Vampiric Pleasantries

[Deleted]

---

Carmine Jordin Marlineo, Anthony De Luca Imirachi, Morticia Imeena Mathimæus

---

En fuldmåne varslede en aktiv vinternat, over en ellers mørk og let skyet himmel. Vind og sne havde lagt sig, og blot kulden forblev. Sne og is havde lagt sig over den snævre passage af sten, som ledte fra Corvento og til Castel of Blood. Nogle få fakler var tændt ved slottets egne mure og port, men ellers var dets forsvarsværker ikke videre bevogtet. Blot af en enkelt eller to soldater der vandrede dets højre, og de to der stod ved porten; klar til at åbne for de inviterede gæster. Denne nat var slottet uden audiens, og kun formelt inviterede gæster var velkommen. Bortset fra en gammel omvandrede lærd, som studerede tekster i biblioteket.
Slotsgården var ligeledes lettere tømt for skikkelser. Bortset fra Lucians egen hær, selvfølgelig. Mange af dem, dog overvågede og hjalp til med konstruktionen af katakomberne. Lucian gav intet for hvorvidt hans noble gæster ville blive imponeret eller på anden vis intimideret af et display af magt og styrke. Så hans hær var ikke linet op, og de fortsatte blot deres træning. En træning der for nogle indebar fægtning og kamp i slotsgården.
Fyrstesalen var centrum af slottets stueetage, og var hvad man vandrede ind til, i det samme man trådte ind af slottets todelte og store døre. Salen var tømt for aktivitet, og kun Lucian befandt sig derinde. Dog, ikke siddende på højsædet; men stående ved det store kar af blod i midten af salen. At han var alene i salen, bortset fra nogle stillestående vagter, betød skam ikke at der ingen aktivitet var i slottet. Bag murene og i afsides rum, emmede det af tys aktivitet og trin enhver vampyr ville kunne høre. Dette slot husede en del vampyrer. Aristokrater, krigere, soldater, og andre af en ellers nobel stand i det vampyriske samfund. Men Lucian krævede dog ro og en privat atmosfære imellem ham selv og sine gæster.

Lucian havde ikke ændret meget på sine sædvanlige klæder, og var som sådan klædt i hvad han altid bar. Den tykke og lange rødlige frakke, som stod åben. Tyk nok til at afbøje pile og modstå stærke sving af sværd og klinger. Samt et par sorte bukser og høje støvler. Alt sammen lettere broderet. Dog, havde han fjernet sit særlige mavebælte for denne nat, og bukserne nåede derved op til lidt under navlen. Blot med en bar overkrop blottet af den åbne frakke. Han brød sig ikke om fine skjorter eller bluser, og ville endda ofte blive set i en helt bar overkrop. Men han havde dog gjort hvad han kunne få at være præsentabel, så han ikke ville fornærme sine gæster. Og hvis en blottet overkrop ville fornærme, var han da egentlig også lidt ligeglad. Han ville hellere fremstå en kriger, end han ville fremstå en aristokrat. Selvom han dog alligevel var begge.
Og i ganske rolig stilhed, ventede Lucian blot på at kunne byde sine gæster velkommen. En velkomst der ville indebære den typiske lille ceremoni af ofringen af blod i det store kar. Hvorefter gæsterne ville blive ført fra fyrstesalen, og til den udsøgt dekorerede spisestue.

[Carmine Jordin Marlineo]

Ulvehylene kunne høres i det fjerne, idet at Carmine i aftenens anledning, allerede nu, havde søgt i retningen af Castle of Blood. I hans næve, måtte han bære den krøllede invitation, som han havde modtaget. Han kunne derfor kun se frem til dette møde og denne middag, hvor han heller ikke vidste, hvad han kunne forvente. Cassie var i trygge omgivelser derhjemme, i en tryg søvn. Dette havde han nemlig sikret sig, inden han i det hele taget, var taget af sted. Kun for at sikre sig, at hun var i sikkerhed, mens han var ude. Det var jo heller ikke til at sige, hvor lang tid, det her ville tage.
Vandrende på sine egne fødder, havde han søgt fra sit hjem, Corvento Nansion til det store castle, hvor han blev stoppet ved portene. Selvom hans tilstedeværelse var ønsket og ventet, skulle han alligevel identificere sig selv. Han skænkede dem derfor den krøllede invitation, som de kort skimtede igennem. Deres herres underskrift, kunne de genkende. Herfra lod de porten glide op for ham og lod ham derfor også betræde den store ejendom, hvor han denne gang søgte med faste skridt op mod den store og massive bygning, som tårnede sig foran ham. Det store hjem, som i sig selv, kunne rumme så frygtelig mange vampyrer.

Carmine kunne stadig blive overrasket over hvor stor og rummelig stedet var, da han blev budt indenfor. Samt være så glædeligt overrasket over, hvor mange han egentlig passerede på sin vej igennem det store hus. Tjenestestaben tog hans kappe, som havde hvilet om hans skuldre, hvor den blodrøde skjorte og de sorte bukser denne gang måtte komme til syne. "Where is he?" spurgte han denne gang med en mere kortfattet stemme. Deres forrige møde, var ikke umiddelbart gået, som han havde ønsket, men beskeden havde han fået, og han havde da reageret forholdsvis fint, alt taget i betragtning.
"He's in the Hall, my Lord," hilste den unge kvinde ham, hvor hun denne gang førte ham med sig. De store døre kunne Carmine huske. Han havde været derinde en gang tidligere. Denne gang, skubbede han dem vilkårligt op i stedet for. Han foldede hænderne bag sig, idet han med rolige skridt søgte op til karret som stod foran ham på gulvet. Han kendte rutinen. Han førte begge hænder foran sig.. En kniv som lå lige ved, lagde han mod hans håndflade, hvor han skar en forholdsvis dyb flænge. Blodet dryppede ned i karret. Han betalte med blod. Som de gamle skikke forløb, inden han denne gang lod blikket søge til Lucians skikkelse. Ganske fint sted. Stille.. skræmmende stille i forhold til, hvordan det havde været sidst han havde været på stedet her. "My Lord," hilste han denne gang, hvorefter han sænkede blikket og hovedet i et form for buk. Respekten for Lucian havde han uden tvivl.

[Anthony De Luca Imirachi]

Alt havde været stille og fredeligt siden han havde overtaget lederstillingen. Det var efterhånden et par dage siden han var vendt tilbage fra Imandra med blod på hænderne men dog stærkere end da han tog dertil. Uden voldsomt meget modstand havde han taget magten fra den kvinde man han anså for at være den rette. Han havde tænkt over det. Han havde ikke fundet hende uværdig men bare ikke den rigtige til hvad der skulle gøres nu. Med rolige skridt nærmede han sig det store slot. Invitationen havde ligget og ventet på ham derhjemme og smilet havde siddet fast da han havde læst den. Lucian virkede til at være en spøjs personlighed og det var noget som Anthony værdsatte. Han havde brugt den sidste nat på at rende rundt og nærstudere Corvento. Byen så langt bedre ud nu hvor Lucian havde valgt at tage styrringen her. Egentlig så var det en tanke som faldt ham godt tilpas. Selv som leder kunne han ikke være alle steder på en gang. Han havde i starten besluttet sig for at Lucian skulle bukke under som alle andre men dog så var der muligheder i denne forholdsvis unge vampyr. Det var ikke ofte man så så unge mennesker med denne form for potentiale. Han kunne lide det. ingen tvivl om det.

Han nåede op til slottets døre hvor vagterne stod. Som alle andre inviterede viste han sin invitation som var lige så nydelig som da han havde fået den. Man skulle ikke krølle sådan en fin indbydelse til et møde mellem de stærkeste i samfundet. Vagterne lukkede ham igennem og han nikkede høfligt til dem og søgte videre ind på slottet. Smilet hvilede roligt på hans læber som han tog alle sine omgivelser ind. De lyseblå øjne gled rundt og slugte hver en detajle som han kunne få øje på. Dette var et spændende sted selvom det aldrig havde været ham at bo på et slot. Han nåede til salen som han roligt trådte indenfor. Blikket faldt roligt på Lucian og Carmine der åbenbart var dukket op før ham. Han synes da ellers at han havde været i god tid? Anthony var iført et par sorte bukser, en hvid skjorte og en mørkeblå jakke hvor kun de nederste to rækker af knapper var knappet sådan så man kunne se hans skjorte. Der var ingen tvivl om at hans klæder var fine også selvom de ikke var voldsomt broderet eller noget andet vildt. "Godaften, De Herre" lød det roligt fra ham som han trådte dem nærmere. Karet som de stod ved vækkede hans interesse. Det var længe siden han havde været i et selskab hvor man skulle betale med blod. Den var en skik som han selv nød godt af men som ikke mange andre kunne lide. Han stoppede op ved karet og løftede det ene håndled. Roligt lod han sine tænder bore sig ind i huden og han holdt det derefter hen over karet så dråberne kunne falde ned i det som hans betaling. Derefter lukkede han sårene igen ved at slikke på dem og derefter healede de sig af sig selv. Hans øjne havde kort fået et rødligt skær men var nu tilbage til deres normale farve. "Jeg takker for invitationen" lød det blidt fra ham som smilet endnu en gang faldt på hans læber.

[Morticia Imeena Mathimæus]

De sidste nætter havde været præget af stor travlhed for Morticia. I samme øjeblik at vampyrernes samfund atter havde ændret sig, havde hun været i stand til at gøre alvor af sine mange forretningsmæssige idéer som skulle skabe et stærkere samfund for deres race. I aften havde hun dog taget sig den frihed at holde fri fra disse initiativer for at deltage i en middag med nogle af de mest interessante mænd af deres race. Som kvinde følte hun sig dyb beæret over denne interesse, særligt eftersom hendes nu afdøde mand, gentagende gange havde fyldt hendes ører tykke med at kvinder ikke hørte til i politiske henseender. Hvis han dog bare kunne se hende nu.
Uden følgere, nærmede hun sig det store palæ som hun var blevet budt til. I aftenens anledning var hun naturligvis trukket i en spektakulær kjole i dybråd som sad tæt til hendes smukke, kvindelige figur, og var besat af sten der glitrede i månens skær. Den var så dyb i ryggen, at man næsten kunne ane antydningen af hendes bagparti. Ej havde hun en kappe omkring sig, for kulden generede hende ikke. Det blodrøde stod i meget stærk konstant til hendes snehvide hud og helt glinsende, hvide hår der hang glat om hendes skuldre.
Vagten uden for studerede hende med et tydeligt imponeret blik, dog fandt hun meget lidt interesse i ham og fremviste i stedet sin invitation, hvorefter han lukkede hende ind. En venlig vagt gjorde tegn til at hun skulle følge ham, og han ledte hende til salen hvor de andre havde samlet sig. Med et kynisk smil hvilende på sine læber, trådte hun ind på hæle der gav genlyd i den rungende sal. "D'herre," hilste hun med silkeblød stemme, selvom hendes røde øjne for et kort øjeblik dvælede ved Anthony med et lidt lokkende glimt.

Roligt stoppede hun op foran aftenens vært og bukkede hovedet i respekt. "Sir Carstein. Jeg takker ydmygt for invitationen," sagde hun ærligt hvorefter hun vendte sig mod karret og klukkede overrasket. Det var en oldgammel tradition, som desværre var blevet glemt. "Det er alt for mange år siden jeg har set magen," kommenterede hun og lænede sig frem for at tage kniven. Dets skarpe blad, lagde hun mod håndleddet og skar en fin, tynd flænge for at lade blodet løbe ned i karret, blot et par dråber før hun igen lagde kniven fra sig og vendte sig mod Anthony med det blødende håndled let fremstrakt. "Vil De gøre mig æren Mylord?" spurgte hun og bød naturligvis til at han skulle lukke såret for hende.

[Deleted]

Atter en gang, fandt Lucian sig selv i selvskabet af vampyrer, langt ældre end ham selv. Sikkert med en forudindtaget sikkerhed i at deres viden og styrke måtte være større og mere betydelig end hans. Men Lucian var dog hvem han var; på ingen måde underlagt disse vampyriske Ældre og respekterede medlemmer af det vampyriske samfund. Han fandt dem nærmere en anelse interessante, egentlig. De stod i en sådan tydelig kontrast til ham selv, næsten. Tydeligvis fysisk, såvel som mentalt, syntes det. Og som hver af dem gjorde deres entre i Fyrstesalen, kunne han ikke andet end svagt betragte måden hvorpå de bar dem selv. Han ville aldrig kunne konkurrere med disse væsner i ynde og elegance, eller antaste deres tydeligvis næsten nonchalante måde at bære dem selv på. Carmine, Anthony, og Morticia.. elegante, attraktive, og næsten glødende at selvværd. Og hver af dem, syntes at have helt styr på hvilke fysiske - karakteristikker - de burde vise i sådanne klæder.
Lucian syntes et muskelbundt af en vampyr. Næsten monstrøs i størrelse, som hans mangel på ynde tydeligt var erstattet af hvad der af mange ville blive beskrevet som næsten autoritær råstyrke. I et roligt sind og en rank positur, imødekom ham dem alle med en svag nejende bevægelse af hovedet som gestus. Men valgte dog at vente på dem alle, inden han talte yderligere. Heldigvis skulle han, Carmine, og Anthony, ikke vente mere end et øjeblik, inden Morticia trådte ind i salen. Hendes buk blev mødt af en gengældende gestus af respekt, og han derefter rettede sig op. Ganske tydeligt, opfangede han skam også atmosfæren imellem Anthony og Morticia. Hendes næsten klyngende blikke mod ham, og hendes høflige bøn om hjælp efter at have givet hendes blod. Blot noget der bragte et diskret smil over hans læber. Og det samme gjorde deres respekt for de gamle traditioner! At de alle uden videre besvær eller tøven, lod deres blod dryppe i det kolde kar, var i hans øjne et kraftigt testamente på hvad han håbede var gode intentioner fra dem alle. Noget han havde i sinde at gengælde. "My Lords" ... "Mylady." Atter nejede han hovedet til dem hver, og skænkede kvinden den yderlige høflighed manerer og dekorum krævede. Derefter hævede han sin egen hånd over karet. En finger fra hans anden hånd, lod en negl gro ud, og han snittede sin håndflade. Derefter knyttede han næsen, og dråber af blod faldt fra imellem de knyttede fingre, og ned i karet. "I, Lucian von Carstein, hereby swear upon the blood; that as my guests under my roof, you shall enjoy my hospitality. And I do swear; that during the peace of this meeting, no harm shall befall any of you." Endnu en gammel tradition, forbundet med ofringen af blod... at værten af et hvert sådan møde imellem vampyrer, ville garantere sine gæsters beskyttelse og behag - så længe deres egne intentioner ikke viste sig at være grumme. Og så længe at fred og ro var imellem dem. Og han mente det skam også. Som hans gæster, ville de nyde af alt hvad han kunne tilbyde dem af høfligheder og service. Og med hans hær imellem dem og omverden, tvivlede han på at de længe havde været under mere sikre omstændigheder.

Den sidste dråbe af blod forlod den knyttede hånd, og han åbnede derefter hånden igen og trak den til sig. Såret var allerede forsvundet, og de få tilbageværende strejf og dråber af blod på hånden, sugede sig vej ind igennem hans hud. Som om de blev opslugt. "I thank you all, for coming this night." Som han talte, blev dørende på den ene væg af Fyrstesalen, åbnet af to vagter. Og som dørene blev åbnet, blev spisestuen afsløret. Et halvlagt bord. Hvorved der stod fire stole. En for hver bordende, og en på hver side. Bordet var prægtigt dekoreret. Ved døren stod der to vagter, og der stod endnu én ved hver væg i spisestuen. Iklædt den blodrøde pladerustning størstedelen af Lucians hær bar. Og ved en af vagterne, stod en tjener. Lucian hævede sin ene arm mod døren. "Please, sit." Lød det høfligt fra ham, som han selv begyndte at gå mod spisestuen. Han trådte derind, og blev i det samme mødt af den næsten luksuriøse duft af fint blod. Han trådte videre mod den fjerneste ende af bordet.
Det var med vilje at der var en stol for hver bordende. Som vært og Fyrste, ville han selvfølgelig placere sig selv for bordenden. Men han præsenterede også muligheden til Anthony. Egentlig havde Lucian endnu ikke udtrykt nogen form for støtte eller accept af Anthonys selverklærede titel, og var nok heller ikke den store tilhænger af hvad han og Morticia havde gjort af ugerninger i Imandra mod deres egen æt. Men han ville dog alligevel vise Anthony en passende respekt, og tilbyde ham et sæde ved den anden bordende. Lucian var i færd med at passere den ene side af bordet, og passerede næsten en stol, inden han blev mindet om sine manerer. Det var næsten fristende at tillade Anthony fornøjelsen af at udvise de yderligere høfligheder for Morticia, men som vært, syntes han det nu passende at han gjorde det. Han glemte ofte den slags, men var dog alligevel stor tilhænger af det samme. Så Lucian trak med sin ene hånd, stolen ud fra siden af bordet. "Mylady.." Høfligt lod han sig vente på at hun ville sætte sig, inden han selv fortsatte mod sin egen stol.
Lucian stillede sig imellem stolen for bordenden og bordet, inden han så vendte et blik mod tjeneren. Tjeneren trådte frem, som de alle var ved at sætte sig. Med en serveringsspand imellem sine hænder; fyldt med isterninger og vand, og en sort flaske, som uden tvivl måtte indeholde blod. "Cool blood of a virgin mage. Mixed with wine grapes from the southern slopes of the Procian wine-fields." Lucian satte sig ned med begge hænder mod stolens armlæn. "The taste is exquisite, if I do say so myself." Tilføjede han med et diskret smil, inden han satte sig til rette. En lille drink, inden retterne ville blive serveret. Og til at dulme hvilke nerver af spænding eller nervøsitet der nu end, sikkert usandsynligt, ville være imellem dem. Og i det samme, gik den unge mandlige tjener; en vampyr, rundt og serverede blodvinen i fine glas der allerede stod ved hver sæde.

[Carmine Jordin Marlineo]

Hvad Carmine kunne forvente sig af dette møde, vidste han ikke. Der var sket ting og sager i Imandra, hvor han vidste, at Anthony havde valgt at indtage den fabelagtige titel, som vampyrenes nye leder. Hvordan dette ville falde i smag ved fyrsten af Corvento, var det næste som de nok skulle finde ud af.
Som den første på stedet, respekterede Carmine selvfølgelig de gamle skikke og traditioner ved ofringen af blod. Det som ville stille det typiske levende væsen svagt, var hvad der gjorde dem stærke. Dråberne lod han derfor søge til karret, som tydeligt havde været fyldt mere end en gang, inden han roligt lod såret lukkes. Duften spredte sig.. Var det underligt, at det var en tanke, som gjorde ham sulten?

Ikke lang tid efter, dukkede Anthony og Morticia op, og gjorde den samme ofring. "Skikke bliver opretholdt her. De gamle traditioner vægtes højt," sagde han denne gang. Hænderne foldede han over ryggen, inden han afmålt måtte nikke i deres retning. For ham, var det faktisk vigtigt at de gamle skikke blev æret.
Derfra så han mod Lucian, som måtte komme dem alle sammen i møde. Værten af selskabet, skulle nemlig gøre samme ofring. Og lige efter bogen, og med løftet om beskyttelse og ro under hele mødet, måtte selv Carmine stå igen med et tydeligt tilfredst smil på læben. "Jeg er beæret over, at De ønskede min tilstedeværelse, My Lord," sagde han oprigtigt, idet at dørene ind til spisesalen, måtte åbnes. Dækket op til fire. Disse fire individer, som skulle være med til at afgøre skæbnen og fremtiden for den vampyriske race. Hvorvidt om Lucian havde mødt eller noget som helst med Ingrid at gøre i Imandra, vidste han endnu ikke. Det eneste, som han havde anbefalet, var at få kvinden slået ihjel, for den trussel, som hun udgjorde sig for Dvasias, Corvento, og racen i sin egen helhed.

Valerio stillede sig ved den ledige stol, da Morticias stol blev trukket ud for hende, og Anthony blev henvist til bordenden overfor Lucian. Et sted følte han sig vel en smule overflødig i denne situation? Dertil valgte han at sætte sig ned på den anviste plads. Noget at nære sig på, ville han nu heller ikke påstå gjorde ham det mindste. At det derimod skulle være af prociansk afstamning, var hvad der ikke just faldt i hans gode jord. Prociansk vin, var i forvejen en eftertragtet, og deraf også en temmelig dyr vare. "Det er en dyr vare du har skaffet os, Lord Carstein. Jeg glæder mig til at smage på den, blandet med magiker." Meget fik Cassie ham nemlig til, men at lægge det dyriske til side, var da slet ikke en ting, som nogensinde ville komme på tale for ham.
"Jeg formoder, at der er en grund til at du har valgt, at kalde os alle til?" spurgte han denne gang. Ikke var han kendt for værende en mand, der søgte om den varme grød, men derimod gik direkte til sagerne. Særligt når han havde en ret så umulig nymfe, som ventede på ham derhjemme.

[Anthony De Luca Imirachi]

Selskabet som var her foran ham var virkelig noget for sig selv. Det var der ingen tvivl om. Morticia, Carmine og ham selv var nogle af de ældste af deres race og dog så var de alle kommet ved Lucians kald. Det var en lidt sjov tanke men dog en tanke som han kunne lide. Der var ingen tvivl om at de alle tre havde en r3espekt for denne forholdsvis unge vampyr. Allerede havde han skabt sig et navn for sig selv og ikke for hans slægt. Det var bemærkelsesværdigt og noget som man helt klart skulle respektere. Anthony var en mand der respekterede styrke både hos mænd så vel som kvinder. Styrke var noget de havde brug for i deres samfund. Det var der ingen tvivl om. Alt for længe havde vampyrerne ligget for fødderne af ikke bare det Dvasianske kongehus men også for fødderne af warlocks og dæmonerne. Det skulle stoppe og det kunne absolut kun gå for langsomt! Vampyrer var et stolt og stærkt folk og det skulle nok vise sig hurtigere end forventet.
Ved synet af Morticia måtte et oprigtigt smil melde sig på hans læber. Deres lille udflugt til Imandra havde givet ham blod på tanden efter hende så at sige og glædeligt var det uden tvivl at se hende igen. Som hun roligt lod sit smukke håndled søge over karet for at lade blodet flyde vendte hans blik sig mod Lucian igen. Alle tre havde de skænket ham deres respekt ved denne gamle tradition hvilket absolut ikke var noget de gjorde for hvem som helst. Et sted så skulle Lucian føle sig speciel selvom dette ikke var en følelse som Anthony havde af ham. Lucian var en mand som vægtede sig selv højt, måske han endda anså ham selv som være lige med disse ældste vampyrer? Det var en tanke som Anthony virkelig ikke kunne andet end at nyde. Hvis det virkelig var sådan han havde det så håbede Anthony at Lucian ville vise det. Man skulle han ben i næsen for at komme med sådan en påstand og Anthony håbede inderligt at sådan en dag ville komme. Der var brug for folk med ben i næsen.
Som Morticia valgte at række ham sit håndled blev han hevet ud af sine tanker. Hun havde virkelig en måde at hive hele hans opmærksomhed til sig. Denne stærke kvinde var virkelig noget for sig selv. Roligt greb han om hendes håndled og førte det op mod hans mund. Han lod let tungen glide hen over hendes bløde hud og lod hendes blod glide i sig så vel som lukke hendes sår. De isblå øjne var låst fast på hendes ansigt uden at vige sig det mindste. Da sårene var lukkede lod han et lille kys falde på hendes håndled før han derefter slap hendes håndled igen og vendte opmærksomheden mod resten af selskabet.

Som Lucian anviste dem at fælge med ind i pejse stuen stillede Anthony sig hen ved siden af Morticia og rakte hende den ene arm for at hun kunne tage den og lade sig følge ind i det næste rum af ham. Ikke at han regnede med at dette var noget hun ville sige nej til.
De kom ind i stuen og Anthony lod folk komme til deres næsten anviste pladser. Selv havde han fået en plads for bordenden ligesom Lucian. Det var noget som behagede ham og dog var det ikke en så vigtig ting i hans hoved. Man kunne sige hvor man ville så længe man blot havde evnen til at fange folks opmærksomhed. Han satte sig dog ned og vendte blikket mod Carmine. Carmines kommentar omkeing drikkevarerne fik Anthony til at smile lidt dog uden at sige noget. Det var udsøgt smag som Lucian holdt sig. Selv holdt Anthony umådelig meget af Prociansk vin. Det var en dyr men også udsøgt vare og det var noget som han godt kunne lide. Dog havde han aldrig prøvet at få den blandet med magiker blod før. En underlig blanding men dog en som skulle prøves. Det var der ingen tvivl om.
Som altid gik Carmine lige til sagen også selvom der ikke en gang var blevet skålet endnu. Magen til utålmodig mand skulle man da lede længe efter. Anthony kunne dog ikke være mere enig. De vart her ikke bare for en hygge snak men fordi Lucian havde noget i tankerne og det var også en ting som Anthony gerne ville vide. Selvom han var officielt leder af racen så skulle han stadig bruge støtten fra dem omkring sig og dem der havde magt. Der var ingen tvivl om at Lucian havde magt og Anthony ønskede skam at støtte ham sådan så Lucian kunne få mere. Nogle ville nok anse Lucian for at være for farlig at have rendende men Anthony var ikke i tvivl om at denne unge mand nok skulle blive nyttig hvis der skulle være nogen dæmoner eller warlocks som ville stille sig i vejen for dem. Han sendte selskabet et roligt smil. ”Jeg tror gerne vi alle vil vide hvorfor vi er her, Carmine. De har formået at vække vores nysgerrighed, Lord Lucian. Sig frem, hvorfor er vi her på denne nat?” spurgte han roligt og lod de isblå øjne hvile på Lucian. Han vidste ikke hvad svaret ville blive på spørgsmålet og det var spændende. Han kunne næsten ikke vente.

[Morticia Imeena Mathimæus]

Det var kommet som lidt af en overraskelse at modtage invitationen, for nok var hun en loyal støtter af Anthony og det samfund han ønskede at skabe, men ligeså vel var Morticia klar over at hun var en sølle brik i et enormt puslespil der ikke havde noget andet formål end at brede budskabet ud blandt sine artsfæller ved at udnytte sit navn og naturligvis sit hverv. Blod blev afgivet, for hende var det ikke nogen stor sag, men hun var ikke født vampyr og hun var slet ikke gammel nok til at være i fuldt bekendtskab til de gamle normer. Håndleddet holdt hun fremstrakt mod Anthony og lod ham lukke sårede med et køligt strøg fra hans tunge, der straks lukkede dem. Deres blikke brændte sig fast ved hinandens for et øjeblik, for de var begge for stædige til at slippe det. Armen lod hun falde tilbage langs sin side og vendte sig mod aftenens vært. Det var svært for hende at vurdere hans alder, muligvis at de var omtrendt det samme, under alle omstændigheder var hun nok den mindste trussel af alle tilstedeværende.
Idet dørene gled op, rev det hendes opmærksomhed dertil. Hendes rolle i alt dette var mere tvivlsom end de andres, men det sled bestemt ikke på hendes selvtillid, desuden var hun her mere af nysgerrighed end noget andet. Hun lod taknemmeligt sin arm finde ind i Anthonys og fulgte aftenens vært som ledte dem til selve spisesalen. Det var et smukt hjem, den slags en kvindes blik hurtigt bemærkede naturligvis. "Tillad mig at rose Deres hjem Mylord. Det er udsøgt," sagde hun og stilte sig bag din stol, klar til selv at trække den ud, da han i stedet kom hende i forkøbet. Hun trådte ud ved siden og sendte ham et taknemmeligt nik. "Jeg takker, Mylord," hun samlede stoffet fra sin kjole og satte sig yndefuldt ned med ryggen rank, mens de øvrige mænd fik sat sig på hver deres plads. Hænderne samlede hun sit skød og ventede tålmodigt, hvilket var mere end hvad man kunne sige om den kære Carmine. "Altid lige til sagen Carmine," bemærkede hun lidt mindre formelt end hun havde tiltalt Lucian der var en fremmede for hende. Tjeneren fyldte deres glas, lod den sødmefulde duft brede sig omkring dem, hvilket bestemt pirrede hendes smagsløg nok til at hun ønskede sig at smage på det, dog uden hun gjorde det med det samme af ren og skær høflighed.

[Deleted]

Lucian var en ganske høflig og 'ordenlig' Vampyr. I hvert fald i den sans; at rette dekorum burde opretholdes iblandt medlemmer af deres race. Vampyrer var anderledes end andre racer. I hvert fald i hans sind, og uden tvivl også i mange andres. Og selvom de brødfødte dem selv på blodet af alt levende, behøvede de jo ikke opføre sig som vilde dyr. Noget han nok nærmere tænkte for at berolige sig selv. For selvom han udenpå var således, var han næppe den mest fattede og rolige vampyr. Han var en kriger. En hærfører. Det var hvad han kendte, og hvad han havde gjort i mange år. Han vidste hvordan man berøvede andre deres magt, og hvordan han skulle demonstrere sin egen. Men heldigvis var det ikke hans intentioner denne nat. Hvilket han da håbede ville stå klart for hans noble gæster.
Lucian skubbede let stolen ind under Morticia, og nikkede en enkelt gang til hendes kommentar. "Godt af Dem at bemærke det." En anden gang, måske.. så kunne hun få en tour af stedet, eller lidt historie. Dog, ville det blive en lang tour, og historien stod allerede 'skrevet', i form af de blodige malerier på væggene. Selv inde i spisestuen. Og han tvivlede alligevel også på at en sådan interesse ville kunne måle sig med hendes åbenbare interesse af Anthony. Hvilket jo i sig selv var ganske nydeligt at se. Men han bed ikke videre mærke i det, og priste sig en anelse lykkelig for at de to ikke var sat ved siden af hinanden. Så han ville være fri for at skulle høre på, eller se på, deres sleske interaktioner.
I et kort øjeblik, kunne Lucian ikke skjule en svag utilfredshed over Carmines utålmodige spørgsmål. Han forholdte sig dog rolig, og fattede sit glas i sin ene hånd. Han hævede den let over bordet mod sine gæster i et stille skål. Som han slugte en smule af den blodige vin, kørte han sin tunge over sine tænder, og stillede glasset fra sig igen. Og her havde han håbet at fornøjelse ville kunne komme forretning og formalitet i forkøbet, denne nat. Men selv Anthony virkede til ikke at kunne holde sig. Måske var det også selvvisk at ham at tro således? Han arbejdede dag og nat; bogstavelig talt. I sin søvnløshed håndterede han problemer de end ikke kendte til. Overså konstruktioner og planer, og sikrede planerne for en gloværdig fremtid.. Alt imens Anthony og Morticia tog på tur? Han var ikke tilfreds. Men at ytre den utilfredshed, ville ikke ligefrem gøre noget af dette lettere. Så han blot smilte en anelse diskret. "Jeg inviterede Jer hertil, for at drøfte fremtiden." Lagde han ud, og lod kort blikket søge fra den ene til den anden, inden de så hvilede kort imod glasset han havde imellem nogle få fingre. "Ganske simpelt sagt... Så ønsker jeg at I kender mine planer. Og denne nat vil I kunne ytre Jer imod dem, hvis de ikke falder i Jeres smag. Eller I kan erklære Jer enige." ... "Og således vil vi på civiliseret vis; drøfte, diskuttere, og argumentere... Indtil vi enten er nået til enighed, eller vi ikke har andet valg end at lade vore veje skilles; uenige." Og således, ganske roligt, forklarede han dem sine intentioner for denne nat. Han lagde endda vægt på at dette ville blive en civiliseret og ordenlig diskussion. De var del af samme race, og havde måske endda samme håb og drømme. Men indtil videre, var de langt fra på samme spor, eller på samme side af hegnet; så og sige. Han havde handlet og sat fællesnævnende planer i værk, uden deres samtykke. Og de havde gjort det samme. Så de var endnu langt fra samarbejdspartnere. Lucian væbnede sig med en smule tålmodighed, og betragtede sine gæster, og ventede på deres reaktioner.

[Carmine Jordin Marlineo]

Carmine var selvfølgelig glad for, at de alle sammen, havde indvilget i at komme her i aften, hvor han også var spændt på, hvad Lucian ville snakke med dem om. Derfor handlede det uden tvivl om, at få det ud af det, som de kunne få alle sammen.
Traditionen tro, havde de alle 4 skænket deres blod til det store kar, og Lucian havde lovet dem deres tryghed og sikkerhed under hele dette møde. Ikke kunne han være andet end tilfreds. Derfor søgte han med ind i lokalet, hvor han bare tog pladsen ved bordet, hvor han mere end glædeligt tog imod det glas blod, som blev skænket op til ham, blandet med den procianske vin. Dette var i forvejen ikke noget, som han oplevede ofte, og han måtte jo sande, at det virkelig smagte godt.
At han sprang direkte til sagen, kom vel ikke bag på nogen? Han var ganske vidst en af de mere tålmodige af slagsen, men at gå som katten om den varme grød, var ikke hvad han gik op i. Han lod hovedet søge på sned. "Hvorfor danse udenom, når vi alle sidder her af en grund?" spurgte han denne gang. I forvejen, havde han stor respekt for Lucian og det arbejde, som manden til nu, havde udført, for ikke at glemme, at han lød yderst fornuftig af sig. Han vendte sig mod de andre. "Vi har jo blot natten, kære Morticia," sagde han denne gang. Var der noget mellem hende og Anthony? I forvejen var det meget anspændt mellem ham og den mand.. Alexanders broder.. Manden som omgjorde ham i sin tid. Selvom det nu ikke var noget som han snakkede højere om.
De blege fingre lukkede han omkring glasset, som han igen førte til sine læber. "Du har min opmærksomhed, My Lord," sagde han denne gang. Ville de få denne medbestemmelse? Fantastisk. Så langt, så godt! De ville sammen i fællesskab, kunne skabe et råderum for den vampyriske fremtid. Særligt nu, hvor mange af de andre racer også rykkede så brutalt på sig. Så var der grund til at handle.