Honey I'm Home!

[Jared Imaricha]

Jared havde gjort brug af et træk, som han havde fundet nødvendig, for at få de ting, præcist, som han gerne ville have dem, og man kunne vel sige, at det havde virket trods omstændighederne. Hans blik hvilede på hende. At falde på knæ, og nærmest prise hende for at komme tilbage til ham, som havde hun været en gudinde, var bare ikke noget, som kom på tale. "Med det fællesmål, som vi har, er jeg nu temmelig sikker på, at vi nok skulle få det til at fungere. For en gangs skyld," fastholdt han denne gang. Det havde uden tvivl været ydmygende for ham, at hun ikke var omkring, som han jo havde ønsket og håbet i udgangspunktet, men igen, så vidste han jo også godt, at han i den forbindelse, kun havde sig selv, at takke for.
Dæmonerne stirrede efter dem, i takt med, at de måtte komme ned af de mange korridorer. Begge kendte de gangene her, som havde det været deres egen bukselomme, hvilket selvfølgelig var en effekt, som andre kunne mærke. Faith ville ikke lade dem gå ustraffet fra det. Det vidste Jared allerede, og selv vidste han, at det også var noget, som ville komme til ham på et tidspunkt. "Du søgte jo bort," kommenterede han denne gang. Var det så svært at forstå?

Dæmonerne begyndte allerede på forhånd at samle sig på samlingsstedet. Det var jo kun, når der skete noget stort, eller noget særligt, at lederen, og i denne forbindelse, også den forhenværende, skulle søge til dette store og massive rum. Jared selv stillede sig frem, og med Faith ved sin side. De kunne ikke undværes. Nogen af dem. Hans blik faldt til hendes skikkelse. At give afkald på en smule af den magt, som han havde sat sig på, kunne han godt. Det var resten, som han bestemt ikke var med på. Ingen tvivl der. "Det glæder mig, at du endelig har fået øjnene op for det." afsluttede han, inden han denne gang vendte sig mod dem, som havde samlet sig. Flere kom til. Ordene gik hurtigt, og langt på meget kort tid her.
"I vil sikkert gerne vide, hvorfor I alle spontant er samlet her. Der er kræfter der rykker på sig i Dvasias.. Warlocker og vampyrere gør deres fremskridt nu. Vi i Appolyon, finder os ikke i, at blive underkuet, som vi tidligere har været. Jeg har måtte sande, at det har været en tung opgave, hvor Faiths viden og komptencer længe har kunne været ønsket og brugt.. Derfor er det mig en sand glæde, at ønske hende velkommen i Appolyon, ved min side, hvor hun vil få magten til at træffe valg, som skulle være til dæmonernes og Appolyons bedste," begyndte han. Dette var noget, som han kun ønskede overstået hurtigst muligt!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Rygterne spredte sig hurtigt og Faith var blevet bekymret for Appolyon for lang tid siden, men i og med at dette var for at sætte et eksempel,så kunne hun jo ikke bare tage tilbage. Nu var den rette tid kommet, tid til at Jared ærte hvem den retmæssige leder var og hvorfor hun var det modsat ham. "Det afhænger sandelig af dig Jared. En god idé ville være at starte med at imødekomme mine krav," pointerede hun. Nje hun ville ikke lade ham slippe for at tigge hende om dette, det var kun på sin plads. Ja man kunne vidst godt sige at Faith havde høje tanker om sig selv, men burde hun ikke det? Efter alt s¨var hun en af Dvasias mest stærke kvinder, mændene ville ikke have hende, men alle andre ville.
Med et stift blik gik Faith med ham ned af ganegene som de begge kendte så godt og ignorerede de stirrende blikke som tilfaldt dem undervejs. "Hvad kan jeg sige, jeg havde brug for noget.. sjælesøgning som Nathaniel ville kalde det," hun trak på smilebåndet og gjorde en lidt affærdigende bevægelse med hånden inden de kom til samlingspunktet. Det var sandelig godt at være hjemme igen.

Faith stilte sig bevidst ved siden af Jared og ikke bagved ham som deres traditioner bød i forhold til at den ledende var den stærkeste og mest dominerende part. Faith så ikke sig selv under ham. Hun foldede tålmodigt sine hænder og lod et dystert blik glide ud over forsamlingen af dæmoner som havde samlet sig. Hun glansede mod Jared og tillod sig at afbryde hans tale. "Vores sidste møde sluttede temmelig uheldigt. Jeg lover jer at intet vil gå uset forbi fra nu. Jeres leder har længe tigget om min hjælp, men som et barn der skal lære at gå, skulle han det samme. Jeg er nu tilbage for at hjælpe ham med at varetage sine opgaver, og jeg forventer nøjagtigt den samme mængde respekt som den jeg blev vist tidligere, skulle nogen modgå det, vil det blive værst for vedkommende selv. Det var vidst det," afsluttede hun og lod et bredt og trumferende smil passere den jublende gruppe dæmoner, før hun vendte sig en smule og lod det passere videre til Jare. Det her nød hun.

[Jared Imaricha]

Rygterne ville sprede sig, og de ville sprede sig langt, og det vidste Jared. Af den grund, havde han dog ikke tænkt sig, at falde på knæ for hende, og tigge og bede om tilgivelse, eller kysse hendes fødder, som tak for at hun var kommet hjem igen. Hun havde selv valgt at forlade stedet, og det var bestemt heller ikke noget, som han havde tænkt sig, at blive straffet for, dersom det var noget ,som han ellers kunne blive fri for! "Jeg efterkommer mange af dine ønsker, men bestemt ikke alle, Faith. Drøm realistisk," sagde han denne gang, hvorefter han selv stillede sig klar på podiet, hvor han med sine arme, kaldte resten til sig. De lyttede da heldigvis. Andet ville også være fuldstændig dumt.

Allerede nu udfordrede Faith ham, hvilket faktisk irriterede ham, da han stadig skulle fremstå som den ledende af de to! Hans blik faldt direkte til hendes skikkelse. Han havde hjernen, men hun havde resten, hvilket jo heller ikke ligefrem gjorde det meget nemmere af den grund. Måden som Faith derimod fremstillede ham som, gjorde ham vred. Han vidste jo, at hun gjorde det med vilje! Han knyttede næven bag på ryggen. *Det der, var virkelig ikke nødvendigt* endte han denne gang i hendes tanker, inden han atter så ud mod dæmonerne foran dem. "I tiden fremover, vil jeg, stå som den fremmeste, hvor Faith vil byde ind med sin viden og erfaring fra tidligere lederskab, som kun vil komme os til gode." afsluttede han denne gang. Hans blik faldt denne gang mod hendes skikkelse. Denne gang mere advarende end tidligere.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det havde været en egenrådig beslutning at forlade Appolyon, men hun havde efterladt Kimeya bag sig, hun havde mistet sin stilling og alt andet, så var det underligt at hun havde haft behov for at minde sig selv om hvem hun var og hvilken værdi hun holdt? Så kunne Jared rende rundt og lege fornærmet om han ville det. Måske det var udfordrende, men hun stod ved hans side så de øvrige dæmoner skulle være klar over at hun ikke var underlagt ham, uanset hvor provokerende han så måtte finde det. "Er du blevet tungnem Jared? Jeg sagde krav.. ikke drømme," bemærkede hun dæmpet og mellem dem, så kun de to kunne høre det. Der var megen summen omkring fra de andre dæmoner, der tilsyneladende blev forvirrede over den pludseligt magtfordeling som Appolyon ikke havde set magen til før.

Faith stod med et næsten triumferende smil mens Jared talte. #Det var så afgjort nødvendigt,# svarede hun i tankerne velvidende om at han allerede var i hendes hoved og kunne læse det. Hun nikkede blot og så ikke på ham, nej hun havde travlt med at bade sig i blikkene fra dæmonerne. "Det han naturligvis mener, er at han vil bærer titlen men jeg vil udfører alt hans beskidte arbejde," tilføjede hun før hun vendte rundt på hælen og for første gang i lang tid, så direkte på ham. "Og lad mig gøre det klart Jared. Jeg vil ikke lege din stik-i-rend-dreng, jeg byder ikke ind med min viden når du beder om det, eller kommer når du kalder, jeg handler i Appolyons bedste.. du.." hun sendte ham et nedladende elevatorblik. "Kan rende mig et sted hvor solen aldrig skinder... men jeg er glad for at vi skal samarbejde," tiløjede hun provokerende og klappede kort hans bryst med et næsten medfølende suk, før hun forlodet podet og grotten, for at vende tilbage til arbejdet.

//Out

[Jared Imaricha]

Det her skulle nok vise sig, at blive frygtelig interessant for fremtiden, af hvad Jared kunne fornemme. Han havde bestemt ikke tænkt sig, at underlægge sig hende, fordi at hun ville have det. De havde brug for hinanden, og det alene, var vel heller ikke noget som sagde så lidt? "Det vil meget hurtigt gå op for dig, hvor meget de to ting hænger sammen," sagde han denne gang.

Uanset hvor meget Faith end ville det, så formåede hun dog alligevel at svine ham til overfor dæmonerne, hvilket han på ingen måder fandt retfærdigt. Efter alt hvad han i sin tid havde gjort for hende, såvel for hendes datter.. Åh, hvor han dog.. hadede det! Den smøg blev mere og mere tiltrængt efterhånden. "Ændringer vil forekomme, til vores alles bedste," afsluttede han så diplomatisk, som hun nu lod ham gøre det, inden han selv trådte tilbage på podiet. Hans blik faldt til hendes skikkelse. Nødvendigt? Selvfølgelig.. Selvfølgelig havde det været en nødvendighed at svine ham til på den måde.
"Jeg ser allerede frem til det." Han så efter hende, inden han lod hånden falde til hans lomme. Her fandt han en smøg frem, som han hurtigt fik tændt. Gud hvor var det tiltrængt efterhånden!

//Out