There will be blood!

[Nathaniel Diamaqima]

Jaqia Destiny Angleráx

---

""Jeg beder dig.. Please jeg beder dig.." hviskede den unge pige febrilsk, hvor hun atter forsøgte at rive i sine lænker, som hun havde gjort de sidste mange timer. Hun blødte fra nogen af de mange ar og mærker, som Nathaniel havde påført hende igennem de sidste mange timer. Han selv var fuldt optaget af sine gamle skrifter, som han i sin tid, havde fået af sin egen lærermester. Han vidste, at Jaqia ville være lige på trapperne til det gamle eliksirkammer, som han havde for sig selv.. Godt gemt af vejen i det mørke og dystre Dvasias henliggende i en oldgammel bygning i en af de gamle bydele, som nu henlå som intet andet end en ruin.
"Sch. Det vil meget snart blive overstået," Nathaniel var atter henne ved kvinden, hvor han lagde sin pegefinger langsomt henover hendes læber, som et tegn til ,at hun skulle tie. Hun rystede, og hun græd. Græd som hun havde gjort igennem de sidste mange timer...

Nu var den unge kvinde gjort tavs. Blikket var faldet, og den nu døde krop, hang slapt i lænkerne. I sin hånd, havde Nathaniel hendes hjerte. Det var stadig varmt. Det var også kun lige stoppet med at hamre for kampen om hendes liv. Han lagde dette på et fad, hvor blodet straks flød. Han tog fat om et klæde, som han tørrede sine egne blodige hænder i.
Bogen lå åben foran ham, hvor han skrev ned, hvad han havde iagttaget så langt. Hvor lang tid, der var gået fra, hendes hjerte, var stoppet med at banke, til hun reelt var.. død. Han kneb øjnene tænksomt sammen. Man skulle lide for videnskaben, og den havde nu atter fået lov til at få sig et nyt offer.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Uden overhovedet at være i nærheden af kælderen, kunne hendes skrig høres på hele slottet. Dets lokkende toner, havde forført slottets unge prinsesse ned af den lange vindeltrappe. Lyden fra hendes høje hæle, gav genlyd i det rustikke rum. Hendes blege hånd gled langs stenvæggen i takt med hendes skridt, så hun kunne mørke dets ru struktur, mens hun lod sig lokke tættere på eliksirkammeret. Luften var tung af af en sødmefuld duft af blod, så kraftig at hun nærmest kunne smage den på tungen uden at være i nærheden, men hun havde heller ikke fået sig næret idag. De skingre skrig døde ud inden hun nåede døren, men duften af blod blev stærkere, mere lokkende. For enden af trappen stoppede hun op ved en blind væg. For andre ville det bare ligne en tom gang, en blindgyde, men det var så meget mere. Hendes blege håndled førte hun til læberne og borede et hul med sin sylespidse tand, så blodet flød. Væggen reagerede med det og åbnede en dør som kun blev tilgængelig for hun selv og Nathaniel. Royale pligter havde optaget hende i dag, så deres veje havde ej passeret hinanden i dag.

Døren skubbede hun op og trådte ind. Et korset havde snørret hendes slanke liv sammen og fremhævede hendes barm der efterhånden var ved at være moden, ligesom hun selv. "Det er smukt," pointerede hun upåvirket af det voldsomme syn af det blødende hjerte. Døren forsvandt bag hende da hun i stedet trådte op på den modsatte side af stenbordet hvor kvinden lå i lænker. Hendes lange, blonde lokker hang løst omkring hende, og røg lidt ned i de blodige sår, da hun lænede sig frem over liget og lod en finger stryge hen over hendes bryst for at fange et par dråber på sin finger. "Du har været væk hele dagen," sagde hun og så op under sine øjenbryn med et intenst blik, altimens hun lod tungen sno sig om sine blege finger for at fange bloddråberne. Der var en svag undertone af bebrejdelse i hendes stemme, for hun hadede at spendere tid væk fra ham.

[Nathaniel Diamaqima]

Kun Jaqia, foruden ham selv, havde adgang, og vidste hvordan man betrådte dette kammer. Derfor kom det på ingen måder bag på Nathaniel, at hun var på sin vej. Desuden var hun vel allerede forsinket? Solen var på vej ned over bjergtoppene, som man kunne ane ud af de ekstremt høje vinduer, som ikke tillod meget lys at komme ind. Læsebrillerne havde han denne gang fået på næseryggen, hvor han skrev det ned, som han nu havde fundet ud af, efter han havde eksperimenteret på denne kvinde. Han var tilfreds så langt.. Der var dog stadig mange ting, som endnu genstod.
Langsomt hævede han kroppen, da han rettede sig op, da dørene måtte gå op. Det var bestemt ikke første gang, Jaqia ville komme ned til et lig. Han fjernede brillerne igen, og lagde disse på bordet. "Du er sent på den," sagde han denne gang, hvor han denne gang lod de mørke øjne falde mod hendes skikkelse. Hendes fascination af død, af kroppen.. af dødsøjeblikke, var alt sammen noget, som passede ham fint, da det var det, som han særligt beskæftigede sig med i øjeblikket.
"Og jeg formoder, at du har dine grunde.. Hjertet er stadig varmt, om du ønsker en bid," sagde han denne gang. Han selv søgte hen til kvinden igen. Han hævede hånden, hvor han fjernede hendes hår, var det kønne ansigt, og skubbede det langsomt bagud, så han atter havde frit udsyn til hendes blottede krop. En ting, som i særdeleshed fascinerede ham.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Hver evig eneste aften var det, det samme. Når solen gik ned i bag bjergryggen, skulle hun melde sin ankomst i eliksirkammeret og underlægge sig Nathaniel. Det var et sted hvor hendes royale blod intet betød, det var ham alene der bestemte, hvilket både var en forbandelse og samtidig en enorm lettelse, særligt med hendes kære moder på tronen. Hun suttede blodet af sin finger hvorefter hun lod armen falde ned langs siden igen og hævede blikket til hans mørke øjne. "Hvorend jeg ville elske at give dig min udsøgte opmærksomhed, Nathaniel, så er der desværre et land som lider under min moders sindssyge," svarede hun koldt. Det fandtes der naturligvis midler for og guderne måtte vide at Jaqia havde forsøgt mere end én gang at tage livet af den forfærdelige kvinde, men hun var alligevel skarp nok til at opdage det hver gang.
"Gerne. Min moder mener stadig at jeg bør sulte," fortalte hun og gik rundt om bordet uden at tage blikket fra kvinden. "Serveret på et fad endda," hun trak kort på smilebåndet og tog hjertet i sin hånd. De røde dråber af blod løber ned over hendes blege hud, ned over hendes underarm, som hun hævede det til sine læber. Hun mærkede den bitre smag af jern, kæle for hendes smagsløg, hun var så sulten at det gjorde ondt, for hendes mor havde forbudt hende indtag af blod i ugevis nu, hvad hun ikke vidste var at Nathaniel glædeligt fodrede hende. Hendes blege kinder antog en let glød som hun sugede blodet fra hjertet. Først da det var helt tomt, drænet for alt dets energi lagde hun det tilbage på fadet og forsøgte at tørre blodet af sin hage, men det blev tværtimod kun tværret mere ud.

[Nathaniel Diamaqima]

Aften efter aften,v ar Jaqia forsinket. Velvidende om, at det var hendes kære moder, som holdt hende fast i de royale pligter, krævede han alligevel, at hun passede sin undervisning. Nu hvor han samtidig vidste, at hun blev sultet undervejs, vidste han godt. Ikke godt for hendes læring, og så måtte han jo starte ud med at sikre sig, at hun fik sit måltid. "Og du ligner hende mere og mere, for hver dag, som går," sagde han denne gang, som han vendte blikket mod hende.
At se Jaqia nære sig på blod, var efterhånden bare en hverdagsting, som han havde oplevet så mange gange, så han tog det faktisk ikke så slemt igen. "Hvilket er grunden til, at du lærer skidt. Spis endelig op. Betragt det, som en særlig gave fra mig til dig," sagde han denne gang. Blod, og hvad det skænkede hende, som et så godt som dødt væsen, var i sig selv, frygtelig specielt. Han lod hovedet søge undersøgende på sned. Hver en handling som hun gjorde, som blev hun til et dyr på bare et enkelt øjeblik. Fjerpennen og sine papirer, lagde han derfra også fra sig, så han denne gang kunne fokusere på det, som var meningen: Nemlig hendes læring. Hun var hans elev, og uden tvivl blandt de dygtigste.
"Din moder hindrer dig, i at opnå dit fulde potentiale," sagde han denne gang, inden han atter vendte blikket mod kvinden. Han greb om sin kniv denne gang, hvor han lod denne glide over det sår, som han i forvejen havde lavet på hendes bryst, hvor han skar resten op. Undersøgelserne af kroppen fra indsiden.. Det var heller ikke ofte, at denne mulighed tilfaldt ham. "Vi fortsætter fra hvor vi slap i går aftes." Kniven lagde han denne gang fra sig, efter han var begyndt at fjerne flere af de vitale organer, som han fordelte på de forskellige fade, som han havde placeret på et stort stenbord.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det royale liv var ingen dans på roser, faktisk groede hendes afsky for det kun større for hver dag der gik. Latterlige spørgsmål fra latterlige og uvidende personligheder, papirarbejde i massevis som tog tankerne fra det der i virkeligheden var vigtigt - viden og erfaring. Hendes moder insisterede og så lang tid hendes hjerte slog, var der desværre ikke meget hun kunne gøre ved det. Hendes isblå øjne trak sig sammen i et dræbende blik. "Jeg er intet som hende Nathaniel, og du ved det!" hvislede hun advarende. Måske en del af vanviddet somme tider også nåede hende, men hun var ikke som sin mor, og hun ville ikke høre ham sige at hun var der. Hjertet drænede hun uden at tage hensyn til hvor vidt han fandt det afskyeligt eller ej, efter alle de år skulle man tro at han var vant til det. "Du forkæler mig alt for meget," sagde hun med falsk sødme og et blik der strålede langt væk af ironi.
Elegant vendte hun sig rundt og stod ved siden af ham med udsyn til den smukke kvindekrop der lå på bordet. "Det gør hun, og netop derfor har jeg brug for din hjælp," svarede hun uden at se på hendes. Hendes blik var fokuseret på at observere ham skærer brystkassen og maven op så de havde fuldt udsyn til det der var under. For bedre at kunne se, stilte hun sig helt tæt op mod ham og så ham overskulderen, hun var en høj ung kvinde selv for sin alder. "Så fortæl mig endelig, hvilke dystre planer du har med mig i aften," bad hun med sjofel undertone, som hun nu engang altid havde. Igen var det vel bare noget han måtte vænne sig til.

[Nathaniel Diamaqima]

Det var ikke nogen skam, at ligne sine forældre. Selvom Jaqias moder, var intet andet end galskab samlet i en krop, men derimod havde hun en form for magt over Dvasias og over dette land, hvilket hun nu havde haft i mange år. "Anser du det som en skam? Din mor, trods galskaben, er i besiddelse af mange kvaliteter, som selv jeg, ser godt i forbindelse med det royale arbejde." Han tog det nemlig ikke særlig tungt, at hun denne gang, hævede stemmen overfor ham. Derimod, var hun også en af de meget få, som turde gøre det. Et enkelt hjerte, og hun forbandt det med forkælelse? "Kun når det er fortjent, kære Jaqia," kommenterede han denne gang.
De mange organer og indvolde, som der var i denne kvinde, lagde han denne gang ud på bordet, ved siden af det nu tørre hjerte. Han selv betragtede sit arbejde, og nu også de blodige hænder. Han rakte hendes sin hånd. "En saks og en klud," bad han denne gang. Blod på hånden, generede ham på ingen måde. Det havde jo været en del af hans liv nu, i rigtig mange år. Særligt efter han havde mistet Auromia, og kun havde haft sit arbejde, at give sig hen til. "Jeg har mange ting vi skal igennem. Der er vel ikke nogen chance for, at din kære moder kræver din tilstedeværelse i aften?" Han drejede denne gang hovedet i retningen af hende. Dette ville komme til at tage mesteparten af natten. Han tog det stille og roligt. Det var vigtigt, at hun fik det hele med, og jo mere, jo bedre!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Under normale omstændigheder var det ikke en skam at ligne sine skabere men når den ene af disse var død og den anden var en skingrende vanvittig dame med et kæmpe begær efter magt, så var det direkte pinligt. "Vanviddet tager ingen ende. Hver dag bliver det kun værre. De få egenskaber hun har som et nyttige, bliver overskygget af hendes ustoppelige begær efter magt," pointerede hun spidst. Så nej, hun ville ikke finde sig i at han så ligheder mellem hendes mor og hende, for hun var ikke plaget af det samme vanvid, og det ville hun aldrig blive!
Endelig følte hun sig ikke sulten, det var første gang i alt for langer tider. Hendes personlige teori var at hendes moder frygtede at hun ville vokse sig for stærk og blive en trussel mod hende, men det havde hun været i lang tid. "Utallige gange har jeg forsøgt at forgifte hende, Nathaniel, men hendes sanser er skarpe. Fortæl mig hvis du har hørt om en gift der ikke kan spores, for dø må hun," hun lagde ikke skjul på hendes intentioner, men rakte ham kluden og saksen som han bad om. Hendes isblå øjne kastede sig på hans skikkelse, hun elskede de særlige rynker han fik når han virkelig koncentrerede sig, og måden hans hjerte slog når han blev begejstret, hvilket han oftest blev. Som han talte, slog hun blikket væk igen. "Formentlig. Men jeg har naturligvis tænkt mig at ignorere hende. Du har min udelte opmærksomhed kære Nathaniel," lovede hun med et lidt legesygt smil. Hver aften var det, det samme hun så frem til, dette sted og han var hendes flugtsted fra den verden hun var født ind i som hun hadede.

[Nathaniel Diamaqima]

Jaqias moder, havde virkelig mange kvaliteter, som Jaqia nu skulle være glad for at have. Selvom hun måske ikke kunne se det nu, så ville det nok komme på et tidspunkt, når hun blev ældre, og mere voksen, end hvad hun var nu. Hans blik gled denne gang mod hendes skikkelse, da han tog imod kluden og tørrede det værste af sine fingre. Lidt forfængelig havde man da nok lov til at være. Særligt ham. "Før eller siden, vil det tidsnok også gå op for dig, hvilke gode sider, din moder er i besiddelse af. Det handler om at se det. Når du ser det, kan du udnytte det," sagde han denne gang. Vrede gjorde blind, og denne skulle hun selvfølgelig lære at styre og kontrollere, før hun kunne gøre noget som helst.
Saksen tog Nathaniel denne gang fat i. "Du kender straffen for ulydighed," sagde han denne gang. Det var noget, som særligt hendes moder ville slå ned på.. Og derfor ville han have hende til at gøre op med sig selv, om, hvad hun ville? "Der findes mange gifte, men hver især med deres indikation.. Duft, syn, konsistens," remsede han op, som var det en af de første lektioner han havde skænket hende for mange år siden. Han havde haft hende i sin hule hånd i mange år. Med saksen, skilte han de forskellige organer fra hinanden, og lagde saksen ned igen. "Fra sidst - forklar mig, hvad hver del er, hvad de hedder, hvor de sidder, og hvad de gør," sagde han denne gang, inden han trak sig væk fra stenbordet, og lod hende komme helt tæt på. Hænderne foldede han over ryggen, og betragtede sig af det smukke lig i stedet for.

[Jaqia Destiny Angleráx]

På stående fod kunne hun ikke se en eneste fordel i at minde om sin kære mor. Hun havde været forblændet af sit eget had til kvinden, siden hun havde kostet hendes far livet, og det syn ville næppe ændres, end ikke med vise ord fra Nathaniel som hun ellers nærede stor tillid til. "Den dag jeg lider af samme vanvid, så slå mig ihjel Nathaniel. For alt i verden, udryd mig fra denne verden," bad hun med sit ramme alvor. Hun ville hellere dø end at lide så meget som den kvinde gjorde, og være så påvirket af hvad hun følte.
Jaqia så nøje til mens han fjernede de forskellige dele og adskilte dem fra kvindens krop, for de havde været igennem det så mange gange før. "I så fald har vi lektien for i morgen. Vi må lave en, ingen lugt, ingen farve, ingenting. Jeg har lovet Alexander at jeg kan gøre det, og vil vil hjælpe mig," understregede hun bestemt. Hernede var han hendes lærer, han var den dominerende, men det betød ikke at hun var bange for at sige ham imod, det var et filter de manglende følelser aldrig havde tilladt hende at have, hvilket i årernes løb, havde bragt hende ud i mange problemer. "Og hvad angår ulydighed.. jeg bliver straffet for det hver dag, jeg frygter det ikke," sagde hun og trådte ind foran bordet som han trak sig bagud og lod blikket glide over de forskellige organer der lå på bordet. "Disse... lungerne. De levende trækker vejret med dem, og de sidder her," hun pegede ned i brystkassen. "Denne.. leveren, den omdanner på mystisk vis eliksirer. Den sidder her," hun lagde den på plads. "Og disse.. tarmene... jeg har stadig ikke forstået deres funktion," indrømmede hun. Jovist gik maden de gav igennem den, men de var lange. Hun holdt dem i sine hænder og rynkede på panden før hun lagde den på plads i maven.

[Nathaniel Diamaqima]

Langsomt måtte Nathaniel vende blikket mod Jaqia igen. Slå hende ihjel? Galskab kunne være en god og en skidt ting, og nu hvor hun stod der foran ham, var det tydeligt, at hun ikke kunne se, hvilke klare fordele, der ville være i det. "Om det skulle forekomme, må du lære at håndtere det, Jaqia. Det vil være synd og skam, at ende livet til en kvinde af din kaliber. Jeg håndplukkede dig af en grund, og jeg har ikke tænkt mig, at ende dit liv, når jeg samtidig fylder dig, med hvad jeg ved!" sagde han denne gang med en kortfattet stemme. Han afviste dette blankt! Hun var smart.. Hun var intelligent. Hun skulle lære at styre og kontrollere det.
Der var mange småopgaver i forbindelse med hendes optræning. At finde en gift, som samtidig ville have den effekt, ville bestemt ikke være nemt. "Du er godt klar over, at det er en kæmpe udfordring i sig selv, ikke? Alexander vil hjælpe.. Har I overvejet at flå hende fra hinanden? Der er ikke nogen grund til at være diskret," pointerede han denne gang, inden han atter vendte ryggen til, blot for at lytte til hendes ord i stedet for. For nu, var han ganske tilfreds. Hun havde styr på det vitale, men stadig var der noget som haltede. Han sænkede hovedet. Tarmens funktion, var selv svær for ham at finde ud af. Det var den, som han selv manglede endnu. "Den er svær," istemte han, som han lod hende placere tingene tilbage på deres retmæssige plads. Han søgte derfra hen til væggen, hvor han tog om lænkerne, som holdt den døde kvinde oppe, hvor han denne gang sænkede hende til gulvet. Her lagde hende med hænderne slapt ned langs hendes krop. "Kroppen er en besynderlig skabning, som vi skal lære at forstå. Det kræver sine ofre. Hende er blot det nyeste, og flere vil komme, til vi lærer at forstå den optimalt, Jaqia. For dig, er det vigtigt at vide, hvordan den levende fungerer. Kun således, vil du være i stand til at slå din moder," sagde han denne gang. Han lod hånden næsten kælent stryge over kvindens nu så kolde kind.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Et mord var normalt ikke meget at bede om, og slet ikke for en mand som ham, men Jaqia ønskede aldrig at lide af den galskab også selvom den allerede var plantet i hende og under fuld udvikling. "Hvis min moder vidste hvad du og jeg ved, havde hun kun været mere farlig. Skulle jeg nå det samme punkt et øjeblik, er det din opgave at sikre dig at jeg ikke bruger min viden forkert, du ved ligesåvel som jeg hvor katastrofalt det kunne blive," understregede hun fortsat bestemt. Naturligvis håbede hun at det altid ville nå dertil, men det løb i hendes blod, så det var ikke til at vide. I stilhed placerede hun de øvrige organer og betragtede nærmest betaget sit eget arbejde mens hun forsøgte at forestille sig hans forslag som en scenarie i sindet. "Naturligvis har tanken strejfet os. Desværre er min mor ligeså stærk som hun er sindssyg, hvis ikke vi gør det rigtigt, risikerer vi begge at miste hovedet, og jeg tvivler meget stærkt på at vi bliver skånet fordi vi er hendes kød og blod," svarede hun og lagde hovedet lidt på skrå.
Kroppen var fascinerende, men knap så fascinerende som eliksirer og besværgelser i hendes øjne, det andet havde nærmere optaget Nathaniel så hun lyttede intenst, viden var nu engang viden. Med blodige hænder vendte hun sig rundt og lod ham tage liget og lægge det på gulvet. Jaqia så til selvom hun i øjeblikket havde mere travlt med at slikke hendes blege hænder for blod med tungespidsen. Desperat, måske, men når hun sultede de andre dage var hun fyldt op af det. Smagen og følelsen bragte dyret frem i hende, jo ældre hun blev des mere kunne man fornemme det. "Meget vel. Men lov mig at du hver aften gemmer hjertet, jeg får brug for styrke såvel som viden. Min tørst bliver større hver dag. Enrico fortæller mig at det er normalt i takt med at man modnes, men somme tider er det uudholdeligt," hun lukkede øjnene og tvang hånden væk, selvom alt i hende skreg efter mere.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde ikke tænkt sig, at ende hendes liv, når han havde brugt år på at fylde hende med visdom, historie og det, som var bedre og vigtigere end det, og det gjorde han ikke, for at ende hendes liv derefter, fordi hun ikke kunne håndtere det, som hun fik indenbords. "Jeg vil ikke spilde min tid på dette, hvis du forventer, at jeg skal ende dit liv, Jaqia. Desuden er der andre måder, at håndtere det på, end som så." afviste han endnu en gang med en yderst kortfattet stemme. Han ville bestemt ikke efterkomme det ønske. Hun var en værdifuld kvinde, som var i besiddelse af så meget. Hun var håndplukket for pokker! Havde hun slet ikke nogen styr på, hvilken prestige, det var, at blive håndplukket af ham?
Nathaniel lod hovedet søge kort på sned. Hendes moder ville næppe give hende fri på den måde.. Lade hende og hendes brødre gå. "Jeg er imponeret over, at dine brødre ikke har grebet ind noget tidligere. I er trods alt tre," sagde han denne gang. At udrydde nogen, var ikke just hans spidskompetence, hvor hans vide derimod, måtte ligge helt andre steder.

Hjertet skulle han nok gemme til hende. Han ville uanset ikke have noget at bruge det til. Derimod var det sjælene, som han var mere fascineret af. "Hjertet skal jeg nok gemme til dig," sagde han denne gang. Han rejste sig endnu en gang op. "Det vil bare ikke mætte dig på sigt, og hvis du ønsker at få noget brugbart ud af det, er det vigtigt, at du er mæt. Enrico kan ikke sikre sig, at du får næring?" fortsatte han denne gang. Selv passede han jo bare sig selv på stedet, og gjorde sine egne undersøgelser. "Du bliver ældre.. Mere nysgerrig og mere krævende. Jeg forventer, at du kan holde trit," sagde han denne gang. Han førte hånden til sin indelomme af kappen, hvor han greb om et klæde. Han rakte hende det, så hun kunne tørre sine hænder i det. Blod ville han ikke have over det hele.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Forhåbentligt ville det aldrig blive nødvendigt for ham at skulle ende hendes liv, hun var fast besluttet på at være klogere end sin mor, og ikke være så forblændet af sit eget begær og kæmpe ego. "Nej jeg forventer det ikke, jeg er for værdigfuld for dig, men jeg håber at selv du vil lade fornuft vinde over alt andet, om det skulle blive nødvendigt. Og det forventer jeg," tilføjede hun sigende. Af sin unge alder, var hun en næsten for moden ung kvinde, der ikke kendte til typiske bagateller som de fleste andre kvinder på hendes alder døjede med. Ulykkelig kærlighed og den slags, hendes eneste kærlighed var den hun nærede til sine egne evner. Opgivende himlede hun med øjnene. "Ja man skulle tro, at jeg med to brødre burde være den der stod i baggrunden, men de er begge kujoner. Ingen af dem tør at tage det endelige skridt.. Alexander særligt og Samuel ville aldrig klare det, han er dummere end en dør," hun rystede på hovedet og tog imod kluden hvorefter hun tørrede sine hænder så godt som hun nu engang kunne.
Den blodrøde klud lagde hun på stenbordet og skubbede lidt fra, så hun stod foran ham. Hælene gjorde hende næsten ligeså høj som ham og hun var ikke bleg for at se ham i øjnene. "Enrico er slavebundet af min mor i disse tider, og hun fået gjort alt blod utilgængeligt på slottet fordi hun er overbevist om at det forpester mit sind," hendes tone var fuld af bitterhed, netop fordi effekten var modsat. Hun følte sig svagelig uden, hungrende efter alting og blev somme tider ustyrelig eller tæt på. Hun lagde sin kolde hånd på hans kind og lod sin tommel fjerne en dråbe af blod der havde lagt sig. "Tror du nogensinde jeg vil falde bagud? Du undervurdere mig gang på gang, Nathaniel, jeg er næsten skuffet," pointerede hun og svajede let tilbage i ryggen så hun rigtigt kunne se på ham med sit lidt kække blik.

[Nathaniel Diamaqima]

Det var ikke nogen hemmelighed for nogen, at Jaqia var af en særlig betydning for Nathaniel. Igen fordi, at han havde håndplukket hende, ud af hele Dvasias, og alle borgere, som herunder, måtte høre til. Det havde intet med hendes titel eller noget lignende at gøre, for hvorfor skulle det? "Der er mange andre måder at gøre det på, end at ende dit liv," pointerede han denne gang med en rolig stemme. Alvoret lå i undertonen. Han var nemlig heller ikke typen af en mand, som hævede stemmen, hvis han virkelig ikke havde en grund til at gøre det.
Hvordan hendes brødre var, vidste Nathaniel ikke, da det aldrig havde været en del af hans storslåede interesse. Og ærligt..? Hvorfor skulle det også være det? "Rygterne hvad angår Samuel særligt, siger noget ganske andet. Jeg lover dig derimod, Jaqia.. Når du er ved bedre styrke, end hvad du er nu, at vi skal tage os af den sag, hvad angår din moder," sagde han denne gang. Aldrig havde han svoret den kvinde nogen loyalitet eller troskab, men derimod, at udstyre hendes datter med den viden, som han selv måtte være i besiddelse af, og det havde han i tankerne.

"Så tag Enricos ration?" foreslog Nathaniel direkte ud i luften. Meget af det, som skete på stedet her, var han fuldstændig ligeglad med. Det rørte ham ikke.. Han fik intet ud af det uanset. Hendes moder frygtede hende. Det skulle udnyttes. "Du er indehaver af et stærkt sind, og en egen tankegang, som i forvejen gør dig utilregnelig, kæreste.." Han lod hånden falde, som hun denne gang hævede sin, og strøg den over hans kind. De legede på kanten.. Men det var jo heller ikke første gang. De mørke øjne faldt intenst til hendes skikkelse. "Bevis for mig, at du ikke sakker bagud.. Jeg valgte dig på talent.." kommenterede han denne gang. En kende opfordrende.