so many things

[Mourin Delera Kukour]

Ahriana "Master of Time"
Det var en rolig dag, så mange ting havde Mourin allerede set og oplevet i sin korte tid her i Procias.
Han var landet her dagen før og havde da også brugt det meste af den dag på at opleve alt der kunne opleves,
menneske byer dyr og alle mulige steder var at opleve, så langt racen af mennesker var nået, så store bygninger, byer og pladser, det var noget Mourin ikke havde set i lang lang tid og det hele var egentlig ret fantastisk.
Nu lå han så roligt og kikkede op i himlen her i det fine græs en efterårsdag og tænkte,
det var nu ret godt han var taget her ud og væk fra hvad han var van til glad var han helt sikkert,
han tænkte over hvad mere der kunne ses og opleves men for nu var det tid til og slappe af.
Han havde set så meget og så mange racer sammen tænk at de kunne det, han huskede bestemt fra sin unge tid at der ikke ligefrem var denne blanding af racer som idag men tiden var jo også gået og ting ændrede sig,
folk var vel bare blevet ligeglad med deres forskelle ? det var hvad han tænkte i hvert fald men det var egentlig også ligemeget han ville bare se hvad han kunne se,
tøjet var simpelt med en stor bunke som nogen nok ville sige af sort tøj og et hvidt skærf over dette, en bog kunne findes nær hans side so han egentlig aldrig rigtig efterlod samt en stav på sin anden side af simpelt træ og med en lilla krystal i toppen,
her lå han så helt roligt og slappede af.

[Ahriana "Master of Time"]

Det lod til at det hele var ved at falde lidt ned. Det var efterhånden noget tid siden Myrina var forsvundet og det så ud som om Jophiel var ved at blive glad igen. Det var en lettelse uden lige for hende. Alt hun ønskede var at se ham glad og lykkelig selvom hun ikke var sikker på at hun var i stand til at give ham det samme som Myrina havde. Dog betød dette ikke noget. Ligenu så var det bare sådan her. Selv var hun langsomt ved at falde til i hytten. Det havde været underligt pludseligt at have tag over hovedet og en omkring sig som gerne ville tage sig af hende. Det var hende virkelig underligt men dog utrolig rart. Det vqr dejligt at have en omkring sig som virkelig ville tage sig af hende.
Truslen af den fremmede vampyr var nu en gang forsvundet og Ahriana var begyndt at færdes rundt omkring i skoven, dog kun om dagen og ikke så langt fra hytten. Hun skulle ikke nyde noget af at forsvinde som Myrina. Nej, hun ville blive sammen med Jophiel for det var her hun kunne lide at være. Med rolige skridt gik hun igennem skoven mod højen. Skoven var så dejlig livlig selvom det efterhånden var sen efterår. Det var spændende at se hvordan bladene på træerne skiftede farve og blev helt røde. Det var første gang i mange tusinder af år siden hun sidst havde set dette syn. Det var nu en gang smukt. Dog var det ikke ligeså behageligt for hende at rende rundt ude som hun pleje det. Manglen på hendes magi gjorde at hun nu var nød til at rende rundt i tykke kjoler og store kapper for at holde sig selv varm. Det var besværligt, det gjorde hendes skridt tunge men der var ikke så meget hun kunne gøre ved det lige nu. Blikket gled rundt på alle de mangle farver som hun nærmede sig højen. De tofarvede øjne slugte virkelig alle de smukke farver til sig. At hun ikke var alene var slet ikke en tanke som slog hende. Hun kunne jo ikke fornemme andre.

[Mourin Delera Kukour]

Lidt koldere var det roligt ved og blive men for en som Mourin var dette selvfølgelig intet problem han kunne jo altid sætte varmen op om sig selv skulle det blive for koldt for ham, for nu ville han dog bare roligt ligge her og kikke, kikke mod himlen i det lyse vejr.
Der ville stadig gå lidt tid inden det blev helt mørkt så noget tid havde han da, personligt havde Mourin dog ingen problemer hvad angik mørke, det var så roligt, stille og fredfyldt med stjernerne i himlen men efter alt den tid alene blev det dog lidt kedeligt i længden.
Vent hvad tænkte han dog på ? kedeligt og være alene ? efter alle disse år burde dette da være hans mindste ting og tænke på, måske al den tid han havde brugt igår blandt andre gjorde noget ved ham ? det var en underlig følse men det gjorde ham egentlig heller ikke noget specielt.
Der gik lidt tid inden fornemmelsen af et andet væsen dukkede op nær ham, han løftede roligt hovedet og kikkede lidt træt rundt inden han fik øje på en.
Hun var et godt stykke der fra så han var ikke en man lige lagde mærke til måske en vane fra hans alene tid på øen ?
han rejste sig nu roligt og gik lidt frem intil han nået til nogle træer nær pigen han kunne fornemme og stillede sig roligt op af dem,
"Jeg vidste ikke her var andre her ude i dette vejr" lød det lavmælt og halvtrist fra ham som han kikkede mod hende,
"er det koldt ?" spurgte han i et håbløst forsøg på at starte en samtale, han var jo ikke god til dette og plejede normalt og forlade folk skulle de dukke op hvor han var så at prøve og blive her var ikke nemt for ham.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana bevægede sig roligt igennem skoven. Hendes skridt var lette selvom hun var en smule bebyrdet af det tunge tøj. Det var virkelig ikke noget hun var vant til. Hun havde altid kunnet holde sig selv varm med magi men nu var dette ikke en mulighed. Hun savnede det stadig men dog så havde Jophiel lidt fyldt det rum ud. Hun holdt virkelig meget af den mand og hun kunne næsten ikke forstille sig en tilværelse hvor hun ikke boede sammen med ham. For første gang i mange år følte hun sig lykkelig på en helt anden måde end hun havde gjort det før. Det var dejligt!
Som hun bevægede sig igennem skoven begyndte hun let at nynne. Hun havde det fantastisk. Hun elskede livet lige nu og alle disse følelser var nogle som hun ikke kunne forstille sig at leve uden. Ej kunne hun gå tilbage til det liv hun havde haft før. Hun ville ikke være alene længere. Men selvom hun elskede at være sammen med Jophiel så var det nu dejligt bare at gå en tur for sig selv en gang i mellem.
Dog var hun ikke alene længe. Lyden af en mands stemme ramte hendes øre før hendes øjne faldt på ham. Hun blev forskrækket hvilket fik hende til at vælte bagover og ned på jorden med et lille bump. Hendes blik faldt på den fremmede skikkelse. Hendes øjne var anderledes end andres, det ene blåt og det andet ravgult som en kats. En smule frygt var tydelig i dem. Hun var virkelig ikke god til det med at møde fremmede. ”Jeg …. Bor …. Her” endte hun en smule stammende mens hun bliv forblev på den fremmede. Var det et under at hun var bange efter hvad der var sket med Myrina? Hvad nu hvis det samme skulle til at ske for hende?

[Mourin Delera Kukour]

Mourin blev en smule overrasket over hendes reaktion og så alligevel ikke det var jo egentlig sådan alle reagerede nær ham, så efter al den tid dette havde været en del af hans liv havde det vel også bare sat sig, ikke en smule nervøsitet kunne ses i ham nærmere ensomhed på en eller anden måde, som hun faldt lidt bagover kikkede han med et lille smil og lyttede roligt som hun nærmest stammede frem nogle få ord, han kikkede ned inden han talte selv, 
"jeg ser....jeg er stadig ny til disse lande  og glemmer lidt hvor mange mennesker her egentlig er, jeg kan forstå du må være bange nær en som mig" sagde han næsten tomt som hans blik var rettet mod jorden.
Det var sådan en han var, usikker på sig selv, gemt væk, fjern, han var ikke god til mennesker men måtte vel lære,
bogen i hans hånd tog han et lidt bedre tag i det var ved og blive lidt koldere og magi ville han gerne bruge for at varme sine omgivelser, men ej turde han gøre dette nær et andet menneske han havde hørt meget om at de ikke var specielt glade for magi dog heldigvis ikke så slemme som på øen.
Som han tog et godt tag i bogen blev det tydeligt at denne ikke var af en ny slags nej snarere en del gammel,
det var en han altid havde på sig og helst ikke så forladt.
Han mærkede noget i hende dog ? var det hans hoved der spillede mod ham ? ligemeget det kunne han tænke over senere lige nu var det vigtigt ikke og skræmme hans første rigtige møde med et andet væsen fra fastlandet væk,
han ville ikke sætte sig selv i et dårligt lys her det håbede han bestemt ikke ville ske.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana blev forskrækket men også bange. Tankerne om Myrina spredte sig i hende. Tænk hvis dette fremmede også var ond? Hun kunne ikke forsvare sig så længe hendes magi var låst fast i hendes indre af Kimeya. Det var forfærdeligt men lige nu var det ikke noget som hun kunne tillade sig at tænke på. Hun kiggede lidt forskræmt op på ham som han begyndte at snakke. Ny i disse lande? Mange mennesker? Bange for en som ham? Alle disse ord kørte rundt i hovedet på hende som en maskine der var gået i hak. Han var ny her, han kunne ikke være en vampyr for det var dagslys men hun skulle være bange for ham? Det var i hvert fald det som hun fik ud af hans ord. Det var ikke noget hun kunne lide det mindste!
Bogen i hans hånd endte dog med at fange hendes endegyldige interesse. Den ebbede af magi, ja faktisk så ebbede han af magi. Hendes hoved søgte let på sned før hun tog sig sammen og kom på benene igen. Hun børkede blade go kviste af sit tøj og vendte så opmærksomheden mod ham endnu en gang. ”Undskyld. Det er bare … Jeg er ikke god til andre mennesker. Jeg er bange for fremmede. Det har ikke noget med dig at gøre. Det er alle” lød det en smule forklarede fra hende. Hun ville jo ikke have at han gik rundt og troede at det var på grund af ham specifikt at hun var bange.
Hun tænkte sig en smule om mens hun betragtede bogen. Følelsen som kom fra ham kunne hun tydeligt genkende. Det var ikke underligt at magikere kunne fornemme hinanden og især hvis de havde mange kræfter. At deres begge var låst kunne de jo ikke vide3 men hun kunne fornemme ham helt ind i sit indre. Følelsen af hans magi som var vævet ind i hans krops celler af natur kaldte på hende for at fortælle hende at hun intet skulle frygte. ”Du er magikyndig, er du ikke?” spurgte hun så. Hun kunne jo ikke vide helt præcist om han var magiker eller warlock eller måske noget tredje som hun ikke kendte til så dette var den mere sikre måde at spørge på.

[Mourin Delera Kukour]

Hun var ikke bange for ham ? sikke en interessant person og nok den første han mødte som ikke var nervøs for hvad han kunne gøre ved dem, på den anden side som hun ikke havde hans navn var det vel kun forståeligt hun ikke anede hvem han var og selv der var han usikker på hvor kendt han stadig var blandt andre, og det var vel en god ting var det ikke ?.
Han var dog glad for det ikke var ham problemet lå ved, "det er ikke nemt og være nær andre jeg kender det, mennesker er en underlig ting" sagde han kort som han kikkede mod himlen,
og da spørgsmålet til hvem han var kom frem måtte han kikke på hende igen, magikyndig ? hmm ja det var han jo han kendte dog ikke mange andre magikere ud over hans egen race, "du har ret jeg er magiker, du lyder meget mere interesseret i det en jeg ville tro ? jeg har hørt folk er bange for min slags" sagde han med en lidt nedtrygt stemme,
han rejste sig nu og gik lidt tættere mod hende, han kunne mærke noget ved hende hvad var hun ? han følte ingen frygt af at være nær hende eller ændring i sine evner, "men, hvem er du ? hvis jeg kan spørge, jeg føler noget specielt ved dig" forklarede han som de snakkede, nu var han selv utrolig nysgerrig på hvad denne kvinde var.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana var bange for alt og alle næsten. Det var dog efterhånden blevet så godt at hun kunne gå ude blandt andre uden at det var for skræmmende for hende. Dog når hun blev forskrækket som hun havde været blevet her så kunne hun ikke lade være med at falde tilbage i de gamle vaner. Hun lyttede til hans ord og nikkede stille. Hun kunne ikke andet end at være helt enig med ham. ”Du har ret. Mennesker kan være nogle underlige skabninger. De er utilregnelige og man ved aldrig hvor man har dem” medgav hun roligt. Det var en af de ting som hun var bange for. Man vidste aldrig hvem af ens nærmeste som ville vende sig mod en hvis de fik chancen. De tofarvede øjne hvilede på hans skikkelse om hun spurgte ham hvem han var. Han så ud til at tænke over det. Måske han end ikke vidste det selv? Hovedet tiltede let på sned ved hans svar. Han var en underlig en. ”Hvorfor skulle folk i Procias frygte en magiker? Det er her vores race holder til. Magikeres magi er en kilde til lys og varme også selvom den kan blive brugt til andre ting. Jeg er selv magiker, jeg synes jeg kunne fornemme magiken i dit indre” forklarede hun roligt. Hun var jo selv ret gammel efterhånden så det at fornemme andre var hende virkelig ikke ukendt.
Som han rejste sig gjorde hun det samme. Han kom hende nærmede hvilket hun et sted ikke brød sig synderligt meget om men hun blev dog stående med blikket hvilende på hans skikkelse. ”Mit navn er Ahriana. Hvad er dit?” spurgte hun stille. Hun vidste ikke hvad han mente med speciel. Hun fandt det besynderligt.

[Mourin Delera Kukour]

Mourin gav et lille smil som han kikkede næsten tomt mod hende som om han kunne stille spørgsmål ved selve livet,
han virkede ikke til og vide noget og samtidig alt, han var en folk aldrig havde kunne regne helt ud.
Han kunne nu også mærke hun ikke var helt glad for fremmede og besluttede sig for at sætte sig ned inden han tog bogen og lagde den foran sig selv, det var nok bedst og vente på hendes reaktion end at han gik mod hende,
"ingen frygt ?" lød det stille som om han stillede spørgsmål ved det ? det var noget han ikke helt forstod, hvorfor ville folk ikke frygte hans slags ?
"de frygter intet ? folk her er virkelig nogle underlige nogen, magi er ondt det skader og kan ødelægge alt, død, sorg, folk stoler ikke på den slags" forklarede han, det var tydeligt han ikke kunne tænke meget uden for det syn han havde på magi som var hvad han havde oplevet og var fanget i selv, med en forbandelse der kunne tage livet fra alt skulle den slår ud af sving var han jo altid forsigtig nær andre.
Dog kom der ingen reaktion fra denne kvinde men hvorfor ? måske fordi hun selv var magiker ?
uden og tænke mere over dette kikkede han mod hende igen og svarede, "mit navn ? Mourin" svarede han kort,
han havde lagt mærke til der var nogle blandt hans race der havde hørt hans navn, han havde jo opfundet en del magier for alle de mange år siden så det undrede han vel egentlig ikke at nogle lærte, og dem der søgte viden i deres folk måtte havde stødt på det,
"hmm du er en interesant magiker ? så svag og rolig og dog så stærk og ustabil ? en skjult kræft bag en væg det minder mig om........her" lød det roligt og poetisk som han lagde en hånd mod sit bryst hvorefter nogle flotte lysende mønstre dukkede op, tegnet på forseglingen der var lagt over hans magi.