New leader in town!

[Kimeya Marvalo]

@islanzadi

---

Malisha var slået og bragt til fangekælderen, hvor hun nu atter måtte sidde uden sin magi.. uden en hånd, og slået af pladsen som leder endnu en gang. Selv vidste han at det nok kun var et spørgsmål om tid, inden Acheron-familien ville reagere, men hvad fanden. Han var ligeglad. Med den familie, som han nu havde ved sin side, så ville han til enhver tid foretrække dem over alt det andet, som ellers kunne passere hans liv undervejs.
Den Mørke Cirkel, var foreløbig hans hjem. Han havde et helt samfund, som han nu skulle have styr på, og det var heller ikke nemt, nu hvor han var begyndt at få feber. Hvad pokker Malisha havde gjort ved ham, vidste han ikke, men for pokker, hvor han dog hadede det. Leder-salen som var et af de store rum, som fandtes i Mørkets Cirkel, havde Kimeya indtaget pladsen som leder igen. Han nød det.. Han var stolt af det, og i særdeleshed fordi at det var en titel og en ære, som han endnu en gang, var i stand til at kunne bringe sin egen familie, og det var det, som han var mest stolt af.

Selvom han endnu ikke havde fundet ud af, hvad Malisha havde gjort ved ham, så var hans familie nu også ved at etablere sig. Han havde fået Blair retur.. Skulle naturligvis stadig døje med sin moder, og hans datter havde han fået bagt hertil igen fra den anden side. Den stærke familie, som Marvalo engang havde været, var endnu en gang en, som skulle have lov til at stå.
Indvendig havde han en klar følelse af intens varme. Malisha skulle han senere få underlagt mere tortur, end hvad hun i forvejen havde været underlagt, og han ville elske at se hende lide mere, end hvad hun i forvejen gjorde. For nu.. nød han stilheden. Warlockerne skulle nok meget snart acceptere at deres gamle leder atter var kommet for at blive!

[Deleted]

Forandringer frydede. Særligt de forandringer, som man selv støttede op omkring. Ny var den seneste nyhed ganske vidst endnu, men stadig havde den allerede spredt sig til hele Marvalo City. En ny leder regerede over warlockerne.. eller en gammel ny leder var vel et mere passende ord for det? Kimeya Marvalo sad igen på magten. Han havde kastet Malisha Acheron bort fra den. Et sted burde det måske gøre Islanzadí trist til mode, men ikke var det tilfældet. Hun og Malisha var måske halvsøskende, men aldrig havde de opsøgt hinanden. Langt tættere var hun derfor på familien Marvalo, som hun havde kommet i deres hjem igennem mange år. Et bekendtskab, som hun havde fået igennem sin nu afdøde mand. Tilfreds var Islanzadí selv med det skiftede lederskab. Kimeya var en imponerende mand. Særligt efter, at han og Faith Jaceluck var gået fra hinanden, og efter han ikke længere var Jaqias håndlanger. Magisk set var han nemlig en stærk warlock, og derudover havde han før i tiden været en warlock med store visioner for warlockerne. Malisha havde blot været gal på det punkt.. Særligt hendes ugennemtænkte træk, der havde bragt warlockerne mod Procias’ kongehus.
Islanzadí skred ind i Den Mørke Cirkel. Smuk som altid. Hendes gyldne hårpragt var utrolig, som den gik hende helt ned til livet, og var nydeligt sat. Kjolen var dyr og læbestiftsrød. Over brystet havde det en slå-om-funktion, hvor hun om taljen bar et tykt bronzelignende bælte. Lange var ærmerne og vidde, hvor man kunne se, at det indvendige stof var af farven bronze. Udenpå ærmespidserne var der desuden nogle store bronzefarvede figurer. ”Kimeya Marvalo,” hilste hun stilfærdigt, som hun bevægede sig over mod ham. Selvsikkert og yndefuldt. Som hun kom over til ham, nejede hun for ham med en perfekt rank holdning. Gode manerer havde hun lært i en tidlig alder. ”Tillad mig at være en af de første, der gratulerer vor nye leder.”

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde opnået magten, men af den grund, var han endnu ikke helt tilfreds med tingene. Hans blik faldt derfor til hans nye omgivelser. Et kort smil passerede hans læber. Træt var han, og han havde feber, men af den grund, så ville han stadig klare sig betydeligt bedre, end vad han havde gjort frem til nu. Derfor vendte han denne gang blikket mod de store døre, da disse måtte gå op. En warlock. Han ønskede at samle dem, og for nu, var der rigtig mange planer, som skulle lægges. Meget havde han bestemt heller ikke til overs for Diamaqima'erne mere, og derfor ønskede han at lægge så stor afstand til disse, som var det ham overhovedet muligt.
Intetsigende måtte hans blik derfor forblive, som han stirrede mod hende. Hvem hun var, vidste han ikke, og nej.. Han kunne ikke længere være ligeglad. Warlockerne var velkomne, hvor han nu også vidste, at det nok kun var et spørgsmål om tid, inden Acheron-familien ville reagere på, hvad han havde gjort. Han havde kostet Malisha den ene arm, hendes magi, og nu var han også den som havde placeret hende i en celle længst nede under Den Mørke Cirkel, hvor han vidste, at hun ikke ville forvolde ham nogen problemer. Han smilede tilfredst for sig selv og nikkede mod denne kvinde, som nu valgte at træde ind i salen. "Ikke findes der nogen grund til at lykønske mig med noget, som fra starten af, var mit," fortalte han denne gang. Dog glædede det ham, at nogen viste interesse for hans sejr over Malisha. "Fortæl mig dit navn.. Du er mig ukendt," tilføjede han denne gang. Ikke stolede han på nogen, og i særdeleshed ikke på nogen, som han i forvejen ikke havde kendskab til.

[Deleted]

Sandt var det, at stillingen også tidligere havde været Kimeyas, men selv følte Islanzadí nu, at en lykønskning stadig var på sin plads. En sejr var nemlig altid en jubel værdig. Bare fordi, at man havde vundet en krig, behøvede man jo ej heller at være ligeglad med, at man vandt sin tredje. De blå øjne holdt hun på ham. Ikke følte hun sig afskrækket. Bestemt ikke. ”Jeg tager mig alligevel fornøjeligheden af, at lykønske dig,” fastholdt hun. Ikke var hun kvinden der krøb, og derfor ville han ej heller se hende gøre det. Ganske vidst var hun blevet lært i at smile og neje, men stadig var hun også blevet opdraget som en mand. En snert af irritation viste sig i hendes blik, som han sagde, at han ikke kendte hende. Hurtigt blev hendes blik dog det direkte igen. ”Næppe er jeg ukendt, men højst glemt.. Det er vel også nogle år siden efterhånden,” rettede hun ham. De kendte nemlig hinanden. Hun havde kommet en del i hans familie, men selvfølgelig … der havde været en årgang, hvor han pludselig ikke havde kommet så meget i sin egen familie. Hænderne foldede hun foran sig. Køn var hun. Ingen tvivl om det. Der var bare mere til hende, end hvad øjet umiddelbart så. ”Islanzadí Swann,” påmindede hun ham. Forhåbentligt ville han ikke bare glemme det igen. Nu hvor hans fokus ikke længere var på dæmoniske kvinder, og det dvasianske kongehus, var der også en chance for, at de ville begynde at se mere til hinanden igen. Det var nemlig i de samme kredse, som de kom. Ganske vidst var hun ikke længere sammen med sin mand Alastair Swann, men stadig havde hun hans fine adelige titel på sig. Derudover interesserede både hun og Kimeya sig for warlockernes politik, og det gjorde igen, at de yderligere kom i de samme kredse.

[Kimeya Marvalo]

At Kimeya rent faktisk skulle stå overfor en gammel kending, var nok ikke rigtigt en tanke, som slog ham lige nu. Han blev siddende på sin stol. Her i Mørkets Cirkel, tårnede han som havde han været en konge, og så var han fuldstændig ligeglad med, hvad udlægget skulle vise sig, at blive. Malisha sad i hans kælder, og han havde det mere end fint med det. Nu havde han noget at lege med, og han selv elskede at komme igang.
Denne kvinde var en stædig en af slagsen. Han kunne lide det. Det var en warlock lige efter hans smag. Han trak kort på smilebåndet. "I så fald, så takker jeg," sagde han denne gang, hvorefter han rejste sig op. Nej, han stolede ikke på hende.. Den eneste, som han stolede på, var Blair, kun fordi at han vidste, at hun ville handle ud fra, hvad han fandt interesssant, og det var det, som han havde det mere end fint med, når det endelig skulle være i den anden ende. Islanzadí Swann? Det navn, var i hvert fald et navn, som for ham, var genkendeligt! Et kort smil passerede denne gang hans læber. "Ser man det. Det er mange år siden, vores veje har krydset. Fortæl mig.. Hvad bringer dig hertil." Hænderne foldede han over ryggen, inden han denne gang søgte tættere på hende. Ikke fordi at han ville gøre hende noget, men derimod for at mindske afstanden, nu hvor det var gamle kendinge, som nu skulle stå ansigt til ansigt endnu en gang. For ham, var det nemlig utrolig.. fascinerende. "Og fortæl mig, hvorfor du først vælger at vise dit ansigt for mig nu," tilføjede han denne gang. Nysgerrig som han var.

[Deleted]

Stædig og sikker var, hvad Islanzadí var. Hun ville nemlig ikke blot kostes rundt med, som mange andre kvinder ellers havde fint med. Det var bare ikke, hvad hun var blevet opdraget til. Dog havde hun også den evne, at hun kunne vurdere, hvornår hun skulle tie, og hvornår hun skulle tale. Politik var det ren og skær, og hun elskede det! Hun fulgte ham med blikket, som han rejste sig for at træde nærmere. Selv blev hun blot høfligt stående. En pæn højde havde hun for en kvinde, hvor hun også holdt sin ryg rankt og sit hoved højt. Smilet på hans læber passede hende uden tvivl. I så fald var hun alligevel ikke helt glemt. Ej heller ønskede hun at se sig som en person, som man blot glemte. Hen til hende lod hun ham komme. Ikke var hun spor bange. Kimeya var måske stærk, og warlocker kunne være et utilregneligt folkefærd, men på den samme side ville hun nu mene, at de var. ”Vi kan lade det være ved, at vores veje ikke har været forenelige igennem den seneste tid,” endte hun med at sige i forhold til, at de ikke havde set hinanden. Han havde jo haft andre interesser på det seneste. Han havde været en mord sith for Jaqia, og ikke var det noget, som hun havde været en del af, eller ønsket at være en del af. Hun fugtede de bløde læber. ”Hvad der bringer mig hertil i dag, må være min evige interesse for politik, og mit venskab til din slagt,” fortalte hun roligt. Det var uden tvivl en interessant kombination for hendes vedkommende. Særligt fordi, at hun havde et bånd til familien Marvalo, hvorimod hun ikke havde delt andet med Malisha end et mellemnavn. Jovist at familie var alt for hende, men ikke kunne det være hendes fejl, at de var blevet opfostret i hver sin tid, og at de aldrig havde rakt ud til hinanden.

[Kimeya Marvalo]

Islanzadí var en gammel kending, som Kimeya ikke havde set i rigtig mange år, og selvfølgelig var det også noget, som godt kunne mærkes. Han var nu alligevel nysgerrig på, hvad der var grunden til, at hun først steppede op foran ham nu, hvor han havde været omkring så mange igennem de seneste rigtig mange år, og særligt efter at Faith var ham en fortid, som han slet ikke havde tænkt sig, at opsøge igen. Man kunne vel sige, at han denne gang, reelt set, også var kommet videre? Og det var noget, som han uden tvivl også fandt ekstremt positivt. "Med en mærkværdig evne til at dukke op, når man mindst venter det. Du må have været langvejs fra," endte han denne gang. Ikke havde der jo været nogen spor efter hende i Marvalo, som jo også havde været hans hovedsæde igennem rigtig mange år.
Kimeya stoppede op foran hende. Politik.. I sig selv, var det ikke noget, som han havde regnet med, at mange kvinder ville blande sig i, men der var nu alligevel de ganske få, som gjorde, at han måtte finde det interessant. Faith havde blandet sig, og det samme gjorde Blair, og nu også hende, og hans moder? Han var jo omringet af stærke kvinder, og han kunne lide det. "Politik har i mange år, været et mandsdomæne.. Ønsker du en plads i det?" spurgte han direkte. Umiddelbart havde han det ikke særlig godt, men han klarede sig. For nu, handlede det udelukkende om dette møde. Hans slægt.. en gammel en af slagsen, som han igen kun kunne være stolt af, at være en del af. "De mange år har gjort dig godt, kære Islanzadí," tilføjede han denne gang. Han nikkede anerkendende mod hende. Hun så godt ud.

[Deleted]

Normalt set var Marvalo City Islanzadís hovedsæde. Det var også der, at hun ønskede at befinde sig. Med Malisha Acheron ved magten, havde hun blot ikke fundet sin plads her. Hun vidste, at deres tankegange var forskellige, og derfor havde hun fundet det bedst at holde sig på afstand. Igen var det også en kunst at vide, hvornår man skulle træde til, og hvornår man skulle trække sig. Derudover havde hun ikke set vel på, at hendes mand var faldet for hånden af en magiker. Den person havde hun derfor også brugt en rum tid på at opsøge, for så at dræbe. ”Jeg har været bortrejst grundet personlige årsager. Familieårsager, som jeg måtte pleje,” sagde hun ganske diplomatisk. Kort faldt et af de sjældne smil hen over hendes læber. Udtrykket tildelte hende en hvis arrogance. ”Heldigvis er byen her aldrig længere væk, end man blot kan teleportere sig.” Ikke red hun på heste eller tog hestevogne. Hun gjorde sig i sin magi, og derfor var den eneste rigtige transportform magiens teleportering. Nøje kiggede hun på ham. Tilbød han hende en plads i politik, eller spurgte han blot af interesse? ”Jeg ønsker en plads i politik, hvor jeg kan efterleve mine interesser,” fortalte hun direkte. Hun ønskede nemlig ikke bare en plads i politik. Hun ønskede en plads i politik, hvor hun kunne følge warlockpolitik, men samtidig udføre strategi. Hun ønskede nemlig ikke noget tilfældigt, blot for at være med. Hun havde skam klare visioner. Hovedet bøjede hun let for ham ved komplimenten. ”Jeg værdsætter dine ord.. Det er ligeså godt at se dig tilbage i dit rette element,” sagde hun ærligt. Kimeya hørte til blandt warlockerne. Ikke sammen med Faith. Ikke under Jaqia. Derfor følte hun også, at han var kommet hjem til sin rette plads igen. Han måtte desuden mene det samme, siden han stod her igen.

[Kimeya Marvalo]

Magien som gled igennem deres årer, var noget, som de havde tilfælles, og noget som selv Kimeya var stolt af. I hans øjne, var warlockerne den eneste rigtige race, og nu hvor han vidste, at vampyrerne rykkede på sig, var det på tide, selv at tage sin plads på det store spillebræt. Hovedet lod han denne gang søge på sned og med et tydeligt tilfredst på smilebåndet. "Familie.. Jeg kan godt sætte mig i den situation." Han stod der jo selv, og særligt efter hans egen moder, så brutalt var dukket op igen. Ikke at det var noget, som han havde regnet med, men nu var det alligevel sket.
En standhaftig kvinde, det var hvad hun var, også selvom det ikke var noget som Kimeya havde noget imod. Han var selv tilbage, hvor han skulle være, så hvorfor ikke udnytte det bare lidt? Desuden havde han brug for at styrke warlockerne, og det alene, kunne heller ikke gøres hurtigt nok, kunne man sige. "Magi er til enhver tid at foretrække," medstemte han. Foruden den, stolede han heller ikke på nogen, til at lade dem fragte ham nogen steder hen. Og nu hvor de stod her, kunne han jo tydeligt se, at der var en mening med hendes besøg hos ham. Hans blik faldt gennemborende til hendes. "Du ønsker en speciefik plads, kan jeg fornemme. Uddyb," bad han denne gang med en kortfattet stemme. Det var det, som derimod bekymrede ham en smule, og i særdeleshed, fordi der var meget få, som han kunne stole på. Han trak kort på den ene mundvig. Han nød det. Ingen tvivl om det. "Det er også rart at være tilbage, hvor jeg føler, jeg oprindeligt hører hjemme." Han nikkede mod hende. Så langt, måtte han jo sige, at han var positivt overrasket over hende. Eller var der en mening med det hele?

[Deleted]

Stor og krævende – hvis man måtte sige det på den måde – var familien Marvalo. Derfor forundrede det ikke Islanzadí, at Kimeya ligeså var kendt med familieproblematikkerne. Måske ikke præcist de samme som dem hun havde, men kendt med dem var han. ”Familie er familie,” endte hun med at sige. På godt og ondt var det. Enig var hun måske ikke altid med sin familie, men stadig var det den, som hun vægtede og ønskede at holde sammen. At det billede var blevet sværere at holde sammen på efter at hendes mand var gået bort, brød hun sig derfor ikke om. Intet ved det kunne hun dog gøre. Hendes hoved søgte på sned, så hendes lange gyldne hår svajede med. De blå øjne tog hun dog på intet tidspunkt fra ham. ”Tilbyder du mig en stilling da?” spurgte hun ligeud, inden hun uddybede. ”Hvad der interesserer mig er warlockpolitik. Både den interne her i samfundet, og i det store lands- og verdensbillede. Nærmere specifikt interesserer jeg mig for politisk strategi. Det fascinerer mig at bruge hjernen. Udtænke strategier der fører til noget større,” fortalte hun ærligt. Kvindeligt var det ikke i de fleste henseender, men det var nu engang hende. Det var et resultat af den hårde oplæring, som hendes moder havde underkastet hende, da hun havde ønsket hende som en dreng. ”Det er jeg sikker på, at vi er mange der priser,” sagde hun, som hun tvivlede på, at Kimeyas nye position ville skabe oprør. Jovist ville Acheron familien ikke være glade, men de varetog også kun familiens interesser, frem for hele racens. Intet skidt var der i at vægte familien højt, men med en lederstilling måtte man ligeså vægte hele racen. Desuden var der også en årsag til, at Kimeya havde vundet, og Malisha tabt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt, hvad det ville sige, at være en del af de store familieintriger. Han selv stod midt i en med sin kære moder, som stadig var en kvinde, som han slet ikke brød sig om, og som han vidste, at han nok ville komme til at hænge på, for stort set resten af sit liv, hvilket uden tvivl, var en tanke, som slet ikke gjorde nogen gavn for hans vedkommende. Derimod, var det noget, som han virkelig måtte hade, og nu mere end nogensinde før. "Det må jeg kun nikke mig enig til. På godt og på ondt." pointerede han denne gang, hvor det heller ikke var nogen hemmelighed, at Marvalo-familien havde nogen problemer. Tvært imod, havde de nu altid haft rigtig mange af dem.
Islanzadí ønskede en plads i politikken, og nu agtede Kimeya at føre det langt mere ud i livet, end hvad han havde gjort hidtil, hvilket der i forvejen ikke var nogen tvivl om. Han ville have lagt afstand til Diamaqima-familien, og særligt på baggrund af, hvad de havde udsat ham og hans familie for! Nathaniel særligt! Han lod hovedet søge på sned. "Hvis jeg kan bruge dig, er det ikke utænkeligt," sagde han denne gang. Svagt kneb han øjnene sammen. Hun lød om ikke andet, som en voldsom strateg, hvilket var noget, som han gerne ville benytte. Han havde brug for stærke warlocks tæt på sig. "Jeg stoler ikke på mange. Og jeg ved, at det kun er et spørgsmål om tid, inden Acheron vil reagere på dette," begyndte han denne gang. Han holdt en kort pause. "Mange warlocks, som har været i stand til at bruge deres hjerne, har valgt at gå imod mig. Det ønsker jeg ikke. Hvad skulle gøre dig anderledes?" spurgte han denne gang. Han betragtede hende indgående. Hun fiskede og roste ham på samme tid. Var det underligt, at det gjorde ham meget mere anspændt end hvad godt var? Særligt, når han i forvejen ikke havde det særlig godt.

[Deleted]

”Familien Marvalo har altid været en stor familie. Selv to personer kan have vidt forskellige meninger, og I er endnu flere. Dog har I altid holdt sammen i den sidste ende,” sagde Islanzadí ærligt og tilfredst. Det var sådan man skulle have det. Man skulle kæmpe for sin familie, som det for hendes vedkommende var noget af det vigtigste. Venner kom og gik, men familien varede ved. Roligt blev hun stående og betragtede ham. Han var eftertænksom. Det kunne hun se, og godt var det. Det betød nemlig, at han om end overvejede hendes ord, frem for blot at forkaste dem. ”Og finder du mine evner brugbare?” spurgte hu roligt. Nogen ville måske mene, at det var at presse på, men sandheden var jo, at han allerede havde gjort sig tankerne. Derfor var der ingen årsag til at vente. Det var jo blot et enten eller. Hun lyttede til hans frygt, som han fortalte hende den, hvor hun til sidst tog en indånding, inden hun besvarede ham, alt imens hun tog et blik på det, som han for nyligt havde vundet. ”Politik interesserer mig, ja, men aldrig har jeg higet efter lederpositionen. Jeg ser mig selv langt mere ved siden af,” fortalte hun direkte. ”Jeg er ikke den, som du skal frygte på det punkt. Det er familien Acheron, som du vil have i hælene efter, hvad du har gjort imod dem. Malisha var både en svigerdatter og en hustru for dem.. Det er du ikke,” sagde hun ærligt. Selv håbede hun derfor også på, at han havde en plan for Acheron familien. Eftersom hun selv var en strateg, ville hun have haft det, da hun vidste, at handlinger havde konsekvenser, og derfor skulle man tænke tingene igennem. Havde Kimeya gjort det, eller havde han handlet efter egen lyst?

[Kimeya Marvalo]

Marvalo var ganske vidst en stor familie, hvilket der nu heller ikke herskede nogen tvivl om. Dertilville de alle sammen, gerne have sit at sige, og det var der, at det som oftest, kunne ende med at gå galt. Og det var det, som han var træt af. "Jeg ved at Marvalos rygte, går langt, og det går mange år tilbage, såvel som frem i tid. Det giver jo bare mig det ekstra at leve op til," fortalte han. Den oprindelige familie, havde altid formået at holde sammen ja, men det var resten som var haltet lidt. De sidste alt for mange år, som han havde levet sammen med Faith for eksempelvis, var ikke just noget, som gavnede ham på sigt.. Og i særdeleshed ikke, som den leder, som han nu agtet at vise sig som.
Politisk vidste Kimeya endnu ikke, om han var i stand til at stole på denne kvinde, men om hun havde evner, som han måtte finde brugbare, var jo det, som han vidste. Han nikkede. "Jeg kan ikke benægte, at det er nogen, som jeg vil kunne bruge," sagde han ærligt. Ligesom så mange andre, ville hun gerne have noget at sige. Selvfølgelig ville hun da det. Han rystede kort på hovedet af sig selv, som han denne gang lod armene søge over kors. Hvad angik Acheron, vidste Kimeya, at de ville reagere før eller siden. Det var jo bare et spørgsmål om tid, inden de ville handle og reagere. "Ikke er det Malishas slægt, som jeg frygter, men derimod Acheron. Jeg ved, at det kun er et spørgsmål om tid, inden disse vil reagere på hvad der er hændt her i Dvasias, selv på trods af, at de er langt over vores lands grænser. For mig, er det warlockerne som skal sættes i fokus.. De fortjener bedre, end hvad de er blevet skænket, og selv det, må de indse," fortalte han kortfattet. Han kneb øjnene sammen. "I den forstand.. Hvad vil du kunne viderebringe mig af politisk tiltag, som jeg vil kunne finde brugbart?" spurgte han denne gang.

[Deleted]

”Tillad mig at sige det Kimeya, men du går også mange år tilbage,” kommenterede Islanzadí med en munter klang. Det var trods alt ingen hemmelighed, at Kimeya ingen ung mand var længere. Ej heller var hun nogen ung kvinde. Intet nedværdigende var der i det, som hun tolkede en høj alder som mange års erfaring. Klogere var Kimeya tydeligvis også blevet med alderen, som han igen var blevet en væsentlig af warlockerne og Marvalo. Hans retmæssige pladser her i livet. Selv kunne hun dog ikke sige, at hun nogensinde havde været i samme dilemmaer som ham. Hun havde nemlig altid kendt til sin plads her i livet. Hun betragtede ham. ”Når du ved til hvad mine evner kan bruges, ved du, hvor du kan finde mig,” sagde hun roligt. Hun var igen tilbage i Marvalo City, og ikke planlagde hun at fjerne sig. Sit personlige udestående med omverdenen havde hun nemlig klaret. Af den årsag så hun også frem til igen at danne sig en plads blandt warlockerne. Som han kom med sin længere smøre, stod hun opmærksomt og lyttede og ventede til, at det blev hendes tur. ”Ej heller var det Malishas slægt, som jeg sagde, at du skulle frygte, men derimod hendes nye familie. Familien Acheron vil uden tvivl have en mening om dette. Malisha var jo en kvinde, som Theodore valgte til sin egen søn,” sagde hun ærligt, inden hun fortsatte med, hvad hun kunne give ham. ”Før jeg har en ide om, hvad jeg kan gøre for dig, er jeg nødt til at høre, hvad du har af planer. Ikke vil jeg komme med tiltag, som alligevel ingen grund har,” sagde hun direkte. En form for tillidsproces var dette, men var det virkelig for meget at forlange. Begge var de warlocks, og derfor var det ikke hende, som han skulle bruge tiden på at bekæmpe.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var ikke længere nogen ung mand, og han vidste det jo trods alt også godt. Han havde aldrig benægtet, at han var den mand som han var, og så måtte alderen jo bare komme med. Desuden var det med den, at en vis erfaring også måtte komme med, og det var jo selv det, som han måtte erkende, at han faktisk havde det ganske fint med i den anden ende. Et kort smil passerede hans læber. "De fleste ville tolke netop disse ord, som en fornærmelse," pointerede han denne gang. Nu var han derimod en mand, som havde været sin alder bekendt, og det var noget, som han i sig selv, også havde det ganske fint med, hvis han selv skulle sige det. Hans blik hvilede roligt, men afslappende på hende. De evner, som hun ville være i besiddelse af, ville være dumme af ham, ikke at udnytte, nu hvor han også havde muligheden for at gøre det.
Kimeya lod armene søge over kors. Han vidste hvor han ville finde hende? Ak, hun kunne jo være frygtelig mange steder. "Og hvor kan jeg finde dig?" spurgte han denne gang med en ganske rolig og sigende mine. Nysgerrig som han end var, så var han jo heller ikke ligefrem dum, selvom mange af hans tidligere handlinger meget vel, havde været i stand til at vise til dette, hvilket nok var det, som han faktisk måtte være mest ked af på sigt. "Jeg har mange planer, som jeg drøfter særligt med mine nære og kære.. Tilgiv mig.. Der er ikke mange, som man i dagens Dvasias, er i stand til at stole på," fortalte han med en rolig stemme. Acheron var han ikke direkte bange for. Han havde et godt bånd til Sephiran, som han skam også agtet at pleje i den forstand, at han selv fik noget ud af det. "Acheron-familien, skal jeg nok kunne tøjle, hvis det skulle komme så vidt. Theodore er ikke en mand, som jeg er bange for," sagde han denne gang. Han vrængte svagt ansigt. Den mand havde han aldrig brudt sig om.