Never judge a book by its cover!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

@sorin

---

Vinduet stod åben i det store værelse i det gamle Strife Mansion. Det var sjældent Jacqueline var hjemme, og når hun endelig var, skændes hun så det bragede med Evan, som var herren i huset. De mange regler, drev hende kun til vanvid, hvilket skam også var grunden til, at hun nærmest flygtede ud, ved hver en given lejlighed.
Gardinet blafrede i takt til den iskolde vind, som stod ind af vinduerne. Men som isdæmon, så var det ikke rigtigt noget, som bed sig på hende, for hun kunne ikke fryse, som hun heller ikke kunne have det for varmt. Til tider, var hun virkelig en umådelig priviligeret ung kvinde, alt taget i betragtning.
Den tynde og kulsorte natkjole med enkelte perler og broderinger omkring brystet, som selv var pænt fremtræden, som hun havde slynget om kropen, komplimenterede ikke just hendes slanke og ellers perfekte skikkelse. Ungdommelig, og et tegn på velfærd, da hun bestemt ikke var typen af en kvinde, som manglede noget, for det var hun da godt nok heller ikke. For en gangs skyld, havde hun ikke sat håret op, hvor det hang i smukke og fine bølger bag hende. Det gik hende halvvejs ned af ryggen, så det var efterhånden ved at være langt. Mon det var på tide, at få det klippet efterhånden?

Vandrende på nøgne fødder, satte hun sig ved vinduet. Den fine lille krage, som hun havde fundet for nogle år siden.. Reddet ud af en dyrefælde i skoven, som de boede i. Her havde hun levet stort set hele livet. Hun havde små og enkelte minder af sin familie, men selv de, var gledet mere og mere i glemmebogen, for hun tænkte ikke rigtigt på dem mere. Hvor mon det kære lille kræ var henne? Vinduet lod hun som oftest stå åben, så han kunne flyve, som han ville. Selv havde hun fået arrangeret en pind i værelset, som han kunne sidde på, når han ikke var ude. Det var jo faktisk kun når hun sov, at vinduet var lukket. Et krav fra Evans side af, som selv klagede bestandigt over, at det konstant var koldt, når han gik forbi, men han kunne jo bare være ligeglad!

[Deleted]

Dette havde efterhånden været en ganske begivenhedsrig nat, for Kragen der boede i dette mansion. Selv som krage, priste Sorin sig selv en anelse, for sine evner til at bedrage og føre bag lyset. Ganske enkelt; havde den listige krage spillet død... på en måde. Faktisk, havde den fløjet hoved først ind i et vindue, og brækket sin nakke. Og Strife Mansions lokale urtekyndige havde fundet ham. Ganske efter planen. Og efter planen, havde den gamle mand ikke meldt kragen død til den unge frøken der boede der, men havde i stedet bragt den til sit laboratorie nær torturkammeret i kælderen...
At Den listige krage var kommet til Strife Mansion. Og at han havde befundet sig i en dyrefælde, netop som den unge Jacqueline havde passeret - havde på ingen måde været en tilfældighed. Men et planlagt forsøg på at komme ind i det store mansion. For i dette mansion, var der en bestemt genstand, som ikke var andre steder. En gammel bog om inkarnationer og forbandelser, skrevet af en af de Warlocks som havde forbandet Sorin, for alle de år tilbage. Og i årevis havde Kragen forsøgt at pege den unge Jacqueline i retningen af bogen! Efterladt et spor af brødkrummer til laboratoriet. Skreget og galet på livet løs. Men intet var blevet forstået. Og her havde Sorin regnet med at den unge Mentaldæmon ville kunne forstå hans tanker... men selv dette var ikke sket.

Så denne aften, havde Kragen taget sagen i egen hånd! Liggende på bordet af det primitive laboratorium, med vingerne spredt, ventede Sorin blot på sin mulighed. Og som den gamle urtekyndige fandt en lille kniv frem, og gik hen mod bordet - kom der atter liv i kragen, som begyndte at baske med vingerne, og skråle. Chokket var nok til at sende den gamle mand hovedkulds bagover stolen, og hamre sit hoved mod gulvet. Kragen vendte hovedet som den anrettede sine vinger, og skærpede sit blik imod bogreolen. Og dér var den!
Det varede ikke længe, inden kragen havde formået at klunte sig hen til trappen der ledte til stueetagen, med den gamle bog slæbende hen ad gulvet. Hvert et hop frem ad de små kragetæer og kløer, gav rum til et anstrengt skub til bogen med næbet. *Tæhæhæ.* Han frydede sig ved tanken om at tiden endelig var inde! Og ikke mindst over hvorledes hans lille diabolske plan var forløbet. Kragen hoppede op ad det første trin, og trak bogen med derop. Derefter op på det næste trin, og bogen fulgte hurtigt derefter. Og således fortsatte det. Hvad der syntes blot en lille gåtur for mange; syntes en længere episk rejse til Sorin.
Men i ét, frøs Kragen sine bevægelser. Halvvejs op ad trappen til indgangshallen, og vendte et skarpt øje mod gangen hvorfra den var kommet. Den gamle mand var vågnet, og fumlede nu med møbler, på vej efter Kragen. "Din lille..!" Og i det samme, satte Kragen luft under sine vinger, med kløerne om bogbinderiet. I et desperat forsøg på at bære den tykke bog med vingerne. Det lykkedes til dels. Men han kunne ikke løfte den nok op i vejret, og bogen derfor stødte mod trappetrinnene. Men da Kragen halvt udmattet, endelig havde slæbt bogen op til indgangshallen og det øverste trappetrin, havde den gamle overvægtige mand, indhentet ham. Stædigt og stoisk, valgte Kragen at plante sine kløer på bogen, og vendte sit blik mod manden. Den ældre herre rakte ud efter bogen, og forsøgte at vifte spøgefuglen væk, men blev i stedet nappet af næbet. Sorin ville hellere vække opmærksomheden af alle i dette hus, end at opgive sin mission, endnu engang! Så kragen begyndte at skråle skingert på livet løs. I håbet om at Jacqueline ville høre det, og redde ham fra idiotien af denne bumlende gamle urtekyndige!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Siddende lidt i sine egne tanker, stirrede Jacqueline ud i mørket. Endnu en dag med en omgang stuearrest. Tænk engang! Hun var jo ikke engang en lille møgunge mere, og her sad hun så! Armene lod hun søge over vindueskarmen, hvor hun lagde hagen mod dette. Det lignede uanset ikke hende, bare at sidde hjemme på den her måde, og bare stirre ud i mørket. Nej, hun plejede at rende rundt i byen og more sig.. Lokke mændene til at give hende drinks, og ellers leve på sin storslåede velfærd, som hun vidste, at hun kunne prale med, om det var hvad hun ville, og det var det som hun uden tvivl også havde tænkt sig, at gøre her.
Vinden slog direkte mod hendes ansigt. Ikke isende og kold, som den ville have været for så mange andre, men derimod mere som et kærtegn mod hendes kind. Det føles godt.. Hvor ville hun dog ønske, at hun kunne mærke det på hele kroppen i stedet for!

Hvor mon kragen var blevet af? I tider havde hun overvejet at give ham et særligt navn. Han havde jo en sjov tendens til at vende tilbage til hende, når hun lod vinduet stå åbent. Eller var det bare hende i den naive tro igen? Det ville i hvert fald ikke være nyt. Og hun hadede sig selv for det, når hun endelig faldt i de fælder igen og igen.
Var han fløjet for bestandigt? Et kort øjeblik frygtede hun det, frem til hun kørte de voldsomme skrig nede fra hallen. Hvad pokker? Hun drejede hovedet. Selvom hun slet ikke var ment at forlade sit værelse, voksede nysgerrigheden.. og et sted, også en frygt. Elegant, sprang hun fra vindueskarmen og søgte tværs over gulvet, hvor hun rev sine dører op, og løb hen til rækværket, og stirrede ned mod den store hall. De sorte vinger og den lille skikkelse genkendte hun. Omgående lynede hendes øjne. "Ikke rør ham!" bed hun af manden, som forsøgte at slå ud efter ham - lignede det for hende.
Hurtigt søgte hun ned af trapperne, for at nå det lille væsen, som hun hurtigt søgte hen til. Hvorfor den urtekyndige mand var efter ham, og hvad grund han havde til det, forstod hun slet ikke. Næverne forsøgte hun at lukke om den lille skikkelse, hvor hun forsøgte at låse hans vinger tæt ind hans krop, så han ikke kunne slå med disse. "Han har intet gjort dig! Jeg sværger.. hvis du har knækket så meget som en fjer på ham.." Hun stirrede fast på ham. Bogen lod hun ligge. For nu, havde hun jo ingen anelse om, at det var en fuldvoksen mand låst fast i en særlig dyrisk skikkelse.

[Deleted]

Selv en mand som Sorin - måske endda især en som ham - ville være den første til at erkende charmen over den kære Jacqueline. Og det simple liv som Krage, havde skam også bragt sine frynsegoder med, i hendes tilstedeværelse. Men det var på tide at han løsrev sig fra denne forbandede fjerklædte skikkelse! På tide at vende tilbage til det langt savnede liv som smagsprøver af livet! Han absolut nægtede at finde sig ydmygelsen af denne forbandelse, længere. Og han kunne måske blot være en Krage, men han ville ikke stoppes denne gang.
Og af netop denne tankegang, afkom determination til at skrige og drage sig opmærksomhed. Til at prikke og nappe efter mandens hænder, som han forsøgte at tage bogen til sig igen, og vifte kragen væk. *Kom an, tyksak!* Den lille krage stod standhaftigt på bogen, og manden blev mere og mere forsigtig for hver gang hans fingre blev nappet. Sjovt, hvordan de fleste sagtens kunne afværges og forskrækkes af et så lille væsen, blot så længe det larmede og bed fra sig. Hans ellers uforudsigelige natur, hjalp ham nok også lidt i dette.

Endelig ankom Jacqueline. Så kunne denne hersens mand forhåbentligt blive sat lidt på plads! Kragen fortsatte med at skråle af manden, og mod Jac, for at fange hendes opmærksomhed mod bogen. Men atter engang, syntes pigen totalt ignorant overfor kragens ønsker - og besluttede sig i stedet for at samle ham op! Kragen spjættede en anelse som et par hænder blev lukket om hans lille skikkelse. Han hadede at være så lille! Havde han været sig selv, havde der været andre boller på suppen! Men iih nej, pigen ignorerede bogen som kragen bravt havde forsvaret imod den fedladende mand. Og det endte med at Kragen nappede efter Jacquelines hænder, for at komme ned til bogen igen. Han ville først lade sig komme stille derfra, hvis pigen tog bogen med!
Den urtekyndige rakte ud efter bogen, men stoppede dog sig selv, idet kragen atter gav et skrål mod manden. "Jeg har intet gjort ham, unge dame! J-jeg fandt ham død i haven. Brækket nakke. Og pludselig var han i fuld iver, og tog min bog!" ... "Jeg vil blot have min bog igen." Svarede manden i forsvar. En ganske almindelig mand. Lærd. Men også lidt af en overtroisk bangebuks, når det kom til de overnaturlige herrer og beboere af dette mansion. Sorin forsøgte desperat at række ud efter bogen med både næb og kløer, i skrål og spjætten. *Bogen, pigebarn!* Han skulle nok selv slæbe den tilbage op til værelset igen, hvis den tøs ikke gad! Han vidste dog også godt pigen intet ville høre, så han kæmpede skam sin egen kamp.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Kragen havde været et dejligt selskab i de dage, hvor Jacqueline havde været oppe at skændes med Evan, hvilket faktisk var dage, som forekom hyppigere og hyppigere i takt med, at hun var blevet ældre, og havde dannet sig sin egen ekstremt selvstændige personlighed. Det var ikke noget, som hun kunne gøre for, for det var jo egentlig bare sket af sig selv.
Dog fandt hun sig ikke i, at denne mand forsøgte at gøre det lille væsen noget! Stakkels fugl! Den ville da ikke kunne gøre noget mod en stor mand! At han så virkede bange for den, havde hun det fint med, for det fortjente han! Den lille fugl skulle da heller ikke straffes for noget, som han ikke kunne gøre for! "I så fald, må du få dine øjne undersøgt! Han kan jo ikke have brækket nakken, sådan som han skratter rundt, vel?!" bed hun af ham, da hun forsøgte at samle kragen op, for at beskytte ham fra denne mand.

At fuglen dog synes at have en helt anden mening, som den nappede og kradsede ud efter hende, gjorde næsten automatisk, at hun måtte slippe igen. "Av, for...!" udbrød hun denne gang chokeret. Aldrig havde hun set ham opføre sig på den måde! Hvad pokker gik der af det kræ?! Fast vendte hun blikket mod sin hånd, som hans skarpe klør alligevel havde taget en tur henover. Visse steder begyndte hendes håndflade faktisk også at bløde.
Irritationen var det næste som nærmest skyllede ind over Jacqueline. Var det den urtekyndige mands skyld, at han opførte sig på den måde? umiddelbart hørte hun ikke at det var fuglens stemme som lurede i hendes hoved, da det hele druknede i skældsord og høje skrig og skrap fra det lille væsen. Det skar jo nærmest i ørene, så meget og så højt, som han kunne skrappe! "Hold nu op! Er du klar over, hvilke problemer du giver mig nu?!" spurgte hun denne gang. Her stod hun i en tynd natkjole, udenfor sit værelse, alt imens hun havde stuearrest! Det tegnede jo ikke godt! Selv forsøgte hun igen at gribe ud efter kragen, i et forsøg på at få ham væk fra bogen, så manden kunne få den og alle igen kunne gå til ro. Den her støj, vækkede da hele huset, og hvis Evan vågnede.. Hun ville slet ikke turde tænke på, hvad konsekvenserne heraf ville være.. Og dem undgik hun altså helst!

[Deleted]

Kragen havde været i dette mansion, og/eller omkring Jacqueline i flere år efterhånden. For gæster og besøgende, eller de hun kunne kalde sine venner og bekendte, havde han været lettere fast inventar. Ikke at hun nødvendigvis havde vist ham frem, eller han havde været omkring hende hele tiden, dog. Som krage kunne han ikke modstå fristelsen af f.eks. skinnende objekter. Og havde adskillige gange stjålet ting, eller gemt ting og sager i det store hjem. Og flere gange end blot nogle få, havde den listige krages uskyldige handlinger, været skyld i skænderier. Blandt andet. Hvad skulle Sorin da ellers få tiden til at gå med? Sidde på sin pind i værelset og glo ud af vinduet? Nippe foder af hendes hånd dag ud og dag ind? Fandeme nej! Han var så meget ovre denne tilværelse. Han ville være fri! Sorin havde ingen anelse om hvor mange år der var gået siden forbandelsen var blevet kastet over ham. Tiden var, næsten ganske bogstaveligt, fløjet forbi ham i uhyggelig hast. Og han havde ingen måde hvorpå at vide, at der var gået over 30.000 år! I hans sind, kunne der sagtens blot være gået et par årtier. Men én ting var sikkert... og dét var; at han ville hade enhver dag han skulle leve dette liv endnu. Og Jacqueline skulle være den, der hjalp ham med at slippe fri!

Manden fandt sig selv stammende. Hvordan kunne han dog ellers forklare hende, at det var hvad han havde set? Hverken han, eller nogen anden, vidste at de havde med en udødelig krage at gøre. At enhver skade ville heale, og at selv død ville omvendes. Dog, var kragen endnu rastløs, og fyldte et hvert øjeblik af stilhed og ro med skrål og ihærdighed. Dog, var den stille, så længe den fik lov til at stå på bogen. Så, i det samme Jacqueline atter forsøgte at få ham væk, så kragen sit snit til at rydde lidt op i mængden. Luft fandt vej under vingerne, og ganske truende og aggressivt, begyndte kragen at nappe af manden. Dette var usædvanlig opførsel, selv fra en så uforudsigelig og uregerlig krage som denne. Og efter nogle sekunders napperi og stik med næbet mod mandens underarme, bakkede manden lidt efter lidt bag ud. Indtil han i stor frustration og irritation, vendte sig om. "Så tag den dog, dit sorte skrammel!" Og lidt efter, blev døren smækket ind til laboratoriet. Kragen stoppede i det samme sin skrålen, og stillede sig igen ovenpå bogen. Med næbet og øjnene rettet op imod Jacqueline. *Sådan! Lad os komme videre!* ... *Mod værelset og sikkerhed, kære ungmø!* Han morede sig nu ganske fint over det hele. Også selvom han måtte arbejde noget så hårdt for sine mål, uden sin magi og sit sande væsen. Kragen var dog endnu standhaftig, og fuldt ud indstillet på at nappe ud efter hende igen, hvis hun atter valgte at ignorere bogen. Den skulle med! Det var logik, selv for en krage!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Hvad Jacqueline egentlig havde huset igennem de seneste få år, vidste hun ikke, men en ting var klart: Han skulle ikke larme for meget, for ellers endte Evan da med at vride nakken om på ham! Han skrappede allerede nu mere end rigeligt, og ikke ønskede hun, at det var noget, som skulle ske! "Ti' nu stille!" udbrød hun denne gang hæst. Hvis han formåede at vække Evan, så svor hun virkelig..!
Uanset hvad denne mand, nu gjorde, ville han ikke komme til bogen. Hvad var det den krage havde fundet så specielt ved den? Der var jo.. intet ved den! Intet skinnende. Det var jo bare en gammel og usselt udseende bog, som der ikke var noget særligt i.

Manden opgav kampen om bogen og trådte tilbage i kælderen. Kragen i sig selv.. synes at være tilfreds med dette? Stemmen som lød, rungede nærmest i hendes hoved. Okay, hvad? Var det kragen, som hun rent faktisk var i stand til at høre?
Langsomt rettede hun sig op. Dyr ville slet ikke have den menneskelige fatning. Og ungmø? Skulle hun tage det som en fornærmelse? "Ungmø?" spurgte hun, hvor det næsten synes, at være det eneste, som hun umiddelbart lige havde fået fat i. Hun rystede på hovedet. Det var ikke her, hun skulle tage den op med det lille kræ. Hurtigt lukkede hun sine hænder om hans vinger, og samlede derfra også bogen op. Det lille kræ, havde virkelig et forklaringsproblem! Særligt efter alle disse år? Det kunne simpelthen ikke være rigtigt!
Jacqueline søgte direkte tilbage til værelset, hvor hun skubbede døren i igen. Forhåbentlig havde Evan intet hørt. Hun slap grebet omkring kragen og smed bogen fra sig på sengen i stedet for. "Jeg forstår virkelig ikke.." Hun rystede på hovedet. Det var ikke ofte, at det var hende, som blev sat sådan ud på den her måde. Blikket kastede hun på bogen. Var hun ved at blive sindssyg? Var det hendes mentaldæmon, som var begyndt at spille hende et puds? "Jeg må være træt.. Det må være derfor." Nej.. den krage, kunne da ikke have snakket til hende! Det gav ingen mening!

[Deleted]

*Ah, så nu hører du mig? Endelig!* Sorin var skam lige så overrasket som hende, men tog det nu mere som en velkommen ting. Også selv hvis hun ikke hørte den videre kommentar. Det havde været langt undervejs, og i nuværende tilstand vidste han ikke helt hvorfor. Som krage havde han sin kløgt, sin snilde, og sin intelligens. Men han havde ikke det hele. Magien var han foruden. Såvel som den dybere forståelse deraf. Hvorfor hun ikke havde kunnet høre ham før, ville han måske kunne svare på i sin rigtige skikkelse. Men ikke nu. Og lige nu, var det da egentlig også lidt lige meget. Nu handlede det om at komme op til værelset, og få dette griseri med forbandelsen overstået! Det forblev, trods alt, ikke vildt spændende at se hende klæde om, dag ud, og dag ind.
Så kragen forblev rolig og ganske medgørlig i hendes greb, og trak blot kløerne til fjerpragten og nød ikke at skulle slæbe den tunge bog hele vejen derop. Da hun så endelig slap ham igen, baskede han lidt med vingerne, og landede på skrivebordet, modsat sengen. Og ikke langt fra hende. Kragen betragtede Jacqueline som hun forsøgte at finde hoved og hale i det hele. Lidt underholdende var det da, at dette forvirrede hende sådan. Og kragens opmærksomhed var tydeligvis vendt mod hende; med hovedet vendt og det ene øje skærpet mod hendes skikkelse.

Sorin valgte dog ikke at forsøge at kommunikere med hende. *Bogen!* Det var på tide at få dette overstået, ville han mene. Selvskabet af en fuldvoksen mand, ville da sikkert også være mere underholdende for hende, end selvskabet af en uregerlig krage... ikke? Og for ikke at fremprovokere for mange direkte spørgsmål fra hende, endte han igen med at få luft under vingerne. Han flød hen til sengen og bogen derpå. Kragen tog et par hop rundt om bogen, og med næbet, blev bogen åbnet. Blikket blev derefter vendt ned mod bogen og ordene derpå. Sikker på at det nok burde tiltrække hendes opmærksomhed. *Master Gregor's Inkarnationer. Haha!* Kragen endte igen med at nippe fat i et par af bogens sider. Men for at bladre helt, måtte kragen hoppe en enkelt gang til siden. En nødvendig anstrengelse, som han bladrede om på en lettere tilfældig side. Kragen stoppede op, og syntes at nærstudere den pågældende sides indhold. *Nej, næste side.* Inden den så igen begyndte at fumle med den næste side, og bladre om.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline vidste ikke rigtigt hvad hun hørte, og hvad hun ikke hørte. For hendes vedkommende, var det underligt, at hun pludselig skulle kunne høre dyr, som havde de en menneskelig forstand. For det havde et dyr ikke, og der var intet igennem de seneste år, som havde indikeret, at han skulle være andet end en typisk krage, som stjal skinnende og smukke genstande, som i forvejen havde været grundlag for flere skænderier. En situation, som rent faktisk morede hende lidt fra tid til anden.
Næsten opgivende, vendte Jacqueline blikket mod kragen, som kun havde den store interesse for bogen. Hvis det ikke var fordi, at hun i forvejen troede, at hun var ved at være fuldstændig vanvittig. Han bladrede i bogen? Snakket med sig selv? Havde hun ikke fået nok søvn i nat, siden hun var sikker på, at hun synes at høre ham snakke? Eller hvad det nu var?

Jacqueline blev siddende med hænderne i skødet. Et sted, var hun mest fristet til at tage bogen fra ham og bare smide den væk.. Lade som om, at den her dag, aldrig nogensinde var sket! "Det her er for mærkeligt.. Jeg kan høre en krage, som den rent faktisk talte til mig." Kort måtte hun grine. Det var simpelthen for mærkeligt, og hun ville slet ikke høre tale om, at det rent faktisk skulle være på den måde.
Igen vendte hun blikket mod ham. Let rystede hun på hovedet. Hun var virkelig fristet til at rive den og bare side bogen til helvede. Langsomt rejste hun sig op. Hænderne lagde hun i sin nakke. Var det Evan der legede med hendes mentaldæmon fra soveværelset længere nede af korridoren? "Du kan ikke snakke til mig.. Du er et dyr.. Du kan ikke læse.. Du kan ikke det der..!" Næsten frustreret søgte hun direkte til ham igen. Her tog hun brutalt fat om bogen, som hun rev til sig, og klappede den i, igen. Fortæl mig, at det her ikke forekommer. Fortæl mig, at det her ikke er sandt.. Det var virkelig for mærkeligt. "Det her, er ikke sandt," sagde hun denne gang. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt, at det her skete. Bogen tog hun op i sine hænder, hvor hun knugede den ind mod brystet. Aldrig i hendes liv, havde hun været udsat for noget så mærkeligt som det her!

[Deleted]

Hun havde altid syntes stædig og egenrådig til Sorin. Som sådan ikke kvaliteter der var helt dårlige, ikke når det kom til hendes tilværelse, i hvert fald. Men han ville dog ønske hun bare lod sig selv gå med strømmen! I stedet for at betvivle hendes egne evner, såvel som hendes sanser. Det var efterhånden tydeligt at hun hørte ham. Mere og mere klart for hver gang hans tanker flød i hovedet. Det måtte være hans determination og beslutsomhed - der manifesterede tankerne i et sådan omfang, at en mentaldæmon ville kunne høre dem.
*Hvis et dyr ikke kan snakke til dig, men du dog alligevel hører mig... hvad fortæller det dig?* Der måtte vel kun komme en solid konklusion ud af en sådan tankegang ikke? Med mindre, selvfølgelig - hvis hun konkluderede at hun var vanvittig.
Hvordan, hvorfor, og hvorledes var dog underordnede nu! Der var større ting på spil! Hvis Jacqueline besluttede sig for at brænde bogen, eller skille sig af med den, ville hans sidste chancer for at vende tilbage til livet, forsvinde ligeså! Han kunne ikke lade denne chance passere ham forbi. Han kunne ikke lade hendes tvivl overdøve hendes instinkter! Hvad han ikke ville give for sine evner i disse øjeblikke. Hvad han ikke ville give for at kunne berøre hende med en glødende finger, og se hende gøre som han ville. Men nej! Så simpelt skulle det åbenbart ikke være. Men udfordringen i sig selv, med et blik bort fra alt det andet; ville han da slet ikke takke nej til! Måske var det på tide at lade hende vide hun ikke var blevet vanvittig? Hun var tydeligvis ikke helt tilfreds med situationen; sådan som hun voldsomt tog bogen til sig, lige for næbet af ham. Og tilbage stod kragen blot med blikket op mod hende og bogen. *Jacqueline...* Kragen forblev rolig, bortset fra et enkelt lille hop med hende. Med hovedet vendt, og det ene øje stirrende vendt mod hende. *Jacqueline.* Han kunne lige så godt gøre det en smule dramatisk. Blot for morskabens skyld! Så han lod ordene flyde og fylde en smule i luften. Indtil han var sikker på at hun kunne høre ham. *Åben bogen.* Fokuserede han på derefter. Han vidste godt han ikke kunne overføre tankerne direkte, og at han derved ikke kunne tvinge hende til at høre hans tanker. Hvad han blot kunne gøre, var bevidst at fokusere og fylde sine tanker med de to ord. Og blot håbe at hun ville lytte, uden at tvivle.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Enerådig og selvstændig havde Jacqueline været, siden hun ikke havde været særlig gammel. Alt taget i betragtning, var hun jo selv bare et produkt, af de omgivelser, som hun var en del af.. Det miljø, som hun gik rundt i, og Evan havde ikke umiddelbart været nogen hjælp for hende, hvad det angik, for kærligheden i en omsorgsfuld familie, havde hun aldrig rigtigt haft.
Det var nu overhovedet ikke, hvad hun tænkte på, men derimod den stemme, som pludselig lød i hendes tanker, som havde det været hendes egen, og hun havde virkelig svært ved at forestille sig, at det skulle være hans. Altså en krage..? Et dyr af hans kaliber, burde slet ikke gøre sig den form for menneskelighed, som han i øjeblikket udviste, og det var selvfølgelig også noget, som godt kunne mærkes lige i øjeblikket, og ikke var det en tanke, som hun fandt behagelig. "Jeg ved ikke hvad det er, men det er fuldkommen unaturligt," endte hun med en kortfattet stemme.

Bogen klappede Jacqueline sammen. Et dyr skulle slet ikke agere som noget menneske, for det var slet ikke sådan, at det skulle være. Hendes blik stirrede på dyret. Her blev hun stående. Nej.. Det var ikke fordi, at hun var bange for det kære væsen, men det chokerede hende, at dette rent faktisk var noget, som skete. For det burde jo slet ikke forekomme!
Hun rystede på hovedet, som han kaldte hendes navn. Hun gik i hvert fald ud fra, at det var ham. Han hoppede på sengen.. kiggede på hende med det blik, som han gjorde. Hun sukkede næsten opgivende. "Du burde slet ikke gøre det der," røg over hendes læber. En kortfattet udtale, da hun heller ikke rigtigt vidste, hvad andet hun skulle gøre. Blikket vendte hun direkte mod kragen igen. Åben bogen? Hun havde slet ikke lyst til at åbne den bog! "Hvorfor vil du have at jeg skal åbne den? Dyr kan uanset ikke læse, og den her bog, er jo ikke andet end ren vollapyk," afviste hun. Hun lagde bogen på sit sminkebord i stedet for. Hun hun rystede på hovedet igen. Det her gav ingen mening! Det måtte være Evans værk.. Hans måde at straffe hende på. Det var det nødt til at være!

[Deleted]

*Jeg kan læse!* ... *Og du kan læse mine tanker! For jeg er intet dyr. Jeg er intet monster! Men en mand, indespærret i denne krop!* Sorin ville gøre hvad der skulle til, for at slippe væk. Og han var ved at indse at der måtte spilles på andet, i forhåbningen om at få hende til at hjælpe ham. Så stemmen der lød i hovedet på kragen, og derved hendes hoved, vendte langsomt sin tone og udtale i retningen af desperation og anger. I retningen af sorg, som kragen endnu holdte sit blik på pigen, der nu syntes at vandre gulvet i urede. *Du er en Dæmon.. Kan du ikke mærke magien der pulser igennem mine ganske vinger? Kan du ikke, i dit hjerte, føle sandheden?* Han ville lyve og bedrage. Gøre hvad der var nødvendigt. Manipulere og provokere den omsorg og empati han vidste lå i pigen han efterhånden havde kendt i nogle år. Hun havde jo, trods alt, reddet ham ud af en dyrefælde i sin tid. Så Sorin regnede stærkt med at det var hendes empati, som han måtte spille på.
Kragen hoppede endnu engang, efter hun havde smidt bogen fra sig på sminkebordet. Og begyndte at fortsætte på sine tidligere ord. *Jeg er en mand!* Kragen vendte derefter blikket og næbet mod sengen og dynen der lå derpå. Næsten som om kragen tøvede. *En Warlock myrdede min familie.. Min søn. Min elskede.* ... *Og forbandede mig til en evig eksistens i skikkelsen af en krage. Hjælpeløs, og ude af stand til at hævne mit tab!* Stemmen der lød, var stemmen af en fuldvoksen mand, der sørgmodigt bad hjælpen af en ung kvinde han vidste kunne hjælpe ham. Alt sammen, var det en løgn. En manipulation af hende og hendes væsen. Men Sorin var hvem og hvad han var. Og en løgn fra hans læber, eller blot i hans hoved; blev hurtigt til sandhed i andres ører. *Hjælp mig!* ... *Åben bogen, og udtal ordene deri, og jeg vil være fri for min smerte og forbandelse!* Kragen vendte atter blikket op mod pigen igen, men blev stående hvor den var. Frosset, næsten. *En smal tjeneste...*

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Fuldstændig forvirret og afvisende, rystede Jacqueline på hovedet. Han var et dyr. Der havde ikke været nogen indikationer på noget andet, og selvfølgelig var det noget, som ligeledes også måtte røre hende. "Det eneste, som jeg har set igennem de sidste mange år, er en krage, som jeg har taget mig af, og ikke nogen mand!" endte hun denne gang med en fast tone. Svært var det for hende, i det hele taget at forestille sig, at det skulle forholde sig anderledes, og ikke ønskede hun, at det skulle ødelægge det, som hun havde forestillet sig, at det hele havde været igennem de seneste år.
Øjnene kneb Jacqueline advarende og fast sammen. "Jeg er en dæmon. Jeg er ikke en magiker eller en warlock," afviste hun denne gang, for tanken alene, var noget som gjorde hende vred og arrig. Det var slet ikke noget, som hun ville høre på! Hun kunne ikke mærke den slags.. Nu kunne hun høre ham. Det var lidt det, som hun bed sig fast i. Det var første gang, hun sådan ordentligt var i stand til at høre ham. Der havde måske været lidt engang imellem, men slet ikke på den her måde.

Krager var i forvejen kendt for at være en tyv i en anden forklædning. Var hans ord nogen, som hun overhovedet kunne stole på? Det var selvfølgelig trist, om han havde mistet hele sin familie,for selv den situation, kunne hun jo sætte sig i. Hun havde mistet sin moder og hendes fader, vidste hun slet ikke hvor måtte befinde sig. Bogen lod hun ligge på sminkebordet, da hun heller ikke rigtigt vidste hvad hun ellers skulle gøre ved den. Hun havde bare en sjov fornemmelse af, at den ikke skulle alt for tæt på det kræ foran hende. "Men.." Hun tav for et kort øjeblik. "Hvad skulle du have gjort, for at fortjene det?" spurgte hun denne gang. Hun satte sig ned på sengen, selv da han hoppede nærmere. Det gennemborende blik, kunne hun ikke helt finde ud af, om var til hende eller til bogen, som han havde kæmpet så desperat efter at få fat i. Hun knyttede næverne. "Den bog er jo ikke andet end ren vollapyk en eller anden mand har skrevet i en fuld brandert. Der findes da ikke nogen, som kan udtale de ord i dag.." Hun vendte blikket mod den igen.. Mest for at fokusere på andet. Det var i forvejen forbandet mærkeligt for hende, i det hele taget, at føre en samtale med en fugl.. Det var nok noget af det mærkeligste, som hun længe havde gjort. "Det her er ikke rigtigt.."

[Deleted]

*Og dog, skreg og råbte jeg i alle disse år. I håbet om at du en dag ville kunne høre mig. Og nu kan du!* Dét, var trods alt sandheden. Af en eller anden grund, var dette den første aften hun havde kunnet høre stemmen der hvilede i Kragens hoved. Og hun kunne benægte og fortvivle, men det var også hvad hun hørte nu. Blot dét, var nok til at fryde ham. Han havde endelig, for første gang i alle disse år, en reel chance for at være fri for sine lænker i denne skikkelse! Alt hvad han skulle gøre, var at få hende til at læse op fra bogen. Og han ville være fri! Men det viste sig åbenbart at være noget af en udfordring... heldigvis vigede han aldrig fra den slags!

At Sorin var blevet forvandlet til drage, var kan heller ikke noget tilfælde. Sikkert ment som en ond joke fra de Warlocks der havde forbandet ham. Og sikkert... som gengældelse for alle hans onde jokes. Så igen, han havde måske fortjent det? Omstændighederne bag og hvorfor, bekymrede ikke længere Sorin. Fortiden var en tåget dise, som han altid spurtede lige igennem. Uden tøven eller opbremsning. Nu var det i stedet fremtiden og hans skæbne på bordet! *Jeg afslørede manden som en tyv og en løgner. Og han gjorde mig derved til en krage. Så jeg ville skråle og skrappe sandheden til evig tid, men hvor ingen ville tro mig.* Svarede Kragen hende og betragtede hende som hun satte sig i sengen. Selv, forblev kragen hvor den var, uden at nærme sig mere. Men stadig blot med et øje vendt op imod hende.
*Jeg kan!* Sproget var nemt for ham. *Du behøver kun gentage, og forbandelsen vil være løftet!* Fortsatte han. En anelse ihærdigt, i tonen af et øjebliks håb. Men hun var dog meget tvivlende og forvirret. Så Kragen endte i stedet med at vende næbet ned mod sengen igen. *Jeg er træt, Jacqueline. Træt af at blafre med vingerne og skråle i utallige år...* Kragen vendte atter blikket op mod hende. *Vil du ikke hjælpe mig?* Forbandelsen var så og sige, nem at løfte. Blot et par sætninger, og det ville være ovre. Udfordringen havde jo blot været, at Sorin ikke kunne tale som Krage, og at ingen åbenbart syntes at have kunnet høre hans tanker - indtil nu.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

"Kun fordi, at jeg er ved at blive skør. For pokker, jeg står og snakker med en krage!" udbrød Jacqueline denne gang. Noget var da virkelig galt med hende. Skulle hun opsøge Evan? Var det ham som legede med hende, eller var det rent faktisk en fugl, som forsøgte at snakke til hende? Var det ham som gjorde det, for at straffe hende mere, for at bryde husets regler?
Hænderne strøg Jacqueline frustreret igennem håret, og lod dem falde til i hendes nakke. Igen rystede hun på hovedet. Det var simpelthen for tosset det her. Det gav jo overhovedet ikke nogen mening! Det kunne ikke være rigtigt, at en krage, skulle sidde og forklare hende alt muligt om forbandelser og alt muligt. Det var jo som taget direkte ud af en eventyrbog, som hun var blevet læst op for som barn. Det var virkelig for mærkeligt det her.

Kragens skræmmende interesse i bogen, gjorde Jacqueline usikker og mistroisk på hans historie, men den lød jo alligevel skræmmende troværdig af den grund, og det var også det, som han reagerede på lige nu. Hun sænkede hovedet en anelse, hvor hun denne gang faldt baglæns ned i den store seng. Dette var uden tvivl forvirrende for hende.
"Det lyder som en grusom historie.. Men.. Det giver også mening. Du er aldrig blevet ældre.. dine fjer er aldrig falmet.." Han måtte da virkelig være en aldrende herre, af hvad hun kunne fornemme, også selvom det stadig var svært for hende, i det hele taget at acceptere. Tænk engang, at den her slags kunne ske for hende?
En mavefornemmelse sagde hende dog bare, at det var en virkelig dumt at give kragen, hvad han gerne ville have, men igen, så ønskede hun heller ikke at gøre noget dumt. For pokker, hvor var det træls en situaton at stå i, det her! Og han skulle bestemt ikke forsøge at køre på hendes samvittighed! "Du kører på min samvittighed... Jeg ved jo ingenting om dig.. Jeg har huset dig i flere år nu, og det er først nu, at der er nogen tegn til at du er andet end et dyr. Du har set mig.. nøgen og alt muligt!" Hun havde virkelig gjort meget ud af, at holde den slags meget privat, men ikke just gemt sig for kragen, når han havde været hjemme. Hun rullede denne gang om på maven. Bogen glemte hun for nu. Hun forsøgte i hvert fald. "I så fald, så har du vel et navn?" spurgte hun denne gang. Hun stirrede direkte på ham. Det var stadig meget mærkeligt det her.