A Night to Remember

[Deleted]

---

Jacqueline Isthar Demoniqz

---

I et pludseligt glimt af et grønligt skær, opstod Sorin og Jacqueline ud af ingenting, midt i torvet af New Dale. Det var sen aften, og markedspladsen var derfor forsvundet; til fordel for mere dystert liv og aktivitet. Sorin holdte ved Jacquelines ene arm og hånd, og indså at en sådan tur fra det ene sted til det andet, meget vel kunne gøre hende en smule svimmel. Faktisk, ville det ikke overraske ham hvis hun kastede op. Så han undlod endnu at lade sig selv rive med af de mange dufte og lyde. Og undlod at kaste sig mod nogle af de mange steder i byen der syntes at emme af aktivitet. Sorin holdte endnu i hendes hånd, og endte i stedet med at betragte hende med et lille smil. "At gå igennem en portal kan være udmattende. Tag dig endelig et øjeblik." Han fik næsten sig selv til at lyde helt omsorgsfuld, ikke sandt? Især mærkværdigt, når alt hvad han tænkte på, var blod, sex, og fest. Hans udelængsel var enorm. Han havde en uhyggelig trang til at slå sig løs. Ikke nødvendigvis til at feste og opføre sig uansvarligt.. men blot til at smage af livets goder, endnu en gang. Og for at gøre det, skulle han jo bruge sin nye veninde og guide; Jacqueline.
For New Dale var på ingen måde et sted han kendte. Han var måske fløjet dertil nogle få gange, men indtrykkene var meget anderledes, end da han havde været krage. Han vidste ikke hvor seværdighederne var henne, eller i hvilke afkroge livet blussede i nattetimerne. Til gengæld vidste han at Jacqueline til tider kunne være en ganske fri fugl, og vidste derfor også at hun uden tvivl måtte have bekendtskab med denne by. En anelse rastløst, slap han Jacquelines hånd, og tog et par skridt væk fra hende. Hans blik faldt nysgerrigt på omgivelserne, og han snuste til luften. Endelig fri af Evan og deres faste omgivelser, kunne de to måske endda vise sig i stand til at have det sjovt, uden skyldfølelse eller hæmninger?

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Den første følelse, som ramte Jacqueline, var at hendes fødder, nærmest måtte give efter under hende. Det føles.. grusomt. Hun vaklede nærmest, for at finde balancen, hvor kvalmen også havde fået et voldsomt tag i hende. Ganske vidst, var hu net magisk væsen, men aldrig havde hun bidt sig mærke i det, på den her måde før! Aldrig havde hun oplevet det på sin krop på den måde.
"G-giv mig et øjeblik." Hun førte hånden til sine læber, hvor hun nærmest følte for at kaste op! Det var på alle måder virkelig ubehageligt! Det der, ønskede hun på ingen måder, at gøre igen! Hun lukkede øjnene, idet at brækrefleksen denne gang, blev tricket, dog uden at der kom noget med op. Heldigvis! Hun prustede svagt. "Næste gang.. Advar mig," sagde hun denne gang med en tydelig utilfreds stemme. Stædig som hun var, trak hun hånden en smule til sig, idet at hun denne gang gled ned i knæ. Håret førte hun væk fra sit ansigt, da hun igen følte, at hun skulle kaste op. Det var virkelig ubehageligt!

Forfærdelige mand.. Det var det eneste, som Jacqueline havde i hovedet lige nu. Han ville have, at hun slog sig løs, når hun havde det sådan her? Det gav overhovedet ikke nogen mening!
Den friske luft gjorde uden tvivl godt for hende, og det var hende også en kæmpe hjælp. Langsomt kom hun igen på benene. Intet kom op, men det havde derimod været temmelig tæt på. Hvor mon han ville hen? Hvad ønskede han at opleve? "Og hvad så nu? Nu sidder mit tøj af helvede til, og mit hår.." Hun rystede på hovedet. Åh gud.. det her var jo nærmest dømt til at gå galt. Hvilket nok også var derfor, at hun elskede det. Hun elskede det virkelig!
Armene lod hun denne gang søge over kors. Hun havde fået det en smule bedre, også selvom hendes ben, stadig føles som gele, ovenpå den omgang, som hun havde været igennem. Ikke at det var underligt, vel? Hun var ikke særlig god med magi!

[Deleted]

Tja.. Han burde nok have forudset konsekvenserne for hendes vedkommende. Men de tanker var ikke rigtig gået igennem hans hoved. Så det var først da de var ankommet, at han indså at hun nok skulle bruge lidt tid til at komme sig. Hvilket det så sandelig også virkede til. Selvom hans øjne og det meste af hans opmærksomhed var mod torvet og deres omgivelser, fandt han skam også nogle øjeblikke til at betragte Jacqueline. Med siden til hende, og overkroppen vendt rundt mod hende, kiggede han ned som hun var på knæ og kom sig efter turen. "Jeg vil prøve." ... "Men ingen løfter." Svarede han hende med et muntert og hemmelighedsfuldt smil. Intet ville kunne ruinere hans humør denne aften! Det var ikke blot et godt humør der regerede ham.. den slags var næsten konstant hos ham alligevel. Nej, det var mere... eventyrlyst! Der var så meget han var gået glip af. Han vidste ikke engang hvilken tid dette var! Hvilke teknologiske fremskridt var der mon taget? Hvordan var folk mon? Hvordan var de mon klædt? Tusindevis af spørgsmål flød i en lind strøm af tanker igennem hans hoved. Dog, formåede han at skubbe dem lidt til side, for til gengæld at vendte sig helt imod Jacqueline.
Hun så en anelse muggen ud, og hans naturlige reaktion, var et lettere kækt og overbærende smil, som han lagde hovedet på skrå, og betragtede hende. Hendes tøj var måske en anelse mere udfordrende end hvad han huskede hos kvinderne fra hans tid. Men det var jo kun bedre på denne måde! "Nu ikke så nedtrygt, min kære." Han trådte hen til hende. "Det fikser vi!" Lød det beslutsomt fra ham. Og Sorin gav hende ingen tid til at protestere eller reagere, inden han kørte nogle fingre igennem hendes hår, og begyndte at rette på hendes tøj. Han var i hvert fald ikke blufærdig eller tilbageholden. Sorin var tilgengæld... en tand forfængelig. Noget hun sikkert allerede ville have bemærket fra hans lille inspektion foran hendes spejl, tidligere. Og deraf; havde han nu også god forstand på selv kvindelige klæder og hår. "Du skal se dit bedste, til vores lille tur." Kommenterede han bare lidt, som han arbejde sig rundt om hende.
Lidt derefter, stod han foran hende igen, og trådte et skridt fra hende. Et lille smil over hans læber, erklærede ham ganske tilfreds med resultatet. Og han afsluttede med at placere hænderne på sine egne hofter, og nikke en enkelt gang. "Smukkere end nogensinde!" Erklærede han, men spildte heller ingen tid på at lade sig betage af synet. Og i stedet vendte han siden til hende, og holdte albuen lidt op mod Jacqueline. Som en invitation til at hun skulle tage den. "Og nu, må vi af sted." ... "Du må kende til et eller andet sted heromkring, du kan lide? Eller måske et sted du tror ville falde i min smag?" Spurgte han, og indrømmede derved at han ikke havde den fjerneste anelse om hvor de burde tage hen. Nu, var det hende der var eksperten. Hans smukke veninde, og hans guide!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Magi af denne kaliber, var bestemt ikke Jacquelines kop the, hvilket det aldrig nogensinde ville blive. Der var vel en grund til, at hun ikke var født som en magiker eller en warlock? Og at han havde gjort det, uden hendes samtykke, fandt hun sig ikke i. Hun klemte øjnene svagt sammen. Kvalmen var da intens. Og hun hadede at være dårlig! "Du skal advare mig, næste gang!" sagde hun en kende mere bestemt. Hun følte sig svækket og sårbar. En tanke, som hun slet ikke kunne lide.
Håndryggen havde Jacqueline placeret mod sine læber, som skulle det hindre hende i at kaste op på nyt. Hun havde det virkelig ikke særlig godt, hvilket udelukkende var hans skyld! Hun rystede en smule på hovedet. Den friske luft, var hende uden tvivl en stor hjælp, men endnu måtte det føles.. underligt og ubehageligt. nu var hun jo samtidig også vant til, at være den, som havde styr og kontrol på det omkring hende. Det var samtidig noget, som han frarøvede hende, og hun vidste bestemt ikke, om det var noget, som hun kunne lide.

Magien hadede hun virkelig! Og endnu mere, at han var så oppe på dupperne, som han var, og bare ville ud og nyde livet, når hun havde det sådan. "Det er heller ikke dig, som render rundt og har det dårligt!" argumenterede hun, som han pillede i hendes hår, og rettede på hendes tøj. Bare tanken om, at han havde set hende i.. ingenting så mange gange, når hun havde været på sit eget værelse, samt hørt hende skændes så højlydt med Evan, som havde været en daglig ting i frygtelig lang tid. "Så ved jeg da det om dig.. Du er forfængelig.." Kvalmen havde tildelt lagt sig, nu hvor hun var ude i den friske luft.
Håret førte hun selv væk fra sit ansigt, hvor hun lod det hænge mere frit, end hvad det havde gjort frem til nu. Hun rystede kort på hovedet. "Jeg ved ikke hvad du vil kunne lide.. Men jeg ved derimod, hvad jeg kan lide.." Okay, måske det her ikke var så slemt igen? At hun bare skulle lære at slå sig lidt løs igen, selv med et nyt selskab?
"Kom. Du ved, vi vil være fremme, når du hører den livlige musik," tilføjede hun. Primært der, hun oplevede at blive smidt ud, når hun havde fået for meget, og der hvor Evan plejede at finde hende, men hvad fanden. Hun elskede at være der! Og så begyndte hun at gå. Lidt vakkelvorn, men det var blevet meget bedre nu.

[Deleted]

"Nuvel! Du får det som du vil have det.." Det virkede nu heller ikke som det store problem for ham, at gå med på denne betingelse. Så det blev sagt med et lille smil. Samt også med en hurtig håndbevægelse mod hans ene øre. Et lille snit opstod tæt ved hans ene øre. "Jeg lover herved, at jeg næste gang, vil advare dig inden jeg trækker dig igennem en portal." Sagde han i en blanding af højtidelighed, og selvfølgelig også en anelse morskab. Som efter ordene var ytret, forsvandt det lille snit ved hans øre, i et lille svagt glimt. Sorin var en hyppig udøver af magi. Den slags magt kunne være meget vanedannende, og han forsøgte bestemt ikke at hægte sig selv, eller hæmme sig selv. Så han gav blot efter for enhver af sine små lyster og sit begær. Hvis han nogensinde skulle undlade at advare hende inden han slæbte hen igennem en portal, ville han miste sit øre. Et ubrydeligt, magisk, løfte han ikke behøvede udpensle for hende. Det ville bare bringe flere spørgsmål, end han lige gad at svare på.
Et lille smil viste sig over hans læber, da hun kommenterede hans forfængelighed. Ak ja, han kunne jo ikke løbe fra det! "Vi er alle slaver til noget, min kære." ... "Jeg er slave til hvad jeg ser, hvad jeg hører. Og til hvad jeg smager, føler, og hvad jeg lugter." Han mindede sig selv om sit løfte til hende, om at svare på alle hendes spørgsmål og tilfredsstille hendes nysgerrighed omkring ham. En nysgerrighed han da lige så godt kunne give lidt efter for, selvom hun som sådan ikke havde spurgt om noget, endnu. "Misforstå mig endelig ikke. Perfektion er så... kedeligt. Jeg ser blot helst at vi alle er som hvad vi er. Og du, min kære, er ikke en ung kvinde med dårligt hår og rodet tøj." Tilføjede han og blinkede ned til hende. Hun kunne have alle de små skønhedsfejl hun end måtte bære rundt på. Det var trods alt nærmest det bedste ved ethvert levende væsen.. netop, de små perfekte fejl.
Hun tog ikke imod hans arm, så Sorin blot fulgte hende ved hendes side. Med sine arme afslappet hængene ned langs sine sider. Dog, holdte han stadig lidt øje med Jacqueline, og bed en smule mærke i hendes fysiske tilstand. En skam! Hun ville da højest sandsynligt have det lidt svært ved at slå sig løs, hvis en rumlende mave og et snurrende hoved optog al hendes opmærksomhed? Et lille hemmelighedsfuldt blik opstod over hans ansigt, og med en negl, snittede han sit ene håndled. Det let blødende håndled præsenterede han til hende, stadig som de gik. "Vampyrblod, krydret med en smule magi.. Du vil få det meget bedre?" Han hverken insisterede eller tilbød. Det var mere som om han informerede hende om den mulighed hun nu havde. Blodet ville heale hendes krop og kranie for hvad end portalen skulle have gjort. Og ville højest sandsynligt også gøre hende lidt mere... frisk.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

"Du er forfærdelig, ved du godt det?" spurgte Jacqueline ligeud. Det var heller ikke fordi, at det var noget, som hun kunne gøre noget ved. Og reelt? Så var det noget, som hun godt kunne lide. Han var mystisk og hemmelighedsfuld, som i forvejen, formåede at holde fast i hendes nysgerrighed, som hun slet ikke var vant til, at nogen i det hele taget, ville gøre det. Han var forfængelig.. Og det var uden tvivl af den mere voldsomme kaliber. Hans måde, at se verdenen på, var derimod noget, som hun særligt måtte finde meget fascinerende. Og han svor, at han ville advare hende næste gang? Det passede hende fint!
"Og hvad skulle det der så betyde?" spurgte hun denne gang. Han snittede sig i øret og alt det der? Nu kunne man heller ikke ligefrem påstå, at hun havde styr på det med magi. Her havde hun derimod gjort alt, hvad hun kunne, for at lægge afstand til det hele, også mest for sin egen skyld faktisk.
"Det lyder næsten som en forfærdelig ting, Sorin. Det er ikke en skam, at gå op i sit udseende, men.. alt?" Hun hævede sigende det ene bryn.

Herfra kunne hun skam godt gå på egen hånd, og nu hvor han så tydeligt, ønskede at se hvad New Dale kunne byde på, så var det jo bare, at komme igang, og give ham det! Den levende musik, ville de inden længe, også være i stand til at kunne høre. "Hvis jeg ikke er en kvinde med rodet tøj og dårligt hår.. Hvad er jeg så?" spurgte hun denne gang. Nu havde hun jo huset ham i mange år, og det gik vel egentlig bare op for hende, at han vidste mere om hende, end omvendt?
Selv nu hvor hun var så vakkelvorn, som hun følte sig, så var det svært, at håndtere det, som han havde gjort ved hende, og det som han kunne gøre ved hende. Hun lagde den ene hånd mod sin pande, idet hun stoppede op igen. Vampyrblod? Hun vendte blikket sigende i retningen af hans skikkelse igen. Tilbød han hende sit blod? Hvorfor? Og hvad ville han få ud af det? "Og hvorfor helt præcist, er det noget, som du tilbyder mig?" spurgte hun denne gang langt mere skeptisk end hvad hun havde gjort tidligere. Et sted bare en naturlig skeptisme. Hun lagde hånden tæt ved hans håndled, mest for at støtte sig lidt til det. Okay, måske hun stadig var bare en smule svimmel?

[Deleted]

Sorin blinkede til hende med et lidt bredere smil. "Jeg ved det." Svarede han blot. Forfængelig var han, ja. Han var næppe den eneste... Men måske endda iblandt de eneste der åbent ville indrømme det? Nok ikke alle mænd ville beskrive sig således. Men så igen. Han var langt fra blot en 'mand'. Faktisk, kunne Sorin godt lide hendes skeptiske måde at udspørge ham på. Det irriterede ham ikke det fjerneste. Han havde nok savnet at tale med andre, efter alle de år i skikkelsen af en krage... Endelig at kunne tale igen, var en velsignelse. Noget som ingen ringere end Jacqueline havde gjort muligt, igen! Og som det mindste, fortjente hun da en snakkesalig og nogenlunde åben partner, i nattens seværdigheder.. ikke sandt? "Tænkt ikke over det.. Alt hvad du behøver vide; er at jeg holder mine løfter.." Han valgte dog alligevel at vifte hendes ene spørgsmål væk, som var det ingenting. At forklare hende alle fine detaljer af den avancerede magi han betvang, ville sikkert blive mere trættende end hyggeligt. Både for ham, og for hende.
Sorin lo en anelse mildt og forblev ved hendes side, som hun ledte dem mod hvad der uden tvivl måtte være et ganske spændende sted. "Jeg er slave til mine sanser, fordi jeg ønsker det sådan." Svarede han hende og kiggede ned til hende. "Burde jeg måske gå op i magt, som Evan? Eller fordrive min tid på at give med den ene hånd, og tage med den anden?" ... "Nej, det eneste i denne verden, der er værd at have eller begære.. Er hvad der kan smages på dine læber. Hvad der kan føles på din hud.. Hvad der kilder din næse, eller hvad der behager dine øregange." Han smilte igen for sig selv, som han atter betragtede deres omgivelser. "Og det er derfor vi er her! Fordi jeg gerne indrømmer mit begær og mine lyster, og fordi jeg jagter dem med ildhu. Og et sted, tror jeg vi to er ganske ens, i det henseende? Eller tager jeg fejl?" Nej, det gjorde han vidst ikke, og derved svarede han også lidt kryptisk på hendes andet spørgsmål. Hun var ikke en pige med rodet tøj og dårligt hår. Men en fri fugl, så og sige. Måske endda lige så hungrende efter friheden som ham selv?

Sorin holdte sin arm udtrakt mod hende, og derved det blodige håndlod indenfor hendes syn. Han holdte også armen, da hun valgte at støtte sig til den. Han sukkede en anelse tydeligt, men ikke uden en vis charme og et smil. "Behøver alting være med en diabolsk bagtanke?" Spurgte han og hævede sit ene øjenbryn. Hun havde ret til at være skeptisk. Han forstod det da! Han bevægede sig, så han stod foran hende. Han frie hånd tog i hendes anden arm, for at støtte hende lidt mere. "Blodet vil heale dig, så du slipper for den væmmelige hovedpine du sikkert har." ... "Og hvis du ikke allerede var frisk på nattens festligheder, vil du uden tvivl blive det." Han stod med lidt krummet ryg for at finde hendes øjne. Dog rettede han sig op igen.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Det var sjældent, at man mødte en mand, som var så forfængelig, som manden overfor hende, var. Dog måtte hun jo erkende, at hun kunne lide den måde, som han så på verdenen på. Magten..? Nej, det var heller ikke en, som hun ønskede, hvor hun derimod ønskede, at hun var fri som en fugl, og det var det, som for hende, var det vigtigste. "Det lyder utrolig filosofisk, Sorin.. Virkelig.. Det grænser næsten til det kedelige." Selv, måtte han jo være af en anden tid, end hvad hun var en del af, hvor hun derimod var ung, og ønskede at leve sit liv, og anså det, som det vigtigste.
Som han nævnte Evan, snerpede hun læberne tydeligt sammen. Evan.. Hun ville slet ikke høre det navn! Og ikke nu, hvor de var ude! "Du behøver ikke nævne ham. Jeg ved godt, at jeg skal være glad, men for pokker..!" Hun vendte blikket bort fra ham igen, hvor hun denne gang bed tænderne mere fast sammen. "Han har et stramt tag om mig.. Det har han haft siden jeg var lille.. Og.. Guderne må vide hvor meget jeg hader det," endte hun mere sammenbidt. Da hendes moder døde, og hendes far pludselig bare forsvandt, havde hun jo været død, hvis han ikke havde taget hende til sig.

Jacqueline støttede sig en anelse til hans arm, kun for ikke at falde. Hun var skeptisk, og hun var meget skeptisk! Hun rystede på hovedet af ham, hvor et kort smil passerede hendes læber. "Du lyder jo næsten bekymret for mig," sagde hun denne gang, inden hun dog valgte at nikke. Hvis det gjode hende mere stemt til, hvad er skulle ske i aften, så var det jo en god ting. "Fint... så giv mig det," bad hun denne gang. Kunne det fjerne hovedpinen, og sætte hende i det mere festlige humør, som dette uden tvivl ville kræve, så var det jo kun en god ting! Hun havde brug for det.. Hun havde virkelig brug for at komme i den rette stemning, hvis hun virkelig skulle vise ham, hvad New Dale havde at byde på!

[Deleted]

Sorin fnøs og lo let ved hendes kommentar. Ja, sikkert meget kedeligt! Og derved fik han også dét med. At den slags måske ikke ligefrem sank ind hos hende. Og han smilte blot ved dette nye testamente på hendes selvregerede sind. Måske tog han ikke fejl af hende alligevel? Han sådan elskede når han havde ret i forhold til visse personer! Men igen, det var nok heller ikke helt fair. Han kendte hende trods alt godt, efterhånden. Efter alle de år hvor han har betragtet hende i hendes daglige gøremål. Han vidste sikkert mere om hende end Evan... Det ville være synd at sige at han hadede Evan. Men han kunne i hvert fald ikke lide manden! Og han brød sig bestemt heller ikke om hvorledes Jacqueline syntes at bilde sig selv ind, at hun havde brug for ham. Måske hun blot havde brug for en hjælpende hånd, til at løsrive sig? I så fald, ville Sorin da være den første til at melde sig.
"Jeg er måske ikke en Gud, men jeg ved det." Svarede han hende med et lille smil. De to ville sikkert få rigeligt med muligheder for at tale om Evan, og hendes fremtid i det sted. Men lige nu, ville han helst ikke dæmpe hvilken festlighed der endnu var at opleve; med kedelige ord omkring en mand de begge to tydeligvis ikke kunne lide. Denne nat handlede trods alt om dem, og ikke Evan! Sorin smilte lidt skævt og betragtede hendes lille smil. Hun var begyndt at bide lidt fra sig... godt! På tide at hun stod på egne ben, så og sige. Det var trods alt ikke blot hendes skepsis der testamenterede hendes selvstændighed. "Hvis det er hvad du ønsker af mig, kan jeg da sagtens være bare en smule bekymret?" Svarede han hende så en anelse drilsk og blinkede til hende. Han var ikke hendes far, og han ønskede ikke at være det. Men han skyldte hende, så hvis det var hvad hun ville?
I virkeligheden, bekymrede han sig måske en anelse..? Ikke meget, men nok til at det kunne mærkes af ham selv. Sukkersød, var han i hvert fald ikke. Han nikkede til hendes bedende ord, og førte så den frie hånd om over hendes skuldre, som han gik hen på siden af hende. Håndleddet første han op til hendes læber, og han lod hende derved suge noget af blodet til sig. Dog ikke for meget! Han ville ikke have hun mistede besindelsen. Men blot at hun var sig selv, og ikke alt for omtåget af lysten blodet kunne give hende. Hvilken lyst hun end måtte have til en hvilken som helst ting denne nat, skulle være naturlig.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var en ung kvinde, som kun ønskede at leve sit liv, og derfor havde hun da slet ikke tid til alt det kedelige pladder, som han nu måtte fyre af. Ikke at det som sådan gjorde hende noget, at han var af den tanke, for det indikerede da kun, hvad hun altid havde været 'bange' for: At han ville være af en ældre generation. Sådan var der jo slet ikke nogen unge væsner, som tænkte i dag! For hendes vedkommende, handlede det om, at udnytte mulighederne, for at komme ud, så snart at mulighederne måtte dukke op. Intet andet var godt nok for hende.
Selv var hun en kvinde, som godt kunne bide fra sig, og derfor ønskede hun heller ikke at snakke om Evan! Selvom hun vidste, at den mand nok havde reddet hendes liv, ved at tage hende til sig, da hun ikke havde været særlig gammel, da hun havde mistet begge sine forældre. Selv hendes fader, havde hun ingen anelse om, hvor befandt sig den dag i dag, og hun var ligeglad.. Men uden Evan, så havde hun vel.. intet? Han var nøglen til den velstand, som hun levede med, og det var den, som hun heller ikke var meget for at skulle give slip på. Hun levede jo godt, ud fra de muligheder, som hun havde. Hun himlede med øjnene. "Han er ikke det værd, at spilde en aften på.. Jeg står til en skideballe, når jeg kommer hjem, uanset," sagde hun denne gang. Hvorfor ødelægge det på forhånd, hvis hun kunne nøjes med det, når hun skulle hjem igen?
"Nej.. Jeg ønsker du skal være dig," sagde hun denne gang, som hun stadig støttede sig en smule til ham. Hun ville lære ham ordentlig at kende, og det gjorde hun heller ikke ligefrem ved at han skulle spille overfor hende. Bekymring? Hvad skulle hun overhovedet bruge det til? Hun var en hård kvinde, og det var sådan, at hun ville fremstå også overfor ham!
Sorin søgte over på siden af hende.. Hvorfor var det, at hun blev nervøs? Han havde aldrig gjort hende noget, men her udviste hun en form for tillid, som overhovedet ikke var typisk hende. Begge hænder lukkede hun denne gang omkring hans håndled, som hun trykkede let og stille om, idet at hun tog blodet til sig. Den jern-agtige smag på tungen, fik hende til at skære en grimasse. Det var.. vammelt! I takt med, at det søgte til maven, var det som om, at det.. forsvandt? Hun lukkede øjnene, hvor grebet næsten automatisk strammede sig mere omkring hans håndled, i frygten for, at han ville fjerne den fra hende, hvilket hun heller ikke ville give ham lov til! Hun blev kun grådig.. Mere og mere grådig i takt med, at hun tog det til sig.

[Deleted]

Sorin valgte konsekvent at ignorere hendes sidste ord om Evan. Fast besluttet på ikke engang at lade den mand være en fodnote i fortællingen om denne nat. Han regnede dog ikke med at Evan ville kende noget til deres lille tur. Måske, måske ikke. Og hvis hun skulle blive lukket inde i hendes værelse, skulle Sorin nok komme forbi og trække hende ud derfra. Igen. Og igen; var det ikke bekymring. Det var, en beslutsomhed. Hvis Sorin på nogen som helst facon, kunne bidrage til at hun kunne leve sit liv så frit som muligt, var der noget i ham som drev ham mod netop et sådan mål! Han kunne ikke gøre for det. Ikke at han tænkte over det, men det måtte være en eller anden for for tvangstanke, eller en fraktion af hans vanvid. Måske et fragment af hans sønderknuste fortid, der var rejst med ham igennem tidens aske og slør? Man kunne vel hjælpe en anden, uden at være bekymret?
Hvis Sorin havde været bekymret for Jacqueline, ville det have drevet ham til vanvid i alle de år han havde været en krage. For på hvilken måde kunne en krage hjælpe hende? Han havde set hende klare ærterne selv. Selv hende bide i det sure æble, og tage slagene som en vaske ægte kæmper. Hun behøvede ikke hans hjælp til noget... Men, måske hun alligevel havde brug for bare en smule hjælp? Han smilte ned til hende, så bredt et par tænder viste sig. "Godt.." Svarede han hende blot meget tilfreds. Trods hvad han skyldte hende, ville det alligevel ikke få ham til at ændre sig.

Sorin betragtede hende som hun drak af blodet. Det virkede bekendt. Og et kort øjeblik undrede han sig over hvad der mon var med det blod, som gjorde alle modtagere så grådige? Han gav hende dog plads til at suge hvad hun skulle bruge. Hun tog endda godt fat i hans arm. Hvilket gjorde, at Sorin måtte vriste den ud af hendes hænder, da han endelig syntes hun havde fået nok. "Ah ah, nu ikke være grådig.." Hans lettere buttede læber strakte sig i et lille smil, som han rullede ærmet ned over håndleddet igen, og tog om begge hendes skuldre. Han kunne ikke have hun fik for meget. Bare nok til at komme sig efter turen, og nok til at få hende i et passende humør. Han stod igen foran hende, og med en tommelfinger, fjernede han resterne af blodet fra hendes læber og hendes mundvig. Faktisk, gav det en let rødlig glans til hendes læber. Begge øjenbryn blev hævet som han kiggede på hende. "Så.." ... "Er vi klar til nattens festligheder?" Han kunne næsten tænke sig til svaret.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Ikke ønskede Jacqueline, at tanken om Evan, skulle have lov til at ødelægge hendes aften ude, nu hvor hun rent faktisk havde nogen at dele den med, uden at skulle opsøge folk først. Hun vidste, at hun i forvejen, stod til en kæmpe skideballe, når hun ville vende hjem, så hvorfor ikke få det ud af det, som hun kunne, inden det ville komme så vidt? Nu hvor hun i forvejen stod i selskab med en mand, som kendte hende bedre, end hvad det var gengældt, følte hun desuden også, at hun havde virkelig meget at nå, inden hun ville kunne søge hjemover igen. Natten var ung. Heldigvis, og hun så frem til at bruge den sammen med ham. Selvom han var en høj, mørk og meget intimiderende mand, var hun faktisk ikke bange for ham. Desuden, var det vel heller ikke rigtigt noget, som hun havde nogen grund til at gøre, havde hun?
Ikke var der nogen grund til at være bekymret for hende. Desuden var hun en kvinde, som sagtens kunne tage vare på sig selv. Det havde hun vel også vist en del gange? Selvom han ganske vidst aldrig havde været omkring hende, når hun havde været i byen.. Og hun havde en sjov tendens til at blive smidt ud, som havde hun været ballademageren. Man kunne vel håbe på, at selskabet i aften, kunne undgå dette. "Godt," istemte hun denne gang, og med et ganske tilfredst smil på læben.

Jacqueline blev grådig. Særligt efter første mundfuld, som i sig selv, havde haft den mest grumme smag, som hun overhovedet havde været i nærheden af! Selv da han havde revet sin hånd til sig, vendte hun sig mod den. Som kroppen havde talt sit tydelige sprog, forsøgte hun atter at gribe ud efter den. "M-mere.." Hun blinkede med øjnene. Hvad var det der skete med hende?
Forvirret, så Jacqueline mod ham. Han nød dette en kende for meget.. Og det reagerede hun på. Et sted fordi at hun kunne.. lide det selv? Hånden over hendes læber, fik det morende smil til at passere hendes læber, og et hemmelighedsfuldt glimt i øjet. "Vi har en lang aften foran os.. og jeg glæder mig." Denne gang greb hun ud efter hans arm, inden hun førte ham med. Inden længe, ville de kunne høre den levende musik spille så lystigt fra den store krostue. Der var hun oftest, og samme sted, hvor hun var vant til at blive smidt ud. Det behøvede han dog ikke at vide. "Tag dig ikke af den stille gade.. Den snyder.. Meget," sagde hun denne gang. Musikken kunne hun høre i det fjerne. Der var gang i den i aften!

[Deleted]

"Måske senere, hvis du opfører dig ordenligt." Drillede han med et lille charmerende smil. Blodet kunne være vanedannende. Han var dog ikke bekymret for hende, hun var trods alt en mental-dæmon. Hvis nogen havde styr over deres egen psyke, måtte det være personer som hende, ikke? Han ønskede dog ikke at gøre hende til et vrag, som han havde set så mange gange. Med et lille, måske endda skummelt, smil betragtede han hende som hun kom til fornuft igen. Og voila! Hendes hovedpine og dårlige fornemmelse i kroppen, syntes at være forsvundet. Og denne gang behøvede han ikke engang magi! At have vampyrblod i sine årer, havde kun været en positiv ting for Sorin. Og han så ikke rigtig nogen nedture eller negativer ved det. Det gjorde ham stærkere, gav ham udødelighed. Han behøvede ikke længere tænke på de små ting i livet. Og i hvert fald til ham, syntes det at have styrket hans magi blot en smule? Eller var det blot en af hans små vrangforestillinger?
Smilet blev bredere, da hun tog i hans arm, og begyndte at lede dem igen. Han glædede sig så sandelig også! Mere end hvad simple ord kunne beskrive. Han kunne kun vise hende, hvor meget han havde trængt til dette. Og det havde han så sandelig også tænkt sig! "Så, hvor er vores første stop?" Spurgte han ganske interesseret, og kunne allerede høre musikken fra et sted der syntes skjult. Torvet og gaderne var underligt stille, men en med hans sanser, kunne sagtens opfange den natlige energi der foregik bag de lukkede døre. De to havde mange timer af boltre sig i, inden solen ville begynde at krybe over horisonten, og han havde så sandelig ikke tænkt sig at dvæle ved et enkelt sted, denne nat. Men han tænkte nu ikke på hvilke andre steder de to ville besøge denne nat. Men nærmere med tankerne om hvor de to ville ende som det første, og hvad mon han skulle finde på. Og ikke mindst, hvad hun kunne finde på.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Hun måtte få mere, dersom hun opførte sig ordentligt? Hvad var han, hendes far? Det ville hun slet ikke høre tale om, i det hele taget! Hun rynkede tydeligt utilfredst på næsen. Hun var nemlig heller ikke vant til, at nogen satte de krav og forventninger til hende, som han gjorde, og selvfølgelig kunne det godt mærkes nu. Dette var på ingen måder noget, som hun fandt sig i, i det hele taget. "Det er ikke fair," argumenterede hun denne gang. Hun betragtede ham med en tydelig utilfreds mine. Hun havde ganske vidst fået det bedre. Meget bedre nu, og derfor kunne hun også tænke langt mere klart, end hvad hun havde gjort frem til nu, hvilket i forvejen var en virkelig dejlig og fantastisk fornemmelse. Hun kunne i hvert fald ikke beskrive det på andet vis.

Denne gang tog Jacqueline hans arm, og trak ham med sig. Gaderne i sig selv, var tomme og ensomme.. Mørke her i natten, men ikke var det noget, som generede hende det mindste. Overhovedet faktisk, for hun havde det mere end fint med det. Hun smilede stort, inden hun denne gang, vendte blikket mod hans skikkelse igen. "Vent og se," pointerede hun denne gang mere hemmelighedsfuldt, end hvad hun havde gjort brug af til nu. New Dale var et dejligt sted, og der var mange muligheder, dersom man vidste, hvor man skulle finde dem. Hun slap ham denne gang, inden hun drejede om det en hjørne. Umiddelbart, var der ikke rigtigt noget at se. Hun stoppede op ved en stor og kulsort bygning, hvor musikken var til at høre. "Det er ikke altid, hvad det ser ud til," sagde hun denne gang. Hun trådte ned af en trappe til det, som mindede mest om en kælder, hvor hun tvang døren op. Musikken bragede pludselig løs, og folk sang lystigt over deres drikkelse og mad. Der var levende lys, musik og et dansegulv, og en stor bardisk, hvor man bagved, kunne se alt, hvad der var af drikkelse. "Velkommen til hjertet af New Dale," sagde hun denne gang med en glad stemme, hvor smilet passerede hendes læber. Hun trådte ind med den forventning om, at han ville følge med. Han ville nyde livet? Nu skulle hun vise ham, hvordan hun gjorde det!

[Deleted]

Hun virkede en kende utilfreds.. Hvilket morede ham en anelse. "Hvis du ønsker det så meget, hvorfor så ikke bare tage det?" Hvem sagde hun behøvede hans tilladelse? Og i det samme, tænkte han på hvorledes han ikke ville have brug for hendes tilladelse, til at sætte tænderne i hende. Ak ja, ikke ligefrem sødt af ham at tænkte eller gøre sådan noget. Men det var skam en tanke der allerede havde passeret ham flere gange... Hvorledes hun ville smage. Mon han ville blive lige så betaget af hendes blod, som hun havde været af hans? Mon han ville blive lige så grådig? Egentlig nød han lidt at pirre sig selv blot ved tanken, og dertil at væbne sig selv med tålmodighed. Desuden, måtte der vel også være andre..
Sorin fulgte hende i let stilhed, og ganske nysgerrigt. Han kunne høre musikken, og vidste derfor også at de var ved at nærme sig. Hans blik faldt derefter på det kulsorte hus, efter de to havde passeret et hjørne. Og et smil passerede hans læber idet han kunne høre de små slag af mange hjerter fra bag murene. "Det er sjældent noget er.." Bemærkede han og betragtede hende. Hun syntes mere... livlig? Og i et sekund tvivlede han på om det mon var hende på en god dag, eller om blodet var ansvarlig for hendes muntre humør, og hendes kvikke skridt. Men han kendte hende efterhånden godt, så han nåede alligevel den konklusion; at det var hende. Og han kunne lide det! Elskede måden hvorpå hun ikke tøvede ved chancen om at kunne deltage i festlighederne, og derved næsten efterlod ham alene i døråbningen.
Ah ja! Dette var hans rette element! Han fulgte selvfølgelig efter hende, og døren faldt i smæk bag ham. Han manøvrerede mængden af mennesker og godtfolk med hvad der næsten syntes ynde og erfaring. Og lod endda en arm falde om livet af Jacqueline, for hurtigt og flydende, at trække hende lidt til side; lige inden en mand så vaklede fordrukkent dertil, hvor hun lige havde stået. Igen slap han hende, for så at ende ved hendes side. Han lænede sig lidt ned mod hende. "Nu, er det vidst tid til at dette hjerte banker efter vores rytme... synes du ikke?" Spurgte han måske en anelse hemmelighedsfuldt, og smilte lidt skævt i retningen af hende. Tæt nok ved hendes øre, til at hun ville kunne høre det; selv i sløret af fordrukken fællessang og musikken. Han havde noget han gerne ville se, og noget han ikke mindst gerne ville have. Måske hun havde planer, og hun skulle nok få hvad hun ville have. Men lige nu, søgte han at holde hende lidt i skak med stemmen og nærheden.