I don't know what to do..

[Marius Amalani Darcy]

Angelique Amalani Darcy

---

Det var sent på aftenen, da Marius endelig ankom til ruinerne. Marcianus var taget langt i forvejen, og selv han vidste ikke, hvad han skulle gøre. Selv var han bange for, hvad der var sket med Cassie, særligt fordi at han ikke havde set hende længe nu. Var hun død og borte? Var der nogen, som havde taget hende? Han vidste det virkelig ikke! Han bed tænderne svagt sammen. Her i mørket, kunne han jo se stort set det hele, så det var ikke rigtigt noget, som generede ham, som alt det andet, som til nu, var sket igennem deres liv. Meget var det jo. Småting.. overhovedet ikke.

De rolige skridt, førte Marius på vej igennem de oldgamle bygninger, som han nu måtte passere på sin vej. Hvad andet skulle han da kunne gøre ved det? Han sukkede dæmpet, hvor han denne gang stoppede op på det, som havde været en gammel markedsplads. En by, som for længst var blevet forladt, og sikkert også af grunde, som man slet ikke var i stand til at huske den dag i dag.
Marius sænkede denne gang hovedet tænksomt. Han var bange.. Et sted ikke, og så alligevel. Han kunne ikke rigtigt finde ud af det, og det var virkelig irriterende! Han knyttede sin næve. Normalt, var han slet ikke den type, som reagerede i form af vrede, men denne gang, kunne han da heller ikke lade være!
Vilkårligt hamrede han næven direkte igennem den nærmeste væg, som nærmest faldt om hans hånd. Omgående blev den blodig og såret af de skarpe sten, som skar sig ind i hud og alt. Han var bare frustreret. Hvorfor skulle alt omkring ham, være så negativt hele tiden!?

[Angelique Amalani Darcy]

Endnu en gang havde Angel taget turen mod Manjarno efter mørkets frembrud. Det var noget som hverken folkene på slottet eller Chili brød sig synderligt om men lige i denne sag havde ingen af dem noget at skule have sagt. Angel ønskede at se sin far. Hun savnede ham hvilket, på en måde, var hende en uvant følelse. Det had som altid havde ligget i hendes indre for hans væsen havde skærmet for det men nu, ja nu kunne hun mærke det. Hun sukkede stille som Chili bragte hende hen over landet hurtigere end hun selv kunne rejse. Det var egentlig bidende koldt på ryggen af ham men dog var det hurtigere og mere sikkert end så meget andet. Hun lukkede øjnene stille som de nærmede sig huset i Natymia. Hun havde brug for at snakke med ham, et sted havde hun vel bare brug for en som kunne give hende ren besked og som ikke nølede over ordene fordi hun var dronning. En gang i mellem savnede hun bare at være den gode gamle Angel igen. Hendes tanker måtte dog blive stoppet ved lyden af Chili’s stemme i hendes hoved. #Huset er tomt, Angel. Skal jeg vende om?# Han satte farten en smule ned som Angel rettede sig en smule mere op på hans ryg. Hendes far var ikke hjemme? Hun vidste ikke om det var klogt at fortsætte. ”Led efter ham lidt, Chili. Måske han er i nærheden” lød det forhåbningsfuldt for hende. Hun ønskede ikke at flyve alt for langt væk fra den Procianske grænse.

Der gik ikke længe før Chili fik færten af hendes far og han begyndte at flyve hen imod lugten. Den bragte dem begge til Ruinerne som de fløj et godt stykke hen over. Angel spejdede men mørket gjorde det virkelig umuligt for hende at se noget som helst. Hun kunne ikke lide det! Hvad pokker lavede hendes far på disse kanter? Burde han ikke være hjemme og se efter Cassie? Nok var dette Manjarno men der var stadig chance for at møde onde væsner om natten her. ”Ser du noget Chili?” spurgte hun med betydelig bekymring i stemmen. Hun kunne slet ikke lide det her. Chili nåede ikke at svare hende før det tydelige brag af en mur som faldt sammen nåede deres øre. Det gav et spjæt i Angel og hun vendte blikket mod Chili. De gule øjne var stift placeret på stedet hvor muren var styrtet sammen. Var det en ven eller fjende? Selvom de stadig var i luften kunne de vel ikke være for forsigtige? Som støvet endnu en gang lagde sig blev det dog hurtigt klar for Chili hvad der havde forårsaget larmen. Han rystede på hovedet fløj langsomt Angel tættere på men dog ikke for tæt på jorden. #Han er dernede# lød det fra Chili som han begyndte at svæve hen over det samme område hvor muren før havde stået. ”Far?” kaldte Angel som hun spejdede ned i mørket. Hun kunne virkelig ikke se en pind her!

[Marius Amalani Darcy]

Marius var under normale omstændigheder, en meget fattet og rolig mand, selvom det måske ikke var noget, som kom særlig godt til syne lige i øjeblikket. Han var præget af en uro, som han ikke kunne sætte en finger på. Han havde ikke været i stand til at beskytte Cassie.. Var han bare en kæmpe fiasko? I Procias havde han været i stand til at udrette mangt og meget, og herude, synes det hele bare at falde sammen om ørene på ham, uden at han kunne gøre noget. Falde som sand mellem fingrene, uanset hvor meget han kæmpede for at holde sammen på det, og det var egentlig grotesk, at det var på den måde.
At hans egen datter skulle have forladt Procias, kunne han ikke vide. Det var i forvejen meget lidt kontakt han egentlig havde med hende, hvilket alligevel var med til at gøre ham trist. Det var først ved lyden af dragen oppe over ham, at han hævede blikket. Han havde vandret lidt for lang tid rundt i sine egne tanker, til at han havde lagt mærke til, at han pludselig ikke længere var alene.

Marius trak sig en anelse. Drager var begyndt at blive mere og mere normalt igen, efter at have været væk i en lang årrække. Han bed tænderne svagt sammen, hvor det først var ved en stemme, som for ham, var så velkendt, at han følte en lettelse. Angel? Hvad pokker lavede hun herude?! "Angel!" kaldte han igen, hvor han denne gang trak sig mere ud i det åbne. Var det virkelig Angel og Chili? De burde slet ikke være her. Manjarno var heller ikke ligefrem et sted at være, for det var jo ikke et sted præget af den ro, som engang havde været. Han stillede sig åbent.. Her ville Chili også være i stand til at lande igen.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel havde haft brug for at se sin far og derfor tog hun gerne rejsen til Manjarno for at se ham. Det var efterhånden alt for længe siden sidst hun havde været der og det var slet ikke noget som hun kunne lide. På ryggen af Chili så følte hun sig mere sikker selvom hun godt vidste at hun ikke burde forladt lysets land når mørket havde sænket sig som det havde gjort det nu. Hun sukkede svagt. Det ville have været så meget bedre hvis han havde været derhjemme. Det havde været mere sikkert for hende men ak, det kunne ikke altid blive sådan.
At han ikke havde opfanget dem før de havde været lige op over han anede hun ikke. Chili var stor så han blev let opdaget når han var ude. Hun kaldte på sin far som Chili havde sagt var under dem selvom hun intet kunne se. Mørket var hende noget så kvælende men hun bed det i sig. Hendes fars stemme nåede hendes øre og smilet bredte sig omgående på hendes ansigt. Som Chili førte hende mod et åbent område hvor han kunne lande begyndte hun så småt at kunne ane en skikkelse under dem. Chili landede med et lille dump og hun lod sig glide af hans ryg uden meget besvær. En hånd gled igennem hendes lange hår mens de blå øjne gled til hendes fars skikkelse. Her var stadigvæk forbandet mørkt. Hun stod lidt før hun søgte helt hen til ham og lod armene glide om hans skikkelse i en omfavnelse. ”Hvad plager dig?” var det første som hun spurgte om. Det lignede ikke ham at reagere på denne måde.

[Marius Amalani Darcy]

Marius var og forblev bare uheldig med de kvinder, som han valgte for sit liv. Cassie var væk, og han havde ikke nogen anelse om, hvor han skulle være i stand til at finde hende henne. Var det underligt, at det var en tanke, som et sted, også gjorde ham en smule urolig? For nu gik han egentlig bare rundt.. søgte lidt desperat. At hans egen datter jo så skulle have taget den samme tur, kom et sted bag på ham, for dette sted, var overhovedet ikke et sted for en dronning af lyset!
Af den grund, søgte Marius dog tættere på hende. Han genkendte dragen, som han her kunne spotte i mørket, hvor hans egne arme forsigtigt gled om hende. Det kunne nemlig ikke falde ham ind, at gøre hende noget, og derfor var der heller ikke noget, at være bange for i denne omgang. Han lukkede øjnene lettet. Hun kendte ham efterhånden for godt. Desværre. Det var overhovedet ikke meningen, at det var noget, som hun skulle gå og spekulere på. Han hævede hænderne, som han denne gang placerede mod hendes kinder. Disse strøg han let, og med et smil på læben. "Ikke noget, som du skal tænke på, min pige," bad han denne gang. Alle de problematikker, måtte være hans at bære, og ikke noget, som hun skulle påtage sig. Hun havde allerede mere end rigeligt at tænke på med et helt land, som også krævede sit!

[Angelique Amalani Darcy]

Angel kunne virkelig ikke lide at se sin far sådan her. Noget var helt tydeligt galt også selvom han ikke lige frem brød ud med det med det samme. Hun sukkede stille som hun betragede ham. Han havde altid været en rolig mand og en mand som ikke var let til at hidse sig op. Nu fandt hun ham i færd med at bryde en helt mur ned. Aldrig havde hun set ham i sådan en tilstand før. Det gjorde hende ked af det for hendes far var et godt menneske. Var denne vrede et tegn på vampyren? Eller var det blot ren og skær fustration?
Hun puttede sig ind mod hans krop som næsten synes hende koldere end normalt. Hvad var der mon i vejen? Chili satte sig til rette et stykke fra dem og kiggede opmærksomt rundt sådan så de kunne få noget fred og være der uforstyrret. De blide kærtegn mod hendes kinder gjorde hende godt. Hendes far havde altid vidst hvordan han skulle få hende til at føle sig tilpas og berolighende også selvom hun ikke havde vist ham det før nu. Ved hans ord sukkede hun stille. Hendes øjne var så svagt begyndt at vende sig til mørket og hun kunne svagt ane hans ansigts træk selvom hun på ingen måde kunne se lige så godt som han kunne det. "Hvem er jeg hvis jeg ikke kan skænke et lyttende øre til dem som er mig nærmest? Hvad plager dig far? Lad være med at holde mig ude. Jeg vil gerne høre dine problemer" sagde hun blidt og gav ham et lille klem. Selvom hun var hans datter og altid ville være det så kunne hun selv mærke hvor meget hun egentlig voksede med opgaven som den Procianske dronning. Hun var på en måde blevet mere voksen selvom hun på mange punkter stadig var den samme gamle Angel.

[Marius Amalani Darcy]

Det lignede slet ikke Marius at reagere på den måde, som han nu gjorde, men den frustration og følelse af afmagt, så var det bare ikke noget, som han kunne fortsætte med at bide i sig, uanset hvor meget han ville ønske, at han kunne gøre det. Det var virkelig forfærdeligt, at det var på den måde. Øjnene lukkede han ganske let, som han trykkede sin elskede datter ind mod sig denne gang. Han plantede et kys mod hendes kind. Hvor var det godt at se hende! Det ændrede dog ikke på, at det var farligt. Hun var vel ikke kommet denne lange vej, kun for ham, var hun? Det håbede han da ikke!
Hænderne strøg han over hendes kinder. Der var slet ikke nogen grund til at hun skulle være bekymret. Meget af det, som han sad med, vidste han, var hans egen skyld, også selvom han virkelig kæmpede for at holde det under kontrol. Det var bare ikke altid, at det ville, som han gerne ville, og det var næsten det, som for ham, var det værste. "Det er ikke noget, som lysets dronning har behov for at tænke over," bad han denne gang. Han sendt hende et stille smil. Hun lod den ikke gå.. Det vidste han allerede. Han lod blikket falde en smule, inden han denne gang slap grebet om hende. Hun føles så varm.. "Cassie er væk.." sagde han denne gang. Det vakte en bekymring i ham. Han vidste snart ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Hans liv var jo bare et kæmpe kaos.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel kunne se at der var ting som plagede hendes gamle far. Det var en skam at livet ikke bare kunne være sød ved ham for en stund. han var en mand som havde opgivet så meget og nu stod med så lidt. Folk var ham utaknemmelig og det var en tanke som Angel slet ikke brød sig om. Hun ville sådan ønske at hun kunne få Procianerne til at indse at ikke alle fra mørket var grimme væsner og folk som hendes far var god nok inderst inde. Kysset mod hendes kind fik hende til at smile. Hun var virkelig begyndt at blive vant til hendes fars kærtegn til det punkt hvor hun savnede dem når hun skulle gå så lang tid uden at se ham. Hun var kommet hele vejen herhen for at se ham, også selvom han sikkert ikke ville bryde sig om det.
Hun lyttede til hans ord. Han var svær at få til at indrømme at der var noget galt. Hans argumentation fik hende til at himle med øjnene en smule og ryste opgivende på hovedet af ham. Nok var hun dronning men hun var først og fremmest hans datter hvilket han ikke måtte glemme! "Lysets dronning har måske ikke men din datter har" pointerede hun roligt. Hun ville ikke lade det ligge. Dog måtte hans ord alligevel slå benene væk under hende. Hun måbede en smule som han slap hende. Hænderne knyttede hun svagt. "Cassie er ..... væk? Hvordan væk? Gået eller taget?" spurgte hun endeligt da hun endnu en gang havde samlet sig en smule om det som han fortalte hende. Hvad pokker var der sket? Hvor længe havde hun været væk?

[Marius Amalani Darcy]

Det var ikke småting Marius havde opgivet, og det havde aldrig været nok. En tanke, som et sted gjorde Marius ked af det. Han havde igennem så mange år, kæmpet for procianernes tillid. Han havde aldrig gjort nogen noget, og det kunne han ikke lide.. Han kunne ikke se, hvad han havde gjort, for at gøre sig fortjent til denne behandling, men det var meget lidt, som han kunne gøre ved det nu. Han sendte hende et stille smil. Han vidste, at hun havde fået en vigtig betydning for så mange, som slog hendes title for ham, som han datter. Et kort smil passerede denne gang hans læber, selv på trods af den sorg, som nok var til at læse i hans blik. Igennem alle de år, havde han kæmpet, for at holde igen på de menneskelige følelser. De skulle ikke også få lov til at forlade ham.

Cassie var væk. Marius vidste ikke hvordan og hvorledes, men umiddelbart ville han sige, at hun var blevet taget. Hun havde aldrig haft en grund til at skulle forlade ham.. bare sådan uden videre. "Jeg ved det ikke.." sagde han denne gang. De havde jo faktisk haft det godt sammen, og de havde passet på hinanden, siden de havde fundet vejen frem til hinanden. "Umiddelbart.. tror jeg hun er taget.." Det gjorde ham trist. Han var så træt af alt den modstand hele tiden!

[Angelique Amalani Darcy]

Angel kunne se hvor meget det hele påvirkede ham og det kunne hun slet ikke lide. Selvom hun var dronning og skulle bekymre sig om Procias så nægtede hun at glemme ham i forbi farten. Endelig havde de fået et forhold og hun var i hvert fald ikke den som ville smide det på gulvet! Hun sukkede stille og betragtede ham. Tydelig var sorgen at spore i hans ansigt og blik. Det gjorde hende rigtig trist til mode. Hvad var der dog sket siden at det plagede ham så meget? Hun kunne ikke lide det det mindste. Hans smil gengældte hun dog uden tøven selvom det næsten virkede tvunget fra hans side af.

Cassie var væk. I følge ham var hun blevet taget hvilket Angel også så som den mest almindelige forklaring. De havde jo haft det godt sammen og Angel havde godt kunne lide Cassie og hvad hun havde gjort for hendes far. Cassie gjorde ham glad og lykkelig. At hun var væk var virkelig en ting som Angel slet ikke kunne lide. Hun bed sig i læben og kørte en hånd igennem det lange løse hård. Cassie skulle findes og det kunne da kun gå for langsomt. "Når jeg kommet tilbage til Procias sender jeg en efterlysning ud på hende. Jeg skal nok få hende hjem til dig igen hvis det er mig muligt. Indtil da må du ikke fortvivle. Fortvivlelse avler mørke og du er alt andet end af mørket" sagde hun med et lille opmuntrende smil før hun blidt løftede sin ene hånd og strøg ham over kinden. hun skulle nok gøre alt i sin magt for at få Cassie hjem.

[Marius Amalani Darcy]

Den konstante modstand, var vel bare begyndt at sætte sig på Marius nu? Han kunne jo ikke undgå det. Han kunne ikke holde det på afstand af sig for tid og evighed. Det ville blive helt umuligt. Alt den modstand i Procias, alt det, som han havde oplevet i Dvasias, og nu skulle han til at tilføje alt det, som også var sket i Manjarno? Han bed tænderne svagt sammen, selvom han forsøgte at bide det i sig, overfor hans datter. Det var slet ikke meningen at hun skulle rende rundt og bruge tiden på at være bekymret for ham. Det var faktisk det sidste, som han ønskede sig lige nu.

Cassie var væk. Det eneste som gav mening, var naturligvis at hun var blevet taget, for de havde haft det godt sammen. Derfor ønskede han også at finde ud af, hvad pokker der var sket! "Det vil jeg virkelig værdsætte, Angel," sagde han denne gang med en taknemmelig stemme. Han sendte hende et smil. Det gjorde ham selvfølgelig trist, at han ikke havde noget fast at forholde sig til, og at hans grundvold atter skulle rystes så voldsomt, som den var blevet. Han rettede sig op. "Det bider mere og mere på mig. Jeg ved ikke hvor meget mere, jeg kan håndtere modstand af den kaliber.. Tag hjem, Angel.." bad han denne gang. Det var vigtigt for ham, at hun havde det godt.. Og Manjarno, var et farligt sted for hende at opholde sig.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel vidste at det virkelig ikke var let for ham. Det var en tanke som hun virkelig ikke kunne lide men dog en som hun var nød til at forholde sig til så vel som han var det. Det var ikke retfærdigt men dog så var der ikke noget som hun kunne gøre ved det lige nu. Procias skulle nok blive bedre, han skulle have lov til at komme tilbage og blive elsket af folket som hun var det. Hun ønskede at han fik sit hjem tilbage og det kunne virkelig kun gå for langsomt!

Cassie var dog det vigtigste lige nu. Hun skulle hjem og det kunne kun gå for langsomt et sted. Cassie skulle hjem igen hvis det altså var det som hun ville. Angel håbede et sted at hun var blevet taget for hvis ikke betød det at hun havde forladt hendes far uden et ord og det ville nok knuse ham mere end han allerede var. Hun sukkede svagt og nikkede til ham. "Jeg tager afsted med det samme. jeg skal nok gøre hvad jeg kan for at få hende hjem" lød det fra Angel. Hun trådte helt hen til sin far og lod armene falde om hans skikkelse endnu en gang til et tæt knus. "Du må ikke give op, far. Lad ikke mørket i denne verden vinde over din lyse sjæl." Hun slap ham igen og gik så med hastige skridt over til Chili. Hun kom hurtigt op på hans ryg og vendte blikket mod hendes far. "Inden jeg smutter. Jeg har fået mig en Allieret i Procias, en kvinder som påstår at hun kender dig. Keischa Maloya. Hun har overtaget gården til du kommer hjem igen" sagde hun med et let smil før hun vinkede til ham. Chili sendte Marius et lille nik før han satte af fra jorden og med det samme søgte tilbage mod Procias.

//OUT

[Marius Amalani Darcy]

Marius følte at han var ved at falde fra hinanden, og han måtte jo erkende, at det var svært at holde sig selv oprejst efterhånden. Han bed tænderne kraftigt sammen. Det gjorde ondt på ham. Ikke at det var noget som sagde så lidt. Med alt det sagt, så måtte han jo bare forsøge. Men det var bare en konstant modstand, som han mødte lige nu, og det var ved at være hårdt for ham.
Armene lod han endnu en gang falde omkring Angels krop, hvor han trykkede hende tæt ind mod sig. Han savnede hende.. Savnede, at de kunne se hinanden dagligt i Procias, selvom det nu heller ikke var et sted, han kunne være i. "Det er hårdt, Angel," sagde han denne gang. Ikke bad han om hjælp, selvom det vel lidt et sted også var det, som han forsøgte at fortælle hende? For han havde det rigtig hårdt med det. Han kæmpede. Det var i hvert fald det, som han var sikker på. "Jeg forsøger," sagde han denne gang, inden han denne gang slap hende igen.

At Keischa havde fundet vejen til Procias, forundrede ham dybt. Han blinkede med øjnene. "... Keischa?" Havde hun ikke været.. død? Det var ved at være rigtig mange år siden, han havde set skyggen af den kvinde. Og hun havde taget herregården? Det var en tanke, som uden tvivl lettede ham. Det var en, som vidste, hvad det indebar. Han hævede hånden og vinkede efter dem. I det indre, bad han til at de ville kunne finde hende. Sagen var vel, at han havde brug for Cassie efterhånden?

//Out