We meet again..

[Deleted]

Vinden slog koldt mod den nøgne og blottede hud. Det var helt mørkt og end ikke med en stjerne at skulle se. Hemmeligheden for hans vedkommende, var alligevel endt med at komme frem, selvom det virkelig ikke var ment at skulle komme ud på den måde! Samuel havde endnu en aften valgt, at skulle søge væk fra slottet af. Det som efterhånden bare var blevet ham en vane som han gjorde aften efter aften de mange gange, at Jaqia bevidst havde valgt at undgå ham. Han havde jo gjort det mere eller mindre siden han endnu en gang var kommet tilbage igen. Det var virkelig ikke den tilværelse som han lige havde ventet sig. Nu var det virkelig kun endt ud i en større frustration uden lige, som han bare ikke kunne få ordentlig bugt med, og han hadet virkelig også den tanke og den fornemmelse! En ting havde hele hans hændelse lært ham; At man ikke burde eller skulle tage noget for givet.. Det var jo det som han havde, det var virkelig også det eneste som virkelig havde tvunget alle disse ord ud af ham i den anden ende, selvom det nu i bund og grund var en tanke som han hadet og mere end pesten selv! Han sukkede indædt, gik stille ned mod den klare vandoverflade som måtte spejle sig for det blege måneskær som i tide og utide formåede, at skulle trænge igennem skydækket som hvilede så tungt over dem, og skinne udover det landskab som spejlede sig for deres blikke. Hans søster sad som dronning i et land og han stod der så sandelig som hendes støtte og nu hvor hans egen dybe hemmelighed var kommet frem.. forhåbentlig ikke for folket i Dvasias. Han ønskede bestemt ikke, at skulle blive set på som svag, eller en som havdde smagt på den sødmen som en forelskelse kunne bygge på, det var da noget af det som han helst og for al del hellere ville undgå og for uanset hvilken pris! Han knyttede hænderne kraftigt og valgte stille og roligt, at skulle stoppe op igen. Det var her det hele var endt sidst han stod på dette sted.. Til nu havde han ubevidst valgt, at skulle gå udenom det. Kniven som havde mødt hans hjerte, at falde til jorden som intet andet end en bunke aske. Han klemte øjnene svagt sammen. Så meget som han havde nået og så var Faith også kun lige reddet af gongongen! Han huskede det så tydeligt. Han bevægede sig roligt ned mod vandet, beholdt kutten over hovedet. Han vidste jo, at selv han måtte udvise en tydelig forsigtighed når han vandrede rundt i mørket som han gjorde nu. Som Dronningens bror, var han jo selv mere udsat end det som han nok ellers ville have været, og det var jo trods alt også det som han vidste. Han fnøs kortfattet, valgte at åbne den ene håndflade, hvor en klar flamme valgte, at skulle vise sig. Ikke at han brændte sig eller noget som helst overhovedet. Han havde vel selv brug for lyset for at skulle kunne se selv. De rødlige øjne skinnede tydeligt op, et klar tegn på den spide i ham. Nok var han efterhånden en så frygtet mand på denne egn, at de fleste valgte for deres egen sikkerheds skyld, at skulle holde sig væk. Et køligt smil bredte sig over hans læber, hvor selv de spidse hjørnetænder endnu en gang måtte vise sig. Han havde endnu ikke fået næret sig for i aften og i aften, ville han selv sætte jagten ind. Han savnede virkelig den spænding som forhåbentligvis ville aflede hans tanker bare en smule fra den situation som han jo egentlig måtte stå i.

[Silia D. Diamaqima]

Faith havde for første gang i flere måneder valgt endelig at skulle søge uden for Mansionet's fire mure, efterhånden følte hun sig virkelig indespærret, desuden den lille var kommet til verden nu, så farligt kunne det vel ikke være at vandre rundt? Et sted var det jo typisk hende at tænke sådan, Cayla havde advaret hende om at hun endnu var hadet i Dvasias efter det som var hændt Samuel, men siden hvornår var hun nogensinde begydt at lytte til det vrøvl? Hun var en stor pige i stand til at passe på sig selv, også uden at Kimeya ville være i hendes nærhed og redde hende hver eneste gang. Hendes skridt var hørt op, som hun måtte stå roligt mod ved søens bred, hun kunne høre vandet som stille måtte hvile foran hende, men intet så hun. Stjernerne og den store blege måne, alt sammen gået for hendes blik efterhånden noget som hun var blevet ganske vant til på trods at hun virkelig hadede det. Endnu en nat alene. Det var ikke den første og hun vidste det aldrig ville blive den sidste, imorgen ville der være endnu en og natten efter det og så igen natten efter den nat, det ville aldrig høre op, en tanke som virkelig måtte gøre ondt, så mange tanker som for tiden fløj rundt i hendes sind, uden tvivl ved at gøre op med sig selv hvad pokker hun egentlig ville finde sig i mere, også selvom alle vidste det ikke ville nytte gang på gang var han den som bad om tilgivelse og hun gav ham den uden tøven ved hans undskyldninger, kunne hun blive ved meget længere? Den kølige brise følte hun slå mod det blege ansigt, og med de flammerøde lokker som stille hang over ryggen, i de blide perfekte krøller som måtte bade sig i skæret fra månen det som roligt lod det reflektere. Hvorfor hun gang på gang søgte til dette sted.. vel næsten i håv om at stå foran ham, møde ham her? Genopleve det billede af at han tog hende i hans favn hivskede de store ord og hun virkelig ville fornemme at han mente dem, de samme blilleder som endnu måtte køre, kun bringe hende det store savn og den længsel kærligheden bragte med sig. Deres lille lå trygt i armene på Cayla og Junior derhjemme, snart ville de få deres egen lille, lidt træning ville vel intet gøre? Desuden var de trygge derhjemme, nu var det hendes tur til atte opsøge en smule eventyr på trods af hendes irriterende blindhed der efterlod alt foran hende sort. Det samme mørke som hun følte et sted. Tungespidsen strøg blidt over hendes rosa læber, mens øjnene stille gled i ved et blidt pust af brisen mod hendes ansigt, ikke at det gjorde den mindste smule forskel for hendes del overhovedet, det var stadig mørkt. Roligt lod hun hænderne folde foran sig, flettede dem stille næsten højtidigt, uvidende om at den mand hun hadede næsten mere end Memphesto, var lige i hendes nærhed, hun så ham ikke, hun hørte ham ikke, fornemmede ham ikke, på trods rygterne om hans tilbagekomst var blevet spredt som ilden, selv havde hun hørt fra fra Cayla efter hun åbenbart havde haft endnu en af hendes aftenture, det som hun var i stand til, og det som Faith mildt sagt hadede hun ikke havde været i stand til før i aften.. men intet var jo sket.. Endnu.. Hun var ikke død af at have taget vandringen op, det var uden tvivl blot de kære som var alt for overbeskyttende på grund af en blindhed som aldrig ville kunne stoppe hende.. om de gad tænke sig om så ville de vide det. Et stille suk forlod hende roligt faldt i et med natten, mens hun roligt lyttede på gulen et sted i det fjerne.. Så beroligende og så livsbekræftende et sted..

[Deleted]

At andre var i hans nærhed, var ikke noget som Samuel ænsede med det samme, også selvom han efterhånden var blevet frygtelig opmærksom når han langt om længe måtte bevæge sig udendørs som han gjorde lige netop i øjeblikket. Han havde efterhånden fundet ud af, at hans død havde været det som havde tvunget krigen frem, også selvom han vidste, at Elanyas dødsfald virkelig kun havde gjort, at Procias gjorde kraftig modstand. Hvor den kvinde var begravet efterhånden, kunne han virkelig kun spørge sig selv om. Det ragede ham virkelig. Hun var virkelig også det eneste foruden Nathaniel som havde stået der som en trussel og nu var hun væk, Nathaniel var blind eftersom hvad han vidste og den aftale med Elmyra var i den grad ikke gået som det var ønsket for hendes del, så.. hvem skulle nu komm manden til hjælp? Han blev stående med blikket hvilende ud mod havet.. Hvad der skulle ske mellem ham og Jaqia nu, vidste han ikke.. Bare det forblev som det havde været før i tiden og før hans så pludselige bortgang. Det var faktisk noget af det som han måtte savne allermest for tiden, det var der heller ikke nogen tvivl om. Bare det liv som det havde været dengang. Der havde de i det mindste virkelig for alvor haft hinanden. Nu undgik de hinanden istedet og det var virkelig noget som var det som kunne drive ham til sindssyge uden lige! Blikket endte han med at dreje, da han var ganske så sikker på, at han hørte lyden af en anden som måtte være i nærheden. Flammen gjorde han dog betydeligt større for at få muligheden for at se oprigtigt istedet for alt det andet, som ville give ham muligheden for at se. Det røde hår, det fraværende blik.. Det kunne virkelig ikke være andre end det, det var han slet ikek det mindste i tvivl om. Det kølige smil bredte sig over hans læber. Hvordan i alverden at Kimeya lod hende rende rundt ude alene i den tilstand ville han virkelig ikke kunne forstå. I bund og grund var det jo den mand som stod bag det kaos som de alle sammen måtte stå med nu. Krigen som måtte hærge på denne forfærdelige måde. Han knyttede hånden fast igen, hvor derefter, at flammen måtte forsvinde i form af en let røgsky og efterlod det hele i mørke. Ikke at han ikke kunne se noget. Mørket havde altid været hans foretrukkende. Han var nu også helt vis på, at det ikke skulle gå som det havde gjort sidste gang de havde stået der ansigt til ansigt, hvor han kun lige havde haft muligheden og taget den mulighed for at tage hendes syn inden at livet var blevet taget fra ham selv på denne fatale måde, det var hsn slet ikke det mindste i tvivl om.. I bund og grund, var det også det som ville have kostet hende livet, om ikke Kimeya var dukket op dengang. Han gik mod hende, så roligt og stille, at det i sig selv næsten måtte være helt uhyggeligt.. Hvis hun da ville være i stand til at se det. Han knyttede hænderne let, selv med en krop som spændte noget så kraftigt. Den skreg så tydeligt efter en klar handling.. Den ønskede at pine og torturere.. Ikke bare dem som Jaqia havde været i nærheden af, for de ville falde uanset så snart, at han overhovedet ville finde ud af det og det gjorde han normalt ganske hurtigt, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hans øjne skød lyn, idet han stillede sig bag ved hende. Denne gang var han klar hvis Kimeya eller nogen anden skulle ende med at dukke op.. og som han kunne se, høre og fornemme, så var de alene.. Hvilket måtte passe ham glimrende i planerne. Det kunne bestemt ikke blive bedre end som så, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. "Long time no seen," hviskede han ganske nær hendes øre med den kolde hvislende stemme. Ikke med så meget som en følelse at skulle spore.. Ikke så meget som en tanke at skulle læse sig frem til i hans eget ansigt, det var ikke noget som han ville vise hende eller andre for den sags skyld. Hans ene hånd lukkede han godt og kraftigt i. Han ville nyde dette.. Han ville virkelig nyde at skulle lægge hende under sig på den måde en gang til.. Måske var hun en stor pige, men en beskyttelse, var nu og da stadig noget som hun havde brug for.. Nu hvor selv hendes graviditet og hendes fødsel var ham ukendt.

[Silia D. Diamaqima]

Faith nægtede uden overraskelse det faktum at hun rent faktisk behøvede en form for beskyttelse, nægtede at acceptere at hun ikke længere var den store og stærke ilddæmon, ikke så længe synet ikke var hende tilgængeligt, i hendesøjne klarede hun det ganske udemærket selv og som sagt hun var endnu ikke død af denne lille aftentur, hvor meget kunne i virkeligheden gå galt? Kærligheden var en svær og hård ting, vidste Kimeya at hun befandt sig på disse kanter helt alene og på denne tid af natten så ville han uden tvivl gå amok, noget som hun mildt sagt var komplet ligeglad med, han var der alligevel aldrig han kunne ikke forvente at kende hende, og sammentidig tro at hun ville holde sig hjemme i det trygge, det var virkelig ikke hende at gøre, imens hun havde været gravid havde hun tvunget sig til det, hun kunne virkelig ikke magte at miste endnu en lille skat, og så vidt hun vidste levede den lille i bedste velgående, ligenu ventede hun mere eller mindre blot på Kimeya's hjemkomst for at de kunne navngive ham. At hun ikke var alene opfattede hun virkelig ikke, ikke bange for at skulle stde på hverken Samuel eller Jaqia for den sags skyld, på trds hun udemærket var klar over de to søskende var hævntørstige efter hend eog Samuels sidste møde, det som skulle have været hendes død der takket værre Elanya og Kimeya endte i hans.Vinden og lydende den bragte med sig, det var det som optog hendes fulde opmærksomhed det var en sjældenhed at hun i det hele taget fik lov til at opleve ene nat som dette og det ville nok være den eneste uanset i ekstrem lang tid, det var med at nyde den så godt som det nu ville være muligt. Hånden strøg blidt gennem de ekstremt lange flammende lokker, mens et lille smil var det som måtte spille over hendes læber, det var tydeligt hun nød at komme lidt ud, en mindre lettelse vel. At Samuel søgte om bag hende opfattede hun virkelig ikke, grebet af hendes helt egne tanker. Den velkendte stemme, den kulde og den måde det fik hende til at løbe koldt ned af ryggen på. På trods hun udviste en komplet rolighed og egentlig ikke begav sig ud i noget som helst, så begyndte hendes hjerte per autmatik at skulle slå en smule hurtigt mod hendes bryst, dette var bare ikke hvad hun behøvede i aften det var helt sikkert. Roligt faldt smilet fra igen, hun måtte trække vejret med en underlig rolighed kun for at skulle kunne blive ved med at skulle forholde sig i den samme ro, måtte holde ilden tilbage på trods den gnist i det indre for længst var endt med at skulle blive antændt "Godaften Samuel, det er minsandten længe siden" tilføjede hun stille i et roligt medgivende nik. hendes hilsen som havde det været en ven hun hilste på alligevel så stift, og på en anden side så blid, ikke den mindste form af panik og spore, hun ville ikke kunne se i hans øjne blot den tanke var lettende, hans blik vakte minder hun ikke ville mindes. Han gjorde hende ikke bange det var tydeligt, lod hende blot stå stift i samme sted at vende sig mod ham ville ingen forskel gøre for hendes del, lige i sådanne situationer var hun klar over hun ville være sårbar, og måske det var naitiv at tro han ikke villegøre hende ondt efter hvad der var sket før, men hun var virkelig ikke bange, hun troede på at skæbnen ville redde hende kun fordi hun uden tvivl vidste det ikke var hendes tid til døden endnu, igen en ekstremt naiv tanke i forhold til den mand hun stod overfor "Kan jeg være behjælpelig med noget?" spurgte hun høfligt dog tydeligt ironisk og mere ment som en pæn hentydning til at han skulle skride af helvedes til.

[Deleted]

At Faith overhovedet var i stand til at skulle forholde sig så rolig, var i den grad noget af det som måtte overraske ham en hel del. Hendes hurtige og kraftige hjertebanken, var dog klart noget af det som han måtte opfange som det rene ingenting og noget af det som i den grad kunne anses som at være en drivkraft uden lige for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned. Kimeya var i den grad grunden til at dette helvede var brudt løs og han hæmmede i den grad ikke at skulle gøre noget som helst ved det, før han selv var stillet tilfreds med hvordan udfaldet for denne aften.. Faith skulle få lov til at betale og denne gang ville han ikke lade nogen som helst stoppe ham i hans gøremål. Ham og Jaqia stod i den grad som et umådelig stærkt søskendepar, det var der ikke nogen tvivl om.. eller.. de havde i det mindste stået der som et umådelig stærkt på, der hvor han faktisk måtte stå med en tvivl og en usikkerhed til hvor de ville stå nu, hvor hans enorme dybe hemmelighed faktisk var kommet frem i dagslyset og det var i den grad ikke den tanke som han ønskede at skulle stå mere ved for øjeblikket. Tvært imod, så var den virkelig kun med til at skulle gøre det hele så meget værre for hans vedkommende, at det næsten måtte skræmme ham selv på sit vis. Ikke at det var en tanke eller en følelsle som han ønskede skulle komme frem, hvilket han var glad for.. I hendes nærvær behøvede han end ikke at skulle tænke disse tanker det mindste, så det havde jo visse fordele med hvad han havde nået at skulle gøre ved hende ved deres sidste møde, selvom de i den grad var endt med at blive så voldsomt forstyrret i den anden ende. Han kunne virkelig ikke fordrage følelsen. Han trak sig varsomt op ved siden af hende, og kun for at skulle komme op foran hende. Blikket faldt direkte i hendes, også selvom han vidste, at hun på ingen måde ville være i stand til at se hende.. At den kære Nathaniel intet havde gjort for hende, var dog noget af det som måtte overraske ham mest, men igen, så havd den mand i den grad også haft sine egne problemer og ting at skulle tænke over det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det kølige smil hvilede stadig godt ved på hans læber og det falmede virkelig heller ikke det mindste. Han klemte øjnene let sammen. "Minsandten, det er længe siden.." begyndte han med en kortfattet tone. Det havde klart gjort noget ved den dæmoniske side af hende, at rende rundt uden muligheden for at se og igen, så var han så fuldkommen ligeglad som han overhovedet kunne blive det. Han hævede hånden, lukkede den fast omkring hendes kæbe hvor han tvang hendes blik vendt op mod sig. At hun ikke var bange, kunne han se på hende.. Det var ikke fordi at hun kiggede desperat efter den nærmeste flugtvej, for at lukke det bæst frem i ham, var bestemt heller ikke et heldigt træk at skulle gøre, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Langt fra det første sted jeg ventede mig at skulle møde dig igen.. Stadig mørkt for dit blik kan jeg se.. glimrende.." Han smilede det klart hånlige smil. Han havde virkeig ikke noget til overs for hverken Nathaniel, Kimeya eller hende for den sags skyld, at hun j så havde siddet på toppeb af tronen som hans søster gjorde i øjeblikket.. at hun havde været en stor leder og det samme med Kimeya også, så ragede det ham virkelig. Hendes tone og ordbrug var bestemt ikke noget som glædet ham det mindste. Han lukkede kun grebet mere fast omkring hendes kæbe, hvor han i den grad agtede at skulle holde hende helt og holdent fast ved sig. Han klemte øjnene fast og kraftigt sammen. "Uden beskyttelse.. hvordan skal det dog gå?" Hånligt endte hans tonefald bestemt med at skulle ændre sig til. Han lod hovedet søge mod den anden side og med en ganske så kort eftertænksom mine. Mange ting agtede han at gøre, hans krop skreg virkelig efter at få det gjort og han agtede så sandelig også at gøre det, så snart at muligheden for det ville dukke op.. ligesom den var gjort i aften, og han agtede klart at tage den imod!

[Silia D. Diamaqima]

En del af den store leder Faith havde været i ganske mange år, først for dæmonerne, så overlevet en landsforvisning for derefter indtage en trone, det var en stor ting som ikke sagde helt så lidt, og hun måtte vel erkende at en del af de ting der skulle til at gøre en god leder var noget som hun valgte at holde lidt fast, den stolthed, en stædighed og måden at skjule frygt på det var virkelig det som gjorde det helt store, et stort hovmod som hun også altid havde været bære af, af den grund udviste hun virkelig ingen frygt på trods hun var klar over at det i aften var hende som stod som det svage led uden nogen form for beskyttelse, uden et syn og med en hævntørstig mand, at tro man ville slippe hel ud fra dette ville være direkte tbeligt, men man havde vel lov at håbe? I nærheden af vandet var hun kun svagere, derfor også grunden til hun søgte til stedet det var så langt fra det ebdste sted at støde på en fjende. Kimeya var der ikke til at redde hende, Nathnaiel sloges med sit eget, denne gang var hun alene og hun vidste det, et sted noget som gavhende en underlig selvtillid at hun endelig fik lov at vise sig som den voksne hun var,, tackle det på den måde som hun ønskede at tackle det, uden nogen til at belære hende om det var rigtigt eller forkert, et lille andrelin kick måtte det da give selv på trods der ikke rigtigt var sket noget endnu. Hans greb om hendes kæbe, som blikket blev vendt mod hans uden hun så den mindste smule, som blændet, og han vidste det, dog endnu med en underlig stædig mine i det ellers så døde blik, den mand vidste virkelig på hvilke knapper han skulle trykke så irriterende manipulerende nøjagtig som hans søster var det, og at bringe hendes blindhed, hendes handicap op var virkelig langt fra fornuftigt, den gnist som kun snart endte med at blive flamme hvor en rød farve steg hende til kinderne et tydeligt tegn på at det måtte påvirke hende, selv på trods af den rolighed. Et hånligt endte med stille skulle påføres hendes læber "Jeg er ikke i tvivl om at det for dig er glimrende.. Den store Samuel.. Så frygtelig stærk.. Slog en mere eller mindre forsvarsløs kvinde.. Stor bedrift, hvis det er det som får dig til at føle dig magtfuld så.. Glimrende" påpegede hun stille, uden at tvinge kæden fra hans greb det ville være direkte dumt, hun kunne i det mindste bruge hovedet til en hvis grad. Hun søgte ikke efter en flugtvej, at flygte ville ikke være en mulighed hun ville ikke vide hvor hun løb hen og han ville hurtigt indhente hende, det ville ikke nytte hun var fanget her sammen med ham og måtte så ellers blot vente og se hvad det med sig måtte bringe i længten "Jeg har ikke brug for beskyttelse.. Jeg er en stor pige, Samuel, tro det eller lad værre" endte hun roligt. HUn kunne næsten høre hævntørsten i hans stemme, hun kunne føle den i hans greb, det var det som gjorde hende urolig, ikke bange men blot urolig. Vinden var så dejlig kålig dog holdte den indre flamme hende varm især nu hvor den kun spirerede, så tæt han var på. Hun havde trods alt ikke glemt at det rent faktisk var lykkedes manden at slå hende ihjel en gang, tanken om aldrig at skulle se den lille, Kimeya eller for den sags skyld Cayla, det var virkelig ikke en hun overhovedet ønskede sig at skulle tænke, uanset udfaldet af i aften så måtte hun gå levende herfra. Hun bed sig let i læben, at stå der var langt fra ubehagelig hun vidste han kunne læse hendes hejrtebanken også grunden til hun virkelig prøvede at skulle slappe af, men den mand var jo komplet sindssyg,

[Deleted]

Samuel var virkelig typen som man fint kunne stemple som sindssyg og han vidste det.. det var bestemt ikke noget som han havde fra fremmede af, og det var i den grad også noget som han agtede at bringe videre til sine egne når de engang ville komme så langt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun var virkelig hovmodig, og det var i den grad ikke noget som ville gavne hendes situation det mindste for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Kimeya ville ikke være der til at redde hende nu, det var der heller ikke nogen tvivl om.. Nathaniel havde sit, det var Samuel allerede godt klar over, så han ville heller ikke kunne stå der.. desuden alt efter hvad han vidste, så ville den mand slet ikke være i stand til at gøre noget som helst uden tungetalen eller blikket.. Han var virkelig intet mere værd end et sølle menneske.. det som Samuel i den grad havde formået, at skulle degradere ham til og det var i den grad også en tanke, en følelse og en fornemmelse som han i den grad også måtte nyde noget så voldsomt godt af! At hun var en stor pige, betvivlede han ikke, selvom det nu var tydeligt at se, at hun slet ikke ville være i stand til at skulle takle det alene derude og i hendes tilstand.. Hun var i den grad Kimeyas ømme punkt, det havde han jo allerede bevidnet.. Blevet fortalt om den hændelse, hvor han havde ladet sig piske på det groveste, mens Faith blev truet med voldtægt.. Han ville virkelig give sit ene øje for at have været der.. at se dem blive ydmyget på den måde, det måtte virkelig have været guld værd! "Du har virkelig ikke nogen anelse om hvad du snakker om min kære Faith.." begyndte han fast. Hånden lukkede han godt omkring hendes kæbe, også selvom han på ingen måde, gjorde brug af sine negle.. Hun skulle ikke ende med at blive spide, det var hun slet ikke værdig til i hans øjne! Han tog et skridt tættere på og kun for at ende helt oppe foran hende, så tæt på som han overhovedet kunne komme til det og uden, at skulle komme i en direkte kontakt til hendes skikkelse. Ikke fordi at han ville.. Han havde hele natten til dette og hvad han ville gøre, vidste han.. Ikke at han ville slå ihjel, det andet ville han få så meget mere ud af.. Der mindede han selv meget om Kimeya.. Det var ikke noget som skulle ske hurtigt, men så langsomt og smertefuldt som det var ham overhovedet muligt at få det gjort! "Jeg behøver ikke at slå.. jeg behøver ikke at dræbe.. også.. selvom det virkelig er noget som frister mig mest for øjeblikket.. Kun fordi jeg ved hvem det vil påvirke.." Han havde altid været på krigsstigen med Kimeya og efter den aften hvor kniven var endt i hans eget hjerte, var det virkelig blevet så personligt, at det nok ikke var en strid som ville gå hen i døden lige sådan uden videre, det var han så heller ikke det mindste i tvivl om overhovedet. Døden havde tydeligvis haft sin påvirkning af ham og han tog intet for givet, han udsatte ikke noget som helst mere, han gjorde det lige nu og her, hvis det var det som skulle til og det var virkelig uden at skulle tøve det mindste. Den anden hånd hævede han roligt og lod falde mod hendes skulder, hvor han valgte, at skulle holde hende fast. Han klemte godt og fast om den.. Familien som hun havde derhjemme, var ikke noget som han tænkte det mindste over overhovedet. "Så lad os se hvor stor en pige du er.. Uden at kunne se i mørket.. uden en flamme til at oplyse dig og din vej.. Uden at vide hvad der kommer dig i vejen.. uden at du ved hvad du vil møde.. Blind som en muldvarp.." Den hånlige stemme og det hånlige smil var virkelig ikke noget som han skjulte det mindste for hende overhovedet. Han havde lært meget selv, så han var bestemt heller ikke så let at gennemskue som han ellers ville have været før i tiden. "Tiderne skifter.. selv for mig.." Han lod panden ganske kort møde hendes og med det hånlige smil på læben. At hun blev urolig kunne han tydeligt se.. bare det, at hun bed sig i læben, var allerede et tegn i sig selv og hendes hjertebanken var klart afslørende for ham.. Og han nød det virkelig.

[Silia D. Diamaqima]

Enhver vidste hvordan både Jaqia og Samule var, han var dræberen hun var hjernen at han måtte hade det faktum at folk så så mange gange op til hans søster var alle jo ganske klar over, og Faith var klar over det lød så langt ude men hun forstod ham rent faktisk et eller andet sted det havde været en gigantisk ydmygelse. Kimeya var der ikke nu, hver eneste gang havde han reddet hende, gået igennem ild og vand og deres kærlighed holdt endnu, på trods det var skrøbeligere end glas, så skrøbeligt at man næsten ligeså godt kunne smadre det og få det overstået fordi det ville ske før eller siden og de var begge klar over det. Den aften i tortrkælderen huskede hun virkelig kun alt for tydeligt, at se den mand hun elskede blive pisket lige for næsen af hende, se ham i den smerte mens hun selv blev rørt på steder der måtte give hende kavlme enhver idiot vidste hvor betænkelig hun var med hendes krop, at det var en af hendes store svagheder, noget som Jaqia netop dengang havde udnyttet på det groveste og hun hadet tanken det var de ting som måtte sætte arene på hendes sjæl kun fordi hun var for stolt til at indrømme det overhovedet var sket. Det at hun en gang før var blevet landsforvist, det at hun blev set på som en af de 'større' kvinder, det var vel end ikke det som gjrode det farligt for hende at skulle færdes rundt omkring, det var mere det faktum at den mand hun var sammen var en ganske jagtet på alle måder, han var for god til at skaffe sig fjender og alle vidste at faith snart var en af dem om hun skulle blive ved at bruge nætterne alene, det gjorde hende direkte bims, lige der måtte det næsten være firstende blot at lade sig slå ihjel af Samule og så alligevel ikke. Faith ville for alt del ikke være en spide den race forvirrede hende, af den grund blev hun også stående i hyans faste greb om kæben ville nødig risikere at skære sig på hans negle i et forsøg på at undslippe grebet det var ikke det værd. Det var som flammerne næsten stod ud af det døde blik hvor kun mærkevar det som hun kunne se, det eneste som hun måtte leve i nu, en ydmygelse i høj grad og han vidste det, hvad han så havde i tankerne at skulle gøre med hende var det som gjorde hende urolig, at hun ikke kunne aflæse det på nogen måde og ej heller beskytte sig, uden et syn og med flammer der var svage i nærheden af vandet, hun havde ingen chance mod ham det vidste de begge, dog trak det hende ikke ned, det lod hende ikke give op, det som hun et sted var kendt for.. At kæmpe.. Et lille træk i mundvigen var det eneste hun ved hans ord formåede at skule trække med det faste stramme greb omkring hendes kæbe "Min kære Samuel.. Tror du virkelig at min død vil påvirke Kimeya? Om en måned ville min plads i hans seng være erstattet med en anden langt mere magtfuld kvinde om jeg keder ham rigtigt, jeg vil være glemt i løbet af kort tid" endte hun med den faste dog rolige tone. Det var langt fra en sandhed måske en andne kvinde ville ligge der og hun vidste Kimeya ville fortsætte uden hende, men glemt ville hun forhåbentlig ikke være, det var tydeligt hun var vred på Kimeya ligenu, ellers ville hun aldrig sige ord som det, men kunne det redde hende at manipulere ligesom de to så ville hun gøre det, den fordel hun så selv havde var jo blot det faktum at hun rent faktisk kunne være ganske overbevisende "Du kan ikke røre mig, Samuel.." hviskede hun stille, trak sig så tæt på ham at han ville kunne føle hendes ånde, så tæt at hun ville kunne tildele hans læber et kys om det var det som hun ønskede ".. Hverken din hån eller kulde kan røre mig" hviskede hun stille, så intens, noget som aldrig var forsvundet fra hende, med den indre gnist som kun viste sig fysisk også.

[Deleted]

Samuel vidste, at det var Jaqia som sad med hjernen og hjertet, han var bare musklerne i den her sammenhæng, det var der heller ikke nogen tvivl om. Ikke at det gjorde ham noget direkte, han var efterhånden vant til at skulle leve i sin kære søsters skygge, også selvom at han direkte var lige så frygtet som det hun selv var, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. De rødlige øjne hvilede intenst i hendes blik og med den samme kulde som altid. Han var nu ikke just kendt for at være den som var meget påvirket af følelser, selvom han for øjeblikket virkelig var så voldsomt styret af dem, og det var i den grad også noget af det som gjorde det hele så meget værre for hans vedkommende. Han hadet det virkelig! Hun ville absolut ikke kunne stille noget som helst op, hvis det skulle gå galt.. Hun var blind.. Han havde alle muligheder at drage fordele af og specielt med eftertanken til at hun ikke ville være i stand til at se noget som helst. Han var hurtig, han havde sin edderkoppeform og han havde sine våben, samt sine tænder. Det var vel tydeligt nok i hvilken retning dette udfald ville gå hvis hun skulle ende med at give ham bare en eneste grund til at skulle gøre det ene eller det andet i en situation som dette efterhånden? Han agtede stadig at blive stående og holdt hende godt fast foran sig. Hun var i den grad hvad han selv ville kalde for hovmodig. Og det var kun noget som han nok skulle sørge for, ville slå igen og kraftigt mod hende selv. Han trak let på mundvigen. "Det undrede mig virkelig, at den kære Kimeya ikke gør noget for at holde dig i sikkerhed..Den mand ved udmærket godt hvad det er vi sikker i.. også på grund af ham.." Han kneb øjnene fast sammen og uden at skulle tage blikket fra hende. At hun ikke var bange, kunne han da tydeligt se.. også som han selv havde forstået det, så havde den mand også virkelig gjort meget for at holde det hele kørende selvom rygterne og historierne var mange og mere eller mindre alle med brud efter brud efter brud. Ikke at han misundte dem, de gik rundt i et kaotisk forhold.. Det var ikke det som han ønskede for sin egen del, så hellere leve det liv som han altid havde gjort og forhåbentlig med muligheden for at komme ordentlig tæt på Jaqia igen istedet for alt det andet som foregik om hovedet på ham for tiden. Han trak hånligt på den ene mundvige og med blikket intenst hvilende på hende. "En rigtig mand vil kunne komme over tabet ganske hurtigt Faith.. Hvis det er den mand som Kimeya er, så har jeg virkelig taget fejl af manden.." Hendes blik måtte dog afsløre hende en hel del.. efter alt det som de havde været igennem med hinanden og for hinanden, så var det da kun tydeligt, at de måtte være i endnu en kaotisk situation. Hånden gled fra hendes skulder og ned om hendes liv, da hun nu selv havde valgt, at skulle komme så tæt på ham. "Måske det ikke kan røre dig Faith.. Jeg har og kan gøre brug af så mange andre midler som kan.." Han trykkede hende fast tættere på sig. Den anden hånd havde sluppet hendes kæbe, tvunget sig vejen om hendes nakke og holdt hendes hoved fast, hvor han med en fast bevægelse, lod tænderne glide ned i hendes hals. Den kraftige dunken fra hendes hjerte, at stå så nært et varmblodigt og levende væsen, var ham i den grad en fristelse mere end det som han lige for øjeblikket, var i stand til at skulle modstå, ikke at der var nogen tvivler der overhovedet. Tænderne slap deres greb, idet han langsomt.. smertefuldt langsomt valgte, at skulle begynde at suge.. Suge til sig af den søde smag i hendes blod og hendes livsenergi. Han lyttede intenst.. Hendes redning, at han var i stand til at stoppe inden det ville gå helt galt og uden at det ville kunne koste hende livet.

[Silia D. Diamaqima]

Det havde altid stået klart at Samuel var den som trak det sure læs, det var ham som i virkeligheden havde den hårde fysiske del, i hendes øjne lod han sig lege rundt med noget så groft af Jaqia at han fandt sig i det var så det som virkelig måtte undre hende en hel del, han lavede i en skygge mens hun selv kun var blevet til en skygge på grund af Kimeya de seneste år, lukket sig inde gang på gang, glemt hvem hun i virkeligheden var, og nu sad hun tilbage og spurgte sig selv om kærlighed så i virkeligheden var det værd? Nok kunne Faith ikke se kulden i hans blik, hun kunne ikke se det i hans smil, men hun kunne fornemme det i hans tone, og den måde han bevægede sig omkring hende, det var som hans aura bar den så tydeligt, så hævntørsig så vred at det måtte være hende uhyggeligt hvor meegt en sådan mand kunne føle uden at ønske at gøre det. De smragdgrønne øjne hvilede i hans, så døde og alligevel så intense uden at skulle se sig det mindste for hans blik, det syn som var blevet ofret til hans søster i et forsøg på at redde Kimeya, ikke at det var noget nyt at det end ikke var lykkedes, det var åbenbart ikke det som hun skulle. Både hende selv og Samuel var klar over at han var den som sad med en fuld magt, mod ham og uden hendes syn ville hun ikke have en eneste chance og alligevel var hun ikke bange. Ville det overhovedet gøre nogen forskel om hun ville gå bort? Hvem ville egentlig savne hende? Hun var uanset alene mere eller mindre dag ud og dag ind, når Kimeya endelig var hjemme gjaldt det om at skulle berolige Liya, hun så ham aldrig og det drev hende kort sagt til vanvid, selv for hende var det en uhyggelig tanke, men hun var faktisk glad for dette møde.. Endelig skete der noget spændende i hendes liv, endelig fik hun lov til at stå lidt på de egne ben frem for at blive passet på som et lille barn på 5. Måske hun var hovmodig men hun var så sandelig klar over at han bar alle fordele med sig, også af den grund hun valgte at forholde sig så roligt som muligt, på trods det indre efterhånden skreg efter få lov til at skade, måske Elanya's lyse hjerte men visse træk fra hendes far bar hun endnu med sig, og for hende var det umuligt at skulle slippe "Kimeya er en mand har mange mysterier halvdelen af hans handlinger forstår end jeg mig ikke på" endte hun betydeligt mere køligt på trods det var den blide musikalske stemme som talte. Virkelig så måtte hun holde igen for ikke ende med at slippe flammen løs og dermed gøre noget dumt, hun havde i forvejen en sjov tendens til at udfordre skæbnen i en lidt højere grad end hvad godt egentlig var, og hun var slet ikke i tvivl om at han egentlig bare ventede på hun begik en eneste fejl hvilket ville ende med at skulle svide til hende selv. Kimeya og hende var langt fra specielt populærer sammen var de stærke men hver for sig mere svage end det som nogen af dem ville erkende, og det var vel det som hun stod i nu. Et kaotisk forhold, kærlighed hvor de næsten bogstaveligt elskede hinanden i døden, det var jo som sådan det endte hver eneste gang, de ville aldrig finde den fred og det var noget som Faith efterhånden blot var ved at indse og ikke mindst acceptere, ikke fordi hun rigtigt havde et valg om hun ville være sammen med den mand hun elskede. Hendes krop dirrede af vrede den mand legede virkelig med ilden! Hvad der måtte irritere hende mest var jo mest af alt, at hun rent faktisk ikke havde nogen idé om hvordan Kimeya ville reagere på sådan et tab? Måske han rent faktisk ville glemme hende bare såda.. uden videre? "Hvor mange mennesker tager du ikke dagligt frejl af" afvigede hun ham let med et ligegyldigt rul med blikket, tydeligt med det dryppende had hængende ved den ellers blide stemme. Dette var langt over den grænse til hvad hun ville finde sig i! Hånden om hendes slanke liv, hendes ansigt så tæt på hans,som havde været elskende, det som dog langt fra var tilfældet, aldrig i livet om hun ville tæt på den mand! Igen en skræmmende tanke men hun nød faktisk følelsen af at live holdt om på det trods det var af hendes værste fjende. Hun fjernede sig ikke, hunvar kendt for at være provokerende, hun var en køn tøs og det var det som hun hele livet havde spillet på, den sensualitet der fulgte med den indre flamme "Du kan slå mig, du kan flå mig, du kan bide mig.. Sågar dræbe mig.. Dræber du mig vil jeg intet vide om få minutter.. Så vil det hele være slut.. Skader du mig vil der gå en måned og sårene vil være healet.. Hvad har jegærlig talt at frygte?" hviskede hun stille igen næsten underligt lokkende, så rolig at det måtte være provokerende, noget som virkelig kendetegnede hende vel. Faith lod sig trykke tæt til ham, mere eller mindre helt ind til hans krop, stadig med ansigtet så tæt på hans at han ville kunne føle hendes ånde, trak sig end ikke væk da han endelig lod hånden søge om i hendes nakke, langt fra i det samme sammenhæng. At han trak sig mod hendes hals fornemmede hun, igen måtte hendes hjerte tydeligt afsløre hendes uro, mere eller mindre til tænderne blev sat i hende. Om hun skreg vidste hun virelig ikke, smerten var intens, underligt.. Lettende.. Som at den indre smerte blev ophævet af den som hun nu sad i. Øjnene spillede op på trods synet langt fra kom igen, benene var mest fristet til at enjde med at skulle kollapse et sted under hende. Hænderne endte om hans klæder som hun knugede sig til, mest i håb om at kunne blive stående på benene, det som blev hende sværere jo mere han sugede til sig af både hendes energi og blod. Han svækkede hende uden tvivl, efter dette ville hun intet forsvar have overhovedet og så ville hendes skæbne ligge helt og holdent i hans hænder... men igen.. Hvor meget kunne han røre hende...?

[Deleted]

Samuel var nu ganske så sikker på, at den måtte være gal mellem Faith og Kimeya endnu en gang, nu hvor hun valgte, at skulle udtale sig på denne måde, det var han slet ikke det mindste i tvivl om. Han vidste hvor meget de havde været igennem for hinanden og hvor mange gange, de havde stået på kanten til disse mange brud før, så han måtte da kun gå ud fra, at de stod på kanten til endnu et. Ikke at det gjorde ham det mindste, han var virkelig ligeglad med det. Han var efterhånden bare frygtelig vant til at skulle leve i Jaqias skygge, også selvom det var ham som stod for mere eller mindre alt det fysiske arbejde, så det var ikke rigtigt noget som han tog sig af det mindste. Han vidste hvordan han skulle gå frem og han tøvede i den grad ikke med at skulle gøre det overhovedet! Hans tænder og med grebet omkring hende, hvor han selv valgte, at skulle holde godt fast om hende for at holde hende oppe på benene. Ellers ville det da kun blive besværligt nok for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han havde sine egne frustrationer som han skulle af med, og at reagere på Faith var virkelig noget af det bedste ved det hele, nu hvor han ikke havde fået det gjort færdig sidste gang han havde haft muligheden for det, for der var Kimeya dukket op og mildest talt slået stemningen hjel. Faith havde ofret synet for familien og for ham og det havde kostet ham sit eget liv i den samme omgang og det var virkelig noget af det værste. Han ønskede virkelig at få nedlagt Faiths forsvarsværker og kun for at skulle finde muligheden for at få ødelagt det mere end det osm han havde gjort allerede. En ting var at tage hendes syn, selvom han vel var klar over, at hun nu havde andre til at beskytte hende og han vidste at Kimeya trods alt stadig måtte være derude et sted, det var jo ligesom det som måtte tvinge ham selv til at være så frygtelig opmærksom på hans omgivelser end det som han ellers ville have været. En ting var jo, at han jo faktisk var en yderst frygtet mand og sikkert også en af de mest frygtede i hele Dvasias, selvom det jo vel måtte sige sig selv, med det rygte som han havde opbygget med årene. Han nød virkelig af det, han nød virkelig af den tanke, den følelse og den fornemmelse ved at gå ned af gaden og folk de næsten måtte flygte væk fra ham. Kun havde han oplevet Nathaniel og Kimeya sætte sig op mod ham og det var virkelig bare en tanke som han bare ikke kunne få sig selv til at skulle takle! Han kunne virkelig ikke fordrage det! Han lukkede øjnene, for al del så måtte han bare bevare den kontrol som han måtte holde sig fast til for nu. Med den sult som han sad så tydeligt med i hans eget sind, så skulle der en hel del selvbeherskelse til, ellers ville det i den grad bare gå så frygtelig galt og det ville han helst undgå. Kimeya elskede hende, det var han allerede helt sikker på, ellers ville manden ikke have ladet sig piske foran hende dengang, det var han slet ikke det mindste i tvivl om overhovedet. Han lyttede intenst til hendes vejrtrækning og hendes hjertebanken. Han ville svække hende, han ville gøre hende svag og det var noget som han gjorde fuldt ud bevidst! Med armene godt omkring hende, lod han hende dog alligevel vide, at han holdt fast.. noget af det som ville have ladet så mange ende ud i en forfærdelig panik, selvom den næsten måtte virke lettende, ikke at det påvirkede ham det mindste. Han fortsatte med at suge til sig af hendes varme og søde blod.. tildels hvor han kunne fornemme den ekstra søde smag som måtte hvile ved.. Hun måtte have været gravid. Han slog den tanke ud af hovedet.. Hvor ungen var, det vidste han virkelig ikke og det var virkelig noget som mildest talt måtte rage ham en høstblomst. Han stoppede ganske få mundfulde fra at skulle tage hendes liv, alt i alt, for at sikre sig, at hun ville være godt svækket inden han overhovedet ville gøre noget som helst videre herfra end det som han havde gjort allerede. Han lodd hendes skikkelse roligt glide ned på græsset lige ved ham og med det intense røde blik hvilende på hendes skikkelse. Et køligt og tydeligt hånligt smil bredte sig på hans læber, hvor han roligt lod blikket falde på sned. "Jeg kender dig efterhånden Faith.. Kimeya er virkelig også den eneste mand jeg har taget fejl af igennem mit lange liv.. Det er en meget fin attest at føre skal du vide.." Han greb stille omkring hendes hals, og tvang hendes blik stille mod sig, vel vidende om, at hun nok knapt ville være i stand til at hæve hendes arme for at kæmpe imod på den ene eller den anden måde, det var han slet ikke det mindste i tvivl om overhovedet. Han klemte let til, selvom det nu ikke var for at skulle kvæle hende. "Jeg kan røre dig på mange måder som du nok ikke har tænkt på Faith.. Du ved virkelig ikke hvad jeg kan gøre for at få tingene som jeg vil," hvislede han med en let kølig stemme. Han havde virkelg bare fået nok. .Det hovmod skulle han sgu nok få pillet fra hinanden, så måtte man jo se om hun overhovedet var i live bagefter!

[Silia D. Diamaqima]

Man var underligt nok aldrig i tvivl om når den var galt mellem hende og Kimeya, noget som det var rimelig ofte efterhånden, de ofrede sig gang på gang for hinanden når det virkelig gjaldt, men når det kom til det med at elske og ære hinanden så slog det bare som oftest fejl til hendes egen store fustration. Faith var udemærket klar over det faktum at han lige nu stod med hendes egen fulde skæbne i hans hænder, at han var den som kunne vælge fra eller til hvor meget han ønskede at skulle tappe hende, selv på trods der ikke var specielt meget bid i hende, næsten det som man ville kalde ualmindeligt lille og spinkel. Det var den arm omkring hende som i sidste ende holdte hende stående på benene, eftersom de var mest fristet til at skulle give op og blot falde sammen under hendes ellers ikke specielt tunge skikkelse. Alle de advarsler som hun blot rystede på hovedet af, noget som hun endnu måtte gøre, hun var bare den forkerte person på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. At bide en blind kvinde som hende i nærheden af vand, det var virkelig noget som for alvor nedlagde alle hendes chancer for at skulle forsvarer sig, med ilden svag i nærheden af vandet og med en krop så meget tappet for blod at hun end ikke ville være i stand til at skulle løfte så meget som en finger, og uden et syn, hun havde ingen idé om hvor pokker han befandt sig i forhold til hende, og hvad han egentlig sad med i tankerne, det som han ønskede at skulle gøre ved hende. Folk flygtede fra ham, folk frygtede ham ligeså vel som de frygtede Jaqia, ikke at hun bebrejdede dem det midnste for det, men hun vidste at det var frygten som de spillede på og den ville hun ikke lade dem komme til gode, det var en som hun holdte for sig selv og så fandt den hårde facade frem igen som sørgede for at hun var i stand til at forblive så stædig og så hovmodig, det var virkelig farligt især når hun ikke havde følt hvordan det var at få lidt spædning i det der snart måtte ligne et år. Hendes hjertebank var den som måtte svækkes en hel del jo mere blod som blev taget fra hende, hun prøvede desperat at skulle hive efter vejret, ikke på en skræmmende måde mere blot at skulle kæmpe for at holde sig i live. Han kunne som sagt slå hende ihjel, han kunne tortuere hende, det ville ingen forskel for hende gøre, til nu var det eneste som satte ar på hende den ydmygende voldtægt hun havde været igennem, og så de gange hvor hendes kære var blevet truet først der reagerede hun, det andet var kun noget som svækkede hende for en mindre periode lod hende sidde i store smerter ja, men mere end det var det jo ikke, selv efter hun var blevet blind overlevede hun på bedste vis, og døden var ikke skræmmende for hende, tanken om at det ville være slut før eller siden, og så ville smerten forsvinde, hun havde oplevet det før.. Flere gange. Den søde smag fra hendes graviditet var vel noget som var ganske tydeligt, hun var langt fra fan af blodsugende væsner hun vidste virkelig ikke hvordan det ville foregå, eller smage egentlig også ligeglad. Hun knugede om hans tøj kæmpede med den smerte. Faith faldt ned i græsset så snart han slap hende, næsten lettet over at tænderne endelig havde forladt hendes slanke hals. Hun prøvede at bevæge sig men uden yderligere held. et stille suk forlod hendes læber, det gjorde ondt som i helvede men det ville være over før eller siden. Hun svarede ham ikke på hans ord.. Følte hverken han lukkede en smule for de luftveje som hun allerede kæmpede for at skulle lukke helt og holdent op for. Stadig formåede hun at lade læberne pydes af et håndligt smil "Du V-vil have j-jeg skal se dig i øjnene?" stønnede hun stille endte med at slå en lille latter op, han gik så meget op i at vende blikket mod hans, udemærket klar over hun ikke ville se noget som helst og at han ej helelr ville kunne læse rigtigt hendes eget blik. Det lange flammerøde hår lå i de lette bølger omkring hendes ansigt og krop, foldede sig langt og yndigt som det var ud over det grønne græs. Dette var grunden til hun frygtede mørket. Grunden til at hun hadede den blindhed, tanken om at skulle leve i et evigt mørke når hun altid var afhængelig at at skulle studere og obsevere omkring sig "Uanset hvor meget ondt du gør mig, Samuel... Så er døeen mig ikke skræmmende og fysisk smerte praller af før eller siden" endte hun roligt, gispede stille. Hendes krop var så udmattet hun aldrig før havde været, hun følte næsten for blot falde i søvn på stedet. Med en kamp lykkedes det hende endelig at ligge hånden mod halsen og presse godt mod såret kunf or ikke at skulle ende med at miste mere blod end det som hun allerede havde. Forbandet værre den mand!

[Deleted]

At lade døden møde hende, var slet ikke det som Samuel havde i tankerne for øjeblikket. At den jo så virkelig måtte være gal mellem hende og Kimeya endnu en gang, var han underligt nok, slet ikke i tvivl om overhovedet, selvom det nu ikke var noget som gjrode ham det mindste overhovedet, det var virkelig bare noget som man var nødt til at skulle tage med i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At se hende ligge der og knapt nok være i stand til at skulle røre en muskel var virkelig kun noget som han måtte nyde noget så godt af. Det var virkelig en fryd uden lige, også selvom han aldrig nogensinde havde formået at gøre mere end det at tage synet fra hende, sidste gang de havde stået ansigt til ansigt. Han havde sine egne frustrationer at skulle slippe af med inden han ville søge tilbage mod slottet og så tage det hele op med Jaqia den vej. At hans hemmelighed overhovedet var kommet ud, var noget som han i den grad ikke brød sig om, udelukkende fordi at Enrico havde været til stede, det var virkelig noget af det som havde gjort det hele så mange gange værre for hans vedkommende, selvom det nu i den grad ikke var noget som han ville indvie Faith i. Hun skulle i den grad ikke have mere at have på ham, mere som hun kunne bruge mod ham. Det ville i den anden ende, virkelig også kun gøre ham så rasende, at han ville ende med at slå hende ihel. Om det jo så ville være det, som hun ville være ude på i den anden ende, var han virkelig ligeglad med, det var virkelig ikke noget som han havde nogen tanker omkring overhovedet. Han ville tage det stille og roligt, der skulle virkelig meget til før han ville slå ihjel. Dem som havde været i nærheden af Jaqia faldt alle den samme vej, det var virkelig også den eneste grund til at han slog dem ihjel og Enrico var virkelig den eneste som han ikke havde fået sig til at røre endnu, selvom han virkelig var noget så voldsomt fristende til det i den anden ende! Han kendte til mange af Faiths ømme punkter, så han var udmærket godt klar over hvad han skulle ramme og hvor han skulle ramme dem, det var i den grad også noget af det som han agtede, at skulle ramme når han endelig var igang, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet på noget som helst tidspunkt overhovedet. De røde øjne hvilede på hende, selvom ha nvar klar over, at hun absolut ikke ville være i stand til at skulle se noget som helst. Det kogte virkelig voldsomt i hans eget indre for øjeblikket.. At hun ikke var bange, var noget som han nok skulle få ændret på! "Hvordan skal du da kunne se mig i øjnene, kære Faith når du ikke er i stand til at se andet end det kolde mørke?" begyndte han med en rolig og fattet mine. At hun lo ham direkte op i ansigtet, var kun noget som automatisk fik ham til at skulle lukke grebet mere omkring hendes hals, også selvom han ikke gjorde det nok til at skulle kvæle hende, også selvom han i den grad sad med lysten til at gøre det nu hvor muligheden i den situation som hun lå i nu.. Ingen ville jo kunne komme hende til redning og det var virkelig også noget af det som morede ham mest, og det var ikke noget som han agtede, at skulle lægge det mindste skjul på, på noget som helst tidspunkt overhovedet. "Hvem siger at jeg vil lade døden ramme dig, Faith? Jeg har mange andre planer for i aften.." Han smilede et køligt og hånligt smil. Han havde virkelig så mange ting i hovedet for øjeblikket, at man skulle tro, at det var løgn, det var heller ikke noget som han ønskede at komme det mindste uden om overhovedet. Han satte den frie hånd stille i græsset og trak sig mere henover hende. Han vidste, at hun slet ikke ville være i stand til at skulle gøre noget som helst af modstand.. den styrke havde han allerede valgt, at skulle tage fra hende og han ville i den grad nyde dette, så længe, at det overhovedet var ham muligt. Den anden hånd lagde han stille ned mod hendes hofte. Han havde jo fået det hele at vide af Jaqia og Patrick som havde kælet for hende den aften i torturkammeret, hvor Kimeya have ladet sig piske for hendes skyld.. Det var da tydeligt at se, at det igen måtte være gået galt. .Endnu en grund til at han selv undgik at falde i den fælde, selvom han nu end stod lige på kanten til det fald og han hadet det! "Det gør ondt ikke sandt?" Han slap en hånlig latter. Hånden som hun havde valgt, at skulle lade falde mod halsen for at stoppe den lille blødning, kunne han udmærket godt se. Han tog fat om hendes hånd, lænede sig frem, hvor han lod tungen vandre med hendes smukke og varme hals, hvor spyttet ville lægge sig som en lille hinde for det og hindre at det ville løbe. "Din skæbne hviler lige for nu i mine hænder.. og tro mig, jeg vil nyde det.." Han smilede et koldt og hånligt smil, hvor han derefter bare lod hånden føres til Faiths bryst, hvor han bare klemte til.

[Silia D. Diamaqima]

Døden var ikke en som hun på nogen måde frygtet, ej heller selvom han var den som den ene gang havde bragt hende i den, begge gange hvor det havde bragt hende en form for fred hun sjældent fik lov til at skulle opleve i det dødelige liv hun levede på jorden i øjeblikket. Et sted hvor hun rent faktisk måtte have savnet den følelse af at stå i en situation som dette, måske ikke hvor hun var ude af stand til at skulle røre så meget som en finger, men den følelse af andrelinet som måtte hamre i hendes indre. Dette var hele grunden til den ikke gik specielt godt mellem hende og Kimeya, han holdt hende hjemme med alt magt i frygt for at noget som dette skulle ske, de var jo tydeligvis ikke populærer blandt det royale par efter det som var sket den forrige gang, denne gang var han der ikke til at redde hende, hun var alene, et sted spændende et andet sted skræmmende, blind og uden kræfter, hendes skæbne lå fuldt ud i Samuels hænder og de vidste det, ikke at hun brød sig om det, men døden var ikke noget som ville røre hende, desuden ville torturen påvirke hende for en mindre periode og så ville det atter være slut, det eneste som måtte sætte de ar på hende var det ømme punkt overfor hendes krop og af en grund tænkte hun slet ikke over det faktum at det var noget Samuel ville udnytte sig af, han burde i det hele taget slet ikke kende til hendes svaghed somd et. Det var sandt hun æevede i mørket, det som hun frygtede og havde gjort siden hun var lille, nu levede hun i det, tanken om ikke at kunne se hvad som foregik omkring sig, det var virkelig ikke noget hun brød sig om. At han så mindede hende om det var det som var langt værre, smilet holdte hun endnu, hun ville ikke bukke under for ham, lidt leder var der tydeligt stadig i hende, den samme stædighed den samme evne til den facade "Hvem siger mørket er køligt, kære?" hviskede hun tydeligt provokerende, udfordrede virkelig skæbnen. Det var koldt det kom hun ikke uden om, men havd han ikke vidste.. Hvad der var sket mellem Jaqia og Samuel vidste hun virkelig ikek, et sted også komplet ligeglad hun hadede den mere end hun hadede den anden. Smilet falmede en smule som han lukkede mere omkring hendes hals, hun koncenterede sig om ikke ende med at miste den sidste energi til at skulle trække vejret, og han gjorde det ikke nemt. Hvilke tanker han sad med, var nogen hun end ikke ville kende til, hun kendte til hans sindssyge tankegang han kunne finde på mere eller mindre hvad som helst, at han så satte sig over hende var det som måtte gøre hende tydeligt uroligt, dog ikke noget som for nu hævede den hjerterytme som lige i øjeblikket mere eller mindre blot kæmpede for at skulle blive ved med at skulle banke "Du kan ikke røre mig" stønnede hun i en stille hvisken mere fordi det var svært at skulle gøre brug af talen, når kroppen var så helt ekstremt udmattet. Faith reagerede ikke specielt ved hånden mod hoften, de havde trods alt irriteret hinanden på den måde under hele deres møde. Hun lod hans tunge komme til som han havde tvunget hendes hånd væk, ladet spyttet ligge sig, noget som resulterede i hun lod hånden falde slapt ned i græsset. At kæmpe imod var hende umuligt ligenu, for hende gjaldt om spare bare lidt kræfter. Og hun havde set på memphesto som en farlig man, Der havde hun i det mindste haft muligheden for ilden, hendes krop var blot for udmattet til at gøre brug af det ligenu. Hun svarede ikke på hans ord, det gjorde helevedes ondt, det brændte overalt "Uden tvivl.. Følelsen af magt er en sjov ting, hah? Endelig slippe den skygge du lever i af din søster" endte hun med en hvisken, tydeligt med den hån som måtte hvile som undetrtone i den ellers blide stemme. Den hånd mod hendes bryst, hvor han endte med blot at skulle klemme til, til dels en smerte og til dels en sitren. Hendes blik blev stift, alt farve svandt bort. Han kunne bare vove! Det var en svaghed hun ikke ønskede at han skulle kende til! "Jeg vil råde dig til lade værre, ligenu" advarede hun i en dog såsvag tone, ikke at hun ville kunne gøre specielt meget for at stoppe ham, så svækket, meget mere blod og hun ville ende i døden, den svimmelhed som tog over hendes sind. Det var en grænse han ikke brude overskride! Det var ikke noget hun end ville have på tale!

[Deleted]

Samuel vidste udmærket godt, at han lå på grænsen til det som man kunne kalde for direkte sindssyge og alligevel, så var det noget som han virkelig var fuldkommen ligeglad med. Jaqia var virkelig også den eneste som han direkte valgte, at skulle underkaste sig, den eneste som egentlig kunne sætte ham på plads uden at skulle ende med at blive et hoved kortere eller blive suget tørrere end den store Sahara ørken. Han kendte allerede til Faiths ene svage punkt og han vidste også hvor meget hun egentlig måtte holde af den krop som hun måtte bære. Igen måtte den være helt gal mellem hende og Kimeya, det var nu heller ikke noget som han lige ville spørge ind til. De var stærke sammen og hvr for sig, var de virkelig ikke stærkere end et simpelt menneske i hans øjne og det var i den grad også noget af det som han klart gjorde brug af nu. Hun kunne intet se, hun kunne intet stille op og han kunne virkelig bare ikke gøre andet end at more sig så længe, at dette nu ville vare.. Først Nathaniel og nu Faith, bedre kunne hans tilværelse så sandelig heller ikke blive og som han kunne se, så havde de begge, virkelig været så frygtelig nemme at ramme, at man skulle tro at det var løgn. Han kunne i den grad godt røre hende, og det gode var jo at hun absolut ikke ville være i stand til at gøre noget som helst. Måske, at dette var noget af det som skabte den spænding i hendes tilværelse, hun var jo trods alt meget godt kendt som en eventyrprinsesse, det var i alle fald også det som rygterne lød på.. Muligvis at det var der det var gået galt for alvor? Hun ville ikke være i stand til at se ham, hun ville ikke være i stand til at komme ud på den samme måde? Han ville i den grad selv vogte mere ver Jaqia hvis det var i den situation som hun måtte opholde sig, det var han slet ikke i tvivl om overhovedet, selvom dette nu og da, ikke var noget som han ønskede at skulle få frem bare sådan uden videre. Han forstod sig skræmmende nok på Kimeya, hvis det var hans beskyttelse at holde hende hjemme. Han stod jo i den samme situation, han elskede jo sin søster og nu også bevist, at det var mere end det som han jo faktisk burde og det var virkelig også noget af det som måtte skræmme ham mest på dette tidspunkt, det var han slet ikke det mindste i tvivl om overhovedet. Han lod ikke blikket forlade hende det mindste. "Jeg kan se det i dit blik min egen.. Så køligt at selv den varme gnist i dit blik, er falmet bort," hvislede han med en kølig stemme. Dette var klart en situation som måtte more ham og sikkert meget mere end det som han måske lige ville stå ved, at den måtte gøre i den anden ende, det var han så slet ikke det mindste i tvivl om overhovedet. "Jeg lever side om side med min egen søster, Faith.. Du har ingen anelse om hvordan det hele foregår.." Han tog godt omkring hendes bryst og trykkede godt og fast om det. Bid var han i den grad ikke, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, for det havde han heller aldrig nogensinde været og ville nok heller aldrig komme til det. Han lagde hovedet tæt ved hendes eget. "Hvorfor skulle jeg stoppe min kære Faith? Du påstod jo at jeg ikke kunne røre dig?" Han hævede sigende det ene bryn og med det smame kølige smil på læben. Det var slet ikke noget som han agtede at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet på noget som helst tidspunkt i det hele taget. Hun var udmattet, han kunne se, høre og mærke det på hende. Han var dog stadig meget opmærksom på hans omgivelser, det var virkelig bare noget som han var nødt til at skulle gøre. Han ville ikke igennem det samme en gang til. Han lod den anden hånd søge mod hendes lår, hvor han med en fast bevægelse, og uden det mindste form for varsel, lod den søge op mod hendes skød og underliv som han startede en fast og intens kælen for. Han var ikke just kendt for at være manden med den største og mest tydelige tålmodighed. Han bar i den grad det modsatte, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Det kølige smil famlet slet ikke det mindste af hans egne læber på noget som helst tidspunkt overhovedet. Han var mildest talt ligeglad med hendes advarende stemme, hun ville jo uanset ikke kunne stille noget som helst op overhovedet, og det var i den grad også noget af det bedte ved det hele. "Du kan jo intet gøre for at stoppe mig.. uanset hvad du vil.. Du er svag, Faith.. Du kan intet stille op mod mig.." hvislede han emd en stemme så tydeligt dryppende af den hån som han kunne lægge i det. Fryden for situationen måtte være tydelig at spore. Han kyssede let hendes kind. I aften ville han have lov til at lege og han ville nyde det!