I hate my life!

[Nathanael Caverly Wolfhart]

@elmyra

---

Opgivende.. Fuldkommen opgivende stirrede Nathanael ned på sine blege hænder, som skælvede af vrede. Igen førte han dem ned i vandet i søen. Velvidende om at det nok var forgiftet.. Af hvad rygterne sagde, men hvad.. Han kunne vel ikke dø igen, uanset? Han kastede vandet op i ansigtet, som straks løb nedover hans hår, kinder og nedover hans kæbe og hage.
Efter hans møde med Lucian, som man bestemt ikke kunne sige, var løbet som det burde, og som det skulle, så var det ikke noget som han kunne gøre noget ved. Han havde fundet den mand, som havde gjort ham til det monster, som han var den dag i dag!

Tøjet var slidt og laset. Lucian selv, havde revet det godt op, efter deres lille sammenstød i Castle of Blood. For nu, måtte han bare forsøge at komme godt efter det, og finde sin plads. Skoven kunne han for fremtiden heller ikke befinde sig i, og den tanke, var virkelig noget, som irriterede ham! Han kunne jo snart ikke være nogen steder.
'Bump'. Han endte på numsen, hvor han denne gang strøg hænderne over ansigtet. Ikke ville han nære sig på menneskelige væsner.. ikke kunne han nære sig på dyr, uden at bevæge sig ind på varulvenes territorium, og det var et sted, også en meget frustrerende tanke, da han ikke rigtigt kunne gøre noget som helst. Var det noget vidunder at han savnede sit gamle liv? Han brummede svagt, inden han denne gang lagde hænderne ned mod græsset. Han burde være død.. Men ikke var han det. Hvor var han dog bare.. uheldig!

[Deleted]

Livet havde absolut ikke været det bedste. Forvirret og fortumlet havde Elmyra søgt og søgt efter Demian men uden held. For pokker hvor gjorde den dreng hende rundt på gulvet! Børnene havde hun forladt i Elijahs varetægt inden hun var søgt ud efter Demian men ej havde hun fundet ham. Nu var der gået år siden og der var ikke mere at gøre. Hun var søgt tilbage til Imandra for at finde ud af at Elijah ikke længere var der og Fader Michael endnu en gang havde overtaget det hele. Han havde dog fået hjælp hvilket var en lettelse uden lige for hende. Hun sukkede stille og var blevet der for at samle kræfter før hun var søgt ud efter sin forbandede plejebarn som ikke kunne andet end at komme i ulykker.
Hun havde søgt i Imandra og i Manjarno hvilket var de mest åbenlyse steder for hende at finde hendes søn men ak, hun havde ikke haft heldet med sig. Det var næsten som om han var forsvundet fra jordens overflade. Hun var efterhånden begyndt at fortvivle. Det var en forfærdelig tanke at have mistet sit barn. Nu var hun endelig nået til Dvasias og nu skulle hun søge her. Hvorfor hendes møgunge skulle være her anede hun virkelig ikke men det var vel et forsøg værd? Med rolige skridt nærmede hun sig den sorte sø. Vandet strakte sig så langt som hendes øjne kunne se. Hun spejdede rundt og skannede området for varme men fandt intet. Uden tøven begyndte hun at gå igen. Hun nåede næsten ned til bredden og så begyndte hun at søge rundt om den. Der gik dog ikke længe før lyden af et bump fik hende til at stoppe op. Hun var ikke alene? Hun lyttede til omgivelserne og søgte et hver varmt område i hendes nærhed men kunne intet se. Hvis hun ikke var alene kunne dette næsten kun betyde vampyr eller is dæmon. Hun løftede roligt den ene hånd go lod en kugle af rent ild forme sig foran hende sådan så der kom lidt lys over dette mørke sted. De grønne øjne spejdede ud i mørket for at se hvad der havde frembragt den pludselige lyd.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Tilværelsen alene, var svær for Nathanael, eftersom han havde været vant til tilværelsen med et kobbel. En hel flok varulve, som han nu under ingen omstændigheder, var i stand til at søge tilbage til. Grotesk som han end måtte finde den tanke, var det desværre bare meget begrænset, hvad han lige kunne gøre ved den. Han lukkede øjnene let. Lyden af hjerteslag, nærmede sig, og han kunne slet ikke klare den lyd! Hans øjne fik straks det mere blodrøde glimt. Han havde aldrig gjort det.. Han ville ikke bruge de tænder til at skade andre.
Derfor satte han sig tilbage, hvor han denne gang bare blev siddende. Hvem end kvinden var, havde han ikke nogen anelse om, og dette gjorde ham selv en kende nysgerrig. I forvejen, var der nemlig ikke særlig mange, som søgte hertil. Han var langt væk hjemmefra i øjeblikket.. Han ville selv gerne tilbage til Imandra igen, men nu hvor han havde lagt turen forbi Corvento, var det jo en tur tilbage, som tog mere tid, end hvad godt var. Han drejede hovedet, da en kugle af ild meldte sig. Under ingen omstændigheder, at den skulle alt for tæt på ham! Han lukkede øjnene kort. Det klare skær af flammen skar i hans øjne. "Det der, er virkelig ikke nødvendigt," startede han ud med, hvor han også drejede hovedet mod hende. Hans hud var marmorbleg.. iskold og hans blik var rødligt og meget intenst. Han var sulten.. og gjorde alt hvad han kunne, for at se bort fra det faktum, for han ønskede ikke. Han ville virkelig ikke sætte tænderne i nogen, hvis han ellers kunne blive fri for det. Den tilfredsstillelse, ønskede han bestemt ikke at skænke Lucian!

[Deleted]

Elmyra havde været alene i en del år nu. Altid havde hun været en enspænder men det var dog ændret sig efter hun var begyndt at arbejde med børnene. Efter så mange år sammen med dem så savnede hun det en smule, eller det havde hun gjort i starten. Nu var det gået i sig selv igen og hun bemærkede det ikke mere.
Rolige skridt bragte hende nærmere. I hvert fald indtil hun hørte lyden. Ej var hun ude på noget sopm helst andet end at finde Elijah. Hun var ikke kommet for at slås men hun ville absolut slå fra sig hvis nogen angreb hende. De grønne øjne spejdede ud i mørket. Hendes ild lyste området hun stod i op. Svagt kunne hun ane en person i hendes nærhed og hende blik blev liggende på vedkommende. Der kom end ikke det mindste varme fra personen hvilket gjorde det rart klart for hende at dette sikkert var en vampyr. Det rødlige blik afslørede det også. Vampyrer var dog ikke en race som hun frygtede synderligt meget. De var hurtige men hendes varme kunne nok godt gøre en ting eller to hvis det skulle komme til slag. Hans ord fik hende til at lade hovedet søge på sned. ”Til forskel fra din race så er jeg ikke i stand til at se i mørket og jeg fortrækker at kunne se når jeg ikke er alene” pointerede hun roligt. Hun blev stående hvor hun var. Ikke ønskede hun ham noget ondt og det prøvede hun at vise. Hun var ikke aggressiv og hun blev stående hvor hun var. Ildkuglen slap hun med hånden dog blev den hængende hvor hun var. Den ene arm gled rolig om hendes liv mens den anden bare blev hængende ned langs hendes side. Hendes tøj var, til forskel fra hans, pænt. Det sad tæt indtil hendes krop og var mørkt sådan så hun egentlig gik i et med mørket hvis man altid ikke have natte syn. ”Jeg er her ikke for at slås. Jeg har ingen intentioner om at gøre dig noget” lød det ærligt fra hende.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Det lys, som ramte Nathanael i ansigtet, skar ham faktisk i øjnene, og for ham, var det direkte ubehageligt, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Tænderne dertil, bed han let sammen, hvor han vendte blikket ud mod vandet i stedet for. Han spændte en anelse i kroppen, hvor han denne gang blev siddende. Ikke ønskede han at gøre hende noget, men derimod, ønskede han heller ikke, at blive mødt af nogen.. Han ville bare gerne have lov til at være selv, og så alligevel ikke, for han savnede jo koblet. Det var rent faktisk svært, og det gjorde ondt, selv på ham, at det var sådan.
"Det skærer i øjnene," kommenterede han denne gang, inden han atter så mod hende. At hun så gjorde det klart, at hun intet ondt ønskede ham, gjorde ham en smule usikker alligevel. Dem som fortalte det, var som regel dem, som forsøgte at overbevise sig selv om det, mere end andre, og det var uden tvivl med til at gøre ham en kende mere påpasselig. Han havde jo været en tidligere leder af et kobbel, så det var vel ikke underligt, at han gjorde sig de tanker, som han gjorde lige nu? "Du er bange for mig, er du ikke?" spurgte han denne gang. Langsomt dertil, valgte han at rejse sig op. Det var noget, som rent faktisk morede ham en smule, uden at han kunne gøre noget særligt ved det. Svagt måtte han alligevel trække på smilebåndet. Han var en høj og bredskulderet mand, men ikke ønskede han at gøre nogen noget.. Han ønskede slet ikke at gøre nogen noget som helst.

[Deleted]

Elmyra havde brug for lyset for at kunne se i mørket. I hvert fald se bedre. Hun havde ellers gået uden det indtil nu men det faktum at hun ikke var alene længere gjorde at hun følte sig nødsaget til at frembringe en lyskilde sådan så hun kunne se noget. De grønne øjne hvilede på den fremmedes skikkelse. Hun ønskede ingen konfrontation og ingen kamp. Hun ledte blot efter sin søn. Dog, hvis han valgte at stå i vejen for hende ville hun ikke tøve med at udslette hans eksistens fra denne jord. Hovedet søgte let på sned. At han blot ønskede at være alene var noget som hun godt kunne tænke sig. han sad jo herude ved søen i næsten totalt mørke. Det gjorde man ikke ligefrem hvis man ønskede selskab.
At det skar ham i øjnene var hun selvfølgelig ked af. Hun gjorde ilden en smule mere afdæmpet sådan så det ikke lyste så blændende men ikke så meget at hun ikke længere kunne se. Hun havde ingen intentioner om at stille sig selv dårligere. Denne fremmede var lige præcis det, en fremmed og hun havde ingen ide om hvorvidt han ønskede at gøre hende noget. Hans ord fik hende til at smile en smule. Blot betragede hun ham som han kom på benene. Han var bredskuldret og en del højere end hende. Hun rystede roligt på hovedet vel vidende om at han ville kunne se det. "Nu må du endelig ikke gøre dig mere skræmmende end du er. Jeg er ikke bange for dig og jeg bliver ikke bange for dig" pointerede hun roligt. Hvorfor skulle hun frygte ham? Vampyrer kunne være farlige, ja, men det kunne alle andre racer jo også. Det var ikke ens betydning med at han ønskede at gøre hende noget som helst. Hun valgte at tro at han, som hende, ikke ønskede en kamp og bare gerne ville have fred. Desuden havde hun haft vampyr der havde bidt hende mere end en gang. Det var hende ikke ligefrem en uvant følelse at være omkring disse væsner.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Hvorfor gøre brug af flammen som lyskilde nu, da den ikke havde været nødvendig for hende, at gøre brug af tidligere? Ikke forstod Nathanael det, men derimod, var der også rigtig meget ved hans nye blotte tilværelse, som han ikke forstod sig på. Han hadede det væsen som han var, og han foragtede at være det væsen, som han var, så det var vel heller ikke noget, som kunne sige så lidt igen i den anden ende? Tænderne bed han denne gang mere sammen, hvor han stod overfor hende. Han var bred i forhold til hende.
Igen var Nathanael ikke ude på at gøre hende noget, for det var slet ikke noget, som han ønskede. Derimod ønskede han blot at få endt sit liv.. eller finde en anden mening med det, selvom den var så godt som umulig for ham at se, og særligt, som det stod lige i øjeblikket. Han rettede sig en smule op. "Kilden af lys, gjorde du ikke brug af, før du stod overfor mig, så noget må der jo være i det.. Frygt eller ikke," sagde han denne gang. Noget måtte der jo være. Desuden var han nu kun vant til at blive mødt af had og foragt. Det var det eneste, som Rhaenys havde vist ham i hvert fald. Var det i det hele taget, så et vidunder, at han havde svært ved at se det på egen hånd? Han kneb øjnene en smule sammen. Armene lod han denne gang søge over kors. "Hvad laver en kvinde egentlig herude?" spurgte han denne gang med en rolig stemme. Nysgerrig var han jo. Igen ønskede han jo også at finde ud af, helt præcist, hvad det var, at han stod overfor. Særligt fordi at han i forvejen følte sig så meget ved siden af sig selv, og derfor måtte han også holde sig selv ovenvande, som han nu kunne formå at gøre det bedst på egen hånd.

[Deleted]

Hun havde ikke haft brug for lyset før fordi der havde hun været alene. Nu var hun ikke længere alene og det var ikke en tanke som hun helt kunne lide. Hun var nød til at passe på sig selv også. Han virkede dog ikke som om han ønskede at gøre hende noget hvilket var en lettelse men endnu var hun ikke klar til at slukke flammen. Hovedet søgte let på sned som hun betragtede ham i mørket. ”Måske er jeg ikke bange men ej er jeg dum. At rende rundt i mørket når man er alene er noget andet end hvis man render rundt i det når der er en fremmed i nærheden. Du er stadig en fremmed. Jeg ved endnu ikke om du ønsker mig noget ondt. De ville være dumt at sætte mig selv i en dårligere position ved ikke at kunne se dig, eller tager jeg fejl?” spurgte hun roligt. Hun påstod ikke at han var farlig eller at han var farlig. Alt hun sagde var blot at han var en fremmed og hun var forsigtig, Det kunne man vel ikke bebrejde hende?
Hans spørgsmål kom ikke bag på hende. Det var ikke mange levende væsner som bevægede sig ud i de mørke nattetimer og da slet ikke så langt uden for den nærmeste by. Hun havde nu aldrig været bange for mørket eller de væsner som betragtede det som deres hjem. Hun gik hvor det passede hende om hun så skulle brænde en vej af ild foran hende for at komme igennem. Hun betragtede ham en smule. Måske var det hendes tur til at vise en smule velvilje? ”Jeg leder efter min plejesøn. Han er som sunket fra jordens overflade” forklarede hun roligt. Elijah var hele grunden til at hun i det hele taget var i Dvasias., Den forpulede lille møgunge! Når hun fik fat i ham så skulle hun give ham sådan en omgang øretæver for bare at forsvinde. Det var slet ikke noget som var acceptabelt! Realiteten var jo at hun var voldsomt bekymret for ham især fordi hun ikke vidste hvor han var henne. Hun kunne slet ikke lide det. ”Hvad laver du egentlig herude?” Han spurgte så kunne hun vel også tillade sig det.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Nathanael var slet ikke ude på at gøre nogen noget. Faktisk var han egentlig bare på vej hjem tilbage mod Imandra, da han faktisk ikke rigtigt vidste, hvor han ellers skulle søge hen. Det var desuden også der at han følte sig hjemme, så lige nu, var det her faktisk kun irriterende for ham. Lyset skar ham i øjnene. Hovedet lod han kort søge på sned. Dvasias var ikke just kendt for sine ærlige og fredelige borgere, men hvad fanden.. Der var vel nogen ind iblandt - ham for eksempel. "Jeg har aldrig været ude på at skulle stille dig som noget, som du ikke er. Jeg kender dig ikke. Det eneste, som jeg pointerer for dig, er at jeg ikke har tænkt at gøre noget.." Selv nu hvor han stod der overfor hende, og han så kraftigt, kunne høre hendes hjerte hamre og banke, kunne han mærke, hvordan sulten så voldsomt og brutalt måtte rive i ham, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Det var nok det, som han hadede mere end noget andet.

At hun skulle vise sig, at være en bekymret mor på tur efter sin søn, kom et sted bag på ham. Flesteparten, som endte i de situationer, blev kun skuffet og sorgfyldte, når de fandt deres børn døde. "For dig håber jeg så, at du er mere heldig, end hvad de fleste andre er," sagde han blot ærligt. Hovedet lod han søge på sned. Hvad han lavede der? Han trak denne gang på skuldrene. Skulle han være helt ærlig, så vidste han det faktisk ikke. "Hvis jeg vidste det.." sagde han oprigtigt. Han vidste godt at det lød mærkeligt.

[Deleted]

Elmyra fornemmede intet ondt fra denne mand men hun kunne ikke lade være med at være en smule forsigtig. Dvasias var ikke ligefrem det bedste sted heller ikke selvom der nu var kommet ny ledelse. Tanken faldt på Nathaniel for en stund. Det var helt underligt at han havde taget magten i dette land. Måske hun skulle opsøge ham for en stund? Hun vidste det ikke. Det var efterhånden også længe siden hun sidste havde set ham. Hun lod hovedet søge lidt tænkende på sned og glemte egentlig helt omverdenen indtil han endnu en gang snakkede. Hun vendte opmærksomheden tilbage mod den fremmede. Ordene tyggede hun en smule på før hun så lod flammen dø ud og der blev helt sort. "Jeg påstår ej at du er ude på at gøre mig noget men jeg vil heller ikke klandres for at være forsigtig. Det er ikke ofte jeg befinder mig i Dvasias" pointerede hun roligt. Hun valgte dog at stole på hans ord for nu. Hun vidste at når hun ikke længere kunne se ham så stod hun dårligere men det var der intet at gøre ved nu. Hun ville stadig godt kunne slå fra sig hvis det skulle komme til slag.

Hun var en bekymret mor, det var der ingen tvivl om. Dog var det vel også anderledes. Elijah var en voksen mand og han gik sine egne veje som det passede ham. Dog kunne hun alligevel ikke lade være med at være bekymret. Han havde jo lovet Fader Martin at komme hjem snarest og alligevel var han bare blevet væk? Det var ikke en tanke som passede hende synderlig meget. "Min søn er voksen, heldigvis men han er stadig forsvundet og jeg agter at finde ham" fortalte hun roligt men med en tydelig bekymring i stemmen. Hun var virkelig nervøs for at der var sket knægten noget. At den fremmede så ikke vidste hvorfor han var her ude fangede hendes opmærksomhed en smule. De grønne øjne hvilede på hans store skikkelse og hun trådte roligt nærmere. "Dog ved ikke hvad du laver herude? Flygter du fra noget eller har du blot brug for at tænke? Det er spørgsmålet" sagde hun roligt.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

En ting havde de til fælles: Dvasias, var ikke det sted, som de opholdt sig mest, og det var ikke nødvendigvis en skidt ting. Nathanael var ikke typen som gjorde nogen noget. Tvært imod, så gjorde han alt, for at undgå det, da han direkte hadede det væsen, som han var blevet til. Han hadede at være det væsen, som han var!
Som lyset igen forsvandt, faldt hans forsvarsrammer igen, og han atter var i stand til at agere langt mere roligt. Det skar ikke længere i øjnene, og han var i stand til at se tingene langt mere klart nu, end hvad han havde været i stand til at gøre hidtil. "Dvasias er heller ikke just min hjemstavn, må jeg sige. Det er noget, som vi derimod har tilfælles. Jeg opholder mig som regel i Imandra," fortalte han. Det var der, han var blevet født.. Engang som en stor og stærk varulv, som havde været leder af eget kobbel, og.. se ham nu. Det var bestemt heller ikke fordi, at han følte, at der var meget mere, at være stolt af.

At søge efter andre, i et land som Dvasias, tydede som regel kun på død. Det var sådan, de fleste tilfælde endte, og derfor kunne man vel kun håbe på, at hun var mere heldig, end som så? Voksen mand, eller barn, det gjorde da ingen forskel. Ikke i et land som det her. "Det er ikke nødvendigvis noget, som gør nogen forskel. Jeg håber, at du finder hvad du søger.. Men vær på vagt," endte han denne gang. Et venligt råd var som oftest dyrkøbt, men denne gang, gav han hende det frivilligt.
Hvad han lavede der, vidste han ikke. Han havde været i Corvento.. mødt den mand, som havde bidt ham, og nu stod han her. Var det underligt, at han reagerede på det? "Det er et meget godt spørgsmål," indrømmede han ærligt. "Jeg mødte manden som gjorde mig til hvad jeg er i dag.." svarede han. Vel også for at understrege, at han slet ikke var ude på at gøre hende noget. Tvært imod, så hadede han det væsen, han var blevet!

[Deleted]

Det lød til at de havde mere til fælles end hvad hun først havde antaget. Han kunne vidst heller ikke lide at befinde sig i Dvasias og det kunne hun heller ikke ligefrem. Hun hadet dette sted og havde aldrig brudt sig om hverken landet eller ledelsen. Måske Nathaniel kunne ændre lidt på det? Hun håbede det virkelig. Med en mand som ham ved ledelsen så kunne det vel ikke gå helt galt? Hun bed sig lidt tænkende i læben. Nu var det jo Nathaniel. Det skulle nok gå galt på et eller andet tidspunkt.
Han blev mere rolig som ilden forsvandt. Hun havde gjort det rigtige også selvom hun ikke ligefrem kunne se ret godt selv lige nu. Det var bare svært for hende øjne at vænne sig til mørket. Hun blinkede et par gange med øjnene men det hjalp hende ikke rigtig. Hun lyttede til hans ord hvilket gav ham en ide om hvor han befandt sig henne. "Imandra har også altid været mit hjem. Dog må jeg indrømme at jeg har fundet mig selv mest i Manjarno efter Sephiran overtog tronen. Jeg kan ikke fordrage den mand" pointerede hun roligt. Hun hadet virkelig Warlocks og især den mand! Hun kunne virkelig ikke klare ham det mindste.

Hun vidste at der var en chance for at Elijah var død. Hvis det var tilfældet så ville hun virkelig ikke kunne tilgive sig selv. Det var en tanke som næsten kunne gøre hende helt dårlig. Hun bed sig stille i læben og lod hånden glide igennem hendes ildrøde hår. Dette var virkelig ikke tanker som hun burde gøre sig lige nu. "Jeg ved det godt men alt jeg kan gøre er at håbe" lød det lidt stille fra hende. Det var måske håbløst men hun gjorde da i det mindste et hæderligt forsøg.
Hun lyttede til ham. Han var blevet bidt? Hun vidste at det kunne gøre ham ekstra farlig hvis det ikke var alt for længe siden han var blevet det. Hun huskede tydeligt de vampyr børn de havde haft på børnehjemmet. Små børn og nyforvandlede krævede langt mere blod end alle andre. "Du er blevet bidt? Hvor lang tid siden er det?" spurgte hun roligt. Hun var ikke bange bare mere nysgerrig end noget andet.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

De havde faktisk skræmmende meget tilfælles, hvilket alligevel vækkede Nathanaels ro. Det var måske ikke så slemt igen, at møde nogen nye? Og særligt, når det var ukendte mennesker, som det han stod overfor lige i øjeblikket. Roen sænkede sig også for alvor over ham, da hun alligevel tilkendegav, at hun selv var fra Imandra, men havde valgt at forlade det på grund af Sephiran? Nu havde han ikke selv haft noget med den mand at gøre, så han så ikke nogen grund til at skulle tage det så tungt. Han kunne sejle sin egen sø, og han ville være ligeglad, bare han ikke kom for tæt på koblet.. Ironisk nok, når han stod som vampyr. "Du kan ikke lide ham, kan jeg fornemme," sagde han denne gang, hvor hovedet kort søgte på sned. Derimod, var det noget, som han måtte finde meget fascinerende. Ingen tvivl om det.

Døden var blevet en naturlig del af Nathanaels liv, og derfor var den også skræmmende.. naturlig for ham at snakke om, uanset hvor grotesk det nu end måtte være, så kunne han bare ikke rigtigt gøre noget ved det. "For din skyld, håber jeg at du er heldig.." Hans øjne skinnede svagt i lyset af månen som hang over dem. Her var mørkt ja.. men selv en silhuet, var da til at spotte.
Bidet var slet ikke noget som Nathanael ønskede at tænke mere på! Tanken om det, gjorde ham vred. Langsomt vendte han blikket mod søen i stedet for. "Det er nogle år siden nu," sagde han oprigtigt. Han havde kæmpet sig igennem det på egen hånd. Og nemmere blev det ikke ligefrem. Han ville jo ikke gøre nogen noget ondt! Han havde jo altid kæmpet for det modsatte.

[Deleted]

De havde meget til fælles hvilket var en underlig tanke egentlig. Det var længe siden hun havde snakket med nogen som egentlig mindede så meget om hende selv. Det var en uvant følelse, nok fordi hun i så mange år havde været sammen med børn. De var ikke lige dem som skabte flest holdninger i denne verden. Hun sukkede stille og vendte blikket mod det mørke vand. Hans lille konstatering fik hende til at le kort og vende blikket tilbage i hans retning. "Det er vidst mildt sagt. Jeg foragter warlocks generet men Sephiran er nok en af de værste. Jeg har haft omgang med ham. Ubehagelig mand" kom det fra hende. Hun skælvede kort ved tanken. Hun havde altid hadet warlocks men folk som Demian, til dels Kimeya og børnene på børnehjemmet kunne hun håndtere og tolerere. Sephiran var en mand hun ikke kunne læse. Han var utilregnelig og det var en ting der gjorde hende forbandet usikker.

Døden var en naturlig del af alles liv. Selv var hun ikke bange for at snakke om den. Hun håbede stadig det bedste men hun var forberedt på det værste. Elijah var stærk og ville ikke bare lægge sig uden en seriøs kamp. Hun havde besluttet sig. Hun ville troppe op på Castle of Darkness for at se Nathaniel. Måske han vidste noget. Hendes blik gled tilbage mod manden. Månen hjalp hende med at se men slet ikke nok. "Jeg takker. Jeg håber også, af hele mit hjerte" lød det stille fra hende.
At han havde været vampyr i et par år gjorde hende helt rolig igen. Han var ikke farlig eller utilregnelig hvilket hun godt kunne lide. Hun sendte ham et lille smil. "Har du været alene i alt den tid? Har du ikke haft nogen til at hjælpe dig igennem processen med forvandling?" spurgte hun mildt. Det kunne ikke være en let ting at gå igennem helt alene. Hun trådte et skridt tættere på ham. Mørket gjorde det svært for hende at se og hun endte med at snuble over en sten som lå for hendes fødder. Den var ikke voldsomt stor men hun havde trådt på den og endte med at falde så lang hun var på jorden for hans fødder. Hun havde taget imod med hænderne og hun ømmede sig som hun kom op på knæende. Klodset havde hun altid været. Blikket gled ned mod hendes hænder og selvom hun ikke kunne se det så kunne hun mærke det. Den varme væske piblede frem fra hendes sår men især havde hun fået en lidt stor længe på hendes håndled som blødte mere end de andre. Hun sukkede irriteret. Hvorfor skulle hun også falde? Hendes tanker var ikke på at der var en vampyr lige foran hende. Ikke det mindste.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Hvem som sad på magten i de forskellige lande, havde aldrig rigtigt vækket nogen synderlig interesse ved Nathanael. Så lang tid, at koblet havde fået lov til at leve i fred, så havde han haft det fint med det. Hvorfor skulle han da ellers håndtere det på nogen anden måde. Han betragtede hende.. Det had, som hvilede mellem racerne, havde han skam hørt om, men aldrig rigtigt selv taget del i. "Så han har aldrig gjort dig noget?" spurgte han denne gang. Han rystede kort på hovedet. Der var der selv mange ting i hans race som vampyr, som endnu var nye for ham, og som han skulle finde ud af. Det gjorde det heller ikke ligefrem nemmere, hvis han selv skulle sige det. Varulvene var han jo heller ikke just i kridthuset ved.

For hendes skyld, håbede han selvfølgelig på, at hun ville finde sin søn. Det fortjente hun. Tanken om at børn forsvandt, gjorde ondt. Nu havde han ikke nogen selv. Så meget havde han nu heller ikke nået i koblet i sin tid, og at gøre flere til vampyr? Det kom ikke på tale! Han nikkede kort mod hende, og med et kort træk på den ene mundvig. Han håbede for hende.
At hun faldt var en ting, men den duft, som strakt spredte sig i omgivelserne, satte en voldsom og kraftig sitren i ham. Omgående blev hans øjne blodrøde. Han forsøgte jo for alt i verden, ikke at gøre nogen noget dumt. Han spændte kraftigt i hele kroppen, hvor han denne gang bakkede flere skridt væk. "Alene om det hele.. Ja.." Han bed tænderne fast sammen. Menneske have han jo specifikt holdt sig fra, fordi han tidligere havde været leder.. Det havde været hans job at beskytte og vogte.. Og det ville han ikke slippe! Han vendte blikket den anden vej.. Han brummede.. Hvor han dog hadede det!