Change in plans!

[Kimeya Marvalo]

Sephiran Acheron

---

Det var en mørk aften, Kimeya endelig dukkede op på Det Mørke Morgengry atter en gang. Det var ved at være lang tid siden, at han havde været her sidst, og derfor, var det nu også bare på tide, at tage affære. Frygtelig mange ting var sket i Den Mørke Cirkel, i og med, at Kimeya atter en gang, havde valgt at indtage den plads, som han rettemæssigt følte var hans. Atter en gang, havde han derfor taget kontrollen og magten over warlockerne, og nu manglede han nu bare en sidste ting: Acheron-familien.
Derfor dukkede han op i en kraftig og kulsort dis, som lod ham på magisk vis, træde ud foran de store porte til slottet. Han vidste at Sephiran og hans familie, måtte holde til her. Hvor det også var ved at være utrolig lang tid siden, at han i det hele taget, havde været her sidst. Et koldt og derfor kynisk smil bredte sig denne gang på hans læber, hvor han hævede hånden, hvor det på magisk vis, lød som der blev banket på. Magien blussede kraftigt i hans årer. Endnu en gang, var han den mand, som han engang havde været, dog endnu med sine løse ender, som han endnu skulle have styr på.

Hvorvidt om Sephiran var oppe, så sent som det var, vidste han ikke. Han gik vel bare ud fra, at den mand, uanset hvad tid, det nu måtte være, ville være i stand til at tage imod ham, og det var sådan, at han havde det med tingene lige nu. En tjener åbnede forsigtigt døren og bød ham indenfor.
Afventende blev Kimeya stående i den store forhal, mens tjeneren søgte til Sephiran. Ganske forsigtigt. Ikke havde der været noget ønske om nogen besøgende, og særligt på denne tid af aftenen. Han bankede ydmygt på til Sephirans lokale. "Hr..? De har besøg."

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde for en gangs skyld valgt at gå forholdsvist tidligt i seng. De havde netop fået skrevet kladden færdig til den lovgivning, der skulle gælde for hele Imandra og han skulle nå bare have et møde med rådet omkring det. Det var trættende at vende sin hoved omkring lovgivningen og hele tiden sikre sig at formuleringerne ikke kunne kringles. Så der ville gå en måned eller to endnu før de kunne udgive den for folket, da den først skulle forbi tilpas mange øjne, der kunne hjælpe med at rette til og give ris og ros. Han lå i sin seng ved siden af Tiyanna. De sov ikke, men lå blot og snakkede ganske stille om de forskellige ting. Mange ting foregik, men der var en vis ro over Imandra for øjeblikket som de begge nød godt af. Så skulle de også bare have tingene til at køre herhjemme. De havde dog bøvl med Nick, hvilket han ikke ligefrem bifaldt, for han havde ikke tid til at sætte en møgunge på plads gang efter gang. Men på den anden side, så måtte Nick jo få en stor omgang når nok var nok, hvis han ikke snart lærte at lytte efter!
Som der blev banket på, så løftede han hovedet. Besøg? Nu? Det kunne kun være én person. Jeps. Han mærkede med det samme Kimeyas tilstedeværelse og han rejste sig. Han håbede virkelig den mand var kommet til fornuft. Soraya var begyndt at trives her, så han håbede bare, at Kimeya havde fået styr på sit liv.
"Send ham til biblioteket," råbte han ud gennem døren. Han kyssede Tiyanna og søgte så til sit klædeskab, hvor han hurtigt tog tøj på igen, rettede det til foran spejlet og gik så afsted. Han strøg fingrene gennem det halvlange hår, der dog var en smule præget af at han havde lagt ned. Han nåede biblioteket 5 minutter efter og trådte ind.
"Kimeya," hilste han sagte.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste, at det måske var et meget dumt tidspunkt, at melde sin ankomst på, men han var ligeglad. Han ville have bugt med det her, og nu hvor han havde sat alle de ting igang i Dvasias som han havde, så var der andre planer også, som han agtet at føre ud i livet, nu hvor han havde muligheden for at gøre det. Han blev stående i salen, inden han denne gang, blev guidet til biblioteket.
Her havde Kimeya dog ikke været før. Han havde ikke sovet i det, som efterhånden måtte være adskillige dage, og selvfølgelig vækkede det en storslående interesse for hans vedkommende, så det alene, var der heller ikke rigtigt noget andet i, lige for øjeblikket.

Endelig kom han. Sephiran. Kimeya vendte sig mod ham, med en kortfattet mine. "Jeg forstyrrede vel ikke?" spurgte han denne gang, uden egentlig at have nogen anden interesse i det. Hænderne foldede han over ryggen, hvor han denne gang, valgte at rette sig op. Hovedet lod han kort søge på sned. Havde han rent faktisk formået at rive Sephiran ud af sengen? Et sted, måtte han jo erkende, at det var en tanke, som virkelig morede ham, ment i den forstand. Smilet bredte sig kort på hans læber. "I så fald, så beklager jeg," tilføjede han denne gang, hvorefter han kort trak på skuldrene. Nej... I princippet kunne han være ligeglad, men han havde noget, han ville drøfte med Sephiran om.. og respekten for ham som væsen og bror, gjorde, at han ville snakke med ham om det, fremfor bare at gøre det.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var vant til at blive hevet ud af sengen på de mest ukristelige tidspunkter. Hvis det ikke var af sin familie, så af en eller anden besøgende. Kimeya gik ind under begge på sin måde. De havde været som pot og pande engang, men var som vokset fra hinanden i dag. Han savnede ham, selvom han ej kunne sætte de ord på de følelser og tanker han gjorde sig. Biblioteket var stort og flot indrettet og havde diverse gamle tidsskrifter og bøger. Det var her, hvor han og hans mænd fik inspiration til lovgivningen, da der faktisk var meget af hente i de gamle bøger. Han så direkte på Kimeya. Der var noget... forandret over ham. Noget, der mindede ham om Kimeya før i tiden, hvilket faktisk ikke behagede ham. Det var en dårlig udgave af Kimeya, der stod foran ham. Noget sagde ham, at Soraya ville blive meget skuffet.
"Bestemt ikke," svarede han. Man kunne forstyrre ham alle tider af døgnet, for søvn var alligevel ikke noget han havde meget brug for. Han behøvede ej at beklage for noget.
"Jeg går ud fra du har noget vigtigt på hjerte," fortsatte han. Han måtte vel bare gå direkte til sagen?

[Kimeya Marvalo]

I Kimeyas øjne, var det en ny mand, som stod overfor Sephiran. En mand, som han havde savnet at være, og en mand med en stolthed, som var så ubeskrivelig. Det var hvad der var i ham nu, og det var noget, som han agtet at ivaretage i den forstand, at det nu var ham muligt i det hele taget.
At han ikke havde forstyrret, var noget som passede ham ganske fint, nu hvor han selv skulle sige det. Han nikkede kort og bestemt. "Udmærket," sagde han denne gang, og med et ganske sigende nik. Han kunne i hvert fald ikke være andet end tilfreds med dette. At Sephiran derimod kunne mærke, at han var en anden mand, havde han det egentlig ganske fint med, for han var jo en anden mand, når alt endelig kom til alt. Han nikkede.
"Der er sket en masse, må jeg indrømme. Jeg har indtaget den retmæssige plads for mig i Dvasias igen, som racens leder.. Ønsker I Malisha igen, må I jo melde fra.." Den kvinde, kunne han ikke være andet end fuldkommen ligeglad med. Og han regnede skam også med, at der ville komme en reaktion før eller siden. Hvis ikke, så fra Samuel. Det var jo trods alt hans hustru, som han havde siddende i kælderen. Han trak kort på smilebåndet. "Og en anden ting.. Jeg agter at flytte warlockerne så langt væk fra Dvasias og Diamaqima'erne som muligt.. Jeg vil have dem hertil.. med mig i ledelsen," tilføjede han denne gang. Ja, der var sket frygtelig mange ting igennem den seneste tid, men det var ting, som han derimod var frygtelig stolt af.

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste netop nu ikke, om det var godt eller skidt at Kimeya kom med fornyet energi og holdning. Det var som om han stod rankere end sidst og havde en anden aura af magt. Hvad der var sket i Dvasias havde han ikke fulgt op på, for han havde sit eget land at styre som første prioritet. Dertil havde han mænd til at informere ham om alt andet. Men de var sløve. Han måtte finde sig nogle nye mænd til at hente og bringe ham informationer, for han havde ikke tid til at gøre alting selv. Han vædede roligt sine læber og foldede sine hænder bag ryggen.
"Malisha? Aldrig i livet. Det kvindfolk forpester min familie nok ved, at min lillebror er hendes ægtemand," endte han. Sephiran havde altid været den i familien, der gik imod hvad de andre gjorde. Nok havde han fundet og fanget Malisha til at starte med, men han havde brugt hende til egne egoistiske formål og havde været færdig for længe siden. Han så undersøgende på ham. Mon Kimeya nu ville sige, at han ikke ville til Imandra? Eller at han ville? Det hele afhang jo ligesom af det, hvis hans planer for det hele skulle lykkes! Som Kimeya fremsagde sine ord, så holdt han sin mine neutral. Lige indtil, at Kimeya direkte sagde, at han ønskede dem hertil. Til Imandra. Et tilfreds smil brød over hans læber.
"Det er jo bedre end plan A, når du har alle warlocks i ryggen og Malisha ude af spil!" endte han. Måske Soraya ikke ville blive skuffet alligevel? Det havde jo blot virket sådan.
"Jeg skal personligt finde jer et sted at være. Det glæder mig at se dig tilbage i dit rette element."

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var kommet med en helt fornyet energi. Den var kommet i takt med, at han havde fundet sin plads i sin egen familie, og nu havde de store planer for racen i sin helhed, og derfor stod han nu foran Sephiran igen. Malisha havde han slået.. hans moder havde taget kvindens ene hånd, og nu stod han endnu en gang, som racens retmæssige leder, og det var noget, som han havde det mere end fint med, når det endelig var. Han trak kort på smilebåndet. Sephiran skulle han ikke frygte i det øjemed. "Jeg var nu heller ikke bange for at du ville stille dig på bagbenene hvad Malisha angår. Jeg frygter nok mere din broder i dit omfang," sagde han ærligt. Af hvad han kunne fornemme, så vidste han godt, at Samuel var blevet glad for den kvinde. Ikke at han forstod hvorfor, for den kvinde, var ikke andet end en pestilens.
Det var tydeligt, at Sephiran ikke var helt med på, hvad det var Kimeya mente. Han agtet at rykke alle warlockerne med sig. Synd og skam, for dem, som ikke ville med. Han nægtet at lade racen underkaste sig Diamaqima'erne! Særligt hvis han kunne blive fri. "Mit rette element. Det er sandt.. Og du agter at finde et sted for mig at være? Min kære ven.. Du er på min plads.. Som sagt.. Under min ledelse," fortalte han denne gang. Han selv agtet at indtage pladsen som højeste her i landet.. Gøre Imandra til et land og sted i særdeleshed for warlocks, og selv sidde med en endelig magt. Han havde bare respekten nok for Sephiran til at give ham et valg.. at vige fra posten selv, eller blive tvunget af. Det var de valg, som han nu måtte have.

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde ikke meget til overs for Malisha. Heller ikke hans bror for den sags skyld. De kunne faktisk sejle deres egen sø, hvis det stod til ham. Såvel som Theodore kunne. Clemency var han mere neutral omkring, men eftersom hun var underlagt Theodore, så var der ikke meget at komme efter der. Længe havde han været selvstændig fra sin familie, lige indtil han havde fundet Tiyanna og de så havde stiftet deres egen. Nu var det her han hørte til. "Det må han jo selv om," endte han sagte.
Sephiran havde nok taget glæderne lidt for hurtigt. Hans første antagelse om Kimeya havde været korrekt. Det var en dårlig udgave af ham, der stod foran ham. Det burde han jo så bare have holdt fast ved. Hans mor var nok nået under uden på. Hvilken skam. Men hvad sagde det ikke om Kimeya? Han var svag! Først underkastet af Jaqia, derefter sin egen mor. Han var da virkelig faldet af på den! "Min kære ven... Ønsker du at være her i landet, så er det under min ledelse og min lovgivning. Ellers så skrub af helvede til og prøv at andet sted," endte han med en fast tone.

[Kimeya Marvalo]

Malisha kunne få lov til at rådne op i Kimeyas kælder. For nu, var hun hans legetøj, for hun kunne uanset intet stille op. Han havde taget hendes magi, og hun manglede lige i øjeblikket sin ene hånd. Et sted kunne det ske igen. Han smilede tilfredst for sig selv. Han kunne heller ikke lade være, og særligt nu hvor der var mulighed for at gøre det. "Det er jeg glad for at du siger," sagde han blot. I den forstand, var det begrænset, hvad han havde at frygte fra Acherons side af, for Theodore regnede han ærlig talt heller ikke med, at han skulle være bang efor. I det tilfælde, så var det vel bare Samuel, der kunne finde på at reagere på det?
Sephiran havde tilsyneladende misforstået. Ikke at det var noget, der kom bag på ham som sådan, for det gjorde det ikke. Han trak kort på den ene mundvig. Det skulle være under hans ledelse, og andet accepterede han på ingen måde!
"Jeg mener det, Sephiran. Du sidder på min plads, og jeg agter at tage den," sagde han denne gang med en kortfattet stemme. Manden skulle ikke komme her og tro, at han var noget i forhold til ham. Han var atter blevet en stærk warlock. Hans familie havde vist ham, at han kunne være den mand, som han havde været for flere tusinde år siden, og selvfølgelig var det noget, som han havde tænkt sig at udnytte ment i den forstand, at det var ham overhovedet muligt. "Landet bliver mit.. Det bliver et warlock-område, og det er mig som skal bestemme!" vrissede han denne gang. Han accepterede intet mindre!

[Sephiran Acheron]

Sephiran brød sig ikke om Kimeyas humør. Han var faldet for sin families klør, det kunne enhver anden end ham selv jo se. Soraya ville blive frygtelig skuffet, hvilket han for den skyld også selv var. Virkelig skuffet. Han kneb øjnene sammen. Kimeya forstod vist slet ikke hvilke grænser han prøvede at komme og flytte. Om han så kom med alle warlocks, så havde han også sine egne enorme styrker. Nyfødte vampyrer, en stor flok varulve, en del warlocks selv. Ligeså diverse andre borgere, der jo faktisk støttede op om det arbejde han gik og lavede for Imandra. Og det skulle Kimeya ikke komme at tage fra hverken ham eller folket.
"Det eneste jeg sidder på, som er dit, det er dit liv... Hvis du så meget som prøver på at tage min trone, så er du en død mand, Kimeya, forstår du det?" endte Sephiran med en fast tone. Han svang sin hånd, så han ville blokere Kimeyas luftveje og tvinge ham i knæ. Han nægtede simpelthen at blive overrumplet af sådan en amatør! Han gik nærmere ham.
"Du tror du er noget. Du tror du kan noget. Men du er gammel Kimeya. Du prøver at få en magt, som ikke tilfalder dig og som aldrig vil det, for du har slet ikke styrken til at styre et land. Du er svag. Svag. Først falder du for Jaqia, så falder du for din gamle mor... Du er en kylling, Kimeya og et kæmpe fæhoved!" endte han vrissende.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var måske tilbage i familiens mørke og kraftige klør, men det var ligeledes også der, at han vidste, at han havde en styrke, som han havde mistet for mange år siden. Denne havde han fundet igen, og han havde bestemt ikke tænkt sig, at lægge fra sig, fordi at Sephiran ikke ønskede at imødekomme de krav og forventninger, som nu skyllede voldsomt ind over ham.
Her låste manden grebet omkring hans strube.. magisk. Hans pupiller trak sig sammen, hvor han denne gang måtte synke mere i knæ for ham. Dette var dumt.. Det var virkelig, virkelig dumt. Den ene hånd hævede han til sin hals, næsten som havde det været et forsøg på at løsne et greb. Et greb, som faktisk overhovedet ikke var til stede. "Du... skal ikke.. kalde mig svag..!" endte Kimeya med en sammenbidt stemme. Han var en fast og en kraftfuld warlock, og det havde manden tilsyneladende glemt.
En kraftig trykbølge sendte han denne gang direkte efter Sephiran, for at smide ham bagud i et forsøg på at tvinge ham til at stoppe, hvad han nu havde gang i, for det var virkelig ubehageligt! Han gispede svagt efter vejret. Det var med en kraft uden lige han smed manden bagud. Kunne han slå ham ud, ville det jo også være helt perfekt!

[Sephiran Acheron]

Sephiran var vokset på andre måder end at falde tilbage i sine gamle uvaner. Dem udlevede hans yngste søn Nick for ham i dag, af hvad han hørte rundt omkring. Men han var stærkere end det. Han var kommet tilbage fra døden og var blevet stærkere siden dengang. Hver dag han troede på sin egen styrke, så føltes hans magi kun endnu stærkere. Og han havde ej brug for at falde tilbage i sin families klør - ikke, at de nogensinde havde gjort ham noget godt heller - for han syntes, at det var et svagt træk. Enten gjorde man det selv eller med dem man havde omkring sig. Man søgte ikke tilbage efter gammel tryghed! Han klemte godt til. Om Kimeya blev bevidstløs på grund af luftmangel, det var han faktisk ligeglad med. Et kynisk smil passerede hans læber.
"Du burde vide, at jeg kun taler sandheden Kimeya. Også selvom den gør ondt på dig at høre," endte han fast. De var begge kraftfulde warlocks. Og nu stod de vist til at skulle gentage deres store kamp, som de havde haft for mange år siden. Trykbølgen ramte ham, men selv nåede han at bremse den, så han blev skubbet tilbage og væltede ind i den ene reol, men ej med ligeså meget kraft som Kimeya havde sendt afsted i første omgang.
"Du skal ikke komme her og tro, at du er noget, Kimeya. Bare fordi magien er blusset op i dine årer," knurrede han af ham. Han samlede en energikugle i sin hånd, som han kastede direkte mod Kimeya. På vejen mod ham, så blev den dog usynlig og derfor sværere at slå ud.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde sin egen familie og sit eget ry at tage sig af, og dette havde han skam også tænkt sig at gøre, og det var derfor at han gjorde, hvad han nu gjorde. Han vidste, at han kunne udrede betydeligt mere her, end hvad han kunne i Dvasias, og han var ikke typen der lagde sig under nogen som helst, og det ville han aldrig nogensinde komme til.
Et kraftigt gisp brød Kimeyas læber. Sephiran kunne sige, hvad han ville, og det ville ingen forskel gøre, og det skulle han nok sikre sig, at det ikke ville! Han var ikke svag.. Sephiran ville måske bare gerne fremstille ham på den måde? Hans øjne endte helt mørke.. Magien pulserede i hans årer, og han var nærmest fristet til at slå manden ihjel. De havde været derude før, også selvom han ikke ønskede at tage den beslutning endnu en gang.
Trykbølgen sendte han direkte efter Sephrian, selvom det nok havde været et temmelig forventet forsvar, men han var nødt til at få manden til at stoppe! Han samlede efterfølgende en kugle i sin hånd. Han var klar. Denne gang var han klar. "Kald mig hvad du vil, Sephiran.. Jeg er ikke svag!" hvæsede han denne gang. Han ville opnå noget med sit liv! Han ville nå noget med det, og det skulle han for pokker ikke have lov til at ødelægge! Han kastede kuglen direkte efter ham, idet at den usynlige ramte ham direkte i brystkassen. Denne kastede ham baglæns og direkte ind i møblerne. Hans øjne lynede. Hans hænder begyndte at gnistre, idet han atter rejste sig. "Jeg er noget.. Og du ved det.." vrissede han med en fast tone. Han førte hænderne sammen, hvor han denne gang skabte en gnistrende kugle.. Denne skød han direkte mod ham. På vejen. På vejen splintrede den i flere små, som ville gøre det svært at undvige.

[Sephiran Acheron]

Sephiran syntes, at de havde stået her før. Efterhånden lidt for mange gange. Sidst Kimeya var kommet og havde slået ham af pinden, havde det resulteret i hans død og det skulle bestemt ikke gentage sig! Han havde nemlig ikke flere chancer, for han havde jo ikke sendt nogle sjæle til Azrael og bedt om nåde og genopstandelse i et sådant tilfælde. Måske dumt, men han agtede da at leve et mere ærligt liv. For det at have givet Azrael Romeo's sjæl på forhånd havde været en fejl, for den knægt var jo... lettere uduelig og fuldstændig uselvstændig, hvilket han slet ikke brød sig om den dag i dag. Men det var nu ikke noget, han ville indrømme for nogen. End ikke Tiyanna, for det ville da kun sætte en vulkan i udbrud om han gjorde.
I hans øjne, var Kimeya blevet svag. Måske var han magisk stærk, men han var psykisk svag, eftersom han konstant underlagde sig, selvom han altid havde påstået, at han ikke ville underlægge sig nogen som helst. At han så kom her og troede, at han bare kunne vippe ham af pinden, det pissede ham virkelig af. For hvis han var så stærk, så kunne han da bare smide Diamaqima'erne tilbage hvor de kom fra? Hvis han havde en hær af warlocks? Det skulle da ikke være et problem imod en alkymist og hans datter.
"Du kan bare ikke selv se, at du er svag, Kimeya," endte han endnu engang. Han holdt fast i sine ord, for han så det som en pureste sandhed. At han fik ram på Kimeya, fik et smil til at glide over hans læber. Han var noget? "Jeg ved ej, om det er sandheden længere, Kimeya. Du har en kvinde, som elsker dig ved din side og du ødelægger det hele ved at være magtgal, som du altid har været. Du er ikke kongemateriale, som jeg ikke er materiale til at lede racen. Vi må hver acceptere vores plads!" endte han fast. Gnisterne, der kom mod ham gjorde, at han gjorde et udfald til siden. På vejen, så ramte nogle stykker af dem dog hans arm og ben og han røg ned på knæ. Han var dog hurtigt på benene igen, denne gang selv med et mørkere blik i de ellers altid så isblå øjne. Hans fingre gnistrede selv nu. Han viftede med hænderne mod hinanden, hvilket fik reolerne tæt ved Kimeya til at falde i retning af ham.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya måtte ærligt indrømme, at han slet ikke havde tænkt særlig meget på Soraya, efter han havde forladt hende her, for at tage hjem. Hans familie på hjemmefronten, tog virkelig meget af hans fokus, og nu hvor han var blevet overbevist om, at han atter kunne blive den mand, som han engang havde været, så kunne det heller ikke ligefrem blive bedre. I hans øjne, stod Sephiran nu i vejen for hans mål, hvilket i forvejen var dumt. De vidste jo begge, hvordan det ville ende på sigt. Det havde kostet dem liv før.. og de ville ende der igen. Det var j heller ikke første gang, at de stod i sådan en situation.
Sephiran kunne sige hvad han ville, og det ville ingen forskel gøre for hans vedkommende. Han kneb øjnene fast og kraftigt sammen. "Jeg er ikke svag," fastholdt han denne gang. Han rettede sig op, selv efter at være blevet ramt af den kugle direkte i brystet. Det sved.. Han havde bare alle de planer for warlockerne, som han ønskede at føre ud i livet, og det kunne han ikke under Diamaqima'erne. De havde i forvejen kostet ham alt for dyrt, og dette ønskede han skule stoppe med det samme!
Selvom Sephiran kæmpede sig forbi, blev han alligevel ramt. Alligevel var det noget, som efterlod ham med en fryd uden lige. Det var noget som passede ham mere end hvad godt var. Han drejede hovedet med det samme, da der lød en kraftig knirken og begge reoler blev hamret direkte nedover ham. Kimeya forsvandt i en kraftig sort dis allerede med det samme.. Denne sivede ud mellem bøgerne og reolerne, som var faldet ned over ham. Den susede direkte mod Sephiran, hvor den denne gang tog form som Kimeya. Hånden greb kraftigt ud efter hans strube. "Jeg advarer dig, Sephiran!" hvæsede han denne gang.