Living my new life without you

[Jarniqa Dynithril]

Lucifer Phoenix I. Jaceluck

I fire måneder havde Jarniqa nu været en del af det mørkelviske samfund. For syv måneder siden havde Lucifer brudt op med hende, og havde givet hende ideen om at rejse hertil. For ti måneder siden var hun stukket af fra sit liv i Manjarno. Meget havde uden tvivl hændt Jarniqa på under et år, og en forandret kvinde var hun derfor også. Det var også i denne tid, at hun var gået fra at være en pige til nu at være en kvinde. Trænet blev hun på mørkelvisk vis, og hvis ikke man vidste, hvad det betød, betød det, at ens gamle fundament blev brudt op. Man blev frarøvet sine følelser.. Man lærte, at hjertet var det der holdt én selv i live, og at det ikke bankede for andre. Man blev hærdet.. Man blev tvunget igennem ulidelige smerter, så man lærte, hvor stærk man var, og så man så mere kynisk på verdenen. Det var den forvandling, som Jarniqa var stærk i gang med. Kærtegn mærkede hun ikke længere i forbindelse med kærlighed, men derimod med tilfredshed, når hun gjorde det godt. Smerten sugede hun til sig, så folk ikke ville kunne gøre hende blød, men så hun derimod var hård og uknækkelig. Det var, hvad hun ønskede. Aldrig at kunne blive såret igen. Det var også begyndt at virke, som hun ikke længere var kæk og stemningsfuld som sædvanlig. Nu var hun mere praktisk orienteret. Valandil blev hun mere og mere ligeglad med, som hans formaninger begyndte at prelle af på hende lige så stille. Derfor begyndte hun også at skade den mand mere for ulydelighed frem for sin egen ulykkelighed.
Ikke langt fra Maerimydra var Jarniqa. Hun var aldrig langt fra Maerimydra længere. Hun var blot en kilometer fra byens grænse. Byen var nemlig hendes hjem. Det eneste hjem.. og ikke var der nogen grund til at søge bort derfra. Den eneste grund til, at hun havde søgt ud var for at finde en perfekt nedfalden gren. Lidiya havde nemlig været så venlig og lære hende sangens kunst, og da hun ønskede at blive den perfekte mørkelver, måtte hun forbedre den evne samtidig med, at hun blev trænet.
På en træstamme sad Jarniqa, alt imens hun sad med en gren i hånden og sang, hvad der måtte lyde som en eventyrlig vise.
” Eirien vi elenyr
Enni e bain.
Brethil nui mellyrn
Enni e bain.
Gwilwileth or alph
Enni e bain.
Tinnu aphada Chelluin
Enni e bain,”
I panden bar hun en kraftig rød hudafskrabning, og om sit venstre håndled bar hun et bandage.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucias havde for en gangs skyld valgt at søge lidt væk fra kroerne, efter at Cedric var kommet retur. I forvejen, var det en mand, som Cecilaya tilbragte meget tid med, og selvom han vidste, at det var hendes bror.. et sted også hans stedbror, så var det stadig underligt, at det var sådan. Man vidste jo hvilken fortid de to delte særligt. Han blev afvist uanset hvor meget han forsøgte at lægge op til hende, så hvad skulle han da fortsætte med at gøre? Smile og lade som ingenting? Ligesom han havde gjort med Jarniqa? Det sidste, som hun havde gjort, var at fornærme ham og hans familie, og det i sig selv, var ikke noget, som han i det hele taget, brød sig om! Ikke var det noget, som han nogensinde ville, eller nogensinde kunne få sig selv til at acceptere!
Denne gang søgte han igennem Den Mørke Skov. I sig selv, var det et sted, som han havde tilbragt meget af sin tid, velvidende om, at det var Mørkelvernes område, så var han fuldstændig ligeglad med det henseende, for han havde virkelig ikke nogen grund til at skulle lægge mere i det, end hvad godt var. Intenst måtte hans blik fare rundt foran ham. Ikke ønskede han at der skulle ske noget.. lidt luft, inden han ville søge tilbage til byen. Selv han havde hørt om brylluppet i Manjarno, og at Jarniqa var efterlyst. Det var noget som et sted bekymrede ham? De havde jo tilbragt meget tid sammen, og derfor var hun jo stadig en kvinde, som han virkelig holdt af.. Uanset hvor irriterende det end måtte være, så var det bare ikke noget, som han kunne gøre noget ved nu.
Kappen blafrede let efter ham, som han gik igennem skoven. Bange var han ikke for at støde på nogen. Han var nemlig ikke ufarlig af sig, hvis man pissede ham af om ikke andet. Kutten slog han let ned, mens han blot fortsatte.. Flabet som han var, begyndte han at fløjte for sig selv. En rolig melodi.. Også for at gøre andre opmærksom på, at han var der.. og at de derfor burde søge så langt som muligt i den anden retning.

[Jarniqa Dynithril]

Som naturen var Jarniqa klædt. Nye klæder havde mørkelverne nemlig givet hende. Hvis hun skulle være en af dem, skulle hun nemlig både træne mørkelvisk og klædes mørkelvisk. En lun kappe bar hun om skuldrene, da det dvasianske vejr ikke var ligeså gavmildt som det manjanske. Mørkegrøn var den, så den kunne gå i et med bladene, mosset og buskene. Som overdel bar hun en nydelig mørkegrøn tunika der passede hendes figur perfekt, men som var utroligt simpel. Om benene bar hun et par tætsiddende bukser, så hun med lethed kunne springe omkring. Brune var disse, så det kunne gå i et med træet på bakken og grene. Hendes støvler syntes derudover at gå i et med bukserne, som de ligeså var brune og langskaftet.
Passede sig selv gjorde Jarniqa, som en melodi pludselig brød ind i hendes vise. Øjeblikkeligt fik det ende til at tie, og øjeblikkeligt standsede magien. Grenen i hendes hånd havde begyndt at tage form, men nu lagde hun den alligevel fra sig. Hvem var det? En mørkelver eller en forbipasserende? Det kunne meget vel være det sidste, da hun trods alt var udenfor Maerimydra. Kappens hætte skubbede hun op, så den gemte hendes ravnsorte lokker en smule, og så der kom en skygge hen over hendes pande. Helt rødmende og med rifter var den endnu. Slaget havde hun fået under sin træning. Hun havde fået slået sit hoved ind i en sten, hvilket i sig selv havde givet hende en mild hjernerystelse. Derudover havde hun forsøgt at mildne det hele ved at tage fra med hænderne, hvilket betød, at hun samtidig havde forstuvet sit håndled. Derfor bandagen om denne.
Det smaragdgrønne blik vendte Jarniqa mod det nærmeste træ, som hun stod ved. Hun måtte se det an, hvis den fremmede kom for tæt på. Tænderne bed hun sammen, idet hun begyndte at klatre op i træet. Det skar og sved i hendes hånd, men ikke stoppede hun. Igen skulle det være et bevis på hendes styrke, at hun kunne overkomme umådelig smerte. Til sidst kom hun op til træets krone. På en af de laverehængende grene, satte hun sig dog ikke. Hun skulle sikre sig, at hun var mest muligt i skjul. Derfor klatrede hun længere op på en af de tyndere grene, og så hun var mere omgivet af de andre. Her vendte hun blikket undersøgende ned.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

At Lucifer skulle være i nærheden af hans forhenværende udkårne, var på ingen måder, en tanke, som han gjorde sig i det hele taget. Derfor tog han vel tingene fuldstændig med ro? Han ønskede blot noget andet at tænke på, end alle de problemer. Faith var som sunket i jorden, men han vidste, at hun var i live.. Hvorfor skulle han ellers fortsætte med at modtage penge i form af mønter, så han rent faktisk kunne klare en specifik levestandard? Det var noget, som han ærlig talt, også havde det mere end fint med i den anden ende. Han hadede alle de problemer, og kunne han, så ville han for pokker gerne tage fuldstændig afstand til det hele.
Selvom han mentalt allerede kunne fornemme nogen, så var det en person, som alligevel formåede at holde bare lidt afstand til ham, og det var noget, som passede ham mere end fint. Det var en tanke, som alligevel fik ham til at stoppe op igen. Intenst måtte han lade blikket hæves, også selvom han ikke umiddelbart kunne se nogen. En farlig blanding af dæmoner var han trods alt, og med den træning, som han havde fået, så var han også i nogenlunde kontrol over de 3 typer. En spænding som automatisk måtte melde sig i hans krop og sind, og ikke kunne han vende sig bort fra dette. Langsomt rullede Lucifer på skuldrene. Han havde brug for at få tankerne afledt, fra alt det, som ellers skete. Cecilaya og Cedric særligt, var ham et kæmpe irritationsmoment! De tynde læber spillede ud i et næsten kynisk smil. "Kom frem, kom frem.. hvor du end gemmer dig.." sagde han denne gang. Han så sig om. I mørket, var det svært at se noget, men selv, var han ikke et sekund i tvivl om, at han ikke længere var alene. Han kunne mærke det!

[Jarniqa Dynithril]

Højt op i træet sad Jarniqa, som hun kunne høre, hvordan fodskridtene nærmede sig. Opmærksom var hun blot, så intet var der umiddelbart der.. Lige indtil hun følte, hvordan hendes hjerte nærmest stoppede. Dette havde hun alligevel ikke ventet. Hun følte nærmest, at hun skulle drukne, skønt hun sad midt i et træ. Hvad var det? Var det sorgen over, at lige netop denne mand havde dumpet hende, mens hun endnu havde været dybt forelsket i ham? Det måtte ikke være den! Hun knugede om den nærmeste gren, samtidig med, at hun knugede øjnene i. Hun tog et par dybe indåndinger. Hun havde ikke tænkt på ham i lang tid.. og nu var han her. Hun havde troet, at hun havde kommet sig over ham. Hun havde nemlig stoppet med at føle al det romantiske.. men nu var han her. Hvorfor var han her? At det havde noget med hende at gøre, vidste hun dog, at det ikke havde. Han elskede hende ikke, og han lignede ikke en der søgte noget eller noget. Hun slog øjnene op igen. Hun håbede, at det hun gjorde nu blot var for at beskytte Maerimydra.
Taget havde Jarniqa endnu i træet, alt imens hendes blik søgte omkring. Hun så, hvad der skulle til at ske for sig. Han havde intet at lave her. Han var blot en kilometer fra Maerimydra. Hvis det havde været en anden mørkelvisk kvinde her, ville de have gjort det samme. Samfundet skulle beskyttes. Kontaktet til sit eget træ mærkede hun, ligesom hun mærkede de andre. Hun kunne føle deres sjæle. På ingen tid syntes skoven omkring Lucifer at blive levende! Træernes rødder søgte op, hvor de bevægede sig som bølger. Levende gjorde det jorden, som det helt opfordrede en til at snuble over sine egne fødder. Alt imens satte træernes kviste og grene efter ham. Grenene forsøgte at gribe fat i hans arme og ben. Kvistene forsøgte at flå ham, som de forsøgte at piske hans ansigt og krop. Dette burde sætte ham på flugt!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Lucifer rent faktisk savnede Jarniqa, men hun havde selv gjort det så tydeligt for ham, at hun ikke ønskede at spilde sin tid på ham, så skulle hun da selvfølgelig få lov til at blive fri. Desuden havde hun blandet sig i sager, som hun slet ikke burde blande sig i, ved at pointere for ham, at hans moder ikke elskede ham. Det gjorde hun måske ikke på den måde, som hun var vant til at se, føle og mærke den form for kærlighed, men det var ikke noget, som han kunne gøre noget ved, men han selv var ikke i tvivl! Faith havde jo gjort mange ting, som bevidste det, uden at hun havde et kæmpe og massivt behov for at sige det.
At Lucifer måtte være tæt på Maerimydra, var ærlig talt overhovedet ikke en tanke som slog ham, for han var jo slet ikke så godt kendt med stedet her. Han blev stående.. Stilheden mærkede han så tæt ind od sin egen krop. Han knyttede næverne fast. Pludselig synes jorden at.. ryste.. rødder blev revet op? "Hvad f..." Han tav omgående, da rødder og dele af træerne, tog fat om hans håndled og tvang ham derfor til at blive holdt fast. Kviste slog kraftigt ind mod hans krop og ansigt.. rev nærmest hans tøj op, når de trak sig igen. Ondt gjorde det virkelig! Ikke var det noget, som han fandt sig i! På noget tidspunkt! Denne gang gjorde han bryg af ilddæmonen, hvor han denne gang blussede op i de klare og voldsomme flammer, for at brænde træerne. Han rev hænderne kraftigt til sig, inden han kraftigt trak sig baglæns.. Forsøgte at holde balancen, for det var som at gå på.. noget levende, hvilket var frustrerende! "Stop det her!" udbrød han. Han samlede en kugle af ild i hånden, som han vilkårligt kastede rundt med. Ikke fandt han sig i, at blive pisket sådan rundt med!

[Jarniqa Dynithril]

Kulden følte Jarniqa i sit bryst, som hun angreb Lucifer. Var det mørkelvernes fjendskhed hun følte, eller var det det knuste hjerte? Hun tænkte, at det måtte være det mørkelviske. Hun ønskede, at det var det mørkelviske. Selv kunne hun fra sin position oppe i træet se, hvordan Lucifer blev angrebet i alskens retninger. Både fra jorden, fra siden og for oven. Var det underligt, at hun fandt en tilfredsstillelse ved det, fordi hun gjorde det? Træerne styrede hun, hvor hun helt kunne fornemme deres smerte, som Lucifer begyndte at brænde dem. Det fik hende til at krympe sig en anelse, som smerten helt syntes at være hendes, som hun endnu var i kontakt med dem. Dog stoppede hun ikke.. Han råbte op, kastede med ild omkring sig, og hun styrede grenene og rødderne. En farlig leg syntes det dog at begynde at være, som det virkede ukontrolleret, hvad Lucifer gjorde. Han smed blot med ild omkring sig, så skoven blev antændt. Ville han overhovedet standse det igen? Varmen begyndte hun at føle, som træerne omkring hende begyndte at blive antændt. Fanget var hun lige indtil, at han sendte en ildkugle direkte imod hendes træ! Skriget forlod automatisk hendes læber i ren og skær chok, som grenen under hende knækkede, og hun derfor styrtede ned til jorden. På vej ned blev hun revet på alle led og kanter af de grene og kviste, som hun placerede, og de syntes alle at rage op i hendes mangle piskeslag! Pusten mistede hun desuden fuldkommen, som hendes ryg og baghoved kraftigt slog imod jorden. Vejret gispede hun efter, som hendes øjne kun syntes at se sol, måne og stjerner. Som hun var faldet, var ”magien” dog også ebbet ud. Træerne var gået i bero, så det nu blot lignede ganske almindelige træer, men nu også i flammer.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Dette var på igen måder noget som Lucifer fandt sig i! Han kunne jo mærke, at der var nogen omkring ham, så med andre ord, var det her noget, som nogen gjorde ved ham, og den tanke alene, var noget som rent faktisk måtte gøre ham direkte irriteret! Han vendte blikket omkring, selvom det var svært nok at se i det hele taget, sådan som han blev pisket, som havde han været et andet dyr, som skulle underlægges tortur!
Skriget hørte han, men ikke kunne han finde ud af, hvor lyden måtte fange hans opmærksomhed, men ikke kunne han se noget. Han trak sig endnu en gang, hvor rødderne denne gang, greb fat omkring hans ankler, hvor han faldt baglæns, og direkte ned på ryggen. Han bed tænderne kraftigt sammen. De sidste flammer kastede han denne gang fra sig, hvorefter det hele.. synes at være faldet til ro igen. Han blinkede let med øjnene, inden han denne gang rullede en smule om på ryggen. Han klemte øjnene let og fast sammen, inde han hævede hovedet en anelse. Hvem pokker var det, som havde udsat ham for dette?! Han fandt sig bestemt ikke i det!
Lucifer satte sig op, hvor han tog sig til hovedet. Hans blik faldt til en ellers velkendt skikkelse der på jorden foran ham. Var det virkelig..? Automatisk blev han mere fast i blikket. "Hvilket sted at læbe ind i dig, Jarniqa," sagde han denne gang. Han mærkede knuden i hans bryst, tage til endnu en gang. Hvad skulle han sige? Det var bestemt ikke her, eller på den her måde, at han nogensinde havde regnet med, at skulle rende på hende!

[Jarniqa Dynithril]

Meningen var det bestemt ikke, at Jarniqa skulle styrte ned fra træet! Det føltes også, som blev hendes krop flået op på ny, som hun blev kastede ned mellem de mange grene og kviste, inden hun ramte jorden. Dagligt blev hun mere eller mindre pisket. Derfor gik der også hul på nogen af hendes sår, som de nok engang måtte bløde inde under hendes klæder. Værre blev det også kun af, at hendes hoved og ryg hamrede imod jorden! Det tvang luften ud af hende. Dette bestod hendes træning dog ikke af.. Hun blev ikke smidt vilkårligt ned fra afsatser for at se, om hun klarede faldet eller ej. De første sekunder efter faldet sansede hun ikke.. Det tog hende noget tid at genvinde blikket, der først blev sløret, før hun kunne se skarpt igen. Hun måtte blinke med øjnene, idet hun hørte stemmen. Stemmen.. Det var så længe siden, at hun sidst havde hørt den. Var det virkelig sådan, at det lød? Igen knugede det sig sammen i hende. Denne her gang valgte hun blot at sige, at det var de fysiske smerter. Tænderne bed hun sammen. ”Forsvind, Lucifer,” afviste hun ham med det samme. Han ville forlade stedet frivilligt, eller han ville blive smidt væk herfra. Med smerten skydende igennem sin krop, tvang hun sig op i en siddende stilling, inden hun skubbede sig en anelse bort fra ham. Hun stolede ikke på ham. Han ville manipulere hende. Han ville gøre hende fortræd. Det var derfor, at hun var kommet hertil! Så han eller ingen anden kunne gøre det ved hende igen. Blikket løftede hun nu. Køligt var det. Hårdt og afvisende.. men hans ansigt.. Forbandet være, at hun ikke var blevet trænet i at stå overfor ham. Hendes allersvageste punkt. Han ville dog ikke vinde over hende denne her gang!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Smerten tog til for alvor i Lucifers krop, da han denne gang, satte sig på. Slaget mod hans ryg og mod hans hoved særligt. Temperaturen sænkede han igen, hvor hans krop stoppede med at brænde, som et resultat af det, som var sket denne gang, og selvfølgelig kunne dette også godt mærkes. Han klemte øjnene sammen.. Hans hjerte startede med at hamre mod hans bryst. Ganske vidst, havde han været klar over, at han ikke kunne undgå hende for tid og evighed, en det var ikke lige her, at han havde regnet med at skulle støde på hende!
Lucifer kæmpede sig denne gang tilbage på benene igen. Hånden strøg han kort over hans forpiskede ansigt, hvor grene og kviste allerede havde slået ham tildels til blods. Hovedet lod han søge en kende på sned. Hvad pokker havde hun gang i? "Jeg ved at du er vred, men der er ingen grund til at piske rundt med mig," sagde han denne gang. Savnede han hende? Han kunne faktisk ikke rigtigt finde ud af det. Forsvind? Hvorfor skulle han forsvinde? Hvorfor skulle han i det hele taget, gøre, hvad hun gerne ville have, kun fordi at hun gerne ville have det? "Du kan selv forsvinde herfra, hvis du ikke vil se på mig," fastholdt han denne gang. Når det var sådan hun mødte ham, så var det sådan, at han mødte hende i retur, for han fandt sig bestemt ikke i andet, og ikke ville det nogensinde komme på tale! Han vendte sig væk.. Knuden i brystet gjorde ondt, og han kunne ikke se bort fra denne. Han savnede hende jo.. Og alle de ting, som de havde lavet sammen. Han bed tænderne svagt sammen. Forandret var hun. Det stod jo tydeligt i hende. "Du er forandret," tilføjede han denne gang. Han vendte atter blikket mod hende.. Undrende og tomt. Han forbandet hende kun med smerte fra sidst.

[Jarniqa Dynithril]

Op på benene tvang Jarniqa sig. Ondt gjorde det i hendes forstuvede hånd, som hun måtte bruge den. Derudover kværkede det i hendes krop, som slaget havde været hårdt, og som rifterne var blevet revet op. Hendes hætte var faldet ned igen, og derfor kunne man nu se hendes store røde hudafskrabning i panden, og nye rifter på kinden. Dog tog hun sig ikke af det. Smerte var noget, som man skulle tage til sig og hæve sig over. ”Jeg har bedre ting at tage mig for, end at være vred på dig,” affejede hun ham. Han var blevet angrebet for at være for tæt på Maerimydra. Det fortalte hun sig selv. Det knugende hjerte ignorerede hun på det punkt. Hun skulle nemlig ikke føle. Hun skulle ikke føle noget for ham. Hun skulle kun ønske at jage alle udefrakommende væk, som de kom for tæt på den mørkelviske by. ”Du har ret.. Jeg ønsker ikke at se på dig,” svarede hun retur med en direkte kølighed. Nej, hun ønskede aldrig mere at se ham. Hvorfor skulle hun også ønske det? Han havde erkendt, at han ikke havde elsket hende, som han havde stoppet det de havde haft sammen. Nu burde hun dog næsten takke ham, da han havde vist hende, hvor svag og skrøbelig hun havde været. Brændende forelsket havde hun været i ham, hvor hun ville have gjort alt for ham. Nu kunne hun se, hvor dumt det var, da det for det første kun havde været en envejskærlighed, og da det for det andet havde fået hende til at handle dumt. Hårdt var hendes blik endnu, som han vendte blikket fra hende. ”Til det bedre,” svarede hun kort for hovedet.. men han var den samme. Kæphøj og manipulerende. Det tomme blik han dernæst sendte hende, gavnede kun kulden i hende. Det bekræftede hende i hans ikkeeksisterende kærlighed til hende. Hun havde jo også kun været et stykke ungt, smukt og dumt legetøj for ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var en helt anden og helt ny Jarniqa, som Lucifer måtte stå ansigt til ansigt med denne gang, og selvfølgelig var det noget, som i sig selv, gjorde ham en anelse bekymret.. Hvad var der sket med hende i den tid, hvor de ikke havde været i nærheden af hinanden? Det var jo i forvejen, ved at være lang tid siden, at han havde set hende.. Og ikke nogen overraskelse, at han rent faktisk savnede hende, for det gjorde han. Ingen tvivl om det. "Du er mig godt nok blevet en kold kvinde, Jarniqa.. Hvad er hændt dig?" spurgte han denne gang. Maerimydra, var ikke just et sted, som han tænkte over lige nu, og ej vidste han, at han var i nærheden af det. Hvorfor skulle det da være ham en tanke, som han ville tænke yderligere over?
Blikket faldt til hendes hånd.. og de mange ar og mærker, som hun tilsyneladende var præget af. Han trådte hen mod hende. Om hun ville det eller ikke, havde de en fortid sammen, og han hadede det selv til tider. Særligt hvis det var disse situationer, som skulle opstå! Han vendte blikket denne gang direkte imod hendes skikkelse igen. Hovedet lod han søge på sned. "Det kan da tilsyneladende diskuteres. I min tid, var du ikke præget af alle de mærker, sår og rifter.. Hvad har du kastet dig ud i?" spurgte han denne gang med en kortfattet stemme. Hans blik faldt gennemborende til hendes. Facaderne måtte han jo holde oppe, også mest for sin egen skyld, da det gjorde ondt for ham i det hele taget, at være tæt på, og omkring hende. Han savnede hende.. Elskede hende vel stadig et sted? Han prustede svagt. "Du er efterlyst, hvis det ikke er gået op for dig. I Manjarno," tilføjede han. Der var rent faktisk nogen derude, som bekymrede sig om hende.

[Jarniqa Dynithril]

Forandret var Jarniqa. Det havde hun måttet sande, at hun var nødt til at være. Verdenen havde ikke været som hende, og derfor havde hun måttet indrette sig efter den. Kold og kynisk var den, hvor hun indtil nu havde været for naiv til at se det. Derfor havde hun søgt mørkelverne, så de kunne lære hende at lukke af og gøre, så hun aldrig kunne blive såret igen. Vanvittigt ondt havde det nemlig gjort at miste Damien og Lucifer. At blive trænet via tortur nu, var kun en ringe pris ved siden af den smerte. "Selvfølgelig savner du den naive mig," svarede hun koldt igen. Han savnede den unge dumme pige, som han havde kunnet udnytte. Selvfølgelig gjorde han det. Denne nye Jarniqa var ikke ligeså let. Hun vidste, at følelser kun var en løgn, og at det ville være selvmord at åbne op for dem igen. Advarende hævede hun sin ene hånd, som han nærmede sig hende. Knitrende af magi var den helt. Magi som hun snildt kunne udløse på ham. Hun havde demonstreret det nu, og hun havde demonstreret det sidst de havde set hinanden. Hendes hoved søgte på sned. "Dengang var jeg uberørt.. Nu har jeg lært, at det ej var vejen frem," sagde hun kort for hovedet. Hun var dækket af ar. Flere end han kunne se og tælle. Der var ikke den del af hendes krop der ikke var blevet udsat for slag. Derudover var hun også berørt i den forstand, at hun havde ligget med en mand. Noget hun dig ikke agtede at prøve igen, som det ej heller havde været, hvad hun havde forventet. At Lucifer så brændende havde ønsket det af hende, forstod hun end ikke. Som han pludselig sagde, at hun var ... efterlyst, slog hun kort blikket ned. Efterlyst? Passede det virkelig? I kolde folder lagde hendes ansigt sig dog hurtigt igen. Hvis hun var efterlyst var det fordi, at kongehuset ville udnytte hende det mere. Hvis Lucifer var her betød det, at han var ude efter dusøren. Det fandt han vel også meget passende? Nu hvor de havde brudt op, kunne han vel ligeså godt tjene en smule penge på hende? Hun vidste jo også, hvor glad han var for penge, og hvor lidt glæde han følte ved hende. "Og du er ude efter dusøren? Held og lykke med at få den," svarede hun afvisende igen, som hendes kolde blik igen fandt hans. Han kunne lige prøve på at indfange hende! Igen blev hun kun bekræftet i, hvad hun længe havde tænkt. Lucifer havde aldrig ønsket hende noget godt. Han havde altid brugt hende for egen vindings skyld. Til forskel fra før, forsøgte han nu bare at tjene på hende. Gad vide, hvad kongehuset mente hun var værd? Det var vel hendes moder? Derfor var det vel også bare en eftersøgning for, at hun kunne se godt ud. Hun savnede hende næppe. Hun vidste, at Damien var ligeglad. Han havde fået sit lykkelige drageliv ved hendes side.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ikke kunne Lucifer kende den kvinde, som han havde været sammen med. Væk var hun, og for nu, var det en helt anden kvinde, som måtte stå foran ham lige nu. Han kneb øjnene svagt sammen, som han denne gang stoppede op. Han var i forvejen ikke den største fan af magi, kun fordi at han havde været berørt af den alt for mange gange. Han himlede kort med øjnene. "Den naive? Prøv den menneskelige," sagde han direkte, som han jo slet ikke kunne kende den kvinde, som hun var endt med at blive til. Han lod denne gang armene søge over kors, også selvom det gjorde ondt. Han var slået og pisket, hvilket i forvejen også var noget, som gjorde ondt! Men at se hende på den måde, var næsten det værste.
Lucifer elskede hende vel stadig, selvom han havde gjort det slut med hende? Øjnene kneb han denne gang en smule sammen. Efterlyst var hun, og i og med, at kongehuset ikke havde hørt fra hende, var det ikke nogen hemmelighed, at det havde vakt Lucifers bekymring. Pengene havde han faktisk ikke brug for, for han blev forsynet, men derimod en oprigtig bekymring for hende og hendes velbefindende. "Så det er de tanker, som du gør dig om mig, efter vores tid sammen, Jarniqa? Jeg tror derimod bare, at det skuffede dine forældre, at du ikke var der til at overvære deres bryllup," sagde han denne gang med en kortfattet stemme. Øjnene kneb han en anelse sammen. Han var ked af, at hun tog tingene så negativt som hun gjorde, da det heller ikke just havde lignet hende tidligere. Troede hun oprigtigt ikke på, at en bekymring kunne være reel og berettiget?
"Du har været sammen med en mand..? Hvem?" spurgte han denne gang med en hård stemme. Han havde aldrig fået lov, foruden at bruge sine kyndige hænder. Hvem havde fået den ære af at komme før han havde fået muligheden for det? Lyn stod nærmest i hans øjne. Tanken om det, var noget, som et sted gjorde ham.. skuffet? Vred? Han var rent faktisk slået på målstregen af en anden mand?

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa slap et fnys. "Pigen du savner er den pige, som du kunne manipulere med. Sig det som det er, Lucifer," gav hun køligt igen. Han havde nydt at udnytte hende. Han havde nydt, at hun havde været ham hengiven, og han havde nydt at smide hende væk. For ham havde hun været et stykke legetøj.. og det legetøj var til sidst blevet for trivielt. Hvad han derudover overraskede hende med var at sige, at hendes forældre havde giftet sig. Varm gjorde tanken hende ikke. Hun havde ikke ønsket sin moder og fader sammen. Hun havde håbet på Damien og hendes moder.. indtil han havde bundet sig til hende ved at blive en drage. "Send dem en hilsen fra mig. Du er tydeligvis tættere på dem, end hvad jeg er," svarede hun afvisende igen. Armene lod hun glide over kors. "Fortæl dem, at deres kære datter er død. De vil elske muligheden om at skabe deres egen perfekte familie." Sandt var det jo. Hendes forældre ønskede hende ikke.. og Lucifer ønskede hende bestemt ikke! Et kynisk smil viste sig på hendes læber, som han gættede sig til, at hun havde ligget med en mand. At han så vred ud, tilfredsstillede hende kun. Han var vel bitter over, at han ikke havde vundet over hende på det punkt? Han ville have elsket det, hvis han både havde kunnet ligge med hende, og droppe hende. "Åhh.. Du husker ham vel..? Valandil? Han ligger på mit værelse i dette øjeblik, hvis du ønsker at vide det," svarede hun ham henkastet igen. På en måde virkede det som om at give ham nådesstødet. Hun vidste nemlig, at han brændende havde ønsket det med hende. Den eneste ting, som hun aldrig havde givet ham. Helt bitter behøvede han dog ikke at være. Hun havde nemlig ikke nydt Valandil. Faktisk havde han direkte afskrækket hende i prøve det igen. Dog vidste hun, at Lucifer ville være bitter over det faktum, at en anden havde lykkedes med hende, hvor han havde fejlet. Hvor var det dog frydefuldt! Hun ville dog ønske, at hun dengang ikke havde spekuleret over, om det mon ville have været det samme med ham. Om det mon ville have været godt.