Icy Winds and Calm Words

[Deleted]

Ingrid "Neferet" Laymian

Kulden rørte ham ikke. Sneen der langsomt gled ned fra himlen, rørte ham ikke. Den isnende vind der viklede sig om bjergene, rørte ham ikke. Hvorfra Lucian kom, sneede det året rundt. Og disse bjerge, selv i hjertet af vinter, var et så godt sted som et hvert andet. Den store og bredskuldrede mandlige skikkelse af Lucian, stod blot med hænderne foldet bag ryggen. Han kunne mærke måden hvorpå den tunge og tykke åbne jakke, tyngede hans skuldre, og hans blik blot hvilede mod jorden foran ham; dækket af sne. Nogle fodtrin pressede sneen sammen mod ham, og han kiggede blot op under sine øjenbryn, og så en af sine blodrøde riddere. "Mylord. They are approaching." Lucian blot nikkede som svar i genkendelse, og ridderen fortsatte videre om bag Lucian, hvor han stod med fem andre. Han havde, trods de fjerne lyde af vind og dyr, hørt de stille fodtrin af hvem han regnede med var Neferet og hendes følge.
Ak ja, Neferet; deres gloværdige Leder, i egen høje person. Et møde var blevet arrangeret imellem dem. Lucian havde besluttet sig for at tage hende seriøst, om end blot for en enkelt nat. Han absolut ikke nød tanken om en kamp om indflydelse på to fronter. Og nu hvor Carmine havde erklæret at Anthony Imaricha stædigt ville erklære sig selv Leder, gjorde det Lucian en anelse presset. De var nu begge blevet forhindringer, og han måtte evaluere den trussel de begge bød ham. Sluge sin trang til at benytte sig af råstyrke, og i stedet benytte sig af sin kløgt. Han skyldte folket af Corvento, ikke at spilde for megen vampyrisk blod, uden passende grundlag og nød.

Mødet i sig selv, var ganske simpelt. Han havde gjort denne slags før. De mødtes et neutralt sted. I bjergene der adskilte Dvasias og Imandra. Hver især måtte de kun medbringe højest seks vagter til rejsen. Men mødet, skulle kun være imellem de to. Og naturligvis, måtte ingen anden kende til mødet. Lucian kiggede sig roligt over sin ene skulder, og vendte de røde øjne mod en af sine mænd. Og allerede inden Neferet var ankommet, var det en klar besked om at Lucians følge, skulle trække sig tilbage. Og således var det hvad de gjorde. I stedet, måtte de sørge for at ingen anden nysgerrig sjæl befandt sig indenfor nogle få miles omkreds. Lucian var forsigtig med den slags, trods alt. Uanset hvilke ord blev ytret imellem dem, skulle ingen anden kende til dem. Og således endte det med, at Lucian stod alene i sneen. Mellem nogle få skarpe sten, og en mindre bjergside. Tålmodig.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Sneen. Det var en smuk tid, de var gået i møde. En tid, hvor sneen lagde sig over hele Imandra. Bjergene stod smukkere end de gjorde resten af året. For i Imandra var alle 4 årstider repræsenteret, skønt nogle var tydeligere end andre. Det var koldere end ellers her, noget lignende Dvasias, men det tøede igen til sommerhalvåret. Med rolige skridt, så mødte hendes støvler sneen. Støvlerne havde en lille og stabil hælkap og var lavet af sort læder. Støvlerne gik under kjolen op til hendes knæ og var strammet ind til hendes ben med sorte snore, skønt man ikke kunne se det netop i dette øjeblik. For nedover støvlerne lå skørtet på hendes kjole, der lå i flere lag og fyldte derfor en smule omkring hende. Toppen af kjolen var et korset med to små ærmer til. Den var nedringet, men ikke direkte vulgær, og fremhævede hendes barm og hendes slanke talje. Korsettet var strammet ind med snore på ryggen. Ikke frøs hun, selvom hun havde bare arme, for hvilken vampyr frøs? Hun var jo i forvejen kold og med en silkeglat bleg hud, der kunne tåle enhver form for sne og kulde.
"They are already there, Milady Neferet." På Neferets ene side gik Marcianus. Den, der sørgede for forsyninger til de nye vampyrer, som hun var i gang med at skabe. Det var dog en noget langsommelig proces, som skulle vise sig at være mere langhåret end hun havde regnet med. Nok besad hun ledertitlen, men den havde hun fået skænket på et sølvfad. Goden var, at hun så sad i landsrådet for Imandra og kunne få indflydelse og derved beskytte vampyrerne. Hun følte sig presset. For hun vidste, at Anthony havde været i hendes hjem mens hun havde været borte. Hun havde kunnet lugte det, da hun var vendt hjem fra Manjarno, hvor hun havde hentet Marcianus, hans morfar og Valerio til at tilslutte sig hende. Men mange havde nok fejlfortolket hvordan hun tog sig ud med lederposten, fordi hun havde fået sagt i Manjarno, 'at hun var deres leder!' Hendes kjole trak en sti gennem sneen, der også blev presset under hendes sko, hvor hun efterlod små fine fodspor, da hun havde en elegant damefod trods alt. Med sig på sin anden side havde hun en nyfødt vampyr, en ung fyr, der havde været tæt på at begå selvmord og springe i havnen. Det havde hun reddet ham fra ved at tilbyde ham nyt liv. Hvad hun kunne forvente, det vidste hun ikke. Burde hun føle sig truet af, at Lucian havde fem mand med sig og hun kun havde 2? Men hun kunne jo ikke efterlade Old Laymian ubevogtet.

Hun gjorde tegn til sine to kompaner, at de skulle standse her, et godt stykke fra hendes aftale sted med Lucian. Hun skulle møde ham alene. Men de kunne holde vagt på denne side. Hun fortsatte derfor alene til fods, indtil hun endte med at stå foran ham. Hendes blik var mørkt under nattehimlen med et rødligt skær. Hun nåede frem til ham på bjergsiden. Hendes hår hang flot med den sædvanlige sideskilning og hendes lange hår lå flot ned over hendes ryg. Et øjeblik stod hun blot i stilhed og betragtede ham. Ikke var hun ude på at ryge i flæsket på ham. Hun var interesseret i at lytte. "Mylord Carstein. We finally meet." Hun kunne vel godt hilse pænt på en af hendes egen race?

[Deleted]

Lucian havde stået i lignende situationer før. Dog ikke med så meget på spil. Selvom der intet stod om det i beretninger eller bøger, havde Lucian ført krig før i tiden. Og nogle af dem havde han formået at afklare på fredelig vis. Men man skulle endelig ikke tage fejl, og tro at Lucian ikke var klar på en blodig løsning. Diplomati var blot den første vej enhver med sans og fornuft måtte tage. Og skulle det fejle, havde han altid andre talenter at falde tilbage på.
Lucian var på nogle punkter ganske simpel. Han bar ikke fine skjorter og foldede kraver. Han tilpassede aldrig sig selv og sin fremtræden til at passe andre, eller en hvilken som helst given situation. Han bar altid sine ikoniske klæder. De sorte bukser af læder, og de høje og solide støvler. En rødlig frakke af læder og harsk stof, dekoreret og broderet med mønstre af guld og messing. Så tyk og solid at dets stof kunne stoppe en pil, og bremse et sving af et sværd. Med mørke ærmer, og rødlige plader om underarmene. Og store dele af hans muskuløse overkrop blottet for vinden og syn. Med et mavebælte der husede brugbare eliksirer og genstande. Klæder der statuerede hans autoritet, og som evigt var klar på stridighed og kamp. Intet af hans væsen, skjulte hvad eller hvem han var. Og selv det utrænede øje, ville kunne identificere ham som vampyr, og som en mand af en vis autoritet.

Dette var, trods alt, også første gang de to ville mødes. Det handlede ikke om at intimidere hende, eller true hende. Men nærmere om at etablere sig selv som en skikkelse af alvor, ved hendes første blik. Og ganske roligt, forblev Lucians hænder foldet bag ryggen som kvinden, kendt som Neferet, nærmede sig. Hans rødlige blik faldt i det samme mod hende som hun viste sig, og et svagt glimt af et tilfreds smil faldt over hans mundvig. "Indeed." Lød det blot fra ham som svar på hendes ord. Et møde der havde været langt undervejs. Den ene hånd holdte han bag ryggen, imens den anden hvilede imod hans mavebælte. Og derefter nejede han svagt med hovedet, i hvad der måtte være en høflig gestus. "Greetings, Lady Laymian." Han var ikke i humør til pseudonymer eller kaldenavne. Han kendte hendes egentlige navn, og agtede at bruge det. Derefter, endte begge hænder atter bag ryggen, og han stod atter rank og bredskuldret i nogle få øjeblikkes stilhed og ro.
"I admit." ... "I doubted that you would accept my invitation. And yet, I am pleased that you did." Urolighederne og den fjerne foragt imellem dem, havde trods alt fået ham til at tro, at en kvinde såsom hende ikke ville mødes med ham. Sandt nok, havde han jo etableret sig i et domæne der indtil for nyligt havde været hendes. Og ofte var blot den mindste fornærmelse nok til at fremprovokere en uhelbredelig aggressivitet. En tilstand han kendte mere end rigeligt til, selv. Og indtil videre, var en diplomatisk løsning endnu ikke blevet søgt. Hverken af ham selv, eller af Anthony - Som i stedet fandt det passende at handle bag Lucians ryg, og imod Neferet - da han tog til Imandra. En selvisk mangel på respekt, ikke engang Lucian kunne ignorere. Selvom han måske havde udtrykt sig anderledes ved sit møde med Carmine.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet havde prøvet at være i strid før, så det var langt fra nyt for hende. Men alligevel syntes denne strid med Lucian at være mere spids og intens, end hvad hun ellers havde stået overfor før. Selv hendes fortid bag præg af store som små slag. Hun kom af en storslået Imandransk familie, skønt hun nu stod som den eneste tilbage. Hendes efterkommere havde formået at udrydde sig selv - ja, til hendes held - da de havde forpestet racen med varulveblod efter hendes tid. Hun var ikke stolt af, at horrors havde været i hendes familie, men i dag var der heldigvis ingen tilbage og hun kunne derfor starte en ny linje af rene vampyrer. De ældste vampyrer kendte nok til Laymian navnet. Både fra deres storhedstid som vampyrer, men også med forpestelsen af varulve.
Neferet havde dog kørt sit show alene siden hun var blevet enke. Godt nok havde hun selv slået sin mand ihjel, men han havde vist sig at være mere i vejen end til gavn i sidste ende. Svage folk kunne hun ikke bruge til noget, skønt det måske for nogle var en hård måde at styre 'showet' på. Bag det glatte og silkeagtige ydre var nemlig en koldhjertet morder. Hun havde som sådan ingen samvittighed over hendes handlinger, fordi hun mente, at det var det eneste rigtige at gøre. Ellers tyede hun vel ikke til den slags, hvis hun så ville fortryde det bagefter? Det gav i hvert fald ingen mening for hende.

Hendes blik lod hun hurtigt glide over hans beklædning. Det var som en form for rustning, da det så noget stabilt ud. Langt mere end hendes eget tøj. Han var også bred og muskuløs, hvor hun var mere pikant og slank. Hendes styrke skulle man dog ikke tage fejl af. Hun ønskede ikke, at dette skulle ende blodigt, for hun havde faktisk interesse i at løse denne strid på mere fredelig vis. De havde længe sendt onde tanker mod hinandens lejre, så det var vel på tide at få lagt kortene på bordet. Fundet ud af, om de i virkeligheden var, som de gik og tænkte om hinanden. Hun så mod ham med et roligt blik. Han skræmte hende ikke. Hvorfor skulle han? Godt nok havde hun mange tanker om hans person, da han i hendes hoved var en magtbegærlig mand, der dominerede Corvento med hård hånd. Det var jo de rygter, der var i omløb. Men andre rygter løb også. De nye rygter om, at han var gået i gang med at bygge i vampyrstaden. Hvad mon det gik ud på? Hun var faktisk oprigtigt nysgerrig. "I was doubtful at first. My first thoughts when I received your invitation was, that you were planning to set me up. But my group convinced me otherwise, so here I am. I am please to see, that we are alone," svarede hun ham med en rolig tone. Hun kunne jo ligeså godt være ærlig med ham, nu hvor han selv lagde det kort for natten.

[Deleted]

Denne kvinde var minsandten petit og yndefuld. De stod næsten som modsætninger af væsen og ydre. Men i hendes øjne og sikkerhed, syntes han at spotte en vampyr langt mere faretruende end hun umiddelbart ville syntes til det uvorne øje. Lucian fandt sig, for tiden, ofte i selvskab af vampyrer af betydelig alder og erfaringer. Skabninger der havde levet i utallige årtusinder. Men han var urokkelig. Hvis alder var en definerende faktor af styrke og kunnen, ville denne verden se meget anderledes ud. Og han frygtede derved ikke disse oldgamle væsner. De var ofte unuancerede og for fanget i en fortid der ikke længere var realitet. Ofte syntes de at kigge på ham, som var han uerfaren og svagelig. Det var, indtil Lucian fik deres øjne åbnet for en anden sandhed.
"I have more pressing concerns, than wasting my time, trying to set you up." Svarede han ganske bestemt. Han havde spioner. Øjne og ører overtalt, som havde fortalt ham om Ingrids rejse til Manjarno, og om de vampyrer der nu havde efterladt deres hjem, for at følge hende. Og deres ord og hvisken, var nærmest summen af den interesse han hidtil havde vist Ingrid. Var hun kommet til Corvento, havde det nok været anderledes. Men hun havde ikke været der længe, så var blot forblevet en fjern trussel i et andet land. Et bilag til de mange planer han havde lagt, og de mange visioner han havde for øje. Og vigtigheden af hans planer, langt overskred truslen hun præsentere.. hvilket i Lucian øjne, ikke var særlig betydelig. "I was advised to kill you..." Lucian fæstnede sit blik mod hende, med et enkelt hævet øjenbryn, men ikke uden det næsten karakteristiske diskrete smil. "But I am a man of a different constitution. And therefore want nothing more, than to meet the woman, claiming to be my superior..." Tilføjede han ganske roligt. Idet at hun kaldte sig selv leder af den vampyriske race, så hun måske også sig selv som hans overordnede?

Lucian løsnede grebet om sine egne hænder bag ryggen, og lod dem i stedet hænge langs kroppen, idet han skiftede sin vægt over på det ene ben. En både afslappet stilling, men også i stilhed før hans næste ord. Og således sænkede han sin hage en anelse og knep øjnene en smule sammen. Vinden hylede en anelse imellem dem, og sneen fulgte med. "The vampires of Corvento will never leave their ancestral home, and follow you to Imandra." ... "And yet you continue to lure and give promises of a better life, subjected to the rule of a Warlock. A Warlock so hungry for power, he carved out a kingdom, and put the crown upon his own head. A Warlock who's Council you sit in..." Han var ganske direkte. Ikke hånende som han nogle gange kunne være. Ikke truende, da hun ingen grund havde givet ham. Lucian skar sine tænder sammen bag sine læber. "Would you have it so that all vampires bowed before a Leader, who in turn kneels before a Warlock King?" Et spørgsmål nok mere retorisk i sin art, og en han ikke gav hende en chance for at besvare, inden han atter talte. "What, in fact, is it you want?" En måske underligt spørgsmål. Og et meget simpelt et af slagsen. Men dog alligevel ytret ganske roligt, men alligevel bestemt. Han havde udtrygt sin foragt for underkastelsen til en Warlock, og måske også en foragt for manden selv. Men kvinden der nu stod et stykke fra ham, havde endnu tid til at erhverve sig hans foragt. Alt sammen afhængig af, hvorledes hun ville svare på hans ord og spørgsmål. Og alt sammen afhængig af hvorledes dette møde ville ende ud. Og i så fald, ville de få at se, om hun havde fortjent hans foragt, hans vrede, og hans had.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Lucian havde en muskuløs og bred struktur. Tøjet fremhævede kun en vis autoritet, men dog intet, som hun på nuværende tidspunkt anså som en fare for hende selv. De havde hver deres udrustning. Han var udadtil nok mere lig det væsen, som mange anså en vampyr som - stor, uigennemtrængelig og faretruende - men det var ikke det hun direkte så. For inde bag det hårde ydre, så var der faktisk et fornuftigt sind og en tankegang, så hun ønskede at gennemskue. Selv omgik hun sig vampyrer, der var en del yngre. Selv havde hun jo to helt nye skud på stammen, som hun anså for sine nye unger. Hun holdt faktisk sine skabninger meget nært. Hun mødte roligt hans blik. Spild af tid? Så hun var end ikke det værd? Hun vidste ikke om hun skulle være fornærmet over ikke at være en vigtigere sag for ham, eller om hun skulle glæde sig over, at hun ikke fik en kæmpe hær af vampyrer efter sig. For sandt var det, at hun netop nu ikke havde en kæmpe flok bag sig. Dvasianerne holdt deres land og hjemsted meget nær. "I'm glad, that we can use the time to talk sense, rather than waging wars on each other," gav hun ham som svar. Det sagde vel også en del? Uanset om hun så havde haft en kæmpe hær eller kun de få hun havde, så ønskede hun ikke krig, for det var en blodig og voldsom affære, som hun helst ville holde sig ude af, medmindre der ikke var anden udvej.
Hun vidste godt, at hun blev overvåget. Hun vidste også, at Anthony havde været i Old Laymian med en anden vampyr i hendes fravær, da hun havde været i Manjarno. Som han fortsatte med at tale, så lyttede hun intenst til hans ord. Det havde hun næsten regnet ud. Anthony ønskede hende vel også død? Hun forholdt sig roligt, da hun ikke fandt hans ord truende. Hun skiftede vægten over på det ene ben og lod nu sine hænder foldes over hendes lænd. Det fremhævede kun hendes bryst tydeligere, da hendes skuldre så blev rullet tilbage. Hun havde dog været rank hele tiden, for hun havde en stærk positur og holdning.

En vind slog sneen op mellem dem, så en lille sky af det løse puddersne, der lå øverst blev hvirvlet omkring dem. Det lagde sig dog igen et øjeblik efter igen. Vinden ruskede også i hendes hår, så det blev blæst omkring hendes skuldre. Hans ord var hun udmærket klar over. Det havde hun indset allerede. Hans næste ord, måtte hun dog finde direkte morsomme. Underlagt warlocks? Aldrig i livet! Hun misbrugte sin titel og position på det groveste i Imandra, eftersom det var kronprinsen Romeo, der havde skænket hende titlen ved deres første møde. "Let me rephrase your words, Lord Carstein." Hun skiftede vægten over på sit andet ben nu. "I promise a better life, because that is what I believe I can give them in the longer term. The vampires have been subjected too long to an insane leader hungry for power, which I do not approve of. I sit in the Council, because I can get what I want by influencing their little circle of leaders and royals." Nu havde hun vist svaret for sig. Hun havde titlen, fordi den var blevet hende skænket og hun havde ikke set anden udvej til at kunne få indflydelse og derved sikre sig et liv for sig og sine små nyfødte. Hun ønskede at genskabe Laymian. Men også at lede vampyrerne generelt til noget bedre, dog ikke ved at være deres overmand som sådan. "My children and men do not bow for me. On the other hand, I do not intend to bow for anyone else either," svarede hun for sig. Det var vel svar nok? Hun havde ikke bukket for Sephiran. Kun snoet ham om sin lillefinger, fordi han troede, at hun gik efter hans hoved. Hans sidste spørgsmål, fik et smil til at passerede hendes læber. Hvad hun ville have? Der var mange ting hun ville have!
"What I want?" Hun satte nu vægten mellem begge ben og lod nu sine hænder foldes foran hende. "I want loyalty. Vampires around me, who adore me and love me, as I will love them in return." ... "I want more freedom for our kin. I want to lead, but not dominate. I've seen it go terribly wrong with 1 dominant leader, so I believe in being influenced by the vampires closest to me. I am from here, so you must understand, that my heart has always belonged to Imandra," svarede hun ham. Ikke syntes hun selv, det var noget, der burde pisse ham af. Burde hun så gå i modsvar nu?
"But what about yourself? I've heard you are the mean type, bullying for power. And I do not like people taking the throne single-handed." Hun var ærlig, men ikke nedgørende. Nu måtte hun vel også høre hans modsvar? Til det hele?

[Deleted]

"If I was waging a war, we would not be having this conversation." ... "So yes. In truth, I have come seeking sense." Endnu var han bestemt, men endnu ikke truende. I hvert fald ikke direkte. Han blot lod hende vide, at de to ikke rigtig var i krig. Han havde gjort som han havde gjort, og hun syntes at have haft noget imod det. Hun havde endda forsøgt at lokke vampyrer fra Corvento til Imandra. Og alt imens, havde Lucian intet gjort, andet end at holde øje med hende. Så i Lucians sind, var han den mest fredelige af de to. En tanke der lidt morede ham fra tid til anden. For selv da Carmine havde foreslået at slå hende ihjel, havde Lucian ønsket at de skulle vente og se hvad fremtiden bragte. Så måske var han rent faktisk et væsen af en fornuftig tankegang, og et fornuftigt sind? Eller måske var han blot en tålmodig jæger?
Lucian lyttede til hendes omformulering af hans ord; som hun kaldte dem. Og han endda fnøs en anelse underholdt over hendes beretning, om hvorledes hun åbenbart påvirkede og sikkert manipulerede Rådet hvori hun sad. "And you truly belive you can give vampires a better life, by abandoning Corvento, and seeking influence in a council far away?" Spurgte han denne gang. Og denne gang, en anelse uforstående. Som om hendes ord ingen mening gav overhoved. Og det gjorde de i sandhed heller ikke til Lucian. Aldrig ville han forstå hvorledes hendes rolle og titel i Imandra, ville kunne forbedre livet for Vampyrerne af Corvento. Og hendes ord gjorde skam heller ikke meget for at overbevise ham om hendes troværdighed. Han vidste ikke hvorledes hun agerede omkring Sephiran eller i dette såkaldte Råd hun sad i. Han kunne ikke vide til præcis hvilket omfang hun manipulerede og bedrog. Men noget sagde ham dog at hun gjorde netop det... Og hvilken nytte ville Lucian have af en kvinde, hvis ord han ikke kunne stole på? Han var på ingen måde tilhænger af en manipulativ og pragmatisk tilgang.
Egentlig, havde Lucian endnu ikke den store tiltro til hendes ord. Og i et splitsekund, blev han næsten fornærmet over hendes ord om kærlighed. Hvilket resulterede i, at Lucian tog et halvt skridt imod hende, med den ene skulder derved vendt en anelse længere frem mod hende. Blikket ligeledes en anelse skarpt. "I have heard tales of what you do to those you claim to love! And the shame of your offspring has not yet been forgotten..!" ... "So do not speak to me, as if your love of the vampires around you, mean so much to you.." Det fornærmede hans intelligens og hans egne mål og visioner, at en kvinde med hendes rygte, påstod at elske! Kærlighed havde intet med hvad han gjorde, og hvad han ønskede at gøre for den vampyriske race. Og han ville aldrig selv påstå at kærlighed havde noget som helst med det at gøre. Der var stadig de der talte med tavse tunger om skæbnen af hendes mand. Og endnu flere der endnu talte om de Horrors der var sprunget fra hendes skød. Men ligeledes, i det selv samme øjeblik, indså han at han måske havde ladt sit temperament løbe af sted med sig. Så han ændrede i det samme derefter sit standpunkt, til et mere afslappet ét. Og foldede igen sine hænder bag ryggen, uden at have en skulder skudt frem imod hende. Selvom han ikke behøvede luft, tog han endda også en dyb indånding. "You speak of freedom for the vampiric race, and yet you seek influence among other races?" ... "You speak of the love you have for your kin, and yet your heart belongs to Imandra?" Der var noget ved denne kvinde, han aldeles ikke brød sig om. Men hun fortjente dog stadig en chance for enten at overbevise ham, eller holde stand ved sine ord. "You say you want the loyalty of your kin, and yet you seem to have more loyalty for a piece of land, and a Warlock, than you seem to have for your own kind.." Det hele syntes ét stort paradox til Lucian. Og hendes tunge syntes mere kløftet og selvmodsigende end han først havde troet. Men Lucian var dog endnu åben for en fredelig løsning! Hun var endnu langt fra den værste Vampyr han havde mødt eller hørt om. Og af den grund, holdte han endnu sit temperament i skak, og undlod at føre en alt for dømmende tone - selvom formuleringen af hans ord, dog var meget dømmende og udfordrende. Mon en diplomatisk løsning overhoved var muligt?
Lucian rynkede sin næse en anelse. "I bully those who stand between me and what I am trying to achieve.." Svarede Lucan ganske roligt, egentlig. Ak ja. Nathanael var måske en undtagelse... men helt ærligt. Den mand havde truet Lucian med død og smerte. Det var kun forventeligt at Lucian havde ønsket at teste mandens ord. Men ellers havde Lucian næsten kun været demonstrativ i sin magt. Med en hær der statuerede et truende eksempel. Og så selvfølgelig de få gange, hvor han havde været nødsaget til at tyde til vold og blod, for at opnå hvad han måtte. "The Castle of Blood was built by my maker. I simply claimed what was rightfully mine." Han slap sine hænder igen bag ryggen, og skiftede sin vægt til det modsatte ben. "And I have taken no thone, nor do I intend to. I came to Corvento in its hour of need. The vampires there, were leaderless and scattered. Confused and frightful by the new rulers of Dvasias." ... "And I spoke the truth. Warned them of dangers from the Alchymists and Warlocks who surround them. The Diamaqimas to the North, and the Warlocks in Marvalo and Imandra." Som han talte, hævede han sin ene hånd og indikerede passioneret nord og syd, tværs over bjergene. Han tog endda også en kort pause for at køle sig selv lidt ned og samle sine tanker. "I am no leader, and I have never claimed to be one. Nor have I ever claimed a title that was not presented me by our very own people. But I will guide the Vampires of Corvento to a greater future. I will grant them the security, the power, and the freedom they deserve! I will free them from the shackles of tyranical leaders, and I will make sure they never bow before any other than their own... Even if it may cost me my life." Lucian var kommet til Corvento i det samme Silia havde taget kronen af Dvasias. En alkymist på tronen af det land som husede flest Vampyrer? Og han havde på ingen måde skjult sig i skyggerne. Han havde stillet sig ved alteret af den store kirke i Corvento. Talt sin sag og ytret sine ønsker om en bedre fremtid, og sine advarsler om de som ville tage det fra dem. Og vampyrerne af Corvento havde lyttet. Man kunne sige mange ting om Lucian. Ja, han var nådesløs og aggressiv. Han kunne ofte miste besindelsen. Og ja, han havde taget den magt han skulle bruge for at realisere sine visioner og planer. Men han var passioneret! Og han havde gang på gang vist at han mente hvad han sagde. Også selv hvis det skulle have været trusler. Han arbejdede ikke i skygger eller i det fjerne. "Yes, I declared myself Lord of Corvento.. But only so that I may bring about a new era.." Og i det, havde han talt nok. Og endte i stedet i en rank positur, med blikket hvilende på Ingrid.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet så indgående på Lucian. Hun havde i forvejen et intenst blik og hun agtede at holde sit fokus direkte på ham, eftersom de var kommet her for at finde ud af tingene på fredelig vis. Forhåbentligt ville det ende ud i noget, som begge var tilfredse med. Noget, som ville holde dem fra krig igen. Hun ønskede ikke krig, så hun skulle også gerne kunne afslutte dette møde uden at have startet noget. De blev nødt til at være fornuftige. For alles skyld, men også for at redde hendes egen røv i dette. For lige nu havde hun ikke styrkerne til at kæmpe imod Lucian.
Længe havde hun levet i skyggen, så derfor vidste hun meget om mangt og mange. Lucian var dog ny for hende på trods af det, så hun havde fulgt op på hans situation siden han var kommet til. Mange rygter var i omløb omkring ham, men det var mest det negative om ham hun havde bidt sig fast i. Selv havde hun ikke haft tanke på at slå ham ihjel, skønt hun før i tiden slet ikke ville have tøvet. Men med alderen var hun dog blevet fornuftigere og fået et bredere perspektiv på det hele, hvilket faktisk gavnede hende, synes hun selv. Men hun blev også nødt til at samle alle tråde for at kunne slå sig ordentligt ned igen. Laymian huset føltes ikke som det hjem, det engang havde været for hende, da der havde været alt for mange urene racer igennem huset.
"I have never really been a part of Corvento. My family has always lived in Imandra," svarede hun ham. Hun troede på, at hun kunne skabe noget godt for vampyrerne her. Det var bare ikke gået helt som ventet. Men dog havde hun reddet to liv så langt. Men det var en meget langhåret proces at skabe nye vampyrer, da man jo ikke kunne tvinge folk til det. For hvis de ikke var modtagelige, så døde de jo helt fremfor at blive omdøbt til natten. Det at være vampyr var nemlig en gave, det forstod udefrakommende bare ikke. At hendes ord stødede Lucian fandt hun da hurtigt ud af. Han tog et truende skridt imod hende, men hun var fuldkommen upåvirket af hans handling. Blev blot stående. Hendes mine blev dog mere stram, da han vovede at tage horror-histories op overfor hende. "We all have a past. And I know, I have a long line of murders on my back. As well, as my bloodline was poisoned by my descendants, which I had nothing to do with. So don't come here and think for a minute you know anything about my love," vrissede hun af ham. Det fornærmede hende, at han ikke havde sine fakta helt på plads. Eller, at han fordrejede dem for at prikke til hende. Hun fnøs let, men trak sig selv tilbage, selvom hun også havde pustet sig en smule op foran ham. Hun kunne faktisk godt oprigtigt elske. Hun havde bare aldrig fundet et passende match til den kærlighed hun havde delt til sin tvillingebror, som hun stadigvæk manglede hos sig den dag i dag, skønt de ikke havde set hinanden siden de havde gået under 'Den Blodige Duo'.

Hun vædede sine læber. Snefnuggene begyndte at falde og snekornene, der faldt mod hendes blege hud føltes beroligende i denne situation. Et let bryn skød i vejret. Så der var noget om det. Men dog måske misfortolket i forhold til hvad hun selv følte. Siden han dog ikke brugte vold, så måtte hun vel ikke direkte stå i vejen for ham. Hun havde jo heller ikke rigtig blandet sig i Corvento. At han dog så var af den mening, at det var hans, det fik hende til at fnyse. Men dog. Det var vel sådan hun havde det med Old Laymian? Skønt det dog ikke havde levet op til hendes forventninger. Hans fortælling og fine demonstration tiltrak hendes opmærksomhed og et kort øjeblik veg hendes blik fra hans ansigt til hans hænder. Men hurtigt var hendes intense øjne tilbage og hvilede på ham. "So you're their guide? Their saint, who comes in and rescues the day?" Hendes ord var ikke hånende, hun ønskede bare at vide hvordan han så sig selv og sin position, eftersom han ikke anså sig selv som lederen. Men der var forskel på at være lederen og den lede. "In the end I dare say, that we want the same thing." ... "I do not believe in tyranny either." Hun havde mere på sinde, men ville lige vente et øjeblik med at sige mere. Hun ville trods alt heller ikke lægge alle kort på bordene og fremstille sig selv svag bare sådan uden videre. I stedet, så ville hun starte med noget andet.
"I was offered the title on a silver-platter. I took it, so that I could influence the council and the leaders, to get more freedom. You must believe me when I say, that the vampires have my complete loyalty and I only want the same in return."

[Deleted]

"I am not from Corvento either. But I cannot help but feel kinship with the vampires there.." Han kunne ikke hjælpe det, nej. Han var fra hvad der nu er kendt som Procias. Den uægte broder til den sidste store konge; Marvila. Hvilket nærmest ingen vidste længere. Han var ikke omvendt i Corvento. Han havde aldrig boet der før disse tider. Men stedet syntes rigtigt. Som et sandt monument til den vampyriske natur, og det perfekte sted til udførelsen af hans planer.
Legenderne og historierne om Ingrid Laymian, også kendt som Neferet, var blevet spredt på når og fjern. Og selv i Lucians hemmelige fæstning i norden; som han havde trænet sin hær, havde han hørt om hende. Hans fakta var måske ikke helt på plads. For ligesom hende, var han nok også skyldig i at have bidt sig fast i de negative toner. Men han mente dog hvad hun sagde. Historierne fortalte om at hun havde myrdet sin egen mand. Uanset om kærlighed havde været en del af deres ægteskab eller ej; så var det ikke just et pænt signal at sende. Og historierne talte knapt så pænt om den såkaldte; 'Blodige Duo'. "I know nothing about your love.. but I know your legend. If the tales and stories of you, are truly about love, then I must have sorely mistaken them.." Ak ja, Lucian var en vampyr forbandet med moral og ideologi. De var udødelige, men det betød ikke man uden videre kunne flygte fra sin fortid. Det betød ikke at forfærdelige handlinger af fortiden ville blive glemt og tilgivet på blot et øjeblik. Og Lucian så intet bevis på en dybtfølt kærlighed til den vampyriske race i hendes legende og fortællingerne. Og nu hvor hun stod foran ham, var han endnu ikke overbevist. Det tog lang tid at erhverve sig hans respekt og loyalitet. Og hans kærlighed var næsten umulig at gøre sig fortjent til.

Sneen og den kolde atmosfære, var meget velkommen. For på trods af den af og til hylende vind, lå der en ro over stedet. Også selvom hun vrissede, og han hidsede sig op. Dette sted syntes oldgammelt. Og vinteren syntes det samme. Hver sol var altid ny, men hver vinter syntes den samme. Et lag af minder og melankoli der lagde sig over landskabet. Et meget passende sted for de to at tale i det private. Lucian vendte hovedet en anelse på skrå ved hendes spørgsmål, og smilte også en anelse. Sikken et spørgsmål. "I am the Lord of Corvento. And I will be the first of my kind, to truly make a difference. The first to give power to its people.. I am just, but no saint. I am strong, but no tyrant." Hans svar var ganske bestemt. Og måske også lidt kryptisk... afhængigt af hvorledes man tolkede dem. Stolthed besad hans så sandelig også, men han forsøgte dog ikke at lyde alt for selvforherligende. Hvis hans planer blev ført ud i livet, ville han gå ned i historiebøgerne. Og en ny æra ville være indført. En forandring der ville ryste jordvoldene af verden. Og ingen skulle stoppe ham!
I løbet af et øjeblik lyttede Lucian til hendes ord, og tyggende en anelse på dem med et enkelt nik. Ikke nødvendigvis fordi han troede fuldt ud på hendes ord, men fordi han dog alligevel ville tillade dem. Og ikke stille sig på trods, blot for at være til trods. Han bevægede endelig lidt på sig. Vendte siden til hende, og tog et par skridt, ud mod en kant der førte langt nedad. "I intend to remove the individual seats of power in Corvento, and create af governing Council, of elders and strong individuals. A Council which will serve the capital of our race, and all its inhabitants. Perhabs one day, our entire race." Han lod blikket hvile væk fra Ingrid, og mod den kolde horisont. "Through the simple, yet powerful force of cooperation; leaders of the great vampiric houses, will work together... And only then, will we be free of the tyranical rule of simple-minded and power-hungry madmen." Han var en anelse mere rolig. Det skadede hverken ham, eller hende, at hun vidste dette. Mange vidste det jo efterhånden. Og han havde trods alt sendt brevet ud, der erklærede hans intentioner. Han vendte sig en anelse, og vendte derved blikket mod Ingrid.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet havde aldrig rigtig tænkt på Corvento som et hjem. Selvfølgelig forenede hun sig med ideen om en vampyrby, fordi det var rart at være blandt sine egne. Men i hendes fortid, havde hendes kærlighed hvilet på én person fremfor hele racen. Hendes tvillingebror, som hun ikke havde haft ved sin side i frygteligt mange år. Men i dag måtte selv hun tænke tanken, at Imandra ikke føltes som det hjem det engang havde været. Men om hun burde indrømme det overfor Lucian, det vidste hun ikke. For det betød jo, at hun indrømmede at have taget fejl. At have været forkert på den ved at prøve på at skabe et liv for vampyrerne i Imandra, der jo egentligt var startet som en egoistisk tanke, da hun ikke ønskede at være alene. Men det betød vel egentligt kun, at hun var mere forenelig med ideen om hele broder/søsterskabet mellem vampyrerne i dag end hun havde været førhen?
"And you think, I don't feel that too? That's part of the reason I chose to meet you here," svarede hun ham. I hendes hoved, lød det som det bedste svar, hvor hun ikke gav sig selv helt væk. Hun ønskede at samle vampyrer, ligeså skænke nattelivet til de stakkels væsner derude, der havde behov for en ny start, som hun kunne give. Og chancen havde hun fået, ved at få titlen som leder skænket af Romeo og Sephiran på et sølvfad. Romeo havde jo blot mødt hende, spurgt om hun ønskede titlen og hun havde sagt ja. Hendes motiv siden havde dog ændret sig og hun misbrugte sin position voldsomt for at få sin vilje og sin vej med vampyrerne.
Som samtalen var om hende. Om fortiden. Så kunne hun ej undgå at mærke savnet til sin tvillingebror dukke op. Hun fortrød stadigvæk sin beslutning tilbage dengang. Men hvad kunne hun gøre ved det nu? "The legend is true in its purest form. But which legend has not been formed by time and by the people to tell it..." endte hun filosofisk. Ja, hun kunne sagtens være med på at spille det kort. Hende og Adrian havde elsket hinanden. Mere end hvad tvillinger skulle, ligeså meget som to mager skulle være loyale overfor hinanden indenfor deres samfund. Men hun havde været idiotisk og var blevet barnligt forelsket i en anden mand, slog hånden af sin bror og ægtede den anden mand. Hvilket endte i, at hun havde slået sin mand ihjel. For han havde ikke været værdig.
Hendes blik hvilede intenst på ham. Hun var ikke overbevist om, at Corvento var det rigtige valg for hende heller. Hun vidste ikke, om hun kunne forene sig med at skulle være ved hans side. Ikke fordi, hun følte sig højere hævet, men fordi hun blev nødt til at være sikker på hans intentioner. Og hun var ikke overbevist om, at han bare anså sig selv som en guide for vampyrerne. Der måtte da ligge mere under?

Hans ord, vidste hun ikke om hun skulle grine eller græde over. Han satte sig op på en pædistal med de ord. Ord omkring, han skulle være den første vampyr nogensinde til at gøre en forskel. Som om andre før ham, ikke havde gjort det? Hvem der i sin tid havde bygget og skabt Corvento, havde da også gjort en forskel. Hun kneb øjnene en smule sammen og måtte virkelig tygge på hans ord. Derfor svarede hun ikke, men forventede i stedet for, at han ville fortsætte. Uddybe eller sige mere. Hendes fokus på ham blev skærpet, da han rykkede på sig og trådte hen til kanten nær dem, der førte langt ned i dybet. De var højt på bjergsiden, skønt det ikke tog særlig meget tid eller betydeligt mange kræfter for deres slags at komme hertil.
Hun fugtede sine læber og vovede at træde hen ved hans side og kigge ud i mørket også. Det var som om at sneen formede det billede han stod og snakkede om. Et råd, der dominerede racen. Et råd sammensat af de stærkeste navne indenfor racen, således, at flere kunne have noget at sige og der ikke var én tyrannisk leder til at dominere og sprede frygt for at få sin vilje.
"I shall be honest with you. It sounds to good to be true. But if I interpret your words correctly, I believe we are more on the same side than we first anticipated." ... "I want the vampires to work together, to strengthen our race. And we cannot do that by having one leader who wants to own and terrify us all." Hun drejede sig mod ham og så direkte og indgående på ham. Nok var han en del højere end hende, men det skræmte hende ikke. Intet ved ham, skræmte hende specielt meget faktisk, for der skulle virkelig meget til før man rigtigt kunne intimidere hende. "As I said to the 3 vampires I brought with me from Manjarno. I do not want to suppress them, when they choose to stay at my side. But failures and disloyalty will be punished, since every choice has it's price. I believe, you are of a similar mindset?"

[Deleted]

At kommentere videre på hendes fortid, syntes ligegyldigt, og han derfor blot betragtede hende en anelse køligt. Uanset hvorledes disse legender var blevet fordrejet af tiden, afgav de dog alligevel nogle få konklusioner. Konklusioner Lucian kunne gøre sig for sig selv... At hun syntes at have haft en hang til at forråde dem hun påstod at elske. Om det så var sandt, kunne han jo retmæssigt ikke vide. Men uanset hvad, var det en klar faktor i Lucians bedømmelse og tanker om kvinden. Ligesom hende, bar han ingen frygt i hendes selvskab. Han var ikke en mand der frygtede vitterligt meget. Han var derimod ganske velovervejet og mistroisk, og forventede ofte det værste af dem omkring sig. Hvilket gjorde at han altid havde paraderne oppe, og altid var forberedt på alle udfald og scenarier han kunne tænke sig til. Nok var det ikke frygt eller paranoia, men en stærk mistillid. Selv hvis han skulle udvise tiltro, var det altid med modhager, og altid i en udstrakt arm.
Lucian var måske meget storslået i sit sprog, men han legede ikke om hjørner. Han ønskede magt og kontrol. Magtbegærlig var han, uden tvivl. En magt han ville gøre brug af, for at realisere sine planer. Ligeledes, havde han skam også store intentioner om at styre det vampyriske råd. I hvert fald i starten. Han ville bestemme hvem der var velkommen i Rådet, og hvem der ikke var. Han ville tillade magten af de medlemmer som blev dømt værdige, og han ville holde styr på dets medlemmer. Han kendte sine egne intentioner, og dømte dem noble og ærværdige. Og ville aldrig tillade et sådan råd falde til anarki eller bedrageri.
Han gjorde intet ved at hun stillede sig nærmere. Dog var hans sanser rettet mod hende, for han i sandhed forventede det værste fra hende. Men han var dog en selvsikker type i sin fremtræden, så han forholdte sig nu så rolig som han kunne med en rank ryg. "We will be at the same side, when you abandon your seat of power in Imandra. And when you abandon your quest of power in that land." Sagde han ganske bestemt. Stadig blot med siden til hende, men med blikket rettet ned mod hende. Han ville ikke tillade hun spillede to hænder, hvis de to i sandhed skulle stå på samme side. Og han var skam ganske interesseret i at vidde, om hun i sandhed ville være klar på at forlade enhver ambition i Imandra, og i stedet vende sin indflydelse og sine visioner mod Corvento. "I am." Svarede han ganske roligt. "Any vampire who does not serve the greater good of our kind, would serve better as bait for crows.."
Endelig vendte han sig helt mod hende og betragtede hende nysgerrigt. Nysgerrig efter at kende hendes reaktion og hendes svar. "Would you be prepared to leave Imandra behind, and join your kind in Corvento?" Et øjenbryn blev let hævet, og spørgsmålet hang i luften.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

At Lucian endnu var mistroisk overfor Neferets ord, det lå meget tydeligt i luften mellem dem. Dog holdt han inde med at kommentere, hvilket vel kun betød, at han ikke gad at bruge mere tid på at diskutere frem og tilbage. Dog følte hun, at hun havde fået forsvaret sin side af det. Så måtte han jo tolke og mistolke som han havde lyst til fremadrettet. Hendes fortid var ganske vist ikke køn og fortællingerne i dag bød på, at hun var den 'onde' i det hele. Men så nemt var det ikke. Hun havde været ung og uforstående overfor det, der i sandhed skulle betyde noget. Og selv en vampyr, der udadtil kunne være så kold og ligeglad, havde da en samvittighed. Hun følte i hvert fald fortrydelse i dag. Ikke overfor alle mordene, det havde hun ingen kvaler for. Men for den måde hun havde behandlet sine egne. Sin bror. Sin mand. Men ej fortrød hun den behandling hendes familie havde fået, da den første havde mænget sig med en varulv og skabt en ny blodlinje af horrors. Der havde hun sat foden ned, for hun nægtede simpelthen at støtte urene vampyrer, der blandede sig med fjenden.
Selv var hun dog heller ikke helt overbevist om endnu, at han ikke var en hård mand, når han var i sine vante omgivelser i Corvento. Det kom helt an på, hvordan de andre vampyrer var overfor ham og hvordan hun selv ville opleve det. Måske hun burde undersøge det nærmere. Prøve at tage med til Corvento og opleve alt det, som han snakkede om, eftersom det virkelig lød alt for godt til at være sandt. Et vampyrisk råd, nye ting, der blev bygget og en by samlet af kun vampyrer og eventuelle levende bloddonere.

Hun lod sine arme hænge ned langs hendes sider i stedet for, skønt hun aldrig slap sin ranke holdning i ryggen. Man skulle og måtte altid holde hovedet højt, uanset hvad. Forlade Imandra? Det lød næsten fristende. Ideen om en samlet flok af rene vampyrer, der var yderst tiltalende. Hun følte sig også... fremmed i eget hjem i Imandra. Men om hun var klar til at tage til Corvento, det vidste hun dog alligevel ikke. Hun ønskede stadigvæk at have indflydelse. At udføre sine egne drømme og håb, skønt de dog mindede en del om Lucians ud fra deres samtale her denne snefulde aften. Hvis hun kunne stå ved hans side som Lady af Corvento, så kunne de dog snart snakke. Aldrig ville hun underlægge sig nogen, mand eller kvinde. Enten var man lige, eller så var man under hende. Helst så hun jo netop, at alle var lige så vidt muligt, da man på den måde kom længst. Ideen om at slippe fra én tyrannisk leder, var jo derfor utrolig tiltalende ligeså. Hun svarede ikke på hans første ord. Afventede noget mere fra ham, da hun næsten kunne forudse allerede, at han havde mere at sige. Hun nikkede let og mødte hans blik, da han også vendte sig mod hende. De stod tættere på hinanden nu og hun måtte da også se en smule opad for at kunne se ordentligt på hans ansigt og se ham i øjnene. Der var intet skræmmende eller intimiderende i det for hende, ligesom der heller ikke var det ved ham. Og nu kom det endelige spørgsmål da også. Ville hun mon det?
"I would." Startede hun med at svare. Det var dog tydeligt, at hun havde mere på hjerte. "But I will only join you in Corvento, if we can be equals. I will not put myself below you, as I will not demand, that you put yourself below me. But I am interested in working together rather than working against each other, if you are." ... "And if you can make med Lady of Corvento. I am not talking about any love or mating. But I am talking strictly business. And for the visions we have for our kind."

[Deleted]

Èn ting ville af de fleste kunne konkluderes omkring Lucian... Han var en hård mand. Han nød orden. Han fandt en vis form for glæde i hvad der var civiliseret og fattet. Filosofiske og rolige samtaler, teater og kunst, viden og innovation - var alle ting han holdte i højt lys. Og ligesom han havde vist i denne sammenhæng, måtte diplomati altid være den første udvej. Men man skulle endelig ikke gøre sig den fejltagelse, at tro det gjorde ham blødsøden. Han ville splitte enhver som velvidende skulle stå i hans vej, i småstykker. Hvad der var på spil for den vampyriske race, bar en alt for stor værdi, til at han ville tøve for meget. Dog kendte han loyalitet som kun få andre. Han tillod alle deres ærlige meninger, og tillod dem at erklære deres intentioner samt uenigheder. Og ville endda tillade andre deres egen natur og adfærd. Men hvad man skænkede ham af onder, ville han gengælde tifoldigt. Tilgivende var han i hvert fald ikke.

Lucian var ikke interesseret i at gøre ALLE vampyrer lige. Der var, og ville altid være, klare adskillelser af klasser i det vampyriske samfund. Ikke alle vampyrer kunne bo i mansions, eller kommandere mægtige hære. Ikke alle vampyrer i denne verden havde bevist deres værd, eller samlet sig store formuer i løbet af deres udødelighed. Igennem Court de Vampiri, ønskede han at skabe en ny elitær klasse af vampyrer. Vampyrer alle andre vampyrer, kunne se op til, og erklære deres loyalitet til. Vampyrer som igennem deres indflydelse og magt, ville samarbejde. Vampyrer... som resten af verden ville betragte og respektere i deres samlede magt og indflydelse. Måske endda frygte. Men frygt var desværre meget at bede om i en verden som denne, og derfor ikke altid dét værd at stræbe efter. Lucian betragtede hende som hun talte og erklærede sine intentioner og krav, nærmest. Det, havde han trods alt forventet. Så det kom ikke som nogen stor overraskelse at høre hendes krav. "One day, we will all be equals.." Lød det bare en anelse retorisk fra ham, inden han så smilte en smule diskret. Hun var hurtig til at udelukke visse ting i dette samarbejde. Men selvom det egentlig lød meget fornuftigt i hans ører, var han dog ikke sikker på at det kunne lade sig gøre; endnu. "Your demands are reasonable. But I fear I will not give you what you want. Not yet, at least.." Han rettede sig lidt op, og foldede hænderne bag lænden. Det var klart han ville uddybe. "I am planning a meeting with Lord Anthony and his associates. If I can resolve these rising conflicts through diplomacy; the Council will be formed immediately, and we will all have a seat. Then, there will be no need for such lavish titles for either of us." Han troede stærkt på at det ville kunne lade sig gøre. Men i sidste ende ville det afhænge af Anthony og hans 'venner'. Og hvis det i sandhed lykkedes, ville de alle besidde titler som Lord og Lady, og Lucian ville afkalde sin titel som enestående Lord af Corventus. Lucian sænkede hagen en smule som han betragtede hende i sneen. "If their stubborness proves too great to see reason, then you will rule by my side. And we will quell any rebellion from Anthony, or any others." Tilføjede han så med det diskrete lille smil. Ja, hvis Anthony var indebrændt efter at kræve en ledende og enerådig stilling som Leder af racen, og derved ignorere Lucian eller nogen anden... ville Ingrids krav blive gjort en realitet, og de to ville stå som lige.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet var faktisk kun mere og mere glad for at have gået med til dette møde. Det var den rigtige møde at løse problemer på, især når man stod overfor sin egen art. Hun ville helst undgå krig, da hun ikke ønskede at slå ihjel indenfor sin egen race. Hendes koldblodige morderiske jeg blev kun brugt imod alle, der ikke var vampyrer. Hun holdt sin race meget kært. Det var jo også derfor, hun bestemt ikke var stolt af, at hendes efterkommere senere havde blandet sig med den ultimative fjende! Men nok om den sag. Der var intet at gøre ved det i dag, andet end at se frem. Selvom det virkede som om, at fortiden hang mere ved indenfor vampyrerne end for andre racer, da man trods alt levede evigt såfremt man holdt sig fra at blive spiddet ihjel. For det var en skændsel at slå sine egne ihjel.
Selv var hun af den mening, at alle fortjente straf, hvis de gjorde uret. Selv hun kunne stå overfor straf, hvis hun gjorde forkert, skønt hun ikke troede på, at hendes nyfødte ville straffe hende hvis hun trådte forkert. Det var de ikke klar til - ikke endnu, i hvert fald. Måske det en dag ville komme, selvom båndet mellem skaber og nyfødt var noget mere specielt end det.

Hendes øjne holdt kontakten med Lucians såfremt, at han så på hende ligeså. Selvom mange anså vampyrer som sjæleløse blodsugere, så så hun meget andet. Der var mere bag, end det umiddelbare øje kunne se. Ting som hun kunne se og fornemme i især andres blik. Det gjalt vampyrer, men det gjalt bestemt også andre racer. "And I agree with you," endte hun til hans retoriske svar. Hun ønskede, at alle kunne være lige. Selvfølgelig hørte man til i forskellige dele af hierarkiet, uanset hvem man var. Det gjalt både indenfor vampyrerne, men også i den almene verden. Folk kom fra forskellige vilkår, men alle skulle have mulighed for at yde deres bedste. Og hendes bedste var, at være med til at styre. Hun lod hovedet søge let på sned. Hans ord forvirrede hende lidt, men hans videre forklaring opklarede det selvfølgelig.
"And that sounds reasonable for me. Either solution sounds good to me though. A place in your council or a temporary place by your side, until everything is resolved," endte hun som svar. Det gav mening for hende. Enten ville hun midlertidigt stå ved hans side, da hun nægtede at underlægge sig hans regime på nogen måde, om hun skulle komme til Corvento. Ideen om, at flere skulle besidde disse fine titler afskræmte hende dog ikke. Så længe, at det var organiseret ordentligt og at alle gjorde en lige indsats.
"I will stay in Imandra till after your meeting with Anthony. Then send me a message with the results and I will see you in Corvento," afsluttede hun. Hun så faktisk frem til udfaldet, for uanset ville det ændre en del ting for hende. For de 3 gutter fra Manjarno. Og for hendes nyfødte.

[Deleted]

Lucian var intet elegant rovdyr. Han var ikke som sine typiske brødre blandt den mandlige del af den vampyriske race. Han forførte ikke med sit blik, eller cirkulerede sit kvindelige bytte. Ganske simpelt, havde han aldrig besat de typiske forføreriske evner så mange andre kunne gøre krav på. Han tilbød ikke sleske komplimenter, og virkede aldrig vitterligt desperat efter kvindeligt selvskab, blandt andet. Typen der håndterede sine problemer i øjenhøjde og i det åbne, frem for at hviske og luske i det mørke domæne af deres art. Jovist var han karismatisk, veltalende, og civiliseret. Men Lucian var en magt af ødelæggelse i sit blotte væsen. En krigsherre og hærfører. En massiv bunke askegrå muskler med styrken og brutaliteten til at hamre igennem mure og rive sine fjender i småstykker. Dét, var hvad han var. Og han var sikker i sit eget væsen og sin egen natur. Ligesom han var sikker i visdommen af de ord han tilbød andre. Så Lucian havde ingen kvaler haft med dette møde. Og havde i en måske svag arrogance, været sikker på at kunne løse en hvilken som helst konflikt imellem ham og Ingrid, med fornuft og veltalte ord. For hvis en diplomatisk løsning ikke var blevet fundet denne nat, havde han andre måder hvorpå at tale klart og tydeligt. I et sprog enhver ville kunne forstå.

Lucian nikkede tilfreds ved hendes ord. "Very well." En næsten afsluttende kommentar, på et møde han mere eller mindre så som ovre. Som hun selv havde beskrevet det; var dette ren og skær forretning. Og kun i tjeneste af deres race. Så hvad var der mere at sige? Dog, konkluderede han hurtigt at han måtte tilføje en smule mere. Så selvom han mere eller mindre havde vendt sig mod den sti hvorfra han var vandret op ad bjergene, vendte han i stedet blikket, og lidt af sin overkrop mod hende. "I advise you to cut your ties in Imandra. But likewise advise you to do so discretely and respectfully. In the future, we will need your ties to Imandra to be intact, and without great komplications." Tilføjede han således med et lille diskret smil. Hendes diplomatiske evner og rygte ville blive uundværlige i fremtiden for ham selv, og for Court de Vampiri. Så meget turde han dog sagtens at indrømme. For selvom han havde afsløret mange af sine planer og visioner for hende, i et display af tiltro... havde han endnu langt fra fortalt hende alting. Og fremtidens planer kunne meget vel afhænge af hende.
Og derved, ønskede Lucian ikke at befinde sig på dette bjerg længere. De var tydeligvis nået en fornuftig aftale, og han ville derved ikke risikere at spolere det ved videre diskussion og frugtløs diplomati. Lucian vendte sig helt mod hende, og nejede let med hovedet som gestus. "Lady Laymian." Ytrede han som svag hilsen. Og uden videre tøven eller dvælen, vendte han sig derved fra hende, og begyndte turen ned ad bjerget, og tilbage til Corvento.

//Out