Welcome to the family..

[Tiyanna Direshade Acheron]

Clemency Mériah Acheron

---

Biblioteket.. Et af Tiyannas yndlingssteder i hele huset, hvor hun nok også havde søgt tilflugt rigtig mange gange, som børn, og ung. Nu sad hun her igen. Det var mørkt udenfor. Hvor sent det måtte være, så var det ikke umiddelbart noget, som hun tænkte over. Sephiran gik nok rundt og lavede sit, sammen med Romeo, og Nick var over alle bjerge. Den unge knægt, var jo også blevet større, og havde brug for at komme ud. Hun var nu ikke bange for at noget skulle ske ham. Han var da alligevel det mere fornuftig end hvad Romeo var. Hårdt sagt, som deres mor, måske, men hun kunne ikke lade være. Sephiran havde dog kun sig selv, at takke for det!
Faklerne langs stenvæggene og stearinlysene på bordene, sikrede sig, at det var muligt, at se noget i det hele taget. Hun fiskede en eller anden vilkårlig bog ned fra hylden, hvorefter hun tog pladsen på en af sofaerne, bare for at have noget at lave. Et sted, følte hun sig efterhånden temmelig overflødig. Og hun hadede den fornemmelse. Hendes eneste selskab, var faktisk Sasha, som selv var ved at være så gravid, at der vel heller ikke kunne være lang tid, til barnet kom?

Det rødlige hår, førte hun roligt bag det ene øre, hvor hun blot vilkårligt slog op i bogen. I den seneste tid, havde hun ikke umiddelbart været i det bedste humør, og dette så nu heller ikke ud til, at ville ændre sig det mindste meget for hende. Hun sukkede opgivende, inden hun bare klappede bogen i igen, og smed den fra sig på det nærmeste bord, og rejste sig op. Sephiran og hende havde det.. okay, ville hun gå ud fra. Hun var selvfølgelig træt af, at det hele gik op i arbejde, hvor der var mindre og mindre tid til dem, men med et land og et råd at herske over, var det nok heller ikke så underligt igen. Kjolen gled nedover hendes ben, idet hun søgte hen til et af de store vinduer. Det regnede.. Det var iskoldt.. Det var uden tvivl blevet en rigtig kold vintertid.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency var frygtelig træt af det hele i Dvasias. Af Theodore, af at Jarniqa var kommet tilbage, af at være alene, af at være overset... Ja, der var faktisk mange ting, der havde gjort, at hun havde pakket sig en taske og sat sig op på sin hest og reddet afsted, uden at se sig tilbage. Hun vidste ikke hvornår hun ville vende tilbage til Acheron Landsted og Dvasias, for netop nu, der ønskede hun bare at komme væk. Hun skulle nok blive god igen, men lige nu var hun irriteret og tvær.
Hun havde reddet i flere dage, før hun ankom til grænsen. Sneen havde forlænget rejsen med to dage, da det havde været umuligt at komme nogle steder dagen forinden, hvor en snestorm havde hærget. Nu var der dog faldet ro på og hun kunne derfor nå det sidste stykke vej. Det var blevet mørkt, da hun først nåede frem til slottet. De ansatte kendte hende godt af udseende, så de bød hende velkommen da hun kom. En stalddreng tog sig af hendes hest, før hun blev vist ind på slottet. En stuepige tog imod hendes taske og spurgte: "Skal jeg meddele Hans Højhed, at De er kommet, Fru Acheron?" ... "Nej, bare fortæl mig hvor Tiyanna er, så behøver vi ej belemre min søn," svarede hun med et let smil. Stuepigen nikkede og førte hende med sig, hvor hun pegede mod døren ind til biblioteket. Clemency trak sin tykke vinterkappe af og rakte stuepigen, der nejede af og smuttede afsted for at anrette et gæsteværelse. Under kappen kom en mørkeblå kjole til syne, der var udsmykket med fine sølvdetaljer. Den havde lange ærmer og en firkantet udskæring, der viste hendes kraveben. Hun var slank. Stadigvæk lettere præget af sin sidste sygeperiode, men dog i bedre stand. Hendes hår var flettet i en enkelt fletning, der lå over hendes ene skulder og så lettere vindblæst ud.
Hun bankede på og åbnede døren ind til biblioteket, som hun bare trådte ind. Hun så Tiyanna stå henne ved vinduet og et smil passerede hendes læber, skønt det kun var kort og ej kunne dække for alle de tanker og følelser hun ellers bar. "Deres Højhed," hilste hun og nejede hovedet for hende.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Hvad der skete i Dvasias, var ikke ting, som egentlig påvirkede Tiyanna. Lige nu, var hun egentlig bare træt af, at hun ikke følte, at der var nogen plads til hende i alt dette, og det gjorde hende både tvær, men også trist. Sephiran forstod nemlig sjældent, hvad det bundede i, og det irriterede hende kun yderligere nu, uden at hun egentlig kunne gøre noget ved det.
At hendes egen svigermoder, var ankommet stedet her, havde hun ærlig talt ikke tænkt på. Hvorfor skulle hun? Det her handlede om hendes liv.. de to sønner, som hun havde skænket manden, og det var vel egentlig også det, som de havde efterhånden? Det gjorde hende faktisk lidt trist, men nu var hun også den i familien, som faktisk var mest præget af tanker og følelser. Som eneste kvinde, foruden Sasha, var det vel heller ikke underligt? Lige hvad den slags angik, var hun faktisk spændt på, hvad Nick engang ville komme hjem med. Hun sukkede. Var hun virkelig ved at blive så gammel? Det var uden tvivl noget, som hun virkelig havde svært ved!

De bank som lød mod døren, reagerede hun ikke på, hvor hun derimod bare lod den gå op. Stemmen genkendte hun dog, hvor hun denne gang drejede hovede. Var det Clemency? "Jeg ventede ikke din ankomst, Clemency." Hun vendte om på hælen, hvor hun denne gang søgte mod hende. Et kort smil passerede hendes læber. "Det er godt at se dig," sagde hun denne gang. Overfor hende, var der ikke nogen grund til formaliteter. Derimod var det rart, at der var nogen, som bare så hende, som den kvinde hun var. Det havde hun efterhånden brug for.

[Clemency Mériah Acheron]

Meget skete i Dvasias. Lidt for meget, efter Clemency's mening, især fordi hun følte hun kun var en skygge af sig selv. Hun bar en titel, som hun ikke kunne bruge til noget som helst. Hun levede med en mand, der så direkte igennem hende. Især efter han havde fået noget af sin sjæl igen og prøvede at forstå. Det havde gjort, at han prøvede nogle grænser af, men uden rigtigt at indvie hende og det var hende en kæmpe irritationsfaktor. Hun følte ej, at hun hørte til.
Tiyanna og hende var jo blevet veninder i sin tid og trods deres stridigheder, der jo kun var skabt af Theodore, så holdt hun hende stadig kær. Derfor følte hun også, det var på tide at dukke uventet op og forhåbentligt glæde lidt med sit besøg. Hvor længe det besøg skulle vare, det ville tiden jo så vise. Det kom helt an på så mange ting. Men så længe Theodore var ligeglad, så kunne hun bestemt også være det!

Som Tiyanna kom hende i møde, så tog hun selv sin halvdel af vejen og gik hende i møde. Hun lagde en hånd på Tiyannas skulder og skænkede hende et kindkys som hilsen. "Jeg har ikke meldt min ankomst," endte hun med et let smil. "Jeg havde brug for at se en mere... ligesindet," endte hun.

[Tiyanna Direshade Acheron]

At leve med en mand, som var dum som en dør, var en fornemmelse som Tiyanna kun kendte for godt. Særligt, når Sephiran sad med sager, som gik ham så meget nært ind, så der virkelig ikke var plads til noget andet. I den her tid, anså hun selv, at være en kvinde, som bare.. var der, og hun kunne ikke have det. Jovist havde de deres op- og nedturer, som et hvert andet par, men andet var da også helt umuligt, når man virkelig elskede en anden. Det var jo også det, som hun gjorde med ham.
At Clemency skulle være ankommet, forekom hende uden tvivl som en overraskelse, da dette på ingen måder havde været ventet. Derfor gik hun kvinden i møde, hvor hun tog imod kysset mod hendes kind, og med et ganske kort smil på læben. "Havde du gjort således, havde jeg mødt dig i hallen, Clemency," sagde hun denne gang. Hun lagde selv hånden mod hendes skulder. "Det må have været en lang vej.. Du er kold.. kom og sæt dig," sagde hun denne gang. Ved siden af mændene, som selv ikke kunne se, at de rent faktisk havde nogen omkring dem, som også ønskede at de var en del af deres liv. Hun søgte til sofaerne igen, hvor hun langsomt satte sig ned. "Hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte hun denne gang. Det var jo en lang vej, bare for ordet 'hej'. Skete der noget i Acheron Landssted i Dvasias?

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency levede med en mand, der i øjeblikket prøvede at finde ud af alt det med følelser. At han så ikke gjorde hende til en del af det, det var en anden side af sagen. Men den side af sagen, der gjorde, at hun nu var taget hele den lange tur til Imandra for at slippe væk fra det. Han ville jo hellere bruge sin tid på noget andet. Fint! Så kunne hun da bestemt også finde ud af at bruge sin tid på noget andet! Måske var det et kvindeligt trick at blive sur og tvær, men det var nu en af goderne ved at være kvinde. Hun syntes dog kun, at hende og Theodore havde været på nedgang, siden han var genopstået. Hun vædede sine læber og sendte Tiyanna et varmt smil. Hun trak på skuldrene. "Det gør ingen forskel for mig. Jeg blev alligevel forsinket en dags tid på grund af snestorm på vejen," svarede hun hende. Hun nikkede. Det havde været en lang vej, men hun havde da holdt pauser undervejs, da turen trods alt tog flere dage. Hendes kappe var varm, men kulden nåede stadigvæk ind, for direkte vindtæt var den jo ikke. "Det er blevet noget koldt ude. Jeg synes denne vinter er en af de værre," svarede hun. Hun fulgte med hen til sofaerne og satte sig ved hendes side. Hvad hun kunne gøre for hende? Ja, vel ikke så meget.
"Du kan ikke gøre så meget andet end lade mig blive her for en stund... Jeg har brug for at komme lidt væk fra det hele," endte hun dæmpet. Et suk kunne hun dog ikke undgå som følge af hendes ord.

[Tiyanna Direshade Acheron]

At være sammen med en mand uden tanker og følelser, kendte Tiyanna udmærket godt, da det heller ikke altid var nemt for hende og Sephiran. Et sted, var det en form for modstand, som hun godt kunne lide, men lige for tiden, var det en der rent faktisk irriterede hende en smule. Det var hårdt, når der ikke var tid til noget andet. Sasha var derimod god til at holde hende lidt med selskab, men hun bed af folk, når hun blev irriteret, og det i forvejen, var noget, som rigtig mange, havde svært ved. Hendes egen mand deriblandt. Hun rystede på hovedet. "Det er også en lang rejse, du har begivet dig ud på, Clemency," sagde hun sandfærdigt, hvor hun tog pladsen i sofaen. Hun fulgte Clemency med blikket. Det lignede ikke hende, at flygte fra tingene. Selv kunne hun jo kun se at Clemency uden tvivl måtte være en presset kvinde. Hun kneb øjnene let sammen. "Hvad hviler så tæt på dit hjerte, siden du føler dig nødsaget til at flygte fra det hele?" spurgte hun denne gang. Et sted, fordi at det også påvirkede hende. Det var ikke nemt at være en del af Acheron. Selv hun havde været tæt på flere gange, at melde fra, fordi hun ikke havde kunne overskue det, men kærligheden til manden havde tvunget hende til at blive. "Er det Theodore?" spurgte hun denne gang. I forvejen, var det heller ikke ligefrem en mand, som hun brød sig om. Han havde for pokker forsøgt at komme mellem hende og Sephiran mere end en gang, og havde været utrolig tæt på at lykkedes!

[Clemency Mériah Acheron]

Siden Theodore var kommet tilbage, så havde Clemency aldrig rigtig fundet den samme glæde for ham som før hans død. Måske skyldtes det, at hun havde været en skygge af familien lige siden hans død og aldrig rigtig var kommet frem i lyset efter hans genopstandelse. Det var ikke til at sige med sikkerhed, men hun følte sig i hvert fald bare meningsløs. Hun følte, hun gik i vejen og var i vejen. Især når hun lagde sig syg og ikke kunne bidrage med noget. Men på den anden side, så fik hun jo aldrig lov til at bidrage med noget. Endnu sværere var det dog kun blevet nu hvor Theodore faktisk havde fået noget sjæl tilbage og pludselig tænkte og følte i større grad end han nogensinde havde gjort. Han prøvede grænser af, hvilket kun irriterede hende grænseløst.
"Det var faktisk meget forfriskende, skønt vinteren er hård denne omgang," svarede hun ærligt. Den kolde vind havde været med til at gøre hende mere rolig og klare hendes tanker en smule. Et dæmpet suk brød hendes læber, som Tiyanna spurgte. Der var mange ting, der hvilede tæt på hendes hjerte. Men det hele havde været under opsejling i længe - for længe. Hun havde gået med det uden at gøre særlig ved det og det kunne hun godt mærke den dag i dag. Hun nikkede langsomt. "Ja. Det et Theodore. Han er blevet ramt af lyset og fået en bid sjæl tilbage, hvilket gør mere utilregnelig end nogensinde, hvis det er muligt," endte hun dæmpet.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna vidste godt, at det at skulle dele hjem med dem uden sjæl, eller dem med meget lidt, kunne være svært. Det var jo trods alt også noget, som hun gjorde selv, og hun måtte indrømme, at det heller ikke altid var nemt. Det var selv noget, som gav hende lysten til at slå ihjel engang imellem!
"Vinteren er hård denne gang. Du skal jo passe på dig selv." I forvejen var det virkelig få, som fik lov til at se denne side af hende, da hun som regel overhovedet ikke var venlig eller omsorgsfuld ment i den forstand. Hun havde forsøgt med Nick, dengang han havde været lille, kun fordi at det var den dreng, som hun retmæssigt, kunne sige var sin, da Romeo igennem hele tilværelsen, havde været Sephirans lille projekt. Det var fint for hende nu. Nu måtte han jo selv bære frugten af det arbejde, kunne man sige. En dreng, som ikke kunne gøre sig en tanke selv.. Bogstavelig talt. Det var hårdt for hende, som mor at stå og kigge på engang imellem, kun fordi at hun havde ønsket det mere.
Tiyanna sænkede blikket. "Hvorfor ikke hjælpe ham igennem det?" spurgte hun. Det havde hun selv forsøgt med Sephiran, når det kiksede for ham. Selvom det ikke var nemt. "Og.. hvordan har han fået den..? Helt præcist?" spurgte hun. Det var da forvirrende, alt det der. Selvom hun nu havde siddet i det, i så mange år.

[Clemency Mériah Acheron]

For Tiyanna var det gået, som det var gået med Clemency. Alligevel følte hun, at Tiyanna havde mere held med Sephiran end hvad hun havde med Theodore. Men hvad børn angik, havde historien virkelig gentaget sig. Romeo var Sephirans, Nick var Tiyannas. På samme måde som Sephiran havde været Theodores og Samuel havde været hendes. I dag så hun dog end ikke sin kære søn særlig meget, da han var optaget af Malisha det meste af tiden. Ravennah så hun af og til, da hun var det selskab hun nok mest havde, men hun havde jo heller ikke tid hele tiden. Og for nu var hun træt af at være alene, så nu havde hun taget den lange tur hertil. "Jeg passer også på mig selv. Min kappe har holdt sneen ude," endte hun med et let smil. Hun trak vejret roligt og pustede let ud. Varmen herinde kunne hun dog godt mærke alligevel, så lidt kold havde hun da været fra sin tur, skønt hun havde pakket sig ind så godt som muligt.
"Jeg har prøvet... Men vi bliver ragende uvenner, så jeg gider ikke mere," endte hun. Det var måske hårdt. Men hvis han hellere ville undersøge sine følelser i selskab med sit unge projekt, Jarniqa, så måtte han jo det. Okay, jaloux var hun måske, men mest fordi hun gerne ville have den opmærksomhed, han gav hende. "Jeg ved det ikke. En morgen var han bare snot forvirret og var blevet ramt at noget lys. Det er efterhånden nogle år siden," svarede hun. Men processen var virkelig langsommelig!
Kort efter bankede det dog kraftigt på døren og en stuepige kom stormende ind. "Undskyld, jeg forstyrrer, Deres Højhed. Men Sasha's vand er gået!" endte hun. Hun hastede videre igen, da hun var blevet sendt på tur ud for at hente alle vigtige parter.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det havde krævet sine kampe selv med Sephiran, men de var til sidst, endt ved enighed, hvor de nogenlunde kunne få det til at fungere. Bare ikke, når han havde så meget andet, at tage sig af, for der var meget lige nu. Tiyanna var en hård kvinde, og hun var krævende, men det ændrede bestemt ikke på at det var en kamp en gang imellem! Hun lod hovedet søge på sned. Det var nu ikke fordi at hun regnede med at Clemency var kommet for at snakke om vejret, men den måtte jo være helt gal på hjemmefronten, siden hun havde fundet det, som en nødvendighed, at skulle tage væk. Det var lidt det, som rent faktisk måtte skræmme hende lige nu.
"Jeg går ikke ud fra, at du er kommet denne lange vej, for at snakke om vejret, Clemency," sagde hun direkte. Hun lagde denne gang det ene ben over kors, og lagde derfor hænderne mod hendes knæ. Hovedet lod hun denne gang søge en kende på sned.
"Du gider ikke mere? Hvordan skal den forstås?" spurgte hun denne gang overrasket. Clemency havde i hendes øjne, altid været en virkelig stærk kvinde, og som selv havde hjulpet hende igennem de virkelig mange problematikker, som opstod, når man havde med den familie at gøre. Hun rystede på hovedet. "Det er svært engang imellem.. Jeg.. forstår bare ikke..? Man kan da ikke bare få den igen? Kan man?" spurgte hun denne gang, med en tydeligt overrasket stemme.

Tiyanna vendte denne gang hovedet, da en af stuepigerne kom rendende, og nærmest faldt over sine egne ben. Var hun i fødsel? Hun rejste sig denne gang op. "Find Romeo," bad hun med en fast tone. Hun vendte sig mod Clemency. "Jeg er nødt til at gå," undskyldte hun, inden hun denne gang, søgte direkte op mod Sasha og Romeos værelse. Hun ville hjælpe, om det blev nødvendigt.