Post by Deleted on Dec 27, 2015 19:46:33 GMT 1
@khalec
En ny æra var på vej i forhold til warlockerne. En æra, som Islanzadí agtede at være en del af. Til det havde hun også allerede fået en opgave. At samle warlockerne. Hun skulle samle de fuldblods, som hun kunne finde, der ikke allerede var at finde i Imandra. En opgave, som hun selvfølgelig allerede havde påbegyndt. Hun agtede nemlig ikke at skuffe Kimeya! Han havde betroet hende en vigtig opgave, og for det agtede hun at brillere. Det kunne trods alt betyde en vigtig plads for hende i deres nye samfund. En plads, som hun bestemt ikke ønskede at kaste til siden. Der var allerede de warlocker, som hun havde talt med. Der var dem der uden tøven havde medvilligt, og det var dem der havde rynket på næsen over, at de blev bedt om at forlade alt det, som de kendte. Dem hun ikke personligt havde kunnet få fat på, havde hun skrevet et brev til. Deri blev de oplyst om situationen og bedt om at vende hjem, som warlockerne agtede at samle sig nok engang.
Eftermiddag var det kun, men stadig havde mørket allerede overtaget himlen. Dette skyldtes de kolde vintermåneder. Derfor henlå der også et tyndt lag sne hen over jorden og de flækkede granitsten. Den eneste varmekilde der måtte være at finde der, var den lysende og brændende flamme, der svævede ubesværet foran Islanzadí. Smuk som altid måtte hun se ud. De lange gyldenblonde lokker der slangede sig hele vejen ned til hendes lænd. Den røde kjole der var en perfekt kontrast til det hvide sne. I sine egne tanker stod hun. Hvornår Kimeya ville vende tilbage, vidste hun ikke, men parat ville hun og mange andre være til den tid. Allerede nu, havde hun nemlig fået samlet dem et lovende følgeskab. Hvad var der også at blive tilbage for i Marvalo City, når resten af deres art forsvandt?
En ny æra var på vej i forhold til warlockerne. En æra, som Islanzadí agtede at være en del af. Til det havde hun også allerede fået en opgave. At samle warlockerne. Hun skulle samle de fuldblods, som hun kunne finde, der ikke allerede var at finde i Imandra. En opgave, som hun selvfølgelig allerede havde påbegyndt. Hun agtede nemlig ikke at skuffe Kimeya! Han havde betroet hende en vigtig opgave, og for det agtede hun at brillere. Det kunne trods alt betyde en vigtig plads for hende i deres nye samfund. En plads, som hun bestemt ikke ønskede at kaste til siden. Der var allerede de warlocker, som hun havde talt med. Der var dem der uden tøven havde medvilligt, og det var dem der havde rynket på næsen over, at de blev bedt om at forlade alt det, som de kendte. Dem hun ikke personligt havde kunnet få fat på, havde hun skrevet et brev til. Deri blev de oplyst om situationen og bedt om at vende hjem, som warlockerne agtede at samle sig nok engang.
Eftermiddag var det kun, men stadig havde mørket allerede overtaget himlen. Dette skyldtes de kolde vintermåneder. Derfor henlå der også et tyndt lag sne hen over jorden og de flækkede granitsten. Den eneste varmekilde der måtte være at finde der, var den lysende og brændende flamme, der svævede ubesværet foran Islanzadí. Smuk som altid måtte hun se ud. De lange gyldenblonde lokker der slangede sig hele vejen ned til hendes lænd. Den røde kjole der var en perfekt kontrast til det hvide sne. I sine egne tanker stod hun. Hvornår Kimeya ville vende tilbage, vidste hun ikke, men parat ville hun og mange andre være til den tid. Allerede nu, havde hun nemlig fået samlet dem et lovende følgeskab. Hvad var der også at blive tilbage for i Marvalo City, når resten af deres art forsvandt?
