Where are you..?

[Deleted]

Cedric Jaceluck Marvalo

---

Hvor og hvornår var det lettest at få folk til at tale? Svaret var simpelt. Hvor der var alkohol, var der et frit sind. Hvor der var en større chance for at finde en med de korrekte informationer var at opsøge større steder. Større alkoholiserede steder såsom Den Dansende Flamme. Hvor Faith Jaceluck gemte sig, vidste Valentina endnu ikke, men det første skridt ville være at søge i Dvasias. Kvinden var højst sandsynligt stadig i landet, da landet altid havde været kendt for at være hende et hjertebarn. Underligt ville det også være, at være med til at vælte en regering, og indsætte en ny, og så flygte fra landet. At søge ved Castle of Darkness, havde hun derfor også spekuleret på, men for det krævede det, at hun havde en indgang til slottet. For natten tog hun dog en bred chance. Hun var ved Rimshias mest populære bar, og her måtte der da være en chance for, at mindst én havde noget brugbar information.
En lille time havde Valentina allerede været i baren. I den tid havde hun småsnakket med nogen, hurtigt pille nogle fra, som de tydeligvis ingen oplysninger havde. Derudover havde hun konstant sit sind åbent for hele lokalet. Det gjorde, at hun kunne høre tankerne fra barens gæster. Problemet ved dette dog var, at de fleste tænkte på druk, hor og slagsmål. Nødt til at fortsætte var hun dog, hvis hun på et tidspunkt fandt noget mistænkeligt. Lige nu var hun at finde ved baren, hvor hun blot lyttede til, hvad der måtte være omkring hende. For at passe ind i omgivelserne, sad hun med et lille glas i hånden. Udadtil lignede det vodka, og når hun talte med bartenderen, bestilte hun vodka, men egentligt var det bare vand. Klart skulle hendes sind nemlig være, men samtidig måtte hun ikke se suspekt ud. Derfor omdirigerede hun også bartenderen i sindet om, at det var vand han skulle hælde op og ikke vodka. For yderligere at matche sine opgivelser, var hun selvfølgelig også korrekt klædt. Om overkroppen bar hun et sort korset, der strammede hendes liv ind, fremviste hendes figur og holdt hendes skuldre bare. Kulde påvirkede hende alligevel ikke. Om benene faldt et langt sort skørt.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Faith og Kimeyas søn var genopstået og vendt tilbage fra de døde. Rygterne var begyndt at gå, men hvad pokker kunne Cedric gøre ved det? Grusom som hans forældre, havde han aldrig været. Han havde været mere inspireret af Nathaniel og hans familie, og havde derfor taget mere ved lære der, for ikke at glemme, at han allerede i en meget tidlig alder, måtte tage sig af sin egen søster, da deres forældre ikke havde gjort det. Hans fader kunne i særdeleshed sejle sin egen sø, og derfor søgte han jo selv efter sin moder, som selv var som sunket i jorden.
Af hvad Cedric havde erfaret, så skulle man ikke spørge ind til den kvinde, da ingen ønskede at snakke om det, alt for højt, og derfor havde han selv slået ørene ud i stedet for, og egentlig havde siddet for sig selv i et lille hjørne på Den Dansende Flamme. Hans søster var på kroen sammen med Lucifer. Af hvad han vidste, var det jo en mand, som hun tilsyneladende var blevet glad for, og selvom det gjorde ondt.. Så var det jo bare meget begrænset, hvad han selv kunne gøre nu. Hun var vel bare kommet det videre, end hvad han var? Efter hans tid i døden.

Foran ham stod en vin. Det var nok en vane, som han havde efter sin kære moder, da hun selv havde været meget glad for den slags. Han smilede kort for sig selv. Han lignede vel sin mor bare en smule? Mere end hvad godt var et eller andet sted? Hånden lagde han ned langs stilken, hvor han hævede blikket. Hans hår stod en smule ud til siderne, og selv sad han i en mørk skjorte og et par mørke bukser. Kappen lå kastet over stoleryggen. Den største interesse for stedet og de tilstedeværende, viste han ikke. Derimod lyttet han. Faith var jo en kvinde, som flere snakket om, og særligt efter hun var forsvundet. Han selv ville jo gerne finde hende. Men han vidste bare ikke hvor pokker han skulle starte.

[Deleted]

Eftersom Valentinas glas var rent vand, kunne hun sagtens bunde glasset. Dette gjorde hun dog ikke, da det ikke måtte se suspekt ud, og derfor nippede hun kun til væsken. Det var også som hun var i færd med en tår, at en tankestrøm endelig matchede hendes mål. Nogen måtte vide noget om Faith. Det føltes helt som en indgangsreplik til hende. De dårdyrlignende øjne vendte hun mod bartenderen. ”Endnu et,” bad hun, som hun løftede op i sit glas der endnu var fuldt. Til forskel fra før, rodede hun dog ikke ved bartenderens hoved. Nej, denne gang lod hun fylde vodkaen op. Hun trak på smilebåndet. Et charmerende smil. ”Tak,” sagde hun, idet hun tog om begge sine glas og forlod bardisken. Uskyldigt gled hendes blik omkring, som hun gik igennem baren. Mest af alt lignede hun blot en kvinde der orienterede sig om stedet og ledte efter en ledig plads. Bevidst nærmede hun sig dog Cedric. Manden hvis tanker, som hun havde hørt. Mange mennesker var der i baren, som baren altid var fuld, og derfor var det næste ikke spor svært. Et gisp forlod hendes læber, som hun lod sig bumpe ind i en forbipasserende. Selv simulerede hun, at hun fik overbalance, hvor hun endte med at ryge ned på den frie stol ved siden af Cedric. I bevægelsen sørgede hun desuden for, at glasset med det rene vodka hældte, så indholdet sprang over på Cedrics skjorte og vædede den. Dette skulle både vinde hans opmærksomhed, samt få hans næsebor til at lugte vodkaen. En god camouflage for, at der egentligt var vand i hendes andet glas. ”Åh gud, det må du undskylde!” undskyldte hun hurtigt, inden hun behjælpeligt fremdrog en serviet, som hun duppede imod hans skjorte, så hun kunne være behjælpelig med at rette op på skaden, og tørre væsken af hans tøj. Det skulle gerne skaffe hende hans opmærksomhed.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Cedric stirrede frem for sig i stedet for at kigge andre steder hen. Selv ønskede han blot at blive ladt i fred, da han faktisk ikke rigtigt brød sig om, at nogen i det hele taget, skulle komme hen til ham. Han blev nemlig ofte dømt på sin familiære baggrund, og det var han træt af, når han særligt intet forhold havde til nogen af sine forældre. Havde de overhovedet været i sorg over ham? Han vidste det ikke, og derfor var det svært for ham i det hele taget at finde ud af.
Han hævede atter glasset til sine læber, hvor han kun nippede til den, inden han atter satte det fra ham. Den fred, som han derimod måtte sidde i, synes hurtigt at blive afbrudt, af en kvinde, som kom nærmere. Det første, som slog ham ind, var at hun var dæmon. Der var rigtig meget i hende, som agerede efter det, og dette var uden tvivl at mærke, selv for hans vedkommende. Hun bumlede ind i en forbipasserende, og ikke nok med det, blev hans mørke skjorte, fuldstændig gennemvædet af den væske, som hun havde haft i sit glas. Næsten automatisk og i overraskelse, trak han sig en anelse, hvor armene for ud til hver side. Han lukkede øjnene let. Typisk! Det var jo lige hvad der manglede! Hun duppede ham. Han rystede denne gang på hovedet. "Det er fint.. Bare lad være." Han tog denne gang om hendes håndled, for at høre dem væk fra sig. Ikke skulle hun røre ved ham. Ikke ønskede han at hun rørte ved ham, for ingen skulle have lov til det. "Ingen skade sket. Det har ikke taget livet af nogen endnu." Han sendte blot kvinden et kort smil. Blot som tegn på, at alt var som det skulle være.. Eller så godt som, om ikke andet.

[Deleted]

På vej over til Cedric hørte Valentina det hele. Hans familiekvaler.. At han ikke ville dømmes.. At han ledte efter Faith.. Ja, det var jo lige før, at hun kunne høre violinen spille i baggrunden! Hurtigt gjorde det, at hun kunne danne et billede af ham. Særligt som hun faldt ned på stolen ved siden af hans, spildte ud over ham, og forsøgte at gøre bod på sin handling. Hun hørte ordene, tankerne, mærkede hans fingrer om sine slanke håndled, som han guidede hendes hånd væk, så hun ikke længere kunne børste væden af hans skjorte. Han sagde måske, at det var fint og at det gik, men i hans tanker, hørte hun hans frustration over, at han blev rørt. En mand med kvindeproblemer? Forældrekomplekser? Han var måske til mænd i stedet? ”Jeg beklager,” valgte hun dog høfligt at undskylde, imens hun trak hænderne til sig. Det tomme vodkaglas havde hun allerede stillet fra sig på bordet, men vandglasset havde hun endnu i hånden. Hun sendte ham et prøvende smil. Et smil der bestemt ikke fik hende til at se mindre tiltalende ud. En flot ung kvinde var hun. Det vidste hun, og det udnyttede hun som regel også. ”Tillad mig at betale for dit næste glas.. som en undskyldning, hr..?” lød det blidt og fiskende fra hende. Det burde formentligt være hendes billet ind, så der kom en samtale på bordet. Ikke at hun ville spørge direkte ind til Faith. Det ville hun ikke.. Han skulle ikke vide, hvad hendes planer var. Men måske ville hun kunne få ham til at tale. Hendes brune øjne hvilede på ham. En flot mand var han nu. Rigtig flot. Det virkede dog også som om, at der var noget bittert over ham. Særligt hans tanker talte for dette.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

At denne kvinde skulle have en skjult dagsorden for dette møde, var ærlig talt ikke en tanke, som slog Cedric på noget tidspunkt. Sandheden var vel, at han bare ønskede at finde sin plads i sit nye liv, og nu finde ud af hvor pokker hans moder gemte sig? Og nu hvor han nærmest hang på denne kvinde, så måtte han erkende, at det kun vækkede en mindre frustration hos ham, for han kunne bestemt ikke lide det! Ikke fordi at han ikke nød berøring, men han var vel mere bange for, hvad det i værste tilfælde, kunne vække i ham? Og det ønskede han jo trods alt heller ikke, skulle ske.
At hun trak sig, passede Cedric mere end fint. "Du behøver ikke give mig noget. Uheld er jo hvad der sker," afviste han denne gang. Selvfølgelig var det irriterende, men hvad pokker kunne han da gøre ved det nu? Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse. En flot og smuk kvinde. Ingen tvivl om det. Han tog fat om sin skjorte, og rev den en smule ud, for det var ubehageligt.. koldt og vådt at have tæt ind på sin egen hud. Han havde det jo tæt liggende ind mod sin egen krop, og det kunne godt mærkes. Hvad hun skulle kalde ham? Umiddelbart, var han jo i forvejen, ikke særlig meget for, at folk skulle vide det, men ville han overhovedet få noget ud af at lyve? "Kald mig James," sagde han denne gang. Han nikkede blot mod hende. Ikke ønskede han at fortælle hende hans sande navn.. Hvad ville der mon ske, hvis han blev genkendt, som Faith og Kimeyas datter? Det ønskede han på ingen måde!

[Deleted]

Alt, hvad han ikke sagde, kunne Valentina høre, og hun elskede det. Hun nød at høre, hvordan han ønskede at trække sig. At han fandt hende smuk. At det var irriterende at skjorten var våd, og klyngede sig til hans bryst. At han var i tvivl, om han skulle give hende sit rigtige navn. At han gav hende en falskt navn. At han var Kimeya og Faiths søn. Det var alt sammen utroligt morende, alt imens hun følte, at hun havde fundet en gevinst. Glasset førte hun op til de bløde læber, hvor det næsten gled legende over dem. Hun smilede til ham. ”Godaften James,” endte hun mildt med at sige. Hans navn var ikke James. Han var Faith og Kimeyas søn.. Var han denne genopståede søn, Cedric, som der gik rygter om? Hun nippede til vandet, inden hun igen sænkede hånden og derfor også glasset. Dette var uden tvivl et langt mere spændende barbesøg, end hvad hun umiddelbart havde troet. Denne James … eller nærmere Cedric, vidste måske ikke, hvor Faith var, men han søgte hende, så måske ville hun kunne få ham sporet ind på det. Blikket valgte hun at kaste undersøgende rundt. ”Baren er rimelig fyldt i aften..,” kommenterede hun stille, før hendes øjne fandt hans igen. ”Gør det noget, hvis jeg bliver siddende?” Hendes hoved tiltede en anelse, så hendes mørkebrune lokker gled sensuelt ned over hendes ene skulder. Løst og bølgende var det til aften, som det så mere frigjort ud, og som hun vidste, at mange fandt det tiltalende sådan. Blikket holdt hun på ham. Ikke ville hun lade ham forsvinde. Ikke på vilkår. Hvis han nægtede hendes selskab, ville hun derfor også skygge ham i stedet. Hun ville desuden sagtens kunne gå, så han ikke ville opdage hendes tilstedeværelse.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Hvad denne kvinde egentlig var ude på, vidste Cedric ikke, men han måtte jo erkende, at han følte, at der var en skjult dagsorden. Der var noget ved det, som han bare ikke kunne lide, og han kunne ikke helt finde ud af, hvad det egentlig var. Hans blik hvilede derfor på hende. Hvad han sad overfor vidste han ikke, eller hvad det i det hele taget ville betyde på sigt, det havde han jo heller ikke nogen anelse om. Hovedet lod han kort søge på sned. "Og hvem har jeg æren at at være i selskab med?" spurgte han denne gang. Han selv blev siddende med skjorten en anelse ud fra kroppen, kun fordi, at det for ham, var det mere behageligt, end hvad det andet var. Det var ikke behageligt, at sidde der og være.. våd.  Det var faktisk temmelig ubehageligt at sidde med.. Men han tørrede jo nok på et tidspunkt. 
Her var fyldt, og der var mange der snakket. Det var dertil også det, som Cedric godt kunne lide. Det handlede jo egentlig kun om at vente på, at folk snakket over sig, og fortalte ham noget, som han selv kunne bruge. "Det er også byens mest populære sted. Det er et samlingssted for mange." Han trak kort på den ene mundvig. Særlig social havde han aldrig været. Han nærede ikke den tillid til mennesker. Det havde Nalani pænt formået at ødelægge, dengang han ikke havde været så gammel. "Jeg formoder ikke, at det vil gøre nogen forskel, om jeg sagde nej? Desuden.. det er en ledig stol.. Så sæt dig endelig," sagde han denne gang, hvor han atter satte sig en smule tilbage.

[Deleted]

Han spurgte til hendes navn.. Til forskel for ham, havde Valentina dog ingen kvaler med at give ham sit. Selv vidste hun også, at det alligevel intet ville sige ham. Derfor havde hun intet at tabe i forhold til ham. Søn af Kimeya og Faith.. Ja, ingen ville kende hendes forældre, hvis hun sagde deres navn. Hun valgte at give ham sin højre og frie hånd, som hun præsenterede sig. Passende virkede det kun efter hendes lille bump med ham. ”Valentina,” præsenterede hun sig selv. Smukt og feminint var hendes navn, og hun elskede det. At der var mange til stede i baren, forundrede hende ikke spor. Det var som sagt den mest populære bar i byen. Faktisk i hele Dvasias. Alle kendte til Den Dansende Flamme. Selv dem der var gamle og grå. ”..Og ikke forundrer det, at det er således,” kommenterede hun med et lille smil på læben. Dette mente hun dog også. Det var et sted, hvor man kunne være fri. Drikke, danse, more sig med venner og en af andet køn.. Hun løftede det ene øjenbryn, alt imens smilet hvilede legende på hendes læber. ”Skal jeg tage det, som ville du ønske, at jeg gik, hvis du havde muligheden?” En kedelig fætter var han da, hvis det var således. Dog behøvede hun ikke, at han var spændende. Hun behøvede blot informationer. Dog ville det intet gøre, hvis man da fik dem på en interessant måde. Noget bittert syntes der dog at være over ham. Var det mon, hvad døden gjorde ved folk? Eller også var det grundet det faktum, at han var ude på en mission, og hun nu forstyrrede ham i den. Hun havde jo allerede hørt, at han ledte efter sin moder og håbede på oplysninger, præcis ligesom hende.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Cedric ønskede selvfølgelig at vide helt præcist, hvad han stod ansigt til ansigt med, og særligt, når det var på denne her måde. Øjnene kneb han svagt sammen. Der var noget ved denne kvinde, som han endnu ikke helt vidste, hvordan han skulle håndtere og ikke håndtere, men det var nu bare sådan, at det måtte være i den anden ende. "En glæde at møde dig." Oprigtig var han faktisk, hvor han også denne gang, tog mere fat omkring hendes hånd, som han trykkede i sin. Han nikkede blot mod hende, hvorefter han slap den igen. Social anlagt var han ikke, hvor han faktisk hellere ønskede, at være for sig selv, og bare finde ud af tingene på sin egen måde. Særligt nu hvor han søgte sin mor, som var som sunket i jorden. Hvilket i forvejen, slet ikke lignede hende.
Den Dansende Flamme var uden tvivl et meget populært og kendt sted, og dette satte selvfølgelig sine klare spor på de mennesker og væsner, som var her. Her var fyldt. Det handlede om at være ude i god tid, hvilket Cedric nu også var glad for, at han havde været. Hovedet lod han derfor søge på sned. "Det ses meget tydeligt om ikke andet," forklarede han denne gang med en rolig stemme. Selv tog han det ikke tungt. Han havde da ikke nogen grund til at gøre således. "Forstå mig ret.." Han rettede sig op og slap skjorten denne gang. Det ville jo ingen forskel gøre uanset. "Jeg har andet på min personlige dagsorden, end at holde en smuk ung kvinde beskæftiget," tilføjede han denne gang. Ikke fordi at han ville afvise, men den festlige og snaksagelige type var han ikke. Der lignede han nok sin far en smule for meget.. Og den tanke hadede han næsten endnu mere.

[Deleted]

At der forekom noget unaturligt over hende for Cedrics vedkommende, fik Valentina til at tænke nærmere over sin fremtoning. Hun måtte tydeligvis ændre på den.. Det var jo ikke fordi, at han skulle fatte mistanke om noget. Han skulle blot tro, at hun var en tilfældig ung kvinde, der var dumpet tilfældigt ned ved siden af ham. Var det virkelig også så usandsynligt? ..Eller også tænkte han blot sådan, fordi han var på mission og ikke ville forstyrres, samt han åbenbart var en der ikke kunne lide sociale sammenhænge. Hvor hun dog elskede at være mentaldæmon! Det heldige var, at folk som regel gættede hende til at være isdæmon, fordi hendes krop var så kølig. På den måde var hendes anden og bedre part som regel skjult. Hans hånd trykkede hun, inden hun lod den falde ned i sit skød igen. At han kaldte hende for smuk, fik hende til at trække på smilet. ”Mange tak,” svarede hun muntert igen, skønt hun udmærket vidste, at han ikke var i færd med at charmere hende. Nej, det var nærmere en afvisning. Glasset førte hun igen op til læberne, som hun tog en tår af sin vand. ”Venter du da på en anden smuk ung kvinde?” spurgte hun ham kækt igen. De var trods alt på en bar, og det skulle ligne, at hun havde drukket lidt, så at hun var lidt opstemt i humøret kunne ikke undre nogen. Normalt var hun dog langt mere legesyg af person, men dette var dog også en rolle, som hun spillede. ”Eller kan du bare godt lide at tage på barer, være omgivet af mennesker, og så sidde helt alene?” Hun trak på smilet. ”Hvad end om det er den ene, anden eller helt tredje ting, er jeg sikker på, at jeg kan slå det,” tilføjede hun kækt og blinkede til ham med det ene øje.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Hvad var denne kvinde ude på? Cedric kunne ikke helt finde ud af det, men en ting var sikkert: Han skulle nok finde ud af det på et tidspunkt! Afslappet, satte han sig tilbage. Det var jo ikke nogen hemmelighed, at hun var en smuk kvinde, men det ændrede dog ikke på en ting: Det var ikke Cecilaya. Det var ikke den kvinde, som han havde valgt at åbne sig op for først, hvor hun nu derimod sukkede efter deres stedbror. Ak ja.. Det var en helt anden verden, som han nu var kommet tilbage til, måtte man sige. Han kunne ikke helt finde ud af, om det var godt eller skidt i hvert fald, hvilket for ham, var en meget frustrerende tanke. Hovedet lod han søge langsomt på sned. "Det kan jeg nok ikke påstå, at jeg gør," sagde han ærligt. Han sad blot og lyttet. Han havde nemlig fundet ud af, at folk var mere tilbøjelig, til at fortælle ham, hvad han ville have, når han sad selv, end når han spurgte. Faith var jo ikke just en ukendt kvinde, men derimod en frygtet en alligevel.
Et kort smil passerede Cedrics læber. Hun måtte have fået mere end rigeligt at drikke, såfremt at hun gik rundt og troede den slags! "Som du har din dagsorden, har jeg min. Den indebærer ikke et smukt kvindeligt selskab," tilføjede han. Nej, den eneste, som han oprigtigt ønskede at være omkring, var hans søster. Den slags, havde dog ikke ændret sig igennem de mange år, hvor han havde været væk. For det var jo virkelig mange år! De mørke øjne faldt direkte til hendes skikkelse igen. "Jeg foretrækker at være selv.. Du derimod.. virker til at søge et andet selskab?" Han hævede kort det ene bryn. Lidt igen, kunne han vel godt give hende?

[Deleted]

Interesseret lyttede Valentina til hans tanker, og hun måtte da sige, at der i sandhed foregik interessante ting i hans hoved! Han fandt hende smuk, men ikke fandt han hende tiltrækkende.. Han var forelsket i en anden kvinde. Ceciliya. Hun vidste, at denne kvinde var Faiths datter, som hun havde haft en periode som dæmonernes leder. Derfor vidste hun også, at det måtte være hans søster.. og den søster var nu forelsket i en anden bror. Hendes stedbror. Om hende selv og Ariana kunne det helt havde mindet, bortset fra der kun var dem. En anden forskel var også, at denne Ceciliya tydeligvis havde forladt ham, hvor hun selv vidste, at Ariana aldrig ville forlade hende. Hun kiggede nysgerrigt på ham. ”En smuk mands selskab i så fald?” endte hun opløftet med at spørge ham. Hun kunne jo ikke tilkendegive, at hun fulgte hans tanker. Derfor måtte hun i stedet gætte, at han ventede på en mand, når nu han ikke ville have en kvinde. Benene lod hun glide over det andet, uden at hun tog det lysende blik fra ham. ”Af en der foretrækker at være for dig selv, tilbød du mig alligevel stolen ved siden af dig. Måske din underbevidsthed godt vil have mit selskab?” lød det muntert fra hende. Allerede nu ville hun sige, at hun vidste en god del om ham. Han var en mand med hjertesorger. Han elskede sin søster.. som hellere ville være sammen med en anden bror. Hans forældre var Kimeya og Faith. Han kunne åbenbart ikke lide sin fader, men hans moder ledte han derimod efter. Han kunne ikke lide selskab, men han var villig til at være i omgivelserne for at fange noget brugbart.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Om Cedric havde vidst, at han i øjeblikket, befandt sig i selskab med en mentaldæmon, havde han nok været langt mere påpasselig med at gøre sig alle de tanker, end hvad han gjorde i øjeblikket, og dette kunne uden tvivl også godt mærkes. Langsomt lod han hovedet søge på sned, hvor han også kneb øjnene fast sammen. Hvor var hun dog irriterende! At drage konklusioner, som ingen steder hørte hjemme. Han ventede ikke på nogen. Han foretrak sit eget selskab, for der vidste han da, hvad han skulle forholde sig til. "Nej," svarede han denne gang kort for hovedet.
Hans eget glas, skubbede Cedric roligt mere ud mod siden, så han denne gang kunne hvile begge arme på bordet foran sig i stedet for. Han kneb øjnene en smule sammen. Han ventede ikke på noget. Derimod var han i fuld gang med noget, og han måtte jo ærligt erkende, at hun forstyrrede ham i arbejdet. Han ønskede at finde sin mor, da hun i hans optik,v ar det mere fornuftigt.. Og det gav ham noget andet at tænke på, end Cecilaya, som tilsyneladende var blevet skræmmende glad for denne Lucifer. Endnu en grund til, at han slet ikke kunne lide den unge mand! "Eller er det bare en tanke, som du så brændende holder fast i? Fordi du gerne vil befinde dig i mit selskab?" spurgte han videre. Okay, smuk var hun, irriterende, men også.. spændende og mystisk. Han kunne jo godt lide det, men af den grund, så skulle hun slet ikke have lov til at komme i vejen for det, som han var her for i udgangspunktet.

[Deleted]

Som en skadet lille fugl lød han i Valentinas tanker. Skønt han ønskede at være alene, var han i en sårbar position, og det åbnede måske op for hende. Særligt som hans hoved talte videre om, at Lucifer var problemet. Med garanti Lucifer Jaceluck. Hun kunne næsten grine ved tanken. Jo, den mand var utroligt køn, men han var også utroligt dum. Han var en utroligt selvfed ung mand, men det var der jo nogen kvinder der kunne lide. Tydeligvis Cedrics søster.. eller også nød hun bare at more sig med alle sine brødre, om de var hel-, halv- eller stedsøskende. ”Godt,” sagde hun roligt. At Cedric ikke ventede på en mand, vidste hun udmærket. Han ventede på nyheder omkring sin moder, og hvis hans søster kom flyvende ind ad døren, og erklærede sin evige kærlighed til ham, ville det tydeligvis heller ikke være helt galt. Hun smilede stille for sig, alt imens hun legede let med sit glas, så væsken cirkulerede rundt i det. ”..Er der noget galt i det, hvis jeg siger, at jeg alligevel ikke er helt ked af det over, at det er denne stol jeg faldt ned på?” kommenterede hun stille. Hun måtte se fra sit cirkulerende vand i glasset til hans øjne, hvor hun måtte se på ham gennem de lange øjenvipper. Han fandt hende alligevel ikke så slem igen.. Jovist han tænkte irriterende om hende, men samtidig følte han sig også draget af hende. Mere end fint passede det hende. I så fald var der en god chance for, at han alligevel bukkede under og begyndte at tale lidt mere frit med hende. Måske hun bare skulle få ham til at drikke lidt mere? Igen.. fulde mænd elskede at snakke over sig. Særligt når det var til en smuk ung kvinde, og det havde han jo allerede stemplet hende som.