Never judge a book by its cover!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Tavst forholdt Jacqueline sig, da hun stirrede på denne mand. At han skulle have været den, som hun havde huset igennem de sidste mange år, havde hun stadig svært ved at forestille sig, da der intet var af spor efter den krage.. Ja, hun kunne forestille sig, at det var svært nok, at holde fjerpragten ren, men hvor hun før havde set den sorte farve, så hun nu en bredskulderet mand med hvidt hår. Det var jo det stik modsatte!
At yde nogen smerte på ham, var ikke noget som hun anså som en nødvendighed, da han som sagt ikke havde gjort hende noget. Skulle hun føle sig utryg? Selv for hende, var det her faktisk spændende, for et sted, så.. havde hun jo rent faktisk formået at udøve magi? Noget som særligt ikke var tillagt hende som race, da hun ikke havde noget i form af magi gemt i sit sind. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, hvor hun endnu bare blev stående og kiggede på ham, selv da han havde fået sengetæppet. Ganske vidst, var det ikke første gang, at hun stod overfor en nøgen mand, og hun måtte da uden tvivl sige, at han havde udstyret i orden, af hvad hun kunne se, men.. nej! Det var jo overhovedet ikke det, som hun skulle tænke på nu!

De mørke øjne faldt til hans blik, som han tilkendegav, at han havde løjet for hende..? Hun blinkede let med øjnene. "Og hvad skal det helt præcist sige?" spurgte hun næsten hårdt, som hun stirrede fast i hans blik. Hvorfor lyve for hende, når hun havde indvilget i at hjælpe ham?
Var det nu, at hun skulle til at blive nervøs? Det var ikke umiddelbart den følelse, som tingene havde for hende, måtte hun sige. Hun følte sig vel snarere.. trådt på, et eller andet sted? ".. Hvorfor sagde du ikke bare det fra starten af? Fortæl mig.. Hvad gjorde du, for at gøre dig fortjent til den straf?" spurgte hun denne gang. Denne gang krævede hun svar!
Selv nu, hvor Jacqueline forholdt sig meget opmærksom til, hvad der foregik på den anden side af døren, kun fordi at hun frygtede at Evan kunne komme rendende, hvilket slet ikke var noget, som hun ønskede lige nu. Den mand ville slå hende ihjel, hvis han vidste, hvad hun havde lavet. Klæderne, som dukkede op på hans krop... magisk. Var han magisk? Hun lukkede øjnene let i. Warlock... Selvfølgelig. Hun sænkede hovedet, inden hun selv skubbede sig nærmere væggen. En følelse af selvkontrol. Det var det, som hun desperat havde brug for lige nu. "Undlod du at fortælle mig det?" Denne gang, var det svært nok for hende, ikke at lyde anklagende.

[Deleted]

Sorin forholdte sig rolig, indtil videre. Og tænkte at det hverken ville skade ham, eller hende, hvis han tillod hende at afreagere og finde hoved og hale i lidt af alt dette rod. Han kunne dog mærke en rastløshed vokse i ham! En lyst og en trang. Såvel, som tørsten efter blod, der langsomt var ved at komme frem igen. En følelse han ikke havde haft i utallige år. Og selvom det var en tørst af stor frustration til mange vampyrer, fandt han det næsten befriende og vidunderligt. Men at han var vampyr, var nok noget hun hellere først måtte vide, på et senere tidspunkt. Nu ville han jo nødigt at hun skulle eksplodere af forvirring?
Sorin sukkede, og kiggede næsten overbærende på hende. Med hovedet lidt på skrå, og denne gang uden smil over sine læber. "Og hvad skulle jeg da havde gjort eller sagt?" ... "Du må forstå, at jeg intet andet valg havde, end at lyve blot en smule. Min frihed afhang af din vilje til at befri mig. Jeg havde ikke råd til at tage nogen chancer!" Forsøgte han at forklare, diplomatisk og roligt. Med en næsten lavmælt stemme, og et indgående blik mod hende, som hun trak sig nærmere væggen modsat ham. "Og hvilken handling kunne dog retfærdiggøre tusindvis af års indespærring i en sådan forbandelse? Hvilken forskel ville det overhoved gøre, hvis du vidste alt om mig?" Han rynkede sine bryn og sukkede atter engang. Han skubbede sig endda op og stå fra sin lænende position mod sminkebordet, og med hænderne lidt fremme, ud for sit liv, tog han langsomt nogle få skridt mod hende. "Men... Jeg er stadig mig! Blot, mere.." Forsøgte han, og en anelse lænet lidt til siden som han stod på gulvet, søgte han øjenkontakt med hende, til trods for at hun havde hovedet sænket. "Og jeg gav dig trods alt mit løfte, gjorde jeg ikke?" En ny tilværelse, med hende som sin første ven.

Efter blot et øjebliks tanke, rettede han sig op, med et hemmelighedsfuldt lille smil over de lettere buttede læber, vendt mod hende. "Hør! Hvad siger du til en aftale, huh?" Øjenbrynene blev hævet og det hemmelighedsfulde smil blev næsten charmerende, som det afslørede nogle få af de hvide tænder. "Lad os smutte herfra! Lade den uhumskt kedelige Evan i stikken. Så du kan vise mig, hvor man kan brænde lidt energi af heromkring..?" Han kunne være meget overbevisende. Og han vendte derefter håndfladen mod sin egen brystkasse. "Gør dét, og jeg vil fortælle dig alt hvad du ønsker at vide. Svare på alle dine spørgsmål!" ... "For tænk over det... Nu hvor jeg er fri, hvilken grund har jeg så til at lyve mere overfor dig?" Armeen var end ud af siderne på ham, inviterende. Og øjenbrynene var hævet som smilet hvilede over en mundvig - klar til at brede sig over hans læber og til den anden mundvig, som han lidt fiskede efter et 'ja', fra hende. "Kom nuuu, Jacqie..." Tilføjede han lokkende og udfordrende. "Min første nat, med min første ven! Ikke?"

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde svært ved at finde ud af, hvad hun kunne og skulle gøre i denne situation. Manden overfor hende, var fremmed.. og langt bredere og højere, end hvad hun lige havde regnet med, at skulle stå ansigt til ansigt med. At han jo så havde løjet for hende, var på ingen måder, noget, som gjorde det ret for hendes vedkommende! Hun stirrede fast på ham. Frygten prikkede til hende, men selv denne, lod hun slet ikke overvinde sig, for det var overhovedet ikke sådan, at hun ville have det!
"Så du vælger at lyve dig til din frihed?" spurgte hun denne gang direkte. Det forstod hun på ingen måde, for det var bare overhovedet ikke noget, som gav det mindste mening for hendes vedkommende. Det var et unfair kort at trække på. "Hvad har du reelt set gjort for at ende som du var?" spurgte hun denne gang. Nu havde han jo alligevel valgt at pakke det meget omhyggeligt ind, og det var overhovedet ikke det, som hun ville have. Hun ville gerne have at han var ærlig overfor hende.
Jacqueline valgte også mest for sin egen skyld, at holde en vis form for afstand til ham. Han var stor og fremmed. Det var vel heller ikke underligt, var det?
Løfte.. Det gjorde han ja. Hans første ven. Et sted kunne hun jo også godt lide den tanke, hvilket der nu heller ikke herskede nogen tvivl om. "Det gjorde du. Jeg vil bare ikke starte ud med løgne," kommenterede hun. Hun skule jo også først og fremmest, finde ud af, hvad han var for en mærkelig en.

Hans ord chokerede hende nærmest! Han ville have hende med væk derfra? Hun stirrede direkte på ham, som havde han forudset jordens ødelæggelse. Det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at komme på tværs af Evan, for han havde jo taget sig af hende, men dette.. det var bare mere for hende, end hvad hun kunne overskue og magte. "Uanset hvor fristende det end kan lyder.. Han vil slå mig ihjel." Hun sænkede hovedet en anelse, hvor hun denne gang bed sig i læben.
Jacquelines hjerte, begyndte at hamre mod hendes bryst. Hvor var det underligt.. Det var hvad hun havde drømt om så længe.. "Og du vil have mig med ud.. Hvorhen?" Hovedet hævede hun denne gang mod ham. Hun trådte frem. Det var heller ikke fordi, at hun ønskede at fremstå som bange eller noget lignende, for det ville hun slet ikke! "Den mand slår mig ihjel, såvel som dig, hvis han finder ud af det.. Og tro mig.. Alt her i hytten har ører," kommenterede hun oprigtigt. Evan hørte alt her! Det var til at blive vanvittig af!

[Deleted]

Sorin var ikke typen der intimiderede andre. At spille med musklerne, og f.eks, puste sig op, var underligt. At lege med de kedelige trykbølger og kugler andre warlocks legede rundt med, var langt fra Sorins stil. Ak nej... han var en mand, en Warlock, af en langt mere anderledes støbning. Det kunne meget vel gøre ham farligere, men hvem vidste, ud over ham selv? Han forsøgte i hvert ikke at skræmme Jacqueline. Og med hans små charmerende og selvsikre smil, sine små venlige gestusser og informative vift med armene; forsøgte han endda at skabe en tryg atmosfære. Men for at være helt ærligt; var hans 'people skills' nok lidt ruste. Så hans sikre natur og udstråling, kunne meget vel være hvad der skræmte hende? Den direkte tone i hendes spørgsmål, fik Sorin til at rynke brynene en anelse, og lægge hovedet en smule på sned. "Det var en selvisk ting at gøre, det ved jeg. Men jeg havde intet andet valg, end at gøre det." ... "Jeg ville aldrig have gjort det, havde jeg ikke fundet det nødvendigt, for at du ville løslade mig." Han prøvede at virke overbevisende. Forsøgte at få hende til at se blot det svage glimt af forstand i grundlaget bag hans handlinger. Han havde vel ikke forsaget hende nogen større skade, vel? Og derved, så han ikke harmen i blot nogle få løgne, med et større formål. Netop; hans frihed. Noget, han holdte i høj værdi. Sorin stod stadig et godt stykke fra hende, som hun stod ved vægen. Han indså han nok hellere måtte holde sin afstand, endnu. Men kunne dog ikke undgå at træde blot et halvt skridt nærmere hende. Han smilte overbærende og med let sind. "Fortiden, er en... kedelig størrelse." ... "Lad os bare sige; at jeg støvede op i mere ballade end nogen kunne håndtere. Så derfor blev jeg lokket til den Mørke Cirkel i Marvalo. Og forbandet som straf." Han talte om det, som var det intet. Men tydeligvis også med en masse skjulte detaljer. Måske fordi han ikke var tryg ved at tale om det. Eller måske blot fordi han ikke fandt disse detaljer vigtige?
Dog, indså han lidt derefter, at hans indledende løgne som krage, måske havde taget modet af hende. Så han sukkede lidt tungt, og holdte endnu en god snor i hans tørst efter blod og skandale. For i stedet at indtage en rank stilling. Med hænderne foldet foran sig, og de gullige øjne rettet direkte mod hende. "I så fald; så tillad mig at begynde med nogle få sandheder." ... "Jeg er Sorin Temkura. Jeg blev født en Warlock. Jeg er tilfældigvis også en Vampyr. Og du har intet at frygte fra mig.." Smilet over de let sammenpressede læber, blev venligt.Og selvom hans lille håndfuld af sandheder blev sagt ganske kompakt og ligetil, forholdte han sig nogenlunde roligt. Stående hvor han var. Denne gang uden at bevæge sig nærmere.

Sorin kunne nogle gange overraskes lidt over den næsten tvungne loyalitet Jacqueline syntes at føle overfor Evan. Måske et form for Stockholm-syndrom? Han gjorde en smule godt i hendes liv. Gav hende luksus og et tag over hovedet. Og så var det okay at han spærrede hende inde når han nu ellers var blot en smule utilfreds med hende? Hendes ord, fik derfor Sorin til at smile bredt. Så bredt man kunne se hans skarpe hjørnetænder, stikke en smule imod hans egen læbe. Smilet blev endda også fulgt af en latter. Han var tydeligvis ikke bange for at blive hørt. "Jacqueline, min kære.." Latteren var afsluttet, og han kiggede næsten overbærende mod hende. Stadig med hænderne foldet foran sig, og hovedet en smule på skrå. "Evan er ikke længere den eneste Warlock her i hytten.." ... "Og jeg kender tricks der ville få selv ham til at ruske i sine pjuskede øjenbryn." Sorin blinkede til hende med et smil, og uhæmmet tog han denne gang endnu et skridt mod hende. Evan ville ikke høre dem. Så meget turde Sorin nu at garantere. Som han tog det enkelte skridt nærmere hende, løsnede han sine hænder fra hinanden, og hævede dem igen lidt ud til siderne. "Hør. Jeg vil have dig tilbage hertil, før solen står op. Og Evan vil ikke engang ane at du har været væk!" Han forsøgte igen at overtale hende. Hun ville næppe kunne forstå den udelængsel han havde. Den evige tørst efter ikke blot blod. Men efter løsrivelse og uartigheder. Efter festligheder og sund ballade. Han kunne ikke gøre for det... Det var i hans natur! Han stoppede op, måske halvanden meter fra hende, og vendte hovedet lidt til siden, og stirrede lidt indgående mod hende. Som var han stadig en krage, der nysgerrigt vendte det ene øje mod synet. "Du viser mig hvor jeg kan slå mig lidt løs..." ... "Og jeg fortæller dig alt! Alle mine slemme hemmeligheder. Hvem jeg er. Hvor jeg kommer fra... Besvarer alle dine spørgsmål. Alt." Øjenbrynet blev lidt insisterende og lokkende hævet. Som om han forsøgte at slå denne handel endegyldigt. Hendes selvskab, til gengæld for tilfredsstillelse til hendes nysgerrighed... Det lød da meget fair til ham!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var ikke umiddelbart skræmt af dette, for hvorfor skulle hun være det? Selvom det var meget skræmmende, at rende rundt med en anden mand, som for hende, var fremmed. Selv på trods af, at hun igennem de sidste mange år, havde delt værelse og hemmeligheder sammen med ham, uden egentlig at vide, at han kunne forstå hvad hun havde fortalt ham, hvor hun egentlig bare havde delt det, fordi at hun havde haft brug for at få det ud, uden at det skulle blive for meget for hende.
Manden overfor hende, havde startet ud med en løgn. En tanke, som i sig selv, gjorde hende direkte arrig, for hun fandt det overhovedet nødvendigt, at skulle lyve for hende, for at få tingene som han ville. Nu forstod hun sig på det, at skulle være fanget i forvejen, for hun var selv en del af det. Hun var fanget i huset her.. lagt i usynlige lænker af Evan Strife, selvom han på mange måder, havde reddet hendes liv. "Det giver dig ikke nogen grund til at lyve for mig." Hendes ord, blev denne gang, udtalt med en mumlen mere, end noget andet, for det var slet ikke retfærdigt gjort overfor hende!
Hans ord, tvang hendes opmærksomhed mod hans skikkelse. En vampyr? Hun stod overfor en oldgammel varyl? En varyl.."..."Det er en højest mærkværdig blanding, må jeg sige," sagde hun denne gang. Hun fumlede en smule med hænderne foran sig. Hvor var det dog.. Underligt. Det lignede hende slet ikke, at være så urolig!

Lokkende var det virkelig, at tage ud, og særligt med Sorin. For pokker, hvor hun havde brug for det! Dog måtte hun jo sande, at den kære Evan, havde et tag i hende, som hun slet ikke brød sig om. Om det var det kendte og populære Stockholm-Syndrom, som hun måtte fejle, kunne hun ikke rigtigt finde ud af. Hun rystede kort på hovedet. Det lignede hende slet ikke at tænke sådan!
Sorin kom tættere på hende, og ikke var det noget, som gjorde hende urolig. Tvært imod. "Du forsøger at få mig til noget, som jeg slet ikke burde," kommenterede hun denne gang. Hun var nysgerrig på ham og hans historie.. Særligt hvis han ville give hende den historie, når de kom ud. Hun rettede sig denne gang en smule op. "... Fint.. Så lad os tage ud.. Hvis du lover at få mig tilbage igen, inden solen står op," sagde hun denne gang. Evan ville flegne, hvis han fandt ud af, at hun havde været ude, og det ønskede hun heller ikke ligefrem! Hun trådte denne gang tættere på ham. Bange var hun nemlig ikke. "Du er i tøjet.. jeg er det samme.. så lad os komme af sted, inden han finder ud af, at du er her," afsluttede hun denne gang. Hun sendte ham denne gang et smil. Hun ville nemlig bevise for ham, at hun kunne.. Og at hun var en rebel, der gjorde hvad der passede hende.

[Deleted]

Det var ikke alt af sin fortid Sorin kunne huske. Men han huskede dog, hvordan folk og fæ engang alle virkede nervøse og urolige i hans tilstedeværelse. Men det var trods alt andre tider... for mange år siden. Nu var ting anderledes, og han var måske endda også anderledes. Og dog, alligevel, virkede Jacqueline en smule urolig. Han bemærkede det ikke, og hvilede ikke ved de små hints og tegn der afslørede hendes urolighed. Han blot smilte en anelse i troen om at han nok skulle kunne løsne hende lidt op, inden natten var forbi. Han ville egentlig også hellere holde fokus på hendes både interne og åbenlyse samtale, både med ham, og med sig selv. Han var jo, trods alt, interesseret i at vide om hun ville tage imod hans tilbud om en tur ud i natten. Eller om han måtte tage af sted alene. Hvad han havde brug for, kunne han også tage til sig i dette hus. Måske hendes blod... måske Evans? Der måtte være noget alkohol et sted. Og forhåbentlig en sød lille tjenestepige gemt i hjørnerne? Men så igen... det ville uden tvivl være mere kompliceret. Og derfor virkede det alligevel mere morsomt at lade hende slæbe ham et eller andet sted hen. "Det eneste du ikke burde gøre, er hvad du ikke har lyst til." Svarede han hende, en anelse kækt, egentlig. Og blinkede til hende. Det var jo trods alt hendes valg, og han syntes nu ikke at han havde tvunget hende på nogen måde?
Sorin gjorde en smule mimik af hendes bevægelse som hun rettede sig op. Smilet bredte sig over hans læber, idet hun sagde ja, og gik med til deres lille tur ud i natten. Lidt begejstret og glad, var han da! Måske de to alligevel ville kunne have det morsomt? "I så fald, min kære." Sorin vendte siden lidt til hende, og hævede en albue og en arm mod hende. Og med et charmerende lille smil, inviterede han hende til at tage i armen, så de kunne komme af sted. "Lad os se hvad natten har i vente for os." Tilføjede han og betragtede hende. Han blot ventede på det øjeblik hvor hun ville tage imod invitationen, og gribe om hans arm. Og så snart hun ville gøre det, ville de to forsvinde derfra i et grønt glimt. At kravle ud af vinduet, eller liste ned ad gangen, ville tage for meget af den dyrebare tid, som han hellere så brugt på herlighederne af denne nat. Han havde heller ikke brugt magi i lang tid... så han kunne da godt vifte lidt rundt med magien, nu hvor han endelig kunne igen?

//Out

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Hvordan Sorin var i byen, og hvordan han var omkring andre, kunne man ikke sige, at Jacqueline vidste. Hun havde jo end ikke vidst, at hun havde huset en fuldvoksen mand, som i princippet kunne bruge hendes mange hemmeligheder imod hende. Det var også en grund til den konstant voksende uro, som hun følte i krop og sind, for et sted, var det jo ikke særlig rart for hende at vide, for der havde ikke været nogen indikationer på, at han havde været i stand til at forstå hende!
Hun burde.. Hun vidste, at hun burde gøre, hvad der faldt hende ind, og hvad hun havde lyst til, for den magt, og den kontrol skulle Evan bare ikke have over hende! Hovedet lod hun dertil også søge en kende på sned. "Og det sidste jeg egentlig har lyst til, er at være her, lige nu," sagde hun ærligt. Evan var nemlig hård ved hende, og det irriterede hende, for hun var ganske vidst ung, men hun kunne tage egne valg og egne beslutninger.

Armen som Sorin rakte til hende, betragtede hun ganske kort, men tænksomt, inden hun denne gang, også valgte at tage omkring hans arm. "Jeg venter i spænding," endte hun denne gang med en mere nysgerrig mine. Hun forsøgte da om ikke andet, at åbne op for ham, i stedet for at være så konstant skeptisk og mistroisk, velvidende om, at hun intet ville få ud af det på sigt, kunne man sige. Hun ville jo gerne, og hun ville også hellere end gerne vise ham, at hun var typen af en kvinde, som kunne smide de hæmninger, og rent faktisk bryde de regler, som hun havde gjort hundrede gange tidligere, og uden at hun ville gøre det om! At de så pludselig forsvandt i et kraftigt skær af lys. En magisk udladning midt på hendes værelse, havde hun vel et sted set komme? For nu, handlede det bare om at komme ud og more sig!

//Out