New leader in town!

[Deleted]

”Som du selv siger, ville de fleste have opfattet mine ord på en anden måde.. Du er ikke en af dem,” kommenterede Islanzadí roligt. ”Når jeg ser på en der ikke længere er en teenager, ser jeg et modent individ. Et individ med erfaring og styrke. Det kan jeg ikke se fornærmelsen i.” Når hun selv blev omtalt, ønskede hun ej heller at blive omtalt som nogen unge. Det var nemlig et stadie, som hun for mange år tilbage havde passeret. Det eksakte tal på sin egen alder, havde hun heller ikke styr på længere, men hvad skulle hun også bruge et tal på? Hun var endnu smuk og havde et godt hoved, så hvad mere kunne hun ønske sig? ”Swann Mansion her i Marvalo City,” fortalte hun. Død og borte var hendes mand ganske vidst, men det var ikke ens betydning med, at hun var blevet smidt fra hus og hjem. Hun bar endnu hans efternavn, og derfor var hun stadig en del af den familie. Desuden kunne hun ikke benægte, at hun havde fået smag for det søde liv som adelsfrue. At have penge var ganske enkelt bare meget mere hende, end det var at undvære dem. Hun betragtede ham nøje. ”Nej, Dvasias er fuld af egoister, men ej heller er jeg bare en dvasianer. Jeg er en warlock. Jeg er en del af dit folk,” sagde hun direkte, som hun ønskede, at det betød noget andet for ham. Hvor skulle de dog også komme hen, hvis de skulle nære mistillid til hinanden? Ikke tog hun blikket fra ham. Ej heller da han vrængede ansigt af Theodore Acheron. ”Jeg håber, at du ved, hvad du gør. De fleste ledere fejler, når de begynder at undervurdere folk.. og ikke bør man undervudere Acheron-familien, om man kan lide dem eller ej.”

[Kimeya Marvalo]

Kimeya så ikke nogen grund til at tage ordene som en fornærmelse. Med alder kom erfaring, og med erfaring kom viden og styrke. Det var den, som han denne gang havde fundet. "Dog ændrer det ikke på, at ordene for mange andre, ville have været en fornærmelse," pointerede han med en rolig mine. Hendes ord, var en ros til ham, hvilket i særdeleshed måtte vække en glæde ved ham, for han vidste, at han havde gjort vanvittig mange fejl igennem de seneste år, og det var det, som han havde det fint med. "Styrken kommer et sted fra, det er sandt.. Og her har jeg i sinde, at gøre noget ved det." fastholdt han denne gang.
Var hun i Swann Mansion? I det tilfælde, burde han da uden problem være i stand til at finde hende. Han nikkede afslappet mod hende med en ganske sigende mine. "Det burde være til at finde.. Selvom jeg endnu agter, at fastholde alle, så tæt på Cirklen, som overhovedet muligt," sagde han denne gang. Hovedet lod han søge på sned.. Blikket hvilede denne gang meget indgående på hende.
Dvasias var et sted, som selv Kimeya havde svært ved at finde den tro og tillid, og siden han havde fundet ud af, at hans egen kone, var blevet slået ihjel af en Diamaqima, var det bestemt ikke et folkeslag, som han havde tænkt sig, at forblive tæt på, hvis han ellers kunne blive fri for det! "Sagt som en sand og ægte warlock, Islanzadí.. Bliv her.. Jeg vil få brug for en som dig," sagde han denne gang, og med en kortfattet stemme. Det ville være dumt ikke at udnytte de ressourcer, som de havde.

[Deleted]

”Og som sagt benægter jeg det ej heller,” gentog Islanzadí roligt. Ikke var det en diskussion, som hun agtede at føre længere ud. Det var en for smålig sag at diskutere. Ej heller var det diskussionen, som han skulle fokusere på, men derimod den ros, som hun havde ment til ham. ”Godt.. Med de styrker, som vi hver især har, må vi gøre med den, som vi kan.” Ikke ønskede hun, at styrke blev spildt. Det skulle udnyttes, ligesom hun ønskede sin brugt. Frustrerende var det nemlig at besidde den, men ikke at kunne løslade den. Hun betragtede ham. Alle skulle så tæt på Den Mørke Cirkel som muligt? Den var ny. Tidligere havde cirklen kun været tiltænkt ceremonier og magiudøvelser, hvor det havde været ønsket, at warlockerne holdt sig spredt i hele Marvalo City, så byen forblev warlock-territorie. ”Hvis hele racen skal være her, kræver det, at du skaber pladsen pladsen for os,” sagde hun direkte. En ny tankegang var det. Det var, som ønskede han at samle racen. En tanke, som hun bifaldt. En egentlig magt var warlockerne nemlig, hvis blot de kunne samle sig. Noget der dog var problematisk i og med, at warlockerne var kendt for at have deres egne særheder og egoer. Smilet trak hun en anelse på, som han bad hende om at blive. ”Så gerne,” sagde hun, idet hun respektfyldt bøjede hovedet for ham. ”Fortæl mig, hvad jeg kan gøre der vil være til gavn for dig,” bad hun ham. Hun måtte vide mere. Særligt hvis han reelt set ønskede at samle warlockerne. Det krævede nemlig, at han ønskede at ønskede at lukke dem ind. To veje gik det nemlig.

[Kimeya Marvalo]

En smuk og fornuftig kvinde var Islanzadí, og derfor var det noget, som faldt i hans gode bog allerede med det samme. Det var en kvinde som i særdeleshed formåede at skrive sig ind i hans gode bog, og det var noget, som han havde det mere end fint med. "Det må vi naturligvis, og derfor ser jeg ikke nogen grund til ikke at udnytte, hvad warlocker hver især er i stand til at gøre ved deres ressourcer og kompetencer," sagde han denne gang. Han havde denne gang meget høje tanker og meninger om hvad warlockerne skulle opnå, samt hvad de skulle være i stand til, og det var noget, som han agtet at holde fast i, at han ønskede racen det bedste, og derfor ønskede han selvfølgelig også at hun skulle være tæt omkring. Et kort smil passerede denne gang hans læber, hvor han nikkede. De planer havde han skam allerede fået styr på.. Og nu hvor han stod foran hende, var det endnu et tegn på, at han alligevel valgte at udvise hende en form for tillid, som han ikke udviste overfor særlig mange.
"Det kommer jeg til. Det er kun dem, som jeg ønsker at have med mig, som vil få det tilbud, Islanzadí. Du er i besidelse af evner og kompetencer, som jeg vil se som en skam, ikke at bruge. Mørkets Cirkel, vil ikke blive vores hjem for lang tid, kan jeg fortælle," sagde han denne gang. Et kort smil passerede derfor hans læber. At samle warlockerne var nemlig hvad han ønskede. Ikke at der var nogen tvivl om det. "Jeg har brug for en skarp hjerne, som ikke er en del af familien, da jeg ikke ønsker en ny familiære fejde. Du virker som en kvinde, der har hovedet på rette sted. Dette ønsker jeg naturligvis at bruge, om du vil tillade det. Jeg vil føre warlockerne til Imandra.. indtage landet der, og gøre det til warlockernes nye område. Med mig i ledelsen," fortalte han denne gang med en mere bestemt time end tidligere.

[Deleted]

Islanzadí nikkede medgivende til hans ord. Så langt var de enige. ”En tankegang efter mit hoved,” anerkendte hun. Opmærksomt lyttede hun til, hvad han havde at sige. Særligt måtte hun blive opmærksom, som han tilkendegav, at Den Mørke Cirkel ikke længe ville være deres hjem. Uhørt lød det næsten.. Cirklen havde trods alt altid udgjort warlockernes centrum. Han havde uden tvivl planer på menuen. Store planer. ”Hvorfor er det, at jeg har fornemmelsen af, at du helt mener, at vi skal ud af Marvalo City?” lød det sigende fra hende, inden hun også hørte svaret på det. Imandra. Nabolandet havde længe været en broget skare. Dog havde det i noget tid haft en warlockregering.. eller en warlock konge om end. Dog kunne hun helt forstå, at Kimeya ikke ville lade Sephiran forblive konge. Ikke når han sagde med ham i ledelsen. Forlade Marvalo City og Dvasias.. Det var uden tvivl store visioner at sidde inde med. Hun kiggede på ham. ”Lad mig være en del af kampen. Min kære moder lærte mig aldrig at sidde og vente på mændene der skulle vende hjem efter kamp. Hun lærte mig derimod de besværgelser, som jeg skulle bruge i kamp. Derudover er jeg lige vendt hjem efter at have løbet en magiker ned.. Det virker kun ret at føre den stil videre,” endte hun med at sige. Normalt var en kvindes verden ikke som den, som hun tilkendegav for ham. Det var dog hendes. Skæbnen at lide under, når ens egen moder havde ønsket hende som en dreng og ikke en pige. ”Men inden da.. Tillad mig at spørge, hvad der ligger til grundlag for, at du ønsker os rykket?” spurgte hun ham, som hun fandt den viden ganske essentiel. En grund måtte der være. Det var nemlig ikke bare en tanke der pludselig slog en.

[Kimeya Marvalo]

Store planer havde Kimeya for warlockerne, og særligt efter at en række hemmeligheder havde set dagens lys. Hemmeligheder, som han i forvejen ikke brød sig om. Han ville vise sig som racens rettemæssige leder, og det var ikke noget, som han kunne dyrke på denne side af grænsen. Derfor agtet han at flytte hele racen længere mod øst. "Fordi vi skal ud af Marvalo City," sagde han denne gang med en ganske direkte stemme. Det var vel heller ikke så svært at forstå. At hun så derimod ikke modarbejdede ham, men derimod ønskede at blive en del af det, glædede ham da kun, for det var lige præcist sådan, at han gerne ville have tingene! Jo flere han kunne få med sig, jo bedre ville det uden tvivl blive!
Derfor bredte der sig et tilfredst smil på Kimeyas læber, hvor han denne gang nikkede mod hende. Ikke havde han tænkt sig at modarbejde hende. Og i særdeleshed ikke, når hun selv havde tænkt sig, at deltage. Igen havde han brug for dem, som han kunne få på sin side. "Tror du, at jeg ville have fortalt dig det, hvis jeg selv ikke ønskede, at du skulle tage med, Islanzadí?" begyndte han denne gang med en kortfattet stemme. Hånden knyttede han let. "Dette er ikke noget, som bare kommer af sig selv. Jeg har tænkt.. drøftet, vendt og drejet det. Jeg har brug for en elite.. og jeg har i sinde, at skabe min egen. Jeg ønsker du skal blive en del af den," sagde han denne gang, som han oprigtigt ikke havde nogen fornemmelse af, at han ikke kunne stole på hende. Dette var naturligvis en glædende tanke. "Diamaqima'erne er skyld i opløsningen i min familie i sin tid. Jeg nægter at lade den eneste sande race, lægge sig under dem," fortalte han kortfattet. Bare tanken om Nathaniel, gjorde ham vred!

[Deleted]

Det lå i kortene, at warlockerne ville forlade Marvalo City. Det var uden tvivl et sats, og det krævede sin mand at gøre det. Kimeya måtte virkelig føle, at han havde sit grundlag i orden, siden han turde gøre forandringen. Denne by havde jo været warlockernes hjem i århundreder. Det ville skræmme mange, at de nu skulle forlade den, og ikke kun den, men hele Dvasias. Han bad dem jo om at forlade deres hjem for at danne dem et nyt. For Islandazí var dette dog ikke et problem. Hendes hjem var, hvor warlockerne var, og hvor hendes familie var. ”Du beærer mig med din tillid,” sagde hun høfligt. At Kimeya ønskede at have hende i sin elite, anså hun bestemt ikke for at være en småting. Dog syntes hun samtidig, at det var et sted, hvor hun burde være. Hun var nemlig mere end en smuk kvinde. Hun havde ben i næsen, og hun kunne tage en mand ned. ”Og hvad med Sephiran Acheron? Skal han og hans familie elimineres, eller skal han underkaste sig dig? Jeg ved, at I har en historie sammen, og jeg tvivler på, at han vil underkaste sig og have en warlock stat. Han har allerede tilkendegivet, at han ikke er interesseret i en ren race. Holy Grails, varyler, vampyrer og varulve er mindst ligeså værdige i hans øjne,” sagde hun direkte. Engang havde Acheron familien syntes som en renracet familie, men ikke længere.. Sephiran giftede sig med en blanding.. Han fik blandingsbørn.. Theodore – familiens overhoved – havde endda vist sig at have et ømt punkt for blandinger. Skuffende var det, da det engang havde været en race af fuldblods. Dog var det ikke ens betydning med, at hun brød sig om dem.. Hun gik ikke ind for de manglende sjæle.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var allerede nu, temmelig klar i hans holdning og hans mening, og derfor ønskede han warlockerne flyttet. De skulle så langt væk fra Diamaqima'erne, som det var ham overhovedet muligt at få dem, også selvom han vidste, at det var noget, som ville tage tid. Først og fremmest, var det jo vigtigt at samle sig sin elite, og derfor ville han gerne have hende, som en del af sin. Det var vel heller ikke underligt, var det? Han vidste, at hun var dygtig, og alt tydet jo trods alt også på det. "Hvorfor ikke vise tillid til en, som ønsker det samme som jeg?" spurgte han denne gang, med et stille smil på læben. Han fik jo tingene som han ville have dem. Han havde en sjov tendens til altid at få tingene, som han gerne ville have dem.
For nu, handlede det om at samle eliten, og få warlockerne ud af Dvasias og mod Imandra. Det ville være synd og skam, at sige, at han ønskede Sephiran død. Han vidste, at den mand, var en mand med frygtelig mange talenter, og det var jo nogen, som han sagtens kunne bruge. Hovedet lod han langsomt dale på sned, hvor smilet nu heller ikke var til at tage fejl af, når det endelig skulle være. Han nød dette, og uden tvivl mere, end hvad han nok burde gøre. "Ham skal jeg nok personligt tage mig af," begyndte han denne gang med en rolig stemme. Kunne han betro sig ordentlig til hende? Han havde en god fornemmelse af, at han godt kunne. "Jeg har brug for nogen til at samle tropperne her.. samle det hele sammen her, mens jeg selv drager mod øst," forklarede han sandfærdigt. Han var nødt til at få Sephiran til at give efter, før han kunne gøre noget som helst ved det.

[Deleted]

Smilet trak Islanzadí kort og svagt på. Hun nød at planlægge, og hun nød at blive inddraget i begivenheder. Det sidste havde han tøvet med, og derfor tilfredsstillede det hende uden tvivl, at de nu var samme på samme side. Selv ville hun i hvert fald mene, at han kunne regne med hende.. i hvert fald så længe, at han kunne tale godt for sig. Enige behøvede de nemlig ikke at være i det hele, hvis blot han havde argumenterne i orden. Han skulle nemlig kunne forsvare over for hende, hvad han gjorde, sagde og mente. ”Lige mine ord,” lød det roligt fra hende. At han havde planer for Sephiran Acheron, fik hende ikke til at spørge nærmere ind til sagen. Han talte, som vidste han, hvad han skulle gøre ved manden, og det ville hun ikke rode i. Det var også blot en erkendelse, at Kimeya måtte kende Sephiran det bedre, end hvad hun gjorde. Faktisk var hendes personlige kendskab til manden ikke eksisterende. Han havde nemlig aldrig interesseret sig for warlockerne og Dvasias.. Derfor havde deres kendskab til hinanden også været ikkeeksisterende. Hvad der derimod interesserede hende var Kimeyas ord omkring sin plan. ”Jeg kan skrive ud til visse af warlockerne og troppe op ved andre omkring nyheden.. Det eneste jeg har brug for at vide er, hvornår vi alle begiver os af sted,” sagde hun direkte, som hun antog, at han var villig til at give hende opgaven siden det var hende, at han sagde til det. Derfor var hun ej heller bleg for at svare ham retur. Forhåbentligt ville han også se det som en styrke i hende. Det gjorde hun i hvert fald selv. Hun turde åbne munden, skønt nogen mænd mente, at kvinder bare burde være pæne væsner der sad høfligt i hjørnet og nikkede til mandens ord.

[Kimeya Marvalo]

De ønskede begge to det samme, og derfor kunne Kimeya ikke se nogen grund til, ikke at skulle involvere Islanzadí i hans planer. Desuden var det jo altid rart, at der var nogen udefra, som ligeledes også kunne være med, og særligt fordi, at det var en stor ting, som han havde planer om lige nu. Det kunne godt være, at det var hans egen familie, og hans egen slægt, som officielt, havde sat de tanker i ham, som nu måtte melde sin ankomst, men for pokker.. Det var jo heller ikke fordi at det var en skidt ting, kunne man da sige. Han nikkede anerkendende mod hende. De var enige så langt.
Hvad angik Sephiran, var det en sag, som han tidsnok selv skulle tage sig af. Den kære mand, var nemlig i besiddelse af nogen kompetencer, som han selv ville se som synd og skam, ikke at få med på teamet, og særligt fordi at han vidste, at dæmoner og vampyrer, også ville komme til at reagere på dette, og derfor var det også vigtigt, at der blev gjort noget ved det. Han kendte manden godt efterhånden, og selvfølgelig agtet han at få manden med på teamet, såfremt at han lod ham. "Tag kontakt med dem, som du finder troværdige. Jo flere vi er om det, jo bedre er det," fortalte han denne gang. Det her, var jo heller ikke ligefrem ting, som kom af sig selv, kunne man sige. Denne gang sænkede han roligt armene, og med et kort smil på læben. "Jeg vil selv drage mod øst, og mod Imandra. Tidsnok vil jeg vende tilbage, og deraf få vores race med over grænsen," afsluttede han. Det alene, var han allerede fuldkommen fast besluttet på. Han ville ikke blive i Dvasias!

[Deleted]

Forstående nikkede Islanzadí til hans ord. Det var uden tvivl en stor opgave, som han lagde på hendes skuldrer. Derudover var det også noget af en tillidserklæring, som han lod det være op til hende at vurdere, hvem der skulle have besked om udrykkelsen og ikke. ”Jeg vil række ud efter dem, som er vor nye æra værdig,” sagde hun stilfærdigt, hvor hendes tanker allerede nu måtte begynde at florere. Hun havde allerede nogen i sinde. De store klaner skulle med. Andet ville være tåbeligt, da de var mange og af penge. ”Af halvblodsene en del af vor nye æra, eller skal de fornægtes adgang?” Spørgsmålet var jo relevant. Skulle racen være ren fra nu af, eller skulle de også lukke dem ind, som havde det i blodet? Selv kunne hun se fordele og ulemper ved begge dele. Det ville give dem flere mænd at inddrage varyler. Derudover ville de få renracede børn, når de engang slog sig ned med en fuldblods. Warlockgenet ville nemlig slå ind i det tilfælde. Ved ikke at tage dem med, gjorde man dog et eksempel ved at vise, hvad der var acceptabelt og ikke, og på det plan havde hun jo altid gået ind for, at racer ikke blandede sig intimt med hinanden. Hun nikkede forstående. ”Folk vil stå parate, når du engang vender tilbage,” lovede hun. Hun ville samle folket her, imens han banede vejen for dem i Imandra. Selv var hun uden tvivl tilfreds med mødets udfald. Det havde givet langt bedre, end hvad hun egentligt havde regnet med! Pludselig stod hun nemlig med en betydningsfuld opgave foran sig. En opgave, som hun bestemt tog til sig. De personer, som hun allerede havde i tankerne, kunne hun meget passende søge med det samme. På stående fod kunne hun nemlig ikke sige, om hun havde dage eller uger til sin opgave.

[Kimeya Marvalo]

Vigtigt for Kimeya var det uden tvivl, at dette var noget, som blev gjort rigtigt, og det var noget, som han agtet at stå ved. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse. Han stolede på hende, når han valgte at skænke hende denne fantastiske position i forhold til det arbejde, som han ønskede skulle ordnes. Hovedet lod han derfor søge på sned, hvor det tilfredsstillende glimt, meldte sig i hans blik. "Jeg vælger derfor at stole på dig," sagde han med en oprigtig stemme, som det jo bestemt heller ikke var hver dag, at han agtet at skænke nogen denne mulighed.
Hvem hun havde i sinde, at søge til, skulle han ikke kunne sige. Det eneste, som han gik ud med en forventning til, var at hun ville være i stand til at klare den opgave, som han hidtil havde skænket hende. "Halvblods med forbehold. Lad disse være for nu. Jeg skal selv nok personligt tage mig af dem," sagde han denne gang med en oprigtig stemme. Han nikkede istemmende til, hvor han denne gang hævede sin hånd, og lod denne stryge over hendes kind. Han var tilfreds.. Og det var med dette, at han valgte at bekræfte det for hende. "Udmærket.. Så tag af sted.. Spred mit budskab. Jeg vil inden længe, selv søge tilbage til Dvasias og Den Mørke Cirkel med nyt fra min færd," afsluttede han denne gang. Han ville selv snart af sted. Dette var nemlig noget, som skulle sættes i værk!

[Deleted]

Halvblodsene var med forbehold. Det var i og for sig noget, som Islanzadí godt kunne lide at høre. Hvis halvblods blev lukket ind i det nye land, skulle vedkommende være for deres race, og ikke den anden, som de besad. Dog var det ikke dem, som hun ville tage sig af. Det havde Kimeya selv bedt hende om. Hun ville tage sig af fuldblodsene, og først og fremmest dem af bedre velstand. Det var også dem, som hun havde det bedste kendskab til. Det var hendes kreds. ”Jeg vil lade dem være til dig,” endte hun med at sige. Det var hans ønske, og ikke så hun nogen grund til at sige det imod. Hun ville desuden få travlt nok med at nå fuldblodsene. Dem var der trods alt også en god håndfuld af. Hånden som han strøg imod hendes kind, gjorde hun intet ved. Upassende fandt hun den egentligt, men typisk Marvalo mændene var det. Kimeyas kære fader ville dog ikke have stoppet ved et simpelt kindstrøg, men at hans søn var klogere end det, værdsatte hun. Hovedet bøjede hun for ham. ”Jeg vil straks gå i gang med min opgave.. Jeg vil ikke skuffe dig,” afsluttede hun sikkert. Hun skulle nok gøre sin del af opgaven. Ideerne havde hun også allerede. Hovedet hævede hun nok engang, så hun stod rankt og stolt. Hælen drejede hun dernæst rundt på, så hun vendte ryggen til ham. De var færdige her. Hun havde sit at se til, så hun måtte hellere gå i gang, ligesom han måtte. Forhåbentligt ville begge deres opgaver lykkedes. Det satsede hun om end på.. ellers ville hun ej heller gøre dette for ham. Uden yderligere ord forlod hun cirklen.

// out

[Kimeya Marvalo]

Kimeya skulle nok tage sig af de kære halvblods som var. De få, som var der om ikke andet, for det var vigtigt for ham, at det kun var dem, som ønskede racen det bedste, som fulgte trop, og det var vel heller ikke underligt, var det? Han nikkede denne gang i retningen af hendes skikkelse igen, og med et ganske tilfredst smil på læben. I forvejen, kunne man sige, at hun havde givet ham, præcist det, som han gerne ville have, og præcist det, som han gerne ville høre. Kunne man overhovedet være forundret over det? "Glimrende. Dem skal jeg nok kærligt tage mig af," sagde han denne gang hvor han atter nikkede mod hende.
Hånden mod hendes kind, var et tegn, som selv var meget hyppigt brugt i hans familie, og derfor var det ikke noget, som han havde tænkt sig, at gøre noget yderligere ved. Tilfreds var han nemlig med hende, og det var også det, som han ikke havde tænkt sig, at lave om. Et tilfredst smil passerede denne gang hans læber. Hun ville tage af sted, og det samme agtede han at gøre. "Jeg ser frem til, at se hvem og hvor mange du har fået samlet her, til den endelige flytning," endte han. Nej, han regnede bestemt ikke med, at en som Sephiran, ville give efter for ham og hans ønske, men han kunne måske være heldig? Han håbede det i hvert fald, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han lod hende tage afsted, for derefter selv at søge bort. Han havde nemlig rigtig mange ting, som han nu skulle sætte igang med!

//Out