A New Age is Dawning

[Deleted]

Carmine Jordin Marlineo

En trone var til en konge, eller en dronning. Den slags var der adskillige af i disse lande. Men det ville dog heller ikke være helt ukorrekt at kalde højsædet i Castle of Blood, for en trone. Et sæde hvorpå adskillige ledere af den vampyriske Race havde siddet. En fint dekoreret og stor stol, broderet med rød linned. Bag ved det hævede højsæde af salen, var der et større makabert maleri. Hvilket afbillede Vampyrernes første skridt og kamp om indtagelsen af Corvento. Fyrstesalen var i sandhed dekoreret af sådanne rødlige, mørke, og makabre afbildninger af den vampyriske historie i Corvento. Portrætter af respekterede gamle ledere af racen eller fyrster af byen, samt malerier af fordums blodige slag og krige. To rækker af høje søjler, holdte vægten af resten af slottet ovenover Fyrstesalen. For fyrsteslaen lå placeret i hvad de fleste ville kalde for stueetagen. Og en rød løber gik fra de store døre, mod det store kar af blod i midten af lokalet, og videre mod de få trin der ledte op til Vampyrtronen.

Lucian sov ikke. Han sov aldrig. For evigt fanget i søvnløshed, og uden hvile eller sand ro. Solen var kun netop ved at gå ned. Og selvom solens lyse stråler egentlig aldrig faldt på Corvento, sov langt de fleste vampyrer, af ren rutine. Imens de eneste som endnu var vågne, var krigere på deres poster og vagter, og de få som også led af samme søvnløshed som ham selv. Lucian derimod, spenderede tiden; siddende på højsædet. Iklædt hans sædvanlige ikoniske og kendetegnende tykke og åbne klæder, i en afslappende position. Knæene spredt fra hinanden. Den ene albue mod armlænet, og kinden hvilende mod den knyttede næve deraf. I hans anden hånd, holdte han et glas af blod. Alt imens blikket blot hvilede på det store kar af blod i lokalet. Mange ville kalde netop dette kar, for kilden til hans magt og kræfter. Og enhver gæst, menneske, eller vampyr, eller andet - havde ofret blod til karet, for retten til at blive hørt i Fyrstesalen. Lucian egen blot ventede på at der ville ske noget interessant. Ventede på at de udøde atter ville vågne fra deres hvile, og han kunne komme i gang med endnu en nat, og videreførelsen af hans grandiose planer.

[Carmine Jordin Marlineo]

De sidste stråler af den nedgående sol, var forsvundet. Det var det snit, som Carmine selv havde ventet på. Siden Alexander var gået bort, havde han forsøgt at samle enderne, og nu hvor han var så godt på vej, som han nu var, så kunne han tage den skridtet videre, hvilket var grunden til, at han nu havde meldt sin ankomst ved Castle of Blood. En gammel borg nærmest, som havde ligget der i frygtelig mange år, men som Alexander havde nægtet ham, at komme i nærheden af - før nu. Manden var død, og havde derfor ikke nogen magt eller kontrol over ham længere. Det skaberbånd, som de engang havde haft, var for længst forduftet, og intet kunne han gøre ved det nu. Han måtte jo bare forsøge at klare sig på bedst mulig måde.

Med rolige skridt, søgte Carmine ned mod fyrstesalen. Han var et sted overrasket over hvor stort stedet her var, og hvor mange vampyrer han søgte forbi undervejs. En ukendt mand, var han ikke, og dette kunne også godt mærkes, på hans fremtrædende personlighed. Manden der havde skrevet de vampyriske love. Det var også ved at være mange år siden.
De store dører ind til salen, gik op, da han nåede disse. Den store og mørke sal, præget af malerier af vampyrernes grusomme historie. Dog alligevel en, som vakte Carmine en form for stolthed. Han havde været en del af det. De mange slag.. Kampen om Corvento. Han huskede det, som var det i går.
Karret med blod, stoppede Carmine op ved. Han hævede hånden, hvor han med den anden ,fremdrog en kniv, som han havde i skeden tæt ved sit liv. Han var gammel klædt. En løs mørk skjorte, en rejsekappe, og et par mørke bukser. Han var meget mørk og dyster. Kniven lagde han tæt ved sin hånd, hvor han også lukkede de lange og slanke fingre omkring denne. Han skar håndfladen op, hvor blodet dryppede ned i karret.. Frem til sårene lukkede sig igen. Han var blandt de ældre.. så dette gik hurtigt.
Skikkelsen i stolen.. tronende som havde han været en konge, fangede derefter hurtigt Carmines opmærksomhed. Det intetsigende blik.. den kolde facade, som død og kold marmor bredte sig alligevel op i et smil. "Exellence," hilste han med en rolig stemme, som han med målrettet og selvsikre skridt, kom tætteer på.

[Deleted]

Det var ganske ofte, at Lucian blot sad på højsædet, og ventede en anelse. Det lå nødvendigvis ikke i hans natur at vente på at noget eller nogen kom til ham, men selv Vampyrer var begrænset af solen, og slaver til dets stråler. Søvnløsheden, såvel som nogle af hans evner, havde Lucian arvet fra blodet, givet af hans skaber. En skaber han selv havde dræbt. En ualmindeligt ondsindet skaber, som var blevet dræbt, da han ikke længere kunne vise Lucian mere visdom eller give ham mere træning. Lucian havde overgået sin egen skaber, og havde derefter ikke haft nogen intentioner om at leve i hans skygge længere. En brutal realitet, men ofte en realitet for mange vampyrer.
Lucians melankolske venten på Vampyrtronen, var dog ikke uden belæg denne gang. Carmine; den nye herre af Corvento Mansion, havde anmeldt sin ankomst denne nat. Et møde der uden tvivl var bestemt til at være ganske interessant. Lucian havde ikke været Fyrsten af disse lande særligt længe, og havde derfor ikke haft meget tid til at møde alle de ældre vampyrer, eller de som stadig måtte holde en vis indflydelse i byen og dets lande. Carmine var uden tvivl én af disse, og det ville være smagløst, hvis deres møde skulle blive udskudt længere tid end højest nødvendigt.

Så da de store døre til fyrstesalen blev åbnet af et par vampyriske krigere, og Carmine trådte ind; blev Lucians blik endelig vendt op fra karet af blod, og mod den nyankomne. Et ganske opmærksomt og nysgerrigt blik, fra et ansigt der var langt fra køligt eller udtryksløst. Han betragtede blot sin noble gæst, som han nærmede sig midten af salen og det store kar af blod; for at udføre den næsten ritualistiske tradition af blodofring til karet. Et krav der ville hvile på selv konger og dronninger, skulle de besøge dette slot. Samt de lærte vandrende og forskere som skulle ønske at studere de oldgamle tekster. Så længe man ofrede blot en smule af sit blod, ville ingen blive afvist fra at blive hørt eller modtaget.
Da ofringen var gjort, og Carmine havde ytret sit første ord, smilte Lucian en anelse og rejste sig op. "Lord Carmine." Lød det fra den store vampyr, med armene let hævet til siderne i en velkommende gestus. Enhver Vampyr af indflydelse og/eller betydelig alder, var en såkaldt 'Lord' iblandt andre vampyrer. Og Lucian var skam en tro følger af dekorum og etikette. Orden og civilisation.. Lucian havde ikke tænkt sig at blive siddende på tronen, men begyndte i stedet at træde ned ad de trin der ledte ned til gulvet af det sorte marmor. Som var det en nattehimmel for deres fødder.

[Carmine Jordin Marlineo]

Som herre i Corvento Mansion, vidste Carmine godt, at der hvilede et kæmpe ansvar på hans skuldre, hvilket var noget, som han agtet at leve op ti, også mest for sin egen skyld. For ham, var dette nemlig vigtigt. Frygtelig vigtigt.
Ofringen i blodkarret gjorde han derfor også efter de gamle skikke og traditioner. Han havde det fint med at smide et par dråber blod, for at blive hørt i en forsamling, og i særdeleshed, nu hvor han også var omkring den mand, som agerede i Alexanders sted. Her stod han overfor en mand, som han sagtens kunne se som en fyrste.. En leder. En leder af byen Corvento. Den havde jo stået lederløs nu siden Alexander var gået bort. De hilste respektfuldt på hinanden. Nu havde Carmine jo fundet sin egen plads i livet. Nu skulle han så bare finde den i forbindelse med alt det andet, som skete i Corvento, og derfor synes han, at dette var et meget passende og fint sted at starte.

Carmine valgte denne gang, at krumme en smule i ryggen og sænkede hovedet i form af et buk, da han følte, at han var kommet tæt nok på. "Finally.. Our time to meet face to face," begyndte han rolig. Direkte havde han nemlig altid været, og dette var nu heller ikke ligefrem noget undtag.
Atter hævede Carmine sig op. Han var en høj mand.. bred, men betydeligt mere sofistikeret, end hvad de fleste andre ville have været. Han var gammel.. havde fundet sin plads. "A king of Corvento.. and nothing more but a humple servant," tilføjede han denne gang. En leder havde han aldrig været, selvom han havde forbandet meget mellem ørene, som ville have gjort ham egnet, men ikke var det noget som han ville gå efter. Hvorfor søge til magterne, når han kunne styre som en marionetdukke i baggrunden? Som han havde gjort med Alexander i sin tid?

[Deleted]

Lucian var ikke en vampyr som havde skjult sig meget i sin lange levetid. Ak jo, ham og hans skaber havde skjult sig af nødvendighed, for at overleve. Men Lucian havde altid været af en anden forfatning end sin skaber. Rebelske holdninger og nysgerrighed, iblandt andet, havde konstant draget Lucian imod historiens mange hofsamlinger, royale familier, og store begivenheder. Og lige siden han endda havde været et menneske, i Marvila's ædle hof, havde Lucian plejet sin viden og sin kunnen indenfor politik og styre. Selvom Vampyrernes natur ville have ham til at være kold og fjern, og selvom blodet fra hans skaber ville have ham til at være et monster; havde han igennem tusindvis af år, formet sig selv som en krigerisk aristokrat. Fundet sig selv et formål.
Ak jo, Lucian havde et ego. Han så sig selv som fyrste, lige så vel som utallige vampyrer så ham som fyrste. Og han krævede og befalede respekt og ærbødighed fra sine omgivelser. Men han var på ingen måde blændet af sit begær efter magt, eller sit ønske om respekt. Han kendte til Vampyrer, og deres sølvtunger. Og selvom han ikke nødvendigvis kendte Carmine særlig godt, fnøs han dog stadig en anelse ved Carmine's ord. "I, by nature's design, am not a humble man." ... "And I don't think you are either.." Svarede han til Carmine's høflige buk og ord - som åbenbart beskrev Carmine som en ærbødig og ydmyg tjener. Lucian kunne manøvrere et hvert hof, og et hvert folk. Men han følte dog ikke at denne situation kaldte på nogen form for manipulation eller manøvrering. Hvis Carmine i sandhed var ærbødig og ydmyg af natur, måtte det bevises. Indtil da; ville Lucian være direkte, og mistænke ham som værende intet andet end en Vampyr af natur..

Lucian nåede enden af de trin der ledte op til stolen, og stod derefter blot nogle meter fra Carmine. Dog, stadig en afstand passende til et sådan møde. Carmine besad en figur og elegance Lucian ikke besad. En sofistikeret adfærd lå over denne herre af Corvento Mansion, og Lucian kunne lide det. Lucian var dog selv stor. To meter høj, bredskuldret, og aldeles muskuløs. Igennem hans sædvanlige åbne klæder, lagde han heller ikke skjul på sin meget ofte fysiske overlegenhed. Nogle beskrev ham endda som et buldrende blodsugende bæst, som kunne hamre igennem mure og knuse sine fjender. Men Lucian gjorde op for sin fysiske tyngde og størrelse, med en stor karisma og en ofte civiliseret og fattet adfærd. "So let us speak frankly, Lord Carmine..." Tilføjede han til sine tidligere ord. Hans attitude var stadig fattet og civiliseret, men tonen dog en anelse mere alvorlig. Dog stadig med et diskret smil. "I am no king, and do not claim such lordship over my own brothers and sisters of the blood." ... "And as such, I do not require an army of humble servants." Han var en fyrste, ingen konge. Han krævede ingen krone på sit hoved. Og ligeledes, ønskede han ikke at hans vampyriske brødre og søster konstant skulle skrabe og bøje for hans fødder. Respekt var alt han ville have... Simpel, og ærlig. Lucian lagde vægten over på sit ene ben, og betragtede Carmine. "But what I do need, are allies. Who are loyal to me, my rule, my visions, and my ambitions for Corvento, and the Vampire race.." Lucian trådte et enkelt skridt nærmere Carmine. "You, Lord Carmine, are not a servant, and never will be. You are a Lord in your own right." Lød det fra Lucian. Carmine var ældre en Lucian, men de to var ikke på lige fod. Og derfor, var disse ord, nok det nærmeste Lucian ville nå ved at udtrykke respekt for Carmine. I tjeneste af orden og respekt, var dette det mindste Lucian kunne gøre. Og ligeledes, syntes Lucian ikke han burde danse rundt om busken ved dette møde. Han vidste hvad det handlede om, og havde gode ideer om hvorfor Carmine var kommet til dette slot denne nat. Med andre ord... Ville Lucian ikke behandle Carmine som en simpel tjener, med mindre det i sandhed var hvad han ønskede.. "As long as you prove yourself to be such; you will be treatet as an ally, and a friend." ... "But mark my words and my warning... I will not be challenged in my rule." Hagen blev sænket lidt og stemmen en anelse mere alvorligt. Nok ville han ikke behandle Carmine som en simpel tjener, men han ville heller ikke tolerere ham som en fjende. Lucian var en visionær på mange områder. Han gav respekt til de som fortjente den. Og derved blev Carmine vist den respekt han fortjente. Men Lucian var uden nåde, og ville ikke vise det hverken til Carmine, eller til nogen anden, hvis han blev forrådt eller udfordret.

[Carmine Jordin Marlineo]

Igennem rigtig mange år, havde Carmine kaldt sig for en vampyr, hvor han knapt kunne huske hvordan det var at være menneske, føle og tænke på andet end de vampyriske og dyriske sider, som bare var en naturlig del af ham. For hans del, havde han for længst anerkendt og accepteret det.
Selv anså Carmine sig som en gammel vampyr, men ikke en, som søgte ledertitler eller anden præstige, da han faktisk kun ønskede at finde ud af sit liv, og få så meget ud af det som muligt, som også var til gavn for vampyrerne. Var det noget vidunder, at han kaldte sig for en sølle tjener af racen? Særligt overfor manden, som for længst havde taget titlen som deres fyrste til sig. Carmine bukkede for ham, i ren respekt, mere end noget andet. Han rettede sig derfor op igen. "Once I were.. But that's many years ago. For now, I am nothing but a creation on my own. The creature my creatore made me to be," fortalte han denne gang.

Carmine fulgte denne mand meget nøje med blikket. I forvejen var han kendt med meget af det rygte, som Lucian måtte bære på sine skuldre, og ikke ønskede han, a det var noget ,som han skulle komme på tværs af. Hans rettede sig en smule op. Skuldrene lod han falde, og med hænderne, som han respektfuldt foldede over ryggen bag sig. "In case you don't wear a crown on your head.. A king is what I see. A man who can lead our raceinto a bright future," fortalte han denne gang.
Carmine var ganske vidst en leder i sit eget hjem, men her så han muligheder, og det var jo komplet idioti, ikke at udnytte det, når det var noget, som de begge ville kunne få noget ud af. "My only wish.. Is the best for us, as a noble race," fortsatte han denne gang.
Skræmmende langsomt lod Carmine hovedet søge på sned. "I am not an enemy, your Exellence. I concider my self as an ally more than an enemy though," fortalte han denne gang. Han blev selv stående på sin plads foran denne høje mand. Høj i forhold til ham, også selvom han var langt over gennemsnittet af højde. Dog var han ikke bange.
"I see some opportunities.. By unite our houses," fortsatte han denne gang. Kunne han stille sig selv bedre, gjorde han det.. Også for ham, men også for Cassies skyld.

[Deleted]

Lucian var ikke en hersker eller fyrste enhver rationel person burde gøre trods. Han havde flere gange vist sin nådesløshed, og ligeledes vist sin intellekt. Han havde måske ingen ønsker om at regere som enevældig konge, men han havde så sandelig heller intet ønske om at blive udfordret eller forhindret i sine grandiose planer for fremtiden. Han ønskede sig ingen 'tjenere' iblandt medlemmerne af den vampyriske race. Og de eneste tjenere i dette slot, var mennesker, eller medlemmer af andre racer. Hvad han i sandhed ønskede, var støttere, og ligesindede som ville være ham loyale. Som ville stå ved hans side, som han ville lede den vampyriske race imod netop; en bedre fremtid.

Lucian lyttede opmærksomt og en anelse nysgerrigt til Carmines ord. Han lød en anelse ydmyg, såvel som sikker i sin sag. Og ganske langsomt, men ganske sikkert, begyndte Lucian at se fordele ved en forening og en alliance imellem deres huse og Covens. Ærlig talt, var Lucian ganske tilfreds med Carmines svar. Men sand tiltro og loyalitet iblandt Vampyrer, var ofte en sjældenhed. "Uniting our Covens, is but one of many steps, to secure a great future for our race." Lød det så fra Lucian, efter adskillige øjeblikkes tålmodig stilhed. Han så ingen grund til at tilføje yderligere advarsler eller respektive ord. Lucian var typen man hellere måtte lytte til når han talte. For han sagde oftest kun ting en enkelt gang. Og ignorance var ingen undskyldning... Lucian rakte roligt ud, med et diskret smil, og lagde sin store hånd på Carmines ene skulder, blot for at føre ham rundt, så de to stod med fronten mod siden af Fyrsteslaen, og indgangen til Biblioteket. Han slap Carmine lidt derefter, og den anden hånd blev derefter hævet mod biblioteket. "Let ud sit down, and discuss the future.."
Dørene til Biblioteket var tydeligvis fjernet. En uheldig konsekvens af Lucians lille slagsmål med den respektløse Nathanael. Ved siden af indgangen, stod en ung kvinde. Et menneske. Hun holdte et stålfad, hvorpå der stod to glas. Som forberedelse til Carmines besøg, havde han sørget for at ikke alt for mange ville vandre ind i Fyrstesalen eller Biblioteket. Og at der var en tjener til at servicere deres behov. Lucian trådte blot ind i Biblioteket, og forventede at Carmine ville følge efter. For enden af det store og høje lokaler, ved bunden af et tårn, var der et stort ovalt vindue. Udsmykket med glasmalerier, og udsyn over Corvento. Foran dette vindue, var der en lille samling af sofaer og stole, rundt om et bord. Han fortsatte direkte mod disse sofaer, og satte sig ned i en af dem.

[Carmine Jordin Marlineo]

Carmine vidste godt, hvornår han kunne være trodsig, og hvornår han burde lytte, og dette var en situation, hvor han vidste, at han burde slå øreflapperne ud, og høre efter, og det gjorde han. Ydmyg var han. En leder var han ikke, men derimod at være en mand, der ledte under en leder. Det var hvad han havde gjort med Alexander tilbage i sin tid.
Øjnene hvilede på Lucian. Respektfuldt og med et klart rødt skær. At forene deres huse, ville være en klar fordel for Corvento, og særligt med, hvad de havde udrettet for den vampyriske by hver især. Han kneb øjnene svagt sammen. "Great minds think alike," sagde han denne gang. Måske det var deres forhenværende liv, som.. levende, som gjorde det?

Hånden mod hans skulder, sagde han intet til. Intet faretruende så han nemlig i det. Manden virkede nu åben for det, hvilket var noget som passede Carmine fint. Han nikkede bekræftende. "Let's talk," sagde han denne gang.
Carmine søgte i retningen af biblioteket efter Lucian. Kvinden der stod med et sølvfad i hænderne, valgte han at ignorere. Han måtte dog alligevel erkende, at dette sted, var langt større og mere prægtigt, end hvad han nogensinde havde været på. Han smilede kort for sig selv. "It's a beautiful place," sagde han denne gang. Det var stort.. smukt.. præget af viden og historie. Han elskede den slags. Han selv tog pladsen overfor Lucian, hvor han afslappet satte sig tilbage. Han kunne lide det her sted, og særligt Lucian, som virkede til at være en yderst fornuftig mand, at føre en samtale med.

[Deleted]

Lucian; i sin konstante tankegang vedrørende orden, organisation, og stabilitet - søgte evigt at holde sig civiliseret og fattet. Hvilket skam også fungerede ganske godt. Han kunne sagtens føre en samtale, og sagtens tolerere ærlige meninger og tanker fra andre. Men det var dog ingen hemmelighed at hans temperament var med en kort lunte. Men til trods for det, var Caste of Blood, et sted af luksuriøs service og hvad fornuft der nu kunne opnås iblandt store grupper af vampyrer. Og så længe Lucian havde et stålfast greb om slottet, ville det forblive således. Selv ikke-vampyrer ville blive mødt med ganske ordentlige velkomster; hvis, man betalte den ceremonielle pris af blod i karet. Biblioteket de trådte ind i, var blandt andet et sted ofte besøgt af andre racer end vampyrer. Dets tekster og skrifter, var åbne for enhver at læse og lære af. "Indeed" Han kunne kun være enig, og erklære dette et ganske smukt sted. Men ordet ville han dog nok aldrig selv bruge. Et så fattigt ord, når det kom til mange ting, ville han mene. "My creator, Malekith, assembled this library along with this castle." ... "And now, it holds the worlds greatest gathering of vampire lore." Lucian havde aldrig været så melankolsk at han havde brugt sin eksistens i skyggerne. Mange, vampyrer især, ignorerede visdommen af bøger og tekster, til fordel for hvilke erfaringer de selv kunne gøre sig i løbet af deres lange levetid. Lucian derimod, måtte kun erklære sig skyldig i at have læst næsten alle bøger i dette bibliotek, og flere endnu.
Lucian rettede sig en smule op, og viftede let med hånden mod døren de var kommet ind af. Og lidt efter Carmine havde sat sig ned overfor Lucian, trådte den unge kvinde ind i biblioteket. "Can I offer you a drink, Lord Carmine?" spurgte Lucian roligt og med et flygtigt blik mod manden. Den unge kvinde, var halvt menneske, og halvt magiker. En af mange hvis familie levede under Lucians beskyttelse; til gengæld for blod. Nogle var blevet lovet at blive forvandlet til vampyrere selv, efter en vis tids tjeneste. Et simpelt arrangement. Men ingen vampyr i Corvento turde skade disse menneskelige beboere og tjenere unødigt, så længe Luican sad på tronen i dette slot. Pigen stillede fadet fra sig på bordet imellem dem, og dragede hurtigt Lucians blik som hun lænede sig mod ham. Lucian; som han havde gjort det så mange gange før, tog et glas i hånden, og gjorde et snit i pigens håndled. Pigen skar en næsten usynlig grimasse, men smilte eller ærbødigt, som Lucian holdte begge glas under den linde strøm af blod, indtil begge glas var fulde. Derefter, stillede han de to glas fra sig på bordet. Den ene foran Carmine, og den anden foran sig selv. Han derefter strøg en tommelfinger over pigens sår, hvorefter det forsvandt. Med Lucians evner indenfor blodet, kunne han heale andres sår og skrammer ganske hurtigt, og ernære blodet der flød i andre. Så pigen ville måske kunne mærke manglen af de få slurke af blod, men hun ville komme sig hurtigt. Lucian førte en hånd op til pigens kind. "Thank you, dear." Lød det fra den store vampyrfyrste til en pige der virkede skrøbelig i sammenligning. Men pigen blot smilte sødt, nejede, og vendte tilbage til døren, så de to ville kunne få noget fred. Lucian kiggede skam også lidt efter hende, inden han selv grab i sit eget glas, og sippede en smule til det friske blod.

[Carmine Jordin Marlineo]

Carmine selv, var fuldstændig fattet, og var en mand, som hvilede i sig selv. Han selv så bare muligheder, som han ville mene, var en skam, ikke at udnytte, og særligt nu, hvor muligheden også måtte melde sig, nu hvor han stod overfor en mand som Lucian. Hvorfor ikke udnytte det?
At betegne stedet som et smukt sted, var måske ikke naturligt, men det var nu hvad Carmine måtte se. Han så et sted, som bød vampyrerne som race velkommen.. Veludsmykket, og som beskrev deres fremgang, som en race, hvilket da næsten var noget, som selv han måtte være stolt af. Og nu hvor de passerede kvinden i døren, så vidste han da også at det var et sted, hvor alle var kendt med deres plads. Hvem kunne da ikke være imponeret over det? Særligt med tanke på det kaos, som igennem den seneste tid, havde præget deres elskede land, Dvasias. "You must be proud. This is a fantastic place." medstemte han denne gang. Malekith? "Malekith was your creatore? I didn't know he was the creator of our new leader," sagde han denne gang. Han selv var stolt af den mulighed, som han fik ud af det.

Kvinden som kom frem mod dem, og tilbød dem deres blod, fangede kort Carmines opmærksomhed, selvom han knapt reagerede på dette. Han nikkede roligt mod hende. At blive tilbudt et glas, ville han da ikke sige nej til, siden han nu også havde ofret til karret. "Love to," sagde han endeligt, hvor han lod Lucian tage sig af det.. Blodet satte sig straks i næsen. Ikke at han mistede kontrollen, for der skulle da heldigvis betydeligt mere til i dag. Han nikkede, hvor han roligt lænede sig frem, og lod hånden lukke sig omkring glasset, som han tog til sig.
"You are keeping them for fresh blood? What do you give them in return?" spurgte han denne gang. Ja mere friskt end dette, blev det jo heller ikke, så hvorfor ikke udnytte det? Glasset førte han til sine læber, hvor han smagte på det. "What kind of blood is this? I smell.. demon?" spurgte han denne gang. Det vækkede jo det dyriske i ham. Han elskede det. Uden tvivl noget af det bedste af det hele.

[Deleted]

Lucian smilte en anelse ved Carmines ord, og lod også sit blik falde på omgivelserne. Biblioteket var højt som man ville forvente af f.eks. en kirke. Et sekskantet lokale, med en snoet trappe der ledte opad, og bevægelige stiger så man kunne nå teksterne øverst oppe. Og oppe under loftet, var der spærrer og planker. Flagermus var endda kendt for at hvile under lokalets loft. Men de var ikke blevet set for nyligt. "My creator was a monster." Lagde han ud, og sendte det lettere skumle smil mod Carmine. "His deploy of violence and power was unnecessary. He killed scores of his own kind to further his own interests. He even made alliances with werewolves in his day." Fortsatte han ganske roligt. "But, I must say... he had excellent taste in architecture. And built the perhaps strongest castle ever to house vampires..." Lucian havde ikke megen kærlighed for sin skaber. Og var heller ikke bange for at indrømme det, eller lade andre vide det. Men så igen... Malekith lærte Lucian meget af hvad han vidste disse dage. Forskellen var blot, at Lucian brugte denne viden langt bedre end Malekith syntes at have gjort. Som afslutning på sine ord, smilte Malekith lidt, og hævede kort glasset med blod, inden han så tog det lille sip.

Lucian virkelig nød dette, faktisk. Nød den fattede stemning imellem dem. Nød friheden af de vampyriske sider, blandet med en civiliseret atmosfære imellem dem. Dette, var hvordan vampyrer burde være. Dette var den sande orden af deres ældgamle race. Blot endnu en grund til at Lucian var så målsat på at ændre tingenes tilstand for deres race. Blandt andet oprette det nye råd for Corvento. Lucian satte sig til rette, med glasset i sin ene hånd, og den anden arm oppe på ryglænet af sofaen hvori han sad. Næsten stor og bred nok til at fylde langt det meste af sofaen. Men han var ikke en til at opretholde en rank og stiv ryg, nu hvor han jo havde muligheden for blot en smule afslapning. "It's quite simple, actually." ... "I offer them protection." Lagde han ud og betragtede kort blodet i glasset. Det ville sikkert også være godt for Carmine at vide en smule af hvordan Lucian gjorde det. Og ikke mindst, derved, vide hvilke tanker Lucian havde omkring den slags. "Since my rise as Lord of Corvento, not a single human, or any other non-vampire, has been killed in Corvento. In exchange for their blood and small service, I offer them and their families absolute protection. I offer them a home in Corvento, and if they so wish... I offer them to become vampires, after a certain time of service." Forklarede han og smilte lidt tilfreds. Det lød faktisk bedre når han sagde det sådan. Ikke mange ville først kunne forstå. Men dette var tider af kaos og usikkerhed. Det almene folk af Dvasias, eller Procias, søgte intet andet end stabile og sikre liv. "Since the Diamaqimas have taken the Throne of Dvasias, and since the rise of a new queen in Procias, more and more have fled Rimshia and come to Corvento, seeking a home and protection. Seeking the power of our immortality to give them strenght." ... "Some of them are even outcasts from Procias. Exciled for consorting with evil and witchcraft." Verdens realitet var at der blev skåret endnu dybere grænser imellem godt og ondt, disse dage. I Procias blev folk bandlyst og udvist af landet. De frygtede ondskab og mørke der så meget, at de ville sende deres egne landsmænd væk, blot for mistanken om heksekunster eller andet. Og nogle kom til Corvento. Lucian tog endnu et lille sip af blodet. "Our little beauty is named Kenna. Her mother and father brought her here, after her mother was accused of evil witchcraft. Her mother is a Mage, and her father a very skilled hunter and tracker. In excange for her quite... magical blood, I offered them a sizeable home, and the protection of my army." ... "And, I have given her mother the position of my court wizard... until the day, when I have promised to turn her into a vampire." Han smilte igen. Han havde udrettet meget i Corvento. Og han ville da lyve hvis han sagde han ikke var blot en smule stolt. Man havde aldrig gjort det således i Corvento før. Og nogle havde stadig svært ved at vænne sig til ikke at kunne tage menneskene af byen når de end skulle lyste det. Men dette sikrede byen og dets enorme antal af vampyriske beboere et stødt forbrug af blod. Det var ganske kompliceret. Men Lucian var nærmest en ekspert i at manøvrere det almene folks ønsker og begær. Såvel som et hof og de adelige vampyrer. Han vidste hvordan han skulle manifestere sin vilje...

[Carmine Jordin Marlineo]

Det her var uden tvivl et meget smukt sted. Carmine var imponeret, selvom det ikke ligefrem var til at læse på ham. Han gav udtryk på det via hans ord, end hvad han gjorde det med udtryk. Det lå ikke til ham. Hvad angik den slags, var han.. død. Aktivt måtte han derfor lytte til Lucians ord. Malekith var en kendt mand tilbage i sin tid. Han forsvandt også bare pludseligt.
"The rumors tells another tale, I must say. Malekith was a strong leader.. A feared leader of our kind. He killed alot of vampires. My creator told me so. I do not have any form of respect for a vampire who does that kind of things towards our kind..!" Næven knyttede han ganske svagt, inden han hævede hånden og tog endnu et sip af blodet. Det smagte overraskende godt, alt taget i betragtning. Men igen, så var det også friskt, og mere friskt, end hvad han ellers havde været vant til at få.

Carmine spidsede ører. Han selv havde jo Cassie i sin varetægt hjemme i Corvento Mansion, og derfor var han også meget nysgerrig på, hvad den mand gjorde sig af tanker omkring dette. "Impressing. I must say.." Benet søgte over kors med det andet, hvor han afslappet satte sig tilbage på sin plads. Han selv havde dog ingen intentioner om at omgøre Cassie. Han nød varmen.. det bankende hjerte.. og at se hende danse og sprudle af liv. Det ville i hans øjne, være synd og skam, at ødelægge det.
Manden overfor ham var uden tvivl en mand med noget mellem ørene. Hvilket var noget som Carmine havde det mere end fint med! Han trak kort på smilebåndet. "A man of words I must say." Han nikkede kort mod ham. Det var noget, som han virkelig havde stor respekt for. Det var i hvert fald mere end hvad man kunne sige, hans egen skaber havde været i sin tid.
"In my time.. A vampire was a vampire. It was a very special gift: The bite. I was giving it for experiments by the Diamaqima's a very long time ago.. The exact same man who are wearing the crown right now." Manden nærede han ingen vrede til nu, som han havde gjort dengang, for det havde han ingen grund til. Han havde fundet styrken, glæden og stoltheden i at være en vampyr. "Now.."..."This court.." fortsatte han. Det vækkede jo en form for nysgerrighed. Han ville jo hellere end gerne have en fod indenfor.

[Deleted]

"Indeed he was." ... "He commanded the fear and respect of all his subjects and followers." Bekræftede Lucian ganske roligt. Malekith var død nu. Lucian var ikke typen der lod sig gå på at ord eller tanker der omhandlede et væsen der ikke længere var iblandt dem. "And I killed him." Lod han så lyde med et diskret smil. Det var en seriøs ting at myrde sin egen skaber, og så endda også en skaber som i sin tid havde været leder af racen. Men Lucian syntes at tage det roligt. "He planned to combine the bloodlines with the blood of werewolves. And I could no longer tolerate his mindless evil, and powerhungry mind." ... "If he had still been our leader this very day, he would have destroyed our race.." Tilføjede han og lod derefter blikket falde mod Carmine. Lucian var på ingen måder skamfuld over hvad han havde gjort. Og selvom det oftest var rygter iblandt andre; så var der dog alligevel en del der vidste at Lucian havde dræbt Malekith. Eller i hvert fald mistænkte det. Og om ikke andet, kunne det da kun tjene ham i sidste ende; at folk vidste hvor magtfuld Lucian måtte være - for at have myrdet en vampyr så magtfuld som Malekith.

Lucian var en stolt vampyr. Han aldrig så meget som hægtede sig selv, eller holde sig selv i snor. Ønskede han blod, ville han få det. Gav han trusler, burde folk vide at de på ingen måder var tomme. Og gav han løfter, burde folk ligeså også vide, at han holdte sit ord. Han var i sandhed en mand af ord, men i den grad også af handling. På nogle måder; en livsnyder. En aristokrat. Og en kriger. "If we slaughtered every human that crosses our path, we would no longer be able to sustain our selves in their blood. And if we gave every single human, or others, the Bite... the same thing would happen." ... "As long as there are humans here in Corventus seeking our protection - we will have blood." Det burde enhver kunne se og forstå. Mennesker var ikke på lige fod med Vampyrer, og sådan ville det aldrig være. Og Lucian ville ikke tøve et sekund med et dræbe et menneske der skulle udfordre ham. Men at gøre som han havde gjort det indtil videre; var første skridt på vejen mod stabilitet, og opførelsen af deres eget sofistikerede samfund.
Lucian nikkede med et diskret lille smil, efter at have taget en slurk af blodet. Han lænede sig frem, og stillede glasset fra sig på bordet, for derefter at sætte sig tilbage igen. "I have no intentions of ruling all vampires by myself. If I did, I would be doing the same as every other Vampire Lord before me. And... I would end up with nothing - like every other before me." Lagde han og, og vendte derefter hovedet lidt på skrå. Ingen havde gjort som han havde gjort det. Men havde i stedet søgt ALT magten selv. Og derfor, var alle tidligere Ledere og Fyrster, endt som aske. Deres gamle og noble race kunne simpelthen ikke styres af blot en enkelt vampyr. "The old and great bloodlines have to unite, if we are to bring our race into a new era." ... "The Court de Vampiri, is meant as a meeting between the most powerfuld bloodlines of our race. In the Court, we will discuss the future, and make important descicions together. And together, we will be much stronger." Forklarede han nærmere. Lucian havde måske en stor vampyrisk hær, men det ville ikke være produktivt af ham, at tvinge alle vampyrer i knæ. Så hellere give magt til de store Covens, og lade dem lede med ham. Men... han ville dog stadig lede. Og ville ikke bøje sig for nogen. "I have great plans for our future. Unfortunately; I can not do it alone."

[Carmine Jordin Marlineo]

Malekith var en grusom mand, af hvad de nu kunne erfare begge to. Rrespekten havde han på ingen måder for manden, grundet hvad han havde gjort, men af den grund, havde han alligevel formået at vække en frygt i de fleste. Han lod hånden langsomt vandre over armlænet. "You killed him?" Han bøjede hovedet en kende i respekt. Det havde været et tab af en stor mand, men derimod en, som ville have kostet dem mere, end hvad godt måtte være i den anden ende. "Our blood should never be combined whit another creature, than a vampire!" endte han nærmest spydigt.
Hvad pokker var det ikke Malekith havde tænkt på? "Whit a leader as Malekith, no other vampire would be able to walk this earth. You made a choise.. A right one," sagde han denne gang. Det var jo ikke ligefrem fordi at han kunne skjule, at han nød dette, og han nød det derimod rigtig meget endda.

Carmine var der ikke for at true manden overfor ham, men derimod at være en mand, som ønskede at snakke, ønskede at lytte, da han var sikker på, at det var noget, som de begge ville få noget ud af, og for ham, var det nemlig det vigtigste. Særligt, som det stod lige i øjeblikket. Han trak kort, men tilfredst på smilebåndet atter en gang. "We are not murderes.. Not mere than absolute necessary. I like the hunting more than the drinking," sagde han ærligt.
Selv husede Carmine en nymfe, som han ingen intentioner havde om at omgøre. Han nød det varme.. han nød det levende, og særligt fordi at han selv ikke var en del af det. "I enjoy the warmth of living creatures," tilføjede han ærligt. Det var noget som hans egen skaber havde skænket ham dengang. Han havde aldrig fået lov til at omgøre Cassie, og derfor holdt han fast i det, selv den dag i dag.
Tanken om et råd kunne Carmine derimod godt lide. Han selv ville jo gerne have en fod inde, og det her var jo en fantastisk og enestående mulighed! "An alliance of the strongest houses of vampires. I like the noise of that," tilføjede han. Han satte glasset på kanten af sofaen, hvor han lod en finger langsomt stryge over kanten. Hans hoved søgte på sned. "My creator once told me: The strongest is the one who stands alone.. He died. What do you have in mind?" spurgte han denne gang nysgerrigt.

[Deleted]

Lucian havde levet næsten 7 af sine over 9 tusind år sammen med Malekith. Som hans højre hånd, mere eller mindre. Men oftest havde det nok nærmere været som en uregerlig søn eller page. Hvert et enkelt skridt af vejen, havde Lucian stillet sig til trods for Malekith og hans beslutninger. Lucian havde endda i sin tid været imod at bygge slottet de nu sad i. Men selv på trods af alle Lucians rebelske handlinger og trodsighed, havde Malekith ikke dræbt ham. Nogle gange undrede Lucian sig også i nostalgien... mon Malekith vidste at Lucian en dag ville dræbe ham? Mom Malekith havde forudset hvad der ville ske i årene efter hans død?

"The patient hunter, gets the prey.." Bemærkede han måske en anelse kryptisk og med et lille smil til Carmines ord. Lucian havde været meget tålmodig i årene efter Malekiths død. Indtil han tog magten i Corvento. "I spent two thousand years assembling my army in the shadows. Spent two thousand years waiting, and preparing myself, for the perfect time, to reveal myself again." ... "And now; only a few months after I arrived here at Corvento, and here I am." Lidt måtte man vel gerne blære sig, ikke? Lucian var i hvert fald ikke ydmyg af sig. Han lod det ikke være en hemmelighed, at han ønskede magt. Men ikke blot for at have magt. Men for at føre sin race videre ind i en ny tidsalder.
Lucian betragtede Carmine lidt, og nikkede i enighed. I hvert fald blot en smule. "The company of living creatures, can be quite accelerating." ... "But we are not the same.." Ak jo. Levende, åndende, varme, væsner kunne være ganske udmærket selvskab. Deres uskyld og ignorance kunne være tiltrækkende og underholdende. Men vampyrer var så meget mere. I Lucians øjne, var vampyrer mere livlige, end de fleste mennesker. Mere frie og uden tøjler. Frie til at følge deres lyster og trængsler. Hvorimod mennesker ofte fandt dem selv bundet af forudindtagede moraler og en falsk forståelse af verden. Lucian kunne godt sige sig selv at Carmine ønskede en fod indenfor i varmen af måske Court de Vampiri. Og uanset Carmines bevæggrunde eller bagtanker, virkede det nu heller ikke som en dårlig idé i Lucians ører. Lucian rettede en smule på sin åbne læderjakke, og lod blodet køre lidt rundt i glasset. "The Court will function as a secondary rule of our race. My vote in the Court will be the same as anyone there. And any decision made at Court, will be honered.." Han rynkede næsen en anelse og kørte sin ene skulder lidt rundt. "But make no mistake. Any member of this Court, and the Court itself, will answer to me. And the Court will swear its alligeance to me." Han var ganske alvorlig omkring dette. Med andre ord; ville Court de Vampiri have magt over de involverede blodlinjer og racen i sig selv. Men Lucian ville have magt over rådets medlemmer. "The members of the Court, and their bloodlines, will be allies and united. The decisions made at Court, will shape the future for all Vampires. In a way, that will involve us all... But... Any breach of law or any breach of this alliance, and those responsible will be punished." Tiltro var måske meget at spørge om, når man handlede med verdens ældste og mest magtfulde Vampyr blodlinjer. Men han ville ikke tolerere eller risikere at medlemmerne af Rådet en dag skulle få deres egne idéer, og handle ud fra selvviske mål. Lucian var Fyrsten af Corvento, og ingen skulle gå imod ham.
Lucian smilte en anelse hemmelighedsfuldt da Carmine syntes at spørge mere ind til Lucians planer for fremtiden, eller hvad han havde af idéer. "Let us not get ahead of ourselves, Carmine." ... "All you need to know now, is that I intend to reshape Corvento. I will take our broken and scattered race, and forge a dynasty. An independent society of the Blood. Not one ruled by Alchymists or Warlocks sitting on thrones far away... But ruled by Vampires. Ruled by Me."