Don't piss off the wrong man..

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde ikke nogen intentioner om at ende Malishas liv. Det var langt mere pinligt for hende, at miste den, og beholde sit liv, hvilket han skam også havde tænkt sig. Måske at han kunne styre en større grad af Acheron-familien, ved at have dette kort på hånden? Han smilede kort for sig selv. Dette var en handling og beslutning, som han havde taget på egen hånd, for han ønskede nu mere end noget andet, det liv, som han engang havde haft. Det ville han have igen. Ikke på grund af sin mor, men mere på grund af Blair, og den mulighed, som han havde haft for sit liv dengang.
Et kynisk smil bredte sig på hans læber. "Jeg har ikke tænkt mig at slå dig ihjel, kære Malisha.." Med disse ord, lukkede han grebet mere fast omkring hendes hals. Han elskede nok dette alt for meget, men hvad fanden.. Det var jo bare ham, og det var jo i forvejen meget begrænset, hvad han lige kunne gøre ved det, kunne man sige.
Lyden af hans moders stemme, fik ham til at dreje hovedet, også selvom Malisha forsøgte at komme fri. At han var forgiftet, var slet ikke en tanke som slog ham ind lige nu. "Selvfølgelig kommer du vadende midt under showet, moder," sagde han denne gang, inden han atter vendte blikket mod Malisha. Denne gang var det nemlig hende, som stod med ryggen mod muren. Også bogstaveligt.
Det gnistrede i Kimeyas anden hånd, hvor han samlede det hele for spidsen af hans pegefinger. "Du har skuffet mig mere end nok, Malisha.." Han hævede hånden og lagde den mod hendes tinding. Her søgte han direkte ind i hendes tanker og sind.. Slukkede magien. Hun skulle ikke have lov til at bruge den mod ham igen.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde stadig ikke tænkt sig, at give Kimeya hvad han ville have. Den magt tilfaldt hende, og han skulle slet ikke have lov til at gøre det! øjnene kneb hun denne gang fast sammen, hvor hun endnu en gang forsøgte at komme fri med grebet fast lukket omkring hans hals. Han skulle bare ikke have lov! Den tanke alene, gjorde hende dybt frustreret og irriteret!
Hendes hjerte hamrede som aldrig nogensinde før mod hendes bryst. Okay, det her havde hun ikke ligefrem regnet med! Og han ville ikke engang slå hende ihjel? Det var næsten det værst tænkelige, som man kunne udsætte hende for, hvilket der heller ikke var nogen tvivl om i den anden ende. Svagt kneb hun derfor øjnene sammen. "Så hvad har du så tænkt dig?" spurgte hun denne gang med en tydeligt mere sammenbidt stemme end tidligere.
At hans moder denne gang dukkede op, fik hende kort til at himle med øjnene. Kunne han ikke klare mosten uden, at hun skulle være omkring? Hun fnøs. "Lad mig gå..!" Igen gjorde hun klar, også selvom han var hurtigere end hvad hun var. Hvad han gjorde, fik hende til at knibe øjnene fast sammen. "Kimeya! S-stop!" endte hun denne gang. Hun handlede nok mere desperat denne gang, idet at det gik op for hende, hvad han egentlig havde gang i, for det ønskede hun på ingen måde! Hun knyttede næven, hvor hun denne gang, fremanede en ganske lille kniv, og denne hamrede hun direkte ind mod hans side, idet at han søgte ind i hendes sind. I takt med, at han slukkede for magien.. forsvandt kniven også i hendes hånd, men såret ville stadig være der.

[Irina Lucille Marvalo]

Efter Irina havde besluttet sig for at vende tilbage til Marvalo City, var det gået op for hende, hvor lavt hendes egen søn var sunket, hvor forringet hans magi var blevet efter alt den energi hun havde brugt på at træne ham til det modsatte. Magisk var hun ham langt overlegen, hans far også, men som kvinde kendte hun også sin plads, af samme grund stod hun nu der i baggrunden og nød synet af den passion der meldte sig i hans blik. Han kunne føle magten, smage den og de vidste alle at det gav ham blod på tanden, mere ville have mere, og han skulle nok få meget mere. De mørke øjne betragtede Malisha nærmest hungrende efter at se hendes lidelse. For en warlock fantes der ikke nogen værre straf end at blive magiløs, passende og ganske overraskende. Det viste sig at Kimeya alligevel havde lært noget, han var ikke blevet så blødsøden som først antaget.
"Naturligvis. Hvilken mor ønsker ikke at overvære sin søns storeslåede sejr?" spurgte hun retorisk. Derudover var det nok de mest rosende ord der nogensinde var tilfaldet ham. Utroligt så meget én simpel kvinde kunne gøre, Blair havde hjulet ham tilbage på rette spor og hun var en kvinde der også var Marvalo-navnet værdigt.
Hendes glatte smil blev tørret bort da Malisha fremdrog kniven og stak den i Kimeya. Hurtigt reagerede hun selv ved at fremane en mørk skygge der nærmest lignede en pisk. Det tog kun et sekund, før den svirpede hårdt gennem mørket direkte mod hendes håndled, skarp som en klinge og dog varm nok til at brænde det sår der måtte komme sammen, før hun ville forbløde.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde nemlig ikke tænkt sig, at indvige sin moder i alt, hvad han lavede, så det faktum at han kunne gøre tingene på egen hånd - som han havde gjort førhen, var det, som han ønskede at vende tilbage til. Han skulle nemlig også vise hende, at han var en mand, som var i stand til at tage egne valg, og egne beslutninger, og det var også det, som han havde tænkt sig at gøre nu.
Hun ville se sin søn sejre.. Han ville elske at give hende den, og ved at lade Malisha være i live, så kunne det jo heller ikke ligefrem blive bedre for hans vedkommende. Malisha kunne sige hvad hun ville, og det ville ikke gøre nogen forskel. "Udmærket," svarede han blot, da han heller ikke rigtigt havde noget andet at sige til det, end det.
Malishas træk derimod, havde han ikke set. Han søgte direkte ind, for at fjerne hendes magi. Med andre ord, ville hun ikke kunne kaste noget magisk af nogen slags, før han ville være død, hvilket ikke var noget, som han havde planer om lige foreløbig. Kniven som hun hamrede direkte ind i hans side, inden magien blev taget fra hende. Han spændte denne gang i kroppen, og så vredt mod hende til hans.. moder reagerede? Pisken som hun svang, røg direkte igennem sener, kød, knogler og muskler og kostede Malisha hånden. "Mor..." Han kneb øjnene sammen. Det gjorde jo ondt. Han knyttede næven, og kylede den direkte mod Malishas ansigt, for at slå hende ud. "Jeg vidste, at du alligevel brød dig om mig."

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

En leder uden magi.. Det vidste Malisha jo godt, slet ikke ville gå på nogen måde, og hun ville ikke give ham lov til at tage det fra hende! Ikke hvis hun ellers kunne blive fri for det! Derfor hamrede hun kniven direkte i hans side, ganske kort før, at han tog magien fra hende - og med dette, også hendes titel som leder. "Jeg forbander dig, Ki..." Hun tav, da Irina denne gang valgte at blande sig i hele seancen.
Pisken som hun måtte smælde direkte mod hendes hånd, var på ingen måder nogen normal pisk, da den tvang sig hele vejen igennem hendes hånd, og med en følelse af varme som intet andet. Skriget brød intenst og kraftigt hendes læber, da hendes ben gav efter under hende. Meget blod var der ikke, da såret nærmest allerede var lukket igen, efter at piske havde smældt mod hendes hånd.. Hånd.. Den lå jo der på jorden foran hende. Hendes vielsesring og alt var jo på den. Tårerne meldte sig straks i hendes øjne. Mere på grund af smerten, som hun så kraftigt måtte føle i sind og sjæl. Det var så intenst, som hun aldrig nogensinde havde følt det før!
Malisha hævede blikket direkte mod Kimeya igen. Hun ville få ham til at bøde for det her! Han ville komme til at bøde for det! Den knyttede næve direkte mod hendes ansigt, slog hende denne gang ud, hvor det sortnede for hendes blik. Allerede inden hun ramte jorden, var hun helt væk.

//Out

[Irina Lucille Marvalo]

Irina så intenst til og svang hånden som havde den været pisken. Den sorte skygge skar direkte igennem kød og knogler som en kniv gennem blødt smør, og lod hendes hånd falde med alt hvad det indebar, til jorden. Det eneste offer var et par blodige dråber som løb ud på græsset, inden såret lukkede sig. Skyggen trak hun tilbage med et lille smæld og så på hende med et upåvirket blik. Der fandtes intet bedre end skrig i natten. Desværre mærkede hun at Kimeya ikke havde formået at fjerne hendes magi.. endnu, det kunne heldigvis endnu nåes. "Kimeya," svarede hun og støvede hænderne af mod hinanden med et lidt arrogant blik. "Ingen lægger hånd på min familie Malisha. Jeg sikre mig blot at du aldrig vil gøre det igen," hun så nedladende på kvinden der halvt om halvt lå i græsset til Kimeya slog hende ud.
"Hendes magi er der endnu. Jeg vil råde dig til at fjerne den," kommenterede hun. Med magien så ville flere følge hende og hun ville have langt større chancer for at genere ham. Hans lille kommentar fik blot et lidt advarende blik igen. Hun bukkede sig roligt og samlede hendes hånd op. "Yndig ring, dog ikke en hun får brug for i fremtiden," hun fjernede den hvorefter hun lod hånden gå op i en sort flamme hvorefter den faldt som aske mellem hendes fingre. "Du kan hade mig såvel som jeg kan hade dig, du er stadig min søn, Kimeya, ingen skal lægge hånd på dig," svarede hun og rystede den sidste aske væk, inden hun hævede blikket til hans.

[Kimeya Marvalo]

Smerten som skar direkte ind i Kimeyas side, var en smerte der var meget intens. Malisha vidste han jo godt, ikke var dum, og derfor måtte der også være noget med dette! Hans krop spændtes kraftigt, idet at han slog kvinden ud, efter hendes skrig.. Hånden var mistet. Det var end ikke noget, som fik ham til at fortrække så meget som en eneste mine. Han rettede sig op, og så ned af sig. Hans side blødte.. malede hans skjorte helt mørkerød af hans eget blod. Forbandet være den kvinde!
"Jeg har styr på det..!" endte han sammenbidt. Hvor han dog hadede, at hans moder skulle blande sig! Han lod hende tage sig af hånden, hvor han denne gang knælede ved endes skikkelse. Her fortsatte han fra hvor han slap. Han lod den gnistrende finger, søge fra hendes tinding og direkte ind i hendes tanker og sind, hvor han tog magien med sig ud igen. Her for at sikre sig, at hun aldrig ville blive ham en trussel mere.
Yndig ring? Den var intet i forhold til, hvad han ønskede at give Blair igen. "Den er intet.." Han rettede sig op igen. Han viftede med hånden, hvor Malisha forsvandt fra pladsen, og førte hende til de dybeste fangekældre, langt under Den Mørke Cirkel. Han vendte sig mod hende igen. "Med andre ord, så holder du virkelig af mig." Kort måtte han nu alligevel trække på smilebåndet. Var det overhovedet noget vidunder, at han nød den tanke bare lidt for meget? At han alligevel ikke var så slem, som hun gerne ville fremstille ham som?

[Irina Lucille Marvalo]

Ud af øjenkrogen bemærkede Irina godt hvordan hans skjorte langsomt blev malet mørkere af hans blod. Det var ikke voldsomt, så hun undlod at tage sig af det lige nu. Malisha havde desværre lagt sig ud med de forkerte. Marvalo navnet havde altid siddet på magten i den forstand, og eftersom hans far var en for stor tumpe til at tage sig af det, så måtte hans søn jo klare det, en søn som heldigvis havde lidt mere hjerne når alt kom til alt. Hun vendte sig mod ham. "Meget vel," hun lod ham gå i knæ for at tage sig af Malisha. Den kvinde ville være farlig med sin magi, desuden skulle hun bøde for hvad hun havde gjort, bøde for hvad hun havde gjort ved Kimeya, og hvilken større tortur var der?
"Virkelig? Jeg husker ringen du gav Blair, intet andet end en lille sølle sten," kommenterede hun og tog ringen i sin lomme. Mon ikke hun kunne finde noget at bruge den til. "Du har desuden endnu ikke takket mig for at jeg gav dig hende tilbage. Jeg håber det er din intention at ægte hende igen," sagde hun ærligt. Det havde trods alt været hensigten med det hele, nu havde han ikke længere brug for sin lille horeunge af en varyl. "Jeg har brugt meget tid på dig Kimeya, kald det hvad du vil, men den skal ikke være spildt. Hvad siger du til at vi går hjem og fejre? Jeg kan se på dit sår og fjerne det mærke som du bad mig om," foreslog hun. Det var klart at han ikke kunne opfylde ønsket om at ægte sin hustru før det mærke var fjernet, ingen kvinde gad at nøjes med andres brugte legetøj, at un så selv blev tvunget til det, var en anden sag.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde ondt, men det var jo ingenting i forhold til, hvad han egentlig var vant til, og havde været udsat før i tiden. Han huskede endnu alle de problematikker med Faith, og kampen med Matthew.. Ak ja, der var sket mange ting igennem hans liv. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik, efter han havde fået Malisha væk fra stedet her, for han ville helst ikke have hende her!
Den ring som Kimeya tidligere havde skænket Blair, var hun blevet glad for, og for ham, var det også det vigtigste. Han vendte sig denne gang mod hende. Hans puls var endnu høj.. Nok ikke særlig smart og praktisk med den gift, som han havde i blodet, udelukkende på grund af kvinden, som han netop havde slået. "Skal vi virkelig til at tage den igen?" spurgte han denne gang. Han havde lige skænket familien den glæde ved den titel tilbage, som Malisha havde taget fra ham på unfair grundlag, og nu stod hun endnu en gang, og skulle gøre det ved ham?
Hånden lod Kimeya denne gang søge over det sår, som han havde i siden. Selvom det ikke gjorde ondt som sådan, for han var vant til så meget andet, så kunne det jo stadig mærkes. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik. "Du tog mig på sengen, mor.. Du kunne godt have advaret mig først," sagde han denne gang. Han vendte sig, så han i stedet, stod mere op af væggen. "Hvilket minder mig om.. Jeg har brug for din hjælp," sagde han denne gang. Uanset hvor meget han måtte hade at indrømme det, så havde han brug for hende.

[Irina Lucille Marvalo]

Kimeya var ingen svag mand, han kunne godt klare et lille sår som de kunne se på senere. Med elegante skridt, trådte hun hen til en af de store sten som udgjorde den mørke cirkel og lænede sig op af den alt imens hendes mørke øjne fulgte Kimeya. "Jeg skulle da mene at et simpelt tak er på sin plads," pointerede hun køligt og hævede hovedet. Månen faldt på hendes blege hud, de blege kinder og den fyldige barm hvis kavalergang var ret så afslørende som altid. Det solgte godt, så hvorfor ikke?
Det var typisk Kimeya at brokke sig på den måde. Hun himlede blot med øjnene. "Hvordan kan det være, at hver gang jeg forsøger at gøre noget godt for dig, så skal jeg lytte til dit brok? Indrøm det. Du elskede overraskelsen og af hvad jeg kunne høre, så var det hende der tog dig på sengen og ikke mig," hun havde skam hørt dem, det havde været umuligt andet, helt nede fra den mørke kælder, havde det givet genlyd i hele mansionet, og hun havde naturligvis heller ikke været henlagt i søvnen.
Et lille smil spillede over hendes læber. "Naturligvis har du det min dreng, men i hvilket henseende snakker vi om?" spurgte hun. Han havde jo allerede bedt hende om hjælp med mærket, hvilket Blair ligeså havde efterspurgt, og naturligvis ville hun hjælpe med at fjerne det, særligt hvis hun fik mulighed for at tilfører ham en lille smule smerte.

[Kimeya Marvalo]

Det sår, som Kimeya havde påtaget sig i siden, skulle han nok selv kunne håndtere, i samarbejde med Blair. Han var ikke nogen svag mand, og han accepterede bestemt heller ikke, at det var således, at han skulle fremstilles. For nu, handlede det udelukkende om, at genetablere sig i Den Mørke Cirkel. Han kneb øjnene svagt sammen denne gang. Han var glad for at hun var der, men ikke, at hun skulle pointere hans fejler og mangler, for dem var der i forvejen alt for mange af, og han vidste det jo for pokker da godt!
"Det var en af de bedre. Det må jeg sige.. Jeg ville have sat pris på et headsup, inden jeg fandt min afdøde hustru i min seng," fortalte han denne gang. I dag, var han glad for det. Ingen tvivl om, at det havde haft en abnorm stor betydning for ham.

Kimeya havde allerede nu, frygtelig mange planer for warlockerne i fremtiden. Vampyrerne vidste han, var igang med at rykke, og siden Jared havde overtaget dæmonerne, var det hele gået i stå. Han nød det lidt.. og Faith var ikke nogen steder at se. Irina vidste han, ville have rigtig meget at flytte rundt med, og ja.. Det ville være en skam ikke at udnytte det. Han stillede sig op af en af de gamle stenmurer. "Jeg vil samle warlockerne under vores navn.. Jeg vil have tingene, som de engang var," fortalte han. Mærket skulle først og fremmest væk, og det kunne han ikke få gjort hurtigt nok! "Til start.. jeg vil have det mærke fjernet.. Så snart som muligt." Han agtet at ægte Blair igen. Men det kunne han ikke, så lang tid, at han bar det på brystet.

[Irina Lucille Marvalo]

Fejler og mangler havde de alle, foruden hende naturligvis. Hun ønskede faktisk at støtte sin søn i hans færd, og i hans titel som leder nu da det var tilbage i Marvalo-navnet. Sammen kunne de udrette ganske store ting, det var hun overbevist om. "Måske du havde fået det, hvis ikke det havde været fordi du havde været travlt med at ligge med en sølle skøge. Jeg går ikke ud fra at hun ved mere end jeg har fortalt hende?" spurgte hun lidt advarende. Nu skulle han ikke friste hende til at så splid med sin utaknemmelighed. Det havde krævet meget af hende at gøre det, men hun vidste at han havde elsket hende dengang, hvad så end kærlighed var, under alle omstændigheder havde Blair ligeså været en stærk politisk spiller, en god hustru som han kunne være stolt af, og den kvinde havde kunnet styre ham, hvilket lod til ikke havde ændret sig.
Alting rykkede på sig i øjeblikket, det var nu deres ansvar at sørge for at warlockerne fulgte med. Irina noterede i sit sind, at hun var nødt til at sende bud efter Lionell og fortælle ham de udsøgte nyheder, som han sikkert ville tage alt ansvar for.
"Det er det mest fornuftige jeg har hørt fra din læber i århundrede kære søn. Det er retmæssigt vores, og jeg vil naturligvis give dig min fulde støtte. Din far vil lægge navn til, men hans opmærksomhed vil nok være hos en ligegyldig skøge et sted," tilføjede hun ligegyldigt. DEt generede hende ikke længere, hun nærede intet for sin mand ud over had og afsky. "Som sagt. Vi kan tage hjem og gøre det med det samme," tilbød hun atter.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste, at han i forvejen havde gjort grumme ting, som han ønskede at gøre op for, og det var vel også nu, at han havde muligheden for at gøre det? Hans blik faldt til hendes skikkelse. Det her havde været en kort prøvelse, men nu og da, så stadig en prøvelse. Han var glad for, at Blair endnu en gang var kommet retur, men det var ikke det eneste, som han vægtede. Det var den mulighed, for det liv, som han havde haft dengang. Det var det eneste, som han havde i hovedet lige nu.
"Hun ved endnu ikke det hele nej. Jeg vil sikre mig først, før jeg fortæller hende det," fortalte han med en tydeligt advarende undertone. Han ville sikre sig, at hun var låst til ham i ægteskab, før han gjorde noget som helst. Hun vidste, at han havde dummet sig. Den del, havde Irina jo allerede fortalt hende om, hvilket i forvejen, var en tanke, som han var træt af!

Kimeya kunne sagtens være fornuftig, om det var hvad han ville. Denne gang havde han skam ikke tænkt sig, at lade tingene bare gå for sig, som så mange andre, ville tro. Han ville udrette noget denne gang.. Udnytte at dæmonerne stod stille, men samtidig sikre sig, at vampyrerne blev stående på deres plads. "Imponerende nok, ikke sandt?" spurgte han denne gang.
Et kort smil passerede denne gang Kimeyas læber. Magien kørte ham træt, men nu var det også ved at værelang tid siden, at han havde fået lov til at bruge den sådan her. "Lad den gamle mand, gøre hvad han vil. Vi har andre ting at tage os af nu, og dertil har jeg brug for din hjælp.. Mærket skal fjernes.. Og jeg ønsker min datter vågen.. Nalani," forklarede han denne gang. Hans mine understregede kun det klare alvor.

[Irina Lucille Marvalo]

Hans advarende blik blev gengældt med et hårdt. Kimeya lå som han havde redt, han skulle være taknemmelig over at hun havde reddet ham ud af den kattepine, inden han havde gravet sin egen grav, frem for at anklage hende på den måde som han i øjeblikket gjorde med sit blik! Hun stødte lidt fra stenen og rettede sig op, ryggen rank og brystet skudt frem så det ikke kunne undgå at lade sig bemærke. "Med andre ord ønsker du at binde hende til dig så hun ikke får andet valg. Ja det ville ligne dig. Det ville sandelig være synd og skam at se hende i en anden mands arme ville det ikke? Hvis det er hvad du vil undgå, så vil jeg råde dig til at få lemmet ud af hullet," pointerede hun spidst. Det var den eneste chance han havde, hvis Blair forsvandt, så ville de mange planer gå i vasken, han ville stå alene, hvilket hun ikke selv ønskede.

Irina nikkede medgivende. "Det hænder i ny og n at du formår at imponere mig. Det lader til at du trods alt har større hjerne end din kære fader, ikke at der skal så meget[/color] tilføjede hun med lidt overvejende blik. "Din datter? Nalani? Hvis ikke jeg tager fejl, så din og Blairs? Jeg har et par kontakter, om du ønsker det så kan jeg se hvad jeg kan gøre, men lad os diskutere dette hjemme hvor din kære hustru har mulighed for at fejre med os?" foreslog hun sagte. Dog havde hun bestemt ikke tænkt sig at lade så at vente på svar. I stedet gjorde hun et svirp med hånden og lod en mørk dis tage hende og fører hende hjem.

//Out[/font]

[Kimeya Marvalo]

Blair ville ikke få muligheden for at smutte nogen steder, hvilket Kimeya trygt kunne love hende! Som hun nemlig selv sagde det, ville det være synd og skam, at se hende gå til en anden mand.. Han ønskede ikke at se hende gå til nogen anden mand, når det var her hos ham hun skulle være! "Jeg har min egen måde, at håndtere tingene på, og dette er ikke noget undtag, moder. Jeg skal nok sørge for, at det kommer til at ske, som du ligeledes gerne vil have det," sagde han med en kortfattet stemme. Lige hvad angik den del, var det slet ikke noget, som hun skulle blande sig i! Han ville ikke have det!

Nalani ønskede Kimeya at vække, og han vidste, at Irina kunne hjælpe ham med det. Han lod denne gang hovedet søge på sned, hvor han kneb øjnene sammen. "Min fader er ikke en mand værd at samle på," sagde an denne gang med en direkte stemme. Han ønskede blot ikke at Blair skulle blandes ind i de sager, som han nu ville drøfte med hende. Herunder at Nalani skulle vende tilbage. Før han overhovedet nåede at få åbnet munden, så var hun allerede væk. Han var end ikke overrasket. Han sukkede opgivende, inden han forlod stedet. Han måtte jo finde hende, før hun endte med at gøre noget direkte dumt.

//Out