I hate my life!

[Deleted]

Elmyra var ligeglad med hvem der havde magten i landet. Selv havde hun siddet der kort og det havde næsten taget livet af hende. Det havde ikke ligefrem været den bedste tid for hende så fred være med dem som gerne ville sidde der og tage alt slæbet. Hun kunne bare ikke med warlocks og især ikke Sephiran. Hun havde stået i samme lokale som ham en gang for meget. Hun kunne ikke læse ham og vidste ikke hvor hun havde ham. Det var forfærdeligt at have det sådan med et andet menneske. Hun sukkede stille ved hans spørgsmål og rystede på hovedet. "Nej han har aldrig gjort andet end at manipulere mig. Jeg ved ikke, jeg bryder mig bare ikke om ham. Han er slesk og utilregnelig. Jeg bryder mig generelt ikke om folk jeg ikke kan læse" forklarede hun næsten undskyldende. Hun vidste jo godt at det ikke var iorden men det var nu en gang sådan hun havde det. Hun kunne ikke ligefrem gøre for det.

Han ønskede for hende hvilket var rart men der gik ikke længe før de ikke længere kunne tænke på Elijah. Sårene på hendes hænder og hendes holdled vidste hun ville påvirke ham. Han trak sig fra hende næsten øjeblikkeligt hvilket forundrede hende. Han havde en fantastisk selvdisciplin selvom han var så forholodsvis ung i denne race. Hun kom ædret på benene. "Hold dig for øjnene" bad hun. Flammer skød ud fra hendes hænder og brændte sårene til de holdt op med at bløde. Blodet som allerde var løbet fra dem lå stadig størknet mod hendes bare hud. Med rolige skridt gik hun ned mod vandet hvor hun smed sig på knæ og dyppede hænderne. Hun vaskede blodet væk selvom dette vand langt fra det bedste at gøre det i. Dog prøvede hun at gøre det for hans skyld vel? Han virkede ikke om om han endnu helt havde tilpasset sig denne her tilværelse. "Undskyld. Er det bedre nu?" spurgte hun roligt da hun endnu en gang var ren på hænderne og armene. Hun ville jo heller ikke have at der skete noget.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Nathanael havde aldrig rigtigt vægtet noget højt i sit liv, andet end sit kobbel. Man kunne vel snildt sige, at han havde været ligeglad med alt mulig andet, som nu havde passeret hans liv i den forstand. "Så det er derfor, at du er her?" spurgte han denne gang. Var hun på flugt fra den mand, og samtidig ude for at finde sin søn? Man måtte da tydeligt sige, at hun da var en kvinde, som havde mere end nok at se til i den forstand.

Dyret blev brutalt og voldsomt vækket i Nathanaels krop og sind, idet at duften af blod ramte hans sarte og ekstremt følsomme næsebor. Denne gang vækkede det ting i ham, som han slet ikke brød sig om at have vækket! Han vendte blikket den anden vej, da hun brændte sårene, for at få dem lukket. Hans hænder rystede.. Var det koldsved? Kunne en vampyr svede? Han blinkede med øjnene. Han hadede og foragtede det væsen som han var, og siden han havde nægtet at nære sig på den levekilde, som han i forvejen vidste, at han burde leve på, så var det bestemt heller ikke nemt for ham på nogen måde! Han rystede på hovedet. Det var ikke bedre. Nu skulle han have dyret under kontrol igen. "Jeg hader det..." Han begyndte at gå ned mod vandet i stedet for, hvor han stadig gjorde hvad han kunne, for at holde afstand til hendes skikkelse. Han klemte øjnene sammen. Han skulle tage sig sammen! Han hadede virkelig det væsen, som han var!

[Deleted]

Elmyra betragede ham roligt ved hans spørgsmål. Om det var derfor hun var der? Nej ikke just. Sephiran kunne rende og hoppe uden at hun ville kigge så meget som en gang efter det. Hun var kun her for at finde Elijah. Hun rystede stille på hovedet. ”Jeg er her kun for at finde min søn og intet andet” lød det roligt fra hende. Det var virkelig det eneste hun kunne tænke på lige nu.

Hun vidste hvordan det måtte påvirke ham, især hvis han var så ung som han var. Så mange børn som hun havde gået igennem de samme problemer med. Hun kunne relatere til det på en anden måde end andre kunne men slet ikke på samme måde som hvis hun selv havde været vampyr. Hun betragtede ham som han gik længere ned mod vandet. Han så virkelig ikke ud til at have det godt. Hun sukkede stille og trådte lidt længere væk fra ham. ”Undskyld. Jeg ved det må være svært for dig. Jeg har aldrig stået i den situation du står i men jeg har taget mig af mange som har. Det kan virkelig ikke være rart” sagde hun stille. Det kunne virkelig ikke være rart for ham men hun vidste ikke hvad hun ellers kunne gøre. Hun bed sig stille i læben. Han hadet det? Ingen skulle rende rundt og have det sådan. Hun rystede stille på hovedet. ”Hvad var du før?” spurgte hun roligt. Måske hun kunne få ham på andre tanker?

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Nathaniel havde svært ved at samle sig om det, som skete foran ham, når han kunne dufte blod. Det var slet ikke noget, som han kunne se bort fra. Og særligt ikke, når det var på denne her måde. Han bed tænderne kraftigt sammen, hvor han denne gang trak sig en anelse væk fra hende. Selvom han efterhånden havde haft det sådan her i nogle år, så var det endnu svært at forholde sig til, og særligt, når han blev konfronteret med det væsen, som han var blevet til, som han blev i øjeblikket.
Nathanaels krop dirrede svagt, hvor han virkelig forsøgte at bide det i sig, i sådan en grad, som han nu kunne. Hans øjne lukkede han kun for et øjeblik. Han hadede det. Han hadede virkelig det væsen, som han var blevet til, og særligt fordi, at det forhindrede ham i at leve det gode liv, som han havde levet engang. "Det er heler ikke spor rart." Hans øjne havde allerede nu, indtaget en langt mere rød farve.. En blodrus.. Han var så fristet til at sætte tænderne i hende. Ikke havde han sat dem i noget levende før.. Ikke menneskeligt i hvert fald, og det var en konstant kamp, om at holde det hele i sig, også mest for sin egen skyld.
"Jeg var en varulv," svarede han oprigtigt. Nedlagt for at beskytte sit kobbel. Hvor han dog hadede det! Han ønskede langt hellere, at de havde endt hans liv, end at lade ham rende rundt, som det han gjorde i øjeblikket! Ikke at han kunne gøre noget ved det nu.. Og det var oprigtigt næsten det, som var ham selv det værste!

[Deleted]

Elmyra kunne se hvor meget han kæmpede. Hun fik helt ondt af ham. Det kunne ikke være rart at sidde i den situation. Hun kunne ikke lide at se ham sådan her eller nogen andre for den sags skyld. Hun bed sig stille i læben. Ikke nok med at dette var hendes skyld så vidste hun at hun gjorde det værre ved at være i hans nærhed. Ikke at hun havde lyst til at tage nogen steder. Det var rart at snakke med et andet menneske i stedet for bare at rende hvileløst rundt og lede. Hun sukkede svagt. Måske hun virkelig bare skulle fordufte igen?
Hun betragtede ham som hans krop begyndte at dirre. Hun var slet ikke i tvivl om hvilke tanker der gik igennem hans hoved. Han ønskede at sætte tænderne i hende og måske endda tømme hende for blod selvom han ikke var ondsindet af sjæl. Det var virkelig voldsomt hvad blod kunne gøre ved en vampyr. Hovedet lod hun let søge på sned og betragtede ham en smule. Måske hun bare kunne give ham hvad han ville have og så ville det være fint? Måske det ville hjælpe ham. Hun bed sig let i læben. Hun vidste virkelig ikke om hun skulle.
At han havde været varulv gjorde det nok om muligt endnu værre for ham at være i denne situation. De var jo naturlige fjender. Hun betragtede ham en smule. ”Det må være utrolig hårdt for dig at være uden dit kobbel. Dette er måske et dumt spørgsmål men kan du ikke bare få en af dem til at bide dig og blive forvandlet tilbage igen? Jeg har ikke meget forstand på Varulve men er det ikke sådan det virker? spurgte hun roligt. Hun vidste ikke hvad hun snakkede om og det lagde hun heller ikke skjul på. Hun var bare nysgerrig i den forstand. Var det ikke bare så simpelt som dette?

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Nathanael havde givet hele sit liv, for at beskytte, og det var det, som han havde tænkt sig, at fortsætte med. Ingen tvivl om det. Men nu stod han her.. Overfor en kvinde, som blødte, og vækkede det i ham, som han virkelig forsøgte at tvinge i baggrunden. Dette havde været hans liv i flere år. År, hvor han havde nægtet sig selv, at komme i kontakt med det, selvom hans krop virkelig hungrede efter det.
Hans krop begyndte at ryste. At hun så blev her, gjorde det heller ikke bedre, men hvad. Han måtte jo bare forsøge at overkomme det på den måde, at det nu var ham overhovedet muligt. Han rettede sig op. At bede en varulv om at sætte tænderne i ham? Det ville slet ikke komme på tale. Han trak kort på smilebåndet. "Nej," begyndte han denne gang. Rhaenys havde ikke taget hans liv, selvom hun var blevet opdraget til det. Han havde kørt efter det samme dengang. "De vil ende mit liv, om jeg kommer for nær.. Hvis man da kan kalde det for et liv." Han knyttede næverne svagt. Han var på kanten til at sige, at han var villig til at gøre, hvad som helst, for at få sit liv tilbage. Velvidende om, at han ville slå Rhaenys for at blive leder af koblet igen. "Varulve og vampyrer går ikke.. Jeg opdrog dem selv dengang, til at ende en vampyrs liv, hvis de kom for nær koblet.. Det var dem, som gjorde det her ved mig.. Den værst tænkelige straf." Han måtte mande sig op.. tage det med højt hævet hoved, men det var virkelig ikke nemt. Hans blik faldt mod hende.. Han forsøgte virkelig at se bort fra lyden af det bankende hjerte og duften af blod. Han trak sig endnu et skridt tilbage. Han var nødt til at have hende på afstand. Det andet var virkelig ikke til at holde ud.