Finally Peace?

[Faith Jaceluck Marvalo]

Solen glødede på den fjerne himmel. Der ville ikke gå lang tid før solen atter ville gå ned og de smukke røde nuancer forsvinde fra himlen til fordel for mørket. Faith nød ikke dagen, ej heller selvom dette tidspunkt faktisk var hendes favorit på hele dagen. Som enhver anden dag var hun isoleret bag Jaceluck Mansions dystre mure, fanget i helvedshuset endnu engang. I øjeblikket sad hun i en gammel lænestol som ofte havde været optaget af Isiah. Den mand gennemlevede i øjeblikket det samme mareridt som han havde ladet hende gennemgå, så han havde uanset ikke behov for pladsen i øjeblikket. Nærmest majestætisk sad hun foran flammerne i pejsen og lod dem spejle sig i hendes grønne øjne. Begge hendes arme hvilede på hver dagen armlæn og i den ene hånd sad hun med et glas der før havde været fyldt op med en sød rødvin, men et helt glas var blevet til et halvt i de timer hun havde siddet her og stirret ind i pejsen.
Det var ingen fornøjelse at være tilbage i det som engang havde været hendes hjem, det rummede så mange minder, flest dårlige, mange af dem tyngede hende stadig i det voksne liv, men de mindede hende også om hvordan hun havde fundet den styrke som hun med årene havde mistet, særligt i forbindelse med Kimeya. For hver dag følte hun sig lidt stærkere. Her var der ingen til at genere hende. Jared var langt væk, Silia og Nathaniel var langt væk og krævede intet af hende, og sidst men ikke mindst så var også Kimeya langt væk, hvilket betød at han ikke kunne lokke hende i fordærv som han havde gjort så mange gange før.
Uden at blinke hævede hun glasset og tog et lille sip af vinen hvorefter hun atter sænkede armen og stirrede fortsat mens hendes tanker kredsede. Det var besynderligt fredeligt her, og hvem skulle have troet det? Det som skulle have været et kort visit, overvejede Faith nu ganske alvorlig at gøre til et længerevarende bare for at kunne bevare roen.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Vinterens bitre næver, kastede sig over Dvasias og Atterlin. Siden Cedric havde mødt den unge dæmon på kroen, hvor han havde formået at åbne op for en anden end Cecilaya, som han i forvejen vidste, var blevet glad for en anden mand, vidste han, at tiderne nu for alvor havde skiftet. Tiderne var ikke som han huskede dem.. Men igen, så kunne han huske en mand og en kvinde, som var glad for hinanden, uanset hvor meget de sårede hinanden. Nu var det en helt anden verden han var kommet til, og det måtte han jo erkende, at han havde svært ved.
Atterlin henlå nærmest i stilhed, da Cedric ankom byen. Det ensomme springvand.. De gamle bygninger. Det var et sted præget af en oldgammel fortid, som var svær i det hele taget at røre ved. Her vidste Cedric, at han havde mange af sine rødder. I særdeleshed fra sin mor, som han havde fundet ud af, var fra denne by. Var det mon her, han ville være så heldig at finde hende? Jaceluck Mansion skulle eftersigende, være et oldgammelt sted, præget af en forfærdelig fortid. Ville han overhovedet vide og kende den?
Det store Mansion tårnede sig over resten af byen, da Cedric endelig nåede den. Kun med det slidte tøj på, og en kappe, som han var blevet skænket af Nathaniel, efter hans genopstandelse, kunne han godt mærke, at han frøs. Denne gang, kunne han rent faktisk føle noget! Betydeligt mere, end hvad han engang havde været i stand til at gøre. Lågen knirkede, da han denne gang, puffede den til side, og søgte over gårdspladsen, som førte ham til hovedbygningen. Her var stille.. Skræmmende stille. Svagt kneb han øjnene sammen, da han stoppede op. Han kunne mærke en følelse af energi på den anden side. Det kunne være, at man var heldig? Hans mor var sat i forbindelse med stedet her. Derfor hævede han denne gang hånden, hvor han bankede på. Hvorefter han afventende blev stående og ventede.. Mon nogen ville lukke op?

[Faith Jaceluck Marvalo]

De færreste var kendt med Faith's fortid her, hun nævnte aldrig noget om den. Nogle huskede at hun var kommet derfra i sin tid, men hun havde været lukket selv overfor Kimeya omkring de grusomheder som havde fundet sted. Det var slut nu, hun havde taget kontrol over sit eget liv, nu måtte hun finde sig selv, huske hvem hun var efter det var gledet længere og længere ud i sandet gennem tiden med Kimeya. Den mand havde kostet hende mere, end selv hun havde regnet med. Fortrydelse følte hun somme tider, mest over at Jared havde ret.. hendes kunnen som leder var blevet mindsket betragteligt fordi den forbandede mand, havde haft hende i sin hule hånd, siden hun havde været ganske ung. Man kunne intet spore i hendes blik, hun stirrede på flammerne som havde de fanget hende i en eller anden form for trance, dog var hun meget opmærksom på hvad der skete omkring hende. I et hjem som dette kunne man ikke være for uforsigtig.
Faste bank brød hende ud af hendes tankestrøm. I mange sekunder sad hun blot og så ned i sin vin og bemærkede om de fortsatte. SEkunder efter lød flere af dem. Elegant rejste hun sig. Hendes skygge tårnede sig over gulvet som var hun høj og slank, men i virkeligheden var hun måske kun det halve af den, man skulle dog ikke tage fejl af størrelsen. Hebdes røde manke dansede om hendes slanke skuldre som hun passerede gennem stuen og ud i gangen endnu med glasset i sine hænder, så den røde vin skvulpede næsten op forbi kanterne. Det måtte være nogle tåber som søgte hendes far, for ingen vidste trods alt hvor hun befandt sig, derfor tøvede hun ej heller med at åbne døren, synet der mødte hende var dog meget.. uventet. Hendes intense blik faldt på hans skikkelse og i det samme tabte hun glasset der splintredes og lød rødvin løbe ud på gulvet. "Cedric," spurgte hun hæst.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Hvordan Faith ville tage imod, at skulle se sin egen søn stå her på døren, vidste han ikke. Nu vidste han jo heller ikke, om han i det hele taget, ville se hende her, eller hvad han ville, og det var det, som gjorde, at han handlede på den måde, som han nu gjorde. Dog var han vokset betragteligt med den erfaring, som han nu var blevet gjort rigere, og ikke havde han tænkt sig, at forspilde den med alverdens unødvendige ting.
Cedric bankede derfor på, hvor han stod afventende. Ikke ventede han at finde andre end sin moder her, og i det tilfælde, håbede han da på, at det ville være nogen, som ville være i stand til at fortælle ham, hvor han ville være i stad til at finde hende. Det var nemlig det, som for ham, var det vigtigste lige nu. Han kunne høre skridt på den side af døren. Her begyndte han for alvor at blive nervøs. Hvordan ville vedkommende tage det? Den rødhårede kvinde, som viste sig på den anden side.. Af lidt ældre kaliber, end hvad han nok lige kunne huske, så var han slet ikke i tvivl. Hun genkendte ham. Han havde rent faktisk været i stand til at finde hende! Et kort træk fandt vejen til hans ene mundvig. "Hej mor," begyndte han denne gang. Han lod hænderne falde. Han var en voksen mand nu med alt hvad det indebar.. Nu vidste han, at hans søster var i sikkerhed.. Hans far var ude hvor han ikke kunne bunde uanset, og den som han jo havde haft det bedste forhold til, var jo hans mor. "Savnet mig?" spurgte han denne gang i manglen på bedre. Han havde nu heller ikke ligefrem forberedt en større tale af nogen slags. Det duede han heller ikke til.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Netop som man ikke forventede at universet kunne finde på flere udfordringer, så kom der flere. Faith stirrede på sin søn i døren uden at tage sig af vinen som løb ud på tæppet. Huset her holdt ingen stor værdig for hende, det var bare en æske af dårlige minder som hun ville lægge bag sig. Ingen havde set dette palæ, end ikke de som ellers havde betydet mest for hende i livet. Hverken Kimeya eller Jared. Nathaniel var en undtagelse, men det var en lang historie. Uanset så havde hun aldrig forventet at hendes børn skulle stå på dette grufulde sted og slet ikke Cedric som havde været død i årevis. Den seneste tid havde gjort Faith kold. Hendes blik var stadig varmt og intenst, men det afslørede ikke megen følelse. Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere på ham. Hånden rakte hun ud, og lod de slanke fingre lukke sig omkring hans hage for at hæve hans blik til hendes.
Det var ham. De stærke strukturer genkendte hun, han havde arvet dem fra sin far, en mand som hun kæmpede for at lægge bag sig, men savnet plagede hende hver dag. "..hvordan?" spurgte hun lidt kortfattet. Den moderlighed hun engang havde ejet var ikke længere at finde, det betød ikke at hun ikke elskede sine børn, det gjorde hun, men hun havde andre måder at vise det på. "Naturligvis. Kom ind," bad hun og trådte til side selvom det ikke var med egen god vilje. Hjemmet var smukt, dets design var dyrt og unikt, så det var ikke i direkte skam, men hun havde aldrig ønsket sig at dele dette med nogen.
Børnene holdt alle en særlig plads som de ville for enhver mor, men hun havde lagt fortiden bag sig, hvis de krævede at hun skulle tage sig af dem, så blev de skuffede, men hvis de var der for hende, ville hun ligeså være det for dem.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

De grumme hændelser, der var sket på stedet her, vidste Cedric intet om. Det eneste, som han vidste var, at han ønskede at finde sin mor. Den af hans forældre, som han havde haft det bedste forhold til, uanset hvordan hun havde givet udtryk for sin moderlige kærlighed overfor ham og Cecilaya. Nu var de begge voksne, og selv Cecilaya var på vej ud i et liv, hvor der ikke var plads til ham, som han ellers gerne ville have haft det. Var det noget vidunder, at han ønskede det anderledes, kunne han jo ikke gøre noget ved. Der var virkelig gået mange år nu, og det overraskede selv ham, hvor lang tid der var gået.
Grebet omkring hans kæbe, og de nøje undersøgende øjne, stirrede han direkte i. Han knyttede næverne svagt. Selvfølgelig var det ham! Hvem skulle det ellers være? "Nathaniel," svarede han blot, som han ikke rigtigt havde andet at sige. Hun kunne vel gætte sig frem til det?
Endelig.. Han fik lov til at komme ind. Han nikkede afmålt mod hende, hvor han denne gang vendte sig mod hende. Hun virkede meget anderledes end den kvinde, som han huskede hende som, men igen, så var der gået virkelig mange år. Huset her var ukendt for ham. Han havde kun fundet ud af det, ved at sidde og lytte på kroerne om aftenen. Det havde været den eneste pegepind, som han havde fået i retningen af hende. "Du er savnet i Appolyon," sagde Cedric denne gang. Valentina selv havde været ude efter hende. Dum var han jo trods alt heller ikke ligefrem, kunne man sige. Igen vendte han sig mod indretningen og det store hus. Han måtte sige, at være imponeret. Det lignede hende uanset ikke at gemme sig på den måde her. Hvad pokker var det egentlig som foregik?

[Faith Jaceluck Marvalo]

Børn blev voksne, heldigvis for Faith, for hun havde altid afskyet små børn. Det havde aldrig forhindret hende i at elske dem, men det havde været svært for hende mange gange, og det havde gjort hende svag ikke mindst. Det skulle ingen nogensinde have lov til at gøre hende igen, og det var netop grunden til at hun var her, fremfor så mange andre steder. Døren lod hun glide i bag ham, hvorefter hun ledte ham gennem en lang gang. I hallen var en trappe der ledte oven på, men denne førte hun ham forbi ind til en stor og lys stue. Hele hjemmet bar præg af at Camille i sin tid havde sat sit mærke på det, skabt for en kvindes hånd, ikke en mands.
Hun himlede med øjnene. "Naturligvis var det Nathaniel," mumlede hun. Ej ville hun beklage sig over at have fået sin søn igen, men det var mere princippet i at den mand fortsatte med at blande sig i de ting som under ingen omstændigheder vedkom ham!
I stuen placerede hun sig denne gang i sofaen og gjorde gestus til at han skulle sætte sig med hende. Pejsen var varm og knitrende. "Selvfølgelig er jeg det," svarede hun og hævede kort panden mens hun satte sig til rette. Jared kunne ikke klare sig uden hende, det vidste hun godt, og en del af at hun var her, var ren protest mod den mand. "Jeg nyder at sidde herfra og se hvordan Jared køre det i sænk. Tåbelige mand, tror at han bare kan smide mig af," hun placerede hænderne i sit skød og lænede sig lidt tilbage. Nej hun ville ikke hjælpe ham om han så lå grædende på sine knæ og tiggede og bad hende om det. "Sig ikke at han har sendt dig," bad hun med et lidt mere strengt blik. Ingen skulle bruge hendes eget afkom mod hende, hverken Kimeya eller Jared!

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Det kunne ikke komme bag på Faith, at Nathaniel var indblandet. Selvom han nu selv havde bedt manden om at gøre det, for an havde haft brug for det. Der var gået ekstremt mange år nu, og nu havde han fundet en grund til at komme retur. At det var sådan en underlig verden, han skulle komme tilbage til. Det var bestemt ikke den verden, som han kunne huske om ikke andet. "Jeg bad ham om det," sagde han denne gang, da han atter så mod hende. Det var slet ikke meningen, at hun skulle klandre Nathaniel for det, for han havde denne gang, selv valgt at blande sig i sagerne.
Cedric søgte med sin moder ind i stuen, hvor han stille tog pladsen ved hendes side. Langsomt måtte hans blik søge hendes skikkelse. Hun sad her, for at se Jared køre det hele i sænk. Det ville ske.. Det vidste de allerede. "Du byggede det op. Du vil se det køre i sænk? Det ligner dig ikke," kommenterede han denne gang. Han kunne huske hende som en kvinde, der satte sin karriere først, og som noget af det vigtigste, selv over sin egen familie, også selvom han aldrig havde været i tvivl om, at hun havde elsket ham. Han rystede på hovedet, og med en tydeligt mere sammentrykket mine. "Hverken far eller Jared har sendt mig.. Jeg sidder her, fordi jeg frygtede at noget var sket min mor.. og siden ingen vidste hvor du var.. måtte jeg søge på egen hånd. Folk snakker overraskende meget, når de er fulde, og man sidder og lytter," sagde han denne gang. For nu var han stolt over, at have fundet hende.. På et sted, som ingen nok havde regnet med, at finde hende. "Tiderne skifter.. Jeg bad Nathaniel om at vække mig, da ingen tog sig af Cecilaya.. og farmor dukkede op igen," sagde han denne gang. Han havde fundet sig i nok.. set for meget.. Nu ville han tilbage og gøre noget ved det.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Nathaniel var altid indblandet i alskens ting, det havde Faith efterhånden vænnet sig til, men lige dette var uden tvivl en af de bedre overraskelser der var kommet undervejs. Det der overraskede hende var at Cedric selv havde bedt ham om det. Hun blinkede overrasket. "Du bad ham om det..." gentog hun for sig selv. Det var svært for hende at være omkring sine børn særligt Cedric og Cecilaya som var børn hun havde fået med Kimeya, børn hun havde givet ham og det havde alligevel ikke været nok til at binde ham til hende. Savnet blev bedre dag for dag når hun ikke var ærende omkring, og han ej kunne bringe hende i fordærv.
Faith lænede sig tilbage i sofaen. "Appolyon var åbenbart af den holdning at jeg var forældet og overflødig. Jeg hader at se det glide i sænk, men på et tidspunkt vil de tigge mig om at komme tilbage," hun viftede lidt affærdigende med hånden. Planen kunne i hendes øjne ikke slå fejl, Jared var jo praktisk talt allerede på sine grædende knæ og hun nægtede at underlægge sig ham.
Faith slog blikket op på ham og rakte en glid hånd frem for at lade den søge langs hans kæbeparti. "Du var altid den intelligente Cedric. Havde jeg vidst at dit hjerte bankede, så ville jeg også have vidst, at det ikke ville nytte at gemme sig," sukkede hun. Her ønskede hun at være alene, finde sig selv uden Kimeya, finde sin egen styrke, men naturligvis havde hendes søn fundet hende.
Hendes mine fortrak i et undrende og ligefrem stift blik. "Farmor? Som i Irina Marvalo?" spurgte hun spidst. Kun ganske få gange havde de mødt hinanden men den kvinde var afskyelig!

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Cedric havde altid været omkring i Marvalo Mansion.. altid havde han været omkring, men der var aldrig nogen, som havde spurgt efter ham, eller noget som helst. Han vendte blikket direkte mod hende. Han nikkede, og lod derfra sagen ligge. Han var i live nu, og med et bankende hjerte, uden den sygdom, som han havde haft i sin tid, og det var det, som selv for ham, var det vigtigste lige nu. Cecilaya havde bare ikke brug for ham, i samme grad, som hun engang havde haft, og det var nok også de, som plaget ham mest lige nu.
Opgivende måtte han ryste på hovedet. Faith vidste han, havde haft den post i frygtelig mange år, og derfor ønskede han kun at se hende storme frem på samme måde, som hans far gjorde det i den her tid. "Ved du, hvad der foregår derude, mor?" spurgte han denne gang. De grønne øjne faldt direkte til hendes skikkelse, selv da hun søgte tættere på ham, hvor hun tog omkring hans kæbe. Det var helt underligt, at blive berørt igen.. Blive set, og snakket til igen. Men han nød det. Han havde virkelig savnet, hvad det ville sige, at være ordentlig i live! "Du kender mig.. Det var trods alt dig, der opdrog mig til den mand, jeg er i dag." pointerede han denne gang, inden han rev hovedet en smule til sig igen. Det gjorde faktisk ondt mod hans kæbe.. Og smerte, var ikke just en følelse, som han havde været vant til.
"Det er nok det hun hedder, ja.. Far foragtede synet af hende, men bød hende alligevel ind. Irina er tilbage.. Far rykker warlockerne mor.. og du lader Appolyon falde?" spurgte han denne gang. Han selv havde jo set og hørt meget rundt forbi i den tid han havde været til stede, ikke mindst. Han ønskede hende det bedste. Det var jo for pokker hans mor.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Cedric havde altid været en af de mere.. diskrete. Han havde aldrig været så frembrusende som hverken hende eller Kimeya, hvilket havde gjort ham til et meget nemt barn, herren være lovet, for hun var ikke ligefrem kendt for en kæmpe tålmodighed. Det var en glæde at se ham her igen, og Faith tøvede heller ikke med at lukke ham ind, ej heller selvom hun ikke tog imod ham med en varm omfavnelse og store ord. Hånden trak hun til sig igen og betragtede ham lidt. "Nej jeg må indrømme at jeg ikke har fulgt meget med. Jeg har holdt ferie," hun gjorde gestus ud i stuen. En ferie der primært havde bestået af at torturere sin egen far, og sidde foran pejsen bare og stirre og drikke alt for meget vin i stedet for at fylde sig med nødvendigt mad. Et svagt smil kunne anes på hendes læber, et smil af stolthed. "Det kan der være noget om. Jeg er stolt af at jeg opdrog den mand du er blevet," sagde hun oprigtigt. Både ham og Lucifer havde hun gjort det ret godt med. Lucifer havde været lidt naiv, men det havde han formentlig lært nu. Hendes pupiller trak sig sammen. Farven fra hendes kinder falmede hurtigt. Der havde været rkig i lang tid mellem warlocker og dæmoner, evigheder faktisk, men hende og Kimeya havde forsøgt at skabe fred.
"Hvad skulle jeg ellers gøre? Jared sidder på magten nu, jeg er ikke længere i kontrol, intet kan jeg stille op imod din far, Jared er simpelt ikke stærk nok og slet ikke til at tage Marvalo familien," pointerede hun lidt vrissent. Det var ikke ham hun var vred på. Bekymret reste hun sig, og lod et par fingre stryge over sin hage. "Du siger at Kimeya vil flytte warlockerne. Hvorhen? Hvordan?" spurgte hun.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Den kvinde som Cedric så nu, var ikke den mor, som han kunne huske. Udadtil var det måske, men personlighedsmæssigt, var det noget andet. Som lille havde han måske været nem, men i hans tanker og sind, var der sket så meget, at det selv for ham, var svært at holde styr på. Ikke at han kunne gøre noget ved det nu. Han var nu den mand som han var, og det var på baggrund af den opdragelse som han havde fået. "Nok ikke det mest belejlige tidspunkt, men jeg kunne forestille mig, at det er tiltrængt efterhånden," sagde han denne gang. Et kort smil passerede hans læber. Hun var stolt.. Selvom hun nok aldrig havde sagt ordene, så var han slet ikke i tvivl om, at hun var stolt af ham. "Det har nu altid været din fortjeneste. Jeg er nok mere stolt af det nu, end hvad jeg var.. ja, dengang," sagde han oprigtigt. Dengang havde det hele været et kaos.. Nu havde han brugt de sidste rigtig mange år på, at tænke tingene igennem, og rent faktisk set, hvilken mand han var blevet, samt hvilke værdier han var blevet fodret med. Det var jo også først nu, at han kunne se det.
Kimeya var ved at flytte warlockerne. Hvordan og hvorledes, vidste han ikke, for han havde ikke hængt nok omkring, til at have fundet ud af det. "Mange snakker om det.. Jeg ved ikke hvad han laver," begyndte han. "Han har gang i noget stort, mor. Jared kan næppe tage dem alene.. Overvejet at træde til som hjælp? I stedet for at køre det hele i sænk?" spurgte han denne gang. Det lignede hende uanset ikke, at køre tingene på den måde. Så opgivende? Det var slet ikke hende!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Den kvinde der nu sad overfor ham, var den kvinde hun i virkeligheden havde været. Før Kimeya havde korrupteret hendes sind, før børn havde fået hende til at føle mere end hvad godt var, før nogen havde kontrolleret hende. Hun havde altid været en stærk kvinde, en stolt kvinde, og der var noget hun igen var blevet. Hendes blege hånd vandrede igennem hendes røde hår, mens hun gik lidt rastløst frem og tilbage forbi pejsen. "Overraskende meget. Jeg troede ærlig talt ikke at jeg ville bryde mig om det, men det er overraskende dejligt," indrømmede hun uden begejstringen hun omtalte, stod frem i hendes øjne. Den bedste del af det, var den smerte hun sænkede over sin far, som havde fortjent det. Han var den første mand der nogensinde havde styret hende, derfor var han nødt til at fjernes.
"Du gør være stolt. Jeg gjorde mit, nu må du gøre dit for at blive noget og være noget," kommenterede hun og kastede kort et lidt strengt blik på ham. Altid havde hun forventet meget af sine børn, de var født til noget stort og hun krævede at de udnyttede det, modsat Cecilaya der var blevet til.. ja ingenting, desværre.
Faith stoppede atter op og vendte sig om mod pejsen så hun stod med ryggen til sin søn, så han ej ville se det dilemma der spejlede sig i hendes blik. "Spørgsmålet er om de er en reel trussel. Han holder af Silia og hun sidder delvist på magten," dette var mere en konstatering for hende selv end det var ment til ham. "Og underlægge mig en mand?" hun fnøs. "Jared fortjener det ikke. Han fortjener ikke at få æren for mit arbejde," fastslog hun hårdt. Det var svært for hende udelukkende fordi hun ikke ville se sit livsværk falme.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Den personlighed Faith udviste, var ikke en, som Cedric kunne genkende, men derimod en, som han bare accepterede. I forvejen vidste han jo, at han intet ville få ud af, at kommentere det. Det havde aldrig været hendes ønske, at få børn, og dette vidste han jo udmærket godt. "Du har nu aldrig forekommet mig som en, der tog ferie.. Og derfor giver det mig stress, at du ikke bare kan sidde ned, og føre en samtale.." Han rejste sig denne gang. Hun gav næsten ham følelsen af at dovne den af, sådan som hun gik frem og tilbage foran pejsen.
De grønne øjne hvilede denne gang på hendes skikkelse. Han kunne ikke ligefrem lade være. Desuden ønskede han tilbage til det forhold, som de engang havde haft. "Hvilket jeg har tænkt mig. Bare ikke i Marvalo-regi," fortalte han denne gang. Det var en side af familien, som han nu var færdig med.. Særligt efter Irina var dukket op, for han havde virkelig fået nok af den side af familien!
Cedric blev stående bag hende. Han trådte om bag hende i stedet for. En trussel eller ej, brød han sig ikke om at manden rykkede så meget. Der plejede at være noget under. "Jeg ved som sagt ikke hvad han laver, men han laver noget. Og jeg frygter, det skal gå udover dæmonerne." Denne gang var Cedric bare oprigtigt, og dæmonerne var jo trods alt også halve ham, og det kunne udmærket godt mærkes lige nu. Hans blik faldt til hendes nakke, som han nærmest stod og stirrede ind i, inden han denne gang rystede på hovedet. "Det var bare et forslag.. Jared kører Appolyon i sænk uden dig.. Folk er begyndt at snakke om det. Jeg har ikke været tilbage i lang tid, så jeg ved faktisk kun, hvad jeg har hørt," afsluttede han denne gang.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Børn havde aldrig været et ønske fra hendes side, men stadig holdt hun dog af dem et sted dybt inde, ellers ville det heller ikke have betydet noget for hende, hvad de gjorde med deres liv, men det gjorde de. "Du burde vide at jeg ikke kan sidde stille," påpegede hun bare. Det havde stresset mange før ham, men Faith var typen der tænkte bedst når hun var i bevægelse, med mindre målet var at søge i sit eget indre, for så måtte hun gøre som hun havde gjort i måneder nu, sidde og stirre ind i flammerne, føle sig forbundet med den for at finde den indre styrke. Hun fornemmede ham stå bag sig, men vendte sig først om efter lange sekunder med hovedet lidt på sned. "Som sagt har du altid været den intelligente. Intet ville glæde mig mere, end at have min søn ved min side," hun nikkede mod ham.
Cecilaya og Lucifer ville også være gode at have på hånden nu hvor der tegnede sig et billede af at hun igen ville blive presset af Kimeya. "Din far er et fjols der tror at han er mere end han er, desværre kan jeg ikke komme uden om at han er en stærk warlock, og han ville udgøre en trussel for dæmonerne, særligt med den idiot til Jared i front," sagde hun bittert. Altid havde hun været en kvinde der talte sin egen sandhed uden noget filter til at blokere. Dette gjorde hende oprigtigt bekymret og inderst inde vidste hun også det betød at ferien var forbi. "Hvis jeg vender tilbage nu og redder Appolyon fra undergang, vil alle dæmonerne forgude mig igen. Måske det ikke er en dårlig idé, måske Jared ville få sig en lærestreg," sagde hun tænksom og lod et par fingre tromme hen over sin hage. "Fint. Jeg kommer tilbage. Men først har jeg noget her som jeg er nødt til at afslutte. I mellemtiden ønsker jeg at du skal finde Lucifer og Cecilaya, sørg for at de kommer med til Appolyon, vi får brug for dem begge," understregede hun blot.