Where are you..?

[Deleted]

Rejste sig gjorde Valentina, som hendes karakter matte vise, at han gik for vidt med sine beskyldninger. At han fik det tilnærmesvist dårligt med sig selv, hørte hun, og det tilfredsstillede hende. Igen var det jo lettere at være ønsket omkring ham, frem for at hun skulle snige sig uvelkomment omkring. På trods af, at han ønskede at hun tog plads igen, kunne hun stadig høre, at han ikke stolede på hende. Han måtte uden tvivl være i oprør med sig selv.. Han var i en blanding af at være betaget af hende, og at mistroisk over for hende. ”..Du skylder mig vidst en forklaring på, hvorfor du agerer, som du gør,” endte hun sigende med at sigende. Han havde selv sagt, at han havde sine grunde til at handle, som han gjorde, så nu måtte han også forklare sig, hvis han ville gøre bod på sin opførsel over for hende. Armene valgte hun stadig at holde over kors som et tegn på, at hun ikke brød sig om den form for beskyldninger. Sårene ville det jo have været for hende, hvis hun oprigtigt havde været uden skyld. At hun igen ikke var det, var hun ligeglad med. Han var som sagt ikke dæmon, og det betød alt for hende. Hvis han havde været, ville hun ikke have kørt på ham, som hun gjorde. Faktisk var Cedric et bevis på Faith Jacelucks forbrydelse.. En varyl. Og hun havde ment, at hun kæmpede for dæmonracen! Hun var jo intet andet end en joke. Hun havde selv lavet regler om, at kun renracede måtte betræde Appolyon, men stadig havde hun glædeligt avlet skidt, samt lukket hendes egne urene venner ind.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Fast stirrede Cedric i retningen af Valentina, kun fordi at han vidste, at hun gjorde det med en grund. Var det for at give ham samvittighed? Et sted, måtte han jo erkende, at det jo desværre virkede efter den hensigt! Han ville jo ikke anklage hende for alt muligt, men det var bare det, som havde ligget mest naturligt til ham, og særligt, som det havde været i denne omgang. Han stirrede denne gang fast i retningen af hendes skikkelse. "Jeg skal nok forklare det, hvis du vælger at sætte dig ned igen," sagde han denne gang. Han slap hende igen, men uden at slippe hendes blik med sit eget. Hans krop dirrede. Skulle han fortælle hende sandheden? Han vidste, at han i forvejen ville blive dømt, men om det var på godt og ondt, vidste han jo så ikke endnu.
"Desuden tilbød du at betale for et glas ekstra. Det kunne være tiltrængende nu," tilføjede han denne gang med en rolig stemme. Han vendte denne gang blikket mod sit tomme glas, som stod på bordet foran ham. Han var i forvejen ikke meget for at fortælle, men måske at det var på sin plads? Hvad kunne der reelt ske, ved at åbne op for en, og særligt hvis hendes interesse, var berettiget, og uden de værste bagtanker? Selvom han havde svært ved at forestille sig det, måtte han jo erkende, at han fandt tanken meget rar. "Om du vil," tilføjede han denne gang med en rolig stemme. Han ville faktisk ikke have, at hun skulle gå. Ikke nu hvor de snakket sammen.

[Deleted]

Ikke ønskede han, at hun gik, og det passede Valentina perfekt. Det hele skred frem efter hensigten, men ej heller betvivlede hun sig selv. Det var trods alt ikke første gang, at hun handlede sådan her over for en mand. Hun var nemlig vant til at bruge dem i sit arbejde, som de var utroligt letpåvirkelige. Igen, smukke kvinder var dem et svagt punkt. Om hun ville have haft det således omkring mænd, hvis ikke hun havde haft sin søster, vidste hun ikke. Det havde jo aldrig været aktuelt for hende at tænke sådan. ”..Okay,” endte hun med at medgive, efter at havde holdt hans blik i nogle lange sekunder. Langsomt lod hun sig glide ned på sin stol igen. Han var nervøs. Meget nervøs endda. At han spurgte efter det glas, som hun tidligere havde tilbudt ham, fik hende til at bløde en smule op udadtil. Indvendigt var hun dog ikke spor fornærmet over hans handlemåder. ”..Jeg finder på noget mere festligt til dig,” sagde hun med et svagt smil på læben, inden hun igen rejste sig. Denne her gang ikke i forargelse, men for at hente noget mere drikke til dem. Sit eget glas bundede hun for blot at signalere, at hun var med på legen. Igen var det bare ganske almindeligt vand, og ikke den vodka, som hun ellers havde spildt ud over ham. ”Se kedelig ud i mellemtiden, så min plads ikke bliver taget,” opfordrede hun ham med en munter undertone. Forhåbentligt ville det få ham til at smile igen og slappe af. Derfra forlod hun ham for en stund, som hun gik igennem menneskemylderet og tilbage til baren. Her fik hun hurtigt bartenderens opmærksomhed ved at løfte hånden. ”Endnu en vodka og et glas whiskey,” bestilte hun, hvorefter hun igen omdirigerede bartenderen til at hælde vodkaen ud, for i stedet at fylde det med vand. Hurtigt fik hun glassene retur, hvor hun balancerede dem tilbage til Cedric. Hans whiskeyglas rakte hun ham roligt, imens hun tog plads på sin stol igen.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Cedric slet ikke brød sig om, at sidde i den situation, som han gjorde lige i øjeblikket. Blikket vendte han derfor i retningen af hendes skikkelse. Hun fik det vel, som hun gerne ville have det? Han kneb øjnene svagt sammen, hvor han denne gang knyttede næven svagt. Han trak vejret dybt. Han skulle nok give hende en forklaring, men det var bestemt heller ikke fordi, at han havde synderlig meget lyst til det, men hvad andet kunne han da gøre? Han ville gerne beholde selskabet, da det selv for ham, var rart. Det var virkelig rart. Og hun ville finde noget mere festligt til ham, end det typiske glas rødvin? "Og hvad vil mere festligt, betyde for dig?" spurgte han denne gang.
Pladsen skulle han skam nok holde ledig for hende. Han nikkede blot, som han denne gang, lod hende søge op mod baren i stedet for. Han sukkede let. Hvad pokker var det nu, han havde rodet sig ud i? Han lod hænderne stryge over hans ansigt.
Valentina kom hurtigt tilbage igen, hvilket hurtigt fangede hans interesse. Glasset.. Whisky. Hans faders yndlingsdrik. Ak ja, så kunne han jo være som dem begge to her til aften. "Jeg takker," sagde han blot, hvor han denne gang tog en ordentlig slurk. Det brændt i halsen.. og hele vejen ned i svælget. Han lukkede øjnene kort og sukkede tungt. "Godt.. Jeg kan starte enkelt ud. James er ikke mit navn," sagde han denne gang. Igen lod han de mørke øjne falde mod hendes skikkelse. Det måtte vel briste eller bære? "Mit navn er Cedric Jaceluck Marvalo," tilføjede han denne gang. Nok mere spændt på, hvordan hun ville tage det. En søn af frygtede og kendte forældre, og han hadede det virkelig!

[Deleted]

Relativt hurtigt var Valentina tilbage på sin plads igen, og heldigvis var der ikke kommet nogen anden i mellemtiden. ”Whiskey,” præsenterede hun roligt drikken, som hun leverede i hans hånd. Han måtte løsne op for hende, og det hjalp tydeligvis ikke med rødvinen. Derfor havde hun nu valgt en drik, som hun vidste, at mange mænd kunne lide, og som forhåbentligt kunne sætte skub i sagerne.. og glad syntes han uden tvivl at være for glasset. Hun trak svagt på smilebåndet. Panden endte hun dog med at rynke, som han begyndte at sige, at hans navn ikke var James. Hun måtte jo spille, at hun intet anede om det. Rart var det dog at få bekræftet, at det var Cedric, som hun sad overfor. Hvem vidste, om Faith havde fået andre ukendte børn med Kimeya? Som hun hørte hans navn, lod hun sin mund hænge en anelse, som kom hans ord som en overraskelse for hende. ”Cedric Jaceluck Marvalo?” gentog hun overrasket, inden hun vendte blikket ned mod sit skød og sit glas. Eftertænksomt lod hun sine fingrer banke en anelse mod glasset. ”..Så det er sandt,” mumlede hun stille for sig selv. Der gik trods alt rygter om, at han skulle have vendt tilbage, så det var de rygter hun spillede på, at hun havde hørt. Underlæben bed hun blidt i, inden hun vendte det nøddebrune blik mod ham igen. ”Der har hersket rygter om din tilbagevenden.. Nu tør jeg tro på dem.” Hendes hoved faldt en anelse på skrå. Hun tog en indånding, som om hun lige skulle samle informationerne ind, og afstemme dem i sig. ”..Og det her derfor, at du sidder her af en særlig grund? Hvilken? ..om jeg må spørge?” Nu kunne man håbe, at han ville holde sit ord om, at han ville give hende de ønskede svar.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Whiskey havde været hans faders yndlingsdrik, så det var en af slagsen, som Cedric var blevet gjort bekendt med, allerede skræmmende tidligt. Selvom han virkelig forsøgte at tage afstand til begge sine forældre, måtte han jo alligevel sande, at han var i besiddelse af de tydelige træk, fra dem begge to. Han hadede det, men der var jo ikke rigtigt noget at gøre. At rygterne om hans tilbagevenden allerede lød, var et sted en tanke som irriterede ham, for han havde gjort hvad han kunne, for at holde det i minimum. Han trak vejret dybt, hvor grebet alligevel strammede sig en smule om glasset i hans hånd. "Jeg frygtede, at det var et rygte, som allerede nu, ville gå om mig," sagde han oprigtigt. Igen, var han jo ikke en søn af ukendte forældre, og selv udseendemæssigt, måtte han jo have skræmmende mange ting, efter sin kære fader. Øjnene særligt. Den klare og grønne farve.
Cedric tog endnu en tår. Hvorfor han var her? Skulle han også fortælle hende det? Eller var det bedst, at lade det forblive usagt? Igen, så havde han jo lovet at skænke hende en forklaring. "Jeg søger min moder.. Og af hvad jeg har erfaret, er det ikke en kvinde, som man skal spørge folk, om de har set," forklarede han let. Derfor sad han for sig selv.. Han lyttede. Lyttede til folk, som talte over sig. Det var også grunden til, at han var her. Han tvivlede nemlig på, at hun havde forladt Dvasias, men det spørges jo så bare.. hvor hun så havde gemt sig henne?

[Deleted]

Rygtet havde skam skredet frem omkring at Cedric Jaceluck Marvalo endnu skulle være i live.. Det var dog ikke et rygte, som Valentina havde taget højtideligt, for hvorfor skulle hun? Jo, han var Faiths søn, men han var også Kimeya. Cedric var derfor en skamplet, og derfor tænkte hun ikke højt om det faktum. At hun havde det således, udtrykte hun dog ikke nu. Det ville nemlig ikke gøre hende godt. Heldigt for hende var det dog, at han var varyl. Det gjorde nemlig, at hun ikke behøvede at have dårlig samvittighed omkring, hvad hun gjorde. Skævt smilede hun. ”Rygter spredes hurtigt.. Særligt sådanne rygter,” endte hun sandfærdigt med at sige. Der var hun heldig over, at hun ikke var ”værd” at tale om. Det eneste tidspunkt der var blevet talt om hende, var da begge hendes forældre havde gået bort. Det havde dog ikke rygtedes langt, som det kun havde rygtedes i hendes klasse. Ligesom han tog en tår af whiskyen, tog hun en tår af sit glas. Med en interesseret og nysgerrig mine betragtede hun ham, som han endelig sagde sit formål højt. At han søgte sin forsvundne moder. ”Hvad kan man sige..? Faith er en frygtet kvinde.” Hendes hoved faldt på sned. ”Du søger hende.. Noget held med det indtil videre?” spurgte hun bekymret. Det var det hun ønskede at høre. Om han havde noget information, som hun endnu ikke havde. Selv var hun jo rimelig på bar bund.. Derfor ville det være hjælpsomt, hvis Cedric bare havde en eller anden form for ide. Han kendte vel også sin moder bedre, end hvad hun gjorde.. Måske havde han en ide om, hvor kvinden kunne finde på at flygte til? Det var i hvert fald det bedste bud.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Frygten for hvordan hun skulle tage det, var en af slagsen, som meget hurtigt måtte falde fra Cedrics skuldre igen, for hun tog det overraskende pænt. At rygterne ligefrem skulle gå omkring ham, var slet ikke noget, som han havde regnet med. Han var en skamplet på familien, og det vidste han godt, også selvom han virkelig havde kæmpet for at opnå stoltheden ved dem begge. Selv Cecilaya havde haft større fordel i og med, at hun var en renracet dæmon, men selv hun havde fejlet. Var det overhovedet muligt, at gøre de ting godt nok? Han selv, var begyndt at tvivle, måtte han sige. "Det burde slet ikke komme bag på mig, men jeg må erkende.. At det gør det," sagde han denne gang med en rolig stemme. Langsomt lod han hovedet søge på sned.
Hvordan hendes egen familiebaggrund måtte være, vidste Cedric ikke ,og ikke havde han tænkt sig, at stoppe op, for at spørge om det. Han trak kort på smilebåndet. Han søgte sin moder.. Udelukkende fordi, at han nu havde valgt at give fuldstændig op på sin kære fader. "Det gør jeg. Det eneste, som jeg ved til nu, er at hun endnu må befinde sig i Dvasias." Man hørte meget, når man bare sad og lyttede, fremfor så meget andet, og det var også lidt det, som han udnyttede lidt. "Hun er ikke ligefrem en kvinde, som man kan spørge ind til.. Folk lukker i, og nægter at snakke.. Lytte derimod.. Så får man mere med," sagde han blot. Dvasias var jo trods alt stadig et meget stort set.. Så hvor pokker han skulle finde hende, var jo så det næste spørgsmål. Han tog endnu en tår af whiskyen, inden han satte glasset fra sig igen.

[Deleted]

Skævt smilede Valentina. ”Eftersigende har du været væk længe.. Kan man bebrejde dig for ikke at være sikke på verdenen?” endte hun roligt med at sige. Hun valgte at tage en større tår af sit eget glas. Nysgerrigt lyttede hun til, hvad han havde at sige imens. Han søgte ligeså Faith. Ikke vidste han, hvor hun var, men han vidste, at hun befandt sig i Dvasias. Så langt, så godt. Det havde også været hendes umiddelbare tanke, men nu vidste hun, at hun udelukket burde søge i mørkets land. ”Har du en ide om, hvor hun kunne søge til? Et sted hun altid har fundet … helligt for sig måske?” spurgte hun ham prøvende, som om hun ville hjælpe ham med at tænke i baner, som han måske ikke selv havde overvejet. ”Du er hendes søn.. Du burde bedst kende til hendes tankegang.” Lettest fandt hun det, hvis kvinden blot havde vrikket rundr, og var faldet i en grøft. En skændsel var hun trods alt. Lidt af en dæmonisk diktator. Derudover havde hun giftet sig med en ikkedæmon, og havde stolt ynglet varyler med ham. Blikket lod hun glide omkring, som han nævnte, at man ikke bare kunne spørge ind til Faith. Ja, det vidste hun godt selv. ”De ved formentligt heller intet.. Faith Jaceluck er også næppe en kvinde, som de tør krydse, eller en de kender personligt,” kommenterede hun ærligt. Selv vidste hun også, at gæsterne her intet vidste. I denne sal var Cedric selv den mest brugbare. Selv havde hun nemlig heller intet at gå efter. Kun umiddelbart, hvad hun selv havde af ideer. Blikket vendte hun imod ham igen. ”Har du været ved din fader? De to var trods alt tætte.. Det må du også selv vide som deres barn.”

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Ikke var det nogen hemmelighed, at Cedric havde været væk i rigtig mange år, og ikke havde han tænkt sig, at lyve sig fra det. Dødsriget var han kommet retur fra, og det var hans eget ønske. Han havde jo faktisk.. tvunget Nathaniel til at give ham denne mulighed, og ikke havde han tænkt sig, at lade denne fantastiske chance passere. "Jeg ser ikke bort fra, at den verden jeg forlod.. er meget anderledes, end hvad den er blevet," sagde han dog. Styreregimet var noget helt andet, og han kunne faktisk ikke helt finde ud af, om han kunne lide det eller ej.
Naturligvis begyndte hun at udspørge ham om Faith. Han trak kort på den ene mundvig. Skulle han være helt ærlig, så vidste han faktisk ikke hvor hun kunne befinde sig. Der var jo en grund til, at han stadig sad og lyttede! Det eneste, som han var kommet frem til, var at hun endnu måtte befinde sig i Dvasias. "Jeg ved det ikke," sagde han lige ud. Hvorfor udspurgte hun ham sådan? Ledte hun også efter Faith, og i så fald, så på hvilket grundlag? "Jeg går ud fra, at selv du, må lede efter hende, siden du spørger?" Ja, han var hendes søn, men der var mange ting, som hun aldrig havde fortalt. Desuden havde han været mere optaget af at passe på sin søster, end at slikke røv på dem - for at sige det mildt. "Min fader ved intet, kan jeg så fortælle dig." Han tog endnu en god slurk af whiskyen og tømte derfor glasset, inden han satte det fra sig på bordet igen. "Hvad ønsker du af hende?" spurgte han denne gang med en mere direkte stemme end tidligere. Lidt skeptisk var han vel? Det var jo trods alt også hans familie, som dette omhandlede, og det i forvejen brød han sig ikke om. 

[Deleted]

Hvordan det måtte være at dø og at komme tilbage igen, vidste Valentina ikke, men nysgerrig blev hun på det, som han havde prøvet det. Derfor kunne hun ikke undgå at lytte nærmere i hans sind, som han tænkte på det. Nysgerrigt lyttede hun, som hun kunne forstå sig på, at Nathaniel havde vækket ham. Nathaniel Diamaqima? Det kunne tænkes, at det var ham.. Hun havde før hørt, at manden havde gjort lignende stunt. ”At komme tilbage fra de døde..,” begyndte hun tænksomt, inden hun ærligt fortsatte. ”Jeg tror aldrig, at jeg vil vænne mig til tanken.” Helt normalt var det jo heler ikke.
Valentina mærkede skuffelsen i sig, som hun kunne høre, at han faktisk ikke havde den ringeste ide om, hvor Faith var. Måske hun bare skulle gå? Hvis ikke han vidste noget, var der jo ingen grund for hende at blive hængende. Særligt ikke når tid var penge! Hun blev aflønnet for at være hurtig. Ikke for at sidde og hyggesnakke.. og så hyggeligt var det ej heller, da Cedric syntes at være evigt skeptisk. Hun rynkede på brynene. ”Hvorfor skulle jeg søge hende?” spurgte hun undrende, som et tegn på, at hun ikke gjorde dette. Han måtte nemlig ikke vide, at hun søgte hende. Tænk hvis han ville forsøge at stoppe hende? Hun rettede sig en smule op i stolen. ”Jeg beklager, hvis du fik håbet op om, at også jeg søgte hende, for det gør jeg ikke.. Hun er din moder, og det er derfor forståeligt, at du søger hende. Jeg derimod har ingen bånd til hende. Jeg har end ikke talt med hende før.. Kun set hende.” Sandt var det sidste. Faith havde ikke været omkring dem i hendes klasse. Derfor havde hun kun det overordnede kendskab til kvinden, og godt var det ikke just.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Hovedet lod Cedric søge en smule på sned, hvor hans blik hvilede intenst på hendes skikkelse endnu en gang. Han smilede kort for sig selv. Under normale omstændigheder, så ville han heller aldrig have bedt nogen om at gøre det for ham, som Nathaniel havde gjort, men hvad kunne han da gøre nu? Han stod nu som en del af livet.. viste at hans søster havde det godt, trods omstændighederne. "Det er også.. En meget særlig og speciel følelse," sagde han ærligt. Der var sket så meget, og det gjorde ham forvirret. Men nu var hans familie jo gjort bekendt med, at det forholdt sig således. Han var vel bare endnu et friskt bud på stammen hvad det angik?
Dum var Cedric ikke, og siden hun stillede alle de mange spørgsmål, så måtte hun da også søge efter hende. Han kneb øjnene svagt sammen. Her sad han og fodrede hende med sandheder, og det han blev mødt med, var løgne? "Hvorfor udspørge mig om en kvinde, hvis du ikke selv søger hende?" spurgte han denne gang. Han var selv stadig meget rolig, men nu hvor han endnu en gang, måtte ane ugler i mosen. Han lod denne gang armene søge over kors, hvor han blot betragtede sig af hendes skikkelse denne gang. "Man behøver ikke have et bånd til nogen, for at søge efter dem, Valentina.. Der er vel en grund til at du spørger mig om hende? Søn eller ikke," sagde han med en rolig stemme. Han var kommet så langt, som at vide, at hun endnu var i Dvasias.. men det land, var jo trods alt stadig meget stort. Atterlin havde han dog hørt en del snakke om, men endnu ikke noget, som han havde undersøgt.

[Deleted]

Interessant var det at lytte til hans tanker, som han fortalte om døden og genopstandelsen. Det var faktisk noget der interesserede Valentina personligt. Ej heller var hun vant til at tale med folk, som havde været ude for, hvad han havde været. Dog kunne hun ikke dvæle ved personlige interesser. Ikke når hun havde en opgave for sig. En vigtig en. ”Det tror jeg gerne,” sagde hun ærligt og smilte svagt. Et oprigtigt et denne her gang. Smilet faldt dog så snart, at han begyndte på sine beskyldninger igen. De beskyldninger stoppede da heller aldrig! Sandheden var dog, at han var fortjent med dem. ”Fordi det tydeligvis interesserer dig, og da jeg gerne vil lære dig at kende?” svarede hun sigende igen, som var det dumt af ham at fortsætte disse beskyldninger. Parat til at gå var hun mere eller mindre, indtil hun hørte Atterlin komme op i hans sind. Atterlin? Det lå i den østlige del af Dvasias. Der var et godt stykke dertil.. men hvis det var der, at Faith var, måtte det være dertil, at hun tog. Grundet denne detalje i Cedrics sind, blev hun også siddende. Hvem vidste om der ville komme mere frem? ”Grunden til, at jeg spørger, Cedric, er fordi, at du sagde, at du ledte. Jeg spurgte kun nærmere ind fordi, at jeg måske kunne tænke på noget, som du måske ikke allerede havde gjort, og måske ville det have kunnet hjælpe dig på vej. Bare fordi, at du løj om, hvem du er, er det ikke ens betydning med, at alle andre omkring dig lyver,” sagde hun noget hårdere end før. Forhåbentligt ville det give ham dårlig samvittighed.. og igen.. hvis hun oprigtigt havde været ærlig overfor ham, havde det ikke været underligt, at hun var blevet irriteret på ham.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Døden var et forfærdeligt sted. Endnu værre havde det også været, at blive kastet direkte tilbage til det oprindelige liv, hvor man skulle søge varme, og fastholde en hjertebanken, som selv i hans bryst, var stoppet for mange år siden. Han var glad for den mulighed, som han havde fået, også selvom intet var, som det engang havde været, og for ham, var det næsten noget af det værste. Ikke rigtigt var det til at finde sin plads her i livet, hvilket skam også godt kunne mærkes. Det skulle man da endelig ikke tage fejl af. De grønne øjne hvilede på hendes skikkelse. "Det kan ikke anbefales," sagde han ærligt. Et kort smil passerede hans læber, hvorefter det falmede hen igen.
Beskyldninger var næsten det nemmeste at skænke denne kvinde, udelukkende på grund af den mistro, som han følte. Han følte da uden tvivl ugler i denne mose! Hans øjne kneb sig svagt sammen. Skulle han sige undskyld? Endnu en gang, formåede hun jo at prikke til hans samvittighed, hvilket var en ting, som han faktisk måtte finde temmelig irriterende! Han trak vejret dybt. "Jeg beklager.. Jeg stoler bare ikke på folk, og i min optik, er det en skræmmende interesse for min moder," sagde han ærligt. Igennem hans hårde barndom, havde han end ikke kunne stole på sine forældre, så hvordan skulle han kunne stole på nogen andre? Han havde sin søster.. og det var faktisk det. "En løgn for sit eget velbefindende.. Jeg er ikke stolt af, hvad jeg kommer af, Valentina, og det er de tilsyneladende heller ikke, selv på trods af, at de bragte mig til verden. Jeg søger hende, udelukkende for at finde ud af, om hun har det godt. Det er ikke alle, som er helt ligeglade," fortalte han denne gang. Han tog sidste tår af glasset, og tømte det derfor. Det varmede skræmmende godt, måtte man sige.

[Deleted]

Valentina slap en kort og let latter. Hun kunne ikke lade være. Nej, hun tvivlede også på, at det var anbefalingsværdigt at dø, og dernæst genopstå. Hvordan det måtte være, kunne hun sågar læse i hans sind. Hun kunne fornemme, hvor skidt han havde det med mindet. Et hjerte der blev tvunget i gang.. Når han tænkte på det, og når hun var dybt begravet i hans sind, kunne hun næsten selv fornemme hans ubehag ved det.
At han igen undskyldte til hende, fik hende til at nikke kortfattet, inden hun bundede sit eget glas. Utroligt, hvor meget vand hun havde fået ned denne aften. ”..Du har tydeligvis en tillidsproblem,” medgav hun sigende. Hun kunne høre, at han havde det svært. Hun gav ham dårlig samvittighed, men samtidig følte han, at han ikke kunne stole på andre end sin søster. Morsomt var det næsten, da hun kunne forstå på ham, at den kvinde var kommet videre. ”Hvis ikke du er stolt af, hvad du kommer af, og hvis dine forældre ikke ønsker dig.. hvorfor betyder din moder så stadig noget for dig?” spurgte hun undrende. Igen oprigtigt. Hun forstod det ikke. Hvis de var ligeglade med ham, og hvis han ikke var stolt over sin familie, hvorfor var der så en interesse for at finde Faith? Hendes blik fulgte ham, som han bundede sit whiskeyglas. ”Endnu en?” tilbød hun ham. Hun kunne jo fornemme, at han alligevel havde nydt det.. og igen ville det måske få ham til at åbne mere op for hende. Hans tanker ville i hvert fald blive mere frigjorte, jo mere han drak. Indtil nu havde hun også fået ud af ham, at Atterlin kunne være en mulighed. Dvasias' fjerneste by. Et sted gav det mening. Var det ikke også der Jaceluck mansion lå? Ideen begyndte hun nu at kunne se for sig.