My life turning upside down..

[Noelle Jaceluck]

Mattheus var blevet født til en trone, såvel som hun var blevet født til at lede. Hun havde levet efter sit formål i så mange år, og nu havde hun ingenting, og ville måske aldrig få det igen. Noelle kneb øjnene sammen så de antog et lidt strengt udtryk. "Så prøv hårdere Mattheus! Udnyt det kloge, lille hoved, jeg ved du er udstyret med!" vrissede hun tørt. Det passede hende glimrende at han nærede en vis form for frygt for hende, det gjorde det langt lettere at trænge ind til ham uden at tage fuld kontrol over hans sind, som Jaqia til tider havde formået. "Der er ikke længere nogen trone. Lige nu er du ingenting ud over en tidligere Dronnings søn, men jeg ved at du kan mere og du ved det. Så riv dig fri fra din moder og skab det liv som du fortjener, ikke som hun har dikteret dig til," bad hun selvom det var dybt dobbeltmoralsk taget i betragtning af at hun altid havde ladet sig diktere af sin far.

Noelle lænede sig igen tilbage med ryggen mod væggen, da han satte sig ned ved siden af. Hendes blik var lidt opgivende, men hun var langt mere rolig selvom hendes kinder glødede efter deres dikussion. "Lad være med at koncentrere sig Jaqia, der er andre til at tage sig af hende. Fokusér i stedet din energi på at finde ud af hvad du vil gøre herfra. Jeg kan arrangere med Evan at du kan blive, om du lyster, derigennem kan vi finde ud af hvilke mål du sætter for dit fremtidige liv," sukkede hun. Det var godt med mål og ambitioner, hendes far at komme tilbage i kamp, men modet sank mere og mere for hver dag.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Udover dem som var blevet revet fra ham, havde Mattheus haft tronen at vogte om.. Nu havde han ingenting. Var det overhovedet underligt, at han ikke rigtigt kunne finde ud af det? Det var for pokker heller ikke nemt at være ham lige nu, for han havde jo heller ikke nogen anelse om, hvad han skulle give sig til. "Hold op med at snakke til mig på den måde! Jeg er ikke noget barn længere, Noelle!" udbrød han nærmest i afmagt, da han ikke rigtigt vidste, hvad andet han skulle gøre! Han følte sig presset, og det var efterhånden også fra alle vinkler. For pokker.. Hun var jo noget af det sidste, som han havde tilbage, af personer, som rent faktisk havde en betydning i hans liv, og derfor var han vel også bange for, at hun også blev brugt mod ham nu? Som alt det andet gjorde?

Mattheus satte sig ned ved siden af hende, selvom hans krop ene og alene, dirrede af vrede og raseri. Han havde aldrig været udsat for noget lignende! "Fundamentet og meningen med mit liv, er revet væk under mig, Noelle, og nu fortæller du mig, at min moder er skyld i, at jeg har det sådan her.. At alt det her er sket.." Hans blik faldt denne gang til hendes skikkelse. Han var lige nu, så vred, at han følte sig helt rolig. Han lystede virkelig at slå hende ihjel! "Jeg sætter ikke noget mål, før hun er lagt i graven, og jeg denne gang ved, at hun bliver i den," afviste han blankt. Han var ked af det.. Virkelig ked af det, og han reagerede med vrede. Han ville jo ikke vise sig svag!

[Noelle Jaceluck]

En så følelsespræget samtale mellem to lige temperamentsfulde individer var næppe en god idé, men Silia havde sendt ham af en grund. Hvis ikke hun kunne overbevise ham om at det rette ikke var at hjælpe hans mor, så ville han blive tvunget under samme behandling, hvilket hun ikke ønskede. Når der blev givet hende et ansvar tog hun det ret seriøst, og der var stadig lang vej for ham at gå. "Så stop med at opfører dig som et barn!" sagde hun bestemt tilbage. Han fik ikke lov til at snakke til hende på den måde, desuden opførte han sig som en forkælet møgunge, frem for den voksne mand han var. Hun vidste at dette måtte komme ham som et chok, men han var ikke den eneste som kæmpede sine kampe. Hun lænede hovedet mod væggen og stirrede op i loftet med et lidt tomt blik.

"I den virkelige verden, er det hvad der sker, det har din royale titel forskånet dig for. Du er nødt til at lærer at leve i en verden hvor du ikke har en titel at gå på. Det er nu du skal skabe dit eget ry, og du vil næppe være kendt som mors dreng," sagde hun træt. Det nyttede ikke noget at råbe, hun havde ikke længere energi til det. "Hver ting til sin tid. Jo mere tid du spilder på at tænke på hende, des mere ødelægger du det for dig selv. Jeg fortsætter gerne din oplæring, men du kender mig, jeg vil have resultater. Så hvis du ønsker det, så får jeg dig indlogeret og så bruger du i aften på at tænke på hvad du vil opnå med dette liv. Vi snakker om det i morgen," det var mere en ordre end et forslag. Snart ville Evan komme og træne med hende som hver aften, så hun ville bare gerne have lidt fred.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var virkelig presset, og han vidste, at de ville ændre hans mening af en grund. Ville de udsætte ham for samme mening. Han var nemlig ikke nogen forkælet møgunge, selvom han meget vel kunne fremstille sig selv sådan, ved sine hidsige og voldsomme udbrud, men for pokker.. hvad skulle han da kunne gøre ved det? Han bed tænderne kraftigt sammen denne gang. Han vendte blikket væk fra hende. "Du ved godt, jeg ikke er et barn, så hold op med at fremstille mig som et..!" endte han denne gang mere sammenbidt. Han var faktisk kommet en smule mere til ro denne gang, end hvad han havde været tidligere, og det var ikke fordi at han kunne gøre for det. Alle pressede ham jo for pokker!

Hvis det Noelle sagde var rigtigt, så ville han slet ikke have noget med sin mor at gøre! Noelle vidste han jo godt, var en kvinde, som han kunne stole på. Det havde han jo alle dage kunne gøre, og det vidste han jo også godt. Han sukkede let. "Hvis det du siger, er rigtigt, så er det slet ikke en kvinde, som jeg vil have noget med at gøre mere," sagde han denne gang. Han var vred.. Bare tanken om, at det var hendes skyld, at han havde mistet.. alt. For at sige det mildt. Han havde mistet alt! Han ville ikke råbe mere.. Han var træt af det. Han nikkede blot. Han tog et hint, når han vidste, at Noelle gerne ville have fred. "Det vil jeg værdsætte," sagde han denne gang. Han rejste sig op. Han vidste, at Evan stod på den anden side af døren uanset. "Så.. vi snakker om det i morgen?" Igen var Noelle jo noget af det sidste som han havde. Han søgte derfra tilbage til døren. Før han overhovedet nåede den, tvang Evan døren op. "Jeg finder dig et værelse." sagde han denne gang. Han var helt med og indstillet på at lade knægten være. Han førte ham derfra, og til et værelse lidt længere nede af gangen. I mellemtiden blev vagterne også sat på plads. I hvert fald, frem til at han var overbevist om sandheden.

//Out

[Noelle Jaceluck]

Mattheus var altid blevet forkælet og han havde altid haft en status og en titel at gemme sig bagved. Han havde svømmet i penge og i kvinder gennem en stor del af sit liv, det var på tide at han lærte at færdes i det virkelige liv som alle andre, uden at opfører sig som et pattebarn. Noelle himlede med øjnene og sendte ham et blik der sagde det hele. "Jeg stopper med at behandle dig som et barn når du beviser for mig at du er en voksen mand," sagde hun langsomt og med tydelig artikulering så han ikke var i tvivl om hvad han mente. Det ragede hende at han blev vred på hende, hun forsøgte bare at lære ham hvordan han skulle færdes og overleve dette. Somme tider måtte man bare være parat til at omstille sig her i livet, det var nok ret sundt for ham at lære det nu.

De havde kendt hinanden i mange år, og trods Noelle ofte løg for at beskytte sig selv og egne følelser, så havde hun ingen grund til at lyve for ham. Hun tilbød ham at tage ham under sine vinger og hjælpe ham frem her i livet, men det krævede jo at han stolede på hendes ord. "Jeg vil også stærkt fraråde det," indrømmede hun og lukkede øjnene for et kort øjeblik. alt den råben havde gjort hende træt. Havde dette virkelig været nødvendigt? "Meget vel," hun spærrede øjnene op og se hen på døren, hun vidste at evan stod lige bagved og lyttede med som han altid gjorde. "Vi snakker om det i morgen," bekræftede hun og lod blikket glide over på ham. Ej stoppede hun ham i at gå. Evan stod som beregnet ude på den anden side, klar til at åbne døren. Hun sagde intet til nogle af dem, men lod ham vise Mattheus til et værelse, mens hun selv fik skubbet sig helt ned i sengen så hun kunne ligge og hvile lidt.

//Out