget billede af at hans familie faktisk ville være glade for at se ham. Kimeya havde aldrig kunnet fordrage ham, og det var ikke nogen hemmelighed, at deres ægteskab ikke var bygget på store følelser. "Præcis," svarede hun kortfattet. Langt hen af vejen forgav hun sig egen ligegyldighed, for et eller andet sted, langt, dybt nede hvor hun aldrig nåede, så havde han groet en minimal betydning for hende med årerne. Med øjne så sorte om natten, betragtede hun ham lidt afventende. Det kunne næsten tælles på to hænder hvor mange nætter de havde spenderet sammen siden deres bryllupsnat, han fortrak trods alt andre og mere.. unge ved sin side. "Det ville blot være rart at vide om dette var et kort visit eller om du havde tænkt dig at blive," svarede hun. Evigt og altid var det en streng tone hun tog i brug overfor ham, nærmere som en mor der forsøgte at korrigere sit barn, det var langt nemmere at være den skuffede hustru.

En kvalmende fornemmelse ramte hende i samme øjeblik han lagde armen omkring hendes liv og lod den vandre af det glatte silkestof til hendes bagparti. I et sekund stoppede hun og skævede efter den med intet andet end afsky og foragt. "Faktisk nød jeg en aften for mig selv, men nu da du har forstyrret freden.." hun rystede på hovedet og fortsatte op af trappen i forventning om at han selv fulgte med. Længere nede af den mørke korridor var deres gamle soveværelse som hun igen havde taget til sig, dog tilladt sig at modernisere, således at det var dyster men lidt antikt alligevel. Døren skubbede hun op og lod den stå til ham mens hun selv gik ind og satte sig tilbage på sengekanten.

[Lionell Marvalo]

Denne gang, var Lionell kommet hjem, og han var kommet for at blive. Han havde nemlig ikke tænkt sig, at søge bort fra dette sted igen. Han var kommet hjem, hvor han derimod måtte sige, at han var skuffet over den måde, som de havde taget imod ham på. Han lod hovedet søge på sned. Han var ikke en elsket mand under dette tag, men hvad fanden. Det forhindrede ham ikke i, at leve sit liv af den grund. "Min kære, Irina.." Han stillede sig helt tæt ved hende, hvor han denne gang lod hånden falde til hendes bagparti, og stirrede hende i øjnene. "Jeg er kommet hjem, og denne gang, er jeg her for at blive," sagde han denne gang. Han blinkede til hende. Hanvar færdig med at være ude.. Det var på tide, at han - ligesom resten af den store Marvalo-slægt, kom hjem igen.

Lionell slap hende, så hun denne gang kunne vise ham vejen til deres værelse. Mange af tingene stod som han kunne huske dem. Dem som han kunne huske de ganske få gange, han rent faktisk havde været ædru om ikke andet. Han trådte med ind på deres gamle værelse, og så sig om. Nuvel.. Det var slet ikke som han kunne huske det. Igen fiskede han en smøg op af lommen, som nærmest antændte selv. Han lagde den mod læberne. "Du har lavet om," kommenterede han. Mange af tingene, kunne han ikke mindes at huske. Muligvis fordi at han havde været for fuld til det.. hvad fanden. Sådan var han jo.

[Irina Lucille Marvalo]

De fleste kvinder ville være henrykte over at få deres mand hjem ved sin side, det var ikke tilfældet for hende selv. Hver gang hun så på Lionell, svømmede hun i et følelsesmæssigt hav af ren og skær bitterhed over den svage anerkendelse han gav hende, både for det arbejde hun gjorde for familien, men i særdeleshed også på det personlige plan. Hun havde gjort alt efter bogen, forsøgt at leve op til deres ægtepagt, og alligeve var han aldrig blevet tilfreds, hvilket i sidste ende bare havde gjort hende.. ja kold. "Beklager kære, jeg tror jeg har hørt de ord en gang for meget til at tro på dem endnu. Vi ved begge at du aldrig vil vende rigtigt hjem," svarede hun og stirrede en kende tomt frem for sig. Deres familie ville aldrig blive nok, hun ville aldrig blive nok og sørgeligt som det end var, så havde hun efterhånden affundet sig med det.

Døren gled i bag ham.Irina greb om rødvinsflasken og rejste sig igen. "Er det der virkelig nødvendigt?" spurgte hun strengt og sendte hans smøg et fjendsk blik. "Her," hun rakte ham flasken mens hun selv tog sit eget glas som endnu var halv fyldt. "Det var smagsløst og støvet så ja. Jeg er overrasket over at du bemærker det, det kan næsten tælles på en hånd hvor meget tid du har spenderet her," hun var frustreret.. måske ligefrem bitter, men sådan tiltalte hun ham altid. Det eneste der stadig stod var sengen hvor de i sin tid også havde haft deres bryllupsnat for mange år siden, den kunne hun ikke få sig selv til at smide ud.

[Lionell Marvalo]

Lionell var en krævende mand, og siden Irina ikke ville give ham, hvad han skulle bruge, så måtte han jo finde det et andet sted. Hans blik hvilede næsten kedsommeligt på hende. Nej.. Han ville nok ikke komme hjem-hjem i den forstand, men han var da klar til at prøve, og det var vel også det, som betød mest lige nu? "Du har ret.. Det gør jeg næppe. Nyd det, mens jeg er her. Ikke?" Han klappede hende bagi på deres vej op af trappen. Kimeya og Blair var her.. De var her alle sammen. Hvor var det dog fantastisk! Han så jo næsten frem til morgenmaden i morgen, hvor de sammen alle sammen, ville sidde ved det store bord i spisestuen.

Hvorfor skulle dette ikke være nødvendigt? Selvfølgelig var det nødvendigt! Taget i betragtning, så var han glad for at være hjemme, også selvom man måtte se, hvor lang tid han ville være her, før han atter ville søge til en anden kvindes skød, for de vidste jo begge to, at det ville komme til at ske. Han tog denne gang imod flasken. "Og præcist, som jeg kan lide det." Han skænkede ikke op i noget, der mindede om et glas, førte han smøgen væk, og tog en ordentlig slurk. Det var jo fantastisk!
"Forandring fryder.. Det må jeg sige." Han førte smøgen tilbage til sine læber, inden han søgte til sengen. Han satte sig nærmest elegant ned ved siden af hende, inden han vendte sig mod hende. Han var uønsket og uvelkommen på soveværelset. Han var ligeglad. Han tog endnu en god tår, inden han satte rødvinen på natbordet, inden han denne gang vendte sig mod hende. "Du har sågar gjort dig til for mig i aften," sagde han tydeligt tilfredst. Smuk var hun. Det havde hun altid været.

[Irina Lucille Marvalo]

Efter mange års sammenliv var Irina blevet klogere end konstant at håbe han ville komme hjem til hende. Familien var vigtig for hende, mere end for ham, dog havde hun opgivet alt håb om romantik og altopslugende passion, for selv når de forsøgte endte det ud i total katastrofe. Af samme årsag var det uden for hendes fatteevne, hvorfor han blev ved med at forsøge. "Tro mig kære, jeg ser evigt frem til du forsvinder ud af døren igen," svarede hun og sendte ham et oplagt falsk smil. Det var den delvise sandhed. Når han ikke var omkring, var hun ikke tvunget til at se egen fiasko i øjnene konstant, men samtidig nærede hun en forræderisk bekymring for ham, når han var ude og hun ikke kunne holde et øje på ham, netop fordi han var forbandet let at lokke. "Desværre nåede jeg ikke at forgifte den," sagde hun sarkastisk og tog sit eget glas og satte sig ned ved hans side.

Hendes mørke øjne gled omkring og vurderede selv den nye indretning. "Det gør det sandelig," medgav hun og drak en tår på det. "Om jeg vadede i en stråsæk, ville du stadig mene at jeg havde gjort mig til for dig," afviste hun og viftede lidt af røgen væk. Somme tider var det frustrerende at de ikke kunne finde en ærlig passion frem, de var begge iltre sjæle, og hun havde alvorligt brug for at blive tilfredsstillet snart, af andet end egen hånd, men det blev altid et kæmpe nederlag sammen med ham. Hun rejste sig, så det glatte silke faldt ned over hendes slanke ben og stod med sit glas mellem hænderne. Kunne han ikke bare få det overstået og søge videre som de begge vidste at han gjorde?

[Lionell Marvalo]

Den kære Irina, havde altid været en hård kvinde, hvilket nok også var det, som Lionell godt kunne lide. Uanset hvad, så havde han aldrig arrangeret en skilsmisse, selvom han havde alverdens mulighed for det. Han lod hovedet søge på sned. Han var kommet for at blive! - I aften om ikke andet, hvilket var det, som han kunne love hende. "Tænk engang.. Uvelkommen i sit eget hjem," pointerede han, hvor han samtidig sendte hende en direkte fast og advarende mine. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være, og særligt ikke nu. Han var her.. Hun burde da prise sig lykkelig! Dvasias' lækreste mand, var hjemme! Hvad var problemet da så i det ellers? "Lucky me," sagde han denne gang, hvor han i ren og skær protest, tog en tår mere, inden han atter fik smøgen tilbage over læberne.

Lionell fulgte hende meget nøje med blikket. Han fandt hende smuk. Var der noget problem i det? Hovedet lod han dertil også søge på sned, med en tydelig og klar undren. Hvad gik der dog af hende+ En sæk på kroppen? Nej.. "Det klæder dig nu bedst, at gå i ingenting," tilføjede han denne gang, inden han ganske roligt lagde sig til rette i sengen, selv da hun valgte at rejse sig igen. Hans blik fulgte hende. Ikke bare hende, men da særligt hendes bagparti på vejen. En smuk kvinde.. Han elskede det jo! "Hvad med at komme her og ligge med den gamle?" Han klappede sig selv på brystet, inden han inhalerede det sidste af smøgen, inden han på magisk vis, lod denne forsvinde.

[Irina Lucille Marvalo]

Nok var Irina en hård kvinde, men hun agtede ikke at spilde alt sin værdifulde energi på at skændes med sin sølle ægtemand. Lionell ville s gerne forgive at være i kontrol, men inderst inde vidste de begge to, at hun var den eneste grund til at Marvalo familien var kontrolleret, med alle de mænd og deres forbandede ego, så kunne det hurtig være gået galt. "Og du undre dig over hvorfor?" spurgte hun og hævede et mørkt øjenbryn. Nej han kunne næppe undre sig over hvorfor hun ikke ligefrem bød ham varmt velkommen, når hun vidste at det bare var for i nat før han søgte til en anden kvinde.. igen. "Du burde prise dig lykkelig," bekræftede hun med et lidt kortfattet nik, før hun igen så væk. Man kunne ej spejle frygten i hendes blik, men sandheden var, at skønt hun ingen respekt nærede, så var frygten noget helt andet, for han alene sad med råderetten over hendes liv i alle henseender.

Irina rejste sig og vendte sig mod sengen for at betragte ham.. på afstand. Han havde engang været en så charmerende mand, somme tider spekulerede hun på hvor det var blevet af, men sandheden var at det nok ikke var væk, hendes syn på ham, derimod, havde ændret sig. "Det er sandt," medgav hun og løftede glasset i et halvt skål før hun nippede til den. Hun var ikke skamfuld over egen krop, nej hun vidste at hun var en umådelig smuk kvinde, så hvorfor ikke stå ved det? Hendes blik blev skeptisk som han bad hende om at lægge sig ved ham, på den anden side, var det en af de gange hvor hun besluttede sig i sit stille sind, at vælge sine kampe med omhu, så hun rystede bare på hovedet og satte glasset fra sig på et sengebord, før hun kravlede op i sengen og lagde sig temmelig stift ned ved hans krop, så hendes hoved hvilede på hans bryst. Umiddelbart var det mere akavet end rart, men hvis han var tilfreds, måtte det være godt nok.

[Lionell Marvalo]

Om han ville, kunne Lionell ende hendes liv, og selv finde en kvinde, som ville være langt mere op til ham, end hvad Irina var. Selvfølgelig var deres bryllup nok mere arrangeret, end hvad godt var, men derfor kunne man jo stadig se tegn til at man kunne finde ud af det. For pokker.. se på Blair og Kimeya for pokker! "Men dog stadig mit hjem," sagde han denne gang, som han atter så på hende. Det var med en yderst kortfattet mine, i forhold til, hvad der var normalt for ham at gøre. Han blev for nu, bare liggende i sengen. Han var kommet hjem.. Ville gerne blive, men hun gjorde det heller ikke just attraktivt for ham. "Så gør det attraktivt for mig, at blive hjemme, kære Irina," opfordrede han denne gang, hvor han denne gang lagde hænderne bag hovedet.

Afvisende, som hun end kunne være, så gjorde det bare ikke sagen bedre. Han betragtede hende meget indgående. At hun denne gang lagde sig ned ved hans side, og bare. blev liggende der, med hovedet hvilende på hans bryst. Han himlede med øjnene. Snak om at ødelægge stemningen! Hans blik søgte hende denne gang.. Han lagde den ene arm stille om hende, hvor han strøg hende over siden. "Du er anstrengt, kære," pointerede han denne gang. Han lod den anden hånd falde under hendes hage og kæbe, hvor han denne gang tvang hendes blik op mod sig. "Slap af," opfordrede han denne gang og med et kækt smil, inden han lænede sig frem, og skænkede hende et kys.

[Irina Lucille Marvalo]

Trods det var hende som varetog den egentlige magt i familien og dets omgivelser, så havde Lionell fuldstændig og komplet magt over hende. Ofte bekymrede hun sig om hvis seng han lå i, om hvor vidt hans følelser eller fascination nok nærmere, voksede for denne specifikke kvinde, og om hun kunne blive en reel trussel for hendes eksistens. Det var et pres at have hvilende på sine skuldre, og i forhold til forretningen skulle hun være upåvirket, netop derfor havde hun valgt at binde den lille del af hendes sjæl der rummede følelserne. Netop så de ej påvirkede hende, men bivirkningerne var somme tider enorme. "Det er sandt. Det føltes mere hjemmeligt dengang du rent faktisk benyttede det," bemærkede hun koldt. Det var dog ment som et kompliment, et sted bag ordene lå også den dybere mening skjult - netop at hun savnede ham, men hellere dø end faktisk at sige det højt. "Du dræbte min lyst til at gøre det, for mange år siden min kære Lionell," indrømmede hun ærligt. Det betød ikke at hun var glad for det. Nej somme tider, når de havde deres yderst sjældne stunder, ville hun have ønsket sig en smule følelse.

Nok var hun ikke den type kvinde der kunne lægge sig i sin mands arme og give sig helt hen, der var altid den lille stemme af fornuft der mindede hende om at det ville være naivt at give sig for meget hen, for det ville ikke blive gengældt. I aften forsøgte hun i det mindste og lagde sig ind til ham, selvom hun intet følte ved det, ud over ubekvem. "Jeg er ikke ligefrem vant til at ligge i en mands arme, er jeg vel?" spurgte hun sarkastisk i et forsøg på at værne om sig selv. Somme tider bildte hun sig selv ind at hun kunne dufte de andre kvinder, og somme tider kunne hun, men ikke i aften. Hendes blik blev hævet mod hans, så de mørke øjne stirrede direkte tilbage i hans. Hun gengældte hans kys ligesom hun plejede, men uden at føle noget særligt ved det, og det her var et af de øjeblikke, hvor hun somme tider fortrød sin handling, for hun ville gøre hvad som helst for at føle det rigtigt.