The prince is in town

[Nick Direshade Acheron]

Jacqueline Isthar Demoniqz

---

Nick var vokset op til at blive noget af en ballademager. Han havde haft sin moders kærlighed og en uopmærksom far, hvilket kun havde gjort, at han havde lagt sine kræfter i at få sin fars opmærksomhed fremfor at bifalde sin moders kærlighed og omsorg. Som barn havde han nok nydt den. Men han var en Acheron og han havde personlighedsmæssigt meget af sin far i sig, skønt han nok mest lignede sin mor på udseendet. Han havde ikke det sorte hår, men mere en lys farve, der kunne se rødlig ud efter hendes lange røde hår. Hans øjne var dog blå som enhver anden Acherons, men hans træk var ellers mere som Tiyanna. Han var spinkel som sin fader og broder dog, men havde en lidt mere stabil bygning efter Tiyanna end hvad Romeo havde.
Ligeså, så elskede han at lege med pigehjerter. Han var den populære prins, der minglede sig i byen, men kun med dem han selv udvalgte. Så det var en ære, at få hans selskab, for man skulle ikke tro, det var for alle. Han var nok meget op af sin far, som han havde været i sin ungdom. Eller... det havde Tiyanna råbt af ham når hun blev frustreret over ham. Fordi han åbenbart mindede hende om Sephiran dengang de havde mødtes og det havde vist ej været en succes.
I aften skulle han også ind og have en god aften. Alle vidste efterhånden hvem han var, især nu hvor de var adelige officielt for landet. Mørket var faldet på og han gik netop nu under alle lysene, der hang så fint over New Dale. Torvet var tomt for i dag, da markedet havde pakket sammen. Her var fint gang i den, da kroen var godt befolket. Så det var der man skulle søge til måske? Han stoppede op på torvet og så mod lamperne over ham. De var da egentligt... grimme? Han knipsede med fingrene og fik lysene til at springe, hvilket kortsluttede alt lys over torvet. Og det fik nattehimlen til at stå frem med de funklende stjerner fremfor de falske lys.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Endnu en dag i New Dale. Det var efterhånden de sted, som Jacqueline bedst kunne lide at opholde sig. Hun var allerede i en meget tidlig alder, gået hen og blevet ekstrem selvstændig, og med det liv, som hun havde levet frem til nu, var det nok heller ikke så underligt igen. Evan og Athena havde givet hende virkelig frie tøjler, hvor hun siden sin mors død, og sin fars forsvinden, havde ageret som deres datter.
Med et intenst blik, gik hun igennem de mange gader og stræder. Det skræmte hende ikke, og end ikke når man tænkte på, at byen i forvejen var øde på denne her tid. Kroerne dog, var der nogen, som havde fuld hus, hvor man kunne høre musikken, sang og de mange stemmer. Ak ja.. Det var et virkelig godt sted at søge til i dag, og det var noget, som selv hun, havde tænkt sig, at udnytte i den forstand. Hun ville ud, og hun ville more sig, og det alene, kunne heller ikke komme hurtigt nok for hendes vedkommende.
I sine egne tanker, kom hun gående, da lyset pludselig gik i alle lamper, som hang fra tagene. Dette fik hende til at hæve blikket. Ikke at det skræmte hende.. men derimod, måtte der jo være nogen derude, som var ude på ballade, og det alene, havde hun uden tvivl kun tænkt sig, at udnytte, mens hun nu kunne gøre det. Det var der ikke nogen tvivl om. Hun smilede kort for sig selv, inden hun vendte blikket frem. Ikke langt foran hende, kunne hun se en mandlig skikkelse. At det skulle være prinsen af landet, vidste hun ikke. Derfor søgte hun nu bare mod ham med rolige skridt. "Dit værk?" spurgte hun denne gang. Ikke klandrende. Men derimod mere nysgerrigt.

[Nick Direshade Acheron]

Hvad ingen vidste var, at Nick faktisk manglede noget af sin sjæl. Præcis som hans far gjorde det og det nok var det, der i sandhed skyldtes, at han lignede sin far mere end hans bror gjorde. For Romeo manglede jo hele sin sjæl, hvor han og Sephiran kun manglede størstedelen.
Nick nød godt af at være i byen. Han kom her faktisk tit, fordi livet på slottet var kedeligt for ham, da han jo ikke havde noget at lave deroppe. Romeo fik alt ansvaret og han fik intet. Ikke andet end skældud af sin far for at komme sent hjem eller aldrig være hjemme. Men hvad skulle han være hjemme for? Eller så blev han skældt ud af sin mor for at ligne sin far eller for at være blevet en 'møgknægt'. Så kunne han jo ligeså godt være ude og nyde livet fremfor det andet.
Han vendte blikket mod stemmen og så mod den unge kvinde. Hans øjne gled over hende. Hun var ung... Smuk. Hun var faktisk eksotisk af udseende med en glød i huden, det mørke hår og hendes mørke og store flotte øjne. Et skævt smil gled over hans læber. "Selvfølgelig. Jeg er måske lidt gammeldags, men jeg vil hellere nyde stjernerne end det falske lys over byen," endte han ærligt. Han trådte frem mod hende. "Frøken...?" Det var tydeligt, at han søgte hendes navn.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Nu havde Jacqueline jo heller ikke ligefrem haft de bedste udsigter til et godt liv. Hun havde nu bare været heldig, selvom hun rendt rundt på må og få, som det nu egentlig passede hende. Det var også der, at hun stod i øjeblikket, og så gjorde det også tingene lidt, som det nu gjorde.. Hun var vant til at være i centrum. Hun lokkede manden med sin storslående interesse, og sit smukke udseende. Hun havde jo for længst fundet ud af, hvor langt hun kunne komme med det, og derfor gjorde hun også lidt det, som hun nu gjorde. Ikke at der var nogen som helst tvivl om det.
Skulle hun le? Det var bestemt ikke ofte, at man hørte en.. virkelig flot ung mand, kommentere med noget så gammeldags. "Det er måske en anelse for filosofisk for mig, må jeg sige," sagde hun denne gang. Hun stoppede op overfor ham. Landets prins.. Svært var det nu alligevel at spotte her i mørket, men det var vel bare noget, som hun efterhånden var ved at være så vant til. Hun var ikke hjemme mere.. hun var altid ude. Man kunne vel godt sige, at hun var fløjet fra reden? Et kækt glimt meldte sig i hendes øjne. "Du kan invitere på en drink.. så kan det være, at du er heldig, at få mit navn," opfordrede hun denne gang. Hvorfor overhovedet lade denne chance gå forbi sig, hvis der var udsigter til noget sjovt? Det var også noget, som hun manglede efterhånden.

[Nick Direshade Acheron]

Nick havde haft alle de bedste udsigter. Og det havde han jo stadigvæk. Nok nu mere end nogensinde, nu hvor hans far og mor var Konge og Dronning af Imandra. Han selv var prins, men uden de samme pligter som kronprinsen, Romeo. Romeo var jo arvetageren, fordi han var ældst. Han selv var også lidt en efternøler, men nu var han da blevet stor nok til at søge ud på egen hånd. Og søge ud, det gjorde han bestemt, for han var nærmest aldrig hjemme. Der var intet at give sig til, så han bryggede på sine egne planer. Planer, der forhåbentligt skulle få hans far til at anderkende ham fremfor at se igennem ham, som om han ej eksisterede. Og få hans mor til at indse, at han var ude hele tiden fordi han ønskede at udrette noget. Ja... altså, men der var da også ballade indblandet, det kunne han ikke komme udenom. Han trak skævt på smilebåndet. Nok var det gammeldags for en ung mand som ham. Men han holdt af naturen fra hans mor og derfor var lysene i New Dale ikke noget, der faldt i hans smag. "Touché... Jeg holder igen med det gammeldags så. Men det tiltrak dog stadigvæk din opmærksomhed," svarede han påpegende. Han så godt hendes kække glimt, selvom det nu var langt mere mørkt end normalt. En drink? Det var da ej nok, men han skulle ikke fortælle hende allerede nu, at han nok skulle give hende indtil hun begyndte at svømme... Svømme lige i hans favn. "Jamen så kom," endte han med et kækt smil. Han gik bag hende og nærmest skubbede hende hen til kroen, hvor en mand med ølvom væltede ud. Det gav lejlighed til, at han så kunne lade hende gå ind og følge efter.
Med det samme søgte han i baren. "Hvad er du til?" spurgte han hende.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Om Jacqueline stod overfor en prins eller en bonderøv fra landet, var egentlig fuldstændig ligegyldigt for hende. Han var hende en ganske fascinerende mand, og det alene, kunne hun heller ikke benægte, nu hvor hun stod overfor ham. Et kort smil passerede hendes læber. Eksotisk var hun nok af udseende i forhold til, hvad der var normalt for en som hende, at vise, men nu havde hun også haft en fantastisk smuk moder, så hun havde nok mere derfra, end hvad godt var, og hun vidste det jo udmærket godt. "Med det pludselige mørke, er det vel heller ikke underligt?" spurgte hun denne gang. For hende, var det jo uden tvivl meget fascinerende, at det skulle være på den måde.
Han bed på krogen og gik med til det. Desuden kunne hun godt bruge det! Ikke fordi at hun frøs eller noget lignende, som det var lige nu. Nu ville hun bare nyde en aften, og det kunne hun heller ikke gøre nok i hendes øjne om ikke andet. "Glædeligt," sagde hun denne gang med en storslået tilfreds stemme, for hun kunne da heller ikke være andet. Foreløbig, fik hun jo tingene præcist, som hun gerne ville være.
Indenfor var der mange mennesker, sang og glæde. Ikke var det en glæde, som Jacqueline som sådan havde tænkt sig, at tage del i, men derimod at udnytte den unge mand, som var ved hende. Langsomt vendte hun blikket mod ham. "Overrask mig.. og find os en plads, hvor vi passende, kunne sætte os," opfordrede hun denne gang med et smil på læben. For nu handlede det om at udnytte det lidt.

[Nick Direshade Acheron]

Hvem der skulle ende med at udnytte hvem til aften, det ville tiden nok vise. Selvom denne unge kvinde lige nu var med et ben foran, så var det kun fordi, at Nick selv havde planer for resten af aftenen. Hun var blevet hans bytte og mål og hvis hun ikke makkede ret senere, når hun havde fået alt som hun ville have det... Ja, så måtte han jo tage, hvad han ville have. Hvad det var, det kunne han dog ikke sige lige nu. Han rystede på hovedet og fulgte hende bare med sig til kroen. Indenfor var der utrolig festligt og faktisk overfyldt. Det var vist også sidst på ugen, så de almindelige borgere fejrede nok en god uge eller drak en dårlig uge bort. To mænd sloges, hvilket resulterede i, at de blev smidt ud af krofatter, der var en stor og stærk mand. Kromutter var i baren og skænkede lystigt op til alle. Han så mod hende med et skævt smil. "Så gerne, Frøken," svarede han med et kækt smil.
Han nåede op til kromutteren. "To krus af det stærkeste du har," endte han. Han stak hånden i lommen efter en mønt, der skulle dække det og endda ekstra godt. Han tog så imod krusene, der bestod af noget finere øl, der derfor havde en højere alkohol procent. Han rakte det ene krus til sin eksotiske frøken og gik så ud for at finde en plads. Han fandt et bord han ville have.
På en smule afstand, så begyndte hans magi at ulme i ham og bordet flyttede sig. Stolene trak sig væk under gæsterne og bordet flyttede sig. Derpå indtog han i stedet for bordet, uden et ord og vinkede hende hen.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde nu også sin egen skjulte dagsorden, som hun nu agtet at få udført, når hun ville få muligheden for det. Ikke at hun havde tænkt sig at fortælle ham det, for hvad ville hun få ud af det? Ærlig talt, ingen ting. Hun smilede tilfredst for sig selv. Folk blev smidt ud, men selv det, var ikke noget, som fjernede glæderne fra dette, og det var det, som han virkelig godt kunne lide. "Her er mange i dag.. Perfekt," sagde hun tilfredst, inden hun atter vendte sig mod ham. Spændt på, hvad han overhovedet fandt på til dem.

Bordet flyttede sig, og stolene med, så de havde et sted at sætte sig. Hun smilede tilfredst. Han vidste da lige, hvordan det hele skulle være! Og synet af ham, fik folk til at trække sig igen. Hvem han var, vidste hun ikke endnu. Nu havde hun aldrig rigtigt haft noget med den kære kongefamilie at gøre, så at det skulle være noget i den dur, det havde hun nok ikke lige regnet med. Særligt ikke, at skulle få en prins på krogen! Her tog hun pladsen overfor ham, og tog imod kruset. "Det må jeg sige. Du er til de mere skrappe sager.. Det kan jeg godt lide." Fra hendes side, var det nemlig et kæmpe kompliment, for det var ikke noget, som hun normalt fortalte til nogen som helst. Hun lod en finger danse henover glassets kant og med blikket mod ham. "Alle vier for dig.. Hvem er du?" spurgte hun denne gang. Selv det, var jo noget, som vakte en kæmpe nysgerrighed, selv ved hende.

[Nick Direshade Acheron]

En del vidste efterhånden hvem Nick var. Mest fordi han kom en del i byen, men også fordi, at de folk, der gik op i kongehuset, jo genkendte ham. Her var ret mange på kroen, men det gjorde ham intet, for der var altid et bord at få. Nok tog han ikke bordet på en særlig venlig måde, men folk turde heller ikke kæmpe imod ham, da de så hvem han var. Nogle prøvede, men han var de fleste overlegen, fordi han lignede sin far en del. Ligeså var han mere snu end sine modstandere. I hvert fald her i byen. Men selvfølgelig var der folk derude, der kunne matche ham og ligeså være bedre.
"Det har jeg fra min far," svarede han dæmpet. Han tog fat om kruset og tog en tår, som han roligt lænede sig tilbage på stolen, han havde indtaget. Han så mod hende. Så nu krævede hun simpelthen at kende hans navn, før hun gav sig eget?
"Sådan leger vi ikke... Fortæl mig dit navn og du skal få mit," svarede han hende sagte. Stadigvæk med et smørret smil på læben.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Var Jacqueline virkelig sammen med en kendt mand i øjeblikket? Det var en tanke, som uden tvivl forundrede hende en hel del, og det kunne naturligvis godt mærkes, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Her blev hun siddende, og lod hovedet søge en kende på sned. Undersøgende kiggede hun på ham, udelukkende fordi, at hun ikke rigtigt havde noget andet valg.. Han var en flot mand. Selv det, var jo noget, som hun måtte give ham, og hun kunne da uden tvivl godt lide, hvad hun så, og i særdeleshed nu.
Et kort smil passerede denne gang hendes læber. Okay, han havde jo trods alt også gjort det ganske udmærket frem til nu, måtte hun jo erkende. "Meget vel," sagde hun denne gang, som hun roligt satte sig mere tilbage på stolen igen.
"Mit navn er Jacqueline," sagde hun denne gang. Det var med en vis stolthed at spore i stemme og i hendes blik, for selvom hun måske ikke havde sine forældre eller det bedste grundlag for tilværelse, så var hun heldig nu, og levede i storslået velstand ved Strife-familien, og det var også det, som hun virkelig var glad for. Ingen tvivl om det. "Nuvel.. Din tur," opfordrede hun denne gang. Det gjorde hende jo trods alt nysgerrig.

[Nick Direshade Acheron]

Nick var ret kendt. Hvis ikke på ansigt, så i hvert fald af navn. Direshade linkede ham automatisk til Tiyanna, som mange gamle imandranere kendte fra hendes tid som oprører her. Historierne havde han nemlig fået af nogle lokale. Og Acheron betød automatisk kongehuset. Så 2+2 kunne folk hurtigt lægge sammen og dermed vidste en del også, at han var prins af landet. Men i og med, at han ej var kronprinsen, så tog han sig nogle friheder i forhold til sin familie. Nok flere friheder end han burde, men han så virkelig ingen skade. Han ville faktisk bare gerne have sin fars anerkendelse. Og overgå hans storebror, selvfølgelig. Han betragtede hende over krusets kant, som han tog sig en slurk af den kraftige og mørke øl, som gjorde godt ned igennem hans gane. Hun var lettere atypisk af udseende. Mere mørk og glødende end han normalt mødte. Selv lignede han ikke særligt sin familie hvad hans hårfarve angik, for han var mere lys, hvor hans far var sort og hans mor og bror røde. Men hans lyse hår stammede fra hans farmor, Clemency. Han satte kruset fra sig endnu engang og lod hovedet søge let på sned.
"Jacqueline," gentog han. Han smagte på navnet i sin mund, det var meget tydeligt. Han ville ikke kalde hende navnet i fulde længde... Det var for langt. Han havde lyst til at give hende et kaldenavn. Et navn, som gjorde lidt mere krav på hende fra hans side. "Jeg vil kalde dig Jace," endte han tænksomt. Jace. Kort og godt. Måske knap så feminint, men sødt alligevel. Han lænede sig frem over bordet og satte sit krus ned igen.
"Mit navn er Nick," endte han. Hvis de kun var på fornavn, så ville han ej give hende mere.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Det faldt overhovedet ikke Jacqueline ind, at hun skulle sidde der med en prins af Imandra, men det ville derimod give mening for hende, om hun havd vidst det, og i særdeleshed fordi at folk viede for ham. Dette var derimod noget, som tydeligt måtte vække hendes storslåede interesse, og det var også grunden til, at hun handlede som hun gjorde. Det gjorde hende nemlig utrolig nysgerrig! Hovedet lod hun denne gang søge på sned. Nu havde han da fået et navn, som han kunne kalde hende ved.. Og det var vel også lidt det, som hun ville give ham? Svagt trak hun på smilebåndet.
"Jeg mindes ikke, at have givet dig nogen ret til at skænke mig et eget navn. Jeg har det, som jeg blev skænket fra fødsel," pointerede hun denne gang. En yderst venlig afvisning fra hendes side, for han skule bestemt ikke komme her og tro, at han ejede hende, eller noget, som bare ville mine om det, for det var overhovedet ikke hendes intention ved dette i det hele taget.
Hænderne lukkede hun roligt omkring kruset, som stod foran hende på bordet. Smilet passerede kort hendes læber endnu en gang. Nick.. Et ganske intetsigende navn, alt taget i betragtning, for det kunne mange andre jo også hedde. "Hvilken glæde.. Nick," sagde hun blot. Hun blinkede til ham, hvorefter hun hævede kruset, og tog en ordentlig tår igen. Hun var helt med på at drikke det voldsomme stads.

[Nick Direshade Acheron]

At Nick skulle sidde overfor en, der ikke kendte ham, var faktisk noget han ville udnytte. Hvis hun var heldig, kunne hun jo få det at vide senere, men indtil da, så ville han blot more sig. Ikke lagde han noget i de kvinder han omgik sig med, andet end sjov og ballade. Han tog sig mange privilegier med sin titel, men folket turde heller ikke rigtigt røre ham, da de ej kendte den færdige lovgivning endnu. Kun en idé om hvordan det skulle blive var blevet løftet for folket under en tale på slottet. Hendes afvisning tog han ikke som fornærmende, men derimod havde han dog ej tænkt sig at efterkomme det.
"Jeg mindes ej at have spurgt om din accept. Du må blot se i øjnene, at du vil blive kaldt Jace resten af aftenen," svarede han med et frækt smil. Han var nok en drengerøv, men dum var han bestemt ikke. Hans navn var ret intetsigende, men så måtte hun jo gøre sig fortjent til at få mere at vide. Roligt løftede han kruset til sine læber igen og tog endnu en tår. Det var et rimeligt stort krus.
"Er du herfra? Altså fra Imandra, mener jeg," endte han så spørgende.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Nick havde måske ikke søgt hendes accept, men derfor havde hun også retten til at afvise det. Dog var det ikke ofte, at man mødte en ung mand, som var så standhaftig som den mand, som hun nu stod foran. Det var en tanke, som hun faktisk også godt kunne lide. Et kort smil passerede derfor hendes læber.
"Det har du ikke nej. Derfor er jeg tilbøjelig til at afvise nogen former for kælenavn," sagde hun denne gang, og med en mere kortfattet stemme, end hvad hun havde gjort brug af tidligere. Det var vel et sted også en sidste advarsel til ham, at hun sagde det på den måde.
Jacqueline trak vejret dybt. Nej, hun var ikke just en indfødt på stedet her. "Det kan jeg ikke prale med. Jeg har dog tilbragt mesteparten af mit liv, her i Imandra," fortalte hun, dog med en oprigtig stemme. Hendes moder havde været en af de største dæmoner i Appolyon, og hendes far.. ja, en mand som hun vidste, havde været i besiddelse af en enorm styrke. "Jeg betegner mig som en lokal," tilføjede hun dog, som hun afslappet satte sig tilbage på stolen. Armene lod hun denne gang søge over kors i stedet for. Hun sendte ham et kort smil. "Og hvad er din historie?" spurgte hun. Den var hun faktisk meget interesseret i at vide.

[Nick Direshade Acheron]

Nok havde Nick ikke spurgt om lov. Ligeså havde han heller ikke fået lov. Men det betød faktisk intet for ham. Han gjorde det, der passede ham og så måtte folk jo kunne tåle det eller ej. Hvis hun stod af toget allerede her, så havde han jo fejltolket hendes person og så måtte han jo finde noget andet sjov. Dog virkede det ikke umiddelbart til, at hun blev mere fornærmet end som så. Nok lød hun lidt mere bestemt i sin tone, men det valgte han bare at overse. Han smilede blot til hende og trak på skuldrene. Jace var hendes navn for nu. Hun måtte jo bare vende sig til det, for han syntes egentligt selv det var en fantastisk måde at tiltale hende. Kort, sødt og mere præcist. Det var så langt at sige 'Jacqueline' hver eneste gang. Han åbnede derfor op for et nyt emne og da hun fortsatte snakken, så tolkede han det som om, at hun var kommet over kælenavnet. Han nikkede så. Interessant. Ikke en indfødt, men dog alligevel en, der havde været her altid. Så talte hun vel også for en Imandraner? Selv var han født og opvokset på denne side af grænsen, så han anså sig selv som fuldbyrdet Imandraner. "Jeg er både født og opvokset her, så jeg anser mig selv som lokal. Ligesom du selv gør," svarede han hende skævt. Det var nok meget overfladisk, men hun vidste næsten for meget interesse til, at han bare ville aflevere det hele.