There will be blood!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det havde været et stolt øjeblik for hende at blive udvalgt af den dygtigste alkymist verden over, og de havde tilbragt megen tid sammen siden da. Nathaniel var et billede af alt det hun ønskede at være. Dygtig, succesfuld og fri. Han var et kæmpe forbillede for hende, nok også større end han regnede med og des mere dyret trådte frem i hende, des mere følte hun sig bundet til ham, uden helt at vide hvordan. "Så lang tid du handler på det," svarede hun lidt uinteresseret. Den tunge duft af blod fyldte stadig luften omkring dem, og det krævede en del af hende at lukke trangen ude. "Mhmm, jeg kunne sandelig bruge en rigtig mand til det formål, for de to eksemplarer jeg sidder med er uduelige," mumlede hun lidt irriteret og slog blikket hen på en hylde beklædt med eliksirer. Hun holdt af sine brødre.. Alexander i hvert fald, men somme tider blev hun vred over hans manglende mod.
Den vrede var dog ikke at spore lige nu. Hun blev hver gang betaget af hvor varm hans hud var, den nærmest prikkede mod hendes kolde håndflade. "Hellere ham end mig?" spurgte hun og lod de blodrøde læber skilles i et svagt smil. Uden helt at vide hvorfor gav det hende altid en voldsom tilfredsstillelse når han udtrykte en form for bekymring overfor hende. "Du vil have mit bevis. I overmorgen inden solen står op vil min moder ikke længere være i vejen, og så er jeg helt og holendt din," lovede hun og trådte helt tæt på ham.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde altid set store ting i Jaqia, og nu handlede det om at få dem frem. Derfor skulle hun heller ikke have lov til at ødelægge det! Hun var ung.. hun var dum, og havde stadig rigtig mange ting at lære, hvilket var noget, som han agtet at lære hende! "Jeg er en mand af ord.. Og jeg lover at handle på det, dog uden at skulle ende dit liv," sagde han denne gang med en mere bestemt tone. Det ville være spild, og den slags gik han bestemt ikke op i!
Hvordan det så derimod skulle gå alle mulige andre, var Nathaniel ligeglad med. Så lang tid, at det ikke gik udover ham, så var det fint. Alexander.. Samuel og Enrico.. Lige hvad det her angik, gjorde han ikke nogen forskel. "Find det bedre," sagde han blot. Der var nogen til alle derude. Det handlede jo bare om at finde den helt rette.
Nathaniel rystede denne gang på hovedet. For ham, vægtede Enrico ingen stor betydning. "Hellere ham end dig," sagde han denne gang. Ikke var det nogen hemmelighed, at han satte hende før meget andet.. Lige foruden hans egne eksperimenter og undersøgelser. Denne gang, måtte han dog sige, at hun var kommet ham en anelse tæt. Han afviste hende, ved at lade hovedet og derved også blikket, søge bort. "Så vis mig det. To dage, Jaqia.." Hvis hun mente, at hun kunne gøre det på to dage, så fint. Han selv måtte dog være tilbøjelig til at have sine tvivl. "Og hvordan har du tænkt dig, at bære dig ad?" Selv nu hvor hun stod ham så nær, vækkede hun en nysgerrighed. Ikke sensuelt, men derimod.. en naturlig nysgerrighed til hendes fremgang. Hun havde jo altid haft en meget særskilt måde, at tænke på.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Fra ganske ung alder havde Jaqia udvist et stort talent. Hun var født med nysgerrighed i sindet, og hun higede efter mere viden, det havde hun alle dage gjort og ville alle dage gøre, men samtidig havde hun en forpligtelse overfor landets i form af det royale blod der løb i hendes årer, om hun brød sig om det eller ej. "Jeg ved du holder ord. Jeg har endnu ikke formået at fange dig i en løgn," indrømmede hun og forsøgte at fange hans blik med hendes. Det var ingen hemmelighed at hun følte sig draget af ham. Det havde aldrig været anderledes, men hver dag blev følelsen lidt stærkere, og hver dag afviste han hende. De manglende følelser forhindrede hende i at blive såret af det, tværtimod ville hun nok bare gøre et nyt forsøg igen i morgen. "Jeg har det bedre," bemærkede hun og så ret insisterende på ham selvom han så væk for at lægge den typiske afstand.
Ved hans ord nikkede hun istemmende. Enrico var blevet en stor del af hendes liv, men eftersom hun var ude af stand til at elske, så holdt han ikke nogen særlig plads i hendes hjerte og hvis målet krævede at han faldt på vejen, så var det sådan det måtte være. "To dage," lovede hun bestemt. To dage og så ville hendes moder være væk fra overfladen. Hun nød den tanke.. nu havde hun terroriseret hende i alt for mange år. Stædigt blev hun stående, tæt ved ham. "En kvinde afsløre aldrig sine hemmeligheder, Nathaniel," pointerede hun så hemmelighedsfuldt som kun Jaqia kunne være.

[Nathaniel Diamaqima]

Jaqia havde længe følt sig draget af ham, hvilket var noget, som Nathaniel var klar over. Hans blik hvilede meget sigende på hendes skikkelse denne gang. Løgne gik han ikke i. Det placerede ham i skumle situationer, som han gerne så sig ud af. "Det er ikke min stil. Hvilket du udmærket godt ved," kommenterede han denne gang, med et ganske tilfredst smil på læben.
Selvom hun altid havde været så klamrende omkring ham, var efterhånden noget, som han var vant til. For nu, handlede det om, at hun fandt den motivation, som hun skulle bruge, og hvis det betød, at hun skulle tage Enricos ration af føde, så måtte det være sådan. Selv i hans øjne, var hun det mere værd, end hvad mange andre her på slottet var. Selv inkluderet hendes moder. "Du har stadig lang vej at gå," kommenterede han denne gang med en ganske kortfattet mine.

To dage.. Ikke at det var lang tid, til at ende hendes moders liv, og dertil, måtte han jo kun være spændt på, hvordan hun havde tænkt sig at gøre det, og om hun i det hele taget, ville indvige hendes kære brødre i dette henseende. Det var vel også lidt der, at den måtte ligge? Han lod hovedet søge på sned. "I så fald, så vil jeg vente i spænding," afsluttede han denne gang, inden han lagde hænderne mod hendes hofter.. Kun for at skubbe hende en anelse fra sig. Igen afvisende. Det var professionelt. Han agtet at holde det således, selvom hun virkelig gjord det svært for ham.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det første hun nogensinde havde lært, var et løgne var et kæmpe våben hvis brugt rigtigt, men hvis brugt forkert ville det blive brugt mod hende selv. Jaqia vidste godt at hun var lidt en lystløgner, hun ville virkelig gerne være ligesom ham, ligeså ærlig og ligefrem, men desværre fandt hun ofte morskab i det andet. "Det er jeg klar over," istemte hun og nikkede. Det var netop derfor at han ord altid betød så meget, for hun vidste at han ville holde dem for alt i verden.
Enrico var ikke meget for hendes moders hærgen heller, så hun havde en idé om at han glædeligt ville give hende sin ration af blod, hvis det betød at de alle gik en bedre tid i møde. At Nathaniel så istemte af mere.. egoistiske årsager, kunne ikke forundre nogen. "Det er ikke tiden til at ødelægge modet, Nath. Jeg skal nok klare mig," forsikrede hun.

De varme hænder på hendes hofter fik for en kort stund modet til at blomstre i hende. Hver dag prøvede hun og hver dag blev hun afvist, selvom hun somme tider turde sværge at han gerne ville hende. Lykken var dog yderst kort som han skubbede hende fra sig igen. "Somme tider ville det klæde dig ikke at tage afstand fra dine lyster," kommenterede hun med et lidt kækt glimt i øjet, selvom hun denne gang trak sig tilbage. "Jeg har et royalt mord at planlægge, så jeg vil trække mig. Samme tid og sted igen i morgen," næsten beordrede hun, før hun drejede om på hælen og forlod stedet uden videre. Hun skulle nok gøre ham stolt!

//Out

[Nathaniel Diamaqima]

Jaqia var ung og uerfaren, og havde endnu frygtelig meget at lære, og endnu en meget lang vej at gå. Han vidste, at løgne kunne være et våben, men derimod også et farligt et, som kunne vendes mod en selv. Jaqia var for fascineret af den side, og derfor kunne man vel også godt frygte, at det ville gå galt før eller siden? Dette ønskede han slet ikke. "For nu gør du. Jeg frygter for din fremtid," sagde han denne gang, men dog oprigtigt. Det var en tanke, som rent faktisk bekymrede ham, og særligt sådan, som hun tænkte, og sådan som hun følte det med tingene.

Lysterne var ikke en ting som Nathaniel var gået op i. Igen fordi at han havde mistet Auromia, og han derfra havde været en lukket bog, selvom han kunne virke så åben og umødekommende. "Det vil ikke være mig til gavn, Jaqia, og det ved du," sagde han denne gang. Han var der for at undervise hende, og for at lære hende, hvad han selv havde udrettet igennem de mange år, som var gået, fra han selv var begyndt sine egne eksperimenter, efter Brayden havde sluppet ham. "Og jeg vil afvente. Frem til det bliver gjort," sagde han denne gang. Han så efter hende, som hun søgte ud af lokalet. Smuk som altid.. og selvfølgelig skulle hun lige gøre det mere ud af det! Let rystede han på hovedet. Igen, for at slå hende bare lidt ud af hans tanker og sind, inden han vendte tilbage til arbejdet. Det lavede jo trods alt ikke sig selv.

//Out