Just before I say: "I do."

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Denjarna Dark Dynithril - Salvatore ’Kenara’ Salizmira

---

Dagen var langt om længe kommet. Selv på trods af at deres datter var væk, og endnu ikke havde vist sig, og efterlysningerne var kommet igennem, agtet Salvator at gennemføre denne dag. For ham, var det nemlig vigtigt. Han havde i dagens anledning været tidligt op. Han kunne ikke sove uanset.
Ikke havde Salvatore nogen anelse om hvordan Denjarna kom til at se ud. Det eneste, som han vidste, var at hun ville være gudeskøn, for det var hun jo også hver eneste dag! Foran spejlet stod han derfor, hvor han rettede sit eget tøj til. Selv han ønskede, at det skulle være ordentligt. Tronesalen, hvor hele ceremonien ville blive afholdt, var folk ved at samle sig. Var det underligt, at han var nervøs? Det var svært i det hele taget, at undgå det!

Hurtigt måtte Salvatores hjerte hamre mod hans bryst. Han havde ikke sovet i flere timer. Han rettede endnu en gang skjorten til. Den var mørk.. Sort som den mørkeste nat, men det stod smukt til hans øjne, og det var meningen, at hun skulle være glad. Han var glad, og det var han heller ikke bange for at indrømme. Okay, nu begyndte han da at se nogenlunde ud. Ringene havde han i bukselommen, da han selv agtet at passe på dem.
Iklædt sit fineste sæt tøj, forlod han denne gang sit kammer, for at søge til tronesalen. Det var vel også ved at være tid? Med et smil på læben, gik han sine venner og kære i møde, hvor de alle lykønskede ham. Præsten selv, var ankommet. Tronestolene var blevet fjernet, og erstattet med et alter, hvor stedet også var pyntet op med årstidens blomster. Det var ved at være koldt i vejret, men hvad. Det var slet ikke det, som han tog sig af lige nu. Han stillede sig selv klar. Folk samlede sig, og der var lagt en rød løber ud. Han var nervøs.. Men han glædede sig. Glædede sig til at han for alvor kunne kalde hende for hans.

[Denjarna Dark Dynithril]

Et halvt år var gået siden, at Salvatore var gledet på knæ foran Denjarna. I et halvt år havde båret smaragdringen på sin finger. I dag var dagen, hvor de skulle føre det til døren. I dag var dagen, hvor Denjarna ville blive en hustru igen, og hvor hun ville få en konge ved sin side. Hurtigt slog hendes hjerte, som hun stod ude foran dobbeltdørene til tronsalen. Stedet hvor det hele ville foregå om to minutter. Utroligt var det, at skønt dette var hendes andet bryllup, var hun stadig helt nervøs. En helt rolig brud havde vel heller aldrig eksisteret? ”De ser henrivende ud, Deres Majestæt,” lød en blid stemme ved hendes side. Øjnene lod hun glide op, så de faldt på den smalle kvinde ved hendes side. Tjenestepigen Aurora havde været en god hjælp. Dog havde hun ikke været den eneste, der havde hjulpet. Der var en der havde redt hendes hår og dernæst sat det, så det sad i en knold i nakken. På den måde kunne man se alle hendes smukke elvertræk. Små sølvspænder skinnede desuden pænt, og var et godt samspil til hendes ravnsorte lokker. En anden tjenerinde havde hjulpet hende i kjolen. En syreskes mesterværk var det, som den indeholdt mange detaljer. Kjolen var selvfølgelig hvid, men for blandt andet at skjule hendes arrede arme, var hendes ærmer nydeligt broderet, så man stadig kunne ane hendes hud indenunder. Kjolens øverste del var broderet i en lignende stil og med sølvsting, hvor den sad tæt ind til hendes barm og talje. Den nederste del – skørtet – var det mest enkelte, men stadig elegant. Her bølgede det rene hvide skørt ned, hvor det havde en naturlig bevægelse, når hun gik. Hun hørte musikken spille inde fra tronsalen. ”Det er nu, Deres Majestæt,” sagde Aurora høfligt, lige inden dobbeltdørene gik op. Som Denjarna kom til syne i døråbningen, faldt gisp over hendes skønhed over visses læber, og smil over den kommende lykke over de andres. I takt med musikken begyndte hun at gå, samtidig med, at hendes sølvgrå øjne fandt manden for enden af den røde løber. Hendes brudgom. Hendes konge. Salvatore.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Hvorfor var Salvatore så nervøs, som det han var? Det lignede ham slet ikke at være nervøs! Alt taget i betragtning, så var det her jo planlagt igennem de sidste 6 måneder, da det var den tid, som var gået, siden han var faldet på knæ for hende. Meget vel kunne man jo sige, at han havde givet hende rigtig meget andet at tænke på, end hvad hun nok havde regnet med. Og nu skulle de endelig til at give hinanden det endelige ja. Han elskede det jo!
Musikken startede og dørene gik op. Folket rejste sig fra deres pladser. Salvatore mærkede kun hvordan hans hjerte hamrede mod hans bryst. På den anden side, vidste han, at hans kommende hustru, ville stå og vente på ham.. Gå ham i møde. Langsomt drejede han blikket. Den henrivende og smukke kjole.. Det mørke hår opsat.. et smil på læben.. Blomster og den fantastiske udstråling, som hun kom med. Som var hans ben blevet til gele, kunne smilet heller ikke skjules. Aldrig i hans liv, havde han været så.. glad, som det han var lige nu. Han rettede sig en smule op. Hænderne foldede han foran sig.. De rystede en anelse. Smuk var hun.. Aldrig i hans liv, havde han set noget lignende! Han trådte en anelse frem mod hende. Hans hjerte slog kraftigt mod hans bryst. Aldrig havde han været udsat for noget lignende! Han rakte hende sin ene hånd. "Hvor ser du smuk ud," hviskede han denne gang. Hun var fantastisk.. enestående. En virkelig, virkelig smuk kvinde. Han kunne slet ikke finde ord, som beskrev det bedre!

[Denjarna Dark Dynithril]

Yndefuldt gik Denjarna alene ned ad gulvet. Ingen fulgte hende op ad gulvet, men i sine hænder bar hun en køn buket af hvide og cremede blomster, og med grønne blade. Elegant var det hele, og det var præcis således, at hun ønskede sig det. Som hun fik øjenkontakt med Salvatore, syntes nervøsiteten nærmest at forsvinde. Særligt grundet den sikre kærlighed, som han betragtede hende med. Det virkede så rent, så ægte. Smilet gled over hendes røde læber, inden hun stoppede ved hans side. Det var nu.. Efter et halvt års forlovelse.. og gud ved hvor lang tids flirt, så stod de endelig her. Varmt smilede hun ved Salvatores ord. Intet nåede hun dog at sige i retur, før præsten trådte frem. ”Vi er alle samlet i dag for at fejre kærligheden mellem mand og kvinde. Vi er her både i ægteskabets og kroningens øjemed. Vi er samlet i dag for at se tilkendegivelsen af deres kærlighed til hinanden, samt se begyndelsen på en ny æra,” begyndte præsten. Denjarna tog nogle dybe indåndinger. Det var anden gang, at hun skulle giftes. Det var dog første gang, at det også var en kroning. Dog var hun sikker på, at Salvatore var den rette mand. Han var en god, varm og dygtig mand. Selv kunne hun mærke de mange spændte hvilende øjne på sig. Det var dog anderledes end sidst. Dengang havde det kun været hende og Derick. Ingen venner eller bekendte. Præsten talte igen. ”Har I nogle ægteskabsløfter, som I ønsker at fremsige for hinanden?” Ordene fik Denjarna til at vende sig mod Salvatore, så hun stod med siden til præsten og gæsterne. Her gav hun ham mulighed for at fremsige, hvad han havde forberedt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det havde været en lang tur hertil, og det var Salvatore klar over. En vej, som han hellere end glædeligt ville gå. Døden havde skilt dem allerede ndengang, uden at han egentlig havde været vis om det.. Og nu stod de her. De skulle til at ægte hinanden. Ikke var det kroningen, som stod stærkest i højsæde, hos ham, men derimod ved hende. Det var pladsen ved hendes side, som var det vigtigste for hans del, og det var han heller ikke bange for at stå ved.. Vise hele folket, at han gjorde det, for hendes skyld og hans egen. At de jo så samtidig kunne styrke landet, som de begge var en del af, var i hans øjne kun en klar fordel.
Denne gang var det præsten, som afbrød dem. Han lod armen stille snige sig omkring Denjarnas slanke liv, hvor han førte hendeo p foran præsten. Hans hjerte hamrede mod hans bryst og med den form for glæde, som han følte som en del af sit liv. Det var jo en kæmpe omvæltning for ham. Ingen tvivl om det. "Det har jeg," sagde han denne gang med en rolig stemme. Et kort smil passerede derfor hans læber, hvor han stillede sig med fronten mod hendes skikkelse i stedet for. "Med den tid, som vi nu kan lægge bag os, kan vi nu se frem på en fælles fortid.. Dig og mig, og for folket af Manjarno. For Manjarno." Et kort smil passerede hans læber, som han lod hovedet søge på sned. "Du er en kvinde, som vækkede noget i mig, som ikke har været vækket i mange, mange år. Jeg ser frem til at dele min fremtid med dig, som din mand, og konge af Manjarno," endte han denne gang. Et smil passerede hans læber. Han var lykkelig..Tanken om hvad de nu gik i møde, var noget som gjorde ham helt og særdeles lykkelig!

[Denjarna Dark Dynithril]

Denjarna mærkede sit hjerte mere en tydeligt, som hun stod ansigt til ansigt med Salvatore. Det var nu. Der var ikke længere tale om, hvad der skulle ske, som det rent faktisk skete nu. Trygt hvilede hendes sølvgrå blik dog i hans smaragdgrønne. Det syntes at være lettere at fordybe sig i dem, end at tænke over, at de stod i en hel forsamling, hvor de rent faktisk skulle tilkendegive deres kærlighed. Noget som hun altid havde haft svært ved, som hun altid havde været ganske intim på det punkt. Smilet hvilede dog på hendes læber, som Salvatore afgav sine løfter til hende. Igen kunne hun desuden ikke lade være med at bide mærke i sin egen nydelse, som han igen nævnte, hvordan denne side var en del af ham, som kun hun havde gravet frem i ham efter mange år. Var det underligt, at hun nød at være noget særligt? At hun elskede det? ”Salvatore.. Du er den mand der formåede at åbne mit hjerte for kærligheden igen. Jeg har kendt dig i mange år nu, og jeg ved derfor, at du er den rette person, som man vil give sit hjerte.. Du er en smuk person. Både udvendigt og indvendigt. Du er stærk. Ikke kun inden for magiens verden, men helt inde i din sjæl. Du ved, hvad dine værdier er, og lader ikke disse kue for nogen. Du er venlig og du er varm, og jeg vil gøre alt i min magt for ikke at gøre dig uret. Hverken som din hustru eller som din dronning,” sagde hun blidt. Følsomt nok til, at det var en personlig meddelelse til ham, og højt nok til at hele salen kunne høre hende. Hun smilede til ham. ”Så tilspørg jeg dig, Salvatore Salizmira, vil du tage Denjarna Dark Dynithril? Tage hende til ægte og ære hende til døden jer skiller? Regere på tronen ved hendes side, som konge af Manjarno?” spurgte præsten.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var ikke noget andet end direkte lykkelig, nu hvor han var sammen med Denjarna. Nu hvor han endnu en gang kunne sidde igen med en følelse af, at gøre noget rigtigt. Han elskede det. Gud hvor han elskede det! Hun roste ham.. anerkendte ham, og hvordan kunne man gøre andet end at nyde det? Det var i hvert fald noget, som kunne mærkes, så det alene, var der ingen tvivl om! "Jeg elsker dig," afsluttede han denne gang. Han var virkelig, virkelig glad. Ingen tvivl om det! Og det var uden tvivl også meget vigtigt for ham, at hun vidste det.
Præsten, var det næste, som denne gang, måtte fange hans opmærksomhed. De skulle giftes, og han skulle krones. Alene tanken om, at det rent faktisk ville resultere i, at han ville blive en konge af Manjarno. Dog var det ikke derfor han gjorde det. Han gjorde det kun fordi, at han ville have hende. Det var det eneste, som egentlig havde den største betydning. Præsten startede sin lange tale, og afsluttede med det vigtige spørgsmål, og derfor også grunden til, at de alle sammen var på stedet. Han trykkede let omkring hendes hånd, som han trykkede i sin egen. Han nikkede efter et ganske kort øjeblik. "Ja," sagde han denne gang. Der var intet i hans ord, som indikerede nogen former for tvivl, for han var fast besluttet på det her. Han var uden tvivl fast besluttet på, at det var den rette beslutning for ham. Ringene var på plads i hans lomme. Når hun havde svaret, og de var kommet på, var de gift.. og så kunne kroningen finde sted.

[Denjarna Dark Dynithril]

Jeg elsker dig. Ordene fik Denjarnas hjerte til at banke hurtigere. De var fulde af så megen kærlighed.. og ikke havde hun givet ham de tre magiske ord endnu. Var det underligt, at det var sådan, og at hun nu giftede sig med manden? Dog følte hun ingen tvivl om, at dette var det rigtige for hende at gøre. Hun holdt af ham.. Han gjorde hende glad.. Han var god for hende.. Det kunne umuligt gøre det forkert. Varm følte hun sig, og det var bestemt ikke ringe. Smilet blev stærkere på hendes læber. Både som han tog om hendes hånd og trykkede den, samt som han gav hende sit endelige og fuldbyrdede ja. Det betød dog også, at det nu var hendes tur. ” Så tilspørg jeg dig, Denjarna Dark Dynithril, vil du tage Salvatore Salizmira? Tage ham til ægte og ære ham til døden jer skiller?” spurgte præsten nu hende. Hurtigt slog hendes hjerte. Det var jo nu. I tvivl var hun dog ikke om, hvad hun skulle svare. Ellers havde hun heller aldrig stået her med ham i dag. Dette kunne nemlig ikke bare være en impulshandling fra hendes side. ”Ja,” svarede hun uden tøven. Bag dem kunne man mærke, hvordan spændingen tog til. Det var dette, som de alle havde ventet på. Selv præsten stak i et smil nu. ”Jeg erklærer jer nu for rette ægtefolk at være! Du må nu kysse bruden,” meddelte præsten. Fordybet var Denjarnas øjne i Salvatores. Nu ville hun lade ham tage skridtet til det næste. Det var kun ret, som manden på det punkt skulle tage kvinden med storm, og give hende sit første kys som hustru.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Ordene var sjældent sagt, men nu følte Salvatore for at give hende dem. Han elskede hende. Det var dybe og store ord at give et andet individ, og selv var det virkelig mange år siden, at han havde haft det sådan med nogen i det hele taget, og det stod han hellere end gerne fast ved i den anden ende. Han smilede kort for sig selv. At høre hende skænke ham det evige og bindende 'ja', var en fantastisk følelse. Inden længe, skulle han krones, og de kunne træde frem som konge og dronning af Manjarno. Det var jo helt igennem fantastisk! Det var det, som de sammen kunne udrette, som han kunne lide. Og det var en fremtid, som han uden tvivl også måtte se frygtelig meget frem til.
Op af lommen fiskede han en lille æske med to ringe i. En til ham, og en til hende. Et symbol på deres fremtid sammen. Et kort smil passerede derfor hans læber, hvor han fiskede to ringe op af æsken, som han lagde tilbage i lommen. Den grønne sten gik igen.. Både fordi at han vidste, at det var en farve, som for hende, var tiltalende, og fordi at det var en farve, som hun også holdt af. "Fordi du er det vigtigste for mig," sagde han denne gang. Jarniqa tænkte han ikke på. Det var udelukkende Denjarna lige nu. Den smukke guldring lod han denne gang glide på hendes finger, inden han selv lagde den anden ring i hendes, så hun selv kunne give ham den på. Han lagde hånden mod hendes kind, hvor han denne gang lænede sig frem, hvor han skænkede hende det dybe kys. Det første kys, som ægtefolk.

[Denjarna Dark Dynithril]

Et magisk tidspunkt var dette, og ikke havde Denjarna troet, at det nogensinde skulle ske for hende igen. Hun havde jo allerede ægtet en en gang før og ikke havde det endt hjerteligt. Derfor havde hun troet, at hendes hjerte ville have været lukket for evigt. Det havde det dog vist sig ikke at være. Salvatore havde formået at åbne det op igen. Fast slog hendes hjerte. Automatisk søgte hendes blik ned til ringene i hans hånd. Smukke var de, og der var en til hver. En ring de altid skulle bære som tegn på deres bånd og kærlighed til hinanden. Først lod hun ham give hende sin på. Den gled blidt på, inden den satte sig perfekt om hendes finger. Fremstillet specielt til hende. ”Lad mig,” sagde hun stille, hvor smilet ikke var til at tage fejl af. Hans ring tog hun nu selv, så hun kunne gøre som ham. Blidt lod hun den glide på ham, så den endte med at sidde mindst ligeså perfekt på hans finger, som den gjorde på hende. Hendes smil blev større. Særligt som hun mærkede hans blide hånd imod sin kind, der førte hendes læber ind i et dybt kys. Som amorinerne fløj i luften, kunne hun ikke undgå at finde øjeblikket fortryllende. Det hele gjorde hende blød i knæene. Blidt måtte hun lægge sine hænder om hans hals, uden at hun tabte buketten. Hun ville mærke ham ordentligt. i takt med at de kyssede hinanden, kunne man i baggrunden høre, hvordan jubel, pift og klapsalver lød bagfra. Det var uden tvivl en lykkelig begivenhed, at de giftede sig! Både fordi, at de begge var højt anset i landet her, og fordi, at de var sikre på at dette ville gavne.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Aldrig kunne man sige, at Salvatore havde regnet med, at han skulle sidde i en situation som denne, som han gjorde nu. Han var glad for det.. Stolt af, at være den, som skulle stå der sammen med hende, og derfor vidste han også, at det var hende, som han ville dele livet sammen med. Ringen lod han derfor glide på hendes finger. En ring, som et smukt symbol på det, som de nu skulle møde sammen, og det glædede han sig til. Han glædede sig til at se hvad de sammen kunne udrette.
Ringen gled på hans egen finger, hvor de derefter kyssede hinanden. Armene lod han glide omkring hendes slanke liv, hvor han trykkede hende fast ind mod sin egen krop. Han hørte jubel og klapsalve. Folket var med andre ord, også glade for, hvad der skete. Lykkelig var han, og det stod så tydeligt i hans krop og sind, og ikke var det noget som nogen skulle have lov til at ødelægge det for ham! Kronen genstod.. Ceremonien hvor han ville få kronen på hovedet, og hvor de så kunne gå derfra som mand og kone... konge og dronning. Lige den del, var stadig helt uvirkelig for ham, men han kunne derimod også rigtig godt lide det. Et kort smil passerede hans læber, som han brød kysset let. "Du er mig en fantastisk kvinde, Denjarna," sagde han denne gang. Han kyssede hendes kind, inden han trak hovedet til sig igen. Begge hænder greb hendes. Lykkelig var han omkring hende. Han kunne da heller ikke være andet.

[Denjarna Dark Dynithril]

Jublen, klapsalverne og piftene lød idet det nylige ægtepar kyssede hinanden. Det var uden tvivl noget, som Denjarna nok engang skulle vænne sig til. At stå i det offentlige rum med en mand ved sin side igen. Smilet brød hendes rosenrøde læber, idet deres læber brød med hinanden, og hendes sølvgrå øjne igen faldt på hendes ægtemand. Salvatore. De var nu mand og hustru. ”Og nu er jeg kun din,” svarede hun dæmpet igen, som det ikke var alle i salen der behøvede at høre denne mere personlige tale. Kortvarigt søgte hendes øjne i, idet han blidt kyssede hendes kind. Det føltes godt.. og nu ville det ikke længere ske flygtigt, men derimod dagligt når de så hinanden. Hans hænder trykkede hun let, inden hun slap dem. Nu var det hendes tur. Eftersom hun var den højeste magt i Manjarno, blev det hende der foretog kroningen. Det næste og sidste skridt i proceduren. Ind foran ham trådte hun, så hun stod, hvor præsten tidligere havde stået. På tronen valgte hun at ligge sin nydelige brudebuket. Ved siden af tronen var der et lille bord. På dette lille bord, lå kronen forventningsfuldt. Kongens krone. Den krone der havde været uberørt i umindelige tider. Blidt, men sikkert tog hun om den. Tung var den. Af guld og prydet med juveler. Fronten vendte hun nu imod Salvatore og resten af gæsterne, der igen havde valgt at tie. Hun tog en indånding, inden hun højt og formelt hævede stemmen og sagde ordene: ”Vil du højtideligt love og sværge at regere over folket af Manjarno ifølge deres respektive love og skikke?” Nervøs var hun ikke omkring dette. Han havde allerede ægtet hende, og derfor var der intet andet for ham at sige end; at han sværgede det.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Tanken om, at Salvatore nu skulle være en gift mand, var.. fantastisk. Endelig havde han fået hende ved sin side, hvor han derimod endnu måtte håbe på, at han engang, ville få et forhold til sin datter, hvis hun da overhovedet ville lade ham. Dertil, var han faktisk også ked af, at hun slet ikke var til stede i dag. Hans blik faldt derfor til Denjarnas skikkelse. Tænk engang. Hun var hans hustru, og det var meningen, at de i tiden fremover, skulle herske over Manjarno sammen! Det var en tanke, som han særligt godt kunne lide! "Og jeg elsker den tanke," medstemte han denne gang, hvor han sendte hende sit varme smil. Det var bestemt ikke første gang, at hun havde sat de tanker og de følelser, men han elskede det jo. Og tanken om, at hun nu var hans, var helt igennem fantastisk.
Kroningen genstod nu. Denne vigtige del, som var en af de vigtigste dele, som de endnu manglede, at komme igennem. Salvatore gav denne gang også slip på hende, da hun vendte sig mod den gamle krone, som stod på en smuk fløjlspude. Denne havde heller ikke siddet på hovedet af en mand i frygtelig mange år. Han bukkede sig denne gag ned, så hun ville kunne nå hans hoved med denne. En ting var dog sikkert: Han ville gøre alt hvad han kunne, for at imødekomme de krav og de forventninger, som folket og kronen nu ville kræve af ham. Ikke nogen tvivl om det! Ved hans liv, ville han sværge på det! "Jeg lover og jeg sværger, at gøre, hvad jeg kan, for at imødekomme krav og forventninger fra folket, samt håndhæve regler, love, skikke og traditioner," afsluttede han denne gang. Han lukkede øjnene og sænkede hovedet. Han var vis om, at han nu havde fundet sit sted, at være for livet!