Don't piss off the wrong man..

[Kimeya Marvalo]

Malisha Pamariaz M. Acheron  // Kimeya Marvalo

---

Kampen om Den Mørke Cirkel

---

Endelig var dagen kommet. Kimeya var denne gang ankommet Den Mørke Cirkel. Det var denne gang en helt anden mand, som man ville møde. Ikke var det den mand, som man ellers ville have mødt. Han var overkommet tiden, som han havde tilbragt i kældrene i Castle of Darkness. Blair var kommet hjem, og derfor var han mere end klar til at indtage den plads som leder, som han engang for rigtig mange år siden, havde haft.
Den mørke dis samlede sig i udkanten af Den Mørke Cirkel, hvor Kimeya dukkede op på magisk vis. Det var med en helt anden udstråling i hans blik særligt. Han var klar til at indtage det, som han engang havde haft, og det var der slet ikke nogen, som skulle forhindre ham i.

Et koldt smil passerede hans læber. Det var nu eller aldrig. Han vidste, at Malisha måtte være her.. Den kvinde, som mildest talt havde vandret ind, og taget titlen fra ham, uden at han egentlig havde været i stand til at kunne gøre noget som helst ved det. Var det noget vidunder, at han var blevet.. vred ved den tanke? Hun ville komme til at bøde for, hvad hun havde gjort, og det var der kun en måde at gøre det på!
Stencirklen som var vejen ind til det mørke samfund for warlocks, stoppede han ved. Han hævede hånden, hvor han ved hjælp af sin egen magi, afslørede vejen ind til samfundet.. Mørket.. faklerne.. Han kunne høre stemmerne. Det her skulle nok vise sig, at blive umådelig interessant. Han trådte ind.. søgte ned igennem den lange korridor, som han var startet i, og søgte til den store hall, kun oplyst af fakler. Han rettede sig op. "Malisha... Hvor finder jeg hende?" Hans stemme var rolig, men skræmmende faretruende. Dette fik adskillige til at trække sig, allerede fra starten. 

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste godt, at hun havde været direkte flabet, bare at vade ind og tage magten fra Kimeya, men nu hvor hun havde haft muligheden for det, så havde hun heller ikke tøvet med at gøre det. Et sted, måtte hun jo erkende at hun havde fundet en glæde ved den post, og særligt fordi at Kimeya havde taget den magt fra hende i udgangspunktet, som han nu havde gjort!
Derfor havde hun indtaget Den Mørke Cirkel, hvor hun rent faktisk forsøgte at gøre med det, så det atter kunne blive det frygtede sted, som det engang havde været. Noget, som det heller ikke havde været igennem rigtig mange år! Derfor søgte hun igennem de mange gange. Samuel støttede hende i det, hvilket selvfølgelig var noget, som hun virkelig var glad for, og ikke var det noget som hun lagde skjul på. Hun var en stolt warlock med alt hvad det indebar.. hun havde en stærk familie i baggrunden, og derfor følte hun sig vel en kende uovervindelig efterhånden? I takt med at Kimeya måtte ankomme til stedet, var det også tilstedeværelsen med en magi, som hun ikke havde mærket sig af i rigtig lang tid. Det var jo heller ikke ligefrem første gang, at hun stod ansigt til ansigt med Kimeya.. og et sted, så havde hun vel også forventet, at det her, var noget som ville ske på et tidspunkt? Derfor søgte hun selv magien.. søgte direkte til løvens hule. Et smil passerede derfor hendes læber.. Der stod han jo. "Du kommer hurtigere end først antaget, Kimeya," pointerede hun. Hun havde en tætsiddende korset på, og ellers løs kjole i de mørkeblå og sorte farver. Håret let sat op og med et intenst blik. Hun havde vidst, at han ville komme før eller siden, og nu stod hun der så endelig foran ham.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var virkelig vred. Alt taget i betragtning, vidste han jo godt, at der i forvejen, ikke var mange, som han kunne stole på, og i den forbindelse, kunne han samtidig godt være vred på sin mor over, at hun ikke havde blandet sig, så den titel i det mindste kunne være blevet i familien, som det var ment! Den havde igennem alt for mange år, været en del af Marvalo, og det var sådan, at han ønskede, at den ligeledes også skulle forblive, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
Blikket faldt denne gang i retningen af Malisha, da hun denne gang ankom til stedet. Det var virkelig på tide, at hun kom, og han skulle nok vise hende, hvad det her ville komme til at koste hende. Svagt kneb han øjnene fast sammen.
Kimeya rettede sig op. Han var vred.. det gnistrede nærmest i hans fingre efter at få lov til at lægge en finger på hende, for det var det, som han havde mest lyst til at gøre. "I så fald, så beklager jeg den sene ankomst," sagde han denne gang med en fast tone. Han lod hovedet søge langsomt på sned, og med en mine så vred, at det ikke var til at tage fejl af. Han var en virkelig vred og skuffet mand. "Du kan gøre det nemt for dig selv, eller du kan gøre det svært," sagde han denne gang. Han blev stående.. Han stod der og udfordrede den nuværende leder.. Folk begyndte at trække sig væk fra hallen. De ville ikke fanges midt i den kommende krydsild.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste, at hun burde være påpasselig med manden foran hende, for han var farlig for hende. Han var farlig for alle i sine omgivelser, og selvfølgelig var det også noget, som godt kunne mærkes. Af den grund var der ikke nogen grund til at være mere bange for ham, end hvad man fandt nødvendigt. Denne gang kneb hun øjnene fast og kraftigt sammen. Hænderne førte hun roligt ned langs sin egen krop. Han var vred.. den vrede, var nemlig noget, som stod så tydeligt ud af hende. "Det tvivler jeg stærkt på, at du gør." afviste hun blankt.
Selv Malisha bed sig fast i, at folk trak sig. Det ville også resultere i kamp og strid, men ikke var det noget, som gjorde hende noget. Selv hun måtte jo erkende, at dette var noget, som hun på forhånd vidste, ville komme før eller siden, da Kimeya heller ikke just var kendt for at være en mand, som bare accepterede tingene, når de ikke gik, som han gerne ville have dem.
Malisha lod hovedet kort søge på sned. "Du er kommet for titlen, er du ikke?" spurgte hun denne gang. Om hun havde tænkt sig at give ham den? Det var overhovedet ikke noget, som kom på tale for hendes vedkommende!
Nemt eller svært? Det ville uanset blive svært, for det var pinligt, bare at trække sig. Hun kneb øjnene svagt sammen. "Jeg tror skam godt, du selv kan tænke dig frem til det svar, ikke sandt?" Denne gang stillede hun sig også klar til at tage imod. Kimeya var nu i forvejen kendt med et grumt ry bag sig: Han lagde altid ud med det tunge skyts.

[Kimeya Marvalo]

Malisha havde jo atter en gang vist sig, som en kvinde, som man slet ikke kunne stole på. I den sammenhæng, kunne man nu heller ikke ligefrem sige, at Kimeya havde været særlig overrasket, for det havde han godt nok ikke. Han trak denne gang kun kort på smilebåndet. Nej, selvfølgelig ville hun ikke gøre det nemt for sig selv. Hvad havde han egentlig forventet?
"Du ved udmærket godt hvorfor jeg er her.." bed han af hende. Folket var væk. Fornuftigt gjort af dem. Knapt så meget af Malisha, men det var jo så en konsekvens, som hun måtte lære at leve med, for han havde bestemt ikke tænkt sig at være mild ved hende. Og det ville han nok aldrig nogensinde komme til at være.
Kimeyas øjne skød lyn, som han denne gang tog et skridt frem. Han havde været sød, at give hende muligheden. At hun så derimod ikke havde tænkt sig at vælge, måtte han jo vælge for hende. Han vidste, at hun var en hård modstander. En af de få, som ikke var ham eller Sephiran, som rent faktisk kunne yde ham den modstand.. Men han havde rejst sig fra asken.
Han spredte denne gang fingrene.. Det begyndte at gnistre, og inden længe, var det en mørk kugle, som voksede. Blair ville han stille tilfreds.. Han ønskede det liv, som han engang havde haft, og det var ikke noget, som hun skulle have lov til at ødelægge! "Sidste chance, Malisha," vrissede han denne gang med en kortfattet stemme.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde et sted set frem til det her møde, kun fordi at hun vidste, at hun ikke kunne undgå det. Det havde hun det egentlig også ganske fint med, alt taget i betragtning, for hun havde bestemt ikke tænkt sig, at give Kimeya hvad han ville have. Selv hun ønskede denne magt, og sikkert mindst lige så meget, som det han selv gerne ville det, og selvom hun måske havde taget den fra ham, på et temmelig unfair grundlag, så var hun fuldstændig ligeglad med det. Det gjorde ingen forskel!
Langsomt lod Malisha hovedet falde på sned. "Spar mig for skuespillet, Kimeya. Jeg ved godt, hvorfor du er her," sagde hun med en kortfattet stemme. Hårdt ville det måske blive, men hun var virkelig ligeglad med det. Det vægtede ingen betydning.
Spændningen steg for alvor i hende. Hendes hjerte begyndte at hamre for alvor mod hendes bryst, og hun var klar. Han kunne jo bare komme an, om det var hvad han ville, og hun ville være klar! Det kolde smil passerede hendes læber. Skulle hun virkelig grine af ham? "Jeg er klar, gamle mand," sagde hun denne gang. Hun stillede sig denne gang klar.. Krummede en smule i ryggen. Han var i forvejen ikke kendt for at være en mand, som lod vente på sig, så hun var klar.. Og hun vidste, at det kom før eller siden!

[Kimeya Marvalo]

For en gangs skyld havde Kimeya valgt at give Malisha den enestående mulighed, der hed, at hun kunne trække sig på egen hånd. At hun så ikke ville gøre det, var jo så en anden side af sagen. Som rygterne sagde, var han ikke den mand, som man ville pisse på, og det havde hun så formået at gøre, som meget få andre, havde gjort det før hende. Han havde en grund til at ville indtage denne stilling, og derfor havde han også tænkt sig, at gøre det! Et kort smil passerede hans læber.
"Skuespil? Jeg ved ikke hvad du taler om," pointerede han kort for hovedet. Jo.. Naturligvis vidste han, hvad hun snakket om, men han ville ikke just kalde det for skuespil. "Det var blot en venlig forespørgsel." tilføjede han dog. I forvejen var det jo en kæmpe sjældenhed at den slags rent faktisk blev udvist på stedet her.
Hun ville have det på den hårde måde. Det skulle hun så have lov til. Han ville ikke tage det tungere.. Hendes død? Ak ja.. Han ville elske at have det på samvittigheden. Det gnistrede i hans hånd.. Dansede omkring hans fingre i takt med at han spredte fingrene. Han vidste, at Malisha var dygtig, men så dygtig, skulle hun slet ikke have lov til at vise sig, at være.
Kuglen lod han denne gang forlade hans hånd, og svæve op foran sig i stedet for. "Jeg advarede dig, Malisha.. Husk det," afsluttede han denne gang. Kuglen søgte direkte mod hende med en hurtig og kraftig fart, som ville slå selv de fleste omkuld.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde ikke brug for Kimeyas venlighed, hvor hun derimod hellere ville vise ham, hvad hun selv duede til, for det andet her, det fandt hun sig bestemt heller ikke i. Øjnene kneb hun fast og kraftigt sammen. Skuespil eller ikke, så var det her for døve ører, for det kom slet ikke på tale, at det var noget som hun havde tænkt sig at give ham! Ikke på vilkår! "Den venlighed kan du vidst godt stikke et vidst sted hen, Kimeya.. Jeg lyster den ikke," bed hun af ham.
Spydig som kun en Malachi kunne være, så valgte hun alligevel at stå med rank ryg foran ham. Ikke havde hun tænkt sig, at tabe ansigt overfor en mand som ham, og det ville hun aldrig nogensinde komme til! Hun lod hovedet søge en kende på sned, og med et kækt og tilfredst smil på læben.
"Get to it," afsluttede hun med en fast tone. Selv hun var mere end klar til at tage imod. Hun kneb fast øjnene sammen, som han sendte kuglen mod hende. Endelig! Nu var de da igang! Hænderne holdt hun fast op foran sig, hvor en høj og usynlig mur kraftigt meldte sig. I takt med at kuglen ramte denne, og nærmest eksploderede, hævede det et kraftigt støvlag, som lagde sig tæt om dem. Hun kneb øjnene fast sammen. "Du slår mig ikke så nemt, Kimeya!" vrissede hun med en fast tone. Hun svang kraftigt sin ene hånd mod ham, hvor mørke slangelignende reb, skød ud af hendes hånd og direkte imod ham, for at fange håndled og ankler, og låse det tæt ind til hans egen krop. Han skulle simpelthen ikke have lov!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste godt, at Malisha selv var en ekstrem dygtig warlock, og at han nok skulle få sit at se til, men af den grund ville han slå hende! Han agtet at genvinde den styre, den stolthed og den ære, som han engang havde haft, og en sølle kvinde af Malishas kaliber, skulle bare ikke have lov til at stå i vejen for, at han ville få det på den måde! Det var vigtigt, og det var banebrydende for ham!
Kuglen eksploderede, hvor den store sky af støv og skidt lagde sig om dem, og samtidig gjorde det svært at se. Eksplosionen havde om ikke andet, så tvunget de andre warlocks på afveje, så det kun ville være dem. Hans øjne stirrede.. Han vidste, at hun var der!
Hænderne sænkede Kimeya med en rolig mine. Han vidste, at hun var der.. Han kunne kun svagt ane hende. Hans pupiller trak sig sammen, da hans krop stivnede. De reb, som hun skød mod ham, tog fat om hans håndled, og tvang ham til at stivne. Hun skulle simpelthen ikke have lov! Han trak kort og morende på smilebåndet. "Du er for let at gennemskue, Malisha.. Du ved.. Jeg kender dine svage sider.." Hun var elendig til nærkamp.. Det var sådan, han skulle slå hende. I den kraftige mørke dis, forsvandt han, hvilket tvang rebene til at slippe deres faste tag om ham. Han dukkede derfra først op bag hende igen. Han greb fast ud efter hendes arme og tvang dem om på hendes ryg, hvorefter han trykkede hende ind mod sig med et tag omkring hendes strube. "Jeg kunne slå dig ihjel, Malisha," hvislede han med en fast tone.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var ekstrem dygtig, hvilket man så sandelig heller ikke skulle tage fejl af. Svagt kneb hun øjnene sammen. Han var dygtig ligeledes, hvilket hun skam også godt vidste, så var det bare ikke noget, som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun fnøs, da han denne gang bare forsvandt, og hendes reb faldt til gulvet. Hun var ikke særlig god til kamp på afstand, og det vidste hun jo udmærket godt. Det var jo derfor hun forsøgte at få ham på afstand i stedet for.
Det stivnede kraftigt i hende, da hun denne gang blev låst mere ind mod ham. Hvor var han.. intimiderende, og det ville hun slet ikke have! Svagt bed hun tænderne kraftigt sammen. "Har du endnu ikke fået noget derhjemme?" vrissede hun med en fast og intens stemme. Hun klemte øjnene fast og kraftigt sammen, inden hun knyttede næven, hvor en kulsort lille klinge viste sig i hendes hånd.
Fast forsøgte Malisha at stikke baglæns, for at få Kimeya til at slippe, for hun skulle have manden på afstand, og slet ikke så tæt på, som han var lige nu. I virvaret, forsøgte hun at vende sig, hvor hun denne gang stak direkte ud efter ham igen. Ikke en handling i panik eller lignende, men derimod meget eftertænksomt. Den mørke klinge var smurt i gift. Hun var ganske vidst en kvinde, men af den grund, så ønskede hun på ingen måde, at fremstille sig dum!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste, at det handlede om at udnytte de svagheder, som modparten havde. Kimeya var god til kamp og strid når det var tæt på, og Malisha var, når det var på afstand, og derfor skulle hun fjernes fra den hjemmebane, og bringes mere ind på hans. Han smilede kort for sig selv, som hun stod fuldkommen stiv som et brædt ind mod ham. Han smilede kort for sig selv. Han nød nok det her lidt for meget.
Kimeya fik rigeligt derhjemme, hvis hun absolut ville vide det. Han smilede kort for sig selv. Han skulle nok få hende ned med nakken. Hun ville blive overrasket hvor stædig og hvor fast han var indenfor dette. "Ønsker du absolut at vide det?" spurgte han intenst tæt ved hendes øre. Hun havde jo nærmest opfordret ham til det.
Stikket direkte mod ham, ramte han svagt i maven, men kun i et lille snit, hvilket gjorde, at han denne gang slap hende. Hastigt trak han sig, hvor han kort vendte blikket ned mod sin egen mave. Svagt måtte han brumme af den klare utilfredshed, som han følte. Igen stak hun direkte ud mod ham. Her greb han omgående omkring hendes håndled, hvor han kraftigt sendte en trykbølge direkte mod hendes bryst, for at smide hende væk fra sig. "Dumt, Malisha.. Meget dumt," vrissede han med en fast tone. Han søgte mod hende med rolige skridt. Endnu en gang dannede han en kugle i sin hånd. Uden varsel, kastede han den mod hende.. Efterfulgt af den næste.. og igen.. og igen. Han skulle nok tvinge hende derud, hvor hun ikke kunne mere!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde overhovedet ikke lyst til at vide, hvad han lavede med kvinderne i sengen! Tanken måtte hun næsten finde kvalmende! I forvejen var det nok ikke ligefrem det, som hende og Samuel gjorde mest, og hun måtte jo alligevel erkende, at hun savnede det. Det var bare ikke noget, som Kimeya skulle vide, for han skulle ikke have mere, som han kunne køre på hende med! Svagt bed hun tændere sammen. "Jeg har overhovedet ikke lyst til at vide, hvad du laver med kvinderne på soveværelset, Kimeya!" vrissede hun med en fast tone. Tanken gjorde hende arrig. Det var jo slet ikke den slags ting, som hun havde lyst til at høre om i det hele taget!
At hun rent faktisk ramte ham, forundrede hende lidt, men glædede hende på samme tid. Nu handlede det bare om, at holde det hele kørende, så giften kunne fæste sig ordentlig i hans krop! Hun vendte sig direkte mod ham, hvor han denne gang fik låst hendes hånd og derved klingen. Trykbølgen som han placerede direkte mod hendes bryst, tvang hende flere meter baglæns, hvor hun hamrede direkte ned i jorden, som hun kurrede over.
Et smertende gisp brød hendes læber, hvor hun kort gled om på ryggen. Øjnene klemte hun sammen, inden hun forsøgte at rejse sig. Det var noget, som hun dog meget hurtigt måtte fortryde. Kuglen som ramte hende efterfølgende, tvang hende direkte ned i jorden igen.. og den næste.. samtidig med at det skubbede hende mere mod muren. Hun hævede endnu en gang den usynlige mur, som de begyndte at hamre mod i stedet for. Hun vendte blikket vredt mod Kimeya. Blødende forsøgte hun igen at komme op på benene, inden hun selv sendte trykbølge mod ham. Han skulle på afstand, og slet ikke så tæt på!

[Kimeya Marvalo]

At klingen havde været forgiftet, var ærlig talt ikke en tanke, som slog Kimeya på noget tidspunkt. Det eneste, som han havde i hovedet lige nu, var at slå Malisha, og nu mere end hvad han havde regnet med, at han ville i udgangspunktet! Han kneb øjnene dræbende sammen. Det lille snit, som hun havde lavet over hans ene side, kunne selvfølgelig godt mærkes i takt med, at han måtte bevæge sig.
"Er det fordi du er misundelig, Malisha? Fordi du ikke selv får nok?" spurgte han denne gang med en tydeligt hvislende stemme, idet at han havde sendt hende på tur igennem lokalet. Han kneb øjnene fast sammen mens han med langsomme skridt søgte mod hende. Han skulle nok banke livet ud af hende!
Kuglerne sendte han mod hende.. tvang hende kurrende over gulvet, og med mere smerte, end hvad hun i forvejen måtte være i besiddelse af. Han nød vel også dette en smule for meget, nu hvor det endelig var? Hovedet lod han søge på sned, som hun denne gang hævede muren igen. Et desperat forsvarsværn. "Jeg håber virkelig, at du har mere i dig end det! Du er ikke en lederpost værdig!" hvæsede han denne gang.
Endnu en gang, skulle han til at kaste endnu en mod hende, idet at det var trykbølgen, som denne gang måtte ramme ham. Denne gang var det Kimeya som blev kastet baglæns igennem rummet, frem til han endnu en gang lod disen tage hans form. Han skiftede retning.. søgte direkte igennem luften, hvor han stødte direkte ind i hende. Næven lukkede han denne gang direkte om hendes hals, hvor han tvang hende op af den nærmeste væg.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Før eller siden, var det trætheden, der ville overmande Kimeya. Det handlede bare om at holde sig ved, i den tid, som det nu ville tage. Smerten tog ligeledes til ved Malisha, sådan som Kimeya kørte på hende. Ikke at hun havde forestillet sig andet, for han var jo heller ikke ligefrem den mand, som lod vente på sig. Som rygterne nu havde sagt det på forkant, så var han en mand, tydeligt præget af sin ekstreme utålmodighed.
Hvad hende og Samuel lavede på soveværelset, var slet ikke Kimyeas problem! Det var slet ikke noget som han overhovedet skulle blande sig i!
Malisha kom kun lige på benene, inden hun denne gang kraftigt måtte stivne igen i hendes krop. Grebet omkring halsen, og at hun blev tvunget op af den nærmeste væg, med hans hånd så kraftigt låst omkring hendes egen hals, fik hende til at stå fuldstændig fast. Grebet gjorde hun fast omkring hans håndled, i et forsøg på at få sig selv fri igen, for han skulle simpelthen ikke have lov. "Slår du mig ihjel nu, Kimeya?" spurgte hun denne gang med en hånlig stemme, som hun kort vendte blikket mod ham. Hun smilede nærmest hoverende.. Det var umuligt for hende, at gøre andet. Han ville blive syg, når giften ville fæste sig ordentligt, og hun ville elske at være omkring ham til den dag, det ville forekomme!

[Irina Lucille Marvalo]

Blot endnu en dag med verdens drama hængende om ørerne. Irina havde netop færdiggjort sin gang på Marvalo Bordel, og var taget hjem kun for at finde en lettere rastløs Blair. Det overraskede hende ikke ligefrem at Kimeya, bag om ryggen på hende, havde valgt at gå op imod Malisha. I det mindste efterkom han endelig hendes ønske om at drive handling bagved sine ord. Det havde virket fortrineligt at bringe Blair tilbage til livet, heldigvis. I en mørk dis, dukkede hun op i den mørke cirkel, ligeså elegant som altid. Hendes ravnsorte hår, var bundet op i en elegant og næsten kunsterisk knold, der afslørede hendes slanke, blege hals og nakke. Hendes opmærksomme blik fangede hurtigt den knitrende magi der var i luften ikke langt derfra. Den mørke kjole, slæbte let hen over græsset idet hun gik imod dem og fandt præcis hvad hun søgte.
Ubekymret stoppede hun og betragtede dem begge. Til hendes store tilfredsstillelse lignede det at Kimeya havde kontrol over dette, men det kunne hurtigt vise sig ikke at være sandt. Som en skygge i mørket, bevægede hun sig tættere på. "Det lader til at jeg kom lige i tide til den store finale," sagde hun morende. Godt nok havde hun altid brudt sig ganske udmærket om denne Malisha, men hun var ingen Marvalo, og som byens stiftere, et af de ældste slægtsnavne inden for racen, og nogle af de stærkeste warlocks, så var kunne det ikke være meget anderledes. Om Kimeya ville slå hende ihjel måtte være op til ham. Irina håbede det lidt, for hun ville bare blive et problem senere igen, på den anden side, kunne hun også have gavnlig information. Hun foldede hænderne foran sig, og så næsten høfligt på den begge. "Tag jer endelig ikke af mig," bad hun.