On my own again

[Lily Rose Summers]

Om det var godt eller skidt, at Lily havde valgt at åbne munden kunne hun stadigvæk ikke finde ud af. Men for nu måtte hun jo gå med det. Forhåbentligt ville hun blive så rolig, at hun kunne forvandle sig om han prøvede på noget og så forsvare sig. For nok var Nathaniel alkymist, men hun var sikker på, at hun havde fordelen med sin magi fremfor, at han skulle bruge eliksirer. Hun vidste, at kun én anden kunne det hun kunne. Det var Salvatore. Lily var nok ikke super kendt, da hun havde mest kendt i Procias, men var nærmest også som glemt der, fordi hun havde været i Dvasias så længe og siden i Manjarno. Hun blev siddende på sin bagdel og med forbenene strakt, så hun kunne holde sit blik indgående på ham. Hun følte sig dog uden tvivl begloet af ham.
#Det er Mattheus' værk,# svarede hun ham blot. Hvad mere kunne hun sige? Hun vidste bare, at hun havde fået en eller anden væske tvunget i halsen og var blevet pisket og tortureret indtil hun havde bukket under og var endt i skikkelsen som kat. Derefter låst fast i skikkelsen i en lang periode.
#Jeg ønskede at se Enrico... Men fandt så ud af han var død og fandt i stedet Mattheus siddende i en celle,# forklarede hun ham. Det var jo sandheden.

[Nathaniel Diamaqima]

Ikke havde Nathaniel nogen intentioner om at skulle gøre denne lille skikkelse noget ondt, for hvad ville han få ud af det? Selvfølgelig ønskede han da at finde ud af, hvad der var sket, samt hvordan det var forekommet, og det var vel heller ikke underligt, var det? Han lod derfor hovedet søge mod den anden side. Han undersøgte hende med blikket.. Også selvom det kriblede i fingrene efter at få lov til at gøre mere med det, end hvad han havde gjort frem til nu.
"Mattheus' værk. Det forundrer mig ikke.. Hvad lavede du så nede ved ham?" spurgte han. Enrico var død.. Også selvom det uden tvivl var et stort, og meget beklageligt tab, og det var noget, som han oprigtigt var ked af, var sket.
"Enrico døde.. En beklagelig bortgang, som har kostet Dvasias dyrt. Jeg beklager, at du ikke nåede at se ham inden," sagde han denne gang. Hovedet lod han denne gang søge på sned, hvor han betragtede hende med en rolig mine. Det var jo heller ikke fordi at han kunne lægge skjul på det. Han lagde den ene hånd tæt ved hende. Han ville gerne mærke. ".. Hvordan er du endt, som du er?" spurgte han denne gang. For ham, var det virkelig også fascinerende!

[Lily Rose Summers]

Hvad Nathaniels intentioner var, det kunne Lily ikke helt finde ud af. Han var alkymist, så han kunne jo godt lide eliksirer og eksperimenter. Og hun ville bestemt ikke ende som et eksperiment! Hun kunne godt fornemme, at han ikke rigtigt ville holde sig stille særlig længe. Han skulle sikkert nok røre mere ved hende, hvis han fik lov, men det var altså hendes krop! Ville han også bare tage fat hvis hun var i menneskeskikkelse? Det var hun ikke så sikker på. #Jeg fandt ham tilfældigt, da jeg ej fandt Enrico... Så faldt vi i snak,# svarede hun ham. Det var jo faktisk sandheden, for hun vidste godt, at man ikke kunne lyve for en alkymist. De var jo faktisk tankelæsere og Nathaniel var vel ingen undtagelse, for han var gammel. Hun fnøs ved hans ord. Døde? Beklagelig bortgang? #Det var dit attentat på slottet, der fik ham slået ihjel,# bed hun af ham med en skarp tone. At han lagde den ene hånd ved hende gjorde, at hun flyttede sig lidt bort fra den, blot for at signalere, at hun ikke ville røres. Hun så på ham. Han måtte da kende til det? Men han krævede nok lidt mere forklaring for lige at finde frem til den præcise væske.
#Væsken som Mattheus gav mig... Jeg husker, han sagde, at den blev brugt under krig. Så når man var tilpas såret, så forvandledes mand og kunne derpå flygte i dyrisk skikkelse. Han gav mig til og piskede og torturerede mig til jeg blev forvandlet. Så fik jeg halsbånd på, der låste min magi og så blev jeg den katteskikkelse du ser.#

[Nathaniel Diamaqima]

Hvis der var noget, som Nathaniel elskede, og satte pris på, så var det viden.. og denne kom jo kun til en, igennem eksperimenter. Han smilede tydeligt for sig selv. Dette var jo uden tvivl ekstremt fascinerende, og det alene, kunne han jo heller ikke ligefrem gøre noget ved. Hovedet lod han søge på sned, selv da hun flyttede sig fra hans hånd. Med andre ord, ville hun ikke have ham til at røre ved hende, og det var ikke noget, som han umiddelbart kunne gøre noget ved.
"Fascinerende," sagde han denne gang. I sig selv, var det en tanke, som han virkelig godt kunne lide, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han var spændt.. ønskede at finde ud af, hvad det her egentlig gik ud på.
"I det tilfælde, må du have en meget stor betydning for Mattheus, siden han har gjort sig det besvær," sagde han denne gang. For ham, var det en meget fascinerende tanke, og det var uden tvivl noget, som han virkelig godt kunne lide, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen. Han rykkede denne gang tættere på. "Jeg må finde ud af, hvad han har gjort ved dig. Du har formået at kontrollere og styre det," sagde han denne gang. Det var da virkelig, virkelig fascinerende! Og derfor ønskede han at undersøge det nærmere.. Det her var ikke noget, som han havde været ude i før.

[Lily Rose Summers]

Lily ville ikke røres. Det var for meget nærkontakt på en dag og det kunne hun slet ikke lide. Bestemt ikke når det var en hun ikke kendte. Med Gabriel og Mattheus var det noget andet, skønt de begge havde såret hende dybt og derfor ikke fortjente hendes selskab eller nærkontakt. Hun trak på skuldrene. Hun vidste ikke om det var fascinerende eller hvad det var. Måske for ham. For hende, havde forvandlingen været en kæmpe omvæltning af hendes liv og nu levede hun jo mere som kat end som menneske. Mest fordi det var nemt og bekvemt at være på 4 poter, fordi ingen så tog kontakt til hende og hun kunne følge med i det hele fra sin højde.
#Det ved jeg ikke, om jeg vil se det som. For mig var det en stor straf og ydmygelse,# endte hun. Han havde jo tortureret hende, fordi hun havde overskredet hans grænse og gået imod hans ord. Og ingen skulle åbenbart trodse ham. Ikke som det havde været på det tidspunkt i hvert fald. #Det er blevet en del af mig. Jeg kan forvandle mig frem og tilbage som jeg har lyst, men for det meste er jeg i denne skikkelse. Men hvis jeg er for bange og har lyst til at flygte fra situationen, så låses jeg i denne skikkelse, som jo er forbandelsen fra den eliksir han gav mig,# fortalte hun ham. Hellere bare fortælle ham det fremfor at risikere, at han skulle pille ved hende.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel satte uden tvivl pris på Lilys ærlighed, også selvom det kun vækkede en større og større nysgerrighed i hans krop og sind. Uanset hvad det var for en eliksir, var det noget, som Jaqia måtte stå bag, som bryggeren af, for han havde aldrig nogensinde hørt om noget lignende. Hvorvidt om det havde noget at gøre med, at hun nu ikke ønskede, at han rørte hende, eller hvad det var, kunne han jo være ligeglad med. Det her, var uanset ikke noget, som han ville lade gå forbi sig. Overhovedet ikke.
"For mig er det.. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.. Aldrig tænkt noget lignende." Og han havde altså lavet rigtig mange forsøg igennem hans liv, og det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt i den anden ende.
Frygten låste hende fast. Var det derfor, at hun havde brugt tid på at forvandle sig, og ikke havde gjort det, da hun var sprunget ud efter nøglen? Nathaniel måtte i sandhed finde det meget fascinerende! Hovedet lod han denne gang søge en kende på sned, og med et smil på læben. "Lad mig undersøge det nærmere," bad han denne gang. Han ville give hende muligheden, for selv at give ham lov til det. Ellers.. måtte han jo bare gøre det alligevel. Han lod det ikke gå forbi sig!

[Lily Rose Summers]

Selvom Lily talte af ærlighed lige nu, så var det kun fordi, at hun ikke turde andet. Hun ville for alt i verden undgå at skulle røres ved af Nathaniel, for hun brød sig slet ikke om det. Hvad kunne han ikke finde på? Han var alkymist. Han kunne brygge diverse eliksirer og prøve dem af på hende. Hun så allerede, at hun skulle igennem noget meget smertefuldt og det ville hun slet ikke kunne klare. Især ikke hvis Mattheus ville ende med at kunne høre det, hvis skrig eller tanker nåede så langt. At Nathaniel aldrig havde oplevet noget lignende, det kunne hun nu udmærket godt forstå. Det var jo ikke almindeligt for magikere. Faktisk ikke almindeligt for nogle andet end formskiftere. Men hun kendte dog én anden. Salvatore, hendes læremester. Mon han havde det fra samme måde eller om han havde knækket en magisk kode, det kunne hun ikke sige.
#Jeg kunne heller ikke tro, at det var det eliksiren gjorde, da forvandlingen tog sted,# endte hun ærligt. Frygt låste hende i skikkelsen, præcis som den havde gjort, da hun var sprunget efter nøglen og han havde grebet fat i hendes nakkeskind. Lige nu var hun dog ej direkte bange og kunne nok godt forvandle sig. Hun svarede ham ikke.
I ét hurtigt spring, så gjorde hun alt for at komme af bordet. Hun forvandlede sig i farten og ville uanset hvad ende i menneskelig skikkelse. Om det så var på gulvet eller i Nathaniels arme, alt efter hvor hurtig reaktion han havde...

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var uden tvivl meget fascineret af dette. Det måtte være noget eliksirværk, som Jaqia havde arrangeret og leget med, og som han selv vidste, at han tilbage dengang, måtte erkende, at han havde lagt grundlaget for, og derfor var det jo kun det mere fascinerende.
En eliksir, havde omgjort alt muligt i hende, for at give hende denne fantastiske og enestående mulighed for at forvandle sig på et grundlag, som slet ikke var naturligt for hendes race. Kun var han kendt med en anden, som var i besiddelse af den samme mulighed, og selvfølgelig var det en grund til fascination. "Lad mig undersøge det," sagde han denne gang. Ikke ønskede han at lade denne chance gå ham forbi, hvis han endelig fik en mulighed for at undersøge noget, som han aldrig havde været i nærheden af tidligere.

Nathaniel handlede dog hurtigt, da hun denne gang forsøgte at springe af bordet, reagerede han, for hun skulle bestemt ikke have lov til at stikke af! Derfor flyttede han sig, stort set lige i tide, til at hun forvandlede sig. Hendes krop, nøgen som gud havde skabt hende, slog direkte ind mod hans egen. Da deres kroppe mødtes, var det alligevel med en vis følelse af kraft, idet at hun forvandlede sig, så han selv fik overbalance, og røg direkte ned i gulvet, og denne gang med hende over sig. Hans hænder greb omgående fat omkring hendes arme. "Bliv," beordrede han nærmest hende denne gang.

[Lily Rose Summers]

Lily kunne ikke lide denne situation. Hun ville derfor virkelig gerne væk herfra og ventede bare på det bedste øjeblik for at kunne. Hun nægtede simpelthen at lade ham undersøge hende, for hvad kunne han dog ikke finde på? Skære i hende? Teste diverse væsker på hende? Kaste underlige urter på hende?
"Aldrig," endte hun, nu hvor hun havde forvandlet sig. De tumlede sammen og hun landede oven på ham. Lige nu var hun fuldstændigt ligeglad med, at hun var nøgen. Det kunne hun ikke rigtigt ændre på i dette øjeblik, men hvis hun skulle slippe levende herfra, så måtte hun være i menneskeform så hun kunne bruge sin magi. For det kunne hun ikke som katten. Ikke til andet end at forvandle sig i hvert fald. Hun hev i sine arme og gjorde alt for at komme væk.
"Nej jeg vil ikke... Du er en forfærdelig mand!" skændte hun på ham. Hendes hænder begyndte så kraftigt at lyse op, så hun kunne blænde ham, for hun ville slet ikke have mere af hans ondheder.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde overhovedet ikke styr på, hvad der skete i denne situation, og det var nok også derfor, at hun handlede og reagerede som han gjorde. Han ville jo gerne undersøge det her for pokker! Det var noget som kun for alvor prægede hans egen nysgerrighed, og når det endelig skete, så kunne han ikke gøre noget ved det!
Hovedet slog Nathaniel i gulvet, da hun sprang mod ham, da han havde flyttet sig. Hans hænder låste sig omkring hendes arme. Han var på ingen måder krigerisk anlagt eller noget lignende, så det at gøre brug af den slags, var han jo slet ikke ude på. "Du har fuldstændig misforstået mine intentioner," forsøgte han denne gang, også selvom det ikke synes, at have nogen større effekt.
Det kraftige lys, som hun kastede direkte mod hans ansigt, blændede ham virkelig! Han var derfor tvunget til at slippe hende, for at tage sig til ansigtet. Døren var uanset låst, så hun ville ikke kunne komme nogen vegne. Dette havde han gjort for at sikre sig selv, kun fordi at han ikke havde vidst, hvad det var han havde stået overfor, og nu stod han så her!
Nathaniel rullede om på siden, hvor han denne gang forsøgte at rejse sig. Det var svært at se andet end helt mørke pletter for ansigtet, efter det kraftige lys hun havde kastet mod hans øjne. "Jeg vil dig intet ondt..!" tilføjede han denne gang. Det måtte hun da kunne forstå?

[Lily Rose Summers]

Lily ville ikke være et eksperiment. Hun skulle ikke underlægge sig nogen som helst. Og hun skulle bestemt ikke undersøges af en fremmed mand, som hun kun kendte af navn. Nok var hun en fascination for ham, men det gjorde kun det hele en del værre for ham. Desuden ville Gabriel blive sur på ham. Eller, forhåbentligt, hvis der skete hende noget. Hun vidste det dog ikke med sikkerhed, for i hendes hoved, havde hun jo ingen betydning for ham, når han bare kunne falde i armene på sin eks på den måde.
"Hvad er der at misforstå? Jeg skal ikke undersøges af dig!" endte hun bestemt. Han blev blændet og det gav anledning til, at hun kunne rejse sig op. Som han rullede om på siden, så greb hun fat efter nøglebundet, som hun prøvede at få med sig. Hun ville gerne ud herfra. En af nøglerne måtte da passe i nøglehullet, for magi virkede garanteret ikke på selve slottets bygning.
"Intet ondt? Nej, du vil bare hælde eliksirer på mig, til jeg ligner et monster og du kan finde ud af hvad der har forårsaget min forvandling," vrissede hun.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne virkelig være en egoistisk mand, om det var det som han ville, men det var jo helt andre ting, som han havde i tankerne. Han ville gerne finde ud af, hvad der havde gjort hende til den kvinde, som hun var i dag, og det var det eneste, som egentlig havde nogen betydning lige nu! Hans nysgerrighed.. Han kunne slet ikke klare, at den blev trigget, og særligt ikke sådan her!
Nøglebundtet blev revet fra ham, selvom der var så mange nøgler på, at det ville tage hende tid at finde den rigtige. Han gned sig i øjnene. Hvor var det dog ubehageligt det her! Han blinkede med øjnene. Sådan som hun fremstillede ham, var det jo slet ikke at han var. Så grum var han altså heller ikke! "Du er hård ved mig, synes jeg," sagde han denne gang, hvorefter han rejste sig op. Han vendte blikket mod hende. Han kunne høre, hvordan hun desperat fumlede med nøglerne.. Det var også først der, at det for alvor gik op for ham, at hun forsøgte at komme derfra, og det skulle hun slet ikke have lov til! "At du kan svare, er et godt sted at starte. Jeg ønsker at undersøge dig. Ikke.. gøre alt muligt ved dig.. Bliv her.." endte han med en kortfattet stemme. Han søgte direkte mod hende, hvor han forsøgte at gribe ud efter sine nøgler. Hun skulle slet ikke have lov! Hans næve lukkede sig om nøglebundtet. Hun skulle slet ikke have lov!

[Lily Rose Summers]

Lily var slet ikke vant til at bruge sin magi på denne måde. Det var selvfølgelig i forsvar, men han havde jo ikke rigtigt gjorde hende noget endnu. Det var jo faktisk hende, der i sin panik, var gået til angreb på ham, trods han allerede lå på gulvet. Den blændende effekt af lyset, ville dog nok aftage efterhånden som minutterne gik. "Hård ved dig? Ej, men det er da også synd," svarede hun ham sarkastisk.
Panisk prøvede hun sig frem med diverse nøgler, men ingen af dem syntes at passe. Der var da også virkelig mange nøgler i dette nøglebundt! Var der virkelig så mange forskellige typer nøglehuller her på slottet? Ja, det måtte der jo være. Da han greb fat i nøglebundet, så strammede hun sit greb om det og prøvede at få det tilbage igen. Nøgen som hun var, så tænkte hun slet ikke over det lige i øjeblikket, da hun havde helt andre ting på sinde.
"Jeg bliver på en betingelse!" endte hun med at sige med en høj tone, så den trængte igennem til ham. Det fik ham forhåbentligt også til at slippe nøglen og hun løb ind i lokalet med nøglebundtet i sin hånd. Hun så på ham og trak vejret hurtigt og overfladisk. "Du må undersøge mig... Få de svar du gerne vil have... Hvis du sætter Mattheus fri, når du er færdig. Så Mattheus og jeg kan forlade dette forfærdelige sted," endte hun. Det var hendes betingelser.

[Nathaniel Diamaqima]

Uanset hvor meget denne kvinde ønskede det, så fik hun slet ikke lov til at tage derfra! Når først hans nysgerrighed var tricket, så var det på tide, at han måtte undersøge det. Det var det som han ønskede.. Det var et brændende behov, når den slags endelig dukkede op, og derfor kunne han heller ikke ligefrem lade være, nu hvor muligheden endelig dukkede op.
Nøglebundtet lukkede han derfor kraftigt sine fingre omkring, for at rive det fra hende, og det virkede tilsyneladende også efter hensigten! Nu kunne han også se nogenlunde igen, så det var jo mere end fint. Betingelser? "Og hvilke betingelser?" spurgte han denne gang. Han kneb øjnene sammen. At hun var nøgen, var virkelig ikke noget som han sagde noget til.
Hun ønskede hende og Mattheus fri. Hvorvidt om det var noget, som han overhovedet kunne imødekomme, vidste han ikke, for han vidste, at der var andre planer med den unge knægt. "Forstå en ting. Jeg er ikke ude på at gøre den mand noget som helst. Vi har en egen dagsorden.. Giv mig hvad jeg vil have.. og jeg skal nok sørge for, at du og Mattheus får lov til at gå," sagde han denne gang. Det kom dog ikke an på hvad hun gav ham, og hvornår han var tilfreds, men når Mattheus selv, var i stand til at indse, hvad de forsøgte at få knægten til at se.

[Lily Rose Summers]

Lily trak vejret dybt. Hun var slet ikke vant til at være så truende i sin fremtoning, da hun normalvis var fredelig og professionel. Men hun følte sig magtesløs og havde derfor tyet til en handling, som hun normalvis kun brugte i selvforsvar. Men det var vel egentligt hende, der var gået til angreb denne gang? Det lignede hende ikke og det skræmte hende også. Hvad var hun dog ikke endt ud i! At Nathaniel alligevel fik nøglen fra hende, irriterede hende en del, men hun holdt stadigvæk en hvis afstand til ham. Hænderne satte hun mod bordet foran sig, hvor hun kunne bruge sine arme som afsæt, hvis han kom efter hende. For nu så det dog ud til, at han blev stående hvor han stod.
#Jeg er ligeglad med, at du ikke er ude på at gøre manden fortræd. Og jeg er ligeglad med din dagsorden. Hvis jeg giver dig min krop til at stille dit eget egocentriske behov for viden, så lader du Mattheus og jeg gå lige når du er færdig med mig her til aften,# endte hun mere bestemt. Han skulle ikke prøve på at snyde hende ved at fordreje aftalen!