Never judge a book by its cover!

[Deleted]

Kragen skjulte selvfølgelig glæden over at hun var ved at varme op for hans historie, og at hun rent faktisk hørte tankerne af en mand, skjult i kroppen af en krage. I stedet forholdte kragen sig ganske rolig, som hun lod sig falde tilbage i sengen. Hvis han kunne gøre det samme, ville han have gjort det. Men i stedet stod Kragen blot på sine tæer, og betragtede Jacqueline. *Denne krop er udødelig.* ... *Og uanset hvad der forekommer mig, vender jeg altid tilbage. Der er ingen hvile at finde* På trods af Sorins natur, havde det skam ikke været nemt alle disse år. At brække nakken, eller endda få revet vingerne af, blot for at vende tilbage igen. Han var blevet brændt, skudt, revet i stykker af dyr og rovfugle. Brækket nakken, blødt ud... og dog, var altid vendt tilbage. Udødelighed i formen af en krage, var ikke just særlig spændende.
Uden at hoppe, tog Kragen blot nogle få skridt mod hende. *Din samvittighed er grunden til at jeg placerer en sådan tiltro i dig, Jacqueline* ... *Hende der reddede mig fra fælden de år tilbage, ville måske blive hende der reddede mig fra min forbandelse.* Kragen sænkede næbet. Han havde ventet længe. Det ville vel ikke skade at bruge en smule tid på at konversere med hende? Det vigtigste var vel at hun forhåbentligt ville ende med at føle sig tryg ved ideen om at hjælpe ham. Føle sig tryg ved ham. Nu var det jo heller ikke fordi han havde nogen intentioner om at skade hende. Som hun selv sagde, havde hun jo huset ham i adskillige år. Selv en mand som Sorin, kunne vise taknemmelighed. *Bare rolig. Der er ingen skår gået af mig.* Svarede han hende til bemærkningen om at have set hende nøgen. Så mistroisk hun syntes at være, ville han aldrig kunne overbevise hende om at han ikke havde nydt at se hende nøgen. Så han gjorde i stedet brug af en svagelig charme, eller skygget en smule af en stadig tilbageholden og lettere sorgmodig stemning over Kragens tanker. Han ville være fri...
*Mit navn er Sorin* Enhver løgn og et hvert bedrag, ville altid blive mere overbevisende og bedre, hvis blandet med sandheden. At lyve om sit navn, ville hverken tjene ham eller hende. Og det var skam også et navn han havde tænkt sig at give hende når/hvis hun slipper ham fri.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Det var selvfølgelig en meget tragisk historie Sorin måtte give hende, for selvfølgelig fandt hun det trist. Igen, var hun jo selv en kvinde, som heller ikke bar med sig en solskinshistorie, og dette kunne selvfølgelig også godt mærkes. Langsomt måtte hun derfor vende blikket mod hans skikkelse igen. Det var stadig underligt for hende, at konversere med en krage, når hun igennem alle disse år, havde forestillet sig, at hun bare havde huset så simpelt, men smukt et væsen, som en krage nu kunne være. "Så du havde rent faktisk brækket nakken, da den gamle mand fandt dig?" spurgte hun. Dertil måtte hun jo sande, at hun havde ondt af ham, men okay. Det gjorde hende faktisk glad, at vide, at han ville være omkring. Hun var vel også gået hen og blevet glad for hans selskab, som årene var gået?
Et tungt suk brød denne gang hendes læber. Hun lod hånden glide over panden, inden hun denne gang vendte blikket mod ham. Hendes mavefornemmelse sagde, at det her var en dum idé, men af den grund, så var det jo også trist, at han skulle holdes under en forbandelse på den måde. "Nu fremstiller du mig, som var jeg en sølle ung kvinde, som ikke havde noget bedre at give mig til, end at redde dyr i nød.." Hun satte sig op igen. Han havde set hende på sine mest sårbare perioder.. Hun havde delt mange hemmeligheder med ham i tidens løb, ganske enkelt fordi hun ikke havde haft andre at dele dem med, og han forstod dem rent faktisk?
"Har du nogen anelse om, hvor underligt det her er? Sorin..?" spurgte hun denne gang, hvor hun lod hovedet søge på sned. Bogen ønskede hun igen bare at glemme, også selvom hun vidste, at det var det, som for ham, måtte ligge i fokus lige nu. Hun sukkede tungt. Hvilken tiltro han havde til hende.. Og han havde forsøgt at nævne det for hende igennem alle disse år? "Det er noget helt andet, end hvad jeg har kaldt dig de sidste mange år.. Så forstår jeg da også bedre, at du ikke kunne lide de navne jeg har givet dig," tilføjede hun denne gang. Nu morede det hende nok mere end noget andet.

[Deleted]

"Ja." ... "Men hav ikke ondt af manden. Han havde planer om at studere mig, uden at fortælle dig først." Bemærkede han hurtigt. Alle her på stedet vidste jo at den fyrige lille krage der fløj rundt på mansionet var Jacquelines. Så hvorfor den urtekyndige ikke havde tænkt sig at fortælle hende om noget af det, var jo kun til at gisne om. Så i Kragens øjne, var den verbale røvfuld manden havde fået, mere en berettiget.
Nu var det jo ikke fordi Sorin vidste alt om Jacqueline. Men han vidste dog, at hun ikke blot var en pige der reddede dyr i nød. Han endda nød de små ligheder imellem de to. Trangen efter frihed og løsrivelse. Sansen for munter underholdning og festlighed. Hun var jo ikke ligefrem bleg for at tage en svingom, eller bleg for at kravle ud af vinduet de mørke nætter, i søgen efter spænding. Små, men alligevel betydelige ligheder imellem hende og Sorin. Og på en underlig måde, han havde egentlig også levet en smule igennem hende disse sidste år. Betragtet hende og fulgt en anelse med i hendes gøremål og scenarier. Som om hendes historie var blevet fortalt af en krage i det fjerne, med vakse øg opmærksomme øjne. "Vi er vidst begge klar over, at det ikke er tilfældet." Han svarede på hendes ord, og gjorde det skam også med en vis svagelig munter sans. Men ikke uden en skjult ro bag ordene. En rolig forhåbning om at han nuværende tilstand snart ville ende.

"For mange år siden, berettede jeg om min forbandelse til en anden." ... "Han svarede ved at spærre mig inde." Svarede han hurtigt og kragen derefter hoppede lidt til den ene side. Stadig med blikket mod hende. "Det er ikke med et let, men i stedet et desperat sind, at jeg fortæller dig dette." Han var i den grad desperat! Hvis blot hun, for et sekund, kunne sætte sig fuldt ind i hvorledes det måtte føles for hende, at være forbandet som han var... Hvis blot nogen forstod det. Men måske han ikke fortjente empatien af andre væsner? Selv ikke efter alle disse år?
"Jeg foretrækker Sorin, tak." Han kunne vel også more sig en smule over det, ja.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

"Hvem vil ikke studere en krage nærmere, som vågner af sig selv, efter at have brækket nakken?" spurgte Jacqueline denne gang, hvorefter hun vendte blikket mod ham. Hun havde ikke haft nogen fornemmelse af, at hun havde huset en mand fanget i en anden skikkelse.. At det slet ikke var et naturligt dyr. Det havde bare været rart med noget omkring sig, som ikke hævede en finger af hende, når hun stak af.. Når hun søgte ud på sine eventyr.. Brød husets regler, når hun søgte i byen, bare for at komme ud, og levede sit liv. Det var der vel ikke noget forkert i, var der?
At de måtte have disse særlige lighedstegn, var ærlig talt ikke rigtigt en tanke, som slog Jacqueline. Hun nød jo selv at komme ud og forstod derfor godt, at han desperat ønskede at komme fri, for hun havde det på samme måde. Hun havde bare ikke nogen andre steder, end det her sted at søge til. Svagt trak hun på smilebåndet. "Jeg var bare på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, da jeg stødte på dig." Var det skæbnen? Hun havde ikke umiddelbart haft troen på den tidligere, men det var jo trods alt aldrig til at vide.

At kragen hoppede det tætteer på hende igen, sagde hun ikke noget til. Det var stadig for underligt, at hun sad her og snakkede med ham. Evan ville da tro, at hun var vanvittig. "Hellere du end en selv.. Evan vil også spærre mig inde, hvis han hørte mig lige nu." Den mand havde været god ved hende, men for pokker, hvor var det svært, når det hele havde haft den udvikling, som det nu havde haft! Hun drejede hovedet mod den oldgamle bog, som nu lå på hendes sminkebord. Skulle hun hjælpe ham? Et sted havde hun jo ondt af ham.. Han ønskede sin frihed, men hvor efterlod det så hende?
Sorin.. Det var et navn, som hun i hvert fald skulle huske. Det var sikkert. "Så... Sorin? Hvad sker der, hvis jeg gentager remsen efter dig?" spurgte hun. Det oldgamle sprog bogen stod på, kunne hun ikke læse.. Og et sted, så var hun nysgerrig. Den form for magi, havde jo aldrig tilfaldt hende før. Hun rullede derfra mere om på siden, hvor hun kunne betragte ham ordentligt. En mand i den lille krop. Det var virkelig svært at forestille sig.

[Deleted]

*Han vidste ikke at jeg ville vågne igen.* Nej, den tyksak havde ingen anelse haft om Sorin, og havde uden tvivl troet at kragen var død. At studere døde dyr var åbenbart en spændende ting for urtekyndige og vismænd. Måske havde han haft tanker om at åbne kragen op, og studere indvoldene? Om den slags ville slå Sorin ihjel, regnede han nu ikke med. Men han regnede nu heller ikke med at det ville have været en særlig behagelig oplevelse!
Åh, hvis blot hun vidste... Vidste hvor fri hun ville kunne være i Sorins uhæmmede selvskab. Han dømte ingen, absolut ingen. Jovist, han kunne da skælde folk ud. Håne og stille sig utilfreds. Men af den ene eller den anden grund, lå det overhoved ikke i Sorins natur at hæmme andre, eller stille sig i vejen for deres udelængsler eller eskapader. Og han ville da være langt mere tilbøjelig til at hoppe med på hendes eventyr. Hvis altså, han rent faktisk kunne. Som krage var det jo ikke rigtig en oplagt mulighed.
Kragen syntes at nikke en enkelt gang. *I den grad, ja. Og det er jeg taknemmelig for.* ... *Det kunne trods alt være, jeg stadig ville være fanget derude.* Det var da en mulighed. Men skæbnen var det nu ikke. Fra Sorins side, havde det været planlagt alle de år tilbage. Planlagt at hun skulle finde ham, og bringe ham til hendes hjem af egen fri vilje. Og hvis hun blot havde kunnet høre hans tanker før denne aften, ville han måske allerede have været fri. Men den slags var ligegyldigt at tænke på.

Kragen betragtede hende rulle om på siden, og vendte hovedet på sned ved hendes spørgsmål. *Magien der binder mig til denne krop, vil opløses, og jeg vil være fri.* Svarede han hende. *At afbinde en sådan forbandelse, er som sådan ikke magi. Enhver kan udtale ordene. Med mindre man er en krage, selvfølgelig...* Tilføjede han, denne gang en anelse mere tavst, og i et øjeblik forblev han således. Egentlig regnede han med at spørgsmålet var vedrørende noget andet, så kragen valgte dog at svare yderligere. *Warlocken der kastede denne forbandelse er for længst død.* ... *Lige så vel er min kone, og min søn.* Kragens tankegang var sørgmodig og tavs, og tøvede ligeledes et øjeblik. *Jeg vil smede mig et nyt liv, og en ny tilværelse... Med dig, som min første ven..* Det, trods alt, var skam sandheden! Hun ville aldrig være i fare omkring ham. Men han kunne dog ikke svare på hvorledes hun ville tage det.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

"Det er nu også meget unormalt at vågne igen, efter at have brækket nakken," sagde Jacqueline direkte. Hendes blik hvilede på ham. Det var stadig meget underligt for hende det her, og selvfølgelig var det også noget,s om hun godt kunne mærke. Her lå hun sent om aftenen, og førte en samtale med en krage, som hun havde huset igennem temmelig lang tid. Og det var underligt! Hovedet lod hun hvile mod hendes hånd, da hun rullede om på siden, og så på ham. Ak ja.. Her lå hun med en anden mand, som hun havde huset på sit værelse, uden at vide det. Hun havde stadig ikke fundet ud af, om det var noget ,som hun skulle grine eller græde over, for dette var uden tvivl underligt! Selv i hendes verden.
Selv kunne hun kun mindes den dag, hvor hun havde fundet ham.. Siddende i en fælde, hvor hun havde reddet ham ud, taget ham til sig, og faktisk fået ham på benene igen. "Du har ikke været særlig heldig, Sorin.. Den fælde var gammel, og sikkert også glemt. Du ville nok være død af sult.. og kommet tilbage igen.." Hun rynkede svagt på næsen. Det var virkelig underligt, det her!

Det var svært for Jacqueline, egentlig at finde ud af, hvad hun skulle forvente sig af dette. Hvad ville der ske, hvis hun gik med til at hjælpe ham? Ville hun pludselig stå med en nøgen mand i huset her? Midt på værelset? "Så jeg kan egentlig forente, at der vil være en voksen, og nøgen mand i min seng?" spurgte hun denne gang.
Igen satte Jacqueline sig op, hvor hun greb efter bogen på hendes sminkebord. Som enhver anden, var hun nysgerrig, og ønskede at lære.. ønskede at danne egne erfaringer baseret på hendes egne valg, og nu vidste hun, hvordan det var at sidde fanget. Evan lænkede hende virkelig også fast til det her sted! Hun nikkede. Han fortjente sin hævn, såfremt, at det han fortalte hende, var sandt. "Jeg kan lide det.." Oprigtig var hendes ord. Hun lagde denne gang bogen ned mellem dem. En ven som forstod hende.. Det ville da være fantastisk. "Okay.. Fortæl mig, hvad jeg skal gøre."

[Deleted]

At Der meget vil ville stå en fuldvoksen nøgen mand i hendes værelse, hvis hun skulle hjælpe ham, var da meget muligt. Og det var da en smule underholdende at det syntes iblandt hendes største bekymringer i dette øjeblik. Men igen, var det også kun godt. Hun var en anelse velovervejet. Og i hendes velovervejede tankegang, var hun nær nået den konklusion, at hun burde hjælpe ham. *Hvis du ikke ønsker en sådan mand i din seng, kan jeg også stille mig på gulvet?* Svarede Kragen hende med hovedet på sned. Ja, det kunne meget vel gå hen og blive lidt underligt for hende, hvis han pludselig dukkede op i sin rette form, i hendes seng, af alle steder. Men i hans hoved ville det nu ikke være så slemt. Men igen; det handlede jo i bund og grund om at hun skulle være tryg ved situationen.
En del af Sorin glædede sig faktisk over et liv med hende som en ven. Og han fandt det meget mere tiltalende at det ville være i hans sande form, end som en krage. Det havde trods alt ikke været så fantastisk at skulle spise af hendes hånd, eller sidde og glo på en pind. Men hvis erfaringer og oplevelser kunne deles imellem dem; som to sansende væsner, ville han da med glæde dele dem. Dog, indså han også at hun nok ikke ville tage så pænt imod hans bedrageri, når hun ville indse at hun havde hjulpet en mand fri; af en meget anderledes indstilling end den mand hun sikkert troede.
Hun fandt bogen frem, og Kragen betragtede hende nysgerrigt. Ja! Endelig ville han snart være fri! Da bogen endte på sengen imellem dem, hoppede kragen hen dertil og vendte næbet ned mod siderne. *Først, må vi finde den rette side. Der vil være et cirkulært mønster på en af siderne.* Han havde set siden før. To sider, faktisk. Den ene var blot en stor illustrering af et cirkulært og mystisk mønster, og på den anden side, stod de ord hun ville være nødt til at opremse. Han gad ikke fumle med siderne denne gang, og håbede lidt på at Jacqueline ville bladre. Hvorefter han så ville stoppe, når de nåede den rette side. *Ord er magi i sin egen ret. Med ord kan man forme bindende kontrakter. Og med ord, kan man bryde dem igen. Det kræver ikke en magiker eller Warlock at bryde denne forbandelse.* At hun var Dæmon, var dog lidt bedre end hvis hun havde været helt almindelig pige. Sorin var en af de få Warlocks han nogensinde havde mødt, som betragtede Dæmonernes elementære evner som magi i sig selv. Og i realiteten, så han ikke den helst store forskel. *Du vil remse ordene jeg læser. Og imens vil du svagt fokusere dine tanker mod at bryde den bindende kontrakt af min forbandelse.* ... *Og jeg vil være fri for min last*.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline rystede let på hovedet. Det var nu ikke fordi, at det var et problem som sådan for hende, men mere tanken om, at der pludselig ville være en så godt som fremmed i hendes værelse. Det var jo ikke ligefrem hvad en mand ønskede at finde på sin datters værelse? Selv der, vidste hun jo, at Evan betragtede hende som sin datter, da han også havde huset hende, siden hun ikke havde været særlig gammel. Afvisende rystede hun på hovedet. Hvis det skulle gøres, så skulle det vel egentlig også gøres ordentligt, skulle det ikke? "Bare bliv siddende. Det er nok mere tanken om det, som slår mig," sagde hun roligt. Hun kendte ham jo. Eller.. det ville hun gå ud fra. Hun havde jo delt mange ting med ham, og han havde vel også lyttet? Han sad da selv her, efter alle de år, og snakkede nu med hende. Det var et sted også meget rart, at man ikke nødvendigvis var alene om alle tingene, som hun typisk ellers ville have følt det.
At starte alt dette ud med en ven, glædede hende. I det tilfælde, vidste hun da, at når hun hjalp ham, at hun også ville få noget ud af det, velvidende om, at man alligevel skulle være påpasselig med hvem man åbnede op for. Den skade var nok sket for hende, men hvad fanden.
Bogen fandt hun frem, og lagde atter mellem dem. Hvad hun skulle lede efter, vidste hun for pokker heller ikke noget om. Det her var nyt for hende. Hvad nu hvis det ikke virkede? "Jeg er jo på ingen måder et magisk væsen, Sorin.." Så at han bad hende om at fokusere hendes tanker? I en mentaldæmon fløj de over det hele hele tiden, så det var faktisk rigtig meget at bede hende om.

Let rystede Jacqueline på hovedet. Uanset hvad, så var det her for mærkeligt. Hun begyndte forsigtigt at bladre i bogen, hvor hun forventede, at han ville sige til, når hun skulle stoppe. Han virkede ivrig.. Men igen, hvis han havde været fanget i skikkelsen som krage i så mange år, så var det da heller ikke underligt, var det? "Hvad hvis det ikke virker?" spurgte hun pludseligt. Den tanke slog hende jo også. Det var stadig vildt mærkeligt, alt det her!

[Deleted]

Godt. Hun virkede ikke synderligt bekymret over det, alligevel. Netop som det skulle være. Og i hans hoved, så blev det heller ikke så ritualistisk, som hvis han skulle stå stille på gulvet. Han var ikke til den slags højtidelighed. Og han håbede da egentlig også at tankerne om alle de ting hun havde delt med ham, var en del af ligningen. For selvom han havde været omkring i en del år efterhånden, havde intimiteten været ensidig i deres forhold. Et forhold med hende som herskerinde, og ham, blot som en simpel krage. En krage kunne jo ikke dele intime og personlige ting. Og selv hvis et væsen som Sorin forsøgte, ville det nok være blevet tolket anderledes. Om hvad han i fremtiden ville dele med hende, i sandhed var intimt og personligt, var svært at vide - selv for ham. Men noget ville han da dele med hende, uden tvivl. *Til nogle, er tolkningen den eneste forskel imellem videnskab og magi. Og til andre, er alt som er overnaturligt, det samme af væsen.* Kragen forsøgte at forsikre hende på måske lidt kryptisk vis. Men ikke desto mindre det samme. Han vidste ikke hvor gammel hun i sandhed var, men han så hende dog som ung og endnu uerfaren på en del områder. Måske hun en dag ville nå samme konklusioner som den gamle Sorin selv havde nået? Han regnede nu ikke helt med det, trods alt. For helt ærligt, så var Sorin ikke en personlighed man typisk ville møde på en mørk aften, eller i så mange selvskaber.

Kragen betragtede opmærksomt Jacqueline og bogen, som hun bladrede igennem den. På udkig efter de få sider, der indeholdte ordene der skulle bruges for at befri ham fra hans forbandelse. Han kunne unægteligt mærke en spænding vokse i sig, og Kragen blik blev derfor også en smule statisk og febrilsk, på en måde. Dog, faldt blikket til ro mod Jacqueline. *Hvis det ikke virker, må vi tage den derfra, og løse problemet.* Ganske pragmatiske ord, egentlig. Men hvad ellers var der at gøre? Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at erklære fallit og give op efter blot et enkelt forsøg med hende. Og dette var langt fra Sorins første forsøg på at bryde forbandelsen. Pludselig opdagede Kragen den rigtige side, og trådte derfor frem med kløerne på sin ene fod, og markerede derved siden. *Her er den!* Kragen hoppede rundt om bogen, hen på hendes side af den, så den kunne læse indholdet af siden. Og det syntes endda at kragen nikkede en enkelt gang. *Ja.* Gentog han på en måde i sit hoved, for at understrege at det var det rigtige stof. Kragen, under hende, vendte sig derefter mod Jacqueline og kiggede op. *Det kræver blot to ting.* ... *Først, må du placere sin hånd på illustrationen, og derefter gentage ordene roligt.* Som forventet, indeholdte den ene af de to sider, en stor illustrering, og den anden nogle hurtigt skriblede ord i et oldgammelt ritualistisk sprog. Heldigvis, kunne Sorin læse dem.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Ung og tildels dum, kunne Jacqueline sagtens vise sig at være. Så gammel var hun nemlig heller ikke, og derfor havde hun endnu frygtelig mange ting at lære, og disse kom jo heller ikke ligefrem af sig selv. Derfor ville hun også gerne vide sig sikker på, at det som hun gjorde, var med en mening, og at hun selv måtte få noget ud af det, og ikke bare blev ladt til sig selv. I forvejen var hun jo faktisk en.. ensom kvinde. Tænk engang, at man skulle bryde reglerne, for at få lov til at leve sit liv. Det var jo umenneskeligt, som aldrig nogensinde før! Hun hadede det jo selv!
"Så må vi se, om det er en evne, som jeg er i besiddelse af," sagde hun denne gang. Hun havde vel aldrig egentlig tænkt over, hvilken magt og styrke, der lå i det talende ord? Og nu stod hun overfor en mand, som ikke havde været i stand til at bruge den evne i frygtelig mange år. Det måtte egentlig være forbandet frustrerende.

Jacqueline bladrede i bogen, selvom et stadig var meget underligt. Det måtte være en drøm. Det var det eneste, som gav mening, og det var nok også derfor, at hun valgte at springe ud i det på den måde, som hun nu gjorde. "Jeg håber, at du ved, hvad du gør," sagde hun denne gang. Hun stirrede næsten fortabt ned i siderne foran hende. Hun havde ingen anelse om, hvad hun søgte efter.
Det gippede næsten helt i Jacqueline, da han meddelte, at hun nu havde fundet den rette side. Hun kiggede på den.. Det var et noget intetsigende mærke, men han virkede overbevist og ikke mindst begejstret for det. Jacqueline flyttede sig en smule, så han kunne komme til. Kunne han læse dem? Det håbede hun godt nok!
Hjertet begyndte at hamre og nærmest galopere mod hendes bryst. Var det nu? Hun nikkede. Hun havde jo kun hans instruktioner at gå ud fra. Hånden sænkede hun, hvor hun lod sin pege- og langefinger, langsomt glide over symbolet på siden. "Hvad så nu?" spurgte hun denne gang. Nu var alt faktisk op til ham. For hans skyld, håbede hun faktisk at det virkede.. Nu var hun for alvor spændt.

[Deleted]

Oh, Sorin vidste godt hvad han gjorde. Han havde brugt uhyggeligt mange år på at opspore bogen, og på at lære hvorledes han kunne bryde forbandelsen. Og alle solide spor var ledt til denne selv samme bog, og det selv samme vers de to nu betragtede på siden. Det gav måske ikke mening for Jacqueline, men til Sorin gav det stor mening. Blot verset i sig selv, var ikke blot ord til ham. Men det værktøj der ville bryde hans forbandelse, og atter befri ham. Han var mere end blot begejstret, så det var intet under han ikke kunne skjule det helt. Dog gjorde han en brav indsats. *Som du har hånden på illustrationen, gentager du blot efter mig.* Forklarede kragen yderligere, og vendte sig derefter mod bogen, for at nærstudere ordene, inden han ville gå i gang. Han havde ingen intentioner om at fejle noget som helst, men vidste også at udtalen af ordene blandt andet ikke var så vigtigt. Det var blot vigtigt, at de blev ytret, og deres mening ikke blev misforstået eller misbrugt. *Okay, så kommer det.* Kragen brugte lige et hurtigt øjeblik på at strække sine vinger ud, som om den strakte sig, inden den så samlede dem mod kroppen igen.

Denne lille krage måtte fokusere, sjovt nok. For at være helt sikker på at Jacqueline ville kunne høre alle ordene i tankestrømmen. *Af aanash agon, agh âdhn akhum alai, aanghum.* Sorin var intet fjols, så han vidste godt at bogstavrimene af ordene meget vel kunne forvirre hende en smule. Men han fokuserede dog klart på det, og formulerede ordene langsomt og tydeligt i sit hoved, hvilket ville give hende plads til at kunne udtale dem som han tænkte på dem.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

For Jacqueline gav det her virkelig ikke mening. Endnu overbevist om, at dette også måtte være en drøm, forsøgte hun bare at følge med, et eller andet sted? Hun havde i hvert fald meget svært ved at forestille sig, at det her ville virke for nogen på sigt. Men han var overbevist. Et sted, måtte hun næsten finde tanken utrolig kær. Kort hævede hun den nu frie hånd, og strøg ham kort over den smukke og sorte fjerpragt. "Jeg må beundre din vilje," sagde hun denne gang.
Kragen nærstuderede de mange ord, som selv Jacqueline ikke kunne læse. Det måtte være et virkelig gammelt sprog, for det var i hvert fald ikke den tunge, som hun havde lært at skrive og udtale. Et smukt væsen.. Gad vide hvordan han så ud som en fuldvoksen mand? Det var noget, som alligevel formåede at vække en klar nysgerrighed i hende, og det var heller ikke noget, som kom af ingenting. Nu havde hun altid været typen som havde levet på kanten til det forbudte og spændende. Deraf havde hun allerede en fornemmelse af, at det her ville være en vej ind til en mere spændende fremtid også for hende.

Tavst blev Jacqueline siddende. Hun mærkede det sitre en smule i kroppen. Spænding? Nervøsitet? Nej, det kunne kun være en blanding. Hun havde aldrig gjort noget lignende før. "Af aanash agon.." Hun forsøgte virkelig at følge med, også for hans skyld. Kun for hans skyld. Det her var stadig rigtig mærkeligt! "Agh âdhn akhum alai, aanghum," fortsatte hun. Det var svært.. Det var ord, virkelig svære at udtale, men hun forsøgte!

[Deleted]

Selvfølgelig bemærkede Kragen strøgene af hendes fingre over fjerpragten. Ganske behageligt, egentlig. Men den fjerpragt ville forhåbentlig snart forsvinde, for altid! Selvom han under andre omstændigheder ville tillade sig selv at nyde kærtegnene af en attraktiv ung kvinde, tillod han dog ikke for meget hengivelse, og holdte i stedet fokus mod opgaven han havde ved hånden. Der ville altid være tid, og ikke mindst lyst, til ting af en langt anden natur i fremtiden. Efter han var vendt tilbage i formen af sin fødte krop. Selv undrede han sig lidt... mon han så ud som han selv huskede det? Eller var billederne i hans hoved, som han havde forestillet sig igennem årtusinder, blevet fordrejet? Han håbede i hvert fald ikke at han pludselig var ændret helt i fysisk udseende, for han havde nu altid godt kunnet lide måden han selv så ud. Og andre, havde skam også kunnet lide det. Ak ja, der var vel ingen skam i at dyrke sig selv, var der?

Måske var det Kragens spænding der smittede en smule af på Jacqueline. For Sorin kunne sagtens fornemme spændingen fra den unge kvinde. En spænding han i sandhed delte med hende! En spænding der kun voksede, som han hørte ordene falde fra imellem hendes læber, og næsten fylde hendes værelse med dets unaturlige klang. Overraskende nok, var han skam også ganske tilfreds med hendes udtale af ordene. Og tænkte lidt uopmærksomt, for sig selv, at hun da sikkert ville kunne lære lidt af sproget, hvis hun lystede. Selvom dets magiske kvaliteter nok ikke ville være til nogen større gavn for hende.

Som Jacqueline havde udtalt ordene, faldt der en næsten smertefuld stilhed over rummet. Og Sorin forholdte sig i en næsten forventningsfuld ro. Efter nogle øjeblikke, måtte kragen erkende, at der ikke syntes at ske noget, og den derfor hoppede rundt om bogen, modsat hende igen. *Okay.* Han løs til at erkende et form for nederlag. *Måske, hvis vi.. Argh!* Skuffelsen var nået at sætte sig i Sorin, og han havde allerede været i gang med at udtænke en løsning - som en pludselig smertefuld sensation lagde sig over hans lille fjerklædte krop. Vingerne blev strakt ud til siderne i en næsten makaber facon, og dets lemmer vred sig rundt i en unaturlig fleksibilitet. Hvad der syntes små tykke fangearme af sort røg; flød langs sengen fra bogens illustration. Og som røgen forlod sidens pergament, forsvandt blækket af illustrationen. Som var blækket blevet forvandlet til disse sorte røgede fangearme. Deres hjemsøgende tekstur, viklede sig om kragens lemmer og fysik, og inden røgen opslugte kragen helt, syntes den sorte fjerklædte krop at være vredet på uproportioneret vis. Kragen syntes næsten at stritte imod, og nogle få gange, kunne man ane vingespidserne stikke ud af den tykke røg. Og i ét, slog vingerne i et kraftigt slag, og kragen lettede svagt fra sengen, mod gulvet. Alt dette skete i løbet af blot nogle få sekunder, og som kragen og røgen som omhyldede den, havde forladt sengen - udvidedes røgen i størrelse og tykkelse. Det var alt sammen uklart og utydeligt, men kragens sorte fjer og dun, forsvandt i røgen - erstattet af en lysere askegrå nuance bag det tykke slør af sort røg.
Men inden længe, atter i løbet af blot nogle få sekunder, begyndte den tonede form og fysik af en slank og veltrænet mandlig skikkelse, at vise sig i røgen. Sorin Temkura var genskabt! Fangearmene af sort røg cirkulerede den nøgne krop i en spiral, der endte ved Sorins mund. Sorin stod med ryggen til Jacqueline. Med ryggen og skulderbladene bøjet bagover i hvad der kunne tolkes som smerte. Alt imens røgen i strøm, forsvandt ned i hans mund; indtil der blot stod den mandlige skikkelse af Sorin tilbage. Da den sidste anelse af røg var forsvundet ned imellem Sorins læber, krummede han ryggen forover, for derefter at hæve brystkassen i en voldsom og lettet bevægelse, som han tog en dyb og tydelig indånding. Han sitrede endnu en anelse, som hans øjne nu begyndte at studere hans egne arme og overkrop. Næsten nysgerrigt og febrilsk. Sorin åndede lettet op, med antydningen af en munter latter, som han studerede sig selv og sin krop nærmere. Han havde næsten glemt tilstedeværelsen af Jacqueline...
Dog, indså han atter hurtigt, hvor han egentlig var henne, og hvordan han var kommet dertil. Så Sorin; i al sin nøgne pragt, vendte sig mod Jacqueline. "Jeg siger dig; at holde en fjerpragt, er ualmindeligt besværligt.." Bemærkede han som en form for indledende, retorisk, og næsten humoristisk kommentar. Og det var så også dér, at han indså at han jo trods alt stod splitterravende nøgen foran hende. Og han lod sine sorte og gullige øjne glide ned over hans egen nøgne form. Det var dog en realisation der blot fremkaldte et smil over hans lettere buttede læber, som han lagde hovedet på skrå, og betragtede Jacqueline ganske selvsikkert. "Jeg håber jeg ikke får dig til at føle dig utilpas?" Spurgte han så, i en klar charme og en sådan sikkerhed, at det næsten syntes nonchalant. At han var nøgen, rørte da ikke ham det mindste! Han vidste hvad han havde, og han var ganske tilfreds.. Dog, gav han hende ikke rigtig ro og tid til at svare eller reagere, inden hans blik så pludseligt faldt på hendes sminkebord. Og i blot blinket af et øje, sad han pludselig på stolen foran sminkespejlet, og studerede sit eget spejlbillede med et lille smil. Det burde efterhånden blive mere og mere tydeligt, at han ikke var et ganske almindeligt menneske. Som han vendte og drejede hovedet foran spejlet, lod han let sine fingre berøre trækkene af hans ansigt. Og smilet bredte sig af og til. "Hah! Lige som jeg husker det!" Han talte egentlig mere til sig selv, end til hende. Han spredte sine læber, og afslørede sine kridhvide tænder, og åbnede munden på vidt gab, for ligeledes at studere dem i spejlet. "Alt er i sin skønneste orden.." Konkluderede Sorin, lænede sig tilbage i stolen, og tog sig blot et enkelt sekund mere, til at smile til sit spejlbillede, og atter rejse sig derfra. Det var nu kun rigeligt, at Jacqueline skulle belønnes med hans opmærksomhed - nu hvor han var blevet genforenet med sit familiære udseende - ikke sandt? Endnu nøgen, lod han armene hæve til siderne, og bukke for hende, næsten højtideligt. "Jeg takker af hele mit hjerte, Jacqueline."

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Det var vel gået op for Jacqueline, at det var sidste gang, at hun ville se Sorin på den her måde, hvis det hele rent faktisk skulle lykkedes? Hvis den forbandelse ville ende med at blive brudt? Hvorfor var det, at det var en tanke, som hun havde svært ved? At give en mand som frihed, alt imens hun selv skulle sidde fanget her ved Evan Strife, som gjorde alt hvad han kunne, for at lægge bånd på hende?
Spændingen voksede næsten op over tagene. Det var en stihed, som lagde sig i værelset, som hun ikke kunne beskrive. Det var nu eller aldrig, og selv Sorin måtte da være forbandet spændt, hvis det her var den chance, som var for at han skulle genvinde sit liv igen? Eller den frihed, som han en gang, var blevet berøvet om ikke andet. Hendes blik hvilede på ham.. intenst, mens hun udtalte ordene. Her forsøgte hun virkelig at fokusere på at løsrive ham af de usynlige lænker, som holdt ham i skikkelsen.

Det første, som slog Jacqueline, var, at de havde fejlet. Det så da ikke ud som om der rent faktisk skete noget. "Der skete intet..?" spurgte hun denne gang. Hun var jo heller ikke magisk indstillet på nogen måde, som dæmon!
Tavst forholdt hun sig denne gang, da Sorin denne gang, stod fuldkommen stille.. Den kulsorte dis, der forlod bogen og det symbol, hvor hendes fingre måtte ligge, fik hende hurtigt til at trække hånden til sig, som havde hun brændt sig.
Disen lagde sig tæt omkring ham. Skulle hun bryde ind? Hun vidste jo slet ikke hvad det var for noget! Det som hun også kunne være bange for her, var at den magiske udladning af kraftig energi, var noget som selv Evan måtte opfatte? Han ville hugge hovedet af hende, om han gjorde! "Hvad er.." Hun tav igen, og bakkede denne gang mere væk fra sengen og væk fra det som skete midt på hendes værelse, midt på gulvet.

Der.. disen lagde sig, idet han nærmest slugte den.. En bredskuldret, høj og.. nøgen mand, stod pludselig der foran hende. Hænderne lagde hun mod brystet. Det var surrealistisk, som aldrig nogensinde før! Hvordan han så ned af sig selv.. undersøgte sig selv.. kiggede i spejlet. Hun vendte denne gang blikket den anden vej. Tøj, som han kunne passe, havde hun jo heller ikke ligefrem liggende!
Tavst forholdt hun sig, da han satte sig, og kiggede i spejlet. Hvordan han rørte sig selv i ansigtet. Hun studerede ham. Det var slet ikke, hvad hun havde forventet, at finde i den lille krage, som hun selv havde huset igennem de sidste mange år. Hun trak vejret dybt. Han rejste sig.. Var det nu? Skete der noget nu? Næverne knyttede hun tæt ved brystet. Et sted var hun vel.. en smule skræmt, af hvad der var foregået? "Du er slet ikke, som jeg forestillede mig," sagde hun denne gang. Det var egentlig det eneste, som hun fik sagt.
Sorin valgte at bukke for hende? Det var overhovedet ikke nødvendigt! Hun var ikke værd at bukke for. Hun trak vejret dybt. Hun søgte langs væggen, hvor hun denne gang greb om sit sengetæppe, som hun rakte ham. "Tag det her på.." sade hun denne gang. Han var taknemmelig.. Det var tydelig, men hvad så nu? Ville han bare tage af sted? Så mange år med en krage i hus, som skule vise sig at være en mand. "Ingen mand, fortjener at være fanget," sagde hun ærligt. Hun sendte ham denne gang et let smil. Hun var faktisk.. overrasket over, hvor god hun havde været!

[Deleted]

Dette føltes allerede helt igennem fantastisk! Sorin var atter tilbage i sin sande form. Tilbage i sin krop, og atter fyldt med sine magiske kræfter der flød i hans vampyriske blod. Blot sanseindtrykkene han var omringet af; var en velkommen tilføjelse, efter en lang og lettere kedelig tilværelse som Krage. Han kunne jo ikke lyve overfor sig selv, og påstå at han havde nydt det særdeles meget. For... det havde han ikke! Bare luften mod hans nøgne krop, fra det åbne vindue, var en sensation han havde savnet. Han havde savnet det hele. Og havde han været en mand af en anderledes konstitution, ville han sikkert have grædt af ren glæde. Meeen, nej. I stedet var han efterhånden blevet ganske opmærksom på Jacqueline og hendes varierede reaktioner imod ham og hans tilstedeværelse. Hun kunne have kastet en ildkugle mod ham i ren desperation og panik, og det ville egentlig ikke røre det mere end det gjorde nu. For i sidste ende, var det da også lidt underholdende, at hun reagerede sådan. Hendes forvirring var næsten uskyldig, og ærlig talt; lidt morsom. Så han smilte til hende som hun rakte ham sengetæppet, og tog imod den. Ak ja, hvis det var hvad hun ville.. Han viklede sengetæppet om livet på sig selv, og bandt den sammen ved maven, så tæppet kunne hvile mod hofterne.
Sorin virkede næsten forlegen og/eller nervøs, som han førte en hånd igennem sit hvide lange hår. "Ja, omkring det..." Hans skæve smil afslørede et par tænder, som han stillede sig ved sminkebordet. Endnu en smule afslappet, lænede han sig mod sminkebordet, og lænede bagdelen på kanten i processen. "Jeg har, måske, løjet." Han kneb to fingre sammen foran sig. "-En lille smule." Lød det fra ham og han endte det med hvad der næsten kun kunne tolkes som et uskyldigt smil. Han var dog hurtig til at hæve en forsikrende pegefinger, som hans opmærksomhed var rettet mod hende. "Men jeg blev forbandet af en ond Warlock! Eller... faktisk mere end én." Han holdte en lille tænkepause, og skar sine tænder i adskilte læber. "Og jeg fortjente det, måske" Han gjorde atter den samme knibende bevægelse med sine fingre. "-En lille smule..." Det var skam ikke fordi han forsøgte at overbevise hende, igen. Dette var, tro det eller ej, hans vage forsøg på hvad der kunne tolkes som en undskyldning. Og hans forsøg på at 'come clean'.
Han endte igen med at kigge ned ad sig selv. Og derefter på hende med granskende øjne. Han trak lidt på skuldren. "Ser du..." Med den ene hånd hvilende på sminkebordets kant, hævede han den anden hånd, og knipsede en gang med fingrene, hvilket skabte en lille grønlig gnist.. Og ganske fint, på ganske magisk vis, opstod der klæder på hans krop. Magi havde kun få begrænsninger, og begrænsninger var Sorin ikke en fan af. Sorte bukser og støvler, kom frem under sengetæppet, som han så bandt op, og lod falde til gulvet. Hans overkrop blev klædt i ligeledes mørke klæder, beklædt med plader af køligt stål, og en rød rubin. Ovenover, opstod der en åben frakke af læder og stof, ligeledes med kølige skinner af stål om hans underarme... "Jeg er en Warlock."