Where are you..?

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Når man ikke kunne stole på sine forældre, hvem kunne man så stole på? Det var sådan Cedric havde det. Han kunne ikke stole på sine forældre, og derfor forventede han heller ikke noget af dem. Kimeya særligt, var den, som havde skuffet ham mest. Svagt trak han på den ene mundvig. "Når man ikke kan stole på sine forældre, hvem kan man så stole på?" spurgte han denne gang. Han havde haft Cecilaya, og det var faktisk det eneste i hans liv, som aldrig havde udsat ham for den følelse af svigt.
Selvom han ikke var stolt af sit ophav, og hans forældre havde været ligeglade med ham, så ønskede han da stadig at finde dem, og deres plads i denne verden. Forhåbentlig kunne det være med til at hjælpe ham til at finde sin egen, hvilket var noget, som han nærmest desperat havde brug for efterhånden. "Er det ikke tydeligt?" begyndte han. Umiddelbart, kunne han jo så ikke sige, at hun måtte have det samme billede af en familie, som han havde. "Det er på grund af dem, at jeg er til. De har måske ikke sørget over mig, som jeg et sted havde håbet.. men havde forventet. Min moder var min klippe, da jeg var lille.. Det eneste, som jeg havde, og den eneste, som reelt set tog sig af mig." Han havde haft et nært forhold til Faith dengang han ikke havde været særlig gammel.
Et svagt smil passerede kort Cedrics læber. Han nikkede. "Gerne," sagde han denne gang. Han måtte jo sande, at whisky var godt.. Lige den svaghed, havde han jo så desværre fra sin kære gamle fader. En svaghed for det som brændte i svælget.

[Deleted]

Valentina betragtede ham. Trist var det et sted, at Cedric havde følt denne svigt. Selv havde hun ikke prøvet det. Hun vidste, at hendes fader havde elsket hende. Særligt, som hun havde været meget lig ham. Derudover vidste hun, at hendes tvilling elskede hende, og at hun kunne stole på hende. Der var måske ikke mange der vidste, hvor man havde Ariana, men det gjorde hun. Svagt trak hun på skulderen. ”Hvem du kan stole på, er op til dig selv at finde ud af,” endte hun sandfærdigt med at sige. Besynderligt var det at tale om tillid, når hun vidste, at hun i øjeblikket manipulerede med ham og løj. Det var dog sådan det måtte være. Det var hendes arbejde. Man kunne vel heller ikke klandre hende for at ønske penge på bordet, og kæmpe for en bedre stilling? Hun kiggede på ham, som han fortalte om sin moder. Faith. ”Hvis du føler, at det er det rigtige at lede efter hende, så gør det.. Du er desuden hendes søn. Nogen kærlighed må hun da have til dig.. ellers havde hun ikke sat dig i verden,” endte hun alligevel ærligt med at sige. Ond var hun som sagt ikke. Hun manipulerede ham måske, men ikke var hun ude på at så splid i hans familie. Det var ej heller hendes opgave. Hendes opgave var kun at lokalisere Faith. Ikke at ødelægge Cedric. Hun trak på smilet, som han ønskede endnu et glas. ”Vent her,” sagde hun, som hun tog hans tomme glas og gik tilbage til baren. Her gjorde hun det samme som før. Bestilte en whiskey til Cedric, og en vodka – men med vand i – til sig selv. Igen gjorde hun som før. Hun gik tilbage til Cedric, hvor hun rakte ham glasset, inden hun selv tog plads på stolen ved siden af igen.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Cedric havde aldrig været heldig med de fundamentale grundsten i hans tilværelse, men derimod forsøgte han at få det bedste ud af det, som han nu kunne, også selvom det faktisk holdt hårdt fra tid til anden. Han vidste ikke hvem, foruden Cecilaya, som han egentlig kunne stole på. Forhåbentlig ville han finde ud af det en dag. Det var det, som han håbede på i hvert fald. "Derfor beklager jeg mistilliden, Valentina," endte han oprigtigt. Det var ikke hans mening, men for alt hvad han vidste, kunne hun stadig tvinge ham til at sige det som han gjorde, fordi at hun havde brug for det? Kunne han overhovedet vide sig sikker på, at hun egentlig var en reel kvinde? Denne gang, valgte han dog bare at tie stille om det, da det andet, ikke ville gøre nogen gavn. Den samvittighed, prægede ham dog desuden alt for meget i forvejen!
"Jeg havde det bedste forhold til min moder, af mine forældre, så selvfølgelig søger jeg mod hende, hvis jeg endelig skal vælge." sagde han ærligt. Han elskede sin mor. Det var han heller ikke bange for at indrømme, også selvom det var sjældent at det forekom, at han hørte hende sige det.
Han nikkede og lod hende søge til baren. At hun kun drak vand, var slet ikke en tanke, som slog ham i det hele taget. Han nikkede taknemmeligt mod hende. "Jeg takker," sagde han denne gang. Han tog glasset og førte det til læberne, hvor han gjorde et ordentligt indhuk. "Nu ved du jo tilsyneladende meget om mig.. Fortæl mig noget om dig," opfordrede han denne gang.

[Deleted]

Valentina fugtede de lyse læber. ”Jeg må dog også påpege, at du med mistilliden kan blive ganske ensom.. Det er ikke alle, der vil være ligeså tålmodig som jeg,” påpegede hun. Det vidste han dog allerede. Det kunne hun høre i hans sind. Hun kunne høre, at han kun havde sin søster.. og hun viste ham end ikke den hengivenhed, som han ønskede af hende. Nok kunne det være med en søster.. men havde han overhovedet sin, som hun havde Ariana? Hun nikkede svagt med hovedet. ”I så fald håber jeg, at du finder hende,” sagde hun roligt.. og rart ville det være, hvis han samtidig ledte hende til hende. Ikke behøvede hun at tale med hans moder. Hun behøvede blot at se hende med sine egne øjne. Utroligt belejligt var det, da hun alligevel ikke følte for at tale med hende. Hvem ville vide, hvilket lune hun var i? Hun var blevet smidt af den dæmoniske trone, så hvem vidste, om hun følte en bitterhed over dæmonerne? Let trak hun på smilet, som han tog en god tår af whiskeyen. Hans hæmninger var da røget på det punkt. Selv tog hun sit eget glas op til læberne, hvor hun tog en tilsvarende tår. Dæmpet slap hun et suk. Blikket lod hun finde hans, som han nu ønskede at høre om hendes liv. Ikke at det forundrede hende. Han var nemlig ikke en egocentreret mand. Usikker var han, men ikke egocentreret. ”Hvad ønsker du at vide?spurgte hun ham roligt, inden et kækt glimt viste sig i hendes nøddebrune øjne. ”Du accepterer ikke, at jeg er denne mystiske kvinde der charmerede dig, og kom med alle disse vise ord? spurgte hun ham drillende. Hun kunne ikke lade være. Sådan var hun bare.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Mistillid gjorde ensom, hvilket Cedric nu havde taget til sig. Det var da i det mindste noget, som han vidste, at han kunne forholde sig til. Han lod hovedet søge på sned. Han forventede vel heller ikke, at han skulle rende rundt og skabe alverdens relationer til alle mulige mennesker, selvom han havde alverdens grund og alverdens mulighed, for at gøre netop dette. "Ensomheden er måske.. ensom, men den eneste, som kan skuffe mig i det henseende, er mig selv." Engang havde han haft Cecilaya som noget af det nærmeste og kæreste i hans liv, og nu stod han så her.. Var det underligt, at han havde svært ved at finde sin plads i det hele taget? Han trak tilhørende kun på den ene mundvig. "Jeg kan jo kun håbe," tilføjede han. Igen var Atterlin et sted, som han havde hørt, men derimod ikke et sted, som han havde opsøgt til nu. Han vidste jo, at hans kære moder var gået under jorden af en grund, og det var dertil også det, som gjorde ham en kende urolig. Ville hun overhovedet findes?
Glasset tog han imod. Denne gang, var han måske også langt mere medgørlig, end hvad han havde været tidligere, og det efterlod da også sine klare og tydelige spor. Han satte glasset fra sig igen. Det var vel bare på tide, at han gav bare en smule igen, nu hvor muligheden endelig bød sig for ham? "Fortæl mig noget, som du finder relevant for mig, at vide.. Nu ved du jo så meget om mig.. Hvem er du? Hvor kommer du fra? Hvad er du egentlig?" fortsatte han denne gang. Det eneste, som han jo faktisk vidste om hende, var hendes navn.. Og intet andet.

[Deleted]

Et sted fik Valentina ondt af ham. Var det mon fordi, at hun selv havde sin søster som sin nærmeste, og at han havde haft det samme? Det gjorde helt, at hun følte et stik af savn til Ariana. Ud fra hans tanker lød det helt til, at han end ikke havde sin søster længere.. Ikke kunne hun forestille sig, at det nogensinde skulle ske for hende. At undvære Ariana.. Tanken var umulig! Ikke vidste hun, hvordan hun ville agere, hvis hun mistede Ariana, for ikke ønskede hun at tænke på muligheden. Slet ikke når hun var den eneste hun havde. Til forskel fra Cedric, havde hun nemlig ikke engang sine forældre. ”Det er rigtigt..” Umuligt ville det være at modsige ham på det punkt. Derfor forsøgte hun ej heller. Igen lyttede hun til hans tanker. Han lød igen sikker på Atterlin.. Nu kunne hun ikke undgå at søge dertil. Det var en chance, som hun måtte tage. Gad vide on det ville være ideelt at følges med ham? Dæmpet slap hun en latter ved hans pludselige spørgsmål. Sikke interessant hun pludselig var ham nu. Hun tog en tår af sit glas. ”Sikke mange spørgsmål,” sagde hun med et smil på læben. Hun rankede ryggen en anelse. Løgne ville hun levere ham herfra. Det var hun nødt til. Hun kunne nemlig ikke just sige, at hun var mental- og isdæmon, levede i Appolyon, arbejdede som spion og søgte hans moder. Åben og smilende måtte hun dog se ud udadtil. ”Jeg er isdæmon.. Det havde du måske også allerede gættet. Det plejer at være min kølige krop, der giver det fra mig. Derudover bor jeg her i byen. Jeg syer kjoler til daglig,” begyndte hun at forklare. Glasset stillede hun fra sig, så hun i stedet kunne gribe let om sit skørt. Hun trak det en anelse ud. ”Dette er for eksempel en af mine egne kreationer.”

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Hvis man kun blev skuffet over sig selv, var det jo også ganske begrænset, hvad der kunne komme ud af det, og det var vel egentlig også.. en god ting, var det ikke? Hans blik hvilede på hende. Engang havde Cecilaya været det tætteste på ham, og nu var hun kommet videre, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det. Han forstod hende jo godt. Han havde været død og borte i mange år, og hun var kommet videre. Han undede hende det, hvilket der nu heller ikke var nogen tvivl om, for det var skam slet ikke det. "Præcis," endte han blot. Ikke fordi at han sad og græd over det, for det så han ikke nogen grund til. Han var en voksen mand, og så måtte han klare sig bedst til trods af det, selvom det ikke altid var lige nemt, måtte man sige.
Selv nu hvor hun endelig sad der, var der vel ikke nogen skam i, at åbne sig lidt op..? Og rent faktisk lære hende en smule at kende, nu hvor hun også havde vist ham den form for interesse. Et kort smil passerede hans læber. En isdæmon? "Det forklarer den marmorblege hud," sagde han denne gang. Hovedet lod han søge let på sned. Jo mere han indtog, jo bedre blev det et eller andet sted. Han åbnede i hvert fald mere og mere op, kunne man sige.
En syerske? Det var bestemt ikke ofte, at man så dem blandt dæmonerne mere. "Din egen kreation? Du har talent," roste han hende oprigtigt. Hvis det var hende, som havde lavet det, så var det da uden tvivl et smukt håndværk. Han tog om glasset igen. "Du burde gøre det professionelt," tilføjede han, efterfulgt af en tår.

[Deleted]

Valentina lyttede til hans tanker, og barske var de. Han var alene i verdenen. Noget hun håbede på, at hun aldrig ville blive. Selv regnede hun med, at hun og Ariana ville blive gamle, og at de en dag kunne offentliggøre deres kærlighed. Hans kærlighed, hans søster, havde fundet en anden. Svært var det at tænke på. Det var nemlig umuligt ikke at drage paralleller, skønt hun følte sig sikker på Ariana. Måske blev hun også nervøs, fordi hun vidste, at Ariana til tider var usikker på, om hun kunne finde på at finde en anden? Hvad hvis hendes søster selv endte med at tage det skridt i frygt for, at hun ville gøre det imod hende? Hun tog en ordentlig slurk af sin vand. Der forbandede hun helt glasset for ikke at være vodka. Hun burde stoppe de tanker.. Hende og Ariana var sikre. Deres forhold var bedre end Cedrics og Cecilayas. Hun kiggede ned mod sin arm, som han kaldte hendes hud for marmorbleg. ”Er det så slemt?” lød det fra hende med et smil på læben. Helt bleg var hun egentligt ikke.. Det var også fordi, at hun ikke var ren isdæmon. Ariana var endda lysere end hende. Både i hudfarve og hårfarve. Hun kiggede på ham igen, som han roste hendes kjole. Desværre havde hun bare ikke syet den selv.. Hun kunne vel allerhøjest kun lappe en kjole? Ariana ville i hvert fald se noget tvivlsomt på hende, hvis hun begyndte at tage nyt stof og nål og tråd. Nej.. Hun havde talent som spion. Ikke som syerske. ”Synes du virkelig? Jeg ved nu ikke..,” lød det tvivlsomt fra hende, alt imens hun smilede skævt. Pænt strøg hun sin kjoles skørt igen, så den faldt pænt om hendes ben.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Cedric havde ikke længere den gode grobund, som han engang havde haft, og Cecilaya var jo selv blevet en smuk og voksen kvinde, som kunne gå sine egne veje. Sandt at sige, at det var noget, som selv Cedric nu blot måtte leve med. Han kunne jo ikke gøre noget ved det. Det ville jo intet nytte, at slå i bordet og trampe i gulvet, for han fik hende jo uanset ikke tilbage på den måde. Han måtte lære at leve med det, hvilket nu også var grunden til, at han valgte at søge en smule bort for en gangs skyld. Han måtte finde sin plads i samfundet, og så måtte han jo finde ud af det, på den hårde måde, kunne man jo sige. Et kort smil passerede hans læber. En smuk kvinde sad han jo også overfor nu. Slem var hendes hud på ingen måde, som hans ord oprigtigt var ment som et kompliment. "Det var nu ment som et kompliment. Det er sjældent man ser noget så.. fejlfri," sagde han denne gang. Denne gang, var han jo også langt mere åben for hendes tilstedeværelse, end hvad han havde været i starten, og dette kunne selvfølgelig også godt mærkes. Kjolen selv så smuk og fin.. Var der overhovedet noget, som hun ikke kunne? Han smilede let og nikkede bekræftende. "Hvis det du fortæller mig er sandt, er det skam, ikke at udnytte talentet. Andre vil få gavn af det," fortalte han, inden han atter bundede glasset, og satte det fra sig. I forvejen efter en genopstandelse, tålte han ikke meget. De 3 glas, som han havde fået.. det gik direkte i blodet. Han var blevet temmelig beruset.

[Deleted]

En voldsom svigt hvilede i Cedric. Hun kunne høre det. At han derfra ønskede at finde sin egen plads i livet, støttede hun op omkring. Han var tilbage. Han havde selv ønsket det.. Så ikke var tiden til at være bitter. Han burde få det bedst mulige ud af livet. Det gjorde hans søster tydeligvis allerede. Om han så pludselig forsøgte at erstattet sin søster med hende, vidste hun ikke. Mere omtåget syntes hans sind at blive. Hun kunne dog høre, at han fandt hende smuk og talentfuld. Det sidste kunne hun dog ikke tage æren for. Kun for at være en glimrende løgner. Hun trak på smilet. ”I så fald takker jeg,” sagde hun i en munter tone. At han tænkte, at hun måtte være god til alt, fik hende til at trække yderligere på smilet. Der var vel intet i vejen for at høre den slags komplimenter? Også selvom, at han kun tænkte tanken. Hun tog en solid tår af sit glas. Han var allerede færdig med sit.. og det var endda det med alkohollet i. ”Hvad kan jeg sige? Jeg er en kvinde med mange talenter.. Såsom syning.. At tale med mænd,” lød det fra hende med et glimt i øjet. Hun havde fået ham i tale, og hun vidste, at han var begyndt at slappe mere af. Hun kunne mærke, at han slappede mere af. Han var sågar begyndt at smile det mere. Blikket vendte hun for en stund væk fra ham, så hun i stedet så imod musikanterne der spillede. Godt lød det nu, hvis hun skulle være ærlig. Dog var det ikke så ofte igen, at hun var her. Størstedelen af tiden brugte hun nemlig i Appolyon og på sine missioner. Dog nødt hun altid at være ude som nu. Bedre havde det dog været, hvis ikke det havde været på en mission. Ung var hun nemlig, og derfor kunne hun også godt lide at slå håret ud.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Ikke havde Cedric tænkt sig, at sidde og tude over hans nylige tilværelse. Han var derimod kun glad for, at Cecilaya havde det godt, og for ham, havde det nemlig været det vigtigste. Derfor.. smile og vinke. Det var sådan, at han kunne komme igennem det. Hans hoved lod han søge en kende på sned denne gang, hvor smilet heller ikke var til at tage fejl af det. "Velbekomme," endte han denne gang. Han satte sig denne gang mere afslappet tilbage på stolen, hvor han lod blikket glide mod hendes skikkelse igen. Smuk var hun.. Det måtte han jo sige, men dertil måtte han jo bare tage tingene som de nu kom.
En smuk isdæmon. Tænk, at han alligevel et sted, kunne være så heldig, at hun ville holde ham med selskab, selv på trods af, at han havde været totalt afvisende i starten. Han lagde armene let over kors. Afslappet.. Han havde vel bare været for hurtig til at dømme hende, alt taget i betragtning? Det ville i hvert fald ikke være første gang, kunne man sige. "Du er en kvinde, af lidt for mange talenter må jeg sige.. Men hvad.. Det behøver jo ikke at være en skidt ting. Jeg kan jo kun være beæret over, hvor heldig jeg har været," endte han denne gang. Han smilede let for sig selv. Han var glad.. Skræmmende glad lige nu. "Jeg har fået for meget allerede," endte han denne gang. Han skubbede glasset en smule fra sig, inden han lænede sig frem, hvor han denne gang lod armene hvile på bordet foran sig.

[Deleted]

Burde Valentina have dårlig samvittighed? Han var ikke dæmon, så det burde hun ikke. Dette var desuden hendes job, og hun elskede sit job. Hvad der gik hende på var dog, at hun kunne drage paralleller fra ham og til sig selv. Det plejede hun jo ikke at kunne. Hun betragtede ham roligt. Han var helt glad nu. Glad og tryg ved situationen. Fordi de var ens på visse punkter, kunne hun vel godt skåne ham ved at gå nu? Der var trods alt intet for hende her længere. Hun havde fået ud af ham, hvad han vidste. At blive ville kun være at spille videre på sin rolle uden nytte. ”Det tog dig da også kun et par timer at sende, at jeg ikke var så slem igen,” kommenterede hun i en munter tone. Han havde ændret holdning nu. Måske var det bare alkohollen der talte.. Han havde i hvert fald fået en god del indenbords, og nu kommenterede han også på det. Hun drak sit eget glas ud, og stillede det fra sig på bordet. ”Du har en vigtig mission forud.. Måske det ville være en god ide at finde en seng for natten, så du er klar i hovedet i morgen til at tage af sted?” forslog hun hjælpsomt. Hun gav ham muligheden for at slippe ud af hendes løgn, bare fordi, at han indvendigt var i et godt stadie nu, og grundet deres søskende. At hun agerede falskt, kunne han selvfølgelig ikke vide, så for hans vedkommende kunne han håbe, at han var enig og krøb i seng.. ellers var han selv ude om, at løgnen mellem dem fortsatte. Hun havde nemlig gjort sin gode gerning.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Cedric havde i øjeblikket, ingen anelse om, at han skulle sidde overfor en kvinde, som var falsk som en slange. Dertil, måtte han jo bare sande, at han jo faktisk også nød af hendes selskab, og ikke ønskede, at det skulle stoppe. For en gangs skyld, var det rent faktisk umådelig rart, at sidde der sammen med nogen, der rent faktisk udviste den form for interesse. Hvorvidt om den var oprigtig eller ej, var jo så spørgsmålet. Langt mere løssluppen var han også gået hen og blevet, men det var nok også takket være, alt det, som han allerede nu, havde fået indenbords. Han var ikke vant til den form for mængde, og nu hvor døden havde været hans trygge havn i så mange år, så var det heller ikke meget, som han kunne tåle. "Hvilket jeg beklager dybt," sagde han denne gang med en oprigtig stemme. Aldrig havde det jo været hans mening eller hensigt, at det skulle gå så vidt, som det nu havde gjort.. med mistillid og alt det. Faktisk ønskede han bare at det var en del af deres møde, som skulle gå i glemmebogen.
Var det underligt, hvis han kunne lide hende? Så dejlig og behagelig at snakke med, hvor han også kunne tænke på lidt andet, end hvad der fyldte meget i hans tanker og sind i forvejen. Han trak kort på smilebåndet. Ville hun gå, og søgte derfor bare en undskyldning? "Jeg sover ikke her," fortalte han ærligt. Hans værelse var i New Dale.. et godt stykke herfra. "Hvis du har andre steder, som du ønsker at være.. Så gå. Ikke vil jeg holde på dig, dog selvom jeg har nydt dit selskab," fortalte han. Ikke var han en mand der bar nag. Overhovedet faktisk.

[Deleted]

Valentina kunne fornemme alt, hvad han tænkte og følte. Hun fornemmede hans tvivl.. Skulle han stole på hende? Skulle han vægte mistilliden højere? Hun fornemmede hans glæde ved at tale med hende. Hun fornemmede, at han ønskede, at det ville blive ved. Hun smilede svagt. Hun vidste, at han ville skubbe hende fra sig, hvis han vidste, hvorfor hun var her. At hun blot var kommet efter informationer. Derfor vidste hun også, at hun i bund og grund ikke skulle tage det til sig, at han ønskede hendes selskab, for det gjorde han ikke, hvis han fik sandheden af vide.. Derfor var det bedre at lade ham leve i løgnen. Leve i uvidenheden om, hvorfor hun var her. Han kunne gå herfra og tænke, at han rent faktisk havde haft en god dag. Var det så slemt igen? Hun kunne gå herfra med visheden om, at hun ikke havde forpurret hans minde, og at hun havde fået mere viden at gå efter. ”Og jeg har nydt dit.. Du er ikke så slem, så snart du bare smiler lidt mere,” sagde hun med et lille smil på læben. Sandt var det, at han var bedre uden al det negative.. Dog kunne dette aldrig være ægte, da han var, hvad han var. En varyl. Det var forkert. ”..Jeg er dog nødt til at gå. Der er et marked i en af de nærliggende landsbyer, hvor jeg vil tilbyde mit arbejde.. Det går ikke, at jeg er natten væk her så,” sagde hun i en munter klang, inden hun lænede sig frem mod ham. Her lod hun blidt sine kolde læber møde hans kind i et let kind. ”..Sov godt, James,” hviskede hun drillende, inden hun trak sig. Hun måtte få noget nattesøvn.. men ikke skulle hun til et marked i morgen. Hun skulle søge direkte videre til Atterlin. Behændigt begyndte hun at slange sig vej ud af menneskemylderet på Den Dansende Flamme. Ganske hurtigt var hun udenfor Cedrics synsvidde.

// Out

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Det var slet ikke gået op for Cedric, at han i øjeblikket, sad overfor en kvinde, som rent faktisk kunne følge med i alt, hvad han tænkte, og alt hvad han gjorde sig af følelser undervejs i deres møde. Faktisk måtte han jo bare sande, at han denne gang havde dømt nogen for hurtigt, og at han derfor burde gøre op for det, på sin egen måde. At hun så derimod måtte være af en helt anden tanke, og en helt anden mening, end hvad han var, gik jo kun op for ham nu, og selvfølgelig var det også noget ,som godt kunne mærkes. Han derimod, måtte anse det, som en meget skidt ting et eller andet sted.
"Jeg forstår.." sagde han blot. Det skuffede ham lidt, at hun absolut ville afsted, men hvis hun havde andre steder at være, så var det også forståeligt, et eller andet sted. Kysset, som hun skænkede hans kind, tog han imod, hvor et veltilfredst smil ikke kunne skjules. Om han ville få hende at se igen? Det var vel nok for tidligt for ham at sige, og det vidste han også godt. Han rystede let på hovedet. "Godnat, Valentina," hilste han denne gang, hvor han fulgte hende med blikket, da hun søgte derfra. Måske at han skulle til at gøre det samme? Uanset, var han for pløret, til at han overhovedet ville være i stand til at få noget ud af det. Han rejste sig selv fra pladsen, for at søge mod værelserne. Et sted måtte han jo finde at sove for natten, inden han søgte tilbage til Cecilaya igen. Lidt brugbart havde han jo fået ud af det, også selvom han ikke regnede med, at Valentina havde fået noget ud af det.

//Out