A New Age is Dawning

[Carmine Jordin Marlineo]

Båndet mellem skaber og den skabte, var heller ikke altid til at forstå. Carmine derimod, havde valgt at styre Alexander som havde han været en marionetdukke, ganske enkelt fordi at manden havde været.. dum. Der havde ikke været meget mellem ørene, og det havde han vel også udnyttet, selvom han aldrig direkte havde handlet mod det, som manden havde ønsket sig. Carmine havde vel bare aldrig ønsket, at der skulle ske noget med den mand, og derfor måtte han jo også i dag sige, at han havde været ked af det, da manden var borte. Selv den dag i dag, agtet han dog, at få sin hævn, såfremt, at det var en mulighed, som skulle gå ham forbi!

"You have been waiting for a very long time, my friend," pointerede Carmine denne gang, med hovedet søgende på sned. En langsom jæger, kunne man vel sige, at de begge var? Carmine havde overtaget sin egen skabers hjem i Corvento Mansion.. Sågar overtaget den kvinde, som han havde svoret at bruge sit liv på at beskytte, og det samme agtet han at gøre. Dog havde han ingen hær, og ikke var han interesseret i det. Ikke var han interesseret i nogen frystedom, men dog, måtte han erkende, at han kunne lide tanken om, at være en del af det alligevel.
"We will never be the same," istemte Carmine sandfærdigt. "I just enjoy it.. The dancing.. beating heart.. the warmth.. stubbornness of a nymph." Han trak kort på smilebåndet alene ved tanken. Han nød det, og han stod gerne ved det. Nok det mest stædige væsen, som nogensinde havde sat sin fod her i Corvento!
Hvilken vampyr ville ikke tage del i denne fantastiske mulighed, om de kunne? Han satte glasset fra sig på bordet, og foldede hænderne foran sig. Det sidste, som var i glasset, var desuden også blevet koldt. Ikke videre rart at indtage, og ej heller for ham. "I do not seek the power as a leader.. The first rules of vampires was writting by my hand. I wish to be a part of it." Denne gang var han mere fast i tonen, end hvad han havde været tidligere. At alliere sig, var han med på. Det ville også stille dem stærkere, og det var der efterhånden også brug for. Jo mere han fortalte, jo mere måtte Carmine føle den storslåede tilfredshed. Det var ligeledes hvad Alexander aldrig havde formået. "By uniting our race, we will be stronger than ever before. I will not surrender to a warlock, demon or anything else, but a true leader. I see one now.. I am looking at him." Han bøjede hovedet igen. I hans øjne, lød det næsten for godt til at være sandt, men han var villig til at gøre det. Han var mere end villig!

[Deleted]

Sjovt, hvordan skæbnen ændrede sig over årene. Som menneske, havde Lucian haft mulighed for et regere historiens mest gloværdige kongerige, ved siden af sin halvbroder - Marvila. Og nu, næsten ti tusind år efter; var hans intentioner om at regere det vampyriske samfund. Det var dog ingen skam overhoved. Lucians liv som menneske havde været sørgeligt. Èn lang gang af ensomhed og sørgmodighed. Det var først efter han var 'død', at han havde lært at leve livet til dets fulde potentiale. Det var først da hans hjerte var stoppet med at banke, at han havde fundet sit eget potentiale. Så på en måde, til trods for Lucian daværende had for sin skaber; var Malekith manden som havde introduceret ham for denne nye verden i mørket. En verden af nydelse og frigørelse. Og malekith's legendariske blod flød i Lucians årer... og havde givet ham mægtige evner og enorme styrker. Lucian ville hellere leve et enkelt år som vampyr, end 100 år som et menneske...
Lucian bemærkede Carmines små udtryk og smil som manden talte om hvad der tydeligvis måtte være en nymfe. Det var da en smule interessant. Men Lucian undlod at lade sine tanker falde for meget på denne nymfe, eller hvem hun mon var. Eller hvilket forhold Carmine mon måtte have til hende. Den slags behøvede Lucian ikke blande sig i. Dog, smilte han en smule skævt ved Carmines ord. "Hwoever she may be, this lovely creature.. I assure you; she will be safe under my rule. And no other vampire will touch her." Mange af de uskrevne regler blandt vampyrer, omhandlede et form for ejerskab mellem en vampyr og hans/hendes bytte. Havde en vampyr erklæret et levende væsen for sin egendom, var det generelt accepteret; at ingen anden vampyr måtte røre det væsen. Men det var dog noget som var blevet ignoreret under de sidste par ledere af Racen. Lucian var ikke besat af jagten af bytte. Han nød derimod når blod blev givet ham villigt og frivilligt. Så han havde intet større ønske om at undersøge denne person som boede i Corvento Mansion med Carmine..

Lucian endte med at drikke resten af blodet i glasset, og stille det fra sig på bordet. "And that is why I accepted your visit, Carmine." Lagde han ud, efter han havde nævnt hvorledes han havde været med til at skrive de gamle love. Lucian forblev siddende en smule forover. Med albuerne mod sine knæ, og hænderne foldet om hinanden. "I need someone in Corvento, who will help me uphold the laws. Someone I can trust to carry out my word and will." ... "I want you to keep the peace in Corvento..." Snart ville Lucian ikke have alt for meget tid til alt hvad der foregik i Corvento. Han skulle bruge en som ville håndhæve Corventos love og regler, og som ville håndtere de som skulle gå imod Lucians vilje.

[Carmine Jordin Marlineo]

Til enhver tid, ville Carmine foretrække at være det væsen, som han var i dag, end det væsen, som han havde været dengang. Intet andet end en ung mand, underkastet en række eksperimenter af Nathaniel Diamaqima.. Manden som dengang, ville undersøge båndet mellem en skaber, og den skabte. Det havde været med til at styrke det bånd, som dengang havde hvilet dem imellem.
Alexander var død i dag, og det eneste, som han havde tilbage fra dengang, var nymfen Cassie. Derfor var det nemlig også ekstremt vigtigt for ham, at vide, at denne kvinde var tryg, og at der ikke var nogen, foruden ham, som måtte lægge en finger på hende. Selv havde han revet hende ud af de omgivelser, som hun havde været af, for at føre hende hjem til det tag, som hun havde levet mesteparten af sine dage under.

Carmines blik hvilede intenst på Lucian. Han kunne lide klingen af denne samtale, kun fordi at det lød til, at han rent faktisk kunne blive brugt til noget. De gamle love havde hans hånd været med til at skrive.. Det var rent faktisk hans hånd, som havde skrevet dem, og Alexander havde kun sat sin underskrift på. Han smilede kort for sig selv. "I hope.. She is very precious to me," sagde han oprigtigt. Nej, han følte ikke umiddelbart noget som helst, men tanken om, at hun ikke skulle være der, efterlod ham med en tung følelse i brystet. Taknemmeligt nikkede han derfor i retningen af Lucian. "Her safety is important to me. I will not let any other vampire let a finger on her," endte han. Han beskyttede hende.. Velvidende om, at det var mod hendes vilje, men det var han praktisk talt ligeglad med.
Glasset med blod lod Carmine stå. Det var blevet koldt, så var det heller ikke den mest fantastiske gudedrik, at komme i nærheden af. "I'm glad you did. We have postponed this visit long enough," tilføjede han denne gang. De fik en masse ud af det.. Virkelig meget ud af det. Skulle han være den mand, der opretholdt freden i Corvento? Det kolde og kyniske smil passerede hans læber. "You want me to uphold the law and order in our city? That would be such an honor," tilføjede han. Tænk engang.. Han var allerede nu, kommet længere, end hvad han var, da Alexander havde været i live!

[Deleted]

"Know this, Carmine." Han lagde begge sine hænder mod sine knæ og ændrede derved en anelse på tonen imellem dem. "As your guest, she will be treatet fairly, and any who harm her, will be punished." Det var klart at der var et 'men' på vej, da tonen af Lucians stemme blev mere alvorlig. Og hans øjne en anelse mere skarpe. "But this place is no simple sanctuary for mortals. Any disorder or but the hint of insolence, and she will no longer be under my protection." ... "Here, blood is the only true currency. And you will claim blood as payment for your hospitality, or she will no longer be welcome in my city..." Sluttede han og holdte blikket et øjeblik, inden han faldt mere til jorden. Lucian havde respekt for Carmine, men hans ord om denne mystiske kvinde, havde ikke ligefrem overbevist Lucian om hans ydmyghed. Om Lucian udfordrede Carmines loyalitet og beundring af denne kvinde, kunne være meget muligt. Lucian ville blot ikke lade denne ene simple regel af Corvento slippe ubemærket. Dette var hans by, nu. Og den tilhørte ikke længere hverken Alexander, Ingrid, eller Lovgiveren Carmine... Lucian var ikke glad for tanken om at Carmine potentielt så hende som ligeværdig. Bestemt ikke glad for tanken om, at Carmine måske ikke engang drak af hendes blod. Alle dødelige var velkommen i Corventus. Og de ville nyde godt af de uanede rigdomme af Vampyrracen, såvel som fuld beskyttelse. Men dette var ikke et gratis opholdssted. Der var blot en pris at betale; blod. Og hvis denne kvinde ikke fodrede en eneste vampyr i byen med blod, ikke engang hendes vært, Carmine, ville hun ikke være velkommen særligt længe...

Lucian var en rastløs sjæl. I de tusindvis af år han havde været vampyr, havde han ikke sovet så meget som et enkelt minut. En rastløs, og ikke mindst aggressiv og nådesløs sjæl. Således var hans kerne, klædt godt på af dannelse, mild humor, og en rolig overlegenhed. Men lige under huden boblede et monster ingen fornuftig personlighed ville turde trodse. Dette mindre skift af tone, var Lucians måde at etablere sig selv, og lade Carmine vide, at Lucian kun var medgørlig og civiliseret, så længe man ikke udfordrede ham eller hans styre. Dog, var han altid hurtig til at falde til ro igen - som var det en knap. Og inden længe, sad han igen nogenlunde afslappet. "You will serve me, and report any disturbance directly to me." ... "And when the council is formed, you will report to it." Lucian rakte ud efter et stykke blankt pergament og trak det hen foran sig på sofabordet. Derefter skar han et snit i sin ene finger. På trods af dette lille snit, flød der en lille strøm af blod fra såret, til spidsen af fingeren, og dryppede ned på pergamentet. Og ved blot et enkelt lille strejf af den blodige finger, begyndte blodet at forme ord på papiret. Til sidst signerede han sit navn på bunden af pergamentet, ved hjælp af sin blodige negl som skriver. "I will give you command of a section of my Knights. My finest warriors." ... "They will aid you in upholding the law and keeping the stability of Corventus." Efter de blodrøde ord på papiret havde sat sig, skubbede han pergamentet mod Carmine. Et bevis på hans beføjelse over de vampyriske riddere Lucian havde givet ham.

[Carmine Jordin Marlineo]

Cassie viste sig hurtigt at blive en større problematik, end hvad Carmine først havde antaget, og et sted, kom den ikke engang særlig meget bag på ham. Han blev siddende overfor manden, og stirrede på ham med den samme faste mine som tidligere. "She will pay by blood, if this is what you command," sagde han kort for hovedet. Nu var han ikke manden der førte de længste samtaler. Han tilrettelagde sig efter hvad magterne sagde til ham. Ligesom han havde gjort det under Alexander.
"Her presence is wanted by me.. I want her here. I will protect her, and I will get her paying for it, rather she likes it or not. I already know this: She will be mad." Langsomt lod han hovedet søge på sned. Cassie vil blive tosset. Selv det, var han ikke et sekund i tivvl om. Hun var nu i forvejen jordens mest hidsige kvinde.. Men det var måske også det, som han kunne lide ved hende? At hun rent faktisk gav modspil? Et sted, så havde han brug for det modspil.
Blikket gled til resterne af blod, som han nu havde stående i glasset på bordet foran sig. Hænderne foldede han foran sig. "I can promise you, that she will be in Corvento on the same terms as any other mortal," afsluttede han.

Selv levede Carmine blot højt på den magt og den status, som han nu ville få under Lucian. Tænk engang. Ham som opretholder af lov og orden i Corvento? Var det overhovedet underligt, at det var en tanke, som han levede en smule højt på, alt taget i betragtning? Et kort smil passerede denne gang hans læber.. Koldt, kort, men også kynisk.
Lucians krav og forventninger, var da til at have med at høre. Det var sådan, at han havde det i hvert fald. Han nikkede. "As you command," sagde han denne gang, efterfulgt af et kort nik. Pergamentet vendte han retningen af. Magi? Sjældent forekom det, at det var noget, som en vampyr i det hele taget, var i stand til at de slags midler i brug. "With the control over the warriors, I can promise you a peacefull city with the right law and order. Corvento will be the biggest and best city of Dvasias," fastholdt han denne gang. Han tog pergamentet til sig. Det var hans job og hans ansvar, og han agtet at leve op til det denne gang. Med disse ord, valgte han denne gang at rejse sig. Man kunne vel næsten sige, at mødet her, var hævet?

[Deleted]

Selvskabet af egenrådige og stædige kvinder var Lucian skam ganske vant til. Der var mange af den slags i denne verden. Selvom der dog altid havde været en større charme over kvinder der kendte deres plads omkring ham, havde han vel egentlig også brug for blot nogle få til at være lidt stædige. Disse elskerinder fandt han ikke truende, så deres verbale udfordringer rørte ham ikke på samme måde, som hvis f.eks. en vampyr som Carmine pludselig skulle hungre efter magten Lucian besad. Så på en måde, var hans elskerinder belønnet med en form for længere snor, når det kom til den slags. Hvorimod andre, ingen snor havde overhoved.
"Good." ... Var alt hvad han sagde til Carmines ord, dog også med et lille diskret smil mod ham. Carmines forhold til denne dødelige kvinde, var Carmines sag. Ikke Lucians. Hvorledes eller under hvilke omstændigheder han ville kræve hendes betaling, var op til ham. Ikke Lucian. Men man burde ikke gøre sig nogen tvivl; Lucian havde øjne og ører i det meste af verden. Og så sandelig også i Corvento. Alt hvad der burde vides, skulle nok nå hans ører.

Endnu engang måtte Lucian smile tilfreds, og han valgte derved også at rejse sig fra sofaen idet Carmine gjorde det. "One day, it will be." ... "No former glory will match what the future has in store for our race, and this city. I assure you of that." Ak ja... Lucian havde planer og visioner. Planer han havde gennemtænkt til selv de mindste detaljer. Han ville ikke skabe hvad der engang havde været. Men noget helt nyt! Og verdens jordvold ville skælve!
Inden Carmine fik muligheden for at kunne forlade biblioteket og dette lille møde, åbnede Lucian dog munden igen. "Prove yourself loyal and worthy, Carmine. And the future will belong to you, as well." Lød det fra den store vampyrfyrste i en nærmest retorisk tone. Men blot insisterende og med et lille nik. Og derved kunne det jo egentlig også konkluderes, at denne nye rolle Carmine ville påtage sig... var en test? Lucian spildte ikke sin tid. Natten var endnu ung, men der var mange ting som måtte gøres. Og ingen tid at spilde. Så efter Carmine havde forladt slottet, gjorde Lucian det samme...

//Out

[Carmine Jordin Marlineo]

Carmine havde allerede nu, fået ekstremt mange muligheder, som ville være synd og skam ikke at udnytte. Han var en gammel vampyr. Han var en oldgammel vampyr, som ikke ønskede en magt som en fyrste, eller en leder, men derimod ønskede at drage nytte af de evner og de kompetencer, som han nu var i besiddelse af. Et kort smil passerede denne gang hans læber. Cassie, var en kvinde, som han nok skulle håndtere på sin egen måde, og blod, skulle nok blive en betaling for fremtiden - Når hun var i stand til at betale det vel og mærke, for det var hun slet ikke i øjeblikket.
"The vampire is the biggest and the most noble race in Dvasias. Let's make that realistic once more." endte han denne gang. Var det nye job, som han havde fået, en form for test? I sig selv, var det ikke fordi, at det var noget, som Carmine havde noget mod. Han var i forvejen vant til at blive testet på må og få, for det havde Alexander også gjort mod ham i sin tid.

Langsomt vendte han derfor blikket mod Lucian endnu en gang. Hovedet lod han langsomt søge på sned. Ikke var han ude på at udfordre Lucian på hans titel, eller den magt, som han havde, for ærligt? Så ønskede han den ikke. Hvorfor skulle man udsætte sig selv for den slags, når man fungerede som noget bedre og større i kulisserne? Ligesom han havde gjort under Alexanders styre? "I will not let you down.. My King," sagde han denne gang, hvor han let bukkede med hovedet mod ham. Pergamentet tog han denne gang i sine hænder. Symbolet på den magt, som han lige havde fået, og en som han agtet at imødekomme på den måde, som han nu fandt det bedst. Med disse ord, og et buk på vejen, forlod han biblioteket - og Castle of Blood.

//Out