Honey I'm Home!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Jared Imaricha
___________________________________

Endelig tilbage i det velkendte. Der var ikke kommet mange flere dæmoner siden Faith sidst havde forladt stedet og det havde ellers været et af Jareds store mål. Naivt. Og hende som havde troet at han vidste bedre. Uden nogen fortrydelse, havde hun atter indtaget sit gamle kammer som Jared ellers havde været hurtigt til at jage hende ud af. Hvis han ville have hendes hjælp, så blev det med krav, for hun ville ikke slå sig til tåls med at skulle nøjes.
Mens nattetimerne uden for faldt på, sad Faith foran det lille bord der var lavet af klippevæggene og studerede de små bunker af papirer. Han var sandelig god til den slags, det skulle han have, men det havde han jo altid været. Efter flere måneder i Atterlin var hun hjemvendt i sin bedste form. Hendes flammerøde lokker hang frit i lettet bølger om hendes slanke, hvide skuldre, hun så ikke længere træt eller slidt ud, hvilket nærmest fik hende til at fremtræde mere ungdommelig. Den røde dragt var blevet byttet ud med et sort korset og et par tilhørende bukser, så det var let for hende at færdes gennem de smalle grotter. Flammen i midten af rummet brændte. Den havde været slukket, men hun havde naturligvis taget sig den frihed atter at tænde den. Til nu var Jared stadig ikke vendt tilbage fra hvad end han lavede, men hun glædede sig nærmest som et lille barn til juleaften, til at se hans reaktion. De slanke fingre begravede sig i den flammerøde banke som hun lænede sig lidt ind over bordet for at nærlæse et brev fra Silia. Der var gået lang tid, og hun anede ikke hvad der var hændt i mellemtiden så først og fremmest skulle de huller lukkes.
"Hjem kære hjem," mumlede hun og lagde dokumentet til side for et øjeblik betænkningstid. Hendes fingre gled til hendes hage som hun strøg mens hun lidt fraværende stirrede på den samme seng hvor hun havde givet sig hen til den samme forbistrede mand som havde kastet hende fra hendes retmæssige plads, men hævnen var sød!

[Jared Imaricha]

Der var gang i vampyrerne, og der var gang i warlockerne, alt imens Jared forsøgte at finde sig til rette. Han havde ganske vidst modtaget Valentinas besked om hvor han kunne finde Faith. Det var bare ikke noget, som han havde haft tiden til at gøre noget ved endnu, da han havde haft så meget andet igennem den seneste tid, som han skulle håndtere, og som han oprigtigt slet ikke vidste, hvordan han skulle håndtere. Det var også derfor at han var mere afhængig af andre omkring dem, og det var der at udfordringen kom. Han var ikke den helt korrekte til at lede, men at indrømme det.. Det var svært. Og nok meget sværere, end hvad han egentlig havde forestillet sig, også selvom han havde holdt øje i skyggerne, hvor han havde været placeret igennem alle de mange år.
Papirarbejdet havde han alle dage haft styr på, så det lå placeret i fine og pæne bunker i lokalet, som han nu havde taget som sit eget, efter at Faith havde forladt det. Mon det var på tide, at søge efter hende, for at få hende tilbage igen? Han havde jo trods alt tilbudt hende et samarbejde, selvom hun klart havde takket nej. Det synes han nu var en skam.
Endelig nåede Jared værelset, hvor han trådte ind. Han var træt, og havde ikke rigtigt sovet i flere dage, ganske enkelt fordi at freden og roen ikke havde været til det. Det første, som faldt ham i blik, var det flammerøde hår. Han stoppede denne gang op. Ikke just hvad han havde forventet. En kærkommen, men stor overraskelse? "Hvilken overraskelse.." Hvad skulle han ellers sige? 'Velkommen hjem'?

[Faith Jaceluck Marvalo]

Træt tog hun sig til panden og sukkede. Søvn havde hun fået ganske meget af den seneste tid, og efter endelig at have taget kontrol over sit eget liv, så sov hun også meget bedre. Det eneste problem var stadig hendes svaghed for at være alene, hun hadede det. At ligge i en seng som var alt for stor, uden trygge arme omkring sig som hun ellers havde været vant til i de mange år sammen med Kimeya. Savnet fulgte hende stadig, men der var noget som lå og ulmede, hun vidste allerede nu at det bille blive et problem, for det gjorde alting mellem Kimeya og hende. I det mindste var hun hjemme nu, hvor hun hørte til og kunne gøre en forskel. Dog havde hun tænkt meget over den nuværende situation de seneste dage. Jared havde altid været en mand med meget potentiale, og det ville måske ikke være skidt at have en som kunne bebrejdes for alverdens dårligdomme. Han kunne mere end han viste og havde vist til nu.
Uden at se hen, vidste hun allerede at det var ham. Hans skridt genkendte hun, hvilket blot var en af bivirkningerne ved at have kendt hinanden i så mange år som de havde. Det var næsten ironisk. Sidste gang hun var kommet fra Atterlin, havde hun slået den daværende leder og selv indtaget pladsen. "Og det er end ikke jul," hun rejste sig i en elegant bevægelse og vendte sig om mod ham. Hendes arme faldt slapt ned langs siden. Måden hun så sig selv på, og hvor farlig hun egentlig var han slet ikke sammen med de få centimeter var var blevet hende givet eller de lidt manglende former, selv på trods af graviditeter. "Så.. måske vi skulle snakke forretning?" hun lod et lidt smørret smil glide hen over hendes læber. Ord kunne ikke beskrive hvor meget hun nød det her.

[Jared Imaricha]

Jared forsøgte at finde sig til rette i det, men selv dette var jo en kæmpe omvæltning i hans liv, og det kunne uden tvivl godt mærkes. Det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Nu hvor han i øjeblikket stod med lort til halsen for at sige det mildt, og det var svært at finde ud af, hvor pokker man skulle starte, og særligt, når tingene foregik på den måde, som de nu gjorde.
Her stod han så. Foran Faith. En kvinde som han ikke havde set i hundrede år. Han måtte sige, at hun ud fra omstændighederne, og som hun havde forladt Appolyon i udgangspunktet, så langt bedre ud nu, end hvad hun havde gjort da. Jul var det ikke. Desuden var det ikke den slags ting, som han var gået mest op i, uanset. "Kan man kalde det jul af den grund? Jeg regnede ikke med at se dig her," sagde han denne gang. Ikke lagde han op til noget, der mindede om kamp og strid, da han ikke så nogen grund til dette. Hans blik faldt roligt til hendes skikkelse endnu en gang. Hun så godt ud. Men igen, det havde hun alle dage gjort i hans øjne.
Et kort træk fandt vejen til hans mundvig. Forretning? Var det måske muligt, at hun rent faktisk var kommet til fornuft nu? "Fremsig dine termer," opfordrede han, hvor han selv søgte til en stol, hvor han tog pladsen. Dette skulle nok vise sig, at blive yderst interessant. Kunne de mon nå til enighed hvad angik dette? Dæmonerne var nødt til at gøre noget. Der var for meget reaktion fra alle andre kanter nu!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Den lille tid væk fra alting havde gjort hende godt. Der var liv i hendes øjne, ilterhed ligesom den hun var kommet med som ung. Hun var ikke længere træt eller usikker, men afklaret med at hende og Kimeya var slut og at hun nu skulle finde sine egne veje, hvilket ikke indebar hverken mand eller børn i den forstand at hun skulle tage sig af den og udvise omsorg. Hendes nærmest lysende grønne øjne, faldt på ham. "Naturligvis gjorde du ikke det. Jeg er en kvinde der kan lide at overraske," påmindede hun lidt smørret og gik væk fra skrivebordet hvor han kunne sætte sig i stedet.
Hun satte en hånd på hoften og gik lidt rastløst rundt, som hun så oftest gjorde når tankerne plagede hendes sind. Kort stoppede hun op og så at han tog plads i stolen. Selv endte hun med at gå hen til skrivebordet og satte sig op på det. Hun lagde et slankt ben over det andet og rettede ryggen. På denne måde behøvede hun for første gang ikke at se op på ham. "Lige til sagen? Meget vel," hun fugtede sine læber. "Først og fremmest så er det her min grotte, du må finde din egen," pointerede hun med en pegefinger først på ham derefter på udgangen. "Jeg lader dig beholde titlen, og sætter dig ind i tingene, men min medbestemmelsesret er ikke mindre end din, med andre ord kan jeg underskrive dokumenter på vores vegne, på lige fod med dig," opremsede hun og satte en håndflade på hver side af sig og lænede sig lidt tilbage. "Og Lucifer, Cecilaya og Cedric for alle en plads her," tilføjede hun. Ja det var vidst nogenlunde det. Hun nikkede for sig selv.

[Jared Imaricha]

Faith havde nu altid været en kvinde, som havde handlet og reageret, som hun nu havde lystet, og derfor kom det heller ikke bag på ham, at hun ville dukke op igen. Selvfølgelig når man mindst ventede hende, men også hvor man havde mest brug for hende. Jared havde jo været en reel mand. Dette havde vist sig, at blive en opgave, som han ikke kunne håndhæve på egen hånd. "Du har nu aldrig forekommet mig som en kvinde, der var glad for overraskelser," sagde han denne gang, hvor han lod armene søge over kors. Tvært imod, havde hun altid været en kvinde, der elksede kontrol. Til tider en kende for meget.

Jared tog pladsen på en stol, hvor han lod armene søge over kors. De kunne lige så godt gå direkte til forretningerne, da det var grunden til at hun var der. At hun ønskede ham ud af grotten, kom et sted slet ikke bag på ham. Han rystede kort på hovedet. "En grotte er en grotte, så det er fint," sagde han blot. Det luksuriøse og den slags, var slet ikke noget, som han var efter, for det havde han heller ikke nogen grund til, når det endelig skulle være. Efterfølgende. Det lød næsten som sød musik i hans ører. Medbestemmelse, men han ville beholde titlen. Det var jo det som han havde gjort krav på sidst! "Hvad du ønsker nu, er hvad jeg søgte på daværende tidspunkt, hvor du nægtet at give mig det. Hvad er det, som har fået dig til at skifte mening?" spurgte han denne gang. Hvis det betød, at der kom styr på dæmonerne, var det fint for ham. De havde efterhånden brug for det, og særligt med alt det, som skete omkring dem nu. Han rynkede kort på næsen. "... Cedric?" spurgte han uforstående. Den knægt havde jo været død i frygtelig mange år nu.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var jo ikke fordi det havde været hendes plan at blive væk for evigt, de vidste jo allesammen at hun ikke brød sig om når noget gik hende forbi. Nej hun var ikke klar til at trække sig fra det store spil helt endnu. Den ene fod lod hun finde hvile på kanten af den stol han havde sat sig på. "Ikke når jeg er den som modtager nej, men jeg nyder ganske meget at give andre overraskelser," fortalte hun ærligt. Faith nød for meget at være i kontrol til at blive overrasket, hun hadede at miste den, det kunne gøre hende helt panisk hvilket nok var Isiahs fortjeneste. Nu havde hun igen taget kontrol over sit liv og ingen mand skulle tage den fra hende, hverken Isiah, Kimeya eller Jared for den sags skyld, for guderne måtte jo vide at han allerede havde forsøgt og med urimelige midler i hendes øjne.
"For dig måske, men denne grotte har været mit hjem siden jeg sidst ankom fra Atterlin," fortalte hun uden at tænke over at hun med de ord også afslørede hvor hun havde været igennem de sidste mange måneder. Den ene hånd lod hun hvile mod knæet og strøg den derefter ned over sit skindeben kun for at stryge den tilbage op over knæet og sit lår. Hans fryd generede hende. Alt han fik tilbage var et lidt spydigt blik. "Tro mig, Jared, hvis det stod til mig så flamberede jeg din ende, så du aldrig ville vise dig i Appolyon igen, men jeg nægter at se på at du begraver mit livsværk under jorden mens warlockerne og vampyrerne rykker frem. Dæmonerne er stærkere end det, desværre kan ikke alt løses med kløgt," hun sendte ham et lidt nedladende blik. Åh jo, hun var tilbage i sit es, det kunne hun mærke og det føltes næsten berusende! Faith nikkede til hans spørgsmål. "Nathaniel," besvarede hun blot. Det burde sige ham det hele, det ville ikke være første gang.

[Jared Imaricha]

Det lignede heller ikke Faith at blive væk på den måde, hvilket også var grunden til, at han i udgangspunktet havde valgt at sende Valentina efter hende. Han havde måske ikke fået et helt konkret svar på, hvorfor hun havde søgt væk, men han havde fået et klart tegn til, hvor hun havde gemt sig. "Jeg er nu ikke altid den lykkelige modtager af den slags, men jeg må indrømme, at du er kommet som ønsket," sagde han denne gang. Dette var en opgave, som han ikke var i stand til at håndhæve på egen hånd, og derfor stod han nu her, som han gjorde. Han havde brug for hende.. Og han var ikke bange for at indrømme det.
Et kort smil passerede Jareds læber. Hvis denne grotte havde så stor en betydning for hende, skulle hun da nok få lov til at få den igen, om det var hvad hun ville. "Din grotte skal du nok få igen," sagde han denne gang. Det havde han faktisk ikke noget imod, at skulle give hende. Et kort smil passerede hans læber. Han kunne jo heller ikke ligefrem være andet end tilfreds med dette, og særligt nu hvor hun var kommet hjem. "Kløgt løser måske ikke ligefrem min problematik, men jeg har forsøgt efter bedste formåen. Du har sikkert holdt øje med mig på afstand.. Hvis vi kan indgå det partnerskab, som jeg efterlyste sidst, ville det være perfekt. Jeg er kløgten og du strategen. Som det altid har været. Jeg vil give dig magten til at tage beslutninger i mit fravær, som havde du været en leder selv.. uden en titel," sagde han denne gang, hvor han rejste sig. Han agtet jo også selv at gøre noget ved dette.
Nathaniel.. Han burde næste have sagt sig det selv. "Jeg går ud fra, at de allerede, er klar over dette?" spurgte han denne gang. Han ville ikke rode mere i det. Jo flere dæmoner, som kunne samles på stedet, jo bedre ville det uden tvivl blive.

[Faith Jaceluck Marvalo]

I sidste ende var det hele blevet for meget for hende, hun havde været forvirret, tæt på svag og det ville have kostet hende livet på et eller andet tidspunkt. Alt det var lagt langt bag hende nu hvor hun igen var tilbage, parat til at indtage sin plads i samfundet igen og med Jared som leder, så ville han få skylden for alt skidt der hændte, med andre ord skulle hun ikke længere stå til ansvar. "Fortsæt endelig. Fortæl mig hvor meget jeg har været ønsket.. hvor meget du har brug for mig," opfordrede hun med et lidt udfordrende blik. Det bedste ved dette var at hun sad på magten, hun var i kontrol og kunne få ham til at kysse hendes fødder om hun ville.
Faith nikkede tilfreds. Det var utrolig nemt at få tingene som hun ville have det, han skulle bare vide at det ikke var for at hjælpe ham at hun gjorde det. "Din bedste formåen har ikke været godt nok," bemærkede hun uden omsvøb. Han kunne ligeså godt kende sandheden fra starten. "Ikke at jeg vil give dig andet valg, vi ved begge at jeg aldrig vil underlægge mig dig, Jared. Men ja, det lyder ganske nydeligt. Og jeg ved have en offentlig deklarering af det, nøjagtigt som da du stjal min plads," tilføjede hun og skubbede sig ned af stenbordet i takt med at han rejste sig, så hun kunne gøre det samme. Han var flere hoveder højere end hende, men det var blevet en vanesag for ham. "Naturligvis. Jeg har allerede bedt Cedric finde Lucifer og Cecilaya," fortalte hun og lagde en arm hen over sin talje mens den frie hånd fandt veje til hendes ene tinding. Roligt stillede hun sig foran ham og lod begge arme falde langs siden, før hun rakte den ene frem. "I så fald har vi en aftale," konstaterede hun.

[Jared Imaricha]

Jared kunne lige så godt erkende, at han havde brug for Faith, for det havde han. Det som skete i omgivelserne og omkring dem lige nu, var ikke noget, som han kunne slå på egen hånd, selvom han ville elske at gøre det, og rent faktisk vise hende, at han kunne. Faith var den strategiske af dem, hvor han var kløgten. De kunne stå som et stærkt makkerpar, dersom de selvfølgelig fik det hele til at fungere. Det derimod var jo så næste spørgsmål. "Det er du vel allerede klar over, er du ikke?" pointerede han denne gang. Der var vel i så fald ikke nogen grund til at køre rundt i det?
Der skete så mange ting i denne verden, og det var ikke alle bolde, Jared kunne holde i luften på egen hånd, hvad end om det var noget, som han nu ville det eller ikke. Det var desværre meget begrænset, hvad han kunne gøre ved det nu. "Jeg forsøgte," sagde han denne gang. Oprigtigt gik han jo ind i dette med hjerte, sind og sjæl. Han nikkede dog. Det var rent faktisk termer, som han fint kunne gå med til, hvis det skulle være det. "Det lyder som fornuftige termer, må jeg sige," istemte han denne gang, inden han tog hendes hånd. Hun kunne være en hård forretningskvinde, om det var hvad hun ville være, men det var ikke umiddelbart, hvad han så nu. Men derimod en fornuftig en. Hun var langt om længe, kommet til fornuft, som ville glæde dæmonerne og ham på sigt! "Jeg skal nok sikre mig, at de alle 3 får adgang til Appolyon." Cedric glædede han sig til at se igen.. Det var lang tid siden nu. Cecilaya derimod.. var lidt en anden sag.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Nok havde Faith altid været en hovmodig og ganske ilter kvinde, men den kamp dette kunne ende med at blive, var selv for meget for hende på ene hånd. Hun var god i kamp, dygtig magisk men han var kløgtig og yderst strategisk, de havde altid supplimeret hinanden ganske godt, frem til han havde undermineret hende vel og mærke. Det var sidste gang nogen nogensinde havde gjort det med hende! "Jo naturligvis er jeg klar over det, jeg vil bare høre dig sige det," svarede hun med et morende smil. Det der var med Faith, var at uanset hvor ond hun forsøgte at se ud, så var det varmen der kom først. Hun kunne ikke se kold eller kynisk ud, hverken i blikket eller med sit smil, somme tider var det en fordel, for de som ikke kendte hende, ville nok ikke føle særlig stor frygt. Hun trykkede hans hånd fast, uden at slippe hans blik.
"Og konstaterede at det ikke gik, den havde vi slet ikke forudset," mumlede hun og himlede med øjnene. "Det glæder mig at du ser fornuften i dem, for om du gjorde eller ej, så ville de blive opfyldt," hun trak hånden til sig og optog din typiske urolige vandring gennem lokalet, frem og tilbage forbi flammen der forsøgte at trække med hende hver gang hun passerede. Jared havde om nogen måtte finde sig i hendes rastløshed, når de havde arbejdet, så han blev formentlig ikke længere stresset af det. "Perfekt," sagde hun bare, uden at vide hvad Jared og Cecilaya havde været igennem sammen eller delt, i så fald ville hun nok have fundet det kvalmende at hun ligeså havde været så tæt på ham, selvom det kun var sket den ene gang.

[Jared Imaricha]

De supplerede hinanden frygtelig godt, og det var også det, som Jared virkelig ønskede at få frem igen. Det var vel heller ikke underligt, var det? Han ønskede en fremdrift for dæmonerne, og det var heller ikke noget, som kom af sig selv. Selvom det her var en situation, som hurtigt kunne sætte ham i en meget uheldig situation, så måtte han jo bare forsøge sig frem. "Du er klar over det. Så ser jeg ikke nogen grund til at fortsætte med at fortælle det." Han blev stående overfor hende, også selvom hun ikke var særlig høj i forhold til ham. Ganske vidst en lille kvinde af størrelse, men af den grund, noget af det farligste, som man overhovedet kunne komme i nærheden af.

Tanken om at skulle stå ansigt til ansigt overfor Cecilaya igen, vidste Jared ikke hvordan han havde det med, men det var derimod meget begrænset, hvad han kunne gøre ved det nu. "Jeg har givet dem noget nyt. De mangler det krydder, som altid har været en del," pointerede han med en kortfattet stemme. Han vidste at hun var krævende, men her vidste han derimod også, at han var nødt til at give sig lidt, for at give dæmonerne den fremdrift, som de skulle have, og som de havde krav og ret på. "Du har nu altid været en hård kvinde, at drive forretninger med, Faith. Pris du dig lykkelig for, at jeg for en gangs skyld, er enig med dig," sagde han denne gang.
Sådan som hun vandrede frem og tilbage over gulvet, ville give langt de fleste stress. Det var ikke en effekt, som det havde på ham. Han var så vant til det. "Så lad os få det overstået," afsluttede han. Han havde en meddelelse at skænke dæmonerne!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Der kunne ikke herske tvivl om at Faith nød hans afhængighed meget. Han stod i en situation hvor hun var uundværelig, heldigvis for ham ville hun ikke lade ham drukne det som hun havde arbejdet på i så mange år, ellers kunne hun have været ragende ligeglad. Hendes intense blik, fulgte hans bevægelser, efter sidste gang, burde det ikke komme ham som en overraskelse at hun ikke stolede på ham i det hele taget. "Hvis du ønsker mig hjælp så får du tungen på gled," svarede hun en kende advarende. Som de stod der overfor hinanden, måtte Faith læne nakken betragteligt tilbage for at kunne se ham i øjnene. Hun så ikke farlig ud, men de vidste begge at hun kunne være dødelig om hun fik grund til det. Det ville i hvert fald være dumt at undervurdere ham, hvilket særligt mænd havde en irriterende tendens til.

Læberne spidsede hun let og så på ham med et afventende blik. Ej var hun kendt som værende en tålmodig kvinde. "Spar mig. Jeg ved udmærket hvad du har givet, hvilket er intet. Dog er jeg bevidst om hvad du kan give, så lad os nu fokusere på det i stedet ikke?" det var ikke et spørgsmål, han skulle bare sige ja. Hun slap taget om sine egne arme og lod dem falde slapt ned langs hendes side over hendes let svajende hofte. "Vi ved begge to at jeg ville have fået min vilje uanset. Som du siger.. jeg er en hård kvinde," i lange sekunder fastholdt hun hans blik. En flamme spejlede sig kort, fyldte hendes øjne, som klart tegn på at hun var tilbage.. i topform vel og mærke. Flammen dalede, og hendes blik blev atter normalt. "Endelig. Damerne først," hun trådte op foran ham, og forlod kammeren med målrettede skridt, så de kunne annoncere de glædelige nyheder.

[Jared Imaricha]

Jared var afhængig af Faith, hvilket han udmærket godt vidste. Dette var bare ikke noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, og det alene, kunne han jo heller ikke ligefrem løbe fra. Men at indrømme det på den måde overfor hende? Det var bestemt ikke, hvad han havde tænkt sig at gøre. Han lod hovedet søge på sned. "Når du allerede ved det? Nej, Faith.. Jeg har nok brug for din hjælp, men offentligt nærmest at trygle om den..?" Han rystede på hovedet. Selv fandtes der grænser for, hvad han selv måtte finde sig i, og særligt, når det var sådan her!

Faith var en farlig kvinde, og dem forsøgte at fortælle andet, ville fortryde det. Dem som ikke troede, at den simple lille skikkelse foran ham, kunne være farlig. "Jeg har forsøgt," fortalte han denne gang med en fast tone. Alene det at hun antydede at han intet havde gjort, gjorde ham faktisk også vred, for han fandt sig bestemt heller ikke i det! Han rystede kort på hovedet. "Til tider, er Jaceluck virkelig en torn i øjet," sagde han denne gang. Han lod deraf hende gå først ned mod den store sal. Han fulgte efter. Dette var for dæmonernes egen interesse, og derfor kunne han godt få sig selv til at gøre det. Warlockerne og vampyrerne rørte skræmmende meget på sig. Havde Faith en hemmelig agenda med det her? Umiddelbart kunne han næsten være bange for det.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det lod sandelig til at stolthed alligevel plagede ham mere end han nogensinde før havde givet udtryk for, og ham som ellers altid havde forbandet hendes langt væk. De smalle, rosa læber skiltes i et lidt kynisk smil. Den ferie hun havde taget, havde vist sig som værende frygtelig tiltrængt, atter havde hun fundet sig selv og denne gang ville hun ikke vie for hvad hun ønskede sig. Derfor besvarede hun også kun hans modvillighed med et lidt sigende blik. "Du ydmygede mig Jared. Det er kun fair at jeg gør det samme. Om du vil have min hjælp, gør du som jeg siger, ellers er jeg bange for at du og jeg får store vanskeligheder," pointerede hun hårdt. Nok kunne hun ikke tvinge ham fra stillingen, men hvad hun kunne gøre, var at skabe splittelse, således at de dæmoner der støttede hende kunne deltage i kampen om Appolyon og mod warlockerne, men hun så selvfølgelig helst at det ikke kom dertil, når det netop var fællesskabet på dette sted der var unikt.
"Ikke godt nok," kommenterede hun igen mens hun gik langs de kendte korridorer. Trods der var mange steder at gå i det underjordiske univers, så svingede hun selvsikkert hver gang, frem til de nåede det største hulrum i Appolyon - samlingsstedet. De dæmoner de passerede på vejen gjorde store øjne. Hoveder ville komme til at rulle, hvad de havde gjort mod hende, ville blive straffet, dem såvel som Jared, for han skulle ikke have lov til at slippe. "Det er meget muligt Jared, men det llader til at ingen kan undvære os," hun sukkede med et blik der vurderende hende selv som værende meget vigtig, hvilket hun også var i mange henseender. Der var jo en grund til at mange oftest opsøgte hende og bad om hjælp, ikke kun dæmoner men nu tilsyneladende også de royale.