Finally Peace?

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Faith kunne ikke sidde stille, og sådan som hun gik frem og tilbage, gav det næsten ham en fornemmelse af, at være doven. Det kunne han ikke lide. "Det har du nu aldrig kunne," sagde han denne gang. Et kort træk fandt vejen til hans mundvig. Han kunne ikke lade være. Kunne han, ville han hellere være ved sin moders side, velvidende om, at det nok selv ville være problematisk, udelukkende på grund af hans race. "Selv med den blanding, som jeg har? Jeg er ikke så heldigstillet, som Cecilaya," kommenterede han denne gang. Han var nu bare vant til det. Hvad det angik, var han vel bare.. uheldig. Han havde aldrig været den mest heldige i familien i den forstand.
De kunne derfor hurtigt konstatere, at Kimeya var et fjols, for at sige det mildt og lige ud. Han var enig. Han kunne ikke klare den mand, og kunne han selv, ville han hellere end gerne give afkald på hvad han havde af ham. "To fjolser lyder det til, skal håndteres," begyndte han. Kimeya brød sig ikke om dæmonerne.. Og han havde et sjovt indtryk af, at Irina slet ikke kunne lide dem. "Jeg er nu mere bange for dem som Kimeya har omkring sig, end af selve ham," sagde han denne gang. Dæmonerne havde jo også været en del af hans liv, så..? Han vidste det ikke. Han var lidt på herrens mark hvad den her slags angik.
At Faith så pludseligt skiftede mening, fik ham til at kigge på hende. Tanken om Lucifer behagede ham ikke just. Han havde vel lidt svært ved at hun havde taget en ind ude fra? "Cecilaya skal jeg nok kunne finde. Er Lucifer en nødvendighed?" spurgte han denne gang. Måske for hende.. men personligt, kunne han slet ikke lide den mand, på grund af båndet til Cecilaya.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det havde aldrig været nemt for hende at sidde stille, hun havde altid foretrækket at holde sig i gang, hvilket netop havde skabt hendes lyst til somme tider at lave ballade, bare så der skete noget. "Jeg tænker bedst i bevægelse," indrømmede hun lidt fraværende. Cedric havde med sine nyheder, vakt en bekymring hos hende, der krævede at hun måtte vende tilbage til Appolyon, også selvom hun helst så sig fri for at hjælpe Jared yderligere. Åh den kære mand ville tabe ansigt. "Naturligvis. Se Evan. Han har altid støttet dæmonerne og han er trods alt halv," argumenterede hun og viftede lidt afvigende med hånden. Det var ikke altid det som betød noget, og nu havde hun jo, dum som det end havde været, selv valgt at få et barn med en warock, flere faktisk og nu kunne hun kun se tilbage til egen dumhed.
Et par af de flammerøde lokker skubbede hun bag øret og så på ham. "Og med dem formentlig flere. MArvalo er en stor familie," hun lod armen falde igen. Marvalo var desværre værd at frygte, hvilket mindede hende om at hun var nødt til at komme af med det navn som Kimeya havde givet hende ved deres ægteskab, det klædte hende ikke. "Du har ret. Din far i sig selv kan kontrolleres med rette elementer, Irina.. og hans far derimod.." hun gøs ved bare tanken om Lionell. Aldrig havde hun mødt en så vammel mand som ham og dog med charmen i orden. Der var ikke så meget at tænke over Appolyon havde brug for hende, så var det hvor hun måtte være. "De er begge nødvendige, Cedric. Det er ikke tid til jalousi, jeg har brug for jer alle tre. Find dem, og jeg vil være at finde i Appolyon igen om nogle dage," lovede hun og sendte ham et blik der antydede at det var nu, for han skulle ikke blive i dette helvedshus.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Det gav næsten Cedric mere stress, at se hende vandre rundt på den måde. Han rystede let på hovedet. "Det giver mig stress," sagde han denne gang, som han atter vendte blikket mod hende. Hun tænkte bedst i bevægelse. Det var noget, som gik igen i meget af familien, af hvad han havde fundet ud af. Og apropos familie.. Den var der jo uanset heller ikke rigtigt mere, kunne man sige. Den havde været opløst allerede for virkelig mange år siden, uden at man egentlig kunne gøre noget som helst ved det. Han bed tænderne svagt sammen. "Den mand er heller ikke søn af deres daværende leder," kommenterede han denne gang. Det lagde i udgangspunktet et lille pres på ham, samtidig med at han følte sig lidt alene hvad det angik. Som den eneste varyl, som tilsyneladende var i familien.
Marvalo var en stor del af slængten, som Cedric bare ønskede at lægge al afstand til, dersom det var ham overhovedet muligt. "Derfor deler jeg det med dig. Dæmonerne har brug for deres stærke leder," kommenterede han. Han vidste jo at hun kunne. Det havde hun kunne dengang om ikke andet. De var nødt til at handle. Eller.. hun var nødt til at gøre noget. Han havde kun sin søster at tage sig af, selvom det nok blev mere på afstand i fremtiden, end hvad det tidligere havde været. "Uanset.. Jeg skal se om jeg kan finde dem," afsluttede han denne gang. Han var ikke meget for denne Lucifer, men for pokker.. Hvad kunne han gøre ved det? Han betragtede hende. "Vi ses i Appolyon, mor," sagde han denne gang, inden han forlod stuen, hallen og derfra huset, inden han ville søge tilbage mod Imandra, hvor han vidste at de måtte opholde sig.

//Out

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith så lidt uforstående til. "Jeg står da ret stille lige nu, gør jeg ikke?" spurgte hun sigende. Jo godt nok var hendes hænder i bevægelse men hun blev stående der og så på ham. Familie var der ikke meget af, Faith havde accepteret at den hun selv havde stiftet var gået i sig selv, de havde haft et stærkt netværk, men når alt kom til alt, så var det nok ikke en skidt ting. Der var færre bånd som bandt en, ligesom der var langt færre til at udgøre en svaghed hos hverenkel, som børnene havde gjort hos Faith og nok altid ville gøre på sit vis.
"Det er ikke det som afgøre det, Cedric. Det der betyder noget er det valg du foretager," pointerede hun blot og slog armen lidt frustreret mod sin side. Den dreng vidste præcis hvad hun ønskede at høre. Den stærke leder.. han havde ret, Appolyon havde brug for hende, Jared havde brug for hende og hun ville høre det fra hans egne læber. Et lille smil gled over hendes læber. "Du ved præcis hvad jeg vil høre min dreng," kommenterede hun med et underforstået nik. Han havde så ganske ret, og bare det at han bekymrede sig om Appolyon på den måde, fortalte alt om hans tilhørsforhold."Meget vel. Vi ses tilbage i Appolyon," hilste hun og fuldte ham med blikket til han forsvandt bag døren. Først da hun hørte hoveddøren gå i, rokkede hun sig selv og tog samme tur, men kun til hallen hvor hun i stedet gik ned mod kælderen for at afslutte det ufærdiggjorte.

//Out