Being myself!

[nick]

Nick var hurtigt taget fra Parken, forbi muren efter en længere diskussion med vagterne, og var kommet til den lyse flod. Han havde her valgt at gøre stop. Procias var vidst det bedste sted at finde nogen der kunne hjælpe ham, og han ville lede dag og nat. Han ville ikke lægge sig til at sove, han ville holde sig vågen! Han måtte blive magiker. Lisa stod på spil i dette. Andre havde måske fundet det unfair, at ens elskede skulle stille valg som at han skulle være magiker og 'ren'. Men han forstod det udemærket. Han forstod hende. Og han ville jo også gerne være magiker. Ikke dette ondskab der herskede i ham. Det måtte få en ende. Hans skridt bar ham hen til en sten, før han lænede sig tilbage og satte sig op af den. Han havde været tæt på at græde. Bare tanken om den afvisning hun havde gjort. Måske var det ikke kun pga. ham. Havde hun virkelig mødt en anden, som kunne gøre hende glad? Tanken skar voldsomt i ham, og fik ham til at lede endnu hurtigere. Han måtte bare finde kilden. Han skubbede sig fra stenen igen, og bukkede sig ned til vandet. Han lod hænderne falde i det fine vand og smilede let. Den lette rislen i floden var faktisk beroligende, og det afledte et par sekunder hans tanker fra Lisa. Han endte dog med at plaske hånden ned i jorden da hun kom igen og han lænede sig tilbage. "For pokker da også!"

[Deleted]

Elias var på en af sine mange daglige vandringer rundt omkring i Procias Han var ikke bare en af de ældste magikere som faktisk måtte være tilbage i hele landet, men også han, ville gøre sin del af arbejdet til at holde Procias oppe, mens de måtte træne den kommende dronning i skikke, morale og.. ja gud ved hvad der skulle til før det overhovedet ville gå hen og blive aktuelt, at tronen ville blive hendes. Meget havde han hørt allerede omkring denne kvinde.. At hun var en ung kopi af Elanya selv på sit vis, var vel også kun en klar og tydelig fordel? Han håbede det i det mindste. Hans vandring førte ham ned til den lyse flod.. fornemmelsen af noget som slet ikke burde være der, var noget som igen måtte prikke til ham, hvilket måtte tvinge ham selv til at skulle stoppe op i den anden ende. Han bar de lyse klæder, skjulte på ingen måde hvad han var af oprindelse og den visse stolthed som hang over det også. Hans blik var formelt. Ikke bare, at han var faderen i den store slægt og overhovedet også, men også velset blandt folket, var han bestemt også, selvom han havde visse hemmeligheder som han bare ikke ville gå ud med. Manden som sad nede ved floden virkede ganske frustreret, det var noget som man selv kunne se på denne ganske s lange afstand også. Et svagt smil passerede stille hans læber, da han gik manden roligt og stille i møde. Hans gang var rolig.. Magien som strømmede fra vedkommende.. Et så mørkt sind. Det kunne vel næppe være, at han var herfra. Måske af oprindelse, men han havde virkelig intet at lave her nu. "Noget plager dig min gode mand.. hvad er det?" Han var rolig, formel og uden hentydning til ondt eller det modsatte. Han agtede at finde ud af hvilke hentydninger denne mand ville have ført. Hvilke intentioner som han måtte bære i det sind som måtte dømmes for det mørke.. Alt efter hvad han kunne se.

[nick]

En tydeligt 'fjende' nærmede sig, det kunne han mærke i hans sind. En magiker. Det lys var hårdt mod hans eget mørke sind, og noget som i den grad var virkelig frustrerende! Han kneb øjnene sammen og begravede hænderne i hans hår som han frustreret rev i. Han sad næsten rystende. Han lukkede øjnene helt i og lod hænderne falde i jorden, inden at han skubbede sig op at stå. Han var klædt i et par sorte bukser, en beige bluse og en brun skindjakke. Hans isblå øjne, som ikke viste nogen form for ondskab, vendte han imod magikeren. Hans lyse skikkelse var dog ikke nær så skarp for hans 'race', som hvad Lisa havde været. Derfor var det kun en hjælp, når han engang blev magiker igen. Hvilket han håbede blev SNART! Han betragtede kort skikkelsen. Han sank sammen, ville slet ikke lægge sig ud i at skulle komme i kamp. "Lang.. frygtelig lang historie. Men for at gøre det kort: Jeg er oprindeligt her fra," startede han ud. "En mafia jagede mig og min familie. Min kone.. ex-kone, døde i en brand. Knust under en bjælke, og jeg blev tvunget med mafiaen. Omtvunget til ren ondskab. De manipulerede med mig..." forklarede han videre. Hans øjne skinnede klart af en lang barsk baggrund. "Jeg er i Procias for at genfinde mig selv.." Hans øjne flakkede fra manden og ud over søen. Han strøg hånden igennem hans hår, inden han drejede blikket tilbage. "Jeg er forresten Nick Terrac.."

[Deleted]

Mest for sin egen skyld, var Elias ganske så forsigtig. Han ville jo helst undg, at skulle træde forkert og ende i en situation som kunne få katastrofale følger. Hvad denne Warlock overhovedet lavede i Procias, vidste han ikke, men at stille spørgsmålet var han bestemt heller ikke dum nok til, nu hvor han også vidste, at det lige så, kunne være en meget ubehagelig situation at skulle placere sig i. Han bevægede sig mod ham med den største forsigtighed, han var i den grad klar i tilfælde, at noget skulle ske. At noget måtte plage denne mand, skulle man virkelig være blind for ikke at kunne se, det var der heller ikke nogen tvivl om. De mørke øjne hvilede på ham, betragtede sig af hver eneste bevægelse, for at se om det overhovedet var muligt at spotte nogen former for onde tanker eller intentioner eller i det mindste, bare noget som måtte minde om det på det ene eller det andet led. Armene låste han over ryggen og holdt den tydelige autoritære holdning. Ved hans første ord, måtte han dog alligevel mistroisk hæve det ene bryn. "Herfra?" gentog han kortfattet. Han ville dog lade manden tale ud, også selvom det i den grad var ham imod, overhovedet at lade manden være der. Den mørke udstråling og alligevel den frustration som han nu måtte udvise på denne måde, lod ham da tydeligt vide at der var et eller andet rivende galt. Han lyttede til hans forklaring. Ikke at det sagde ham det mindste. .Selv i Procias eller kort på den anden side af grænsemuren, var noget som han jo alligevel ellers kendte godt nok til. "Det lyder frygteligt.." tilføjede han stille. Om det havde været ham selv, ville han gøre hvad som helst for at få sine unger ud af huset. Alt! Han vågede sig stille og roligt et skridt tættere på og uden at skulle tage blikket det mindste fra ham overhovedet. "En glæde at møde dig, Nick Terrac.:" Ikke at navnet sagde ham det mindste, bare mest for sin skyld, valgte han at gøre det med en vis forsigtighed. Han lod hovedet søge kort og let på sned. "Oprindeligt magiker? Ønsker at genvinde dit lyse sind?" spurgte han roligt. Han havde jo magten til at gøre det, blandt andet fordi han var en af de ældste som stod tilbage på den lyse jord efter Elanyas bortgang så mange år tidligere. Han lod armene glide over kors istedet og med blikket hvilende på ham. Frygteligt betragtende. Han tog virkelig ikke nogen chancer.. det var der ingen som gjorde efterhånden.

[nick]

At magikeren var forsigtig kunne Nick ikke bebrejde ham for. I disse tider, kunne man ligeså godt være på vagt. "Det.. det var frygteligt," sagde han og nikkede. Når han engang havde fundet sammen med Lisa igen, ville han søge efter deres børn. De måtte jo være her i Procias. "Mine børn sendte vi med en meget nær ven. Så de er et sted i Procias, lige hvor er jeg ikke sikker på," sagde han stille. Det var faktisk underligt rart at snakke om det. Han så stille på ham. Han så ikke det mindste fjendtlig ud, og han gjorde alt for ikke at skulle vise sig fjendtlig. Han ville slet ikke spilde denne chance. Han var nemlig vis om, at denne mand var velstående. En ældre magiker. Hans udstråling var nemlig meget stærk. "Det gør jeg. Jeg ønsker at genvinde det. Jeg ville aldrig have valgt denne warlock selv. Det er frygteligt." Han sitrede let, og han slog blikket ned i skam. Hans øjne slog han op igen. Han underlagde sig ham, for ikke at komme op at toppes. "Rart at møde dem, Hr..?" Han søgte hans navn. Stod i stilhed et par sekunder. "Kan.. kan De hjælpe mig?" spurgte han lavmælt, dog med et stort håb i de isblå øjne.

[Deleted]

Elias var forsigtig. Selv Procias var blevet et relativt farligt sted at skulle opholde sig over alt for lang tid og specielt ved tanken til, hvis der nu var noget som var der, som slet ikke burde være der- ligesom Nick i udgangspunktet. Som warlock, havde han virkelig ikke nogen grund til at skulle blive i Procias. Han havde jo gement ikke nogen ret til at være der, hvis man virkelig måtte tænke sig over det. De mørkebrune øjne hvilede på hans skikkelse. Direkte så han heller ikke nogen tydelige tegn til onde intentioner selv set fra hans side af, og det var også noget af det som tillod ham at holde sig helt og særdeles rolig. Han trak vejret dybt. "Race og navn? Måske jeg kan være til hjælp." sagde han roligt og med blikket hvilende på ham. Jo han var en mand med et varmt hjerte, om denne mand ikke havde set noget til sine børn i det som måtte lyde som ekstrem lang tid, var han vel lige så også savnet i den anden ende? Han ville virkelig ikke kunne fornemme andet.. eller jo.. han stod jo selv i en lignende situation med sin ældste, som slet ikke ønskede at have noget som helst med ham at gøre. "Tilværelsen i mørket kan vel slet ikke sammenlignes med den her? Hvis du ønsker at genvinde den.. Så kan jeg hjælpe," sagde han roligt og med et let sigende nik. Smilet bredte sig blot en anelse. Det ville ikke kræve alverdens.. ikke andet end Nicks vilje og ønske, til at dette ville og skulle ske. "Elias Dwann," præsenterede han sig roligt. Han vågede sig mere tæt på, hvor han derefter valgte, at skulle stille sig ved siden af ham. I den grad helt og særdeles uden nogen former for frygt overhovedet.

[nick]

Nick stod stille og betragtede ham. Han var meget forsigtigt med ikke at gøre nogen pludselig bevægelser, eller skulle blive fornærmet over at vedkommende var så forsigtig. Han strøg tungen let over sine læber, og slog blikket ned imod jorden. Han var ikke stolt af sin fortid. Og han ønskede nu bare et normalt liv sammen med Lisa. Han så imod hans finger hvor vielsesringen var. "Når du igen er Magiker," havde Lisa sagt til ham, den dag de var genforenet i parken. Han bed sig let i læben, og hans isblå øjne søgte stille til Elias' skikkelse. "Mine børn, Lexie og Sophie, er magikere... Jeremy er Animagus," sagde han stille. Han sukkede og slog armene omkring sig selv. "Tilværelsen.. er langt fra det samme. Og jeg ønsker af hele mit hjerte at blive magiker igen," sagde han oprigtigt. Han nikkede og så næsten.. tryglende ud. "Jeg ber' dig, hjælp mig.." sagde han stille.

[Deleted]

Meget skulle der nu til før Elias ville reagere. Han var aldrig nogensinde den som valgte, at skulle angribe først og Nick havde jo trods alt stadig ikke givet ham nogen mulighed eller en grund til at skulle gøre det. Det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans blik hvilede på Nick da han stillede sig ved siden af ham. Navnene som han nu blev præsenteret for, ville han i den grad huske. Hvis dette var noget som havde foregået over lang tid og måske så mange år.. hvilke følger ville det da have haft for Jeremy som en simpel animagus? Ikke at han ville spørge ind til det.. ikke nu. "Jeg vil se hvad de navne vil bringe op i den lyse magiske cirkel," sagde han oprigtigt. Han var i den grad en mand af sine ord, det var der heller ikke nogen tvivl om. At den mørke tilværelse ville være helt anderledes end den lyse, var der bestemt ikke nogen tvivl om. Hånden hævede han roligt, og lod den falde varsomt mod Nicks skulder. Han kom med venlighed og fred på sit vis. Han ønskede virkelig ikke flere direkte åbne stride, det var noget af det sidste som han ville ønske sig for nu. De mørke øjne hvilede på hans skikkelse. "Jeg kan hjælpe dig, Nick.. Men kun, hvis du ønsker dette af hele dit hjerte. Jeg kræver at du åbner dig for mig.. Lader mig fordrive det mørke i dit hjerte, dit sind og i din sjæl og atter planter lysets frø og lader det spire.." Han var virkelig kun ærlig. Dette var en meget kompliceret proces. Blot noget som de ældste ville være i stand til. "Lad mig føre dig til hjertet af det lyse og til hjertet af Procias, Nick." afsluttede han med en rolig og fattet mine. Hvad hans kære Lisa havde fortalt ham, ville han ikke blande sig i. Det var blot tydeligt for ham, at dette virkelig var noget som manden ville og han ønskede at hjælpe.

[nick]

Nick havde ikke strejfet tanken om at Jeremy faktisk ikke kunne leve ligeså længe som de andre. Han anede jo ikke hvor længe han havde været væk fra Lisa. Han vidste bare at han nu havde fundet hende igen. "Tak.." sagde han dæmpet, og sendte ham et smil. Denne gang hvor han rigtigt kunne smile. Han havde fundet 'lys-kilden', og at Elias ville hjælpe ham var han virkelig taknemmelig for. Han spændte en smule ved hans hånd, imod hans skulder. Men han faldt til ro kort efter. Han var bare ikke vant til berøringen længere. Havde gået alene, i Gud ved hvor lang tid. "Jeg ønsker det.. Mere end du aner. Jeg har aldrig selv ønsket dette mørke, men lyset forsvandt for mig..." hviskede han stille. Han trak blot linjer til hans fortid, med branden. "Tag mig med," hviskede han dæmpet.

[Deleted]

Elias begav sig stadig varsomt frem, selvom han nu kun måtte blive mere og mere sikker på Nick og hvad han virkelig måtte ønske. Et forhold til en i lyset, var vel blot noget som kunne drive en til det meste, og specielt hvis han oprindeligt var herfra. De mørke øjne hvilede på ham. Nick kunne faktisk godt vise sig at være nyttig og det var i den grad også en besked som han ville bringe videre til slottet. Hvis Nick kendte til mørket, kunne det skabe dem selv en vis fordel, så lidt strategisk lå der jo trods alt også i dette, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sendte ham blot et gengældende smil. "Jeg går ud fra, at dette lys er det som du ønsker tilbage til?" Han havde næsten gættet sig frem til det. At det mere var en symbolik end landet i sig selv, Nick måtte hentyde til. Han vendte roligt om på hælen, lod hånden som hvilede på Nicks skulder ligeså også tvinge ham med sig i den retning. Den mgiske cirkel var blot et sted som magikere ville være i stand til at skulle opsøge i den anden ende, og med Elias som en guide, ville Nick uden tvivl fint kunne følges frem til dette sted, og det var virkelig også hensigten med det hele. "Du har et lyst hjerte Nick.. Hvis du gør alt dette for en som du holder af." Dum var han bestemt ikke, han ville i den grad have gjort det samme, hvis det var ham som havde stået i den situation som dette måtte vise sig at være. Ikke bare for børnene, men for en kvinde som dette måtte lyde som. En tanke som faktisk også måtte varme godt om hans hjerte. Han begyndte blot at gå. "Fortæl mig hvad der skete dengang lyset forsvandt for dig.." opfordrede Elias roligt. Nick måtte åbne sig helt, for at mørket kunne fordrives helt fra hans lyse sind. Elias kunne se det.. Det var i den grad her, Nick hørte hjemme.

[nick]

Nick vidste faktisk ikke, om han ville bruge sin viden om mørket til noget bagefter. Hvorfor skulle han? Havde han for pokker ikke lidt nok? Aldrig skulle han give oplysninger, så mørket ville blive irriterede og komme efter ham. Han skulle ikke have flere efter sig! Han nikkede kortfatte til Elias med et stille smil, og fulgte med ham. Han ville lade sig føre med hvorend det skulle være, bare han fik lyset igen. "Jeg gør det, for hende jeg elsker," sagde han oprigtigt. Hvorfor skulle han ellers stå her? Hvis Lisa havde sagt det ikke blev dem igen, havde han lagt sig til at rådne op et eller andet sted i Dvasias. Der ville ingen idet mindste få medlidenhed med ham. Så der kunne han have lagt i fred. "Det var efter branden. Jeg kunne allerede se lyset forsvinde. Mafiaen tog mig med til Dvaisas, til deres hovedkvarter af en art. Jeg var spæret inde i seks mdr., og jeg ved det, fordi jeg tegnede en streg i væggen for hver dag der gik. Jeg var ofte syg da jeg var der, og jeg tabte mig. Cellen var også magisk beskyttet. Da jeg endelig kom ud, ændrede de mig til.. dette jeg nu er. Denne onde skabning." sagde han dæmpet. Det var tydeligt at høre han langt fra var stolt af det.

[Deleted]

Elias havde uden tvivl gjort det samme, hvis han havde stået og været i Nicks situation. Kæmpet for at komme tilbage til lyset uanset hvad det så end ville have kostet ham, det var han heller ikke det mindste i tvivl om overhovedet. Han lyttede intenst til hans ord. Det i sig selv som i den grad var noget af en så frygtelig fortælling i sig selv. Det lød virkelig til at de havde haft meget at tænke på.. at han ville gøre noget for en som han havde mistet for så mange år siden. Det glædet ham faktisk, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det var heller ikke noget som han ønskede eller som han ville skjule for hende det mindste overhovedet. "Du må da virkelig elske denne kvinde," begyndte han med en rolig og fattet mine. Han førte Nick roligt med sig ned af stien inden han pludselig bare valgte, at skulle gå ned igennem et tættere buskads inden de stoppede op foran en stor cirkel af store sten med en masse aftegninger og markeringer på. "Hvis du har været magiker og stadig er det af sind, så kender du vel nok til dette sted, Nick?" spurgte Elias roligt. Det var virkelig noget af en historie som lå i hans fortid, det var der ingen tvivl om. Elias gik roligt dermod, passerede den magiske grænse og fik Nick med sig. Med et følge af magiker, ville selv en anden være i stand til at betræde dette sted, om det så kun måtte være med magikerens gode vilje og det var det i den grad i denne situation. Det var ikke bare en cirkel af sten når den grænse blev passeret på denne måde..Det var virkelig som et stort herskabshus fyldt op med magikere, selvom der direkte heller ikke var så forbandet mange af dem tilbage nu. Han sukkede tungt, førte Nick videre med sig ned af gangen for at ende nede i et stort lokale. Her var det mest de store rådsmænd som opholdte sig - deriblandt også ham selv når tiden var inde for det, og det var noget som havde taget meget af hans tid her i det sidste. Det var dunkelt, næsten mørkt og oplyst med et klart skinnende og behageligt lys at skulle være i. Alle her ønskede lysets overlevelse og beskyttelse. Elias slap roligt Nick, gik i forvejen og hen til en bog som han rev den roligt ned og lagde den trygt i sin hånd og bladrede i den. Denne omgang ville meget snart være overstået.

[nick]

"Det gør jeg skam," sagde Nick dæmpet til Elias' ord, om at elske 'denne kvinde'. Men den kvinde var noget specielt. Det var Lisa. Den eneste for ham. Og når han var sammen med hende igen, kunne de i fællesskab tage ud og finde børnene. Han fulgte med ham ned af stien, selvom det gav et ryk i ham da de pludseligt gik en anden vej, igennem krattet og nåede en stencirkel. Jo, han havde ganske vidst hørt om den. Set den indefra var vidst ikke aktuelt. "Kender det, ja. Men aldrig har jeg sat fod der," sagde han stille. Han så fascineret rundt, da de kom ind i et hus. Han stoppede kort op da han blev sluppet, men valgte så at gå efter ham. Dette var af rent lys. Han så rundt, krympede lidt sammen. Lyset var stærkt her, og det ramte hans endnu mørke sjæl. "Dette føles som lysets kerne.." bemærkede han dæmpet.

[Deleted]

Elias ville i den grad beskrive dette som en kerne i lyset, også selvom det var Castle of Light som i den grad var landets midtpunkt. Det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var det sted, som de alle sammen måtte beskytte og han var i den grad villig til at skulle tage sin del af læsset ned af denne vej. Han bladrede til den rigtige side af bogen og vendte sig mod Nick. Han kunne godt tænke sig til, at lyset måtte være overvældende kunne han jo trods alt også tydeligt se på hele Nicks reaktion på dette sted. Han var virkelig den eneste som han kendte, som havde fået lov til at sætte fod her og vandre ud igen som en magiker. I Elias øjne var det virkelig et privilegie at få lov til at besidde disse evner og med det som Nick havde fortalt ham, samt med den sandhed som han kunne spore i stemme og i mandens blik, så havde han klart fortjent denne mulighed for at finde sammen med sin elskede igen. Selv stod han uden nogen for nu og det var efterhånden bare sådan som han var vant til at det skulle foregå.. Han ventede sig virkelig ikke noget andet i den anden ende. Han vendte blikket mod bogen igen og læste det ganske kort videre inden han igen så op på Nick og lukkede bogen i. Det var første gang at han ville gøre dette selv, selvom han havde assisteret i dette uendelig mange gange før igennem hans ellers så lange liv. "I mine øjne er det en kerne af lyset.. Falder dette sted, så vil landet lige så.." fortalte han med en ærlighed i stemmen. Han havde troen på Nick, ellers havde han aldrig nogensinde bragt manden til dette sted. At han ønskede så brændende at blive en magiker igen, glædet ham dog kun selv. Han vendte sig mod ham efter at han havde fået bogen tilbage på plads. "Det eneste jeg kræver nu, Nick, er at du tror og stoler på mig.. Det er avanceret magi.. Skrig hvis du vil, råb hvis du vil.. For alt i verden, må du ikke udøve mørk magi," forklarede han med en rolig og alligevel frygtelig alvorlig stemme. Det var virkelig vigtigt, det kunne sætte det hele i stor fare! Han stoppede op, lagde hænderne roligt ned langs sin side, åbnede håndfladerne hvor det kraftige hvide lys omgående måtte melde sig. Med en fast og intens mumlen. De lysende kugler forlod hans hænder, susede omkring Nick og indrammede hele hans krop i det klart blændende lys. Det lukkede sig klart tæt omkring Nick, inden 3 af de mindre valgte at søge helt tæt op ham. To lukkede sig kraftigt om hans hænder som kraftige lænker og den sidste søgte til hans mund, søgte direkte til hans eget indre, for at fordrive mørket som ville forlade hans krop igennem de 'lænker' som havde lagt sig om hans håndled, for derefter at lade hele lyset forsvinde igen - Det som klart ville efterlade Nick som en klar og skinnende Magiker endnu en gang.

[nick]

At mørket lige om lidt ville blive drevet bort, var virkelig noget Nick kun måtte være taknemmelig for. Han ville aldrig tilgive sig selv, hvis det skulle være hans egen skyld, at han ikke kunne være sammen med Lisa. Det ville han ikke kunne bære. Aldrig nogensinde. Så ville han i hvert fald.. bare lade andre vælge hans livs vej. Hvis han ikke havde Lisa, ville han gå i krig imod mørket. Nok dumt. Uden Lisa.. så følte han sig bare tom. Selvfølgelig kunne han finde børnene. Men efter så lang tid, som føltes uendeligt, ville.. det være underligt? Han ønskede ikke at svigte dem, men det var bare ikke til at bære, ikke at have en elskede. Og ingen andre var nogensinde kommet tæt på ham. Ingen skulle! "En stærk tro. Oprigtigt teori, vil jeg også medgive," bemærkede han stille og knyttede kort sine hænder. Hans isblå øjne fulgte Elias, som han stod der. Først med bogen, og så snart igang med at skulle give ham det lys tilbage. "Jeg tror på dig," sagde han stille. Han stolede også på ham. Kunne man andet? "Okay," sagde han dæmpet. Ingen mørk magi. Øjnene kneb han kraftigt i, da lyset omsluttede ham. Han spændte i kroppen, og tænkte konstant: "Ingen magi!" Han stivnede da 2 af kuglerne lukkede sig om hans håndled, og han stod stiv på gulvet. Løftet en smule. Han strak sig, fordi han spændte. Munden var åbnet, og han klagede en smule. Men han skreg ikke. Gjorde.. intet imod. Han ønskede jo dette så brændende. Kuglen som havde søgt hans mund og indre, drev mørket ud. Kuglerne slap ham da 'forvandlingen' tog sin ende, og han faldt direkte om på gulvet. Han trak vejret hurtigt, og hans hjerte hamrede mod hans bryst. Lyset var ham slet ikke som knivstik mere. De.. de var skønne. Fantastiske. Han skubbede sig op, og så på Elias. "Jeg er dig evigt taknemmelig, Elias. Jeg skylder dig," sagde han stille. Noget for noget, ikke?