Change in plans!

[Sephiran Acheron]

Sephiran fandt det som en stor irritationsfaktor, at Kimeya troede, at han bare kunne komme her og kaste ham af tronen lettere end ingenting i forhold til Diamaqima'erne. Det beviste bare, at Kimeya igen havde sat sig på en pædistal alt for højt til, at han kunne nå jorden. Der var ingen kontakt og hans hoved svævede i en magtgal sky, hvor han ikke var til at nå i øjeblikket. At Soraya var glemt for ham, det kunne han da udmærket mærke på ham. Og det var en skam, for Soraya var blændet af Kimeya. Han var hele hendes verden, og hun var åbenbart ikke særlig betydningsfuld i hans. Han grinte morende over Kimeyas forsøg på at fastholde, at han ej var svag.
"Du er svag i mine øjne Kimeya. Og du er ikke værdig til at lede Imandra," endte han med en kold stemme. De små gnistrende kugler prikkede stadigvæk hvor de havde ramte og det havde også brændt hul på hans tøj. Ligeså var hans hud helt lilla, gul og blå af slaget. Reolerne hamrede direkte i gulvet, hvor Sephiran selv blot så til. Desværre var Kimeya ret hurtigt og forsvandt i den typiske mørke dis.
I mellemtiden fremmanede Sephiran en kniv i sin hånd, som han holdt foran sig. Han ventede nærmest bare på, at Kimeya faktisk angreb, for sidst havde han jo gjort noget nær dette. Og denne gang ville han være forberedt! Han var dog ikke ude på at slå Kimeya ihjel, men blot spidde ham i låret, så derfor holdt han også kniven lavt. Som Kimeya greb om hans strube, så hamrede han kniven mod hans lår.
"Nej... Det er mig, der advarer dig," endte han fast. Han knyttede en næve og slog den direkte mod Kimeyas ansigt, så han kunne slippe ham. Han var ikke blevet trænet i tvekamp af sin kone for ingenting.

[Kimeya Marvalo]

Begge havde de deres styrker og svagheder, og det var disse som skulle bruges mod hinanden lige nu, og det var også der, at de i øjeblikket måtte stå. Han var træt af alle de problematikker, som han var træt af alle som arbejdede imod ham. Ligesom Sephiran gjorde lige nu. Det var slet ikke første gang, at de stod i denne situation, og selvfølgelig var det noget, som ligeledes også godt kunne mærkes. Han kneb øjnene fast og kraftigt sammen, og med blikket vendt mod Sephiran. Han var dygtig, og det vidste han godt.
Han var ikke værdig til at lede et land? Så måtte han jo vise på den hårde måde, at han var bedre end hvad Sephiran gav ham credit for at være. Han var nemlig en stærk mand, og ville han, kunne han snildt slå Sephiran! Den mand var bare i besiddelse af evner som han ønskede at bevare, fremfor at ende, og det var egentlig også lidt der, at problematikken måtte ligge. Han ønskede nemlig ikke, at noget skulle ske den mand. Han havde jo en betydning for ham!
Næven lukkede han direkte om Sephirans strube, og tvang ham op af den nærmeste væg. Kniven blev hamret direkte mod hans lår. Et smertefuldt gisp brød hans læber. Han stirrede direkte i Sephirans blik. Var det sådan, at de skulle lege? Det var en tanke, som gjorde ham vred! Han tog direkte om kniven selv, da Sephiran gav ham en knytnæve direkte i ansigtet, og derved tvang ham til at slippe. Han tog om kniven, og hamrede den direkte mod Sephirans ene side. Ikke for at slå ham ihjel, men for at få ham ned.

[Sephiran Acheron]

Sephiran ønskede, at Kimeya skulle komme til fornuft. Hvis han ville det, så kunne han have fået skænket magt her i landet på et sølvfad. Men når han kom på denne magtgale måde, så blev han benægtet det hele, for så skulle han nok finde en anden, der var bedre. Ja, ham selv, så skulle han nok fortsat lede de warlocks, der havde samlet sig her. En del havde søgt hertil, da Malisha havde taget tronen for en tid nemlig og de var nu under hans loyalitet. Han var træt af, at Kimeya altid skulle være den bedre. For Kimeya kunne jo så tydeligvis ikke støtte det som Sephiran havde opnået. Være den store, accepteret, at han var kongen. Hvis Kimeya bare spillede sine kort rigtigt, så ville Sephiran jo stadigvæk anderkende ham som sin ligemand. Men når han kom og prøvede at tage hans trone, så nægtede han det. Og derved så han ikke, at Kimeya var værdig til at lede dette land. Måske var han stærk, men han var ikke konge-materiale! Han mødte væggen bag sig, men fik ram på Kimeyas lår med kniven. Ligeså sad knytnæven godt mod Kimeyas ansigt. Engang havde han været drevet af kun magi som våben, men i dag havde han langt flere facader til sig.
"Husk på hvilken side af grænsen, du er på Kimeya," endte han advarende. Denne gang valgte han at sparke mod Kimeyas ben, så han kunne få manden ned at ligge, for han fandt sig ikke i mere! Det gav dog stadigvæk anledning til, at Kimeya kunne hamre den lille kniv mod ham i stedet og den borede sig direkte ind i hans side. Han blev tvunget i knæ af det samme og lagde den ene hånd i siden ved kniven. Han trak den dog ej ud. Vreden flammede i hans øjne og magien gnistrede i hans frie hånd. Stråler som stødende tråde blev sendt direkte mod Kimeya. Han fandt sig simpelthen ikke i dette!
"Hvis du havde bare den mindste respekt tilbage i livet, så ville du acceptere hvad jeg har opnået fremfor at komme og prøve at tage det fra mig!" vrissede han.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var en magtgal mand, men han vidste derimod også godt, at han kunne leve op til det, bare han fik muligheden for det. Nu ville han væk fra Dvasias og så langt væk fra Diamaqima'erne, som det var ham overhovedet muligt! Han ville slet ikke have noget med dem at gøre mere, og derfor havde Sephiran også bare at vige, så han kunne få tingene, som han gerne ville have dem. Det var vel heller ikke så svært, at forstå, var det? Han kneb øjnene sammen. Kniven som havde siddet i hans lår, havde han hurtigt fjernet, også selvomden hurtigt havde malet hans bukseben rødt, og derved også gjorde det svært for ham at støtte på det, for det havde jo været midt i låret! Det gjorde selv ondt på ham!
Kimeya fnøs. Sephiran skulle ikke komme med den store prædiken for ham, for det ville han slet ikke høre! Overhovedet ikke! "Jeg er lige hvor jeg agter at være," vrissede han denne gang. Han havde bedt manden på den fine måde, om at trække sig, og det havde han så nægtet.. Så måtte han jo få lov til at tage konsekvenserne af de valg.
Kniven borede han direkte i Sephirans side, hvor de begge sad i knæ foran hinanden. Det i sig selv, var jo heller ikke ligefrem nyt, kunne man sige. Sveden havde meldt sig i Kimeyas pande. Hans krop dirrede. "Jeg gør hvad der passer mig..!" hvæsede han denne gang, hvor han denne gang forsøgte at rejse sig. En handling, som han meget hurtigt fortrød. De stråler ramte ham direkte i brystet med en følelse af kraftigt elektriske stød, hvilket tvang ham direkte i gulvet igen. Hans krop dirrede. Det var svært at koncentrere sig i det hele taget!

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde altid ønsket magt. Men i dag, der betød positionen i Imandra mere end bare at dominere. Han ønskede jo at have fleres indflydelse, så dette land kunne ledes til storhed. Så han kunne etablere et land, hvor mangfoldighed kunne være. Selv han var jo gift med en holy grail, så han var ikke stærk på at skulle køre rene linjer. Han ønskede et mangfoldigt land, hvor alle kunne få noget ud af hinanden, uanset race og stand. Men man måtte også acceptere sin plads. Og selvfølgelig havde han også tænkt sig at bruge sin magt til noget, det måtte man heller ikke betvivle. Direkte blødsøden var han jo ikke, men han så bare det større billede!
Han trak vejret tungt og prustede let. Det gav virkelig nogle jag i hans krop, at have den kniv siddende i siden. Men det var bedre at lade den sidde, indtil en healer var kaldt til, så han ikke blødte ud over det hele. "Er du sikker? Jamen, så lad mig da byde dig hjertelig velkommen til Imandra," endte han med en bestemt tone. Aldrig om han ville overgive sin plads til Kimeya. Det var han kommet for langt til!
Den stødende magi sendte han direkte mod Kimeya, der fik ham helt ned på gulvet denne gang. Han smilede tilfredst. Han gjorde måske hvad der passede ham, men det passede ikke ind nogle steder her! Han slap de stødende tråde og sendte i stedet magiske reb mod Kimeya, der skulle binde hans hænder og fødder sammen. Han fandt sig ikke i mere!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde bestemt ikke tænkt sig, at give sig, fordi at Sephiran ville have, at han skulle gøre det! Han var træt af, at skulle være underkastet en anden, og det var nu, at det var hans tyr ti at gøre noget ved det, hvad end om det var noget, som Sephiran ville være ved eller ikke. Han bed tænderne fast og kraftigt sammen, for smerten ved de kraftig elektriske stød, var da ikke til at holde ud! Langt fra faktisk!
Først da de stoppet, faldt han mere sammen, hvor han gispede efter vejret, udelukkende fordi at det havde været svært og så godt som umuligt for ham at tage luften til sig. Han lukkede øjnene, kun for et kort øjeblik, inden han vendte blikket mod Sephiran igen. Rebene lagde sig tæt omkring ham, hvor hans håndled blev låst over hans ryg, og hans ankler blev lukket tæt ind til hinanden. Hans blik gled op mod Sephiran. Han troede at han var noget.. Han ville meget hurtigt tro om igen.
Selvom Kimeyas ene ben, var så godt som sat ud af spil, forsøgte han nu denne gang, at få armene fri igen. Han spændte i hele kroppen. "Tror du, at det er slut her?" spurgte han med en fast tone. Han dannede nogen magiske kugler, som han lod svæve op bag sig. Den ene ramte væggen, hvor den straks begyndte at indhylde det hele i mærke. Hvert et lys blev slukket.. og efterlod hele lokalet i komplet mørke. Han var slet ikke færdig endnu!

[Sephiran Acheron]

Såfremt Kimeya ikke ønskede at give sig, så havde Sephiran også tænkt sig at behandle ham som det han var. En magtgal undersåt, der ikke skulle komme og true hans trone, uanset hvem han var. Han var træt af at blive konstant nedgjort af Kimeya, trods han altid havde sagt, at de var på lige fod. Men det var jo tydeligt for ham, at sådan havde det ikke forholdt sig længe.
Han prustede let, som han skubbede sig op på benene igen, da han havde kastet rebene mod Kimeya. Hans ryg mødte væggen bag ham igen, som han støttede sig op ad, da det var blevet hårdere at stå, nu hvor han havde en kniv siddende i siden. Nok var den lille, men dog utrolig skarp. Han havde tænkt sig at vise Kimeya, at han skulle klappe i og makke ret, når han kom her og truede hans trone.
"Meget snart er det, min kære ven," endte han med en dyster tone. Mørket tog han sig ikke af. I stedet sendte han blot en kraftig lysende kugle op i loftet, så biblioteket på sin vis blev lyst op. Han så ned mod Kimeya. Let svang han sin hånd, hvor han fremmanede en tynd lænke i sin hånd. Med magi sendte han lænken mod Kimeya, der skulle sætte sig om hans hals og låse hans magi inde. Han måtte jo lære det på den hårde måde.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde endnu ikke tænkt sig, at give op, kun fordi Sephiran ville have ham til det. Og han skulle bestemt heller ikke komme her og tro, at han kunne udrette noget, for det var slet ikke noget, som han ville give den mand rum og plads til!
Øjnene kneb Kimeya fast sammen. Mørket samlede sig om dem, selvom det kun var for en kort stund, men det derimod, var også mere end nok. Han spændte i kroppen. Ud af hans ærmer, kom hvad der mest af alt, lignede mørke slanger, som begyndte at gnave sig igennem de reb, som han var lagt i. Lyset skar i hans øjne. Rebene slap ham denne gang, selvom han for nu, lod hænderne ligge bag på hans ryg. Han kneb øjnene kraftigt sammen. "Tror du virkelig, at du kan finde over mig, Sephiran?" spurgte han denne gang. Han var ikke en eller anden undersåt, som han kunne kaste rundt med, for det var slet ikke noget, som kom på tale, og særligt ikke nu! Han havde ting, som han skulle udrette, og ting, som han skulle have gjort. Han lukkede hånden kraftigt om kæden, så denne ikke lagde sig om hans hals. Han skulle ikke have lov. "Tror du, at jeg er dum, min kære ven?" hvislede han med en fast tone. Han sendte endnu en trykbølge direkte mod manden, inden han rejste sig. Han var da langt fra færdig her!