Welcome to hell

[Keischa Helia Maloya]

Angelique Amalani Darcy

Vinteren havde ramt hårdt overalt lod det til. Keischa huskede ellers ikke at Procias havde været så plaget af kulde som det var i år, men meget havde ændret sig siden hun sidst havde været her. Det var en uges tid siden hun var vågnet og havde gået defust rundt i Procias, hvor en venlig sjæl havde taget hende ind, og forsynet hende med mad, klæder og et varmt bad så hun ikke lignede en der var stået direkte ud af graven. Alting var stadig meget underligt. Procianerne var om muligt mere fjendtlige end hun huskede dem, nu ville de færreste vedkendes hende, trods hun ude i byen var blevet genkendt som tidligere Dronning. 
Nu hvor hun endelig følte sig nogenlunde på benene, havde hun valgt at søge væk fra den ellers venlige familie, for i stedet at tage turen mod det der engang havde været hendes hjem. Castle of Light. Nogle af vagterne havde ikke genkendt hende, andre havde, i hvert fald var det lykkedes hende at komme ind, for hun var komplet ubevæbnet. På vejen havde hun mødt en sød ung kvinde, der arbejdede på stedet her. Hun havde bedt hende om at viderebringe besked til landets Dronning om at møde hende i pejsestuen hvor der var varmt, for selv efter en uge følte hun sig stadig kold. 
Det føltes som var der ikke gået en dag, da hun bevægede sig ned af velkendte gange til hun nåede stuen, hvor pejsen knitrede lunt. Hun lagde armene om sig selv og satte sig hen i lænestolen som hun så mange gange havde siddet i før. Ringen hun var blevet begravet med sad på hendes finger, mindede hende om det tab hun havde lidt i form af sin mand. Hun trak sine ben op under sig og lagde hovedet ind mod stolens røde stof. Dens duft havde ændret sig, hele fornemmelsen af at være i Procias var ikke det samme når hun var alene. Den kvinde der havde taget hende ind i sit hjem havde forsøgt at fortælle hende hvordan verden så ud i dag. Keischa forstod sig ikke på det, hun ønskede bare fred og ro, og et sted hun kunne være uden at få mistænkelige og ligefrem hadske blikke af lysets borgere. Hvad var der blevet af den kærlighed og omsorg i landet? 

[Angelique Amalani Darcy]

[blockquote9Dagen var begyndt at flyde lidt sammen nu hvor Angelique var blevet alene på slottet. Tabet af Carlisle havde egentlig påvirket hende en del men hun stod nu stærkere overfor folket. Det var vel den bedste løsning? Hun vidste det ikke men hun havde det virkelig skidt med det hele. Vinteren var kommet over landet og hun kunne ikke længere sidde på sin flade og tænke over hvad der var sket og ikke sket. Hun var nød til at gemme det væk og komme videre. Der var andre ting som skulle ordnes. Landet havde brug for mad og varme. Hun gjorde sit bedste for at fordele resourcerne og hun havde endda valgt at gøre noget af slottet til bolig for dem som intet stede havde. Alastair havde gjort det samme på Kurnous vidste hun hvilket var en lettelse. Det havde virkelig ikke været helt let for hende på det sidste.
Overraskelsen havde været stor da det lød at en gammel dronning var vendt tilbage til landet og nu sad og ventede på hende. Det var med bankende hjerte at hun søgte mod pejsestuen. Hendes skrift var hurtige og faste. Hvorfor var denne person her nu? Navnet var Keicha, det var efter hendes død at denne kvinde havde været dronning men hun havde læst om vedkommende. Var hun her mod for at tage sin trone tilbage? Angel vidste ikke om hun håbede det eller ej. Det var svært for hende for hun ville gerne blive men hvis hun kunne finde Carlisle igennem så ville hun gøre det til en hver tid. Hun nåede pejsestuen og åbnede døren derind. Kvinden som sad og prøvede at få varmen i stolen måtte være den omtalte Keicha. Hun mønstrede et blidt smil selvom det var svært for hun var en smule forpustet efter sin hastige tur herned. "Jeg må indrømme at jeg var meget overrasket da det kom mig for øre at en tidligere dronning bad om min tilstedeværelse. Hvad skylder jeg æren af Deres besøg?" spurgte hun roligt og respektfuldt. Hun stod jo overfor en tidligere dronning. Det betød at hun skulle vise respekt.[/blockquote]

[Keischa Helia Maloya]

I et forsøg på at finde varmen krøb Keischa lidt sammen for at holde på den smule glæderne gav hende. Hånden rettede hun mod pejsen og koncentrerede sig dybt om at skabe en større ild. Det lykkedes men det var trættende, hun hadede at der skulle så lidt til før hun blev udmattet og meget af magien var hun end ikke i stand til at udfører efter hendes død. Det havde været mange år væk fra verden, gode år, fredelige år sammen med sin mand, som hun nu igen var blevet drevet væk fra. Hendes øjne gled i. Bare et øjeblik i stilhed med ro omkring sig, og hun var så træt. Kvinden havde været venlig men der havde ikke været nogen seng til overs, så det var ikke blevet til andet end et gulv som havde givet hende ondt i ryggen, for hun havde insisteret på at ingen af dem skulle opgive deres senge for hende.
Det gik ikke op for hende at Dronningen var dukket op i døren før hendes stemme lød. Den respekt hun udviste gjorde hende beæret, og dog så ville hun ikke have den. "Deres Højhed. Tak fordi De tog Dem et øjeblik til mig," hun tvang armene lidt fra hinanden og rejste sig udmattet for et neje for hende. Hun var blevet opdraget godt nok til at vide hvornår hun skulle vise sine manérer.
"Tro mig jeg er ligeså overrasket," hun sendte hende et stille smil hvorefter hun igen vovede at sætte sig i stolen. "Jeg ønskede at møde landets nye Dronning. Der bliver talt godt om Dem blandt de ærlige familier," sagde hun ærligt. Smilet falmede igen. Nok var hun en varm kvinde, men hun var også vant til at omgive sig med facader. "Jeg ved ikke hvordan jeg er endt her, det hele er ganske forvirrende, men jeg ville blot tilbyde min hjælp om De skulle behøve den," tilføjede hun. Ja det var vidst det. Hun havde ingen interesse i tronen, faktisk havde den været en stor byrde som hun kun havde taget for sin søster, men den havde også kostet hende alt for dyrt.

[Angelique Amalani Darcy]

Angelique var virkelig overrasket over at få af vide at en Maloya ventede på hende. Slægten kendte hun selv men hun havde ikke levet den gang Keicha havde siddet på tronen. Det var efter hendes egen død. Hun havde søgt til pejsestuen omgående. Kvinden foran hende så virkelig udmattet ud hvilket gjorde hende næsten trist. Dog kunne hun selv huske det. Det at været forfærdeligt den første tid hvor hun var ude af graven. Alt virkede så koldt og så fremmed. Hun havde selv været helt rundt på gulvet så hun kunne tydeligt forholde sig til den som Keicha måtte føle lige nu.
Den respekt som Angelique blev budt gjorde hende glad. Hun vidste ikke hvad hun forventede men dette var dejligt. Hun trådte med rolige skridt lidt længere ind i rummet og lukkede døren efter sig sådan så de kunne være alene. Hvad hun ønskede vidste Angel ikke men der gjorde hende egentlig ikke så meget. Hun prøvede at tage det som det kom og ikke tage sorgerne på forskud. Smilet hvilede roligt på hendes læber som hun ligeså nejede for den tidligere dronning. Som datter af en greve så lå det bare i hende at sådan skulle man gøre og selvom hende og hendes far havde haft deres forskelligheder så havde han stadig opdraget hende ordenligt. "Jeg har altid tid til tidligere dronninger og til folket af dette land" lød det roligt.
Som Keicha satte sig i stolen gjorde hun ligeså det samme. Hun var spændt på at høre hvorfor hun var kommet. Hun lyttede til hendes ord og den røde farve måtte melde sig med det samme som det blev hende fortalt at familierne snakkede godt om hende i landet. Det var om muligt den bedste ros hun kunne få og det gjorde hende lykkelig. Så havde hun ikke være helt galt på den. "Jeg takker for de rosende ord. Jeg har selv stået i Deres position for blot et par år tilbage hvor jeg selv stod ud af graven. Det er svært at vende sig til verdenen. Hvis De har nogle spørgsmål så hold Dem endelig ikke tilbage" sagde hun roligt. Selvom Keicha's smil falmede så gjorde Angels det ikke. Hun var bare en helt igennem glad pige og sådan havde hun alle dage været det. "Hjælp er altid kærkommen. Jeg er ret ny på tronen endnu, jeg har ikke en gang siddet her et år så jeg kan bruge alt den hjælp som er mig tilbudt" lød det glædeligt fra hende. Hun takkede absolut ikke nej til folk der ville hjælpe hende som havde noget erfaring.

[Keischa Helia Maloya]

Keischa skælvede. Der skulle ikke noget til før kulden vældede over hende og detvar næppe kun vinterens skyld. Hvad hun kunne bruge var et varmt bad og en varm seng med et tæppe frem for et køligt gulv og en kaffe over sig. Det var dog sekundært, det primære lige nu var hendes møde med denne unge, smukke kvinde der havde indtaget tronen. Hun kunne ikke undgå at føle en kende medlidenhed med hende, for tronen var en tung byrde, som havde drevet mange kvinder før hende til vanvid, deriblandt hendes søster og hun selv var nok også blevet det, om ikke det havde været fordi at døden havde været langt hurtigere.
Respekt for de kongelige burde være en selvfølge. Hun vidste om nogen hvor stort et pres der hvilede på kvindens skuldre og hvor meget lidt anerkendelse kunne betyde. En kende afvisende holdt hun hånden op for at standse hende i hendes tale. "Lad os se bort fra at jeg er tidligere Dronning. De kan kalde mig Keischa om de ønsker," bad hun og sendte hende et lidt bedende blik. Posten som dronning havde kostet hende, hendes sjæleven, det var ikke noget som hun så tilbage på med nogen form for glæde.
Glæden i hendes blik var naiv men dog sød. Hun virkede som en rigtig dejlig pige, det ville være en skam at lade tronen korruptere hende. "Jeg har et hav men mest af alt.. er jeg interesseret i at vide hvor Alexis Lacheyriam ligger begravet?" spurgte hun roligt. Der var så meget som hun gerne ville vide omkring landet, omkring krigen og hvad som var hændt, men intet af det var vigtigere end at vide hvor hun kunne besøge ham henne.
"Det kan være frygtelig forvirrende. Hvis der er nogle steder jeg kan være behjælpelig, må De som sagt sige til, jeg ønsker at skænke mit bidrag til landet her," fortalte hun og lagde armene lidt omkring sig selv for yderligere varme.

[Angelique Amalani Darcy]

Keicha så virkelig kold ud og det var slet ikke noget som Angel kunne lide at se. Hun gik meget op i folket skulle have det godt og det galt dem alle sammen. Hun var måske ung og en meget naiv pige men hun gjorde sit bedste og det måtte vel også tælle for noget. De blå øjne hvilede på Keicha. Hun skælvede. Angel endte med at rejse sig. Hun gik over til et af stuens hjørner og greb et par bløde tæpper som hun bragte med tilbage til Keicha i stolen. "Her, De skal ikke sidde og fryse" lød det blidt fra hende som hun rakte hende tæpperne.
At hun så bare ville kaldes for Keicha og ikke behandles som en tidligere dronning kunne Angel godt respektere hvis det skulle være. Hun nikkede roligt og sendte hende et roligt smil. "Som du ønsker, Keicha" lød det blot. Hun kendte det jo fra sig selv. Hun havde jo tigget Carlisle om at kalde hende ved navn og det havde man bare brug for en gang i mellem. Nu havde hun mistet ham. Følelserne skyllede ind over hende på ny men hun tvang dem på afstand igen. Dette var hverken tiden eller stedet til det.
Tronen havde virkeligkrævet mange og drevet dem til vanvid. Angel gjorde sig mange tanker om dette og hun gjorde mange ting for også at have noget ved siden af. Det var vært at opretholde en normalitet i denne position men hun prøvede. Hun tog en gang i mellem til Kurnous for at besøge Galad og Alastair og en gang i mellem søgte hun også over grænsen for at se sin far. Det var svært men hun prøvede i det mindste. "Jeg beklager at jeg ikke kan give dig et svar på det spørgsmål lige nu men jeg vil med glæde finde ud af det for dig" lød det ærligt fra hende. Hun kendte ikke navnet men kunne sikkert finde nogle optegnelser over det hvis hun kiggede efter det. Hun nikkede roligt ved Keicha's ord. Hun lukkede øjnene kort og åbnede dem så igen. "Det er jeg glad for. Jeg er selv utrolig forvirret. Jeg er som sagt selv stået ud af graven for ikke så forfærdelig lang tid siden. Verdenen var en ganske anden dan gang jeg blev født og levede mit liv. Den gang var Elanya stadig Dronning og hendes søn Junior var ved at overtage landet sammen med min søster, Camryn" fortalte hun roligt.

[Keischa Helia Maloya]

Keischa så mange af de procianske værdier som hun selv holdt så meget af i den unge kvinde. Hun havde haft gang i Dvasias, og kendte til den frihed der var der, for dem der ikke fungerede som slaver som hun selv havde gjort i så mange år vel og mærke. Hun hadede det had der var i lyset, det had som der altid blev argumenteret mod og som de ikke vidste de selv besad. Denne kvinde var anderledes, og det var rart til en forandring. Hendes blik fulgte hendes gang hen til tæpperne. Det var vældig pænt af hende. "Tusind tak Deres Højhed. Jeg har ikke været i stand til at finde varme siden jeg stod ud af graven," fortalte hun og tog glædeligt imod de bløde tæpper, for at lægge den omkring sine skuldre. Det hjalp mere end det andet hun havde forsøgt i hvert fald.
Hun nikkede lidt lettet. Keischa kunne hun meget bedre forholde sig til.
Denne unge kvinde forsøgte efter bedste evne ligesom så mange andre, Keischa frygtede at hun en dag ville nå samme erkendelse som alle andre - procianerne ville aldrig være helt tilfredse, før mørke og lys var helt og aldeles adskilte, og det var ødelæggende. Det gav hende lyst til at beskytte hende mod at falde i den samme fælde og blive ødelagt på det. "Tak, det ville jeg værdsætte meget," hun pillede lidt ved sin ring men sørgede dog for at bevarer øjenkontakten med hende. Der var noget velkendt omkring hende, i det mindste omkring hendes navn som hun ikke helt kunne sætte finger på.
Elanyas navn vakte et kæmpe savn i hende. Det var mange år siden hun havde mistet sin søster endnu engang. "Den følelse kender jeg. Hvad med Jason? Marius?" spurgte hun, eftersom hun huskede at det havde været nogle af de mest loyale.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel kunne virkelig ikke klare den måde som de fleste Procianere betragede mørket på. Det var ikke alle i mørket som var onde og det var ikke noget som de kunne forholde sig til. Hun hadet der for at sige det mildt. Hun ville sådan ønske at det var anderledes. Hun sukkede stille for sig selv. Det havde været noget så svært at komme tilbage fra døden og finde ud af hvor meget der egentlig var ændret. Det var ikke mange som kunne forstå hvordan det var men Keicha var undtaget. Angel sendte hende et blidt som hun rakte hende tæpperne. "Det var så lidt. Kan jeg tilbyde dig noget varmt at drikke?" spurgte hun bekymret. Hun ønskede jo ikke ligefrem at Keicha skulle sidde der og fryse.
Angel ville gerne prøve at lede efter denne mands gravsted som havde haft en stor betydning for Keicha. Det kunne hun sagtens gætte eftersom det var det første hun havde nævnt. Hun nikkede roligt ved hendes ord. Det var altid rart at blive værdsat for noget man ville gøre. Hun kunne godt lide. Det var den følelse af at hjælpe andre. Hun elskede den virkelig. Hun sendte Keicha et roligt smil. Hun vidste at det måtte være rigtig svært at sidde der så pludselig og se alle dem omkring sig være borte og verdenen ændret.
Det gibbede let i Angel da hendes fars navn blev hørt. Hun vendte kort blikket ind mod ilden og tænke lidt. "Jason Nimanhra drog til Dvasias sammen med den tidligere Procianske dronning. Han ønskede at beskytte hende. Marius, min farm er flygtet ud af landet fordi folket er bange for hans race. Han er vampyr og lever af blod. Han har i mange år været hadet og foragtet af landets borgere selvom han aldrig har været andet end loyal" fortalte hun med en tydelig trist stemme. Det var svært når alt hun ønskede var at hendes far kunne komme tilbage i landet. Det var noget hun ønskede mere end noget andet.

[Keischa Helia Maloya]

Der var ingen som talte så meget om kærlighed og omsorg overfor alle - selv fremmede, som samtidig hadede de fremmede så meget som de gjorde. Procianere var som helhed smålige og nøsvise, det havde hun ret hurtigt opdaget og det havde gjort hendes tid i Procias før, ganske problematisk, i særdeleshed fordi hun jo selv var kommet direkte fra mørket. "Det er pænt af Dem, men ellers tak. Måske en varm seng? Jeg tager gerne en i tjenestefløjen om nødvendigt, men jeg er udmattet," indrømmede hun. Det var hendes egen plan snart at starte op på sin træning igen om muligt, men det krævede jo energi.
I det her tilfælde vidste Keischa godt at hun ikke kunne sætte krav og sådan set heller ikke ønske sig noget, men hun håbede vel bare på en smule forståelse?
Med lidt vilje formåede hun at gengælde hendes smil selvom det ikke rigtigt nåede hendes øjne og slet ikke ved hendes fortælling. "Jeg er ked af at procianerne ikke har ændret sig i alle disse år. De er stadig ligeså fremmedehadske og skeptiske," sukkede hun opgivende. Både Jason og Marius havde hun holdt meget af, men det var aldrig gået op for hende at Angelique var datter af ham. "Det er en skam. Der er ikke nogen som har gjort så meget for landet. Hvad med vingården? Uden den bryder økonomien som regel sammen," påpegede hun. Det var ikke for at give hende mere at tænke over det, men hvis en hungersnød ramte igen, så ville hun uanset komme til at mærke det. "Gode mænd bliver forvist. De forstår sig ikke på deres egne værdier og det er en skam," hun sukkede. "I sin tid forsøgte de at slå min forlovede ihjel fordi han var vareulv, så jeg ved det," fortalte hun og rystede på hovedet. Hun kunne ikke sætte sig ind i det.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel ønskede virkelig at vise kærlighed og omsorg til alle som gjorde sig værdige overfor den. Om det så var lyse så vel som mørke væsner. Hun gik meget op i at de mørkevæsner som ikke gjorde nogen ondt og som ikke ønskede nogen skade skulle have lov til at være her og hjælpe til. Arbejdskraften kunne de bruge i hvert fald men det så folket overhovedet ikke. Det var forfærdeligt at de var blevet så fjentlige. Det var slet ikke noget som hun kunne lide men hun kunne ikke bare gå ud og sætte en masse krav til dem så ung som hun var det. Hun havde jo slet ikke nok år på bagen eller støtte nok i landet til det endnu.n"En varm seng skal jeg nok kunne klare. Jeg får dem til at gøre en klar til dig i gæstefløjen" lød det roligt fra Angel. Hun rejste sig fra stolen og forsvandt ud af pejsestuen for en kort stund. Hun kom hurtigt tilbage og satte sig igen med et lille smil på læben. Der skulle nok være varmt på hendes værelse til hun kom derop.
Angel havde svært ved at snakke om det. Hun huskede tydeligt hvordan alle havde været så glade for Junior og Camryn den gang og ingen af den var helt af lyset. De havde været elsket men hvorfor skulle det være ændret nu? Det var svært at forstå og svært at forholde sig til men det var nu bare sådan det en gang var. Hun sukkede stille og nikkede. "Det er det og nu mere end noget andet. Alle mørkets væsner er blevet jagtet på porten også selvom de kun er delvist af mørket. Jeg ville ønske at jeg kunne stoppe dem men så ny som jeg er på tronen så kan jeg ikke bare stille mig op endnu og stille krav. Det har virkelig været hårdt. Især med de gode mænd og kvinder som har måtte smides ud af landet. Det er helt forfærdeligt" pointerede hun stille. Hun havde altid haft det mega dårligt med det og det var ikke noget som hun kunne hverken lide eller forholde sig det mindste til.

[Keischa Helia Maloya]

Det var ikke altid så enkelt som lys eller mørk. Der fandtes mørke væsner med noget godt i sig såvel som der fandtes.. tilsyneladende mange gode væsner med en masse mørke i sig. Alt det had var i hvert fald ikke en af de værdier som hun selv havde lært at holde så meget af. Det var trist at se landet i forfald på den måde. Tanken om en seng fik hende til at ånde lettet op. På stående fod havde hun ikke et sted at opholde sig, slottet var ikke ideelt, men det var i det mindste varmt her i vintertiden. "Tusind tak," hun sendte hende et smil og lod hende forsvinde ud af døren, mens hun selv satte sig til rette i lænestolen med tæpperne godt omkring sig, og modstod fristelsen til bare at lægge sig til at sove på stedet.
Der var sket meget. Krig havde ødelagt synet for mange både på det gode såvel som det mørke. Keischa havde oplevet modbydelighed i mørket, hun havde oplevet væsner som havde været født til ondskab men hun havde også mødt andre - sådan nogle som Alexis som havde bragt stor glæde og lykke med sig selvom han havde været en hård mand, som mørket havde budt.
Idé Dronningen atter meldte sin ankomst, spærrede hun hurtigt øjnene op og så på hende, opmærksomt. "De kan måske ikke, men det kan jeg. Hvis det er.. kunne jeg overtage din fars herregård i en periode og få vinproduktionen op igen. Det vil måske skabe noget tiltro også i og med at jeg er Elanyas søster. Måske de vil lytte til mig?" foreslog hun uden selv at være helt sikker. Det ville da måske være forsøget værd, om ikke andet så fik de da gang i vinproduktionen og derved økonomien, så undgik de at folk sultede her i den kolde vintertid.

[Angelique Amalani Darcy]

Det var ikke så simpelt som folk stillede det op. Hun kunne ikke have det had som der var. Det var fordærvende og usundt i længden. Hun sukkede svagt og rystede på hovedet. Hun var skuffet over folket og det var et sted rart med en som selv forstod sig på den ro som der en gang havde været. Bevares, Elanya's og Juniors tid havde heller ikke været helt fredfyldte men folk var meget mere tolerante den gang end de var det i dag. "Det var så lidt" lød det blidt fra hende. En varm seng var da det mindste hun kunne gøre. Pladser havde de jo nok af og dette var trods alt en tidligere dronning som hun sad overfor. Selvom hun bare ville kaldes Keicha så skulle der stadig gøre nogle ting rigtigt.
Angel forsvandt og kom tilbage. Værelset ville blive gjort klar og hun havde sørget for at det blev et rum med pejs for at det kunne være ekstra varmt. Hun huskede selv hvor gennem kold hun havde været det den gang hun vågnede og en pejs kunne med garanti gøre godt. Hun satte sig i sin stol igen og lyttede til Keicha's ord. Hun ville overtage Marius's vinproduktion? Et sted så kunne hun lide tanken men samtidig så brød hun sig heller ikke helt om det. Hun ville allerhelst bare lade det stå til hendes far kom tilbage. Dog vidste hun også at dette ikke var en mulighed. De havde brug for den økonomi som det kunne bringe til landet. Hun nikkede roligt. Det lyder som en god ide. Jeg tror du har ret. Det kunne sikkert godt give noget hvis du overtog stedet. Økonomien kan vi bruge og jeg er ikke bleg for at indrømme at du sikkert vil have mere held med at snakke med folket en jeg har det. De lytter ikke meget til mig endnu" forklarede hun roligt. Selvom der blev talt om hende med rosende ord så var hun stadig kun en meget ung og uerfaren dronning. Der var stadig mange ting som hun skulle lære.

[Keischa Helia Maloya]

Fred var meget at forlange, hvis ikke direkte umuligt at forlange, men Procias havde ikke forstået de værier landet byggede på. Det var bestemt ikke fordi at Keischa farvoriserede Dvasias, hun havde afskyet det land og dog været meget fascineret af den frihed som de havde haft.. foruden hende naturligvis som havde været bundet af en ring og en mand som hun havde afskyet. Keischa så hende rejse sig og fulgte hende med blikket frem til hun forsvandt helt og efterlod hende tilbage i stilhed. Den slags var nærmest uudholdeligt efter at have ligget i graven i så mange år. Der var intet andet end tavshed og intethed.
Hun åndede lettet op da Angel igen vendte tilbage og satte sig ned. Det var kun forståeligt hvis hun var skeptisk, men Keischa var en gammel ven af Marius, og hun havde hjulpet ham på vingården før, med andre ord kendte hun arbejdsgangen og vidste hvordan han selv havde kørt det i sin tid. Hun nikkede. "Jeg plejede at kende Marius Darcy ret godt, og jeg har før hjulpet til på gården og på børnehjemmet for den sags skyld, dengang det var det. Jeg ville se det som en skam at lade det falme uden for hans hænder, indtil den dag han har mulighed for at vende tilbage igen," tilføjede hun og lænede sig lidt tilbage i stolen igen. Hun mente ikke at være uhøflig overfor landets dronning, men hun var udmattet, stadig, hendes krop havde stadig ikke vænnet sig til livet og det bankende hjerte som hun igen havde fået. "Det vil de komme til en dag. Du må bare tålmodig og vinde deres accept. Jeg formåede det ikke grundet min kærlighed til en mørk mand, men måske de vil lytte. Jeg har ikke noget at tabe," sagde hun og trak på skuldrene. Som renhjertet procianer, så kunne de jo ikke smide hende ud, uden videre.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel vidste godt at fred nok ville være svær at komme til. Procias var et dejligt land men dog også et land som havde svært ved at tolerere mørket. Med alt som var hændt igennem tiden så var det et sted heller ikke så underligt. Det var bare ikke let når man stod i en situation som hun gjorde det. Nogle af landet ældste var af mørkets racer men dog havde de altid stået på spring til at hjælpe i nødens stund. Hvorfor skulle de straffes for det? Hun sukkede lydløst og rystede på hovedet. Dette ville blive lettere sagt end gjort.
Angel havde forladt rummet for at få nogle til at få gjort et værelse klar til Keischa for natten. Hun havde brug for hvilen og det ville Angel hjertens gerne give hende. Smilende vendte hun tilbage og satte sig ned. Det var svært for hende at give slip på families gård, også selvom hendes far ikke længere kunne bosætte sig der. Hun tænkte lidt men gav så alligevel efter. Keischa havde jo ret og en ven af Marius var også en ven af hende. ”Jeg ville lyve hvis jeg sagde at det var let det her. Det er min families gård men dog føler jeg at den ville være i gode hænder hos dig” sagde hun så endeligt. Det var virkelig svært for hende men hun kunne ikke holde fast på barndommen. Herregården kunne ikke stå tomt og Procias kunne godt bruge indtægten. At Keischa var træt var ikke underligt. Angel opfattede det ikke som værende ubehøvlet at Keischa sad som hun gjorde det. Angel var en meget afslappet pige på det punkt også selvom hun var dronning. ”Måske. Jeg prøver i hvert fald. Lad os se om vi ikke kan få Procianerne ind på et andet spor, sammen” sagde hun smilende før hun tog sig sammen og rejste sig op. Hun strakte sig en gang og kørte en hånd igennem det lange lyse hår. ”Kom med. Lad os få fundet dig et værelse sådan så du kan få noget søvn.” Hun gjorde tegn til at Keischa skulle følge med sådan så hun kunne få noget hvile.