My life turning upside down..

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Noelle Jaceluck

---

Mørket havde ligget som et tungt tæppe over Dvasias og Imandra, da Mattheus endelig havde fået lov til at få muligheden, for at forlade cellen i Castle of Darkness, selvom det bestemt heller ikke var på de omstændigheder, som han lige havde regnet med. Han selv var eskorteret til Strife Manor, som lå i Imandra. Her havde han selv ikke sat sine fødder i uendelige tider, og selv måtte han jo erkende, at han faktisk ikke vidste, hvad han skulle forholde sig til, hvad det her angik. Han vidste, at Noelle var der, men meget andet end det, var faktisk temmelig uklart for ham.
Det store Mansion, tårnede sig for dem. Ikke var han lagt i lænker, men horden af vagter var mange, og derfor var det komplet umulig for ham, at gøre noget som helst. Han stirrede fast frem for sig. Han var bestemt ikke den mest samarbejdsvillige. Det havde han aldrig været, og særligt ikke i dette øjemed.

Mattheus blev denne gang guidet ud af vognen, som han var blevet transporteret i, mens vagterne nærmest stillede sig omkring ham. "Jeg har ikke brug for nogen barnepige," bed han denne gang af dem, inden han selv lod sig føre op til de store døre. I takt med, at disse måtte gå op, var det Evan Strife som selv tog imod dem. Mattheus anså ham nærmest som en landsforræder. En mand af så høj og stor stand, som han havde haft, og nu stod han her? Han måtte næsten forhindre sig selv i, at lade fristelsen tage overhånd, hvor han spyttede manden i ansigtet.
"Hun ligger oppe på værelset. Jeg skal nok tage over," understregede Evan med en tydelig autoritær stemme. Vagterne diskuterede den en smule, men trak sig dog. Evan førte Mattheus med sig ovenpå.. Ikke med hans største glæde i hvert fald. "Jeg advarer dig. Hun er lidt gnotten ovenpå alt det, som er sket," fortalte han. Han selv bankede på ind til Noelle, inden han tvang døren op, og lod Mattheus træde ind. Mattheus selv bed tænderne sammen. Hvor var det dog.. Frustrerende.. Et sted var han vel bange for at træde ind? Han undlod at sige så meget som et eneste ord, hvor han denne gang lod blikket falde til hendes skikkelse. Døren blev lukket bag dem. De var nu alene.

[Noelle Jaceluck]

Måneder var gået i denne forbistrede seng, hvilket langsomt og pinefuldt, drev hende til vanvid, hvert eneste vågne øjeblik. Nætterne var hårde, fulde af frygt som hun aldrig før havde følt, end ikke med det liv hun ellers havde levet før i tiden. Mange timer havde hun fået til at gå med at studere loftet i mangel på bedre, men den aktivitet var efterhånden blevet en kende triviel, så nu havde hun i stedet genoptaget sine naive forsøg på at komme op, og tro på at tankens kræft ville være nok til at helbrede hende.
Denne gang havde hun fået sat sig op ved hjælp af stærke mavemuskler, for hendes hænder var umulige at støtte på, uden det gjorde forbandet ondt. Hun sad på sengekanten og stirrede ned på sine fødder som var det hendes værste fjende. Man kunne tydeligt se hvor sømmene havde gennemboret for sårene var stadig kun ved at hele, og selv om det gik fremad, så var smerten og den manglende styrke det samme. I stedet for den typiske beklædning af læder var hun klædt i en kjole, for det andet virkede for hårdt og kompliceret at få på, også selvom hun hadede det andet. Lyden af skridt genkendte hun som Evans. Efter alle de timer havde hun memoreret stort set alle i husets skridt, lyden af den, specielt for at vide om det var Evan eller Athena der kom ind, oftest først-nævnte da hun ikke havde været lidt venlig overfor hans kære forlovede, af et naivt pigebarn. Dog var der mere. Noelle så op med et direkte fjendtligt blik. "Jeg er ikke sulten," vrissede hun og sendte døren et hadsk blik, mens hun overvejede om hun skulle prøve at reje sig, et eller andet sted, velvidende om at det ville svide til hende selv.
Eftersom det var Evan, forventede hun ikke at han ville gå sin vej. Da døren gik op, så hun op, men fik ikke øje på Evan som det første, derimod Mattheus, hvilket var meget overraskende. Hun blødte dog ikke op, særligt fordi hun ikke vidste om han havde været i ledtog med sin kære mor. "Mattheus. Hvad gør du her?" spurgte hun lidt hårdt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvad Mattheus kunne forvente, at få ud af dette, vidste han ikke, og derfor ville han egentlig bare gerne have det overstået. Han havde ikke rigtigt forstået, hvorfor Silia havde ladet ham gå, og eskorteret ham hertil af vagter. Ganske vidst fordi, at de nok havde vidst, at han ville tage flugten, så snart, at han ville få sin mulighed for at gøre så, men hvad fanden. Han ville ikke give dem, hvad de ville have, nu hvor han havde set, hvad de havde udsat ham og hans familie for! For ikke at glemme, at de havde taget Enricos liv, og det alene, var omstændigheder, som han ikke bare kunne se bort fra, uanset hvor meget andre ville have ønsket, at man kunne gøre det!
Ingen kæder om hans håndled, og ikke så meget som et ord, sagde han til Evan, da han blev guidet til Noelles værelse. Hvad skulle han forvente? Han vidste, at hun havde været væk i evigheder, og hvorhenne, havde Jaqia aldrig rigtigt besværet sig med at fortælle ham. Han gik ud fra, at det havde været ham en viden, som han havde været bedre foruden, som han havde været med så meget andet, igennem tilværelsen på slottet i Dvasias.

Mattheus trådte derfor ind på værelset, hvor han denne gang vendte blikket direkte mod Noelle. Han følte det nærmest krumme i ryggen, alene ved synet. En effekt, som hun altid havde haft på ham - dengang om ikke andet. Det var bestemt ikke en, som skulle have lov til at vare ved. Hvad han lavede her? "Jeg ved det ikke," svarede han oprigtigt. Troede de virkelig, at Noelle, ville fortælle ham modsat? Lyve for ham, og nedværdige hans moder, når hun altid havde brugt så mange kræfter og så meget energi på det modsatte? Han blev stående, selv da døren blev lukket bag ham. Han stod stiv.. nærmest rastløs. "De har taget over Castle of Dakness, og smidt min moder i torturkammeret.. Dagligt hører jeg hende skrige. Mig placerede de i en celle, og bragte mig nu hertil. De forventer vel, at du vil give dem ret," sagde han blot. Han regnede ikke med det. Hvorfor skulle Noelle være imod Dvasias og imod Jaqia?

[Noelle Jaceluck]

Allerede inden hendes kære søster og det stupide kompany havde indtaget Castle of Darkness, havde Noelle sat et krav om ikke at gøre Mattheus fortræd. Aldrig ville hun indrømme det, men knægten havde fået en betydning for hende og hun havde i sin tid svor en ed om at beskytte ham, han var anderledes. Nu sad hun på sengekanten og studerede ham, der var ikke så meget som en flænge at se på ham, hvilket var en underlig beroligelse. Hendes blik var dog ikke særlig lettet, tværtimod blev han mødt af det samme strenge blik, dog plaget af smerte og lidelse frem for liv og styrke. Hendes krop udstrålede i det hele taget svaghed. Hun var bleg, mere end vanligt og hendes store muskelmasse var falmet, så hun mere eller mindre bare var skind og ben, i forhold til den muskuløse, flot, slanke kvinde hun havde været før. Hun nærmest prustede gennem læberne, for bare at sætte sig op virkede efterhånden som en ret hård opgave også selvom der var gået så lang tid.

Noelle blinkede uden spor af hverken vrede eller afsky over hans fortælling. Jaqia fortjente ulidelig smerte, hver dag for resten af hendes elendige liv! "Jeg ved hvad Castle of Darkness og Dvasias har undergået, jeg planlagde det," sagde hun ærligt. Hendes loyalitet havde altid været ubrydelig, hun havde kæmpet for Jaqia som havde været en kær veninde, men nu nærede hun kun rendyrket had og afsky til hende, desuden kendte hun slottet bedre end nogen anden, så hun havde ledt dem vejen. Hun fugtede sine tørre læber og fik kæmpet sig lidt tilbage, så hun kunne sidde op af væggen. "De fik ordre om ikke at lægge en finger på dig, jeg er glad for at se at det i det mindste skete," kommenterede hun lidt ligegyldigt. Ej ville hun lyve for ham, hans mor havde vendt ryggen til sine loyale støttere, hvilket var direkte dumt. Ofte havde hun taget sig selv i bare at ønske at hun havde mistet livet på Tayevania, for det liv hun levede i dag var uværdigt, hun hadede hvert øjeblik af det!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Dagligt måtte Mattheus høre sin moders smertende skrig fra torturkammeret, uden at han kunne gøre noget ved det. Tanken i sig selv, var direkte frygtelig, uden at han selv kunne gøre noget ved det. Det var ikke nogen hemmelighed, at Jaqia havde formået at hjernevaske ham, men det var jo også hans mor, så var det overhovedet underligt? at Noelle så derimod havde været en del af det, var nok ikke lige hvad han havde regnet med, at skulle høre i det hele taget! Han stirrede denne gang mod hende, nærmest med en foragt.
"De har bedt dig om at sige det, har de ikke?" spurgte han denne gang med en hård stemme, som han denne gang trådte tættere på. Selvom Noelle havde været noget for sig, igennem alle de år, som han havde kendt hende i, så var det svært, ikke at bide sig fast i det. Han knyttede næverne. Hun havde været blandet ind i det? Det kunne simpelthen ikke være rigtigt!

Rigtig mange tanker, gik igennem Mattheus' hoved i øjeblikket. Den ene mere usandsynlig end den anden, for det lignede hende ikke! De havde ikke rørt ham, andet end at slå ham ud, så de kunne føre ham til kælderen i cellerne, hvor han havde siddet frem til nu. "Du må have slugt søm, Noelle. Det er noget, som de har bedt dig om at sige," fastholdt han denne gang. Hun var ikke den omsorgsfulde, så hvorfor skulle hun give dem, hvad de ville have, for at de kunne søge ind på slottet? Og hvorfor skulle hun have beordret ham fri af smerte og lidelse, som dertil havde ramt hans moder? "Hvad giver de dig, for at sige det? Fylde mig med løgne, som de siden da, har gjort?" spurgte han mere hårdt end tidligere. Han brød sig bestemt ikke om det, og tanken gjorde ham vred! Igen trådte han tættere på hende. Hans hænder dirrede. Han lystede at flå struben ud på dem alle nu!

[Noelle Jaceluck]

Hvor Mattheus havde lyst til at krybe ved Jaqias skrig, var Noelle næsten ked af at hun ikke kunne høre de bittersøde toner fra det. Hun ville elske at høre hende lide, ligesom hun havde ladet hende lide på Ø'en, en tid som hun næppe ville komme sig helt fra. Hendes blik hvilede på Mattheus med samme fasthed som altid, hun var ikke blevet blød, måske svag men slet ikke blød! "Kender du mig ikke bedre, Mattheus? Du ved at jeg ikke tager andres ord i min mund," svarede hun spidst. At han forslog det i sig selv, var en fornærmelse, hvilket spejledes i hendes hårde mimik.
Foragten kunne hun spore hos ham. "Vov ikke at se på mig på den måde!" beordrede hun fast. I og med at hun var blevet svagelig, var det nødvendigt for hende at puste sig op, og hun havde altid været ilter, og hun ville ikke se Mattheus se på hende med foragt eller vantro, for efter alt hun havde gjort for ham, så fortjente hun bedre.

"Du er ikke et barn længere! Se at blive voksen, åben dine øjne knægt! Vi er begge to blevet manipuleret af din forpulede mor lige fra start!" hun satte sig mere op med et vredt udtryk for at gøre sig lidt større, nu hvor hun ikke ligefrem kunne rejse sig op og møde hans blik som den voksne kvinde hun var. Noelle hævede hånden og kastede en spontan kugle af ild forbi ham og mod væggen for at fange hans opmærksomhed. "STOP!" hun holdt hånden op som tegn på at han skulle tie, hvorefter hun rykkede ud på sengekanten og vendte begge håndflader op, så han kunne se sårene der endnu ikke var helet trods vampyrblod. "Kan du se dem her?! Jeg har de to.. samt et i hvert fod, fra søm der blev banket ned så de kunne hænge mig op på træ. Der er gået måneder og de er ikke helet. Sandsynligheden for at jeg kommer til at gå.. eller nogensinde holde et våben i mine hænder igen, svinder langsomt ud i sandet, fordi din mor ikke fik mig væk fra den forpulede Ø, som hun udmærket vidste jeg befandt mig på!" hun så på ham med et lidt vanvittigt blik.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var en mand præget af indebrændte følelser, og sammen med det, så også en forvirring, som han slet ikke kunne finde ud af. Hans moder blev tortureret, og han følte vel et sted stadig, at han egentlig bare ventede på tur? Før eller siden var det vel hans tur, til at skulle gå igennem den samme behandling, som hans moder fik? "Hvad pokker ved jeg?! Jeg sidder bare og venter på den samme behandling!" Han vidste jo godt, at Noelle aldrig tog andres ord i sin mund, men man kunne jo for pokker aldrig vide, når hun ikke gjorde andet, end at fortælle ham, hvad alle andre, også havde forsøgt at bilde ham ind. Var det underligt, at det var en tanke, som et sted gjorde ham.. vred? Han ville slet ikke høre tale om det!

Som Noelle hidsede sig op, blev Mattheus med det samme mere tavs. Igen blev han hakket på.. Det var han for pokker så vant til i forvejen, så det heller ikke rigtigt, var noget, som gjorde den vildeste forskel. Han vendte blikket væk. Han havde slet ikke lyst til at se på hende! Ildkuglen som kom flyvende, gav ham dog så stort et chok, at han sprang en smule til side, næsten i ren reaktion. "Jeg vil slet ikke høre dig sige det..!" Han vendte blikket hårdt mod hende. Ville hun da påstå, at hans moder havde noget at gøre med hendes behandling på øen? Alt det som var sket i Dvasias? At Enrico nu var død? Han havde jo for pokker snart mistet alle, som havde været en del af hans liv jo! Hans blik faldt til hendes hænder.. Hans krop begyndte at ryste. Hvor var det her yderst ubehageligt! Han vendte blikket igen væk. "Hun har haft en grund til ikke at gøre noget.. Det er det eneste, som giver mening, Noelle! Du kender hende lige så godt, som jeg, hvis ikke bedre! Du har altid været hende loyal, og Enrico med!" Igen vendte han de næsten gyldne øjne mod hende. Han var vred og forvirret.. Og det var virkelig frustrerende!

[Noelle Jaceluck]

Mattheus ville ikke gennemgå det samme, det havde Noelle længe sørget for. Hun holdt ingen direkte kærlige følelser overfor ham, men hun følte stadig et ansvar, det samme som hun havde påtaget sig dengang hun havde hjulpet med at opfostre ham og gøre ham til en rigtig mand, en dygtig konge. Måske Jaqia havde vendt hende ryggen og derved mistet hendes loyalitet, men hun holdt den stadig overfor Mattheus. "Hold op med at skabe latterlige undskyldninger for dig selv Mattheus, det troede jeg at jeg havde lært dig for mange år siden," bed hun. Hendes frustration var ikke hans skyld, men hun nægtede at høre ham takke godt om Jaqia, når den kvinde havde såret dem begge to, slået folk de havde kær ihjel. "Hvis du vil blive ved med at være mors dreng, så gå. Din mor er en stupid kælling, og jeg håber Silia suger livet ud af hende, langsomt og smertefuldt, ligesom hun gjorde ved mig da hun lod mig sidde på Ø'en," hun lænede sig frem, hendes ord var fuld af styrke og passion der afslørede præcis hvor meget hun mente det.

Hendes blik gled fra ham og ned på sine hullede hænder, som hun langsomt trak til sig igen. At se på det, mindede hende om hvor svag hun var blevet og det gjorde hende vred. Hun havde mistet sit liv og alt der gjorde det værdt at leve. "Det troede jeg i lang tid. Men sandheden er anderledes. Jeg var en trussel for hende som skulle elimineres. Ligesom Aliyah var, så det samme skulle hun og ligesom Lilith, din søster, som led samme skæbne. Vågn nu op! Du er blevet narret, Mattheus, lige fra barnsben!" hun var ikke længere vred men stadig ophidset, mest fordi hun følte sig så sårbar.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Kunne det virkelig være rigtigt? Var han bare narret fra han var helt lille? Flasket op med løgne fra hans moders side af? Nej.. Det kunne virkelig ikke være rigtigt! Mattheus rystede kraftigt på hovedet. Han ville slet ikke høre noget så tåbeligt! Han fnøs svagt, som eneste respons. Han stod jo overfor den kvinde, som havde ageret som en mor for ham. Nærmest som det i hvert fald, for han havde ikke været så frygtelig gammel, da han var blevet efterladt ved hende i stedet for værende ved sin mor. "Hun fortjener slet ikke den behandling, Noelle.." endte han denne gang med en fast tone. Mere sammenbidt. Det var jo hans mor, og i hans optik, havde hun jo altid handlet af en god mening.

Det sitrede og rystede i Mattheus' krop. Det var ubehaget, der så tydeligt, måtte skinne igennem der, og det var i hvert fald så tydeligt at mærke, også for ham. Han klemte øjnene sammen, også selvom de for op igen, så snart hun nævnte Aliyah og Lilith. Hans blik faldt denne gang mod hende. Ville hun påstå, at det var Jaqia, som havde endt deres liv? Det ville han derimod overhovedet ikke høre! Næverne knyttede han denne gang, som han fast trådte mod hende. "Lilith døde under et angreb på Castle of Darkness.. Knust under murbrokkerne, hvor jeg intet kunne gøre! Aliyah var et uheld, som intet havde med hende at gøre!" modargumenterede han. Nu holdt det altås! Han ville slet ikke ligge øre til den slags! De to, som i særdeleshed havde haft en kæmpe betydning for ham, var begge brutalt revet fra ham.. Og Noelle gjorde uden tvivl klogt i slet ikke at nævne dem i hans nærvær!

[Noelle Jaceluck]

Som Mattheus selv havde sagt, så kendte Noelle hans mor frygtelig godt, og havde gjort det siden han overhovedet var kommet til. Jaqia havde haft brug for en arving, så hun havde forført hans far, så meget romantik og kærlighed var der efterladt til den lille familie. Han havde været et middel til et større mål, og det var på tide at han blev voksen nok til at indse det. Hans kølige fnys blev gengældt af et advarende blik. Han vidste at hun var dum at lægge sig for meget ud med. "Er du virkelig så dum som du ser ud? Du ved at jeg har ret!" konkluderede hun fast og kastede dynen omkring sin krop. Det var svært for hende at holde varmen i Dvasias, efter miljøet på Tayevania der var en del varmere end her. Hun savnede ikke stedet, men hun savnede at have et liv.. et formål, nu lå hun bare her og forsøgte at finde ud af hvad det rigtige ville være at gøre.

Vovet var det at nævne Aliyah og Lilith, ingen af dem havde været tæt ind på hende, men hun vidste at de begge havde betydet alt for ham. Hun tog sig til panden og rystede opgivende på hovedet. Nej så intelligent var han åbenbart ikke. "Lilith døde under et angreb på slottet, arrangeret af din mor og Aliyah.. din mor sendte hende med mig og bad mig sikre at hun ikke kom med hjem igen. Da jeg vendte tilbage med hende, sørgede hun for selv at gøre en ende på hende og jeg.. jeg viste mig at være en trussel i og med at jeg gik imod hendes ordre, og så blev jeg efterladt på den Ø i næsten år, med større pinsler end du nogensinde kan forestille dig!" hendes stemme skælvede. Hun talte sandt, det ville være en skam hvis han for altid ville være blændet af sin mor.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste, at han var kommet til verden ved et formål, og ikke af kærlighed. Det var omstændigheder, som han havde været vant til, og havde accepteret mesteparten af sit liv, også selvom den havde været hård i starten, så det var ikke noget, som hun behøvede at forklare ham. Jaqia følte ikke for nogen anden, end sig selv, og de mål, som hun satte for sit liv. Atter vendte han blikket mod hende. Han var ikke dum! Han var.. forvirret, og det var to helt forskellige ting! Han knyttede næverne. "Derfor behøver du ikke sige den slags! Hun er for pokker min mor!" udbrød han denne gang. Han følte sig vel trængt op i en krog, hvor han følte, at han måtte kæmpe sig frem med næb og klør, for i det hele taget, at komme fri igen! Han hadede når Noelle satte ham i de situationer!

Lilith og Aliyah, var de to væsner, som havde gjort det værd for ham at leve sit liv, og han havde gjort, hvad han kunne, for at vogte og passe på dem begge to. Han havde fejlet, og nu sad Noelle og gav hans moder skylden for det? Og hun ville arrangere et angreb på sit eget slot? Han havde virkelig svært ved at forestille sig det! Hans øjne udstrålede vrede, men også sorg og forvirring. Han var vel aldrig rigtigt kommet over tabet af dem? "Det er nok! Jeg vil slet ikke høre mere!" Han rystede kraftigt på hovedet, hvor han igen trådte tættere på hende. Han var ikke bange for hende.. Det havde han aldrig været, også selvom Noelle havde givet ham et slag eller to i tidernes løb. Det kunne han jo heller ikke ligefrem løbe fra, hvad end om det var noget, som man ville eller ikke. "Det giver ingen menig! Hun vil slet ikke gøre den slags! Og vov ikke at nævne dem i mit nærvær, Noelle!" vrissede han sammenbidt. Det gjorde ham ked af det.. Han led stadig under de tab!

[Noelle Jaceluck]

Ej var den tidligere Konge den eneste mand der led under den skæbne. De færreste af dem var født af kærlighed, særligt her i Dvasias. Halvdelen var resultater af mænd der havde tvunget sig på uskyldige kvinder, og resten var mænd der havde insisteret på deres hustru, fordi det var en ægteskabelig pligt, det var således den gruppe hun selv var i. Hånden fjernede hun fra sin pande og så på ham med et vredt blik. "Før eller siden må du klippe navlestrengen Mattheus! Du er en voksen mand, men du opfører dig som et sølle barn på 5 der stadig græder efter sin mor. Hvornår har du tænkt dig at tage selvstændige beslutninger?" spurgte hun sigende. Det var ikke dette hun havde opfostret ham til at være, godt nok ikke direkte som sin mor, men hun havde håbet på at han ville blive en stærk mand, det var slet ikke det hun så foran sig nu.

Alt hans råben gav hende hovedpine. Det havde været en vanesag for hende i lang tid, men nu om dage kunne for meget råberi minde hende om tiden på Tayevania, og så kunne hun blive direkte dårlig, selvom hun aldrig sagde det højt. Som om hun ikke var svag nok i forvejen. "Hvis du benægter sandheden, kan du ligeså godt gå," pointerede hun ligegyldigt. Hvis han kendte hende og endnu stolede på hende, så ville han tro hendes ord, og hvis ikke, så kunne han gå, for så var hun ikke interesseret i dette møde længere. Hendes åndedræt var påvirket af den indre ophidselse. "Jeg gør hvad der passer mig Deres Kongelige Højhed! Sandheden er at både Aliyah, Lilith og Enrico kunne have været i live og jeg kampdygtig, hvis ikke det havde været for hende. Tro mig eller lad være, men hun fortjener ikke din loyalitet, du er bedre end det," afsluttede hun ærligt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Der var ikke mange i Dvasias, som var kommet til verden af kærlighed. Aliyah havde været det, og han havde været fascineret af, hvor varm og omsorgsfuld hun havde været omkring ham. Måske at det også var en grund til, at han manglede hende det mere? Hun havde skænket ham den omsorg, frem til hun så brutalt var blevet revet fra ham, som alle andre, som han havde haft omkring sit liv, og gud hvor gjorde det ondt! Hans blik faldt direkte til hendes skikkelse. Noelle nedgjorde ham. Det var ikke en nyhed, da det derimod var meget naturligt og normalt for hende. Af en eller anden mærkværdig grund. "Jeg tager ikke mine egne beslutninger?" Hans øjne begyndte nærmest at lyne. Det var hende, som bevægede sig ud på et punkt, som hun slet ikke burde! Det var bestemt ikke ham! "Jeg kan sagtens tage mine egne beslutninger og egne valg!" Lysten til at slå hende, blev kun mere og mere tydelig! Men at slå hende..? Det ville nok være det dummeste, som han overhovedet kunne gøre.

Snakken om Lilith og Aliyah havde vækket følelser i ham, som han virkelig forsøgte at gemme væk, så godt, som han nu kunne. Han bed tænderne kraftigt sammen, inden han denne gang, vendte blikket den anden vej. Det gjorde ondt. Han manglede dem virkelig. Han prustede svagt, idet han rettede sig op. Hvad skulle han gøre? Han kunne ikke rigtigt finde ud af det. Han rystede på hovedet. "Mener du virkelig, at det er hendes skyld, alt sammen? At de alle sammen er døde?" spurgte han denne gang. Noelle vidste han jo godt, at han kunne stole på. Det var derfor, at alt det her, virkelig forvirrede ham!

[Noelle Jaceluck]

Med det had hun bar til sin egen familie, var det næppe et vidunder at hun ikke selv havde brudt sig om hans store kærlighed. Den slags forstod hun sig i forvejen ikke på. Uanset så havde hun aldrig haft et direkte behov for at gøre Mattheus ondt, i så fald havde hun aldrig taget ham under sine vinger, ikke direkte som en mor men nærmere som en mentor der kunne lære ham lidt om hvilken farlig verden de levede i. Ej reagerede hun på hans vrede, det var ikke første gang hun var offer for den, dog så vidste han også at hun var den sidste han skulle lægge sig ud med, også selvom hun ikke var i stand til hverken at gå eller gøre brug af våben. "Nej du gør ej," svarede hun ret ligefrem og hævede hovedet for at se op på ham. Hans ilterhed var ellers god, han var den type mand der kunne opnå hvad som helst hvis han begyndte at bruge hovedet på egen hånd! "Så bevis det! Jeg lærte dig så meget, brug det!" råbte hun fast, ligeglad med om de forstyrrede freden i hjemmet for Evan og Athena.

Mattheus var ked af det. Noelle viste det ikke på samme måde, men hun var det ligeså, følelsen kunne hun ikke se væk fra. Hun tog en dyb indånding og tvang sig selv en smule mere rolig med en lang udånding. "Jeg ved det. Du ved at din mor bad mig om mange ting, der var engang hvor hun fik mig til at torturere Enrico, hun kan finde på hvad som helst," sagde hun ærligt. "Du ved jeg taler sandt Mattheus. Og når du engang er klar til at indse det, så ved du hvor jeg er. Nok har din mor mistet min loyalitet, men jeg gav et løfte om at hjælpe dig frem i livet, og du har alle muligheder foran dig," indrømmede hun. Hvis hun da nogensinde ville blive i stand til at hjælpe, men det var en anden sag.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvad angik familiebåndet, kunne man sige, at Noelle og Mattheus kom lidt af det samme. Ingen af dem, havde oplevet den kærlighed, som forældre, skulle skænke deres børn, men de havde begge klaret sig trods det. Han selv var bare den arving, som Jaqia skulle have haft, og nu stod han så her.. Hvad andet skulle han da kunne gøre ved det nu? Selvom han virkelig var fristet til at hamre til Noelle grundet hvad hun gav ham, så gjorde han det ikke. Lige hvad det angik, kunne man vel sagtens sige, at han var.. bange for hende? "Jeg prøver! Okay?! Jeg prøver!" Han strøg hænderne igennem håret, og lagde dem i sin nakke. Freden i huset, var han ligeglad med, om de forstyrrede eller ikke. Det gjorde ingen forskel. Han havde brug for at råbe, og han havde brug for at skrige, bare for at få det ud, og det var efterhånden også virkelig tiltrængt! Han havde lært meget af Noelle.. vrede og raseri, var tilsyneladende noget af det.

Det hele vendte op og ned for Mattheus. Havde hans moder været skyld i, at de to mennesker, som havde haft størst betydning, var revet væk fra ham? Enrico og Noelle med? Eller næsten om ikke andet? Denne gang gled han ned og satte sig på sengekanten ved siden af hende. Hans hænder dirrede.. Vreden meldte sig. Han knyttede hænderne. "Jeg slår hende ihjel, Noelle.." sagde han denne gang. Det gjorde ham vred.. Vred, som han aldrig kunne huske, at han havde været det nogensinde før! Han lukkede øjnene for et øjeblik. Hans øjne var helt ravgule, og de skinnede nærmest. Hun havde jo revet alt fra ham! Virkelig alt!