Living my new life without you

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det Jarniqa ønskede at høre, var en løgn på Lucifers læber, hvilket han slet ikke havde tænkt sig, at skænke hende. Han derimod ønskede derimod at lade hende vide, at han rent faktisk savnede den kvinde, som hun engang havde været. Bestemt ikke den kvinde, som hun viste sig, at være nu. "Det du ønsker at høre mig sige, er en løgn. Tror du virkelig, at det ændrer noget? At du forsøger at gemme dig bag alt mulig andet?" Med andre ord, var hun påvirket af det.. Så kunne han heller ikke være så ubetydelig for hende, som hun ellers forsøgte at give udtryk for, på nuværende tidspunkt. Ondt gjorde det, at se hende på den måde. Faktisk måtte han jo sande, at han slet ikke kunne lide dette! Han rystede kort på hovedet. Ikke havde han tænkt sig at søge til Manjarno, da selv det, var et sted, som han var færdig med. Desuden hvad skulle han søge tilbage til? "Død? Jeg ser hende i ganske live.. Det er bare en skam, at hun selv ikke kan finde ud af det, men derimod skal gemme sig," sagde han denne gang. Hvad lavede hun her? Var det Maerimydra, som var begyndt at trække så meget i hende?
Rødt måtte Lucifer derimod se, da hun måtte informere ham om, at det var Valandil, som var den mand, som havde fået den ære af at skænke hende den omgang, som han havde ventet så tålmodigt på! Hans øjne skød lyn, og frost lagde sig på hans håndrygge. "Valandil... Valgte du en mørkelver over mig?!" Vred gjorde tanken ham på alle måder! Og så alligevel.. Burde han lade det påvirke ham? Frosten forsvandt på hans håndrygge igen, hvor han blev langt mere sammenbidt, end hvad han havde været tidligere. "Jeg håber fandme han var god så," sagde han kortfattet. Så tålmodig, som han havde været, uden at få noget ud af det. Han havde rent faktisk ventet, for selv at give hende muligheden for at sige, når hun var klar. Det var da hende, som havde holdt ham for nar!

[Jarniqa Dynithril]

"Du har fulgt mig med løgne siden vi mødtes. Jeg behøver ikke flere.. og at du tror, at jeg gemmer mig, beviser blot din uvidenhed," svarede Jarniqa koldt igen. Ikke spillede hun. Hun prøvede oprigtigt at blive en anden, end den han havde kendt. Dette var ikke hendes rigtige jeg, nej, men hvorfor ønske at være sit rigtige jeg, når det stank? Nej, derfor ville hun langt hellere være denne kvinde. Den stærke kvinde, der ikke blev påvirket af en charmerende mand. Hun fnøs af ham. Han prøvede virkelig at bestemme over hende.. Han forsøgte at fortælle hende, at hun var dum, når hun i virkeligheden havde været dum før. "Jeg står her i lys luge og alligevel tror du, at jeg gemmer mig? Jeg gemmer mig ikke. Jeg har blot fundet mit kald," sagde hun direkte. Ikke gemte hun sig, som hun derimod blev trænet. Træning der viste sig gennem hendes forslåede pande og forstuvede hånd. Hun løftede et bryn, som hun nævnte Valandil for ham. Ikke betød Valandil noget for hende.. Men hun nød at se, at Lucifer troede det. Hvad havde han desuden ikke selv lavet? Han havde vel allerede ligget med en ny kvinde eller pige hver dag? Hun trak på skulderen. "Jeg fulgte endelig alle folks råd. Man bør jo ikke blande. Det nød du ellers også at fortælle mig," sagde hun direkte. Han og alle andre havde altid sagt, hvor forkert det var, at hun var en varyl. Han havde altid sagt, at man burde være med sine egne. Han havde vel også allerede et harem af dæmoniske kvinder? Tanken formåede at stikke hende. Hun havde jo været ligeglad med al det. Hun havde ønsket en familie med ham. Hun stirrede på ham. "Ønsker du da at høre detaljer? Ønsker du at høre, hvordan vores nøgne kroppe rørte hinanden under åben himmel?" Ikke brød hun selv om at tænke på begivenheden. Det havde ikke været godt. Hun havde ikke vredet sig i fryd, som når Lucifer havde rørt hende. Dog tænkte hun nu bare, at det vel altid føltes så ringe. Hvad havde hun også at veje det op imod? Hun og Lucifer havde jo aldrig været sammen på den måde. Han havde stukket af, som hun ellers havde følt sig klar. Han havde uden et ord løbet til Dvasias, hvor han havde væltet en regering på sin moders betaling. Gad vide om det havde været alt, hvad han havde drømt om? Havde de nu det drømme mor-søn forhold, som han havde håbet på? Han havde jo ønsket det over hende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Et kort smil passerede Lucifers tynde læber. "Jeg kender dig, Jarniqa. Det som jeg ser, er en kvinde, som gemmer sig.. er bange for den verden, som hun har været en del af." Svigt var en naturlig del af livet, og den gjorde ondt. Selv Lucifer havde mærket den, men ikke havde det fået ham til at vende ryggen til det. End ikke Appolyon var et sted, som han havde søgt til, efter de havde brudt op, og ikke havde han været sammen med så meget, som en eneste kvinde, siden hun havde kylet ham igennem døren, og smidt ham direkte ind i væggen, og selv stormet ud. Ikke havde han, og ikke ønskede han, at komme så tæt på en kvinde igen. Ikke følelsesmæssigt om ikke andet, og svært var det, når Cecilaya selv havde krøbet ind under huden på ham. "Du kan gøre, hvad du vil, og forsøge alt hvad du vil, for at overbevise mig om det.. Jeg ved, at det ikke er sandt." Tog han ikke meget fejl, så var det her hendes sidste udvej. Hun følte at det var sidste udvej. Det kunne nemlig godt ligne hende.
Tanken om at Valandil, var kommet hende tættere, end hvad han nogensinde havde været, og ikke kunne han lide det! Overhovedet ikke! Han bed tænderne kraftigt sammen. Frosten lagde sig mod hans hænder igen, og med en direkte vred mine. Ikke kunne han lade være. "Jeg er ikke interesseret i de dirty detaljer omkring dit kærlighedsliv, Jarniqa," sagde han denne gang. Han kneb øjnene svagt sammen. Ondt som det end gjorde, kunne han jo ikke gøre noget ved det lige nu. Han rystede kort på hovedet endnu en gang. Åben himmel.. Hun var jo til det udendørs. Han trak vejret dybt. Han måtte virkelig slå koldt vand i blodet! Og nemt, var det på ingen måde. Langt fra faktisk! "Eller var det bare en desperat vej ind i mørkelvernes samfund? At du skulle vise dig som en kvinde?" En kvinde, som i hans øjne, slet ikke kunne ses.. Han så ikke andet end en kvinde, som desperat forsøgte at skjule sig, og tilpasse sig noget, som hun slet ikke var.. Mørkelver eller ej.. Det var jo slet ikke der, han ønskede at se hende. Selv nu hvor de ikke længere var sammen.

[Jarniqa Dynithril]

Han kendte hende.. Han havde kendt hende. Den unge kvinde der havde elsket ham. Den unge kvinde, som han havde fravalgt. At han ønskede den side frem for denne, forundrede på ingen måde Jarniqa. Nu kæmpede hun jo lige pludselig imod ham og ikke med. "Du kendte den gamle mig. Det er snart et år siden, at vi levede sammen.. En forandring er kun naturlig," sagde hun ærligt. Det var 10 måneder siden, at de havde været på Neutranium sammen. Siden da havde de kun set hinanden en gang. En forfærdelig gang. Dengang han slog op med hende. "Og hvad er mit kald? At stile efter en mand, der ikke ønsker mig? Er det, hvad du mener?" spurgte hun direkte. Hun vidste, at det var sådan. Han havde uden kvaler droppet hende. Først havde han forladt hende for en mission uden et ord. Så havde han slået op med hende uden at blinke. Underligt var det ikke, at det var det han ønskede at hende, når det var et scenarie, hvor han var på toppen og hun i bunden. "Nej selvfølgelig.. Du er kun interesseret i dem, som du skaber," svarede hun sigende igen. Selv ønskede hun nu heller ikke at oplyse ham om hendes og Valandils akt. Faktisk var det blot et mørkt minde. Der var intet mellem hende og Valandil. Der havde altid kun været Lucifer.. og sådan ville det desværre forblive. Øjnene kneb hun sammen. "Du håber, at det er sådan, ikke?" spurgte hun direkte. Det værste var, at han havde ret. Hun var kun atten, og hun var blevet afvist af både sin moder, værge og kæreste. Derfor havde hun trukket sig indad. Men kunne han ikke også være ligeglad? Han følte jo alligevel intet for hende. Han kunne bare godt lide at kommentere, at han havde ret. Han havde jo aldrig ønsket hende tilbage, som han aldrig havde kommet efter hende.. Og guderne måtte vide, at hun ellers engang havde håbet det. Nu kendte hun dog til realiteten. Kærlighed eksisterede ikke.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvor dum troede Jarniqa egentlig at Lucifer var? Han var ikke dum, og han nægtede at lade nogen fremstille ham som dum, for det var slet ikke noget som han fandt sig i. Han stirrede fast på hende. At han skulle se hende her, og på denne her måde, var i forvejen hårdt nok for ham, at stå foran hende. Han havde droppet hende, men det var kun fordi at hun havde forsøgt at indtage en meget belærende rolle overfor ham, hvilket bare havde været dråben. Han kneb øjnene svagt sammen. "Vil du da påstå at jeg ikke kender dig, efter al den tid?" spurgte han direkte. Armene lagde han denne gang over kors foran sig. Hun var vred.. hun var bitter.. hvorfor skulle hun ellers tage fat i det på den her måde? "Som du dog kan fremstille det.." Han himlede kort med øjnene. Hun var da og blev da nærmest barnlig at høre på! Så meget kvinde, var hun dog heller ikke blevet.
"Hvorfor skulle jeg være interesseret i andre, end dem som jeg selv skaber, Jarniqa? Du ville jo tydeligvis heller ikke være en del af det," bed han af hende. Han havde lagt op til hende mere end en gang, og han var endt afvist. Cecilaya gjorde jo præcist det samme ved ham, og hun havde sågar også Cedric at gå til nu. Han selv følte sig fuldkommen efterladt, men han søgte ikke desperat til sidste og eneste sted i søgen for accept. Han var mere mand end det! Han trådte denne gang tættere på. Hænderne lukkede han omkring hendes skuldre, som han denne gang klemte let og fast om. "Kig mig i øjnene, og fortæl mig, at jeg tager fejl," bad han. Han kendte hende.. Hun ville ikke kunne lyve for ham, og hun kunne lige vove på at gøre det! Som mentaldæmon kunne han jo også spotte den slags, og uden tvivl, var det noget, som han havde tænkt sig, om hun forsøgte.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa stirrede på ham. ”Ikke længere, nej,” sagde hun blot. Helt sandt var det dog ikke. Hans gamle Jarniqa var nemlig stadig i hende. Den var endnu ikke blevet trænet væk, men på vej var den. Ville dette desuden være et bump i hendes træning? At hun stod foran sin ekskæreste? Han var trods alt den der satte flest følelser i hende.. Som sagt var han nemlig den person, som hun havde planlagt at tilbringe resten af livet med. Ikke Damien. ”Og dog benægter du det ikke,” pointerede hun direkte. Hun havde jo ret. Han var utilfreds med den nye Jarniqa, præcis ligesom Valandil. Lucifer ønskede den der havde været blindt forelsket i ham. Problemet med den Jarniqa var bare, at hendes følelser ikke var blevet gengældt. Af nogen.. Hvad morsomt var der ved at føle, når ingen alligevel gengældte dem? At Lucifer kun tænkte på sig selv, forundrede på ingen måde Jarnqia. Han var et stort ego. Ham, ham, ham. Det var sådan han tænkte. Intet under, at der ikke havde været plads til hende i hans verden! ”Og i dag kan jeg kun prise, hvor vi nåede til,” sagde hun afvisende. Det var godt, at hun aldrig havde nået at give ham, hvad han havde ønsket! Smalle blev hendes øjne pludselig, som han greb hende. Hun mærkede den lette sitren, men ikke lod hun ham! ”Slip mig!” råbte hun ad ham, inden hun også angreb. En trykbølge sendte hun – præcist som på aftenen, hvor han havde droppet hende. Det var vel også kun passende? Han ønskede, at hun var al det han sagde, at hun var. Han havde nemlig kunnet lide at se den side helt alene og nede i støvet. Igen, han havde jo ikke selv været interesseret i at være sammen med den del af hende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Den person som Jarniqa var blevet, var på ingen måder noget at prale af i Lucifers øjne. Den kvinde, som hun nu var blevet, var ikke en, som man kunne elske. En skam var det, at hun lod sig falde yderligere, end hvad hun i forvejen havde været. "En skam, må jeg sige," sagde han denne gang med en mere direkte stemme, end hvad han havde gjort brug af tidligere. Han trak kort, men næsten kynisk på smilebåndet. Selv han måtte jo forsøge at beskytte sig selv, for andet fik han jo heller ikke ligefrem ud af det, kunne man sige. "Vil det gøre nogen forskel? Jeg kender dig.. Du er så vred på mig, at du vil påstå at jeg lyver. Jeg gider ikke det barnlige pjat mere," fortalte han direkte. Hans blik hvilede direkte intenst på hende. Et sted var han faktisk fuldkommen ligeglad med, hvad hun gik og tænkte.. Eller.. Det var han næsten. Han stod dog fast på, at hvad han havde gjort, da han havde slået op, havde været det rette. At blande sig i familie-ting, som man slet ikke skulle blande sig i, var bestemt heller ikke noget, som nogensinde ville komme hende til gavn.
Ondt gjorde det, at høre hende prise sig for, at det var gået så vidt. Det gjorde endnu ondt på ham, at vide, at han ikke længere havde hende, som en del af sit liv. "Og du kalder mig for egoistisk?" spurgte han denne gang, hvor hans næver lukkede sig fast omkring hendes skuldre. Han vidste nemlig, at hun ikke kunne lyve for ham! Og hun vidste det godt at hun ikke kunne.
Fast fløj Lucifer bagover, hvor ryggen røg direkte ind i et træ, hvilket slog luften ud af ham, allerede med det samme. Fast faldt han derefter til jorden. Øjnene klemte han sammen, hvor han denne gang blev liggende. Hun var blevet fyrig.. Virkelig fyrig!

[Jarniqa Dynithril]

Køligt stirrede Jarniqa på ham. Let var det, når han alligevel kun nedgjorde hende. Det gjorde hende nemlig ikke trist, som det nærmere gjorde hende tom. Det fortalte hende nemlig kun, at hun havde gjort det rette. Der var intet for hende i den gense verden. Hun gjorde ret i at tilslutte sig mørkelverne, og blive dette stærke kvindeideal. ”Jeg er barnlig og vred i dine øjne.. Sjovt at du endnu vil blive, når jeg kun er negativitet i dine øjne,” sagde hun direkte. Hendes hoved faldt en kende på skrå. ”Jeg har jo ret i, at du lyver. Du vil dette. Jeg har ikke bundet dig fast. Jeg har derimod opfordret dig til at gå.” Og gik ønskede hun, at han gjorde. I hendes øjne var han kun negativitet. Det var ham der havde drevet hende hertil. Ikke ønskede hun at se ham igen. Hvorfor skulle hun også ønske at se en, som ikke ville hende? Koldt stirrede hun blot på ham, som hun brugte trykbølgen til at tvinge ham væk. Køligt gled smilet over hendes læber. Det rystede helt i træet, som han bankede i den. ”Kæreste Lucifer.. Det er tydeligvis ved at blive en tradition, at vi mødes sådan her,” sagde hun kynisk, uden at hun tog blikket fra ham. ”Ønsker du, at jeg fortsætter? Jeg har langt mere, som jeg kan give dig endnu.” At vinde over Lucifer på denne her måde, kunne alligevel ikke undgå at fryde hende. Hun havde længe følt sig trampet på af ham, men ikke mere. Nu ville hun ikke lade nogen som helst holde hende tilbage, og da slet ikke ham! Hun var slet ikke så svagelig, som han gik og troede om hende. Hun var meget mere end det!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer måtte beskytte og passe på sig selv, og det var skam også, hvad han havde tænkt sig at gøre i en stund som denne. Han kneb øjnene fast og kraftigt sammen. Hun passede på sig selv, ved at udsætte sig selv, for alt mulig fis, som slet ikke var nødvendigt! "Du er godt klar over, at det her ikke er nødvendigt, ikke?" spurgte han denne gang. Hovedet lod han denne gang søge en kende på sned. Vred som tanken end gjorde ham, så var det igen, bare meget lidt, som han egentlig kunne gøre ved den. Han prustede svagt. "Siden hvornår har jeg nogensinde skænket dig en løgn?!" endte han denne gang fast. Han havde gjort hvad han kunne, for at passe på hende.. At det så derimod havde endt ud i problemer efterfølgende, kunne han bare ikke gøre noget ved nu.. HAn havde gjort det slut.. for at markere en grænse. At hun så ikke kunne klare det, var jo så heller ikke hans skyld!
Ryggen stødte direkte ind i træet, og slog luften ud af Lucifer, inden han faldt direkte tilbage på jorden igen. Så det var sådan, at hun agtet at lege? Hun vidste, hvad han var i stand til.. og hun vidste derfor også, at det var virkelig dumt i det hele taget, at forsøge sig med noget som helst! "L-ligner jeg en som har tænkt sig, at gå nogen steder?" spurgte han denne gang sammenbidt, hovrefter han denne gang rettede sig en smule op. Hans krop dirrede.. Ondt havde han i ryggen. Han lagde hånden denne gang mod ryggen, hvor han bed tænderne sammen. "Tør du godt lege sådan med mig?" spurgte han denne gang. Vred gjorde det ham. Han var uden tvivl skuffet over hende.

[Jarniqa Dynithril]

”Du har ret i, at din tilstedeværelse er dybt unødvendig,” svarede Jarniqa blot igen. At han ikke accepterede hendes nye liv, var hun ligeglad med. Han havde alligevel ikke accepteret hende før. Derfor var det egentligt også for det bedste, at det var gået, som det have gjort. Hun havde endelig fundet sin plads i livet. En plads, hvor hun rent faktisk var ønsket. Her blev hun set på som de andre mørkelviske kvinder. Hun var en af dem. Blev trænet som dem. Det var noget, som hun ikke var vant til, som hun nærmere var vant til at blive set ned på. ”Hvis du havde talt sandt, havde du allerede gået. Der er ingen grund til at blive hængende her og tale med mig.. Jeg ønsker intet af dig længere,” svarede hun afvisende og hårdt retur. Nej, han symboliserede hendes gamle liv. Et liv der nu var glemt! Hun havde arbejdet sig videre derfra, og at han ikke kunne lide den udvikling var bare ærgerligt for ham. Svagt trak hun på skulderen af ham. ”Du ligner nærmere en der bliver jordet,” sagde hun ligeud. Han rystede helt.. Slaget havde vel været hårdt. Hun slap en latter, som han spurgte, om hun turde lege med ham. ”Det ville du nyde. Mere du og jeg tid,” begyndte hun kynisk. ”Hvis du ønsker at spendere mere tid med mig, burde du have tænkt over det noget før, Lucifer. Jeg har allerede spildt alt for mange sekunder på dig. Sekunder, som jeg desværre aldrig vil kunne få igen.” Blikket fjernede hun fra ham, som hun begyndte at gå. Desværre kunne hun bare mærke, at hendes hjerte måtte slå hurtigere end ellers. ”Opsøg mig ikke igen,” afviste hun ham en sidste gang, inden hun søgte ind mellem træerne. De mange snoede træer. Hun kunne mærke, hvordan hvert et skridt fik hendes krop til at jamre protesterende, som hun jo var faldet fra et træ. Derudover kunne hun mærke en anden ting.. Sit hjerte.. og ondt gjorde det.

// Out

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Under normale omstændigheder, så ville Lucifer nok have været langt mere påvirket af det her, end hvad han nok lige havde vist i en stund som denne, men det var nu heller ikke noget, som han kunne gøre noget ved. "Du vil påstå, at du er ligglad med mig..? Og alt det, som vi har gjort sammen?" spurgte han denne gang med en kortfattet mine. Han burde nok reagere mere end hvad han gjorde, men han ville heller ikke give hende den tilfredsstillelse.. Ikke sådan som hun havde det med det. "Det gør næsten ondt i mit hjerte, Jarniqa." Mere ondt, fordi at han kunne se, hvordan hun var faldt mere og mere i mørket, og var det underligt, at det var sådan, at han havde det med tingene?
At hun denne gang bare valgte at gå, var bestemt heller ikke noget, som han fandt sig i, og derfor tøvede han bestemt heller ikke med at søge efter. Dumt, som det end kunne være, så var det bare meget begrænset, hvad han kunne gøre ved det, og særligt hvis der var mørkelvere i nærheden. "Og du forventer ærlig talt, at jeg bare lader dig gå, Jarniqa? Du kan godt blive her!" endte han denne gang, hvor han selv fast søgte efter. Ligeglad med, at han nærmede sig Maerimydra, eller hvad han gjorde, for det gjorde virkelig ikke nogen forskel for hans vedkommende. "Niqa!" kaldte han denne gang med en langt mere fast stemme end tidligere.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Flammerne var dem, som havde tilkaldt Tatiana. Hvordan skulle hun også have kunnet set bort fra dem, når de havde været så tæt på Maerimydra? Hvis der var tale om en skovbrand, havde hun og de andre nemlig været nødsaget til at stoppe den, da ingen mørkelver ønskede sin by brændt! Hvad hun var blevet mødt af, havde dog ikke været en skovbrand. Det havde derimod været den kære Jarniqa, som var under oplæring som mørkelvisk kvinde. Hvem den anden havde været, havde taget hende et rums tid at finde ud af. Det var først, da Jarniqa havde kaldt ham for Lucifer, at hun havde husket. Der havde vidst været noget om kroen i Atterlin for mange år tilbage.. En selvsikker ung mand, der havde været en tand for kæphøj. I det skjulte havde hun betragtet dem. Hun havde set dem skændes. Hørt dem skændes. Hun havde set Jarniqas angreb.. og til sidst hendes exit. Lucifer var hurtigt efter hende, og ikke langt derfra valgte Tatiana at følge med. Måske hun skulle hjælpe den unge kvinde en anelse? ”Niqa.. Niqa..,” efterlignede hun Lucifer hånligt, samtidig med at hun bevægede sig ind for hans synsfelt. Hoverende klappede hun i hænderne. Sidst de havde set hinanden, havde han belemret hende med sine kvindelige erobringer. Derudover havde han også belemret hende med sin tro på kærlighed. Var dette kærlighed? Den mellem ham og Jarniqa? Et træk viste sig på hendes mundvige. Et køligt smil. ”Ulykkelig kærlighed.. Hvor rørende,” sagde hun ironisk. Det var direkte tåbeligt! Særligt mellem en tilnærmelsesvis mørkelver og en dæmon! Hendes gennemborende blå blik hvilede på Lucifers skikkelse. Klædt i sin sædvanlige røde læderdragt var hun. Fuldt bevæbnet var hun også, som hendes pisk var pænt svunget sammen i en af hendes remmer ved låret, en lang dolk lå ved siden af, og hendes sværd hang i bæltet om hendes liv.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Skoven røg bag dem, men ikke var det noget som Lucifer tog sig yderligere af, da det heller ikke var noget, som han havde nogen grund til. Derimod, var det kun en tanke, som generede ham mere, end hvad godt måtte være i den anden ende. At hun bare vendte ryggen til det hele og bare søgte bort, var nu heller ikke noget, som han forstod, at hun bare kunne få sig selv til, og derfor var det noget, som han ønskede at få stoppet, gerne så hurtigt, som det var ham overhovedet muligt!
At han her, skulle støde på en gammel kending, var nok det sidste, som han havde regnet med. Faktisk var det en tanke, som kun generede ham mere end hvad godt var. Han stoppede op ved lyden af en stemme. Han hade hørt den før. Hans øjnene kneb han denne gang en anelse sammen, hvor han rettede sig op. Hvor tæt var han egentlig på Maerimydra? Var det derfor, at Jarniqa havde valgt at angribe ham. Blikket faldt denne gang til en kvinde.. det lyse hår.. den mine. Han havde set hende før, men det var uden tvivl ved at være lang tid siden. Svagt trak han på den ene mundvig. "Jeg går ud fra, at du har bedre at tage dig til, end at stille dig i vejen for mig?" spurgte han denne gang. Svagt, kunne han mindes deres forhenværende møde, men det var bestemt heller ikke som noget godt, og noget, som han faktisk helst bare så bort fra, når det endelig var. "Flyt dig," endte han denne gang, hvor han trådte udenom hende med faste og målrettede skridt. Ikke ville han stå i vejen for mørkelverne, men at lade Jarniqa smutte på den måde, ville han ikke! Hun måtte jo se, hvor langt ned i gruset, hun egentlig var sunket!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tatiana havde bestemt ikke forventet at støde på ulykkelig kærlighed, som hun havde draget ud. Det var dog, hvad der havde mødt hende, og heldigvis var hun god til at tage den der fra. Kølig og hoverende var hele hendes mimik, som hun betragtede den kønne frustrerede dæmon. Et kønt ansigt var han tydeligvis stadig.. Dum var han dog også stadig. Undersøgende søgte hendes hoved på sned. Hun studerede ham. Vejede ham med blikket. Lod tankerne brede sig. ”Jeg foretager mig det helt rigtige. Bekymre dig hellere for dig selv, knægt,” svarede hun uden tøven igen. Ja.. Dette var det helt rigtige. Ikke den måde, som han belemrede den unge Jarniqa på. Hun havde dog set noget i den unge kvindes blik, som hun havde gået. Noget, som Tatiana heldigvis kunne råde mod på. Det gennemborende blik fulgte hans bevægelser, som han seriøst troede, at han kunne gå uden om hende og bare gå.. Han havde tydeligvis glemt alt om hende! Hun måtte hellere minde ham om hende. ”Ah, ahh.. Ikke så hurtigt,” lød det fra hende, som havde han været et lille barn, der havde sprunget opvasken over, som han ellers havde lovet at tage. Hun ville elske det her.. Hun havde selv brug for det her. Hendes hånd fandt piskens håndtag. Det stramme mørkerøde læder. Det var helt som at røre en kær ven igen! Hun trak den med et svip. Vant førte hun hånden, som hun trak den bagud, så den var langt tilbage over hendes skuldrer og ryg. Kynisk var hendes smil. Med et førte hun hånden som en sand kunstner! Bevægelsen gjorde hun til siden, så den lange spinkle pisk søgte mod hans ankler for at binde sig og trække ham ned. Hun havde ikke sagt, at han måtte gå et skidt videre! Det skulle hun nok få lært ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Var det ulykkelig kærlighed? Lucifer var bare træt af problematikkerne, og dette var en af de mange alt for åbne sager, som han gerne ville have afsluttet så hurtigt som muligt. Desuden stod han fast på, at det var synd og skam, at hun lod sig synke så dybt, som hun gjorde! Ingen tvivl var der i det! "Knægt?" spurgte han med en kortfattet stemme. Han var i særdeleshed ikke bare en knægt! Men derimod en ung og voksen mand, og det skulle ingen tage fra ham igen!
Denne kvinde.. Tatiana.. var slet ikke en, som han ønskede at spilde mere af sin tid med. Alt taget i betragtning, så var det måske bare en god idé at komme lidt videre herfra i stedet for? Han passerede hende derfor, hvor han også var fuldstændig ligeglad med, om det var kærkomment eller ikke. Hvornår var han da i det hele taget kendt for at være en mand, som dansede efter andres piber?
Langt nåede han dog ikke, før pisken greb fat om hans ankel, og denne gang tvang ham til overbalance. Her faldt han lang, som han var. Omgående, var det vreden, der meldte sig i hans krop og sind. "Gider du godt stoppe!? Jeg har bedre ting at tage mig til, end det her!" vrissede han denne gang sammenbidt. Han sparkede med benene, for at få pisken slået af sin fod igen, så han endnu en gang kunne rejse sig. Varmen meldte sig. Han var allerede i forvejen fristet til at sætte fyr til det hele, så hun skulle bestemt ikke komme her og prikke yderligere til ham!